Kategoriarkiv: Psykologi

Vendepunktet

Skriv en kommentar

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Når man ikke er født i går

Skriv en kommentar

Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.

Møde på Alvorens Plads

Skriv en kommentar

Alvorens Plads eksisterer vist ikke på noget landkort. GPS’en kan ikke indstilles til at finde adressen. Men i det indre landskab er det på denne plads, at jeg i det seneste år har haft nogle af mit livs dybeste oplevelser. Oplevelser, som kun det helt nøgne og sårbare møde med et andet menneske, kan skabe. Denne blog er i modsætning til alle de hidtidige indlæg derfor heller ikke skrevet af mig alene, men i fællesskab med Dorthe, som jeg har kendt over en periode på 16 år.

Vores fælles historie som livsvidner for hinanden begyndte, da jeg underviste på Vallekilde Højskole. Her havde jeg Dorthe som elev på mine kurser i filosofi, som vakte hendes engagerede interesse. Derfor begyndte hun at komme i vores hjem, og i nogle år fastholdt vi kontakten, som dog efterhånden gled ud. Hele tiden har jeg dog vidst, at vi på et tidspunkt måtte finde Dorthe igen, for hun var noget helt specielt. Først og fremmest var hun meget alvorlig, og havde en egen insisterende måde at drive samtalen videre på, ikke mindst når tingene blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. For et års tid siden fandt vi så Dorthe igen – på Facebook, hvor hun svarede med en mail:

Der er jo sket mange ting i de sidste 16 år. Jeg oplevede selv den store lykke at blive mor i sommeren 2006. Der fik jeg min skønne søn, som I kan se på billedet. Men sommeren 2007 blev et alvorligt vendepunkt i mit liv. Kort fortalt blev jeg pludselig meget, meget syg. Jeg fik konstateret alvorligt hjertesvigt, og mit liv hang i en tynd tråd i flere uger. Eneste mulighed for overlevelse var en hjertetransplantation, fik vi at vide. Det ændrer ens liv, når man som 33-årig og med en lille søn på 13 måneder må se døden lige i øjnene. Jeg kom på venteliste til transplantation, og fik et nyt hjerte i 2008. Jeg har haft et relativt godt forløb, men der har da været – og er stadig – mange kampe. Jeg har en god livskvalitet i dag, men må leve med, at mit liv ikke bliver så langt, som man umiddelbart forventer.

På den måde mødtes vi altså igen – 16 år ældre – denne gang midt på Alvorens Plads, hvor vi siden har haft et fælles stambord. Dorthes mail gav mig i første omgang nærmest en overdosis virkelighed. Men når vi nu sidder og taler om, hvad vi skal skrive, mærker jeg ikke kun hendes skrøbelighed, men oplever alle menneskers grundvilkår: Vi er ikke selv herre over vores hjerteslag.

Selvom det lyder banalt, har det også været en sorg at tage afsked med mit gamle hjerte. Det bankede i min krop i 33 år, 9 måneder og 2 dage. Det var det hjerte, som mine forældre i sin tid hørte hos jordemoderen, og selvom jeg bliver bombarderet med oplysninger om, at hjertet blot er en muskel, som holder kroppen i gang, så kan jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var med det hjerte, at jeg havde oplevet kærlighed og smerte i hele mit liv.

På mange måder sætter vores møder på Alvorens Plads hele tiden nye standarder for min måde at se tilværelsen på.

Noget, der også har fyldt meget og som jeg har grædt mange tårer over, er det faktum, at jeg ved, at det ikke kun er mig, der for altid vil huske den dato i 2008. Et eller andet sted derude er der en familie, som samme dag sagde farvel til en af deres kære, og som midt i den svære stund havde medmenneskelighed og overskud nok til at tage en meget svær beslutning. De gav den største gave til mig, og sikkert også nogle andre patienter, uden at kunne forvente at få noget som helst igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt meget over, hvilket slags menneske, som bar mit nye hjerte før mig. Jeg ved intet, og får sikkert aldrig noget at vide, men jeg er overbevist om, at han eller hun var et rigtigt godt menneske.

Den alvor, som jeg husker Dorthe for, er i dag knyttet til hendes rejse ind i eksistensens dybeste vilkår, hvor sårbarheden bliver det, man kender mennesket på. Sekunder ændrer vores liv, og vi må bare følge med.

Vi er lige kommet ind ad døren, da min mobil ringer. Jeg sidder i en lænestol og slapper af efter en lang gåtur – med få splitsekunders mellemrum går det op for os: Det er transplantationstelefonen! Jeg ryster over hele kroppen, allerede inden jeg febrilsk får trykket på den grønne knap. En venlig stemme præsenterer sig som sygeplejerske et-eller-andet fra Rigshospitalet. Hun fortæller mig, at de har et godt hjerte til mig, hvis jeg er interesseret. Alt i mig skriger efter at sige nej tak, eller at hun har fået forkert nummer, men jeg ved jo godt, at det kan jeg ikke, så jeg siger ”okay”, og vi aftaler, at jeg får en halv time til at gøre mig klar, og at vi derefter vil blive hentet af Falck.

