Kategoriarkiv: Gud

Stilhed

Larm og støj vidner om aktivitet, bevægelse og produktion. Men det er alligevel stilheden, som er mættet med den særlige form for larm, der kan skabe tanker og forestillinger om menneskets dybeste eksistensvilkår. Noget, som selv den højeste lyd, den frygteligste larm og mest ukontrollerede støj ikke kan skabe. Ud af stilheden larmer eksistensen. Denne form for uhørlig larm har sit eget sproglige udtryk: Det er den foruroligende larmende tavshed; en stilhed, der er så gennemtrængende, at den »klinger, hviner, skriger!«, som Johannes V. Jensen skrev i digtet Interferens om »dette djævelske Sammenstød af psykisk lyd«.

For psykisk lyd er jo netop, hvad stilheden kan blive til, som Johannes V. Jensen digtede:

Den blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.

I filosofien har stilheden altid haft en højere status end larmen, specielt når stilheden er lyden af eksistensens ekko fra den store tomhed. Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) skrev om denne stilheds frygtelige eksistentielle konsekvenser: »Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru«. Selv om Pascal var religiøs erfarede han både Guds tavshed over for mennesket og menneskets lidenhed i det enorme, tavse univers.

Det var en skræmmende og grufuld stilhed, som Pascal erfarede: Universets gabende tomhed og Guds larmende tavshed udgjorde tilsammen en eksistentiel stilhed, som placerede mennesket over for sig selv, og siden har eksistensfilosofferne forsøgt at forholde sig til den form for stilhed, hvor det enkelte menneske uformidlet er konfronteret med sig selv.

Stilheden har naturligvis flere former end denne grufulde eksistentielle stilhed, der absorberer enhver anden lyd end den, som det enkelte menneske selv fremkalder. En anden form for stilhed er den, som eneboerne gennem tiden har opsøgt. De blev kaldt eremitter, et ord der kommer fra græsk, hvor det betyder ensom eller ørken. Og det var jo i ørkenens ensomhed de søgte stilheden, fordi netop stilheden er Guds første sprog, som det hedder. Eller som Mother Theresa i moderne tid sagde: »Gud taler i hjertets stilhed«.

Det er et sideskud fra denne religiøse stilhedssøgen, som i dag nærmest er blevet et forbrugsgode: Lyden af stilhed i stillekupeer, mobilfrie zoner, på meditationskurser og ved mindfulness. Et tilbud om stilheds-retreats sælger tilmed muligheden for »et sjældent møde med sig selv«.

Men hvad sker der så når vi går ind i denne stilhed? Hvad sker der, hvis man opnår det omtalte sjældne møde med sig selv? Pascal ville måske sige, at så begynder den eksistentielle stilhed, tavshed og tomhed at larme eller trænge sig på. I den eksistentielle stilhed hører vi andre lyde, som f.eks. dem Johannes V. Jensen skrev om: Stilheden er tomheden der larmer »imellem de kværnende Stenkloder«.

Sådan behøver det jo nok ikke at gå. Men både den filosofiske litteratur og den naturvidenskabelige forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag for det enkelte menneske, at være alene med sig selv midt i den dybeste stilhed. Og det gælder uanset om denne stilhed er fysisk eller metafysisk.

Hvis der er tale om en psykisk og metafysisk stilhed, kan den virke som Pascal oplevede det. Er der tale om fysisk stilhed kan oplevelsen også være skræmmende. Det viser sig, hvis man besøger det mest stille sted på Kloden, nemlig et specielt lydtæt rum ved Orfield Laboratories i Minnesota.

I dette rum er der så stille, at de fleste kun kan holde det ud i nogle få minutter. I et gennemsnitligt soveværelse vil der om natten blive målt 30 decibels; i det lydtætte rum ved Orfield Laboratorie måles -9 decibels. Baggrundsstøjen måles altså i negative decibels. Det er et rum, som er 99.9% lydabsorberende, og det anses for at være det mest stille, det mest lydløse rum i verden.

