Kategoriarkiv: Filosofi

Touch

Skriv en kommentar

Når jeg underviser i etik bruger jeg et udsnit af Michelangelos billede Skabelsen, som illustration til mit materiale. Billedet viser øjeblikket, hvor Gud og Adams hænder mødes; touch, den guddommelige berøring, der giver mennesket liv. En ikke uvæsentlig detalje ved billedet er, at Gud har menneskeskikkelse. Men Gud sagde jo også: Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os. Så i virkeligheden er det altså mennesket, der har lighed med Gud.

For mig symboliserer billedet derfor menneskets guddommelige evne til at kunne give hinanden liv gennem berøring. Jeg tænker på alt det, vi kan gøre ved hinanden, ikke blot gennem en fysisk berøring, men også gennem et blik, et tonefald, en stemning i mødet med den anden. Vi er med andre ord på godt og ondt udleveret til hinandens berøringer.

Det er således et dybt menneskeligt eksistensvilkår at være kastet ind i livet til en gensidig afhængighed af hinanden. Hvordan denne afhængighed håndteres er det, som etikken handler om. Vi er hinandens skæbne, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev. Skulle der sættes en undertekst på Michelangelos billede, kunne det netop være Løgstrups ord om, at når vi står over for et andet menneske, så holder vi altid et stykke af dette menneskes liv i vores hånd.

Touch – vi er henvist til hinandens berøringer, som kan være både livgivende og dræbende. I ethvert møde mellem mig og den anden er der derfor en fordring om at være opmærksom på betydningen af denne berøring. Løgstrup sagde, at der en en etisk fordring i ethvert møde, enhver berøring, mellem mennesker.

Berøringen kan jo være kold og afvisende eller varm og tillidsfuld, men vores henvisthed til hinanden ændrer sig ikke. Uanset hvad – touch, så rører vi hinanden, og denne berøring kan være livgivende, men også befordre, at menneskeligt liv gøres vanskeligt, trist, angstfuldt, ubærligt og måske endda går til grunde.

Det er selvfølgelig mest åbenbart i tilværelsens store øjeblikke, når vi møder kærlighed eller når vi svigtes, når vi glædes over omsorg eller efterlades alene, når mødet med andre skaber tryghed eller efterlader os i utryghed, når vi trøstes eller såres i mødet med et andet menneske. I disse situationer er det indlysende, at vi er udleveret til hinanden og afhængige af den berøring vi får eller ikke får af de andre.

På den måde kan vi også tale om fraværet som en grundlæggende oplevelse hos mennesket. Fraværet, isolationen, tabet, ensomheden; det er når vi ikke oplever livgivende berøringer. Afbalanceres denne fraværsfølelse ikke af menneskeligt nærvær, så kan livet gå i opløsning. Afhængigheden af andre er ikke i modsætning til vores egen individualisme eller personlige udvikling. Tværtimod er det når vi erkender andres betydning for os og vores egen betydning for andre, at livet er i balance.

Paradoksalt nok er vi ofte langt mere i tvivl om vores egen unikke betydning for andre end vi er om andres betydning for os, for det sidste kan vi jo mærke i nærværet eller fraværet. Frank Capras film fra 1946, It’s a Wonderful Life fortæller noget om dette paradoks. Den handler om en mand, George Bailey, som er kommet ud i en dyb krise; så alvorlig at han ser selvmordet som en udvej. Men så griber en skytsengel ind ved at vise, hvordan verden ville se ud uden George. Hermed får skytsenglen overbevist George om, at han har betydning for andre mennesker, faktisk en afgørende betydning for andres liv, og denne erkendelse redder Georges eget liv.

På den måde er vi uomgængeligt viklet ind i hinanden og skaber betydninger for andre mennesker, som vi ikke altid selv er klar over, ligesom de skaber betydninger for os. Det kan være gode betydninger eller dårlige – derfor:

Touch – rør hinanden varsomt, kærligt og livgivende, for Gud skabte jo mennesket i sit eget billede, for at vi skulle ligne ham – og hans touch skabte liv.

