Kategoriarkiv: Psykologi

Om at kalde på sin Daimon

Skriv en kommentar

Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan få et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Adrenalin

Skriv en kommentar

Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.

Med-tilværelse

1 kommentar

Jeg vil gerne vise hvordan Næstved Storcenter kan være med til at belyse et af filosofiens dybeste og vanskeligste spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Frederiksberg Centret, som jeg netop er blevet introduceret til, vil også kunne bruges. Men altså – jeg sidder og skriver dette ved et cafébord midt i Næstved Storcenter og kikker ud på det tidlige fredagsmylder af mennesker. Min cappuccino er lunken og colaen doven, mens jeg sidder og venter på Marianne. Men min opmærksomhed bliver hele tiden afledt; der er bare så mange forskellige mennesker – som UFO Yepha sang for en del år siden:

…der er posedamen, pusheren, flaskemanden, junkien
turisten, studenten, zombien
pensionisten, luderen, voldsmanden, betjenten
tricktyven, kontrolløren, rockerpræsidenten
poptøsen, syrehovedet, hiphopperen
68’eren, den borgerlige og stikopperen
underklassen, middelklassen, overklassen…

Man kan let glemme, at det er en helt almindelig fredag i Næstved Storcenter, så usædvanlig er forskelligheden mellem alle de mennesker, der passerer forbi. Lige nu har jeg et øje på Wunderwear-butikken, som ligger over for cafeen. Her sælger de raffineret dameundertøj, og hen over disken rækkes diskrete indpakninger med lingeri, der er beregnet på at blive skjult og kun set af den udvalgte.

Jeg får associationen, at jo længere ind under det ydre på et menneske vi kommer – jo mindre kender vi det, men jo større er ligheden mellem os til gengæld også. Helt inderst, under silkeundertøjet fra Wunderwear, findes det fælles-menneskelige – nemlig kroppen, som kan se nok så forskellig ud, men som dog er den menneskekrop, som vi alle har til fælles. Dette gælder naturligvis også for mænd, men i Næstved Storcenter er der ikke specialforretninger for undertøj til mænd, så jeg må begrænse mig til Wunderwear-eksemplet.

Vi kan alligevel bruge min Wunderwear-teori til at gå videre i denne tankerække: Der er de individuelle forskelle, de psykiske og sociale forskelle – og selvfølgelig de forskelle, der knytter sig til, hvordan vi rent faktisk ser ud og fremtræder for verden. De forskelle, der så at sige knytter sig til hvert enkelt menneskes individuelle skæbnefortælling. Vi har mange ord, der kan beskrive og analysere disse menneskelige forskelle. Det er det, som psykologien, sociologien, antropologien og diverse kulturfag beskæftiger sig med at undersøge. Vi har masser af teorier om, hvad der gør mennesker forskellige – men hvad med det, der gør os ens, det er indenunder alle forskellighederne?

Det er langt lettere at analysere årsagerne til forskellene mellem mennesker end det er at svare på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske? Ikke mig, ikke dig, ikke hende, der nu kommer ud fra Wunderwear-butikken og lader hånden glide let hen over noget silkeundertøj på udstillingsstativet, og ikke ham, der sidder ved cafébordet bag ved mig og hvisker ind i en mobiltelefon. Man kan spørge alle dem, der går forbi: Hvad vil det sige at være dig? Alle de historie ville det være fantastisk at høre. Men sådan spørger filosofien ikke – den spørger: Trods alle disse forskelligheder, hvad vil det så sige at være menneske – hvad er det, der gør os til menneske, inderst inde?

Hvad vil det sige at være menneske? Måske strejfer spørgsmålet bevidstheden i et øjeblik, hvor vi mærker en grundlæggende sårbarhed, der ikke udelukkende knytter sig til ens eget individuelle liv – det kunne være i mødet med døden, eller blot bevidstheden om døden eller når vi kæmper med kærlighedens skygge i form af tabet. Men der går ofte kun nogle få sekunder, så erstattes disse tanker om det fælles-menneskelige af de mere livsnære og individuelle problemer, som hverdagen udfordrer os med.

Filosofien tænker over hvad mennesket er, ud over at være et bestemt menneske med en bestemt og individuel livshistorie. Fælles er i hvert fald, at vi ikke selv har valgt den verden, som vi er blevet født ind i. Selv om det vigtigste valg, man kunne have stillet os over for var valget af forældre, af social og kulturel baggrund, af udseende, af talenter, evner o.l. – ja, så var det ikke valgmuligheder, som vi i sin tid fik chancen for at forholde os til. Vi er blevet kastet ind i en verden, der tilmed ofte virker som om den har sin helt egen vilje, uafhængig af os – tænk på alt det, som den udsætter os for.

Helt fra begyndelsen må vi tale om et grundvilkår for vores eksistens: Menneskets tilværelse er en med-tilværelse. Der er ikke mig over for alt det andet og alle de andre. Nej, der er mig sammen med alt det andet i verden, mig med alle de andre ting og mennesker, der omgiver mig. Det er ikke et spørgsmål om der er et forhold mellem mig og verden (med dens ting, mennesker, natur osv.). Der er altid et forhold – og det er dette forhold, der er alle menneskers grundlæggende eksistensvilkår, noget vi er fælles om, uanset hvem vi er. Spørgsmålet er altså ikke om jeg vil indgå i et forhold til verden, men hvordan jeg vil forvalte det forhold til verden, som jeg uomgængeligt indgår i.

Vi lever altså en med-tilværelse med verden og andre mennesker. Grundlæggende giver det jo også kun mening at sige “jeg”, hvis der er et “du”. Og “alene” kan man kun være, hvis der også findes “andre”. Når man har problemer er det næsten altid problemer, der knytter sig til det eksistentielle grundvilkår – at man lever en med-tilværelse, som man ikke kan vælge sig væk fra. Omvendt er det også fra denne med-tilværelse, at lykken, venskabet og kærligheden flyder.

Den tyske filosofi Martin Heidegger siger at mennesket pr. definition altid overskrider sig selv. Overskridelse betyder i denne sammenhæng, at forstå sig selv ud fra en verden. Dette kan vi ikke lade være med. Mennesket er altid vendt med næsen rettet ud mod verden; mennesket er åben mod verden (også når det tror, at det lukker sig inde), det er altid ude i verden, forholder sig altid til verden og er ude ved tingene og de andre – direkte eller indirekte – på grund af med-tilværelsen.

