Kategoriarkiv: Døden

En spøgelseshistorie

2 svar

1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

Spor

Skriv en kommentar

Tanker er toldfrie, og det er vist meget godt, for de bevæger sig konstant på kryds og tværs af alle grænser. Intet kan holde en tanke tilbage, hverken rummets eller tidens grænser. Tanker og ideer flyder frit, selv hen over de mest velbevogtede af alle grænser – nemlig dem imellem fortid, nutid og fremtid. Det er kun vores krop, der ikke kan krydse disse grænser.

Men mennesket er et gadekryds, en bastard, hvor fortid, nutid og fremtid krydser grænser. Ingen er det ægte barn af nutiden. Overalt i vores bevidsthed er der både spor, som strækker sig tusindvis af år bagud og spor, som tøvende eller optimistisk, fører ind i fremtiden. Tiden er menneskets særlige måde, at give verden form på. Opleves begivenhederne kun på nutidens nære hold virker de ofte, som alt for tilfældige, uformidlede og uden sammenhæng – og derfor også uden mening.

Forud for det enkelte menneske er verden der. Vi fødes både ind i et nu med vores krop – og i forlængelse af de spor, som fortiden har lagt ud. Meget af det, vi oplever bliver forstået og får mening ud fra den fortid, der var før vi overhovedet kom til verden. Menneskets bevidsthed er på den måde ikke kun forbundet med verden gennem de umiddelbare oplevelser her og nu. Vi er overskridende – selv de ultimative grænser imellem fortid, nutid og fremtid brydes ned af menneskets evne til overskridelse, til at forbinde sig med verden, ved at være en grænseoverløber.

Mennesket er ikke kun bestemt til nutiden, men til ”hele-tiden”. Vi bliver ganske vist til på et bestemt sted. Men på dette sted krydser fortid, nutid og fremtid hinanden. Som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver det:

Vores personlige eksistens er således omgivet af et område af næsten upersonlig eksistens, der så at sige går af sig selv, og som jeg henholder mig til for at holde mig i live, – den menneskelige verden, som vi hver især skaber os, er omgivet af en almen verden, som man først må tilhøre.

Jeg blev født ind i denne verden af et andet menneske. Jeg kunne overhovedet ikke blive til uden at verden havde været der i forvejen. Denne livets understrøm er der altid og er uafhængig af os. Men tilmed fødes jeg også ind i nogle spor fra en fortid, som giver mig en rettethed i verden – en forståelse, som åbner for handlemuligheder. Der kan faktisk nærmest være noget, som ”tænker i mig”.

For nylig sad jeg sammen med min familie på et sygehus, hvor en nær pårørende lå for døden. Vores måde at se på døden er i den grad betinget af de spor, som fortiden har trukket ind over vores liv – både de individuelle spor og de mere kollektive. Den naturvidenskabelige måde at anskue døden på er den, vi lever med i vores nutid. Men den bliver helt uden videre ledsaget af spor, som rækker langt tilbage i tiden, hvor døden ikke kun var en biologisk proces men i høj grad også en spirituel. Jo – vi ved det godt: Videnskaben har bevist, at vi går kødets vej når vi dør. Men om det så er i filosofiens eller psykologiens moderne sprog, så ledsages den moderne viden ofte af gamle spor, der repræsenterer en helt anden måde at se døden på

Mens vi befandt os på sygehuset strejfede spor af oldgamle tanker og forestillinger om døden ind over vores personlige og nutidige bevidsthed. Fra middelalderen tegnede et spor sig som et spørgsmålstegn: Hvad skal der blive af ham når han dør, hvad er vigtigt, at sige til ham nu, inden han dør – selv om han er i koma, hvad kan hjælpe ham med at dø afklaret og hvorfor er dét vigtigt? De selv samme spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig hen over et dødsleje, trak spor i vores moderne bevidsthed, hvor de videnskabeligt set kan anses for irrelevante. Men ansigt til ansigt med den ultimative grænsesituation i livet kunne vi mærke disse spor af det almenmenneskelige flette sig ind i vores helt moderne bevidsthed – både som spørgsmål og som antydninger af svar.

Men det er ikke kun fortidens spor, som hen over dødslejet krydser nutiden. Mens vi er i sorg og midt i savnets smerte sker det alligevel, at øjet eller tanken strejfer et spor, som peger ind i fremtiden og derfor gør noget ved den lidelsesfulde nutid. Det kan være børn, som liver op med deres fortsatte eksistens og som dermed forhindrer, at vi lukker os inde i vort personlige her og nu. Vores personlige eksistens afbrydes, skriver Merleau-Ponty, og en anden tid end vores individuelle trænger sig på med f.eks. trøstende minder fra fortiden eller forhåbninger om fremtidens lindring og nye livgivende oplevelser.