Døden er umoderne

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kendte mine forældre et ældre ægtepar, hvor konen dagligt, hen over morgenkaffen og -avisen, sagde til manden: Når en af os dør, så afbestiller jeg Berlingske Tidende. Nu døde de imidlertid med blot få dages mellemrum, så ingen af dem nåede at afbestille avisen. Der gik dog lang tid før det kom så vidt, for de blev meget gamle; begge nåede at blive langt over 90 år selv om specielt manden var meget interesseret i livet efter døden, og på eget forlag havde udgivet en lille bog om netop dette emne, hvor han beskrev sjælens gentagne liv her på jorden. Derfor er jeg også sikker på, at han ville have læst en artikel, som for nylig stod i hans gamle morgenavis, med stor forundring. Den handlede nemlig om det moderne menneskes forsøg på at bekæmpe døden.

Kort fortalt handlede artiklen om den desperate krig, som mange mennesker fører imod alderdommen og døden. Det nyeste amerikanske redskab inden for denne disciplin er et såkaldt humant væksthormon. Når det bliver sprøjtet ind i kroppen skulle der indtræde en ”foryngelse”, hvor rynkerne glattes, kropsfedtet reduceres, muskelmassen og knoglestyrken øges, libidoen tiltager og samlet set efterlader brugeren med en oplevelse af ny vitalitet og ungdom.

Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde for mange år siden, at døden er uamerikansk. I virkeligheden kan vi tilføje, at døden tilmed er umoderne. Det Toynbee mente var nemlig, at i en kultur som vores, der lægger så meget vægt på fremskridt, styrke, ungdommelig vitalitet og skønhed, og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads. Det er umoderne at acceptere grænser for sin udfoldelse. Enhver begrænsning opleves som vilkårlig og tyrannisk, og da døden er den ultimative begrænsning anses den ofte for at være en krænkelse af menneskets suverænitet.

I sådan en kultur kan alene tanken om døden opleves som en frygtelig erfaring, der gennem hele livet må bekæmpes med alle midler. Nu er det jo bare sådan, at døden, som næsten det eneste, ikke kan bekæmpes. Ethvert forsøg på at undgå den er meningsløst, men så kan man jo i stedet prøve at bekæmpe dødens årsager.

F.eks. kan man jo gøre en hel del for at undgå mange sygdomme. Man kan motionere, spise sundt, lade være med at ryge, tage mineraler, vitaminer osv. Desuden kan man forsøge at holde alderdommen på afstand, ved at glatte rynker, stramme op, indtage mikstur og humane væksthormoner, som de skriver om i avisen.

Og imens man gør alt det rigtige, er der ikke tid til at tænke over den grundlæggende forfængelighed (og forgængelighed) i alle disse bestræbelser på at fortrænge tanken om døden. Den eksistentielle uro der udløses af alderdom og død kan således næsten glemmes gennem den daglige fokusering på helbredet.

Man fortvivler ikke så længe man kan handle, og døden kan man ikke handle over for. Det kan man imidlertid i forhold til mange af de årsager, som vi mener døden har. Men vi dør ikke fordi vi bliver syge. Vi bliver syge, fordi vi er dødelige. Dødens problem kan derfor ikke erstattes med helsens problem. Prøver man det, er der fare for at overse det liv, der er her og nu til fordel for en forventning om kvaliteten og længden af det liv, der vil komme; altså en slags en tøven over for det her-og-nu-levede-liv. Det kan være svært at leve i nuet, hvis meget af ens energi er bundet op på at skabe forudsætningerne for et langt og sundt liv. På den måde vil angsten for døden på et tidspunkt kunne omskrives til angsten for at dø uden at have levet. Angsten for døden bliver altså til en slags livsforskrækkelse.

Mine forældres gamle venner motionerede ikke og de røg og levede så usundt, som man nu gjorde dengang. Det siger jeg ikke, at man skal. Men helse- og ungdomsbølgen har fået et omfang, der kan ende i en form for livsglemsel, som ville have været dybt fremmede for de to gamle mennesker. Hver morgen mindede de jo hinanden om, at én af dem en dag ville dø og efterlade den anden, som så kunne afbestille avisen. Dette daglige, næsten rituelle, memento mori– husk på døden – fik dem måske til at glædes over, at de i hvert fald var vågnet op til  endnu en morgen.