Turen til hospitalet går hurtigt gennem de kendte gader, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at næste gang, jeg ser disse gader, så er livet helt forandret. Men der er flere timer til operationen. På et tidspunkt ser vi en helikopter ankomme til Rigshospitalet. Den flyver lige forbi vores vindue på 15. etage. Jeg er i dag 100 % overbevist om, at mit nye hjerte var i den helikopter. Stemningen er trykket meget af tiden, men min søn letter heldigvis lidt på det hele. Han er bare glad i låget, som han plejer at være. Jeg har et stort behov for at kramme og kysse ham. Lidt over kl. 21 kommer sygeplejersken og en portør ind på stuen. Jeg får sagt ”vi ses” (eller sådan noget lignende) til min søster, far og min dejlige dreng. Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs. Vi tager elevatoren ned til 4. etage. Døren til operationsstuen står åben, og det er et skræmmende syn! Det er meget stort. Et operationsbord står i midten af rummet, og ovenover hænger et kæmpestort apparat i stål. Overalt står maskiner, bl.a. den hjerte-lunge-maskine, som skal holde mig i live i de næste mange timer.

19 dage efter blev Dorthe udskrevet. Siden vi genoptog forbindelsen har vi talt sammen i timevis, undertiden i dagevis. Dorthes liv er et spejl på alles liv: Der er noget, som vi ikke har magt over, vi lever på et grundlag, som vi ikke har kontrol over. Mødet med denne skrøbelighed gør os alvorlige, men ikke til pessimister – for hun sidder jo lige her, så vi er optimister, men på taknemmelighedens og ydmyghedens grundlag.

Man kan sagtens få et godt og indholdsrigt liv efter en hjertetransplantation. Og guderne skal vide, at jeg har meget at leve for. Jeg er omringet af venner og familie, som elsker mig, og størst af alt har jeg jordens dejligste dreng, som jeg nu får chancen for at se vokse op.

Tro nu ikke, at vi kun hænger ud på Alvorens Plads. Om et øjeblik rejser vi os og går ned langs søerne mod cafeen. Det er ikke vores egen fortjeneste, at vi trækker vejet, så det er om at udnytte tiden godt, på mange forskellige måder – og på cafeen får vi god mad og griner over alt det, der kan og bør grines over, og Dorthe vil sikkert nå at klage over betjeningen, inden vi skal hente hendes søn i skolen.

Jeg kigger over på Dorthe og får pludselig lyst til at citere fra en sang, som jeg tilfældigt hørte forleden dag, hvor jeg sad i en trafikprop. Men det vil bare lyde så banalt og jeg er jo en voksen, veluddannet mand, der ikke vil være pinlig i en smuk og klog kvindes selskab, så jeg nøjes med at nynne lidt for mig selv, mens vi går: Did you ever know that you are my hero?

(Dorthe Skov og Peter Johannes Schjødt)

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Tidsmaskinen

Skriv en kommentar

Fortiden kan man ikke ændre. Sket er sket, hedder det, og det er kun inden for science fiction, at tidsmaskinen er opfundet, så man kan rejse tilbage og ændre på fortiden, hvorved nutiden også forandrer sig. Min påstand er imidlertid, at alle mennesker har en psykisk tidsmaskine, som gør det muligt at rejse tilbage til fortiden og på den måde ændre noget ved nutiden.

Erindringer om fortiden er ikke noget der afsluttes én gang for alle. De konkrete hændelser sker og efterlades i fortiden. F.eks. er mine forældres død to konkrete hændelser, der skete i fortiden, og de sker helt sikkert ikke igen. Men erindringen om mine forældre er noget, der sker i nutiden, og denne erindring afsluttes ikke, den opstår igen og igen, selv om erindringens indhold kan ændre sig radikalt mange gange. Derfor fordøjer vi heller ikke blot de konkrete hændelser der sker i vores liv – sket er ikke bare sket – vi bliver hele tiden formet af erindringen om disse hændelser og oplevelser. Når erindringen om mine afdøde forældre ændrer sig gennem et nyt perspektiv, så er der derfor også mange ting i min nutid, som ændrer sig.

Det er her den psykiske tidsmaskine kommer ind i billedet. For tænk hvis fortiden var helt lukket og forseglet, så vi ikke kunne rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver eller en lidt anden historie om det, der engang skete. Så ville vi faktisk være fanget i fortiden.

Jeg vil bruge et personligt eksempel for at vise, hvad der menes med dette. Da jeg i sin tid gik i skole eksisterede mobning ikke. Det hed drilleri, hvis det overhovedet havde et navn, og var noget som alle raske drenge skulle kunne tåle. I hvert fald var det ikke noget, som man skulle forvente at skolen tog sig af. Derfor var det heller ikke noget, der blev talt om, ikke noget man sladrede om eller sagde derhjemme. Jeg blev imidlertid drillet ganske meget i skolen. På grund af mit udseende; jeg var for høj, for tynd, for bleg, for slap og gik med briller. Desuden fordi vi var tilflyttere fra København og gik i noget forkert tøj, talte på en lidt anden måde end de andre og i det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af den måde, som tingene foregik på i skolen; jeg lærte langsommere end de andre og forstod mig ikke på at finde venner, så jeg var rigtig ked af at gå i skole. Derfor pjækkede jeg, hvilket naturligvis gjorde det hele meget værre, for så var jeg jo bare ham, der ikke kunne undvære sin mor.

Det var dybt ydmygende for mig at blive drillet, og jeg sagde det derfor aldrig til nogen, men løj mig i stedet for syg, så jeg slap for at gå ud. Ikke engang mine forældre fik den rigtige historie, fordi jeg havde den sikre overbevisning, at det var mig, der var noget galt med, at jeg var forkert, dum og i virkeligheden bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke og så måtte jeg finde mig i det hele, for det var langt mere ydmygende at skulle afsløre sig selv, som en der blev drillet.

Sådan har mange børn haft det. Denne historie er derfor ikke usædvanlig eller særlig slem for mig, men blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne rejse tilbage til fortiden og ændre lidt ved tingene. Først da jeg i en alder af 53 år, på grund af nogle helt andre omstændigheder i mit liv, måtte opsøge en psykoterapeut, fortalte jeg for første gang hele historien. Intet kan naturligvis ændre ved den faktiske kendsgerning, at jeg blev drillet og gennem hele min skolegang troede, at det var mig, der var noget i vejen med. At jeg havde fået tillagt drillerierne denne betydning afspejlede sig naturligvis senere i livet som en stor usikkerhed om, hvorvidt jeg var god nok, dygtig nok til mit arbejde, værd at være ven med osv.

Efter nogle ture i tidsmaskinen sammen med min kærlige og omsorgsfulde terapeut skete der noget som gjorde, at min fortid rent faktisk ændrede sig i en grad så også nutiden forandrede sig, selv om de konkrete begivenheder i fortiden naturligvis forblev de samme. Efterhånden begyndte fortidens begivenheder at fremtræde for mig med en anden betydning. At jeg var blevet drillet var der ikke nogen tvivl om, men langsomt fik jeg snuden i det spor, der førte mig i retning af den mulighed, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Det gik op for mig, at jeg måske simpelthen var blevet behandlet dårligt, at ingen havde hjulpet mig og at det ikke var min egen skyld. Så skulle jeg altså heller ikke længere skamme mig over at være den, der blev drillet. Med andre ord, jeg behøvede ikke hele tiden at være nervøs for om jeg nu også var god nok og gjorde det rigtige. De havde ikke drillet mig fordi der i virkeligheden var noget galt med mig, men fordi ingen voksne havde taget sig af det, og ingen havde hjulpet mig, så jeg endte med at opleve det som min egen skyld.

Det lyder måske ikke af noget særligt, for hvor svært kan det være at finde ud af, at det er de andres skyld? Svært – vil jeg gerne sige, for min idé om at jeg selv var skyldig og følelsen af skam var blevet en del af min fortid – og ideerne om fortiden sætter rammerne for både nutiden og fremtiden. Min selvforståelse var så at sige blevet fanget i fortiden.

Denne nye udlægning af min fortid betød ikke at jeg skulle finde frem til, hvem der havde svigtet o.l. Den betød heller ikke, at selvmedlidenheden nu skulle have frit løb. Men bare det at erkende, at det ikke var mig der havde været noget galt med, det at kunne se drillerierne som noget de andre børn ikke havde nogen ret eller grund til at gøre mod mig – alene dette gjorde, at begivenhederne i min fortid nærmest ændrede sig, så jeg i min nutid begyndte at se på mig selv med lang mere milde øjne. Det terapeutiske rum er på den måde ikke kun et sted, hvor man kan komme med dybe og ellers hemmelige betroelser til terapeuten. Det er også start- og landingsbanen for den psykiske tidsmaskine; stedet hvorfra man kan rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver på gamle begivenheder og dermed omskabe ellers fastlåste fortællinger om sig selv som f.eks. skyldig, forkert o.l.

Denne lille historie kunne være fortalt om mange andre mennesker end mig. Fortiden virker på os alle, vi bliver formet af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os, nærmest helt fra vores egen personlige begyndelse. Hele tiden genoplever vi ting og sager fra vores fortid. Når jeg – selv som voksen og trods en god uddannelse, godt job, masser af succes, smuk kone og alt det andet positive i mit liv – alligevel kunne komme meget i tvivl om mit eget værd, så var det fortidens dæmoner, der hviskede mig i øret. Men heldigvis kan mange af disse biografiske hændelser i vores fortid ændres; ikke gøres ugjorte, men det betydningsindhold, vi tillægger dem, kan ofte ændres så det nærmest føles som om selve fortiden har ændret sig – og så er det næsten som at blive genfødt.

Sex og eros

Skriv en kommentar

I morges fik jeg den idé, at jeg ville skrive en blog, hvor ordet sex indgik. Måske kunne det lokke kunder til min blog. For at få lidt inspiration tastede jeg derfor naivt de tre bogstaver ind på Google. Dette lille eksperiment resulterede i over 12 millioner sider, alene fra Danmark! Nu er man jo ikke filosof for ingenting, og den slags mennesker kan gøre selv det mest ophidsende og spændende til noget, der har forbindelse med de gamle grækere. Derfor googlede jeg også begrebet eros, det græske ord for kærlighed. Det gav ca. en halv million resultater. Her fik jeg emnet for min blog foræret af Google, for selvfølgelig er der en sammenhæng mellem sex og eros. Tænk bare på ordet erotik, som netop er afledt af det græske eros. Men nu er det så, at jeg må ødelægge det hele, for sex er blot en del af det, som grækerne kaldte eros.

I dag er der en tendens til at forstå mennesket og tilværelsen ud fra økonomiske, funktionelle og instrumentelle værdier. Hvor meget kan det enkelte menneske producere og indtjene, kunne vi ikke få det til at arbejde lidt mere effektivt gennem mere overvågning, konkurrence og pres? Længere arbejdsdage og et liv, hvor arbejdet og arbejdsmoralen dominerer, er jo sundt for bruttonationalproduktet. Mennesker, der kan bringes til at glemme sig selv, er god arbejdskraft; mennesker, der mærker deres længsler mod noget andet og dybere, er nærmest en trussel mod den nationale sikkerhed. Hvis den slags værdier bliver anset for de bærende synes jeg, med filosoffen Arthur Schopenhauers ord, at det er synd for mennesket. Enhver form for værdisætning har nemlig konsekvenser for, hvilke muligheder vi som mennesker kan leve ud. Det er et spørgsmål om, hvilke værdier, der kan/skal bære os i vores tilværelse: økonomi eller eros?

Der er flere fortællinger om eros, som kan modvirke den aktuelle tendens til fokusering på produktion, økonomi og effektivitet, og som i stedet retter blikket mod menneskets mere følelsesmæssige og lidenskabelige sider. I Platons dialog Symposion er der f.eks. en mytologisk fortælling om eros. Her er eros en lyst og længsel hos mennesket til at orientere sig mod og forbinde sig med andre mennesker – ikke gennem økonomiske forbindelser, men gennem den glæde og nydelse, der er ved det rene samvær med andre mennesker. Det er denne sam-væren, der knytter os til verden, og får os til at føle os som hele mennesker og ikke blot som en produktionskraft, en forbruger, en medarbejder med en bestemt funktion o.l. – men som mig, der efterstræbes, elskes eller holdes af, fordi jeg er mig. Her er den seksuelle forbindelse blot ét element. Eros er også grundlaget for vores muligheder for et intimt og fortroligt fællesskab med andre mennesker i bredere forstand.

I det gamle Grækenland var eros – længslen efter det intime og nærværende forhold til andre mennesker – forudsætningen for, at det enkelte menneske kunne overskride sig selv og sit eget snævre perspektiv. Denne selv-overskridelse var for grækerne nødvendig for at blive et helt menneske, og samtidig afgørende for samfundets eksistens.

Gennem lidenskabeligt engagement i de andre åbner vores verden sig og bliver større, hvilket er nødvendigt, hvis der overhovedet skal være noget, som kan kaldes et samfund. Eros er således den drift og lidenskab, der får os til at stræbe efter liv og følelsesmæssig vækst sammen med andre, ikke kun gennem det seksuelle, men også gennem venskaber, fællesskaber og samfundsordninger, der ikke kan sættes på økonomisk formel eller vurderes ud fra effektivitetskriterier. Eros er den længsel, der får os til at ønske nærvær og fortroligt bekendtskab med andre, ikke fordi de har en bestemt status, velstand eller position, men fordi de er med-mennesker, som man kan være sam-værende med.

Eros med bue og elskovspile

Eros er blevet beskrevet på flere måder, bl.a. som den gud, der ved verdens skabelse skulle sikre, at der opstod orden ud af det oprindelige kaos. Eros skulle sørge for, at der skete en fortsat skabelse af verden; han skulle give menneskene lysten til fortsat og nyt liv. Helt i forlængelse af dette er Eros også blevet set som Afrodites søn. Her er Eros en ung mand med vinger, som med sin bue sender elskovspile af sted for at sikre mødet mellem mennesker. Uanset hvilken historie, der fortælles om Eros, så har den noget at gøre med begæret efter helhed, sammensmeltning mellem mennesker, forbindelse mellem det adskilte, hengivelse til hinanden, længslen efter dem, der komplementerer én. Det er den mystik, der knytter sig til eros: En følelsesmæssige oplevelse af forbundethed med andre menneske, der ikke begrænser os, men tværtimod åbner os mod verden, knytter os til og skaber følelsen af, at være en del af verden i et større perspektiv end vores eget.