Men der er ikke nødvendigvis tale om en fredfuld stilhed. Tværtimod, dette stilhedens kammer er forstyrrende og for mange mennesker skrækindjagende. Efter blot få minutter begynder man at kunne høre sin egen vejrtrækning, derefter hjerteslagene fra brystkassen, og så kommer lyden fra blodet, der skyller rundt i årene. Man bliver selv lyden, lyden af menneske, som vi ellers aldrig hører.

Denne stilhed er direkte desorienterende, og for mange er den lige så grufuld som Pascal erfarede det, når hverken Gud eller universet svarede på hans kalden.

Tænk en stilhed – jeg kan kun høre mig selv, det eneste der er, er mig – skræmmende.

 

Kilder:

John Biguenet: Silence, Bloomsbury Academic, New York 2015.
Johannes V. Jensen: Interferens fra Digte 1906, Gyldendal 1977.
Blaise Pascal: Tanker om den kristne Religions Sandhed, J. Frimodts Forlag, København 1958.

Lidelse

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Det hellige i en uhellig tid

Gud skabte dagen. “Der skal være lys,” sagde han. Og så blev der lys. Det lys kaldte Gud for dagen, som altså på den måde blev hans første større værk. Lyset og dagen kunne mennesket ikke have skabt. Til den sag kræves der en gud, eller noget ligeså mirakuløst, som f.eks. millioner af tilfældigheder og ligeså mange usandsynlige kombinationer af de millioner af tilfældigheder.

Gud eller mirakuløse tilfældigheder, det er ikke det vigtige lige her, vi er ikke på vej ud i en teologisk diskussion. Det vigtige er, at dagen ikke er menneskets værk, ligeså lidt som natten er det, eller alt det andet, som skabelsesberetningen i Første Mosebog fortæller om: vandet, himlen, jorden. Og de stjerner, som Gud satte på himmelhvælvingen til at oplyse jorden. Eller alle de levende væsener, som han satte til at vrimle i havet og de vingede fugle på himlen. Krybdyrene og alle de vilde dyr på jorden – og endelig mennesket, til at herske over hele skaberværket.

Fra dengang, hvor jeg gik i søndagsskole, har jeg holdt af skabelsesberetningen. Men heller ikke i menighedshusets højloftede undervisningslokale kunne jeg få det til at hænge helt sammen. Hvorfor var de så optaget af at sætte navn på skaberen? Det, der fascinerede mig var ganske enkelt, at det overhovedet ikke kunne være mennesket selv, der stod bag alt det, som blev nævnt i skabelsesberetningen, og som jeg jo tydeligt kunne genkende fra min hverdag i den lille vestsjællandsk landsby: jorden, himlen, vandet, ormene, smedens duer og valnøddetræet – det åbne landskab, med marker så langt barneblikket kunne række, men nok til verdens ende.

Og mennesket – selvfølgelig mennesket, til at tage sig af det hele i Guds fravær. Det med Guds fravær sagde de ikke noget om i søndagsskolen, og for mig var det ganske ligegyldigt. Som jeg forstod det hellige, var det nemlig noget, der var større end mennesket. Og det var der jo meget, der var – ikke mindste alt det, som vi ikke selv kunne have ordnet; netop dét, som Mosebogen fortalte om.

I stedet for at være et argument for Gud forekommer det mig stadig at alt det, der ikke på nogen måde er menneskets eget værk, kalder på en meditation over, hvorfor fornemmelsen af noget helligt alligevel er essentielt for mennesket.

Begrebet hellig stammer fra hel – det fuldstændige eller perfekte. I religiøs sammenhæng giver det jo god mening, for hvem andre end Gud kan skabe det fuldstændige og perfekte? Men hermed peges der jo netop også væk fra mennesket, til noget uden for og udover mennesket. Uanset om man tror på skabelsesberetningen – at det var Gud, der skabte det hele – eller om man forholder sig til det ligeså usandsynlige, at jorden, himlen, havet, og alt levende opstod ved en tilfældighed, så peges der væk fra menneskets skabende handlemuligheder og handlekraft.