Alle mennesker blander tid. Tidsligheden er en måde at forbinde tingene på. Den franske filosof Bruno Latour mener ganske enkelt ikke, at der er nogen aktivitet, som kan kaldes homogen i den forstand, at den kun – helt og udelukkende – er fra vores egen tid. Vi kan jo bare tage os selv. En del af vores gener er 500 millioner år gamle, andre dog kun 3 millioner mens nogle af de nyere blot er 100.000 år gamle. Både vores gener, vores vaner, tanker og forestillinger går fra at være nogle få timer gamle til at trække spor, der er flere tusind år gamle. Vi er med andre ord tidsblandere. Derfor forstår vi – og overlever.

Litteratur:
Stanislav Grof: Books of the Dead, Thames & Hudson, 2013.
Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Maurice Merleau-Ponty: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2009.
Tony Walter: The Revival of Death, Routledge, 2005.

Om træer og mælkebøtter

Skriv en kommentar

Jeg vil gerne fortælle hvordan det er at blive ældre
imens man sidder under en mælkebøtte.

Havde du kendt mig som barn og ung ville du vide
at jeg ofte kunne findes under et træ.

Jeg sad og lænede mig op ad de ældste stammer
dem som havde stået der altid.

I hvert fald i over hundrede år
og tæt på en evighed.

Sådan skulle det også være med mig
jeg skulle være der altid.

I dag er det helt fint med en mælkebøtte
eller det der er mindre.

Mød mig derfor ved mælkebøttens fod
hvor vi kan sidde et øjeblik.

Lad os kigge op igennem fnughimlen
og se hvordan universet udvider sig.

Til næste år er vi måske så små
at vi kan sidde under den første forårsviol.

Liv efter døden!

Skriv en kommentar

Med vilje har jeg ikke formuleret overskriften som et spørgsmål, men som et udsagn. Der er nemlig liv efter døden, og det kan tilmed bevises: Min far døde i 1979, og her sidder jeg, 35 efter, og er lyslevende. Og når jeg engang er død, vil mine børn leve videre, og måske er der også kommet nogle børnebørn, som kan være med til at vise, at der virkelig er liv efter døden. Det efterliv, som jeg taler om, er altså ikke det personlige liv efter døden, som religionerne og de mystiske traditioner stiller i udsigt, og som mange mennesker, uanset religiøs overbevisning, tror på. Her skal det handle om det kollektive efterliv – eksistensen af andre mennesker efter vores individuelle død.

At der på den måde er liv efter døden virker så indlysende, at det ikke motiverer til specielle overvejelser eller meditation over, hvad det egentlig betyder for de endnu levende, at have denne viden om det fremtidige liv. Vi ved naturligvis, at der også var et liv før livet, det vil sige før vores fødsel. At vi så at sige blev født ind i en verden, som andre, på godt og ondt, havde lagt til rette for os. Dette førliv kan vi se på billeder, høre, læse og få fortalt historier om, og det får os til at føle en beslægtethed med dem, der levede før os – både vores slægt, men også dem, der var med til at skabe den verden, som vi lever i nu. Vi føler os som et led i kæden og forstår os selv i forlængelse af fortidens mennesker.

Men der vil også leve mennesker efter os – når vi er døde. Mens fortiden og historiens betydning er et klassisk emne for både filosofien og psykologien – så er fremtidens betydning ret underbelyst.

Døden er slutningen for det individuelle menneske. Men når jeg nu ved, at min krop dør, er der så nogen grund til at overveje, hvad fremtiden betyder for mig her og nu? Ja, det tror jeg faktisk. For det handler ikke nødvendigvis om en bekræftelse af ens personlige identitet efter døden, men om en del af ens personlige identitet mens man stadig er i live.

Dødens magt er nemlig ikke alene nærværende i vores oplevelse af livets korthed, vores individuelle endelighed. Bevidstheden om vores dødelighed åbner også mulighed for meningsfuld livsudfoldelse gennem den måde, som vi rent faktisk allerede nu er med til at berede vejen for det kollektive efterliv – som jo på en eller anden måde også er mit personlige efterliv

Menneskeheden er så at sige et fortløbende historisk projekt, der danner den implicitte ramme for de fleste af det enkelte menneskes referencer og vurderinger af, hvad der betyder noget. Dette er ikke nødvendigvis tydeligt og bevidst i vores hverdag. Spørgsmålet er dog alligevel om vi ikke alle sammen behøver menneskehedens fremtid for at have en sikker base i vores egen tilværelse her og nu?