Spørgsmålets styrke

Skriv en kommentar

Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.

Bastard

Skriv en kommentar

For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.

Kærlighedens bånd

Skriv en kommentar

Da mine to piger i sin tid blev døbt læste præsten op fra Lukasevangeliet, hvor Jesus prædiker: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Når man i forvejen sidder på en hård kirkebænk, kan disse ord naturligvis virke som endnu en understregning af religionens indbyggede uforsonlighed. Ikke lige det man forventer at høre på en smuk søndag, hvor verdens to dejligste piger skal døbes af den kirke, hvis fremmeste mand ellers havde sagt: Lad de små børn komme til mig.

Det var stærke ord, der blev brugt og ”had” virkede ærlig talt ret forkert anbragt i forbindelse med en dåb. Men det er jo ikke ukendt, at religionen ikke nødvendigvis har sat menneskets kærlighed til mennesket specielt højt. Alligevel har nogle bibeloversættelser forsøgt sig med mindre dramatiske udgaver af citatet, hvilket imidlertid gør vold mod budskabets betydning, som faktisk slet ikke handler om had, men om betingelsen for nyt liv og det enkelte menneskes mulighed for at opleve kærligheden, som vi kender den i dag. Så jeg holder mig til den version af teksten, som med stikflammer står ud fra min mors gamle familiebibel fra 1919.

Den umiddelbare kynisme i udsagnet om at hade er gjort af samme stof som den rå granit i kirkens murværk. I kirkebygningens kølige skygge kunne man derfor udlægge teksten således, at Jesus fordømmer den kærlighed, der alene er mellem mennesker. Budskabet kunne være, at den eneste kærlighed der kan accepteres er den, som er forbeholdt Gud. Men hvis man læser teksten gennem de idéhistoriske briller, så åbnes horisonten langt mere.

For det første drejer det sig om kærlighedsbudskabet: Kærligheden og næstekærligheden gælder ikke udelukkende slægten eller klanen, men også – og måske især – alle de andre, også fjenderne og uvennerne. Dette kan kun efterleves ved i overført betydning at vende ryggen til dem, som du lettest kan elske, nemlig dine egne og dem, der er som dig selv. Det handler slet ikke om at forlade nogen, men om også at åbne sig mod de andre, som man ikke er blodsbeslægtet eller traditionelt forbundet med. En venden sig væk fra slægtens tvang og traditionens påbud om, at du kun må elske dem, der er som dig selv; dem fra din egen klan. Dét var det nye, som kristendommen indvarslede: Blodsbåndet skulle ikke længere være det, der forenede mennesker, det skulle være den rene kærlighed; ikke tvangen, uanset hvilket navn den måtte iklæde sig.

For det andet handler det derfor også om mulighederne for den kærlighed, der i dag er så afgørende for vores liv og selvforståelse, nemlig kærligheden mellem elskende, hvor det er følelsen der forener. Den moderne kærlighed, mellem ”tilfældige” mennesker, der frit vælger hinanden, knytter sig nemlig også til den mentalitetsforandring der blev mulig med kristendommens fremvækst, og som lå skjult i budskabet om at vende slægten og klanen ryggen for selv at knytte sine egne kærlighedsbånd.

Når Jesus prædiker, at vi skal vende forældrene og familien ryggen, så kan det altså i denne sammenhæng være en opfordring til at gå ud og skabe noget nyt, en fremtid der ikke alene er bestemt og betinget af fortiden. Dette handler ikke blot om de elskendes samliv, forelskelse og erotik, det peger imod opbrud og nye begyndelser; om verdens fortsatte beståen når de nye generationer gør verden til deres sted, begynder at handle og forandre og dermed skaber fortsat liv. At indse dette er vel det nærmeste vi kan komme evigt liv.

Kontrol

1 kommentar

Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.