Hvis dette værdiperspektiv taber for meget terræn i forhold til kravene om, at vi skal konkurrere med hinanden, hele tiden skal testes og evalueres i forhold til andre, at vi skal værne om vores eksklusive individualitet og se andre som potentielle rivaler, så tror jeg, at der mistes en vigtig dimension i vores menneskelighed – nemlig eros-fornemmelsen af at være forbundet med verden, af at vi er nødvendige for hinanden; vi mister fornemmelsen af de andre menneskers betydning for os og af vores betydning for de andre.

Eros binder de elskende sammen, bl.a. gennem sex. Men eros kan også binde fællesskab og samfund sammen gennem de enkelte menneskers bevidsthed om de andres eksistentielle nødvendighed. Eros kan vise sig i sengen, i bussen og i samfundet, når vi et øjeblik glemmer os selv i samværet med andre mennesker. Uden eros ingen sex; uden eros intet samfund.

Det indre rejsebureau

2 svar

På nettet har jeg set, at flere rejsebureauer sælger pilgrimsrejser, som ikke kun er en rejse i geografien, men også har en psykologisk og åndelig dimension. Målet er ikke blot at se nye sandstrande men først og fremmest at opnå personlig udvikling.

Ideen med at drage ud, søge og måske finde ny erkendelse er noget, der knytter sig til de fleste religioner og kulturer: Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig, sagde Gud til mennesket i Første Mosebog. Og i Islam pålægges enhver sand troende mindst én gang i livet, at tage ud på en pilgrimsrejse til Mekka. Overalt i historien støder vi på rejsende: Odysseus rejste ud, kæmpede, forandrede sig og vendte hjem; Dante rejste gennem de tre dødsriger og Gilgamesh, måske den første af alle disse rejsende, tog ud for at finde kilden til det evige liv, men vendte efter mange besværligheder tilbage med gudernes besked om, at dette ikke var for mennesker.

Jeg tror, at alle mennesker får tilbudt mindst én af den slags pilgrimsrejser i løbet af deres liv. Her mener jeg ikke en af de pilgrimsrejser, som man kan købe hos et rejsebureau, ikke en rejse fra det ene punkt til det andet på landkortet, men en indre rejse, hvorfra man ikke kommer tilbage og kan være den samme, som man var før. I modsætning til de rejser, der kan bestilles hos rejsebureauet, kan disse rejser ikke planlægges og der er ikke nogen afbestillingsforsikring. Når muligheden for sådan en rejse dukker op kommer der en budbringer og meddeler det.

Mytologien er fyldt med dramatiske beretninger om, hvordan disse budbringere pludselig varsler et menneske om nødvendigheden af at drage ud, væk fra det kendte og ind i det ukendte og måske farlige. I Mytologien er disse budbringere ofte forklædt som specielle mennesker, halv- eller helguder, eller måske som mytiske dyr. Det er de ikke mere. I dag kan budbringerne f.eks. være alvorlig sygdom, tab, sorg, et møde med døden eller vanskelige overgange i livet fra en livsfase til en anden. Men selv om budbringeren har skiftet form, så er det alligevel de samme udfordringer der varsles: Et menneske må bryde op, livet kan ikke længere leves på den hidtidige måde – nu skal der findes et nyt fundament, hvorfra der kan leves videre.

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell har beskrevet den rejse, som vi mennesker sendes ud på, når livet uden vores vilje og medvirken skifter kurs. Campbell kalder det for heltens rejse. Myter handler jo ofte om usædvanlige helte, der er smukke, skønne, stærke og uden frygt. Men det er kun på overfladen, for i dybden er myterne i stor udstrækning opstået for at vise alle (såkaldte almindelige) mennesker, at de undertiden enten er helte eller må optræde som helte i deres eget liv. Alt det, der sker på Odysseus’ rejse og i alle de andre mytologiske helteberetninger, handler om de kampe, krige og indre psykiske heltegerninger, som alle mennesker bliver kastet ud i når en budbringer melder sig og siger: Drag ud på en rejse for at finde et nyt livsgrundlag, for nu bliver livet aldrig mere som det var; altså må du forandre dig, hvis du vil leve videre.

Et eksempel på hvad der tilbydes i kataloget fra Det Indre Rejsebureau: Indtil jeg blev 50 år havde min uddannelse og mit arbejde givet mig selvtillid. Verden havde været forståelig, forklarlig og analyserbar; lys og gennemsigtig for mit undersøgende blik. Jeg  havde fortalt om den, skrevet om den, undersøgt den, til der ikke var flere hvide pletter på landkortet. Men en dag kom budbringeren i form af en sygdom, som man kunne dø af. Det var et fald fra sikkerhedens piedestal: Mit liv væltede og mistede sammenhæng. Tilværelsen gled forbi bag en glasrude, som i et udstillingslokale, hvor der står, at de udstillede genstande ikke må berøres. I montrerne lå livets forskellige genstande, som jeg kunne kigge på, men ikke røre ved.

I gamle dage ville man nok have sagt om mig: Han har mistet troen, og så var jeg blevet sendt op til præsten eller, hvis det havde været endnu tidligere, til shamanen eller troldmanden. Og faktisk var det vel sådan, at jeg nok overlevede, men alligevel havde mistet troen – nemlig troen på, at der var en mening og sammenhæng i mit liv. Tidligere i historien ville de nok have sendt mig ud på en af de indre rejser, som religionen og mytologien er så rig på: Drag ud og find en ny mening nu, hvor du for alvor har erkendt dit livs skrøbelighed og tilfældighed.

Men hvad gør man i dag? Man kan gøre, som jeg gjorde i lang tid; forsøge at glemme det, fortrænge angsten, kigge den anden vej og lade som om man ikke er hjemme når budbringeren banker på. Men på et tidspunkt kan man også begynde at se, hvad der står på skiltet over døren til Det Indre Rejsebureau: Forvandlingsrejser tilbydes. En dag må man tage udfordringen op og begynde at vandre langs den pilgrimsrute, som vi alle sammen har inden i os. Det er den rute, der kræver de kampe af os, som de gamle myter beskrev i deres dramatiske sprog: Her skal vi konfrontere de dæmoner, der forsøger at holde os tilbage i det kendte, men begrænsende syn på tilværelsen; vi skal kæmpe med den drage, som prøver at holde os ude fra hulen, der rummer hemmeligheden om, hvordan man vinder sig nyt mod på livet, når alt synes at falde fra hinanden; vi skal måske hugge slangen over, som forsøger at forgifte os med selvbebrejdelser, skyld og angst for livet, den menneskelige nærhed og kærligheden.

I myterne kan du finde mange flere af de udfordringer, som man kommer ud for på disse forvandlingsrejser, der fører én frem mod at blive et menneske, der kan klare den nye livssituation uden at hverken at stivne eller knække. Alt dette er der ikke noget mystisk eller overnaturligt ved. I alle mennesker ligger der en visdom, som der imidlertid ofte skal en nøgle til at befri. Denne visdom kan bl.a. komme for dagens (bevidsthedens) lys når en budbringer meddeler, at nu mørkner det for meget til at du kan orientere dig på den måde, som du plejer. Lytter man til denne budbringer, så sker der det, som beskrives i et af mine ynglingsdigte: In a dark time, the eye begins to see. I mørket vænner øjet sig til at se på en ny måde.

Der findes to bøger af den amerikanske myteforsker Joseph Campbell på dansk. Begge kan anbefales:

Levende myter, Thaning & Appels Forlag 1973.
Det indre verdensbillede og det ydre rum, Gyldendal 1991.

Fred i vores tid

Skriv en kommentar

Det kan være svært at slutte fred med dem, man opfatter som sine fjender. Ofte er det imidlertid endnu vanskeligere at slutte fred med sig selv. Alle krige er frygtelige, men tit bliver borgerkrige ført med en brutalitet, der overskrider al menneskelig fatteevne. I en borgerkrig er et folk jo i krig med sig selv om de mest grundlæggende spørgsmål: hvorfor eksisterer vi og hvordan skal vi fortsat eksistere? Som individuelle mennesker kan vi også ligge i en slags borgerkrig med os selv; en tilstand, hvor vi både er offer og bøddel i en indre eksistenskamp, der handler om hvem vi skal være og hvordan.

Det er ikke mærkeligt, at vi undertiden behandler hinanden nådesløst, når vi kan være så hårde over for os selv, som tilfældet er i disse indre krige. Mange mennesker slider således sig selv op med selvbebrejdelser, benhårde domme og vrede, som de uden nåde retter mod sig selv. Jeg har ofte mødt mennesker, der har meget svært ved at fortælle, hvad de er bedst til og hvorfor andre overhovedet skulle holde af dem. Derimod har de ikke svært ved at forklare mig om alt det, som de føler er problematisk og begrunder, at andre nok ikke kan lide dem.

Langt de fleste af os slæber rundt på nogle overbevisninger, som vi ikke magter at betvivle. Det er måske blevet en sandhed, at man er et dårligt menneske, at man er dummere end andre, at man ser forkert ud, er for tyk eller tynd eller at andre ikke kan lide én. Den slags indre overbevisninger føres ofte over på den ydre verden. Der er ikke langt fra min egen følelse af utilstrækkelighed til oplevelsen af, at de andre ikke kan lide mig. Derfor kan man let komme til at bruge mange kræfter på at puste sig selv op for at klare dagligdagen, men med risiko for let at punktere og falde helt sammen ved den mindste modstand – eller omvendt, man prøver hele tiden at være usynlig i håbet om, at ingen opdager én. Begge dele kan gøre én meget vred på de andre, fordi man jo føler, at de enten tryner eller helt overser én. Eller også kan den ubevidste foragt, man føler for sin egen ”svaghed”, rettes ud imod andre mennesker i en foragt for deres svaghed, så vi kommer til at bruge hinanden som en slags psykiske krykker for at holde os selv oppe.