Kvinden, der kommer ud fra Wunderwear-butikken med den elegante indkøbspose er alene og ser ud som om hun ikke ænser omgivelserne. Men – hun er allerede ude i fremtidens med-tilværelse: hvordan vil hendes mand, ven eller veninde, synes om hende i det nye lingeri? Mennesket kan ikke undgå at være åben for verden, fordi det altid må forholde sig til konsekvenserne af med-tilværelsen. Når jeg sidder her i Næstved Storcenter og kikker på alle de andre så er det let at glemme, hvor forviklet vi er med hinanden. Men det fælles er lige netop, at alle mennesker hele tiden er tvunget til at forholde sig til deres eksistens som en med-tilværelse. Det vi oplever hos andre mennesker, er således deres måde at forholde sig til deres med-tilværelse på. Og min måde at være på viser, hvordan jeg forholder mig til min med-tilværelse.

Min eksistens som med-tilværelse tvinger nu min opmærksomhed mod den irriterende mand, der taler i mobiltelefon ved bordet bag mig; nu mod kvinden der er på vej ud fra Wunderwear-butikken; nu mod Marianne, som er forsinket, men som jeg glæder mig til at se. Mit liv, defineret som med-tilværelse, stiller mig konsekvent over for spørgsmålet: hvordan vil jeg forholde mig til den åbenhed, som med-tilværelsen stiller mig i? Vil jeg overfuse den irriterende telefonidiot? Vil jeg smile til kvinden fra lingeributikken? Vil jeg gå hen og købe en gave til Marianne?

Så – hvad betyder det at erkende tilværelsen som en med-tilværelse? Det åbner for etiske overvejelser om, hvordan jeg vil forholde mig til de Andre, som jeg hele tiden forvikles med, men også i betragtninger over, hvordan jeg undgår at fortabe mig i omgivelserne så jeg mister mig selv ved at lade mig definere af verden? Med andre ord: Hvordan jeg kan gøre min med-tilværelse og den uomgængelige åbenhed mod verden til min bevidste med-tilværelse og min bevidste åbenhed?

Om at vælge sig selv

Skriv en kommentar

Langt ude er jeg i familie med filosoffen Søren Kierkegaard. Det var i hvert fald den historie, der gik i min mors hjem. Slægtskabet skulle være således, at Kierkegaards mellemnavn, som var Aabye, over tid blev til Aarup, som er min mors ungpigenavn. Jeg ved ikke om det forholder sig på denne måde uden for familiemytologien, men da jeg ikke har nogen nævneværdig kontakt til resterne af min mors familie, passer dette slægtskab med Søren Kierkegaard mig ganske godt. Den afdøde filosof virker langt mere nærværende for mig end mange af de levende slægtninge. Vi kan kalde ham en bort-nærværende slægtning i mit liv.

De vigtigste personer i min tilværelse er i forvejen ikke nogen, som jeg er blodsbeslægtet med. De tre kvinder i mit liv har aktivt valgt mig til – og omvendt naturligvis – og det samme gælder også de andre vigtige mennesker i min tilværelse. Så hvorfor ikke også lade Søren Kierkegaard være en del af dette valgslægtskab? Som et omsorgsfuldt familiemedlem, har han nemlig spillet en vigtig rolle i min udvikling. Rent faktisk tror jeg, at Kierkegaard ville synes om, at jeg på den måde har valgt at være i familie med ham, for netop det at vælge var for ham noget af det vigtigste, som et menneske kunne gøre. Som en god ældre slægtning har Kierkegaard forsøgt at hjælpe mig på vej – mod mig selv; han vil nemlig have, at jeg skal vælge mig selv.

Men hvad vil det overhovedet sige, at være sig selv? Ofte bliver dette spørgsmål besvaret med henvisning til et menneskes personlige identitet. Hvis man kender sin identitet, kender man vel også sig selv. Men så enkelt var det ikke for Kierkegaard. Sokrates sagde ganske vist, at mennesket skulle stræbe efter at kende sig selv. Men Kierkegaard så ikke det, vi kalder for identiteten, som noget man én gang for alle kan lære at kende. Han skelnede nemlig mellem identitet og fakticitet. Med fakticitet mente han alt det som jeg er på grund af arv og miljø, min natur og mit gemyt, mine relationer, min kultur osv.

Hvordan det enkelte menneske forholder sig til sin fakticitet er det, der kan kaldes for vedkommendes identitet, som altså derfor ikke er en fast størrelse, men under konstant forandring, fordi store dele af ens fakticitet også hele tiden ændrer sig. Fakticiteten er den opgave, som mennesket står over for, sagde Kierkegaard, og identiteten ligger i den måde, som den enkelte vælger at varetage denne opgave på.

Der kan gives et meget indlysende eksempel på, hvordan et menneskes fakticitet og identitet står i forhold til hinanden. Hvis jeg mister en af mine nærmeste på grund af sygdom, så er dette menneskes ulykke også min. Når dette elskede menneske mister livet, mister jeg også noget betydningsfuldt. Min fakticitet ændrer sig i en grad, så det også ændrer min forståelse af mig selv, min identitet. Det afgørende for min identitet er imidlertid, hvordan jeg forholder mig til dette tab af et nært menneske. Vælger jeg at skubbe tabet fra mig eller gør jeg sorgen til et del af mit fremtidige liv, og hvilken plads tildeles den og hvordan lader jeg den virke? Alt efter hvad jeg vælger at gøre ved tabet, ændrer det på forskellig måde min identitet.

Fakticiteten er altså det vi hele tiden kastes ud i og den bliver til en virksom del af min identitet, hvis jeg lader den indgå som noget aktivt i mit liv. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke selv helt har kontrol over vores fakticitet – vi kan ikke vælge dens indhold, den er os givet.

Noget i fakticiteten kan ikke være anderledes end det er. Det kan også kaldes for eksistentialerne, som alle mennesker er underlagt: Det er bl.a. de træk ved os, der knytter sig til vores biologiske organisme fra fødsel til død, vores fysiske behov og kroppens krav. Jeg kan ikke ændre ved det, at jeg bliver ældre, at min krop ændres og svækkes, at jeg vil opleve sygdom, lidelse, sårbarhed og afhængighed, at jeg tvinges til at møde livets grænser og en dag må tage afsked med livet. Men der er også en nødvendighed forbundet med det, at et menneskeliv altid finder sted i samliv med andre mennesker, som vi indgår i relationer til. Det betyder, at vi kommer til at opleve sorg, smerte og tab, men også glæde, lykke og kærlighed. Med andre ord, at disse menneskers skæbne bliver viklet sammen med vores på både godt og ondt.

Den nødvendige del af vores fakticitet kan vi ikke ændre. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til disse tilværelsens nødvendigheder: Måske nægter jeg f.eks. at indse og acceptere min egen dødelighed og forsøger at bekæmpe min aldring. Det handler også om, hvordan jeg vælger at møde andre mennesker og hvordan jeg lader dem indgå i min eget liv. Alt dette er med til at skabe min identitet, også selv om jeg ikke grundlæggende kan ændre ved disse nødvendige livsvilkår.