Ofte knytter tankerne om fremtiden for menneskeheden sig til et politisk projekt, til diskussioner om miljø, ressourcer, teknologisk udvikling, krige osv. Fremtiden har imidlertid ikke kun politisk betydning for det enkelte menneske. Den har også en eksistentiel betydning for livet her og nu. Vores uudtalte og ubevidste tillid til, at der vil være et kollektivt efterliv, har betydning for, om vi oplever en mening i vores personlige liv. Jeg tror således, at der kan være noget værdifuldt ved at inddrage fremtiden, efter vores individuelle død, i vores aktuelle liv her og nu.

Vi ser ikke fortiden – tiden før vores individuelle livs begyndelse – som en sort evighed af ikke-eksistens, selv om vi jo rent faktisk ikke var der personligt. Ligeså lidt er fremtiden – efter efter vores død – et sort hul af ikke-eksistens. Ganske vist er vi heller ikke personligt til stede på det tidspunkt, men der er liv og jeg tror, det er værdifuldt og perspektivrigt, at personliggøre ens relation til både fortiden og fremtiden.

På samme måde, som verden blev lagt til rette for mig – lang tid før min fødsel – lægges verden allerede i dag til rette for dem, der fødes ind i livet, når jeg en dag er væk. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid at tænke sig, at man lige nu er med til at lægge denne verden til rette for fremtiden. Faktisk forekommer det mig at være udtryk for en ganske stor ydmyghed, at se sit liv i dag, som medvirkende til at frembringe den kommende verden.

I dialogen Symposion, skrev Platon, at al natur – herunder mennesket – stræber efter udødelighed. Han mente, at dette blev imødekommet gennem en slags lov, hvor alle dødelige ting bevares – ikke i samme eksistens, men ved at lade en ny eksistens tage den gamle eksistens’ plads. Platon selv døde for ca. 2000 år siden. At jeg nu sidder og skriver dette viser imidlertid, at han stadig har en eller anden form for eksistens. Men dét gælder ikke kun de store og berømte fra fortiden. Hvor meget af den verden, som vi bevæger os rundt i til daglig, har ikke eksistensspor fra mennesker, der har levet? Med andre ord bevæger vi os rundt i deres efterliv på samme måde, som fremtidens mennesker vil komme til at bevæge sig rundt i vores efterliv – i vores liv efter døden.

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Filosofi og livsfylde

Skriv en kommentar

Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?

Viden og tro

Skriv en kommentar

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.

Er du en Harold?

Skriv en kommentar

Der eksisterer mange Harolder i denne verden. De er ganske vist ikke så synlige, for de steder, hvor der Haroldes, er yderst diskrete – det foregår nemlig på kirkegårde. Begrebet, at Harolde, stammer fra den amerikanske film ”Harold og Maude”, som i 1970’erne blev en kultklassiker. Harold, filmens unge mandlige hovedperson, er besat af døden og hænger derfor ud på kirkegårde, hvor de døde jo ikke blot bliver bragt af vejen, men også med stor omhu bliver gjort tilgængelige i en ny form for eksistens, nemlig som minder for de efterladte – og for filmens Harold, som et memento mori, husk på døden.

Man kan Harolde på mange måder. Den canadiske forfatter Douglas Coupland beskriver i bogen ”Polaroider fra de døde”, hvordan han som helt ung Haroldede næsten hver uge på en kirkegård i Vancouver. Her gik han rundt mellem gravene og så på, hvem der var døde, hvornår og hvor gamle de blev.

Jeg har altid selv dyrket en form for Harolding. Da jeg var dreng elskede jeg at gå rundt på kirkegården, som lå med den røde landsbykirke i midten. Kirkegården var omkranset af et bredt stengærde ind mod landsbyen, og af en hvid kampestensmur ud mod landevejen og markerne. Det var forbundet med stor tryghed for mig, at gå rundt inde bag denne afgrænsning. Der var fredeligt og ingen, der ville mig noget, kom nogensinde i tanke om at lede efter mig her. For de fleste andre børn i landsbyen var kirkegården nemlig forbundet med uhygge. Men ikke for mig. Her var hyggeligt, roligt, og som Douglas Coupland skriver stille som livmoderen.

