Det er beregnet, at ca. 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får den nuværende befolkningseksplosion på 7 milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for det skæbnefællesskab vi har med de 99 milliarder døde.

Men selv 99 milliarder døde har ikke gjort døden til et trivielt fænomen. Nok til en forudsigelig kendsgerning, men ikke til en velintegreret del af vores selvforståelse. Liv og død opstår samtidigt men det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. Det er ikke mærkeligt, at Platon derfor gjorde netop døden til filosofiens juvel: Filosofi er forberedelse til døden, sagde han. Når vi skal filosofere over et emne som døden, må første skridt nemlig være, at vi tager problemet på os, som en personlig erfaring.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at døden henvender sig til mennesket gennem angsten og at man derfor ikke bare lige forholder sig til sin egen død. Allerede en græsk filosof, der var næsten samtidig med Platon, forsøgte at mane denne angst i jorden. Det var Epikur der beroligende sagde, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke. Derfor skulle der ikke være nogen grund til at frygte døden, lige så lidt som man frygter den tid, der forløb inden man kom til verden.

Men så enkel er den eksistentielle matematik ikke. Døden er her i høj grad mens jeg er her, og lige bestemt det ikke at være til, at ”blive til intet”, kan i sig selv inspirere til ganske meget angst.

Dødsangsten er jo netop en reaktion på tanken om vores endelighed, og denne tanke er noget der sker i dette liv, mens vi eksisterer. Døden er ganske vist en hændelse i min fremtid og det er muligt at Epikur har ret i, at der intet er efter døden, og derfor heller ikke noget at frygte, men det er i dag, her og nu, at jeg erfarer min dødelighed. Som Nobert Elias slog fast, så er døden altså i høj grad de levendes problem, og filosoffen Martin Heidegger beskrev direkte menneskets bevidsthed om egen død, som det, der har afgørende indflydelse på vores liv.

Fordi døden netop gør sin stærke indflydelse gældende mens vi stadig er i live har filosofferne overvejet, hvordan vi kan lade døden oplyse vores liv i stedet for at begrænse det. Her kan vi måske alligevel bruge noget af det, som gamle Epikur sagde om grunden til ikke af være bange for døden: Vi skal ikke være bange for intetheden efter vores død; vi er jo heller ikke bange for den intethed, der var før vores fødsel – de to store intetheder, der indrammer vores liv. Mens de fleste filosoffer har valgt at se på menneskelivet i dødens optik, kunne vi jo i stedet prøve at se fødslen som det afgørende og bestemmende ved menneskelivet. Det er korrekt, at vi alle skal dø, at vi skal slutte os til de 99 milliarder, der allerede er gået den vej. Men 99 milliarder døde betyder også, at der har været 99 milliarder fødsler. Der er 100% sikkerhed for at vi skal dø, men hvad var sandsynligheden for at vi skulle fødes?

Vores eksistens er ikke kun karakteriseret af vores mortalitet (dødelighed), men også af vores natalitet (fødsel). En af de få kvinder i filosofihistorien, Hannah Arendt, mener således, at det er nataliteten og ikke mortaliten, der er det vigtigste i beskrivelsen af mennesket; at vi er født er vigtigere end at vi skal dø.

Det er den natale karakter ved os (at vi fødes), der fører til fornyelse af verden. Fødslens filosofi knytter sig til erfaringen af et liv, der har sin begyndelse før noget, som vi overhovedet kan kalde vores erfaring; i vores mors, hendes mors, og hendes mors blod og slim, i fødslens smerte, i den familie, slægt og verden, der gennem fødsel på fødsel byggede sig selv op og til sidst blev rammen for vores fødsel.

Vi fødes ind i en verden, der allerede er gammel, som vi ikke har haft indflydelse på, men som vi skal tilegne os gennem vores handlingsevne. Det er med fødslen af nye mennesker, at der konstant skabes nye begyndelser, og den fulde erfaring af dette er lige så vigtig som erfaringen af vores dødelighed. Hannah Arendt minder os om, at selv om vi skal dø, er vi ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt.