Kategoriarkiv: Psykologi

At være alderssvarende

Skriv en kommentar

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.

Fristelsen til at eksistere

2 svar

Jeg var 20 år gammel da jeg første gang sad hos et døende menneske. Den gang arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på et plejehjem – og det var Petra, på over 80 år, der lå for døden. Da Petra nærmede sig livets afslutning troede hun, at jeg var hendes første kæreste, helt tilbage fra ungdommen i den landsby, hvor hun havde tilbragt hele sit liv. På den måde døde Petra med sin ungdomskæreste i hånden.

Man husker ofte sin ungdoms første kæreste ganske godt, og jeg husker jo Petra helt levende på tværs af alle årene og andre kærester. Så måske var vi en slags ungdomskærester, selv om Petra var over 80 år og døende. I hvert fald fristede hun mig med en kraft, som kun den første kæreste kan friste alt det uprøvede i én med. Som Petra lå der, døende, med blikket vendt indad, fristede hun mig til at eksistere.

Petra ramte mig som et lynnedslag af alvor. Mens hun skiftede mellem at hallucinere og være nærværende, undertiden angst og lidende, nu og da fjern og ligeglad, men hele tiden på grænsen til at forsvinde, på vej væk fra livet – mens jeg sad og holdt hende i hånden blev min egen angst for nogle øjeblikke opløst i fristelsen til at eksistere, til for fremtiden at gøre livet så alvorligt, at jeg hele tiden kunne mærke det. Ikke bare leve, men eksistere ved bevidst at profitere af visheden om min egen død og ikke-eksistens; at gøre mit liv så alvorligt, at jeg kunne mærke dets fulde dybde.

Digteren Tom Kristensen skrev i digtet Angst, hvordan han forsøgte at bearbejde sin egen angst ved at forløse den i forestillinger om rædsel og død: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer//og mod Hærværk og pludselig Død.” Der er ikke nogen tvivl om, at mødet med Petras død og lidelse slog mig med angst. Men min reaktion var alligevel ikke som Tom Kristensens forestillinger om død og ødelæggelse. Det var en anden slags fristelse, som Petra påførte mig.

Den sidste nat i hendes liv førte hun mig med ud til grænsen. En grænse defineres jo ofte som noget, der skal få én til at stoppe op. Men denne grænse skulle tvinge mig videre. Som alle mennesker måtte Petra passere dødens grænse alene. Dén grænse skulle jeg endnu ikke overskride. Men hendes lidelse og død tvang noget i mig ud over en anden grænse. Senere har jeg hos filosoffen Karl Jaspers læst, hvordan han beskriver den slags situationer, som Grænsesituationer. Det vil sige situationer, der tvinger vores erkendelse videre, som når vi f.eks. møder livets grænse i form af døden.

Den døende står ved livets grænse. Den tilbageværende står ved grænsen til noget andet, som kan omforme resten af dette menneskes eget liv: det, som Karl Jaspers kalder Tilværelsens Grund eller Det Omgribende – det inderste i tilværelsen, hvor det ikke alene handler om livet, men om den måde, hvorpå et menneske påtager sig den handling, at leve sit liv. Den handling det er, at eksistere.

Som i et delirium troede Petra, at jeg var hendes ungdomskæreste. Og helt, som kun en ungdomskæreste kan, fristede hun mig til at gå videre end jeg havde prøvet før. Petra fristede mig til at eksistere. Ved hendes dødsleje åbnede livets dybde sig for første gang for mig på en måde, som jeg aldrig siden har glemt stemningen fra.

Forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, at virkeligheden – det vi undertiden kalder hverdagen – har en dybde, som man ikke bare uden videre kan tilegne sig helt og fuldstændigt. Det er kun i visse øjeblikke, at man kan være nærværende og åben nok. Og ofte skal der en af de grænsesituationer til, som Petra i sin tid førte mig ind i. Med tanke på livet er det derfor vigtigt, at forholde sig til døden. På den måde kan der nemlig åbnes for adgang til Tilværelsens Grund, Det Omgribende. Det, der giver livet en uendelig betydningsfuldhed; en alvor, der får dagligdagen til at åbne sig, som et billede på noget helt andet end blot det hverdagsagtige.

Petras død den nat, som jeg altid vil huske, blev dybt betydningsfuld for resten af mit liv. Faktisk tror jeg, at den lange nat bibragte mig den første autentiske oplevelse af mit eget liv. Hendes død fristede mig til at kigge nærmere på min egen tilværelse.

Hverken døden eller solen kan vi betragte hele tiden. Men som solen lyser vores dage op, kan døden kaste lys over vores liv. Nu, næsten 40 år efter Petras død, tænker jeg stadig jævnligt på, hvor godt det var, at hun fristede mig til at eksistere – for det betyder også fristelsen til at se på døden, selv om den undertiden nærmest kan blinde én.

Zoom

Skriv en kommentar

De er i alle revner og sprækker, og forleden dag fandt jeg en bagerst i min skrivebordsskuffe. Det er historier, jeg taler om. Ikke historier, som nogen har fundet på, men historier, der kan fiskes og hives op af verdenshavet. Ikke historier, der fortæller hvordan verden er, men at den er. Det er de historier der findes, som en konstant baggrundsstråling, vævet ind i steder, ansigter, dufte og alle de umærkelige sansninger, som skyller ind over én, når man bader i verdenshavet.

En historie er en snalling i verdenshavet forstørret op til 1:10.000. Ofte usynlige for det blotte øje, eller den sløvede opmærksomhed, mens de venter på, at der kommer nogen forbi og zoomer ind. Der er ikke nødvendigvis tale om de store skæbnefortællinger for fuld wagnersk orkester. Det kan blot være historier, der fiser forbi, hvis man ikke er opmærksom, fordi de ofte er kamufleret, som noget helt andet. Alt kan fortælle historier, og et mirakel er ofte metafor for fornemmelsen af, at noget begynder at tale til én og fortælle historier.

I eventyrene er man helt fortrolig med, at f.eks. en ganske værdiløs sten, samlet op på en mark, kan begynde at tale og fortælle de mest utrolige ting, og dermed nærmest blive forvandlet fra sten til guld. Men sådan er det vel også i den helt ueventyrlige virkelighed. En sten er måske værdiløs, men hvis den er en tilhugget flinteøkse, fra en fjern fortid, så fortæller stenen faktisk en historie, der langt overgår dens værdi som blot en sten. Den begynder at stråle og tale til os fra en helt anden verden, som den på magisk vis forbinder os med.

Magien ligger i det, som stenen sætter i gang i os; det, som peger langt ud over stenen selv og får den til at stråle som guld. Eller når man på gaden pludselig opfanger en duft båret frem af en usynlig luftstrøm. En duft, der fremkalder forestillingen om en kvinde, som man kendte for 30 år siden og lyslevende er hun mellem hænderne på én igen, med hud og hår, stemme, duft og alt det særlige, der var ved hende. Eller det kan være et ansigt i bussen, der overskrider tiden og fremkalder en historie om det, der skete engang, eller fornemmelsen af en taskes læderhåndtag, som trænger op gennem ens hånd og ind i kroppen så man med ét er på vej til København på ferie sammen med sine forældre, og sidder på den store kuffert mens vi venter på toget og fordriver tiden med at lege, at kufferten er en hest og dens håndtag seletøjet, som man rider hesten med. Så er det, at den taske, som man overvejer at købe, får en værdi, der ikke kan betales for, og denne værdi kommer fra det skjulte; fra det, der overskrider tasken og dens læderhåndtag – fra de historier, som den fortæller i mødet med min sansning og opmærksomhed.

At zoome ind, at fiske efter historier og fange dem, er ensbetydende med, at kunne blive mystificeret og blive vidne til en anden verden, hvor næsten alt kan rumme noget mere end det, der umiddelbart er mest synligt.

Zoom: For nogle dage siden var jeg ved at rydde op på mit arbejdsværelse. Bagest i en skuffe fandt jeg en gammel enkrone fra 1967. Den gang – for 47 år siden – var jeg ti år gammel og en krone svarede til cirka ni kroner i dag. For den kunne man købe så mange tiøres brød hos købmanden, at der var nok til de andre drenge. Og dét var en god forsikring, hvis der var et par af dem, som skulle få lyst til at tæve én når der ikke var voksne i nærheden. I dag findes der hverken tiører eller tiøres brød, og for den sags skyld heller ikke købmænd, og i hvert fald vil slik ikke være nok til at forhindre nogen form for voldsudøvelse.

Der findes heller ikke længere de blændende sommeraftner, hvor vi sad på stengærdet, der afgrænsede kirkegården fra markerne, og fordelte vores tiøres brød fra de brune papirsposer og indimellem spillede fodbold på kirkens parkeringsplads, mens tiden stod stille og en time virkede, som en hel evighed, så det aldrig blev nat og ikke engang bare for sent eller alt for sent, for de voksne havde bestemt, at det ikke var nødvendigt, at sætte tiden i gang, når vi nu ikke skulle i skole næste dag.

Hverken enkronen eller en time er det samme værd i dag, som dengang. For en krone kan der nærmest intet købes og der er almindelig enighed om, at døgnet ikke har timer nok til alt det, der skal klares. Men den slidte gamle enkrone foldede en historie ud for mig i samme øjeblik, den landede i min hånd; som en af de magiske genstande, der side efter side fortælles om i eventyrene fra 1001 nat. Her bliver det mest værdiløse metal også forvandlet til guld.

Selv om enkronen langtfra har samme købekraft, som da jeg var ti år gammel, så udviste den altså alligevel en anden form for kraft – nemlig kraften til i et kort øjeblik at sætte en historie fri, så jeg i et glimt kunne mærke duften af kaffe hos købmanden, høre hans kone hoste ude i baglokalet, mærke den brune pose mellem fingrene, genopleve nervøsiteten for de store drenge, erindre overvejelserne over, hvor mange tiøres brød, der skulle til for at købe sig fri for drillerier, eller i værste fald bank fra de største af drengene, føle stemningen af sen aften, hvor alt var faldet til ro, helt tæt på sommernatten, og vi stadig spillede fodbold, mens vores forældre stod at snakkede sammen.

Og så gik tiden – mest fremad, som den jo skal, men i de senere år også ofte en del tilbage. Og dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle komme til at skrive det ned, som en historie. Det var ikke nogen begivenhed, det skete tit og ofte skete der noget helt andet, som f.eks. når jeg stod ved hækken i vores baghave og kiggede på, at bonden høstede, eller når jeg legede, at bøgetræet ind mod naboen var et bjerg der, skulle bestiges. Men når tiden går så opdager man, at alt kan genfindes i historier, men at historierne først selv skal genfindes, at der skal zoomes ind.

Jeg tror, at vi kan genfinde enhver detalje af vores liv, selv den mindste, ved at lade vores sanser stimuleres af verden omkring os. Måske kan vi tilmed genfinde noget af det, der ligger langt før for os – f.eks. ved at gribe om en sten eller et øjeblik lade hånden hvile på et bøgetræ, der er flere hundrede år ældre end én selv. Der er ikke noget mystisk eller nogen skjult naturromantik gemt i dette. Det drejer blot om, at være opmærksom på, at man faktisk kan genfinde sig selv i en gammel mønt, i et fremmed menneskes ansigt, i et træ, i en duft, et sted, et landskab, en lyd, en bevægelse. Og der hvor vi genfinder os selv er i de historier, som opstår når vi zoomer ind på alt det, vi kan sanse når vi tager verdensbad.

 

 

Trøst

Skriv en kommentar

Det er en stor trøst for mig at gå der
hvor Georg Brandes gik
eller at stå på den plads han endelig fik i København
for han bad hele nationen om at se sig selv udefra
for at gøre verden større.

Det trøster mig at Søren Kierkegaard levede
at han gad fortælle om angsten han mærkede
og om kærligheden som han oplevede lidt mindre af
men som betød alt fordi han mente
at det var kærlighedens gerninger der talte.

Det er til trøst for mine nerver
at Dan Turèll har levet
og ligger henne om hjørnet lige under en sten
der ser så hverdagsagtig ud og hvisker:
husk at gå igennem byen – og kig.

Men det er også en stor trøst for mig
at Freud har levet
for han bad mennesket om
at se sig selv indefra og om at kigge langt ned
i den indre dybsø for at forstå det uforklarlige.

Og det er en uendelig trøst i min forvirring
at både Platon og Aristoteles har levet
og at Platon pegede op mod himlen
for at vise hvor sandheden var
og at Aristoteles i samme ærinde pegede mod jorden.

Det er simpelthen til stor trøst for mig
at der har levet så mange mennesker før mig
paleodemografer siger det drejer sig om ca. 99 milliarder
og de klarede det alle sammen, både livet og døden
hver på deres måde – dét er der da fremtid i.

Landkort

Skriv en kommentar

Handskerummet i min fars Opel Olympia rummede en skat. Det var et Danmarkskort fra Esso med Den Lille Havfrue på omslaget. Når vi var ude på lidt længere udflugter var det forbundet med stor spænding, at folde kortet ud og med fingeren forsøge, at følge vores rute på papirets vejstrækninger i forskellige farver.

Før i tiden, da verden var ung og fyldt med ukendte områder, var landkortet symbolet på menneskets erobring af klodens fjerneste afkroge og mest ufremkommelige egne. Op igennem historien har landkort derfor haft en aura af mystik, som appellerede både til menneskets nysgerrighed og til angsten for det ukendte. Landkortet havde en stærk autoritet, som min far stadig kunne give udtryk for, når han fra forsædet, hen over skulderen, spurgte: ”Hvad siger kortet?” I kortet lå en magt; læst forkert kunne det bringe os på afveje.Essokort

Med kortet i hænderne var det som at tage bad i hele verden, selv om kun nogle få kvadratmeter af den lå åben for sanserne. Det var et metaperspektiv på ens egen placering i den grå Opel Olympia. Linjernes én-dimensionalitet var mystiske tegn på alt det, som vi var omgivet af i det mange-dimensionelle rum, selv om vi ikke kunne se ret meget af det fra bilruderne.

