Skriver man ”livets mening” på Google kommer der under 200.000 resultater ud. Taster man derimod ”personlig udvikling” ind i søgemaskinen resulterer det i næsten tre gange så mange hits. Freud mente ganske vist, at det var sygeligt at stille spørgsmålet om livets mening. Hans argumentet for denne tvivlsomme diagnose var, at der ikke kunne gives noget objektivt svar. Men vi er jo ikke af den grund holdt op med at stille spørgsmål til vores eksistens. Svaret søges bare ikke længere uden for os selv, som det store livs mening, men ved at vi kigger indad i vores eget liv. Meningen med livet for det moderne menneske er personlig udvikling, en form for Kend dig selv.

Det er i virkeligheden mest begrebet personlig udvikling, der er nyt. For det at begive sig af sted på en indre rejse er noget, som mennesket har gjort næsten til alle tider. Pilgrimsrejsen var f.eks. en rejse langs støvede landeveje, men mest af alt var det en rejse indad. Denne rejse med alle dens forhindringer og udfordringer havde et mål for det kristne menneske: Det var foreningen med Gud, der lokkede. Sådan er det ikke i dag. Det moderne menneskes indre rejse handler ikke om at finde Gud, men om at finde sig selv.

Motivationen er ofte en følelse af fremmedhed i verden; oplevelsen af at man ikke har hjemme eller ikke er sat i verden for at arbejde, dyrke karrieren, tjene penge, købe ind, tilpasse sig normen, moden, trenden – Livets runddans, som Aldous Huxley kaldte den konstante jagt efter adspredelser, som kan give tilværelsen et skær af indhold.

Ofte behandler vi os selv meget dårligt: Vi retter forventninger til os selv, som nærmest ikke kan opfyldes, vi dømmer os selv og er fyldt med selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, er forkerte, for tykke, for utiltrækkende, har for lidt selvtillid. Vi har forestillinger om, at andre ikke kan lide os, vi bliver fanget i nogle roller, som vi ikke kan gøre til vores egne, og vi frygter alt det, som fremtiden kan udsætte os for. Det er nogle af de udfordringer, som den indre rejsende står over for når vi antager, at personlig udvikling skal hjælpe mennesket med at finde hjem til sig selv.

Den amerikanske læge Richard Moss har skitseret en model, som kan inspirere til et eksistentielt kompas, der viser at vi alt for ofte er alle mulige andre steder end hjemme hos os selv.

Vi kan være i vores fortid, hvor tidligere erfaringer ofte sætter nogle begrænsninger for, hvor frit vi kan forholde os til nuet. Vi bliver f.eks. tit styret af de forventninger og roller som vores fortid har tildelt os. Omvendt kan vi også være i fremtiden: Kan vi klare de kommende udfordringer, vil vi kunne gøre det godt nok og tænk på alt det, der kan ske, hvis vi træffer de forkerte valg her og nu. Øverst i kompasset står der objektet, det vil sige, at vi kan være ovre i de andres sko. Hvor ofte er det ikke netop de andres øjne vi ser os selv med? Om de kan lide os, om de synes vi er gode nok til vores arbejde, om de mener vi er værd at samle på? Nederst kan kompasnålen pege på subjektet – det vil sige mig. Det er fra den position jeg vurderer om jeg er noget værd og hvor jeg fælder de hårde domme over mig selv. Det er den samling af tanker og forestillinger, vi har om os selv, om hvordan vi burde være, men ikke nødvendigvis er. På den måde er vi ofte ude af os selv; væk fra det nu, hvor vores liv foregår.

Personlig udvikling i stedet for livets mening – med det må der menes, at vi kommer tættere på os selv. Kompasset afslører, at vi ofte er en hel masse andre steder end i netop det her og nu, hvor vores liv er. Det er måske det, der skaber den moderne følelse af at være fremmed i verden. Vi kan være tilbage i fortiden og lade os styre af gamle nederlag, inde i fremtiden og lade os styre af frygten for alt det der kan gå galt eller vi kan være styret af de forestillinger vi tror de andre har om os, og så kan vi være fanget i vores egne forestillinger om, hvad vi burde være. Den moderne pilgrimsvandring, ikke mod livets mening, men mod selvudvikling, kræver et kompas så vi ikke farer vild og tror at vi selv er et andet sted end vi i virkeligheden er.

Mens de kristne pilgrimme tilbagelagde deres indre rejse for at søge efter Gud, søger det moderne menneske sig selv. Men jeg finder ikke mig selv i hverken fortiden eller fremtiden, og slet ikke ved at forestille mig hvad andre mener om mig og ej heller i mine egne forestillinger om, hvordan jeg burde være for at være rigtig. Hvis man et øjeblik prøver at trække sig væk fra de fire nævnte kompasretninger, så er der nemlig også en femte mulighed for at finde sig selv: I nuet, som faktisk er det eneste sted, hvor du kan være; alt andet er på en eller anden måde forestillinger, som ikke nødvendigvis har noget med dig selv at gøre.