Men min fakticitet består ikke blot af det nødvendige; der er også det mulige, siger Kierkegaard. Det er det, som kan være anderledes. Der er ikke nogen skarp grænse mellem det nødvendige og det mulige i vores fakticitet, og det er ikke mindst i gråzonen mellem det nødvendige og det mulige, at mennesker ofte farer vild. Der er f.eks. meget, der tager sig nødvendigt ud, men som det rent faktisk er inden for mulighedernes rækkevidde at ændre på. Hvor ofte fortæller vi ikke hinanden, at et eller andet er nødvendigt? Men måske er det blot en unødvendig nødvendighed – det vil sige noget, der er mulighed for at ændre på. Omvendt er der også noget, som vi tror eller håber det er muligt at ændre på, men som i virkeligheden er noget af det, som Kierkegaard kalder nødvendigt. Hvor ofte prøver vi f.eks. ikke at flytte alderens grænser, fordi vi ikke vil acceptere livets nødvendige gang, med alt hvad det fører med sig af begrænsninger – men jo også af nye muligheder. Accept af det nødvendige kan således føre til nye muligheder.

Det er en god lille øvelse at undersøge sin fakticitet for at se, hvad man oplever som hhv. nødvendigt (hvad man ikke kan ændre, men dog forholde sig til) og som mulighed (hvad man med større eller mindre besvær kan ændre). Når man gør dette, så laver man ”identitetsarbejde”, det vil sige arbejder på sin identitet, fordi den forløber i forholdet til fakticitetens nødvendigheder og muligheder. På den måde bliver identiteten den opgave for mennesket som Kierkegaard anbefalede, at den skulle være. For Kierkegaard kunne tilværelsen aldrig opfattes som en færdig og afsluttet helhed. Livet er det, der hele tiden sker, og det specifikt menneskelige er, at vi kan vælge større eller mindre dele af vores tilværelse til eller fra; vi kan vælge at forholde os aktivt eller passivt, at lade noget virke på os og fornægte noget andet. Vi kan med andre ord gøre det at være menneske til en valghandling.

På den baggrund er det ikke nogen dårlig slægtning at have, som på tværs af fem menneskealdre hvisker mig i øret når jeg er i tvivl: Vælg dig selv.

Ophav

Skriv en kommentar

Fra jorden rager jeg ca. 192 cm ud i rummet og fylder også lidt i bredden. Det er den plads, som mit legeme indtager, og som ingen andre kan indtage. Det er det, der adskiller mig fra alt andet, som på tilsvarende vis er fysisk til stede i rummet: andre mennesker, naturen, alle de øvrige ting og sager, som ikke er mig – men det, som jeg kan kikke ud på. Der er altså mig og mine omgivelser. Disse omgivelser kunne imidlertid godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Den nyere tids filosofi har nemlig i stor udstrækning været orienteret mod mennesket selv – det begrænsede rumfang, som hvert enkelt menneske optager i universet.

Fra omgivelserne modtager vi en uendelig strøm af både fysiske og psykiske påvirkninger. Men alle de indtryk, som omgivelserne udsætter os for, er jo ret kaotiske, indtil den menneskelige bevidsthed får dem bearbejdet efter bestemte skemaer, sat dem i rette orden, fortolket og givet dem en form for mening. På den måde ses omgivelserne ofte som den menneskelige bevidstheds råstof – det råstof, som vi bruger til at skabe en verden, som vi ser os selv som ophav til.

Denne tankegang bygger i dag på forestillingen om, at mennesket selv kan konstruere verden, at verden er en slags social konstruktion, der vokser frem som følge af menneskets egne anstrengelser. På den måde ses tilværelsen heller ikke som noget, der blot sker med os, men som menneskets eget bevidste projekt. Det anerkendes kun i begrænset omfang, at verden er på en bestemt måde. Gennem vores bevidste foretagsomhed forsøger vi fra morgen til aften, at gribe ind i verdens gang. Og sådan skal det også være. Både som enkeltindivid, som samfund og politisk system må vi have bevidst definerede mål og udvikle redskaber til at virkeliggøre disse mål med. Det er jo på den måde, vi har fået f.eks. lægevidenskaben og alle de andre muligheder for at indrette os med en tryghed, som jeg i hvert fald helst ikke ville undvære.

På den ene side er det altså nødvendigt at se vores omgivelser som noget vi kan bearbejde og konstruere hensigtsmæssige livsbetingelser ud fra. På den anden side er der dog også den mulighed – ikke som et alternativ, men som et supplement – at se verden ikke blot som vores omgivelse, men som vores ophav. Som K.E. Løgstrup skriver, så kan vi nemlig ikke bare frigøre os fra den ydre verden og dens afgørende indflydelse på os. Intet menneske er jo sit eget ophav. Vi opstår ikke på grund af en bevidst beslutning i os selv, men på grund af nogle processer uden for os selv, som vi ikke har indflydelse på. Og ikke nok med det. På den mest håndgribelige måde er vi i hvert øjeblik afhængige af omgivelserne. Løgstrup siger det på den måde, at vi med vores åndedræt og stofskifte er indfældet i verden, i universet og naturen, som vi altså er en del af. Verden er ikke blot nogle passive omgivelser, som ubetinget kan formes i menneskets eget billede, men også vores meget aktive ophav, som åndedrag for åndedrag er årsagen til vores liv.

Gennem hele vores liv er verden langt mere end blot en omgivelse – den er ophav til betingelserne for vores fortsatte tilværelse, både fysisk og psykisk. Intet menneske kommer igennem livet uden at verden flere gange forandre forudsætningerne for resten af dette menneskes tilværelse.

Et enkelt, men genkendeligt eksempel: Når vi rammes af sorg og tab (bemærk at vi rammes af noget, der ikke er affyret af os selv, men fra verden omkring os), så kan vi naturligvis mene, at det er noget der sker i verden omkring os. Men sådan danser man jo ikke med omgivelserne. Verden er og bliver ikke mere den samme for det menneske, der har mistet og er i sorg. Dette kan man ikke fortolke eller konstruere sig ud af. Verden er grundlæggende forandret og er blevet ophav til helt anderledes betingelser for den efterladtes fortsatte tilværelse.

Nej – verden er ikke bare vores omgivelse, den er i høj grad det ophav, som vores livsmuligheder vokser ud af – dag for dag. Over i sofaen sidder de tre kvinder i mit liv. Er de mine omgivelser? Ja, i teknisk forstand, for de er ikke en del af de 192 cm plads, som jeg, sammen med lidt drøjde, optager i rummet. Men først og fremmest er de ophav til min daglige og fortsatte tilværelse, fordi – åh, de virker så stærkt på mig; de har afgørende og bestemmende indflydelse på min tilværelse. De er mit daglige ophav i sådan en grad, at de kan få mit liv til at lykkes eller mislykkes.