Kortet gjorde det usynlige til noget synligt. Det var ikke kun det flade kort, jeg så på, når min finger fulgte de afmærkede veje rundt på papiret. Det tillod sansningen at nå et nyt virkelighedsniveau. Kortet var ganske vist kun en substitut for det landskab, som vi kørte igennem, men det gjorde dets ukendthed og storhed mere tilgængelig: Her befandt vi os på den grønne vej, mellem to mindre byer, der var markeret med rødt, på vej mod en skovstrækning – og inde i skoven lå en sø, som via en tynd streg var forbundet med havet, helt ude ved kortets kant. Fra den vej, som vi kørte på, var der adgang til søen via en sort, stiplet linje, som var en skovsti, der løb halvt rundt om søen inden den drejede skarpt til højre for at ramme en parallel rød vej, som gennem en lysegrøn plantage førte ind til en større by med bebyggelser i både rødt, sort og gråt og enkelte grønne plamager, samt en fjord, der forbandt sig med søen gennem en blå linjeføring. Forskellige farver og numre angav vejenes beskaffenhed, overflade og farbarhed, mens jernbaner trak deres lige spor hen over kortet. Og helt ude i kortes højre kant var der er lille smule af Sverige – udlandet. Alt dette kunne jeg ikke se fra min faktiske position – men kortet trak mig ud af bilen og dykkede mig ned i verdenshavet.

Det er matematik og ikke det menneskelige øje, der er grundlaget for den slags kort. Det er et gradnet af anonyme bredde- og længdegrader, men har alligevel i århundreder været en del af menneskets rumopfattelse og fået virkeligheden til at folde sig ud og give oplevelsen af, at der er langt mere end det, vi kan se fra bagsædet i en Opel Olympia.

Jeg kom i tanke om det gamle Esso-kort forleden dag mens jeg var ved at indstille min GPS, der gør et landkort, som min fars, helt overflødigt. For blot få år siden var vi afhængige af papirkortene for at kunne finde rundt. Stederne og vejene dertil krævede en vågen opmærksomhed; at bevidstheden var rettet mod omgivelserne og at omgivelserne åbnede sig for vores bevidsthed.

I dag taster vi udgangspunkt og destination ind på vores GPS, som ved hjælp af de usynlige koordinater udregner den bedste rute for os. Den giver os mulighed for at vælge mellem den hurtigste eller den korteste rute, men at følge GPS’ens elektroniske anvisninger kræver langt mindre opmærksomhed end dengang, vi var overladt til et Esso-kort af papir.

GPS’en giver os kun et ganske begrænset udsnit af verden. Det er stort set kun den del af verden, der alligevel er inden for vores synsfelt, som vises på skærmen. Man får ikke verdens-fornemmelsen af, at Sverige ligger et stykke ude til højre, at vejen, som vi krydser, forsvinder ind i en skovstrækning, hvor den ender i en havneby, der langs kysten har togforbindelse ind til hovedstaden, og videre ned gennem landet, hvor den ender ved færgeforbindelsen til Tyskland. Stederne mister deres sammenhæng; vi får kun det blik, som vi beder GPS’en om.

For et barn var landkortet en horisontudvidelse, der ikke alene tillod, men direkte lokkede, blikket til at forlade det umiddelbare og gå på vandring i det store og grænseløse perspektiv, som kortet åbnede for. Esso-kortet forlængede mine sanser, gennemtrængte rummet og overskred grænser og horisonter. Så snart jeg foldede kortet ud åbnede der sig en dybde i det landskab, som vi kørte igennem. Det, der var ude af syne, viste sig for mig gennem kortet, fordi jeg trådte ind i det på samme måde, som Alice trådte igennem spejlet, ind i en parallel verden.

Når min far tog Esso-kortet ud af handskerummet, og rakte det om til mig på bagsædet, faldt jeg ud af det rum, som den gamle Opel Olympia befandt sig i, og når vi kom hjem kunne jeg finde på at sige, at vi havde været i Rydebäck i Sverige, selv om vi endte i Humlebæk. Men det var kun løgn for dem, der havde siddet i den grå Opel Olympia – ikke for mig, for jeg havde haft Esso-kortet og nåede kun lige, at komme tilbage på bagsædet før min far slukkede motoren i Humlebæk.

En spøgelseshistorie

2 svar

1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

Spor

Skriv en kommentar

Tanker er toldfrie, og det er vist meget godt, for de bevæger sig konstant på kryds og tværs af alle grænser. Intet kan holde en tanke tilbage, hverken rummets eller tidens grænser. Tanker og ideer flyder frit, selv hen over de mest velbevogtede af alle grænser – nemlig dem imellem fortid, nutid og fremtid. Det er kun vores krop, der ikke kan krydse disse grænser.

Men mennesket er et gadekryds, en bastard, hvor fortid, nutid og fremtid krydser grænser. Ingen er det ægte barn af nutiden. Overalt i vores bevidsthed er der både spor, som strækker sig tusindvis af år bagud og spor, som tøvende eller optimistisk, fører ind i fremtiden. Tiden er menneskets særlige måde, at give verden form på. Opleves begivenhederne kun på nutidens nære hold virker de ofte, som alt for tilfældige, uformidlede og uden sammenhæng – og derfor også uden mening.

Forud for det enkelte menneske er verden der. Vi fødes både ind i et nu med vores krop – og i forlængelse af de spor, som fortiden har lagt ud. Meget af det, vi oplever bliver forstået og får mening ud fra den fortid, der var før vi overhovedet kom til verden. Menneskets bevidsthed er på den måde ikke kun forbundet med verden gennem de umiddelbare oplevelser her og nu. Vi er overskridende – selv de ultimative grænser imellem fortid, nutid og fremtid brydes ned af menneskets evne til overskridelse, til at forbinde sig med verden, ved at være en grænseoverløber.