Douglas Coupland holdt op med at Harolde da han fandt ud af, at der huserede gravrøvere på den kirkegård, hvor han hang ud. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Man kan holde ud at Harolde, fordi kirkegårde trods alt har sat den kaotiske død i en vis form for orden, ikke fordi de døde skal række så direkte ud efter én, som de gør fra den åbne grav, som gravrøverne efterlader sig. I mindre dramatisk form har jeg selv oplevet dette.Gravsted i Præstø

Jeg kan godt lide at gå rundt på kirkegårde og læse de forskellige gravstens inskriptioner. Men en dag, hvor jeg gik tur i skoven, så jeg en bunke gravsten ligge i en lysning. De var fra nedlagte grave og skulle knuses til skærver og spredes ud på skovstierne. Da jeg skubbede til de allerede halvt knuste gravsten opdagede jeg, at de var helt anderledes end dem, jeg så på kirkegården. De var faktisk uhyggelige, her ude i skoven.

På kirkegården kunne jeg have en fornemmelse af at navnet, der var indhugget i en gravsten, stod der, netop fordi nogen huskede den afdøde, kærede sig om vedkommende, savnede og stadig elskede det menneske, der var bag inskriptionen. Navnet var kendt, husket og en omskrivning af kærlighed og hengivenhed. På den måde kan kirkegården jo virke som en trøst for os: du bliver husket og båret videre. Ude i skoven kom de gamle, opbrugte gravstene, imidlertid til at virke, som en slags opbrugte minder; som om det var de døde, der var blevet efterladt i en ensomhed, hvor ingen længere huskede dem.

Naturligvis var det min dødsfrygtende kultur, der skabte denne forestilling i mig. Men i hvert fald fandt jeg ved den lejlighed ud af, at kirkegårde ikke kun er for de døde, men mindst lige så meget for de levende. Derfor er jeg stadig en Harold. På min aftentur går jeg næsten altid hen over byens kirkegård. Under hver eneste gravsten taler jo en stemme. Det ved alle seriøse Harolder, som har læst ”Spoon River Antologien” af Edgar Lee Masters – en slags bibel for den trofaste Harolder.

I Spoon River Antologien er det de døde, der fortæller om livet i en lille amerikansk by. Det er stemmerne under gravstenene på højen ved byen Spoon River, der taler til de forbipasserende, som f.eks. morderen Hod Putt, der endte på kirkegården, fordi han blev hængt: Her ligger jeg begravet/Side om side med gamle Bill Piersol./Han tjente sine Penge på Forretninger med Indianerne,/saa gik han konkurs/og tjente endnu flere Penge ved det. Eller som digteren lader en kvinde med navnet Amanda Barker sukke fra gravhøjen: Henry gjorde mig med Barn,/skønt han vidste, at jeg ikke kunde føde et nyt Liv/uden at miste mit eget. Eller den venlige doktor Hill: Dage og Nætter gik jeg her/op og ned ad Gaderne./Alle Døgnets Timer tilbragte jeg hos de Syge og/Fattige./Ved du hvorfor?/Min kone hadede mig, min søn gik i Hundene.

Alle kirkegårde er en slags Spoon River Antologi – en krønike over livet på stedet gennem flere menneskealdre. Det er selvfølgelig mest tydeligt på en stor kirkegård, som Assistens Kirkegård i København, der fører de besøgende tilbage til alle hjørner af Danmarkshistorien. Men rigtige Harolder finder det samme på selv den mindste og mest vindblæste kirkegård. Navnene, årstallene, antallet af sten på en gravplads, gravenes udseende o.l. giver stemme til de døde i jorden under dine fødder, når du står på en kirkegård. Netop som man måske var helt opslugt af det døgnflueliv, der ofte udfolder sig uden for kirkegården, så kan de døde begynde at tale til én. De kan fortælle om det, der var før os og dermed rette vores blik mod både forgængeligheden og historiens kontinuitet.

Som Jung skriver i ”Forvandlingens symboler” sker der vigtige ting, når man bliver opmærksom på noget fjernt og fremmede – det kunne være de døde i gravene på kirkegården. De fragmenter af en livshistorie, der er hugget ind i en gravsten, peger ud over kirkegårdsmuren og fortæller, at her, hvor livet og dagligdagen nu i al hast leves – her var der også liv for mange år siden; anderledes levet liv, men af samme betydning som det, der leves her og nu. Mange af gravene fortæller tydeligt, hvad der bevægede de mennesker, som levede her før jeg blev født. Selv lidenskaber kan afsløres i en gravstens mejslede ord. Også de, der ligger under mine fødder, var sandsynligvis overbevidste om deres livs uforlignelighed og uerstattelighed.