På samme måde, som vi er indfældet i naturen med vores åndedræt, er vi på afgørende vis forviklet med andre mennesker i en grad så vi ikke blot kan forstå dem som omgivelser, men nødvendigvis må opleve dem som som det psykiske svar på åndedrættet. Begge dele gør os sårbare: Åndedrættet skal have ren luft at indånde; følelserne skal gengældes – så nu vil jeg sætte mig over i den grønne sofa, hvor mit daglige ophav til livet sidder og drikker kaffe.

Filosofisk vandtortur

Skriv en kommentar

Ganske små vanddråber kan udhule en granitsten, hvis de drypper på det samme sted længe nok. Over tid kan stenen ganske enkelt ikke modstå det bløde vand. Denne viden har ført til en af de frygteligste torturformer, hvor koldt vand langsomt dryppes ned på det fastspændte offers pande. Når disse små dryp vedvarende rammer et bestemt sted påvirkes følenerverne, så konsekvensen bliver frygtelige smerter, som kan nedbryde selv den hårdeste modstand.

Fra filosofiens himmel har der i årtusinder dryppet nogle små, og tilsyneladende uskyldige, ord ned, som på tilsvarende måde har haft enorm virkning på menneskets hårde overflade og undertiden resulteret i særdeles smertefulde erkendelsesprocesser. Hvis du her til morgen har kikket dig i spejlet og udbrudt: for fanden, hvem er du egentlig? – så har du mærket dryppene, der kommer helt tilbage fra filosofiens tidligste begyndelse. Tre ord, kondenseret i spørgende dryp på vores pande, umulige at tørre væk, umulige at undgå; dråber bestående af tre ord, der op gennem tiden har ramt mennesket, som en insisterende og vedvarende filosofisk vandtortur i form af fordringen: KEND DIG SELV!

Ordene stammer fra den tid, hvor mennesket begynder at blive et spørgsmål for sig selv, bliver bevidst om sin bevidsthed, begynder at tænke over den måde, som det tænker om sig selv på. Det er den tid, som filosoffen Karl Jaspers kalder Akse-tiden – cirka 5. århundreder f.Kr. Her sker der noget på næsten samme tid, men helt uafhængigt, mange forskellige steder på kloden: Mennesket opdager så at sige sig selv eller bliver bevidst om sig selv som individ. I Kina er der Kungfutse og Lao-Tse, i Indien Buddha, i Persien Zarathustra, i Palæstina profeterne og i Grækenland Homer og filosofferne – alle steder begynder mennesker at tvivle på ellers indlysende sandheder og åbner sig dermed for tankens grænseløse muligheder. Det er i denne Akse-tid, at mennesket træder frem som individ, med selvbevidsthed og fornemmelse for sin egen særlighed. Derfor dukker spørgsmålet om selverkendelse naturligvis også op i den fordring, som Sokrates stillede til mennesket: Kend dig selv!

Det mærkelige er, at Sokrates selv var usikker på mulighederne for at leve op til fordringen om at kende sig selv. Oraklet i Delfi havde jo sagt, at Sokrates er det klogeste menneske, netop fordi han ved, hvad han ikke ved – og hvor meget kan man i virkeligheden komme til at vide om sig selv? Kend dig selv! Hvem er du? Sokrates stillede fordringen og spørgsmålet – og var rådvild i forhold til svaret.

Men der er en pointe i Sokrates’ usikkerhed og tøven, nemlig nødvendigheden af at tvivle. Det er vanskeligt at komme ind på livet af sig selv. Platon skrev da også, at ethvert menneske er i krig med sig selv. Det, at indrømme uvidenheden med hensyn til hvem man er, kan derfor være det bedste udgangspunkt, i stedet for en påtaget sikkerhed. Hvis uvidenheden indrømmes en plads åbner den for nysgerrighed og søgen, hvorimod sikkerhed kan lukke for udsynet og viljen til hele tiden at lede efter nye svar. Kend dig selv var for Sokrates en opfordring til at undersøge sig selv, til at være nysgerrig og åben i sin erkendte uvidenhed.

Kend dig selv har op gennem historien imidlertid vist sig at være en langt større udfordring for mennesket, end de tre små ord måske umiddelbart kunne antyde. Som en filosofisk og eksistentiel vandtortur er ordene dryppet ned i hovedet på mennesket lige siden Sokrates formulerede dem, og har tvunget næsten al menneskelig aktivitet til at relatere sig til fordringen om selverkendelse.

Altså: Kend dig selv – hvem er du? Svaret på dette spørgsmål er i første omgang, at mennesket oftest er en gåde for sig selv. Det er essensen af Paulus’ ord i Bibelen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det, at komme på nærmeste kendskabshold af sig selv, er bestemt ikke let, når det således er usikkert om man overhovedet kender sine egne motiver til at gøre, som man gør. Kend dig selv! Javel, men jeg er faktisk en gåde for mig selv. Se, det er et godt udgangspunkt for videre undersøgelse, mente Sokrates.

Men hvad kan jeg så vide om mig selv? Jeg kunne jo prøve at finde ud af hvem jeg er på baggrund af det, som jeg har gjort i mit liv. Men som psykoanalytikeren C.G. Jung skrev i sine erindringer, så er mennesket et psykisk forløb, som det ikke, eller kun delvis, selv er herre over. Hvis fordringen om at kende sig selv knytter sig til forestillingen om, at man kender sine egne drivkræfter, motiver og begrundelser for selv de vigtigste valg i livet – så er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt, at nå til en dybdeerkendelse.

Personligt bildte jeg mig i 50 år ind, at jeg kendte mig selv. Men så blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, som næsten slog mig ihjel. Derefter blev det afgørende spørgsmål om jeg fortsat var den samme? Nej, det følte jeg ikke. Alt ændrede sig for mig, så jeg nærmest kunne sige, at jeg blev et andet menneske, som jeg kun i meget begrænset omfang tidligere havde kendt. Men hermed har jeg jo også sagt, at jeg lagde mærke til forandringen – altså er der noget som er forblevet intakt og stadig det samme, for ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at registrere forandringen, endsige forholde mig til den og finde en måde at bruge den på i resten af mit liv.

Den menneskelige eksistens er hele tiden et forsøg på at forstå og fortolke de livsomstændigheder, som vi konstant kastes ud i. Menneskets sande eksistens er således en forholden sig til eget liv i hele dets modsætningsfulde og ofte uforståelige forløb. De afgørende ting i ens liv sker uden at vi kan vide noget om det og uden vores aktive medvirken. De sker så at sige med os. At kende sig selv kan derfor ikke udelukkende betyde, at kende drivkræfterne for disse hændelser, som ofte ændrer vores liv.

Kend dig selv kan også være en fordring om nysgerrigt at undersøge det, der sker i ens liv og aktivt tage stilling til, hvad man skal stille op med det. Så kan det være, at en enkelt lille tilføjelse vil være på sin plads: Søg dig selv i det der sker med dig! Eller: Kend den måde, som du forholder dig til dit liv på! Eller: Kend dig selv – vær sikker på at det er dig, der forholder dig til dit liv, og ikke andre!

Dengang Sokrates levede var det at filosofere ikke blot noget teoretisk – det var en livsform: Filosofi som levet liv. Fordringen om at kende sig selv blev stillet for at mennesket aktivt skulle overveje, hvilket grundlag det levede sit liv på. Sokrates vidste godt, at vi kun i begrænset omfang har kontrol over de vigtigste hændelser i livet, og han vidste hvor lidt vi kan vide, også om os selv. Men de evige dryp fra fordringen kend dig selv kan alligevel minde os om, at vi hele tiden skal undre os – ikke mindst over os selv, og aldrig tage os selv for givet og tro, at vi kan blive færdige med at undersøge det mysterium, der er vores liv.

Fotografi

Skriv en kommentar

Der findes et gammelt fotografi af min mor fra den tid, hvor jeg endnu ikke var sat i verden. Det viser en lille pige på tre år, der lidt betuttet og skeptisk kikker ind i kameraets øje. Kjolen har et fint hæklet mønster og jeg forestiller mig, at hun har været stolt af at have den på til fotografen. Om halsen har hun et lille guldhjerte med en sten i midten. Det fik hun i dåbsgave og jeg har det liggende på mit arbejdsværelse i hendes mors gamle smykkeskrin. Fotografiet er i den gammeldags rød-brune farvetone, som vist i dag kaldes sepia og er blevet så moderne, at man kan indstille kameraet på sin mobiltelefon til at tage billeder i den nuance.Min mor

På det tidspunkt var min far, hendes kommende mand, heller ikke født. Først da hun var syv år kom min far til verden i den anden ende af landet. Den lille pige på billedet kan naturligvis ikke være en del af min erindring; jeg vil ikke være i stand til at indvinde den fjerneste erindring om hende. Kun i mit blod ligger der nogle lighedspunkter, som knytter mig til pigen på billedet – jeg havde det samme betuttede udseende, da jeg var tre år gammel.

Da billedet blev taget var jeg ikke savnet, som jeg senere blev, hvis jeg ikke dukkede op når der blev kaldt. Ingen skænkede mig en tanke eller sørgede over mit fravær. Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller om en ung mand, der blev ramt af angst og panik, da han for første gang så en hjemmelavet film, der var optaget før hans fødsel. Hele verden var på plads. Huset, der skulle blive hans barndomshjem, haven, som han skulle komme til at lege i, de mennesker, der skulle blive hans forældre, men han – den unge mand – var der simpelthen ikke. Han var ikke bare fraværende, han var ikke-eksisterende, ikke-født, og ingen, end ikke hans mor, savnede ham.

Men selv i en alder af tre år er pigen på fotografiet min mor; min kommende mor, mit livsgrundlag. Her er man tvunget til at arbejde med noget, som aldrig har været der – nemlig en samtidighed mellem den lille pige på billedet og mig. Denne fremmedhed og uigennemtrængelighed til pigen gør, at jeg som en anden arkæolog må grave efter en slags mentale potteskår. Lede blandt gamle fotografier og fortællinger om min mor, fra hvilke man kan bygge betydninger og forståelser op – eller i hvert fald en historie. Men det er og bliver i anelsernes sårbare land, at jeg møder den lille pige.

I Nykøbing, på øen Mors i Limfjorden, blev min mor altså fotograferet som tre-årig i 1922. Først 35 år senere blev jeg født og underkastet tiden, som er en forudsætning for at kunne erindre. I mellemtiden havde hun mødt min far, en majaften i Tivoli, og så var der kun lidt over et år til, at jeg skulle fødes. De mulige kombinatoriske udfald har været uendelige og bestemt ikke talt til fordel for, at netop dé to mennesker skulle mødes: Min mor kom fra en provinsoverklasse, taget ud af Matador, og var datter af en kakkelovnsfabrikant. Min far kom fra et arbejderkvarter på Amager og var søn af en enlig mor, der passede en aviskiosk, fordi hendes mand var død af tuberkulose. Min mor var syv år ældre end min far. Min mor kunne spille klaver og min far kunne fløjte – men hver deres melodier. Min mor var klassisk dannet, min far var usikker på verden uden for hans eget sociale liv.

Hvordan de fandt sammen har jeg ingen anelse om, jeg var der jo ikke. Min mor havde to ældre søskende med som anstandsdamer den aften, hvor mine kommende forældre mødtes i Tivoli, og hvordan min far har formået at nedbryde dette bolværk, står stadig som en gåde for mig.

Det findes af en eller anden grund ikke et eneste billede af min mor mens hun er gravid med mig. Det kom jeg først til at tænke på for kort tid siden. Der er billeder af mine forældre mens de er forlovede og fra tiden omkring deres bryllup. Men så er der et slip, før jeg pludselig dukker op, som om intet var hændt. Det får mig naturligvis til at tro, at der faktisk hændte en hel del i de ni måneder, men jeg ved under alle omstændigheder, at mine forældre elskede mig helt fra begyndelsen.

Faktisk var det et mirakel, at jeg overhovedet dukkede ud af mørket, for menneskelivet er skabt i den forstand, at det bæres af fænomener, som ikke skyldes det enkelte menneske selv. Min undfangelse var afhængig af kærligheden mellem to mennesker, som på det tidspunkt hvor de mødtes havde meget få chancer for overhovedet at komme i nærheden af hinanden, på tværs af de forskellige verdner de kom fra. Jeg kunne altså ligeså godt slet ikke have været her.

Når jeg ser ind i øjnene på den lille pige på fotografiet – min mor – så har jeg stor lyst til et øjeblik at være samtidig med hende og sige: Du skal ikke se så betuttet ud. Du får ting at slås med, men det bliver et godt liv, hvor du vil kunne kalde dig elsket af både din mand og din søn. Så vil jeg sige: Det er dig, der er skyld i mig, at jeg fra at være helt intet, ikke savnet, ikke elsket, ikke kendt i den uendelige tid før du fødte mig, pludselig bliver et menneske, der kan savnes, elskes og genkendes. Du er altså min skaber.

Jeg skylder på den måde min oprindelse en magt, der er forskellig fra mig selv, nemlig pigen på billedet. Det falmede fotografi hænger i en mahogniramme nede i min stue og jeg går forbi det mange gange om dagen. Hver gang rækker den undseelige pige ud efter mig så jeg gribes af den livskraft, der ligger i at føle sig forbundet med fortiden – det kan være gennem erindringen, savnet eller den fornemmelse, som billedet giver mig: Du sad der hos fotografen og var blot tre år gammel. Men med en sikkerhed der er magisk bevægede du dig op gennem tiden, på tværs af landet, sejlede over vandet for at nå frem til det usandsynlige møde med min far – så jeg endelig kunne komme ind i tidens lyssprække.

Da min mor blev fotograferet i den fine hvide kjole kunne hun stadig ikke savne mig, for jeg havde jo aldrig været der. Nu er det hendes tur til at være væk – men på en helt anden måde, for jeg kan savne hende, fordi hun har været her. Og selv om jeg i dag er en voksen mand – så er jeg stadig hendes søn og pigen på fotografiet altså min mor.

Optimismens spændetrøje

Skriv en kommentar

For et stykke tid siden var det min skæbne, at høre en arbejdspsykolog holde foredrag om stresshåndtering. Som udgangspunkt brugte han en analyse af det moderne arbejdsmarked, hvor den ekstreme forandringshastighed tvinger virksomhederne til konstante omstruktureringer. Det betyder, at medarbejdernes omstillingsparathed presses til det yderste, ofte med katastrofale følger for det enkelte menneskes fysiske og psykiske helbred – det kan kaldes stress, nedslidning eller udbrændthed.

Så langt var det en ren fornøjelse at være enig med arbejdspsykologen. Det var jo en fin og korrekt analyse af menneskes vilkår på dagens arbejdsmarked. Det skulle imidlertid vise sig, at denne analyse var utilsigtet begavet. Minuttet efter lancerede han nemlig en teori, som vil give medarbejderen yderligere et problem, oveni det allerede at være ramt af stress. Som en anden Erasmus Montanus, der ved hjælp af fejlagtig logik forvandlede morlille til en sten, forvandlede arbejdspsykologen nemlig den stressramte medarbejders mentale indstilling til at være selve problemet.

Voila – først havde man det problem, at være blevet ramt af stress, så får man i tilgift det problem foræret af psykologen, selv at være årsag til problemet, fordi man tænker og føler forkert. Hvis det er den slags venner man får, når man rammes af stress, så har man ikke brug for fjender.

Arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke laves om. Arbejdspsykologens columbusæg var derfor følgende: Det er medarbejderne (dem vi i mere højtidelige stunder også kalder for mennesker), der må laves om, så vilkårene på arbejdsmarkedet ikke opleves som stressende og nedslidende. Til de stressede og nedslidte sagde han: ”Lad være med at betragte vilkårene på jeres arbejdsplads som et problem; se dem i stedet for som en udfordring! Det er nemlig langt mere positivt at stå over for en udfordring end det er at stå over for et problem”.

Jeg vil ikke benægte at vi ofte er i situationer, hvor det er den mentale tilgang til verden, der er afgørende. Men lad mig lige minde om, at denne arbejdspsykolog skulle fortælle, hvordan mennesker truet af stress og nedslidning kunne hjælpes. Med andre ord – han skulle forholde sig til mennesker i dyb eksistentiel krise. Problemet (ikke udfordringen – men det fucking problem) var, at han dybest set mente, at disse mennesker selv var skyld i, at det var gået så galt for dem. Det var deres syn på verden, der var problemet: De havde set deres situation, som et problem og ikke som en udfordring.

I romanen 1984 skrev George Orwell om det såkaldte “nysprog”, hvis formål bl.a. var at kontrollere menneskets tanker, ved at fjerne enhver mening fra sproget. Når vores arbejdspsykolog siger, at ordet “problem” ikke skal bruges, men erstattes af ordet “udfordring”, taler han i virkeligheden en form for nysprog, hvor der ikke gives mulighed for  hverken meningsfuld samtale eller eftertanke.

Hvis en gruppe medarbejdere står over for nedskæringer, øget arbejdspres, nye organisationsformer osv. – så kan vi da godt kalde det for en udfordring, men det forekommer mere relevant at tale om et ret stort problem. Vil man anerkende medarbejderne og tage dem alvorligt, må det negative indrømmes en plads. Lad ikke det at have et problem blive til et problem. Gør man det, så har man nemlig to problemer i stedet for ét.

Som psykoterapeuten Bent Falk skriver i den fine bog At være der hvor du er, så bliver samtalen fuld af huller og meget indviklet, hvis vi forbyder os selv at opleve og omtale den negative del af virkeligheden. Det negative ændrer jo ikke nødvendigvis betydning for personen selv, bare ved at blive kaldt noget andet. Det menneske, der oplever noget negativt og føler det som et problem, bliver imidlertid ladt alene med følelsen, hvis den ikke mødes og anerkendes af omgivelserne, som legitim, blot fordi den er negativ. Står jeg over for et menneske, der har oplevelsen af ikke at slå til, føler dårlig samvittighed over ikke at kunne klare det hele, er tynget af magtesløshed i forhold til alle de opgaver, der skal løses og måske tilmed er bange for at blive fyret – så hjælper det ikke at sige: “Du tager fejl – du har ingen problemer, du har bare nogle udfordringer!” Reagerer jeg på den måde, bliver hendes følelser på en eller anden måde hjemløse. Hun vil opleve, at jeg siger: “Du føler forkert – jeg vil kun være sammen med dig og kun anerkende dig, hvis du ændrer dine følelser”.

Negative følelser er ikke blot mangel på positive følelser. Det virker som om den positive psykologi forestiller sig, at det hele handler om at bruge de rigtige ord, f.eks. ”udfordring” i stedet for ”problem”. Men hvorfor være så bange for problemer, som arbejdspsykologen tilsyneladende var? Langt de fleste mennesker er jo ikke bange for at tale om deres problemer. Derfor er det også lidt underligt at stifte bekendtskab med en teori om positiv psykologi, der ikke ønsker at bruge det ord, som de fleste mennesker sætter på livets vanskelige situationer. På den måde kommer man i hvert fald ikke de mennesker i møde som rent faktisk oplever, at de har problemer.