Vi har alle sammen både stærke og sårbare træk i vores psyke. Problemerne opstår, hvis man kun ser sig selv som enten stærk eller sårbar. Træder man frem for verden med en selvforståelse, hvor man udelukkende oplever sig selv som stærk, så kan ens sårbare del fra sin ubevidste position f.eks. reagere med foragt for andres sårbarhed. Forstår man derimod udelukkende sig selv som sårbar og svag, så kan den stærke del f.eks. vise sig ved vrede og aggression mod mennesker, der aktivt og selvbevidst tager initiativ, ansvar osv.

Mange har måske slet ikke den slags problemer, men det er overhovedet ikke ualmindeligt at ligge i en form for krig med sig selv på de indre linjer; en slags borgerkrig, hvor mange af de følelser, vi giver udtryk for over for andre mennesker, ikke kun har noget med dem at gøre, men næsten alene knytter sig til vores egne indre konflikter.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skrev, at kun gennem kærlighed bliver man i stand til at se de vigtigste og dybeste træk hos andre mennesker. Skal man lære et andet menneske at kende er der fejl, mangler, skævheder, svagheder o.l., som man hele tiden må bære over med, tilgive og gøre til en del af kærligheden. Derfor kan man ikke virkelig lære et andet menneske at kende i dybden, hvis man ikke elsker det så højt, at dets fejl bliver ubetydelige og i hvert fald tilgivelige. Efter min mening gælder det også i forhold til én selv.

Selv-kærlighed er en vigtig forudsætning for, at man kan føle sig værdig til andres kærlighed og desuden også af central betydning for vores evne til at elske andre. Omfatter man ikke sig selv med kærlighed, kan man f.eks. ikke føle omsorg for sin egen sårbarhed, svaghed og  skrøbelighed, så risikerer man at forstene i et selvbillede, hvor denne indre konflikt bliver til en konflikt med omgivelserne.

John Lennon skrev bl.a. den smukke sang Imagine. Den handler om en fremtid, hvor der ikke er nogen lande og mennesker, som fører krig mod hinanden. Imagine, sang Lennon – forestil dig, at mennesker lever i fred med hinanden. For min egen regning vil jeg gerne tilføje: forestil dig, hvordan det ville være, hvis mennesker kunne leve i fred med sig selv, ikke være i indre borgerkrig, ikke slå sig selv for panden, men elske sig selv. Vi ved jo, hvordan det er at elske et andet menneske: den man elsker fejler måske, bliver ældre og lidt rynket, men vi elsker jo vedkommende og det er igennem denne kærlighed at vi kan virkeliggøre vores fælles muligheder i kærlighedsforholdet. Det er også gennem selv-kærligheden, at vi kan virkeliggøre vores individuelle muligheder, først og fremmest fordi vi på den måde ikke længere vil være så krigeriske over for os selv.

Er du interesseret i at læse mere om hvad der sker når vi kommer i konflikt med os selv kan jeg anbefale en bog som tager udgangspunkt i Carl Gustav Jungs teori:
Jørgen Groth: Drømmearbejde. Om at anvende det ubevidstes symboler, Forlaget Frydenlund 2001.

Viktor E. Frankls tanker om kærligheden kan du finde mere om i
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.

Lunefulde lykke

Skriv en kommentar

Hver gang jeg er på indkøbstur i Fakta ønsker den søde pige ved kassen mig en fortsat god dag. Hermed rejser hun en række filosofiske spørgsmål, som er over 2000 år gamle: Hvad skal der til for at skabe en god dag? Kan man være lykkelig og have en god dag selv om det er indlysende, at man senere i livet vil opleve masser af ulykkelige dage, hvad er lykke i det hele taget og kan lykke og ulykke eksistere side om side? Det tager jeg selvfølgelig ikke op med kassepigen, for bag mig i køen står der næsten altid en sur mand og kræver, at der bliver åbnet en kasse til. Men skulle man tage en snak med kassepigen og kunderne om, hvad en god dag er og hvad lykke betyder, så ville det vise sig, at alle ønsker sig lykke og masser af gode dage, men at kun de færreste kan sige, hvad det i virkeligheden betyder.

I det gamle Grækenland, for over 2000 år siden, ville kassepigens ønske om en god dag til kunderne betyde noget i retning af: Kan I have en dag, hvor I gør det etisk rigtige. I kristendommens tidlige perioder ville hendes søde hilsen nok slet ikke være blevet forstået, for her knyttede lykke og gode tider sig primært til livet efter døden. Det var først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede, at lykke og et godt liv begyndte at få status som en rettighed, noget som mennesket kunne forvente i dette liv, og noget som politikerne og samfundet stillede i udsigt. I dag er lykke blevet en forventning, der deles af alle, nærmest som var der givet et universelt løfte om lykke – Don’t worry, be happy.

