Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?

Jeg har et godt arbejde. Sammen med mine elever og studerende har jeg haft magiske øjeblikke af en helt anden verden. Dem glemmer jeg aldrig! Men man skal ikke arbejde alt for meget, for så er det jo netop, at man kan glemme alt det der strålede. Såkaldt lediggang er meget undervurderet. Lønarbejdet er ikke livets mening, selv om vores kultur har fået det til at se sådan ud. En dag dør man alligevel, uanset hvor flot ens CV er, og hvor mange arbejdstimer man har præsteret. Jeg burde nok være synlig med en grøn prik på min arbejdsmail lige nu, og gøre behørigt knæfald for virksomhedens strategiske målsætninger. Men nu vi har altså danseaften her i familien, og senere opfører vi os måske som vilde kaniner.

Arbejdet kan ikke stå alene; der skal også skrives digte, dyrkes elskov, laves verdensrevolutioner, udtænkes nye svar på gamle spørgsmål, gives fodmassage og laves kunst – og så skal der altså også lige danses lidt. Det prøver jeg at lære mine elever.

På nogle af mine hold har vi helt uregelmæssigt danset på bordene og sunget med på bl.a. det gamle nummer af UFO Yepha »Fluen på væggen«, som netop handler om alt det vigtige, der kommer før og efter arbejdet – om at huske sig selv og de andre. Det har været kendingsmelodien når vi talte om samfund og politik. Men der står ikke »sang incl. dans på bordene« i evalueringsskemaerne. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle sang, dans på bordet og meget andet altså være unødvendigt. Og det tror jeg ikke, at det er.

Lønarbejdets jernbur

I 1991 skrev jeg en kronik i Politiken, der hed »Det tæmmede menneske«. Den var en kritik af den måde, man behandlede de arbejdsløse på. En stadig strammere lovgivning virkede som et fængsel for de arbejdsløse. Kunne de ikke få et arbejde, skulle de i hvert fald se ud som om de arbejdede. Derfor blev de aktiveret af systemet, ofte på den mest uværdige måde og i de mest stupide projekter. Det var som om man var bange for, hvad folk kunne finde på, hvis de ikke havde lønarbejde. Måske begyndte de at danse på bordene. Altså indførtes der en lov, som pacificerede hundredtusindvis af mennesker med det formål at tæmme dem, så de ikke kunne leve et meningsfuldt liv, men kun gå og vente på Nirvana – jobbet. Og mens de ventede, måtte de ikke danse eller lave andre lignende verdensrevolutioner.

I dag kunne jeg skrive næsten det samme. Arbejdet fylder stadig mere i vores samfund og i vores bevidsthed om, hvad der af værdi, og hvad der gør os til »rigtige« mennesker. I dag tvinges selv alvorligt syge til at arbejde. Imod lægelig vurdering hives dødeligt syge mennesker i arbejdsprøvning og terminale cancerpatienter mistænkeliggøres, hvis de ikke kan møde op til arbejdstesten. Og alle vi andre – vi arbejder mere end nogensinde. Dem, der ikke arbejder tager diplomuddannelser, ofte for at bevise, at de i hvert fald er i cirkulation; at de ikke hænger fast.

Arbejdet gør krav på at fylde næsten alt i vores bevidsthed. Hvor meget er ikke blevet koblet op på arbejdet? Velfærd, fritid, uddannelse, værdi, kvalitet, meningsfuldhed o.l. hænger i stigende grad sammen med lønarbejdet.

Digteren Henrik Nordbrandt har sagt: »Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.« Hvorefter han blev svinet til. Selvfølgelig skal vi da arbejde, vi skal også forbruge, og derfor tjene penge. Men livets mål ligger i sidste ende ikke på markedet. Arbejdet, økonomien og forbruget kan kun være midler til at opnå noget andet. I dag er arbejdet, økonomien og forbruget imidlertid blevet ophøjet til at være et mål i sig selv. Men hvor ligger dit mål?

Jeg tror det er vigtigt, at vi også retter bevidstheden mod alt det, der ligger udenfor arbejdsmarkedet. Ellers ender vi med at blive som en slags »tæmmede mennesker« – lukket inde i arbejdets jernbur – styret af markedets blinde kræfter, mens solen lyser fra en blå himmel, og kalder til dans og meget mere.

Nå men – nu skal vi altså danse. See You Later, Alligator.

Der er en del organer, som man ikke kan leve uden. Den moderne lægevidenskab har ret godt styr på hvilke og hvor mange organer det drejer sig om. Normalt udvikler vi nemlig ikke nye organer. Vi har dem vi har, dem der kan ses ved røntgenundersøgelser og scanninger. Men i de senere år er der alligevel dukket et nyt organ op, tilmed et nyt livsvigtigt organ.

Forskere fra Data & Society Research Institute i New York har således slået fast, at mobiltelefonen ikke længere blot kan betragtes som et device, der kan vælges til eller fra. Helt på samme måde som med livsvigtige organer kan vi ikke vælge om vi vil have en mobiltelefon eller ej. Kort og godt slår de fast, at “det er nu umuligt at leve uden en mobiltelefon.”

De amerikanske forskere siger, at “hvis man vil leve og deltage i et moderne, vestligt samfund, er det ikke længere kun frivilligt at eje en mobiltelefon.” Måske dør man ikke i snæver fysisk forstand uden en mobiltelefon, men i social og kulturel sammenhæng mener forskerne, at man kan dø af mangel på en mobiltelefon.

Deres forskning viser, at det sociale liv, livet på arbejdsmarkedet, i demokratiet og i kulturen slet ikke er muligt, hvis man ikke har en mobiltelefon. Hvor mange job kræver ikke en mobiltelefon? Eller hvordan med den daglige planlægning af familiens funktion og logistik? Hvad med adgangen til vigtige informationer om samfundet, adgangen til underholdning, nyheder, til offentlige tjenester som skat og sundhedssystem? Og så er der selvfølgelig adgangen til betaling og andre økonomiske transaktioner.

Mange af de statslige serviceydelser og -tjenester, som vi rent faktisk har juridisk ret til, er efterhånden blevet baseret på adgang til en smartphone. Det giver således mening at tale om mobiltelefonen som et nyt organ. Et kunstigt organ, men alligevel livsvigtigt for vores livsopretholdelse som mennesker i det moderne samfund.

Jeg har fundet et billede fra en anden tid, en anden verden, fristes man til at sige. Ved siden af det er der et billede fra verden af i dag, hvor mobiltelefonen er blevet et nyt menneskeligt organ.

Sammenstillingen af de to fotografier siger alt. Det er et metabillede af to grundlæggende forskellige forudsætninger for den menneskelige selvforståelse og sameksistens.

Den eneste måde, vi kan være i kontakt med verden på er gennem opmærksomhed. På det gamle billede er der masser af opmærksomhed – men det er der også på det nye billede. Der er dog én afgørende forskel. På det gamle billede er der en tydelig fælles opmærksomhed rettet mod en fælles verden og fælles aktiviteter. Det stik modsatte gør sig gældende på det nye billede.

Motiverne taler deres tydelige sprog. Man kan næsten høre børnenes latter, deres fortællinger om det de leger, mærke hvordan det er at pjatte og være fortrolig med kammeraterne om den lille verden, som de i fællesskab har bygget op. Det nye billede udstråler derimod en ubevægelighed, en opmærksomhed væk fra det fælles, mod det dybt introverte. Det er et deprimerende tavst billede, blottet for fælles opmærksomhed og dermed for adgang til en fælles verden.

I og med at det nye organ er vokset frem er der noget andet, som har været udsat for atrofi – svind i evnen til at fungere. Det drejer sig om egenskaber, der tidligere var ligeså livsnødvendige, som mobiltelefonen er i dag. F.eks. om evnen til fælles opmærksomhed, til omverdens-interesse og masser af tidligere helt almindelige sociale kompetencer, som bl.a. evnen til empati og moralsk vurdering. Måske endda evnen til leg, som man for få år siden nok ville have kaldt for en livsvigtig evne. Det atrofiske har også ramt evnen til koncentration om det, der sker omkring én, med mindre det også sker på mobiltelefonens skærm. Man tager ikke længere verdensbad men stirrer blindt på skærmen så både øje og sjæl tørrer ud. Skærmen er vinduet mod verden, om det gælder viden, oplevelse, sex, kærlighed, leg eller fællesskab.

Jeg lyder som den gamle mand jeg er. Men skidt med det. Jeg kan nemlig stadig huske, hvordan det var at lege med kammeraterne på den måde, som børnene gør på det gamle billede. Dén erfaring bruger jeg stadig til at kunne nærme mig andre mennesker i et fælles nærvær og samvær og jeg bruger den til at tage verdensbad.

Der ligger der en artikel om emnet på hjemmesiden for det amerikanske tidsskrift Wired.

For et menneske med en hammer ligner alle problemer et søm. Vi lever under et nyt stjernetegn, der karakteriserer vores tilgang til verden; Hammerens tegn. Find nogen at slå på, fysisk eller psykisk, vis dit raseri, din fortørnelse, forargelse, misundelse, uforståenhed, intolerance – brug hammeren, måske kan du tilmed forvandle dig til en menneskelig hammer, for der nok af søm, som skal bankes til tavshed. Slå på alt det du ikke forstår, alt anderledes, alt det der virker fremmede – slå mens du nynner slagsangen om alt det du ikke kan lide: Melodien om generøsiteten der blev væk. Hammeren er nemlig smålighedens symbol. Den smålighed, som kommer af ærgrelse men også selv skaber ærgrelse, og som for hvert slag med hammeren rammer hammermandens egen finger og derfor skaber endnu mere ærgrelse, irritation og vrede.

En tur i rundt i dagens overskrifter og på Facebook, er som en tur i hammerens sømkasse. Et af de mest brugte ord i medierne og på Facebook er ”raseri”. Der er hele tiden nogen som ”raser” over et eller andet, fra ”eliten” til bare bryster på en café. Hammeren svinges. Men der er ikke særlig meget energi i hammerens rasen. Den kan kun bevæge sig i én monoton bevægelse, som bare gentages. Den arm, der svinger hammeren, kan ikke slå ud med hånden i en venlig, inddragende gestus, den kan ikke pege ud på det åbne landskab og op mod himlen, den kan ikke vinke andre nærmere, eller lade en finger glide undersøgende hen over en overflade, inden den slår.

Hammeren vokser sammen med den arm, der svinger den og bliver en sindstilstand, en del af mødet med verden, så alt, der ikke er som én selv, bliver set som søm. I hammerens monotone larm glemmes det, at mennesker ikke er et enten-eller, enten er du som mig, eller også er du forkert, og skal have med hammeren, dit elendige søm.

Da Gud skabte mennesket gjorde han det ud af intet. Men Gud glemte noget af denne intethed inden i os. Her har vi det unikke menneske, fordi hver enkelt fylder sin intethed ud på sin helt egen måde, og dermed er anderledes end andre. Denne anderledeshed kan ikke bankes ud med nok så mange hammerslag, som var det en bulet skærm der skulle rettes ud. I hvert fald ikke uden at gøre stor skade.

Som Martin Andersen Nexø skrev i romanen Ditte Menneskebarn: »Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.« I Hammerens tid mangler vi en del nysgerrighed og interesse for denne forskellighed. Vi prøver at banke det skæve ret med et par velanbragte hammerslag i stedet for at undersøge, invitere og samtale – i stedet for at slippe hammeren og række ud mod det, vi ikke forstår.