Både det negative og det positive er en del at livet. Enhver samtale med mennesker, der har den seriøse følelse af at være konfronteret med et problem, må tage udgangspunkt i denne virkelighed. Det giver ingen mening at hive dem ud af den virkelighed, der for dem er trist og problemfyldt. Hvis vi forsøger at rykke samtalen væk fra det, der er vigtigt for dem, så bliver fortielser og livsløgn det ulykkelige resultat. Der kan findes stor styrke og et mægtigt udviklingspotentiale ved at forholde sig til alvoren i det negative – problemerne – i stedet for blot at betragte dem som noget, der udelukkende står i vejen for lykken og livsglæden.

I bogen Positiv psykologi skriver forfatteren, at det drejer sig om at fokusere på, hvorfor vi trods alt vælger livet. Se, dét er et godt og dybt spørgsmål, som i den positive psykologi imidlertid ofte bliver besvaret yderst overfladisk. Svaret ser nemlig ud til at være, at livet vælges i det omfang man kan undgå de problematiske og negative dele af tilværelsen, hvorfor det handler om at undgå disse situationer, og som et minimum give dem mere velklingende navne end ”problemer”. Kun det entydigt positive ses som en livsressource.

For min eget vedkommende vælger jeg livet, fordi jeg føler at det er ret problemfyldt og i sin dybde rummer noget, der er større end mig; noget der ikke nødvendigvis kan omformuleres til en positiv udfordring, men noget, der viser, hvor alvorligt det er, det liv, som jeg er i gang med. Det er ikke nødvendigvis lykken, der er livets mening; livets mening kan jo også være livet selv – både når det viser sig fra den positive og negative side.

Filosofi som levet liv

Skriv en kommentar

Den franske filosof Jacques Derrida blev engang spurgt, hvad han kunne tænke sig at vide om nogle af historiens mest betydningsfulde filosoffer, hvis de blev vækket fra de døde og gjort til genstand for en afslørende dokumentar? Derrida var ikke kendt for at være nogen humørbombe, så svaret overraskende mange: Jo – hvis det havde været muligt, sagde Derrida, ville han da gerne høre noget om f.eks. Heideggers, Kants eller Hegels sexliv!

Det er altid problematisk, at skulle forklare sine pointer, men her er det altså nødvendigt, for meget kan man beskylde Derrida for, men mig bekendt ikke for voyeurisme og sensationsjournalistik. Derrida uddybede da også selv det ønske, han havde til en dokumentarfilm om de kendte filosoffer: Jeg kunne have lyst til at høre noget om det, som de nægter at tale om. Hvorfor fremstiller disse filosoffer sig som kønsløse i deres bøger? Hvorfor har de visket deres privatliv ud?

Derrida var ikke kendt for at udtrykke sig soleklart. Men her er det faktisk indlysende nok: Filosofi handler ikke kun om store og abstrakte tankesystemer. Filosofi er også levet liv. Derrida havde derfor fat i noget helt centralt da han spurgte til, hvordan de store filosoffer levede deres liv – altså inde i privaten og helt ind i sovekammeret. Derridas spørgsmål virker kun provokerende, fordi vi sjældent tænker over hvad filosofi egentlig er i sig selv.

Der er selvfølgelig den filosofi, som man kan blive undervist i – alle de filosofiske teorier. Men i tillæg til dette er filosofi også et anliggende, der er vokset ud af menneskets daglige oplevelse af egne eksistensvilkår. Når Derrida efterlyser indsigt i de store filosoffers private liv er det fordi han er nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der drev disse filosoffers tænkning frem, hvor deres behov for at filosofere kom fra. Og dette behov kan komme helt inde fra soveværelset, gennem oplevelsen af kroppenes møde på lagnet og fra snakken over middagsmaden om, hvad man skal stille op med en sorg, en glæde, et tab, hvordan man skal indrette sig i tilværelsen osv. Derfor ville Derrida gerne vide noget om, hvad de store filosoffer talte om hjemme i stuen, hvilke problemer de kæmpede med, hvordan deres daglige liv afspejlede sig i deres filosofi – og selvfølgelig også omvendt, hvordan deres filosofi afspejlede sig i deres daglige liv.

Hvis man vil forstå noget i dybden, sagde den græske filosof Aristoteles, så må man fange det allerede fra begyndelsen, helt fra fødslen og oprindelsen. Og filosofiens fødsel fandt sted i det gamle Grækenland, hvor denne særlige menneskelige aktivitet, at filosofere, knyttede sig til at udvikle sjælen – til at leve sit liv på en bestemt måde, der gjorde én klogere, specielt på sig selv og sit daglige liv.

Da jeg selv for mange år siden mødte filosofien, blev jeg dybt bevæget over dens næsten magiske kraft til at kaste lys over min eksistens. Motivationen til at opsøge filosofien kom inde fra mit private livs oplevelser og derfor kom mødet med filosofien også til at virke langt ind i mit personlige livs gemmer. Den hjalp mig bl.a. til at slippe fri af et knugende tankefængsel, som jeg tidligere havde befundet mig i, og selv de mest abstrakte og metafysiske spekulationer fik en mening og relevans for mit eget liv. Jeg har aldrig siden mistet følelsen af, at filosofi er magisk og har en indbygget kraft, som kan hjælpe mig til at forstå mit eget liv og min egen død når den tid kommer.

Filosofien udfordrer os til at mærke, hvad der egentlig sker i mødet mellem mennesker; den kalder på opmærksomhed i forholdet til andre, som man kan skade eller vise omsorg; filosofien peger på betydningen af kærlighedens gerninger og på nødvendigheden af at stille spørgsmålet om de andres betydning for mig og min betydning for dem. Filosofien beder dig lavmælt om at gribe dig selv i armen først; den har siden Sokrates vist, hvor meget visdom, der gemmer sig under alle overflader – om det så er menneskets psykiske overflade eller den overflade, som videnskaben kradser i for at blive klogere på verdens beskaffenhed. Filosofien tematiserer behovet for at søge mening med livet og sætter alle de vigtigste og alvorligste spørgsmål om vores eksistens i svingninger. Alene de filosofiske spørgsmål virker forandrende ind på vores liv.  Det var den proces, som de tidligste filosoffer kaldte for det filosofiske liv.

Hvis man kun holder sig til de filosofiske teorier kan man med Derrida undre sig over, hvor mennesket og den levende filosofi bliver af. Filosofien handler om de vigtigste og alvorligste menneskelige anliggender og derfor skal filosofiens teorier og ord ud i den frie luft mellem mennesker, hvor de kan befrugte livet og gøre det større og dybere. Når mennesker sammen begynder at filosofere over de vigtigste ting sker der en forvandling, som gør den verden, der ellers kan opleves som truende og fremmed, til et langt mere beboeligt sted. Spørgsmålet er altså ikke udelukkende, hvor mange filosofiske teorier du kan. Lige så afgørende er, hvordan du lever de filosofiske spørgsmål om det vigtigste i tilværelsen ud i det daglige liv – i det private.

