Kategoriarkiv: Psykoterapi

Kedsomhedens algoritmer

Skriv en kommentar

Kedsomhed er ret spændende. F.eks. er kedsomhed blevet et pædagogisk redskab. Tusindvis af artikler fortæller om, hvor sundt det er for børn at kede sig, fordi det skaber nysgerrige, selvstændige, kreative og lærenemme børn, siger f.eks. en børnepsykolog. Omvendt vurderer en undersøgelse, at voksne ser ud til at blive mere ondskabsfulde af at kede sig. Faktisk tyder det på, at kedsomhed spiller en afgørende rolle i fremkomsten af sadistiske tendenser, både i hjemmet og på arbejdspladsen. Generelt kobles kedsomhed desuden også til afhængighed af f.eks. stoffer, alkohol, tobak, sex, spil, internet m.m. Desuden kan der findes statistisk belæg for en vis sammenhæng mellem kedsomhed og både depression og selvmord. På den ene side kan kedsomhed altså være sundt for børn, på den anden side kan kedsomhed også skabe dyb lidelse! 

Læs resten →

Om at spille en rolle

1 kommentar

At være autentisk er et højt prioriteret programpunkt i mange menneskers liv, og det støttes entusiastisk af en stærkt voksende industri for spiritualitet og selvudvikling. Intuitivt og sprogligt repræsenterer det autentiske noget godt, dybt og ærligt; det, som inderst inde “virkelig er mig.” En tilfældigt valgt hjemmeside for selvudvikling skriver: “Det modsatte af autenticitet er at være falsk eller uærlig.” Det bliver ligeledes slået fast, at mennesker, som ikke lever autentisk, er i konflikt med sig selv. Det autentiske efterstræbes altså som noget, man kan komme til at opleve hos sig selv, hvilket imidlertid ofte roder mennesker ud i noget ret kompliceret, hvor kravet om autenticitet blot bliver endnu en maske eller rolle, som man påtager sig, af lutter stress over ikke er at være autentisk, men derimod falsk og uærlig. På den måde ender det såkaldte autentiske med at blive noget ret uautentisk.

Læs resten →

Selvudviklingens overfyldte selv

2 svar

Den moderne version af selvudvikling ender ofte som en slags forvirret selvindvikling. Først og fremmest fordi det er en udbredt misforståelse, at selvudvikling næsten udelukkende kommer fra én selv. Det lyder jo ellers logisk nok, at selvet må fylde meget, når det drejer sig om selvudvikling. Men selvet bliver tit reduceret til mig-selv, ikke mindst i de utallige selvhjælpsbøger og blandt de såkaldte eksperter, som sælger selvudvikling.

Men der er jo også den mulighed, at netop mig-selv må sættes lidt i parentes, hvis der skal være tale om selvudvikling. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har således skrevet, at i filosofisk forstand kan man kun møde sig selv i det, man ikke ventede og ikke var indstillet på. 

Læs resten →

Den sociale hjerne

Skriv en kommentar

Mine Facebook-venner har i gennemsnit omkring 300 venner hver på den sociale platform. Et vigtigt forbehold er naturligvis, at det næppe er venner i traditionel forstand. I en formel ordbogsdefinition af begrebet “ven” hedder det bl.a., at det er en ”person som man kender godt og har et gensidigt tillidsfuldt og fortroligt forhold til.” I forhold til langt de fleste Facebook-venner giver denne definition ikke nogen mening. Heller ikke ordet ”bekendt” er dækkende, fordi det er en ”person som man kender og omgås en gang imellem.” 

Indholdstunge begreber som ”ven”, ”bekendt”, ”fællesskab”, o.l. er kun i meget begrænset omfang formateret til de sociale platforme. I online-livet mister disse ord deres oprindelige betydning, fordi det vigtigste er blevet at få maksimeret antallet af forbindelser. 

Læs resten →

Positive erfaringer – heldigvis er vi ret afhængige af verden omkring os

Skriv en kommentar

Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.

1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.

2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.

3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.

4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.

5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder. 

6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.

7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.

8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.

9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse. 

10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.

Den lystne moralist

Skriv en kommentar

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

Skriv en kommentar

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

Skriv en kommentar

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Freud har fødselsdag i dag: En stemme fra dybet

Skriv en kommentar

I går var det Karl Marx, der kunne fejre fødselsdag. I dag er det Sigmund Freud (1856-1939), der bliver 162 år. Endnu en af de store kanoner, der har været med til at forme vores selvforståelse. Freuds ideer gennemstrømmer så mange områder af vores menneskesyn, kultur og samfund, at vi ofte ikke får øje på dem.

Det var ikke Freud som opdagede, at der måtte skelnes mellem det bevidste og det ubevidste i mennesket. Men det var Freud, der forsøgte at opbygge teorier om det ubevidstes udvikling og funktion i menneske og kultur. Det skete bl.a. gennem drømmeanalyse og ved at undersøge barndommens betydning for udviklingen af det enkelte menneskes psykiske habitus. Freud lagde grunden til, at barndommen i dag ses som en formende kraft i det voksne menneskes liv. Det betyder også, at vi kan takke Freud for, at der senere er udviklet en dyb forståelse for barnets behov for omsorgsfulde og kærlige relationer. I dag ved vi, hvad der sker, hvis det lille barn ikke mødes med nærhed og tryghed.

Via Freud (og Marx) har vi også fået forståelse for, hvordan de sociale og kulturelle forhold medvirker til at udvikle bestemte karaktertyper og bestemte former for relationer mellem den enkelte og samfundet. Der kan f.eks. skabes opvækstvilkår for mennesker, så de udvikler flugt- og afværgemekanismer, i form af passivitet eller aggressivitet, hvilket naturligvis virker tilbage på samfundet.

Det var Freud, der systematisk begyndte at arbejde med psykoanalyse. Når vi opsøger en psykoterapeut, fordi vi har problemer med vores selvværd, mangler tillid til andre, har konflikter med vores forældre, er i krise, bliver svigtet eller ikke kan finde kærligheden i vores liv, så sker det i et ekko fra det psykiske dyb, som Freud prøvede at kortlægge.

I dag ved vi godt, at et menneske ikke kun er det vi kan se og opleve på overfladen, og det som mennesket selv er bevidst om. Alle mennesker er en hel verden, og størstedelen af os ligger hen i det ubeviste og fremmede – også for os selv. Derfor bliver man aldrig færdig med at lære hverken sig selv eller andre at kende. Ukendte kræfter fra vores eget dyb virker på os, holder os tilbage, skubber os frem, taler kærligt til os eller skælder ud. Hernede i dybet ligger kilderne til vores motivation og inspiration, glæde, angst og lykke. I det ubevidste findes det kompas, som vi orienterer os efter i forhold til andre mennesker, her er der både larmende alarmklokker og lokkende amoriner, forestillinger om kærlighed og fantasier om blodbade. Et menneskes muligheder for udvikling og selvforståelse stopper ikke før på den yderste dag. Dén erkendelse kan vi takke dagens fødselar for.

De gamle grækere sagde »Kend dig selv«. Siden har vi forsøgt at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Religionerne har givet én type af svar ved at få mennesket til at kikke op mod himlens guder. Freud anbefalede, at vi kikkede i en anden retning – nemlig indad, og fandt »Kongevejen« til det ubevidste. Og det, vi møder herinde, i vores eget dyb, kan være ligeså uendeligt og fremmede, som det himlen kan byde på.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Skriv en kommentar

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.