Og sådan vil det nok blive ved.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Alt hvad der kan fortælles er til at bære

Skriv en kommentar

I mit liv har der været en gennemgående forestilling, som ofte har været styrende for min forståelse af tilværelsen – nemlig forestillingen om en rejse. Ikke i ydre forstand, som en rejse i geografien, men som en forestilling om, at hele mit liv er en rejse. At jeg har det sådan viser måske, at jeg slet ikke kun er de 56 år, som jeg ellers hævder, men muligvis snarere er omkring 5000 år gammel. Forestillingen om menneskelivet, som en rejse, er i hvert fald skrevet ned i nogle af de ældste fortællinger, som vi overhovedet kender til. Og når jeg læser dem, føler jeg mig genkendt på en så nærværende måde, som havde jeg været der selv.

Så langt tilbage, som verdenshistorien rækker, har der været beretninger om menneskets rejse gennem tilværelsen. Den ældste af disse rejsebeskrivelser er fortællingen om Gilgamesh, der flere tusind år f.Kr. var fyrste i den babylonske by Uruk. Fortællingen handler om den mægtige Gilgamesh’ rejse ned i underverdenen for at finde udødeligheden. Han finder den og mister den igen, men under denne rejse beskrives mødet med alt det mest fundamentale i menneskelivet: Ud over døden og mødet med frygtens løver, møder Gilgamesh alle de evige spørgsmål om livets mening, om kærlighed, venskab, magt, ansvar og frihed. Det er en rejse, hvor helten undervejs konfronteres med alt det, der giver menneskelivet form. Gilgamesh rejser ud, og på rejsen må han gennemgå alle de udfordringer, som ethvert menneske stilles over for, inden han atter når hjem – med ny viden og indsigt.

Noget taler for, at der rent faktisk har levet en historisk person, som hed Gilgamesh – men i fortællingen er vi inde i mytens verden. I dag bruger vi begrebet myte om det, som de andre tror på – de mere primitive, de religiøse, alle dem, der ikke ved bedre. Myten er det, de troede på i gamle dage og som vi ikke kan tro på i dag, fordi vi er blevet så oplyste og vidende. Det er da nærmest også helt sikkert, at den historiske Gilgamesh ikke har oplevet det, som myten fortæller os. Men er det løgn af den grund? Nej – for myterne skal ikke måles efter samme målestok, som den objektive videnskabelige viden.

Myter er ikke blot inspirerende historier om virkelige mennesker, der levede på en særlig måde. Myterne handler om alle menneskers liv. Myterne har til alle tider fortalt noget om, hvordan mennesket kunne forholde sig til de mystiske kræfter, som intet menneske er herre over: Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden osv. Livet er en rejse gennem konfrontationen med disse kræfter, som vi alle møder, men som vi ikke, eller kun i meget begrænset omfang, har kontrol over.

Det er det bevidste møde med denne, livets upersonlige kraft, der former det enkelte menneskes liv. Og det er ikke mindst myterne, som op gennem historien har hjulpet mennesket med at forholde sig til de kræfter, som er uden for menneskelig indflydelse, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for eksistensen.

Myternes fortællinger har medvirket til at bære det enkelte menneske gennem livets forskellige faser, fra fødslen, gennem ungdommen og voksenliv til modenhed, alderdom og død. De største af disse mytologiske historier er dem, der har inspireret og virket ind på de menneskelige muligheder for at forstå livet og verden. Op gennem tiden har myterne afsløret de universelle vilkår for mennesket og åbenbaret nogle fortolkningsmuligheder, som stort set ikke eksisterer længere – her i den efter-mytologiske tid.

Jeg bliver rørt når jeg læser de gamle mytologiske fortællinger. Rørt over den genkendelighed, som jeg oplever i forhold til mit eget liv. I mødet med de gamle myter oplever jeg, at nok er jeg mig, men også, at jeg er en del af menneskeheden, som jeg deler erfaringer med – nærmest uanset hvor langt tilbage i historien, jeg søger.

5000 år er lang tid i det enkelte menneskes perspektiv. Det var dengang Gilgamesh rejste ud for at finde svar på de største spørgsmål, som et menneske kan stille sig selv: Spørgsmålet om døden og spørgsmålet om meningen med livet på trods af døden. Mange tusind år senere – men stadig for lang tid siden – skrev den italienske digter, Dante Alighieri, en anden stor fortælling, nemlig den Guddommelige Komedie, hvor hovedpersonen drager ud på en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han smerte, frygt, lidelse, forløsning og erkendelse. Dantes fortælling indledes med nogle ord, som jeg selv har oplevet, som næsten magiske i deres genkendelighed – trods afstanden på omkring 700 år:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.

Hovedpersonen i den Guddommelige Komedie rejser gennem en frygtelig underverden for til sidst at komme op til et nyt liv, eller i hvert fald et nyt syn på livet. Det var en rejse, som han tiltrådte midt i livet, da han åndeligt set havde forvildet sig ind i en mørk og dyb skov og ikke kunne finde vejen ud igen. Andre rejser begynder når man bevæger sig fra fra ungdom til voksenliv, eller når man nærmer sig alderdommen. En rejse kan også begynde ved tabet af et elsket menneske og generelt når livsbetingelserne ændrer sig, så man ikke længere kan møde livet på samme måde som før. Tidligere var der myterne til at guide mennesket på disse rejser. Det vigtige var, at man gennem myterne tog livets overgange så alvorligt, at det var nødvendigt, at fortælle livet om, eller at få det genfortalt, hver gang man blev kaldt ud på en ny rejse, en ny fase i livet.

Hver gang jeg læser den slags fortællinger, hvor livet bliver betragtet ud fra rejsens perspektiv, gør det stort indtryk på mig. For mig betyder det, at rejse, at være opmærksom, både på den strækning, der er blevet tilbagelagt, og på den nye strækning, som man er ved at bevæge sig ind på. Det tilbagelagte har en stærk symbolbetydning. At tilbagelægge en strækning, som i fremtiden uigenkaldeligt vil være lukket for én, er også en model for både udvikling og forvandling. Du kan ikke blive ung igen, du kan ikke genvinde fordums styrke, du kan ikke genoplive et mistet menneske. Altså, vil myten sige, må du ændre eller forvandle dig – du må indoptage det, der er sket, for at kunne leve videre. Måske vil den sige, at du må genfødes, eller at du må genopstå; at du op til flere gange i løbet af din tilværelse så at sige må dø bort fra noget velkendt og ind i noget nyt.

Det vigtige er, at myterne hjælper mennesket til at være opmærksom på dets egen indre forfatning. Dét er af stor betydning, hvis man skal opleve livet som en udvikling, og ikke blot som en lang række af tab, der aldrig bliver integreret og gjort til en del af livets vækst.

Vi har ikke længere myterne inden under huden; de repræsenterer ikke vejledninger i livet for det moderne menneske. Men i de senere år er de gamle myter kommet til ære og værdighed igen – som litteratur, som kunst og fortælling. De oversættes og udgives i nye udgaver. Selv om de ikke længere har mytens oprindelige kraft i forhold til mennesket, så har vi i hvert fald fortællingerne. Bl.a. fortællingerne om alle dem, der drog ud på en rejse, for at kunne leve videre – og det var det, heltene ofte gjorde i myterne. De rejste ind i de vilkår, som livet på et givent tidspunkt stillede mennesket over for; måske ind i de mørke og dybe skove, som Dante skrev om.

Selv om vi ikke længere kan bruge myterne på dén måde, så er menneskets vilkår ikke blevet mindre mystiske end de var på Gilgamesh’ tid, for omkring 5000 år siden. Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden, magten – alle disse vilkår har vi stadig ingen magt over, som vi heller ikke havde det for 5000 år siden. Men de påvirker vores liv med samme vindstyrke.

Har vi ikke evnen til at bruge myterne, så har vi dog stadig evnen til at fortælle. Myterne tillagde livets store hændelser en mening og betydning. I dag er dét vores egen opgave, og den opgave kan vi bl.a. løse ved at bruge de gamle myter som inspiration til at tænke over og fortælle, hvordan vi oplever de vigtigste ting i livet. Som i myternes fortælling kan ordene stadig virke forløsende, når vi møder livets alvorligste øjeblikke.

Når jeg f.eks. siger døden, hvad siger du så? Den fortælling, der kommer ud af dette, kan have mytens funktion i forhold til skabelse af mening og integration af mange frygtsomme følelser og tanker, fordi – alt hvad der kan fortælles er til at bære.