I det private liv bevæger vi os ofte på kanten af noget, der næsten ikke kan udtrykkes sprogligt, fordi de tætte og intime relationer er så mættede af betydning og indhold. Men som Derrida sagde: Om det man ikke kan tale, må man ikke tie, og det var han bange for, at alt for mange filosoffer gjorde. Men når den levende filosofiske dialog er bedst kan den åbne for en dybt berigende forståelse af det, der ikke umiddelbart kan sættes ord på i det private liv: kærlighed, venskabsfølelser, døden, meningen med det hele, angsten, erotikken, behovet for de andre og ønsket om at kigge ind i sig selv. Så er det, at filosofien bliver til levet liv – og på den baggrund kan man kalde nogle mennesker for livsfilosoffer; de lever et filosofisk liv, hvor de tager det alvorlige alvorligt og lever et liv efter denne alvor.

En skygge af kærlighed

1 kommentar

Der skal blot et enkelt menneske til for at skabe et livslangt minde. Jeg glemmer dig aldrig, kan du tænke om et menneske, som tiden har taget fra dig. Så længe vi lever bærer vi på tabet og er på den måde hver dag sammen med det mistede menneske. Kærligheden og sorgen hænger uløseligt sammen. På samme måde, som oplevelsen af kærlighed former vores liv, giver oplevelsen af sorg over tabet af et elsket menneske form til resten af vores liv.

Den smertefulde sorg er den kraft, der efter tabet holder os sammen med det menneske, som vi har mistet. Et tegn på, at vi hørte sammen, at vi elskede og betød noget for hinanden, at selv døden ikke kan skille os. Sorgen er tegnet på, at vi elskede, at der var kærlighed. Midt i tabet er sorgen derfor udtryk for, at vi har et sundt sjæleliv for det er sorgens bekræftelse på kærligheden, der giver os mod til at stå midt i det håbløse. Ellers ville der kun være tomheden.

Sorgen er som en skygge af kærligheden, skriver den svenske digter Lars Björklund så fint. Sorgen er et vigtigt led i generobringen af den kærlighed, som du er så bange for at miste, når du står midt i tabet af et elsket menneske. Derfor må du gerne blive i sorgen så længe, som det er nødvendigt for dig, for at kunne genfinde kærligheden i det savn, som du kommer til at leve med i resten af dit liv.

Hvad kan jeg sige til dig, som jeg ser sørge? At jeg vil støtte dig og holde dig oprejst indtil din sorg er gået over i et savn, hvor du kan bære kærligheden videre i mindet og ikke kun i smerten.

Derfor gør det mig urolig, at der i psykiatriske fagkredse er en diskussion i gang om sorg, hvor denne kærlighedens skygge er på vej til at blive gjort til noget sygeligt. Jeg ved naturligvis, at sorg kan sætte sig helt på tværs i livet og gøre det så svært at leve, at hjælp er påkrævet. Men sorg som udtryk for et sundt sjæleliv, som kærlighedens nødvendige skygge, er under angreb fra dele af den medicinske og psykiatriske fagkundskab. Her er der drøftelser i gang om, hvornår den sunde og normale sorg slår over i det, der kaldes sygelig depression.

Selv om vi stadig møder forståelse for, at sorgen ikke må undertrykkes, at den skal leves igennem, så er tålmodigheden ved at blive mindre. Der er skabt tvivl om, hvor lange kærlighedens sorgfulde skygger må være. Sorgen skal leves ud i en kort og intensiv periode, for normalbilledet af et menneskeliv er, at vi skal være velfungerende. Trækker det såkaldte sorgarbejde ud, vil sorgen blive kaldt for sygelig og depressiv og påkalde sig medicinsk behandling.

I USA er den psykiatriske ekspertise i disse måneder midt i en hektisk debat om nye retningslinjer for diagnosticering af psykiske forstyrrelser. Et af hovedpunkterne er netop, hvad der adskiller sorg fra sygelig depression. Denne forskel er defineret kvantitativt og ikke kvalitativt. I dag er det sådan, at fristen er to måneder. Oplever man tabet af et nærstående menneske, så kan man sørge i to måneder før diagnosen ”depression” kommer på tale. Denne periode overvejer man nu at forkorte til to uger, herefter skal der gribes ind med medicinsk behandling.

Sådan er debatten endnu ikke i Europa. Her er der andre kriterier for, hvornår et menneske anses for at kunne diagnosticeres som psykisk syg. Men målet er, at der på globalt plan skal indføres fælles og ens standarder. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen om, hvad sorg er. Dette spørgsmål har nemlig ikke kun sit udspring i psykiatriske overvejelse omkring normalitet og forudsætningerne for at kunne leve et velfungerende liv. Det handler også om, hvad den menneskelige eksistens i det hele taget går ud på, og hvad vi er ved at få den reduceret til.

Netop med sorgen skal vi være så varsomme. Sorgen er det enkelte menneskes. Vi kan ikke sammenligne det ene menneskes sorg med det andet menneskes sorg i et forsøg på at udvikle kategorier for, hvor lang en normal sorgperiode bør være før det er uhensigtsmæssigt i forhold til mulighederne for at leve et såkaldt velfungerende liv.

Når jeg ser på dig og mærker din sorg kan jeg ikke tale i diagnoser eller tælle dage, uger, måneder og år. Jeg må nødvendigvis opleve det som en smuk egenskab, at du sørger over et menneske, som du ikke alene en gang elskede, men stadig elsker. Kærligheden krydser grænser, også den mellem livet og døden. Sorgen er stemt af din kærlighed og handler ikke om noget, som du skal lægge bag dig. Din sorg vender også ansigtet frem mod dit kommende liv, som den tilføjer noget meget vigtigt, nemlig mindet og erindringer om det menneske, som du elskede, men mistede. Du må derfor gå din personlige vej fra tab og sorg til minde og erindring i din egen hastighed.

Tristhed og sorg er ikke fremmedelementer i menneskets eksistens; uhensigtsmæssige følelser, som vi må forsøge at hjælpe mennesker af med. Hvis vi forsøger at hjælpe et menneske af med sorgen forsøger vi ved samme lejlighed også at hjælpe det af med muligheden for at finde en ny kærlighedsforbindelse til det menneske der er mistet.

Undertiden må vi vænne os til ikke at kunne gøre noget – blot sige: Jeg er hos dig, og bliver. Den sørgende er hos den, der er mistet og jeg kan være hos den, der sørger. Det er den trøst, vi kan give os selv og hinanden – en trøst, som er betinget af oplevelsen af et nærvær og en omsorg, der rækker både bagud og fremad i tiden.