Prøv at gå ind i en boghandel og spørg efter bøger om lykke. Så vil du blive præsenteret for titler som Lykke kan læres, Vejen til lykke, Spis dig lykkelig, Lev dig lykkelig, Bo dig lykkelig og Sådan bliver du lykkelig. Den nyeste samtidshistorie er på den måde også historien om, hvor meget og hvordan vi stræber efter at blive lykkelige. Det er der ikke nødvendigvis noget mærkeligt eller forkert i, men spørgsmålet er, om den moderne stræben efter lykke ikke kan producere sin helt egen form for utilfredshed? Kunne dét paradoks ikke tænkes at være den filosofiske sandhed i den gamle revy-sang Hvorfor er lykken så lunefuld?

Problemet er vel, at den stræbsomme forfølgelse af lykke i bedste fald kan sammenlignes med at skyde efter bevægeligt mål, og i værste fald som at sigte efter det bevægelige mål med bind for øjnene. For hvem er i stand til at definere lykke? Er lykke ophobningen af de gode dage, som kassepigen i Fakta ønsker for mig? Og hvad er så ”en god dag”? Er lykke når det samlede livs-regnskab kan fremvise flere gode dage end dårlige? I så fald kan vi først vide om et menneske har haft et lykkeligt liv når vedkommende er død og regnebrættet kan gøres op. Kan man være lykkelig selv om man oplever noget ulykkeligt? Personligt har jeg flere gange oplevet noget som gjorde mig ulykkelig, men som senere blev grundlaget for en dyb lykkefølelse. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi står midt i det ulykkelige.

På den måde ved vi faktisk ikke ret meget om lykken. Det er ikke engang altid, at vi kan mærke den når den er der, for lykken kan som sagt gemme sig bag noget ulykkeligt, og det ulykkelige bag noget tilsyneladende lykkeligt. I Samuel Becketts skuespil Mens vi venter på Godot, er der følgende replikskifte:

Estragon: Jeg er lykkelig.
Vladimir: Det er jeg også.
(…)
Estragon: Vi er lykkelige. Hvad skal vi så lave, nu hvor vi er lykkelige?
Vladimir: Vente på Godot.

Hermed mener jeg ikke at det er absurd at stræbe efter lykke. Men hvad ligger der egentlig i Estragons og Vladimirs korte dialog om lykken? Selv hvis de var lykkelige, ville de ikke være tilfredse. De ville fortsætte med at vente, og denne skæbne kan forekomme endnu mere tragisk end hvis de ikke var lykkelige.

Blandt de utallige bøger om lykke, der er skrevet i de senere år, er også Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt. Umiddelbart kunne titlen lyde som om det bare var endnu en af de utallige bøger i den moderne lykkebølge. Men hvis man tænker på, at en af de fundamentale læresætninger i buddhismen er, at alt liv også er lidelse, så åbnes der for en anden vinkel på spørgsmålet om lykke. Et perspektiv, som man også kan finde hos psykoterapeuten Viktor E. Frankl. Han sagde, at lidelsen er et af livets dybeste grundvilkår som beskytter os mod at glemme vores menneskelighed og medmenneskelighed. Og hvis vi glemmer vores menneskelighed er vi vel ikke lykkelige?

Den moderne tvang til at være positiv, glad, lykkelig, optimistisk osv. har efter min mening en tendens til at overse noget vigtigt: Lykken kan være ligesom Erydike, som Orfeus i den græske mytologi fik lov til at hente op fra underverdenen, hvis han lovede ikke at vende sig om og se tilbage på hende under rejsen op til jorden. Men Orfeus vendte sig alligevel om, og hans elskede Erydike var hermed tabt for altid. Når vi fokuserer så meget på lykke, som tilfældet er i det moderne samfund, kan vi risikere at glemme livet i bredere forstand, og i stedet stirre os blinde på tomme og overfladiske idealer om det lykkelige liv; idealer, som ikke engang er vores egne. Hvis man kun kigger efter lykken, så forsvinder den, som Erydike gjorde da Orfeus rettede blikket mod hende.

Lykke kan ikke planlægges, lykkelige dage ikke tælles og stilles op i kolonner over for de ulykkelige dage. De mest betydningsfulde ting i livet ligger ofte udenfor menneskets kontrol. I tidligere tider mente man, at det var gennem gudernes indgriben, at mennesket oplevede lykke eller ulykke, liv eller død, kærlighed eller svigt osv. Det er nok ikke tilfældigt at disse følelser, som har afgørende indflydelse på hvordan vi oplever livet, blev tilskrevet guderne. Der var en oplevelse af, at de blev givet til mennesket i en form og på et tidspunkt, som guderne selv valgte og derfor var det vigtigt at være klar og nærværende når guderne kaldte. Derfor er det også om at være der når lykken er der, og den kan faktisk godt indfinde sig midt i det ulykkelige, selv midt i lidelsen – sådan var det dengang, hvor guderne bestemte, og sådan er det i dag, hvor mennesket heller ikke selv bestemmer, hvornår lykken skal kigge forbi.

Vil du læse mere om de emner, der kort omtales i dette indlæg, så er der et par muligheder her:
Niels Thomassen: Ulykke og lykke, Gyldendal 2001.
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.
Darrin M. McMahon: Happiness. A history, Grove Press, New York 2006.