Mennesket er ikke kun bestemt til nutiden, men til ”hele-tiden”. Vi bliver ganske vist til på et bestemt sted. Men på dette sted krydser fortid, nutid og fremtid hinanden. Som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver det:

Vores personlige eksistens er således omgivet af et område af næsten upersonlig eksistens, der så at sige går af sig selv, og som jeg henholder mig til for at holde mig i live, – den menneskelige verden, som vi hver især skaber os, er omgivet af en almen verden, som man først må tilhøre.

Jeg blev født ind i denne verden af et andet menneske. Jeg kunne overhovedet ikke blive til uden at verden havde været der i forvejen. Denne livets understrøm er der altid og er uafhængig af os. Men tilmed fødes jeg også ind i nogle spor fra en fortid, som giver mig en rettethed i verden – en forståelse, som åbner for handlemuligheder. Der kan faktisk nærmest være noget, som ”tænker i mig”.

For nylig sad jeg sammen med min familie på et sygehus, hvor en nær pårørende lå for døden. Vores måde at se på døden er i den grad betinget af de spor, som fortiden har trukket ind over vores liv – både de individuelle spor og de mere kollektive. Den naturvidenskabelige måde at anskue døden på er den, vi lever med i vores nutid. Men den bliver helt uden videre ledsaget af spor, som rækker langt tilbage i tiden, hvor døden ikke kun var en biologisk proces men i høj grad også en spirituel. Jo – vi ved det godt: Videnskaben har bevist, at vi går kødets vej når vi dør. Men om det så er i filosofiens eller psykologiens moderne sprog, så ledsages den moderne viden ofte af gamle spor, der repræsenterer en helt anden måde at se døden på

Mens vi befandt os på sygehuset strejfede spor af oldgamle tanker og forestillinger om døden ind over vores personlige og nutidige bevidsthed. Fra middelalderen tegnede et spor sig som et spørgsmålstegn: Hvad skal der blive af ham når han dør, hvad er vigtigt, at sige til ham nu, inden han dør – selv om han er i koma, hvad kan hjælpe ham med at dø afklaret og hvorfor er dét vigtigt? De selv samme spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig hen over et dødsleje, trak spor i vores moderne bevidsthed, hvor de videnskabeligt set kan anses for irrelevante. Men ansigt til ansigt med den ultimative grænsesituation i livet kunne vi mærke disse spor af det almenmenneskelige flette sig ind i vores helt moderne bevidsthed – både som spørgsmål og som antydninger af svar.

Men det er ikke kun fortidens spor, som hen over dødslejet krydser nutiden. Mens vi er i sorg og midt i savnets smerte sker det alligevel, at øjet eller tanken strejfer et spor, som peger ind i fremtiden og derfor gør noget ved den lidelsesfulde nutid. Det kan være børn, som liver op med deres fortsatte eksistens og som dermed forhindrer, at vi lukker os inde i vort personlige her og nu. Vores personlige eksistens afbrydes, skriver Merleau-Ponty, og en anden tid end vores individuelle trænger sig på med f.eks. trøstende minder fra fortiden eller forhåbninger om fremtidens lindring og nye livgivende oplevelser.

Alle mennesker blander tid. Tidsligheden er en måde at forbinde tingene på. Den franske filosof Bruno Latour mener ganske enkelt ikke, at der er nogen aktivitet, som kan kaldes homogen i den forstand, at den kun – helt og udelukkende – er fra vores egen tid. Vi kan jo bare tage os selv. En del af vores gener er 500 millioner år gamle, andre dog kun 3 millioner mens nogle af de nyere blot er 100.000 år gamle. Både vores gener, vores vaner, tanker og forestillinger går fra at være nogle få timer gamle til at trække spor, der er flere tusind år gamle. Vi er med andre ord tidsblandere. Derfor forstår vi – og overlever.

Litteratur:
Stanislav Grof: Books of the Dead, Thames & Hudson, 2013.
Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Maurice Merleau-Ponty: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2009.
Tony Walter: The Revival of Death, Routledge, 2005.

Om træer og mælkebøtter

Skriv en kommentar

Jeg vil gerne fortælle hvordan det er at blive ældre
imens man sidder under en mælkebøtte.

Havde du kendt mig som barn og ung ville du vide
at jeg ofte kunne findes under et træ.

Jeg sad og lænede mig op ad de ældste stammer
dem som havde stået der altid.

I hvert fald i over hundrede år
og tæt på en evighed.

Sådan skulle det også være med mig
jeg skulle være der altid.

I dag er det helt fint med en mælkebøtte
eller det der er mindre.

Mød mig derfor ved mælkebøttens fod
hvor vi kan sidde et øjeblik.

Lad os kigge op igennem fnughimlen
og se hvordan universet udvider sig.