Diamonds Are Forever

Skriv en kommentar

Skulle jeg som en sølle hund ikke have fattet min egen dødelighed blev jeg mindet om den da jeg for nogle få år siden blev ramt af en sten. Ikke umiddelbart noget dramatisk, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik helt galt.

Jeg fik lagt rebet om halsen; rødt, blodfarvet flettet af mit eget blod, pulserende i slanger, der lå hen over dynen, mellem maskinen og min krop, som ikke længere kunne rense blodet for affald, så døden nærmest ophobede sig i organernes mørke.

Kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter 10 års belejring, har døden fundet på det geniale træk, altid at være gemt inden i os for uden nåde at være parat når det gælder.

Kroppen var allerede begyndt at distancere sig, havde gjort sig fri og markeret sin selvstændighed fra vilje og bevidsthed. Pludselig tilhørte livet ikke længere mig, og jeg var slået med rædsel.

Jo – jeg overlevede. Men selv da jeg blev rask, fortsatte rædslen og angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket og det endte med, at jeg fik reduceret livet til blot at være dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.

I de efterfølgende år fik jeg kun langsomt fat i livet igen. Gennem min families kærlighedsterapi og terapiens kærlighed blev det tilsyneladende indlysende efterhånden klart for mig: Hvis jeg ikke kunne acceptere døden, så kunne jeg heller ikke acceptere livet, og jeg havde jo fået tilbudt overlevelse med muligheder for at forstå mit liv i et helt nyt perspektiv.

Da jeg kom hjem fra sygehuset, gik jeg dagligt forbi kirken, hvorfra jeg egentlig havde troet, at jeg snart skulle begraves. Kirken har ligget der så længe, at den næsten ikke er blevet ældre i min levetid. For enden af gaden, som sidste datoblad i en kalender, ligger den og troner. Massiv, som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen, som ellers har pisket omkring den langt længere end mands minde.

Trods sin manglende religiøse pragt viser kirken alligevel det jordiske fra sig ved at kaste skygger af størknet tid ned over enhver, som kommer forbi. Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser hen til, at vi altid fødes ind i noget allerede begyndt, der først vil slutte lang tid efter os.

I kirkens tidsregning sker alt i et menneskes liv næsten på én gang. Vi opstår og forgår med en dødelig lethed; flygtige og tidsbestemte, i et blændende hukommelsestab. Men kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser om noget evigt. Her er det ikke kun den øjeblikkelige historiske tid, knyttet til min eksistens, som er nærværende. Ligesom myterne peger kirkens historie ud over hvert enkelt menneskes eksistens, til det tidløse i livet.

Jeg har set en udsendelse i tv om et firma, der tilbyder at omdanne aske fra kremerede mennesker til smykkesten; fra aske til diamanter! Det var naturligvis en idé, som nogle tossede amerikanere havde fået. Men som metafor for menneskelivets værdi, trods dets endelighed, er den egentlig ganske glimrende: Diamonds Are Forever.

Forstørrelse

2 svar

Med jævne mellemrum kører jeg forbi Fensmark præstegård, hvor digteren Christian Winther blev født i 1796. Mest er det for at se om jeg ikke kan få et glimt af hans mor. Ganske vist døde hun i 1830, men hun var en meget usædvanlig kvinde, der var kendt for at besidde en intens opmærksomhed, der kunne vække sjælen af dagligdagens sløvhed, så det forekommer mig alligevel ikke utænkeligt, at hun en dag kunne finde på at efterkomme mit ønske. Men ellers er det også fint blot at forestille sig hendes venlige tilstedeværelse når jeg står og kigger på mindestenen for den berømte søn.

Hanna Winther, sådan hed hun, beherskede kunsten at forstørre verden og give den mer-betydning, og det er noget vi har brug for helt fra fødslen. Vi fødes jo ind i en verden, der har eksisteret i årtusinder før os, men alligevel er ukendt for den nyfødte, og den proces at gøre verden til ens egen kræver, at nogen åbner den for os, så vi trygt kan tage den i besiddelse.