Her vises der hen til vores afhængighed af noget, som vi ikke selv har skabende kontrol over. Noget, der er lagt til rette for os, inden vi bliver til, og som vil forblive der efter vores individuelle tid. Jorden, himlen, havet, livet – altså Mosebogens anliggender. Når alt andet er usikkert er der trøst at hente i den uforanderlige verden – den verden, som vi ser blive til i Mosebogen, også selv om vi ikke kan tro på, at det var Gud, der satte det hele i værk. Dét glemmes let i det moderne menneskes voldsomme bestræbelser på, at være sin egen verdens skaber og opretholder.

Den indianske maler Charles Lovato citeres i Poul Borums smukke digtsamling “Om jorden siger jeg”:

Om jorden siger jeg: den har givet mig liv,
den er kommet med mad når jeg var sulten,
den er kommet med regn når jeg var tørstig,
nu er jeg gammel, og den venter på at omfavne mig.

Her har vi et blik for det hellige i det tætte daglige: vores afhængighed af det, vi ikke selv er årsag til. Noget som kan opretholde os eller slå os ned. Tættere kommer vi ikke på noget helligt i en uhellig tid, hvor vi i en grænseløs optimisme tror os som skabningens mester. Men i den moderne verden er betydningen af det hellige i denne forstand nærmest blevet uforståelig. Og nu har denne udvikling fået et navn: Vi befinder os i en ny tidsalder, siger en række forskere: den Antropocæne tidsalder.

De siger, at vi mennesker, i vores bestræbelser på at tage magten over jorden, har påvirket alt det, som historien i Første Mosebog taler om, og det i en grad, så naturen faktisk må anses for død:

“Når geologer langt ude i fremtiden graver ned og undersøger jordlagene, vil de blive mødt af så store mængder af industriaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas, levn fra atomprøvesprængninger, plasticrester og andet affald samt spor efter såkaldt naturforvaltning, at forskere reelt er begyndt at tale om, at naturen i sin naturlige tilstand er død.”

Men Gud sagde jo også, at mennesket skulle være skabningens herre – nu er vi så også ved at blive dens drabsmand. I en eller anden forstand kunne vi ikke holde det hellige for helligt nok. Måske er det en forandring, som man bare skal vænne sig til? Men forandringen dækker også over det indlysende slægtskab mellem mennesket og alt det øvrige i skabningen: Om jorden siger jeg: den har givet mig liv…

Sten og stjerner

Sten frem for stjerner?
De er tættere på
og alligevel gjort af samme stof

De er til at samle op
smide med for sjov eller i alvor
hvis det gælder

Er de store nok
kan man sidde på dem
og række ud efter stjernerne

Sten eller stjerner?
Det er ikke enten eller
mange sten har jo været stjerner

Aristoteles sagde
at sten falder til jorden
fordi de hører til ved jorden

Stjerner er for de unge
der nyder en himmelflugt
og ikke kigger sig tilbage

Sten er for de ældre
som trives dér
hvor de som stjerne ramte jorden

Corpus

Hvis mennesket blev skabt i Guds billede, så må Gud have en krop. Ganske vist er kroppen et biologisk fænomen, men det er også kroppen, som giver os vores unikke realitet og som forankrer os i livet. Kroppen er derfor noget eksistentielt. Vi har ikke en krop; vi er en krop. Da Gud satte mennesket i verden skete det jo netop gennem en krop – den krop, som er vores eneste måde er være i livet på.

Det er et kendt religiøst dogme, at der ikke kan eller må gøres billeder af Gud. Mig bekendt er der ikke nogen religiøs retning, som for alvor påberåber sig eksakt viden om, hvordan Gud ser ud. Men der er skrevet om ham, og i 1. Mosebog hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er der naturligvis også, trods billedeforbud, lavet bunkevis af billeder af Gud. Alle Guds mange ansigter på disse billeder minder imidlertid ganske meget om menneskets ansigt. Måske er det fordi, det eneste autentiske billede af Gud udtrykkes af mennesket selv.