Til næste år er vi måske så små
at vi kan sidde under den første forårsviol.

Navle

2 svar

Sådan cirka midt i det hele sidder navlen. Alle pattedyr har en, men den er vist mest synlig hos mennesket, hvor navlen både kan være en lille fordybning eller boble lidt ud – alt efter om den er en innies eller en outies, som det hedder. Navler er individuelle og kan se helt forskellige ud. Men på samme måde, som næsten alle andre dele af menneskekroppen, har navlen en symbolsk betydning. Navlen er nemlig den kropsliggjorte erindring om det vigtigste tidspunkt i ethvert menneskes liv.da Vinci - navlen

Hvis det stadig var muligt at tale om mennesket i mytologiens sprog, så ville det være let at forstå: kig på din navle og du stirrer lige ind i det kødelige monument over det utænkelige. Navlen minder os om det, der ikke kan huskes af noget menneske, men som vi alligevel bruger hele livet på at genskabe i en eller anden form: Navlen er arret efter ur-separationen, den grundlæggende adskillelse, hvor den ellers givne enhed og forbindelse med vores moderkosmos blev klippet over.

I myternes verden siges der meget om navlen. Bl.a. findes der forestillingsbilleder, hvor navlen både er symbolet på forbindelsen mellem det lille barn og moderen, og på forbindelsen mellem menneske, verden og kosmos. Navlen trækker usynlige tråde til det, der bekymrer mennesket mest – nemlig, hvordan vi kan træde ind i nærværende forbindelser med andre mennesker, måske med den eneste ene, hvordan vi kommer til at opleve os selv, som en del af det hele, hvordan vi erstatter det, vi mistede, da navnestrengen blev klippet over?

Navlestrengen var en sammenknytning imellem os og livmoderens trygge hule. En viden, som vi ganske vist ikke kan erfare eller genkalde i vores bevidsthed, for dengang var vi ikke et subjekt, vi var så at sige et før-subjekt indfældet i noget, der heller ikke var vores omgivelser eller stod for os som et objekt – der var hverken subjekt eller objekt; vi var enhed, eller kort og godt: vi var.

For at mennesket kan blive et selv – sig selv – før det kan blive et selvstændigt væsen og opleve sig som et subjekt, må navlestrengen klippes over. Navlen er arret efter denne overklipning, denne definitive afskæring, som vi har glemt alt om, men som sendte os i eksil fra idealtilstanden og derfor alligevel bliver ved med at være en drivkraft i vores bestræbelser på at finde tæthed, intimitet og livgivende fylde gennem nærhed med andre mennesker og med verden omkring os.

Platon tematiserer dette brud i dialogen Symposion, hvor han lader Aristofanes fortælle om, hvordan mennesker oprindeligt var enkønnede og kugleformede helheder, og desuden guderne jævnbyrdige. Netop derfor var selv overguden Zeus bange for disse kugleformede helheder og endte med at hugge dem midt over. Men – da de nu ikke længere var hele skete der det, at de forskellige halvdele begyndte at løbe omkring for at finde hinanden; de ledte efter den halvdel, som de var blevet afskåret fra. Idealtilstanden ophørte således da Zeus huggede helhederne over og dermed skabte halvheder. Samtidig opstod imidlertid Eros, som ifølge Aristofanes er det halverede menneskes stræben efter den helhed, som det mistede ved overhugningen. Eros er derfor ikke udelukkende noget seksuelt, men et udslag af menneskets oplevelse af sig selv som halvt, som afkoblet fra noget betydningsfuldt andet – og ikke mindst er Eros drivkraften for den menneskelige søgen efter dette betydningsfulde andet.

Hos Aristofanes er denne myte billedet på noget alment menneskeligt, som paradoksalt nok alligevel ikke ligger inden for vores menneskelige erfaring. Vi var der jo ikke selv, for det skete før vi blev et selv. Et selv blev vi først efter den overklippede navlestreng. Men navlen er vores bevis, selv om der også er en anden indikator, nemlig den melankoli, som hos alle mennesker kan vokse ud af det uerindrede, ud af den dunkle anelse, der næsten ikke kan formuleres, men som alligevel ofte udsiges i forskellige variationer over temaet: jeg føler, at der mangler noget i mit liv, at jeg lever på ydersiden af verden, i omkredsen af andre mennesker, ikke inde i et intimt fælleskab men i en slags følelsesmæssigt tomrum, hvor der mangler fylde, nærvær, tryghed og sikkerhed.

Denne melankoli kender de fleste mennesker. Men hvad er det, der savnes og stræbes imod? Dét kan næsten kun formuleres i kunstens og mytens sprog, som f.eks. hos Platon, hvor det er den afhuggede halvdel, mennesket stræber efter at genfinde. Sådan kan det naturligvis kun siges i den før-psykologiske tradition, men selv i den moderne psykologiske kultur kan der ikke peges på noget specifikt, noget bestemt. Det er jo ikke et bestemt andet menneske, der tænkes på, ikke noget bestemt fællesskab, en bestemt mening med det hele. Det forbliver ganske upræcist: det er det, der skal give os følelsen af intimt tilhør, helhed og livsfylde – noget andet end os selv uden dog at være noget bestemt.