På den lille Christians fem-års fødselsdag gav hun ham derfor en gave, som åbnede sønnens øjne for denne verdens store underværker: Hanna gav barnet solopgangen i gave ved at tage ham med ned i præstegårdshaven og vise ham solopgangen over det sydsjællandske landskab. Senere beskrev Christian Winther oplevelsen på denne måde: Det, som mange tusinder af poeter forgæves har søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige øje. Og han glemte aldrig denne gave.

Christians mor havde forstørret præstegårdshaven for ham, åbnet himlen og tilføjet kosmiske dimensioner til det, der før havde været barnets kendte legeplads. Nu ved ethvert barn jo, at verden ikke er som den ser ud til at være. Gemt i hver en lille ting kan der være en mer-betydning, som de voksne ikke har sans for. Men bliver denne evne hos barnet ikke mødt af en verden, som tillidsfuldt lader sig åbne og forstørre, som Christian Winthers mor forstørrede præstegårdshaven, så risikere den at tørre ind.

Nogle filosoffer taler om en metafysisk mer-betydning ved tingene i verden. Det kunne f.eks. være erfaringen af noget uforståeligt men alligevel tillidsvækkende ved tilværelsen, en dybde, der anes som en tryg rumklang bag alle hverdagens begivenheder. Mennesker har til alle tider oplevet denne fortryllethed, når verden med ét blev forstørret. Bibelens åbenbaringer er eksempler på dette, ligesom mytologien er fortællinger, der skal forstørre verden og give dybde og betydning til livet og hverdagens hændelser.

I moderne tid taler man imidlertid om, at verden er blevet affortryllet. Det knytter sig naturligvis til, at videnskaben har fundet forklaringer på næsten alt. Men det moderne menneskes evige stræben efter kontrol, spiller også ind. Kontrol over vores liv, planlægning af fremtiden og forsøget på at eliminere det, vi kalder tilfældigheder, men som set i forstørrelsens perspektiv også kunne være indfald fra tilværelsens dyb, som på ingen måde lader sig kontrollere.

Min far havde samme evne som Hanna Winther til at kunne forstørre hverdagsting og fremkalde en oplevelse af noget nyt, overraskende og indbydende. Når han var nærværende ophørte tiden, og de kendte dimensioner var slet ikke tilstrækkelige til at kunne rumme det vi oplevede. Verden udvidede sig, blev mystisk og vækkede opmærksomheden fra vanens sløvhed.

Ligesom Hanna kunne min far forstørre verden, så den helt almindelige daglige solopgang blev porten til noget meget stort. Han kunne imidlertid ikke forstørre sig selv. Tværtimod var han så usikker på sit eget værd, at han nærmest ikke fandt sig stor nok til denne verden.

Jo mere han forstørrede verden for mig, jo mindre blev han, og efter kun 50 år forsvandt han helt, fordi han ikke havde haft nogen til at gøre det samme for ham. Han havde ikke haft en mor som Hanna Winther eller en far som han var for mig til at forstørre verden og gøre den til et spændende og trygt sted at være. Men mig efterlod han en verden så stor og ubegrænset, at jeg næsten mener at kunne se Hanna Winther komme ud fra præstegårdens port uden at det forbavser mig.

Eksistentielt kompas

1 kommentar

Skriver man ”livets mening” på Google kommer der under 200.000 resultater ud. Taster man derimod ”personlig udvikling” ind i søgemaskinen resulterer det i næsten tre gange så mange hits. Freud mente ganske vist, at det var sygeligt at stille spørgsmålet om livets mening. Hans argumentet for denne tvivlsomme diagnose var, at der ikke kunne gives noget objektivt svar. Men vi er jo ikke af den grund holdt op med at stille spørgsmål til vores eksistens. Svaret søges bare ikke længere uden for os selv, som det store livs mening, men ved at vi kigger indad i vores eget liv. Meningen med livet for det moderne menneske er personlig udvikling, en form for Kend dig selv.

Det er i virkeligheden mest begrebet personlig udvikling, der er nyt. For det at begive sig af sted på en indre rejse er noget, som mennesket har gjort næsten til alle tider. Pilgrimsrejsen var f.eks. en rejse langs støvede landeveje, men mest af alt var det en rejse indad. Denne rejse med alle dens forhindringer og udfordringer havde et mål for det kristne menneske: Det var foreningen med Gud, der lokkede. Sådan er det ikke i dag. Det moderne menneskes indre rejse handler ikke om at finde Gud, men om at finde sig selv.