Det er noget relativt nyt, at der ikke må gøres billeder af Gud. F.eks. havde de gamle grækere masser af statuer, der forestillede deres guder, men som dog er yderst menneskelige at se på. De ligner den ideale menneskekrop, som vi nok ville sige i dag. Senere hen i historien har religionerne imidlertid gjort netop kroppen – Corpus – til det mest ugudelige ved os mennesker, thi det er jo kroppen, vi synder med.

Selv Sokrates, som ellers var omgivet af de smukke græske gudestatuer, sagde, at han så frem til døden, fordi så slap sjælen endelig af med den besværlige krop, der hele tiden forstyrrede med alverdens sanseindtryk og med lidenskaber, som blot kunne tæmmes i kortere perioder, før de atter begyndte deres dominans over sjælens langt renere og mere ædle bestræbelser.

Hvis vi et øjeblik bliver i den religiøse forestillingsverden, så findes der forskellige versioner af den guddommelige skabelsesproces, men alle steder er den forbundet med dén fysiske krop, som Gud tildeler mennesket i skabelsesøjeblikket.

Kroppen er da heller ikke kun noget, som mennesket bruger til at synde med. I tiderne efter Guds skabelse af de første mennesker er det slet og ret gennem den menneskelige krop, at nyt liv kommer til verden. Kroppen manifesterer den kærlighed, som har behov for, at der fortsat skal være liv her på Kloden, nu da Gud ikke længere aktivt giver sig af med skabelse. I hvert fald kan man sige, at det alene er på grund af den menneskelige krop, at livet opretholdes – hvilket jo er en ganske guddommelig gerning af kroppen.

Mens religionen og store dele af filosofien har været mest optaget af døden, så har der ikke været særlig meget fokus på kroppen – på Corpus – som det, der så at sige betinger alt liv. Kroppen er enten blevet betragtet som et problem i forhold til sjælens videre forløb i den ukropslige og åndelige verden, eller som et uinteressant fænomen, der ikke kan siges noget dybere filosofisk om. Nietzsche sagde det i sin tid på den måde, at ingen filosof endnu har talt om den menneskelige næse.

Filosoffen Hannah Arendt beskrev imidlertid senere med indlysende klarhed den grundlæggende menneskelige betingelse – nemlig den overhovedet, at være født. Altså som det, at være en krop, det at være kropsligt i live. Kroppen er det, der gør vores eksistens i verden mulig. Derfor er der selvfølgelig enkelte filosoffer, som har beskæftiget sig med Corpus.

En af disse undtagelser er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som i bogen ”Kroppens fænomenologi” viser, at menneskets krop ikke blot er et fænomen, der udelukkende tilhører den biologiske verden og er tilgængelig for objektive videnskabelige studier. Kroppen er også en Egenkrop – den krop, som det enkelte menneske er. Kroppen holder mig naturligvis i live rent biologisk, men det er også kroppen, der gør mig i stand til at have personlige og individuelle erfaringer med verden.

Kroppen er min mulighed for at være i verden, den er mit perspektiv. Kroppen er min permanens; ikke min permanens i verden, men en permanens for mig. Kroppen er simpelthen vores generelle måde, at have en verden på. Uden Corpus har vi ikke nogen verden, selv om verden selvfølgelig vil være der alligevel. Kroppen bringer det enkelte menneske ind i verden, betinger hele dets væren i verden og tilmed dets afgang fra verden, når den tid kommer. Vi lever med vores krop og på grund af den. Vores liv er kropsliggjort. Corpus fører os ind i dette liv, igennem det og ud af det. Kroppen bærer hele vores eksistens i dette liv.

Ikke mærkeligt, at guds mange ansigter er gjort i Menneskets billede – i den menneskelige krops billede.

Viden og tro

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.

Øjeblikkets evighed

Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Når der mangler en verden

Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Religion eller religiøsitet?

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?