I den mytiske og religiøse tradition har dette ”andet” haft navne som f.eks. skytsengel, daimon, dual, eller optrådt i skikkelse af andre åndelige væsener, moderskikkelser, hjælpeånder fra de afdøde osv. Og hos Platon altså, som den afhuggede del, der mangler for at mennesket kan føle sig som et helt væsen. I dag er det ikke helt usædvanligt at tale om sjælevenner, som opfylder den funktion, at være en særlig anden, som man møder en speciel og nærværende forståelse fra. Talismaner og amuletter blev brugt tidligere og bruges stadig, som symbol på en form for beskyttelse af det enkelte menneske. Det kan være billeder, figurer eller symboler, som indgiver følelsen af, at noget andet står ved siden af én, at man har forbindelse til noget stærkere og mere magtfuldt. Men det forklarer alligevel ikke helt, hvad det er vi søger – blot at det er noget andet end os selv. Noget som på en eller anden måde ville gøre os godt, give os følelsen af mere sammenhæng og helhed i livet, lade os mærke den intime samhørigheds dybe tryghed.

Det er ikke noget subjektivt, ikke noget i os selv. Det er heller ikke noget objektivt, ikke noget, som vi kan udpege i omgivelserne. Det er det, som den tyske kulturfilosof Thomas Macho har kaldt et nobjekt. Det er det intime et-eller-andet, som ikke kan ses, men alligevel indgiver os anelsen om en mere komplet eksistens med dybere resonans og nærhedsfølelse. Hvor har vi dog den anelse og længsel fra?

Kig ned, for navlen er svaret. Fra navlen var vi forbundet med et helt kosmos, hvor der ikke var forskel på os og verden. Her var vi ikke et subjekt, her var der ikke noget objektivt andet end os. Vi var i en opslugende tilstand af nobjektivitet; en tilstand af forskelsløshed, enhed, oceanisk medhed. Det var før navlestrengen blev klippet – og fra det øjeblik blev vi langsomt men uomgængeligt sat på sporet af os selv, af forskellen og afstanden fra de andre.

I myten, som fortælles hos Platon, blev menneskene hakket over, men samtidig kom Eros til verden for at give de forskelle halvdele mulighed for at stræbe efter fornyet helhed. Så altså – i det øjeblik, vi kysser den elskede, måske på navlen, kan vi være på vej til at skabe en lille boble, hvor fodfæstet mistes og vi glider sammen til noget, der hverken er et subjekt eller et objekt – men et oceanisk nobjekt med forbindelse til den følelse, som navlen på det tidligste tidspunkt i vores liv forbandt os med.

Vand

Skriv en kommentar

Jeg bor ved vandet – på en halvø, hvor min baghave er tidligere havbund. Blot ét spadestik nede bliver jorden hvid og grå af resterne fra skaldyrenes verden dengang, hvor stedet var en virkelig ø, hele vejen rundt. I dag aftegner den tidligere vandkant sig gennem et åløb og baghaver, som jævnligt bliver oversvømmet når vinden kommer fra øst. Og vil vi se vandet skal vi kun gå omkring 500 meter, så forsvinder ens blik ud i det drømmeagtige element, som i tidernes morgen var det eneste – dét, som Guds ånd svævede over inden han skilte vandene og skabte himmel og jord.

Det er sjældent, at mennesker stiller sig op og kigger ud over en mark eller en skov med det samme langstrakte blik, som de kigger ud over vandet med. Hver aften når vi går tur langs vandet passerer vi mennesker, som pludselig er stoppet op for at kigge ud over vandet. Ikke efter noget bestemt, men med det særlige oceaniske udtryk, hvor man kan komme i tvivl om de betragter noget ydre eller noget indre, for deres blik strækker sig langt indefra og langt udad – helt til vandets gamle betydning, som ophav til alt mellem himmel og jord.

Det har noget med vandet og havet at gøre – ikke blot med udsigten. Vandet og havet, det på én gang kendte og fremmede element. Det er ikke blot en samling vandmolekyler, der hver består af to Hydrogen-atomer og ét Oxygen-atom, og som kaldes H2O. Vandet og havet har et overskud af betydninger hinsides den overflade, vi kigger ud over, om den så er blik eller stormfuld.

Når vi står ved vandkanten er det tydeligt, at mennesket er en grænsegænger. Vi kan passere et skel i landskabet og gå ud over markerne, kravle over et stendige og fortsætte ind i en skov. Men vandet forstsætter vi ikke bare ud i. Grænsen mellem land og vand har konsekvenser; den tvinger os til at stoppe op – derfor det langstrakte blik ud over vandet, ind over grænsen.