Motivationen er ofte en følelse af fremmedhed i verden; oplevelsen af at man ikke har hjemme eller ikke er sat i verden for at arbejde, dyrke karrieren, tjene penge, købe ind, tilpasse sig normen, moden, trenden – Livets runddans, som Aldous Huxley kaldte den konstante jagt efter adspredelser, som kan give tilværelsen et skær af indhold.

Ofte behandler vi os selv meget dårligt: Vi retter forventninger til os selv, som nærmest ikke kan opfyldes, vi dømmer os selv og er fyldt med selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, er forkerte, for tykke, for utiltrækkende, har for lidt selvtillid. Vi har forestillinger om, at andre ikke kan lide os, vi bliver fanget i nogle roller, som vi ikke kan gøre til vores egne, og vi frygter alt det, som fremtiden kan udsætte os for. Det er nogle af de udfordringer, som den indre rejsende står over for når vi antager, at personlig udvikling skal hjælpe mennesket med at finde hjem til sig selv.

Den amerikanske læge Richard Moss har skitseret en model, som kan inspirere til et eksistentielt kompas, der viser at vi alt for ofte er alle mulige andre steder end hjemme hos os selv.

Vi kan være i vores fortid, hvor tidligere erfaringer ofte sætter nogle begrænsninger for, hvor frit vi kan forholde os til nuet. Vi bliver f.eks. tit styret af de forventninger og roller som vores fortid har tildelt os. Omvendt kan vi også være i fremtiden: Kan vi klare de kommende udfordringer, vil vi kunne gøre det godt nok og tænk på alt det, der kan ske, hvis vi træffer de forkerte valg her og nu. Øverst i kompasset står der objektet, det vil sige, at vi kan være ovre i de andres sko. Hvor ofte er det ikke netop de andres øjne vi ser os selv med? Om de kan lide os, om de synes vi er gode nok til vores arbejde, om de mener vi er værd at samle på? Nederst kan kompasnålen pege på subjektet – det vil sige mig. Det er fra den position jeg vurderer om jeg er noget værd og hvor jeg fælder de hårde domme over mig selv. Det er den samling af tanker og forestillinger, vi har om os selv, om hvordan vi burde være, men ikke nødvendigvis er. På den måde er vi ofte ude af os selv; væk fra det nu, hvor vores liv foregår.

Personlig udvikling i stedet for livets mening – med det må der menes, at vi kommer tættere på os selv. Kompasset afslører, at vi ofte er en hel masse andre steder end i netop det her og nu, hvor vores liv er. Det er måske det, der skaber den moderne følelse af at være fremmed i verden. Vi kan være tilbage i fortiden og lade os styre af gamle nederlag, inde i fremtiden og lade os styre af frygten for alt det der kan gå galt eller vi kan være styret af de forestillinger vi tror de andre har om os, og så kan vi være fanget i vores egne forestillinger om, hvad vi burde være. Den moderne pilgrimsvandring, ikke mod livets mening, men mod selvudvikling, kræver et kompas så vi ikke farer vild og tror at vi selv er et andet sted end vi i virkeligheden er.

Mens de kristne pilgrimme tilbagelagde deres indre rejse for at søge efter Gud, søger det moderne menneske sig selv. Men jeg finder ikke mig selv i hverken fortiden eller fremtiden, og slet ikke ved at forestille mig hvad andre mener om mig og ej heller i mine egne forestillinger om, hvordan jeg burde være for at være rigtig. Hvis man et øjeblik prøver at trække sig væk fra de fire nævnte kompasretninger, så er der nemlig også en femte mulighed for at finde sig selv: I nuet, som faktisk er det eneste sted, hvor du kan være; alt andet er på en eller anden måde forestillinger, som ikke nødvendigvis har noget med dig selv at gøre.