Vandet har en overflade – og et dyb. Overfladen er kun gennemtrængelig for blikket få meter ned, og det er dybet, der tilfører vandet dets mytologi og fascinationskraft. Det er dybet, der trækker blikket langt, og som hen over grænsen mellem land og vand tager os i besiddelse. Det vigtigste ved vandet er jo netop det, som vi ikke ser, men som vi ved eksisterer og som på flere måder kan trække os ned.

Det vi ikke kan se – dybet under overfladen, har mennesket til alle tider haft kontakt med gennem metaforen, der ofte tager udgangspunkt i vandets dobbelthed som både livgivende og ødelæggende. Vandet er symbol på den urmoderlige fostertilstand, på frugtbarhed, på liv, renselse, genfødsel og på både menneskers og guders oprindelse. Fra det oprindelige kaos-ocean, med dets vanduhyrer og dæmoner, opstod der en orden, som satte vores verden i gang med at være den genkendelige verden, som vi i dag bevæger os rundt i – sådan siger mange skabelsesmyter.

Men under det hele, under overfladen, lurer igen kaotiske oversvømmelser, hvor Syndfloden, blot var et eksempel på, at mennesket kan overskylles af vandet. Ingen skal vide sig sikker på vandet, for dets karakter er at kunne stige og trække mennesker ned på bunden til dybets dæmoniske kræfter, som det skete for Jonas da han forladt og ensom måtte tilbringe tre dage i kæmpefiskens bug, dybt nede i det kaotiske hav. Det er jo også fra dette dyb, at Jorden ved Ragnarok vil blive opslugt for at en ny verden kan stige op af havet.

I min barndoms Anders And-blade optrådte der undertiden en figur med navnet Moby And. Det var en lidt forvirret and, som havde været hvalfanger på de store verdenshave, uden dog nogensinde at fange en hval. Derfor måtte han ernære sig ved at være kaptajn på et af Joakim von Ands skibe. Moby And havde fået sit navn efter Moby Dick – den store hvide hval i Herman Melvilles roman af samme navn. Nogen and var der bestemt ikke tale om i Melvilles kæmpe af en roman. Måske slet ikke en hval, selv om hele romanen er et studie i den gale kaptajn Akabs jagt på det uhyrlige væsen i havets dyb. I hvert fald er dette uhyre ikke kun en kæmpemæssig kaskelothval. Melville skriver det selv midt inde i den næsten 600 siders lange roman om hvalfangsten ude på de dybeste og farligste verdenshave:

Se, hvor listigt havet er; se, hvordan dets mest frygtede skabninger glider frem under vandet, som regel usynlige og forræderisk skjult under det søde skær af azur (…) Overvej alt det, og vend dig så mod denne grønne, milde og myge jord; se på dem begge, se på havet og landet, og finder du da ikke en sælsom analogi til noget i dig selv? For som det forfærdende hav omkredser det grønklædte land, ligger der i menneskets sjæl et Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet af alle det ubevidstes rædsler. Gud bevare dig dér! Drag ikke bort fra hin ø, thi aldrig kan du vende tilbage!

I romanen om havdybets uhyrlige Moby Dick advarede Herman Melville i 1851 mennesket mod at forlade den grønne ø, som er bevidsthedens Tahiti. Rundt om denne ø ligger nemlig det kaotiske, ubevidste hav, med alle dets trusler om undergang, rædsel og død. Det var 50 år før Sigmund Freud omkring år 1900 udviklede en systematisk teori om menneskets ubevidste. Siden da – men ikke på grund af Melville – er menneskets ubevidste ofte blevet sammenlignet med et hav, det uregerlige og magtfulde dyb, der omgiver den menneskelig bevidsthed. Et hav af ubevidste og evigt truende drifter, behov, skjult seksualitet, traumernes dæmoner og et kaotisk dyb, som mennesket slet ikke kan genkende når det er oppe på bevidsthedens trygge ø.

Carl Gustav Jung, den anden store af dybdepsykologiens grundlæggere, så imidlertid ikke kun trusler når han kiggede ned i dette havdyb, men en slags brønd, hvor mønten aldrig når bunden. Hos Jung ligger der i det ubevidste hav både dæmoniske trusler og ubegribelige muligheder for det enkelte menneske. En stærk understrøm omkring bevidsthedens trygge ø, som ikke umiddelbart lader sig hente op til overfladen, men som alligevel må opsøges, hvis mennesket vil udvide sit territorium og måske bevæge sig fra at være en ø til at være en halvø, sådan som det gik med det sted, hvor jeg bor.

Vandet, havet, oceanet er både noget ydre, der afgrænser min ø, og noget indre i sjælen hos alle mennesker – en eksistentiel tilstand. Men begge steder er det med til at definere mennesket, som en grænsegænger. Vil mennesket undersøge verden må det passere hen over grænsen og ud på vandets overflade, vel vidende at i dybet lurer alle mulige og umulige trusler, måske vores personlige Moby Dick. Men verden blev større da navigation gav mennesket mulighed for at bryde grænsen og krydse det åbne hav i stedet for blot at padle langs kystgrænsen på det mere sikre og kendte farvand, hvor man altid kan bunde.