Det er normalt at være død – men først skal vi fødes

Skriv en kommentar

Det er beregnet, at ca. 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får den nuværende befolkningseksplosion på 7 milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for det skæbnefællesskab vi har med de 99 milliarder døde.

Men selv 99 milliarder døde har ikke gjort døden til et trivielt fænomen. Nok til en forudsigelig kendsgerning, men ikke til en velintegreret del af vores selvforståelse. Liv og død opstår samtidigt men det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. Det er ikke mærkeligt, at Platon derfor gjorde netop døden til filosofiens juvel: Filosofi er forberedelse til døden, sagde han. Når vi skal filosofere over et emne som døden, må første skridt nemlig være, at vi tager problemet på os, som en personlig erfaring.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at døden henvender sig til mennesket gennem angsten og at man derfor ikke bare lige forholder sig til sin egen død. Allerede en græsk filosof, der var næsten samtidig med Platon, forsøgte at mane denne angst i jorden. Det var Epikur der beroligende sagde, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke. Derfor skulle der ikke være nogen grund til at frygte døden, lige så lidt som man frygter den tid, der forløb inden man kom til verden.

Men så enkel er den eksistentielle matematik ikke. Døden er her i høj grad mens jeg er her, og lige bestemt det ikke at være til, at ”blive til intet”, kan i sig selv inspirere til ganske meget angst.

Dødsangsten er jo netop en reaktion på tanken om vores endelighed, og denne tanke er noget der sker i dette liv, mens vi eksisterer. Døden er ganske vist en hændelse i min fremtid og det er muligt at Epikur har ret i, at der intet er efter døden, og derfor heller ikke noget at frygte, men det er i dag, her og nu, at jeg erfarer min dødelighed. Som Nobert Elias slog fast, så er døden altså i høj grad de levendes problem, og filosoffen Martin Heidegger beskrev direkte menneskets bevidsthed om egen død, som det, der har afgørende indflydelse på vores liv.

Fordi døden netop gør sin stærke indflydelse gældende mens vi stadig er i live har filosofferne overvejet, hvordan vi kan lade døden oplyse vores liv i stedet for at begrænse det. Her kan vi måske alligevel bruge noget af det, som gamle Epikur sagde om grunden til ikke af være bange for døden: Vi skal ikke være bange for intetheden efter vores død; vi er jo heller ikke bange for den intethed, der var før vores fødsel – de to store intetheder, der indrammer vores liv. Mens de fleste filosoffer har valgt at se på menneskelivet i dødens optik, kunne vi jo i stedet prøve at se fødslen som det afgørende og bestemmende ved menneskelivet. Det er korrekt, at vi alle skal dø, at vi skal slutte os til de 99 milliarder, der allerede er gået den vej. Men 99 milliarder døde betyder også, at der har været 99 milliarder fødsler. Der er 100% sikkerhed for at vi skal dø, men hvad var sandsynligheden for at vi skulle fødes?

Vores eksistens er ikke kun karakteriseret af vores mortalitet (dødelighed), men også af vores natalitet (fødsel). En af de få kvinder i filosofihistorien, Hannah Arendt, mener således, at det er nataliteten og ikke mortaliten, der er det vigtigste i beskrivelsen af mennesket; at vi er født er vigtigere end at vi skal dø.

Det er den natale karakter ved os (at vi fødes), der fører til fornyelse af verden. Fødslens filosofi knytter sig til erfaringen af et liv, der har sin begyndelse før noget, som vi overhovedet kan kalde vores erfaring; i vores mors, hendes mors, og hendes mors blod og slim, i fødslens smerte, i den familie, slægt og verden, der gennem fødsel på fødsel byggede sig selv op og til sidst blev rammen for vores fødsel.

Vi fødes ind i en verden, der allerede er gammel, som vi ikke har haft indflydelse på, men som vi skal tilegne os gennem vores handlingsevne. Det er med fødslen af nye mennesker, at der konstant skabes nye begyndelser, og den fulde erfaring af dette er lige så vigtig som erfaringen af vores dødelighed. Hannah Arendt minder os om, at selv om vi skal dø, er vi ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt.