Kategoriarkiv: Kultur

Freud har fødselsdag i dag: En stemme fra dybet

Skriv en kommentar

I går var det Karl Marx, der kunne fejre fødselsdag. I dag er det Sigmund Freud (1856-1939), der bliver 162 år. Endnu en af de store kanoner, der har været med til at forme vores selvforståelse. Freuds ideer gennemstrømmer så mange områder af vores menneskesyn, kultur og samfund, at vi ofte ikke får øje på dem.

Det var ikke Freud som opdagede, at der måtte skelnes mellem det bevidste og det ubevidste i mennesket. Men det var Freud, der forsøgte at opbygge teorier om det ubevidstes udvikling og funktion i menneske og kultur. Det skete bl.a. gennem drømmeanalyse og ved at undersøge barndommens betydning for udviklingen af det enkelte menneskes psykiske habitus. Freud lagde grunden til, at barndommen i dag ses som en formende kraft i det voksne menneskes liv. Det betyder også, at vi kan takke Freud for, at der senere er udviklet en dyb forståelse for barnets behov for omsorgsfulde og kærlige relationer. I dag ved vi, hvad der sker, hvis det lille barn ikke mødes med nærhed og tryghed.

Via Freud (og Marx) har vi også fået forståelse for, hvordan de sociale og kulturelle forhold medvirker til at udvikle bestemte karaktertyper og bestemte former for relationer mellem den enkelte og samfundet. Der kan f.eks. skabes opvækstvilkår for mennesker, så de udvikler flugt- og afværgemekanismer, i form af passivitet eller aggressivitet, hvilket naturligvis virker tilbage på samfundet.

Det var Freud, der systematisk begyndte at arbejde med psykoanalyse. Når vi opsøger en psykoterapeut, fordi vi har problemer med vores selvværd, mangler tillid til andre, har konflikter med vores forældre, er i krise, bliver svigtet eller ikke kan finde kærligheden i vores liv, så sker det i et ekko fra det psykiske dyb, som Freud prøvede at kortlægge.

I dag ved vi godt, at et menneske ikke kun er det vi kan se og opleve på overfladen, og det som mennesket selv er bevidst om. Alle mennesker er en hel verden, og størstedelen af os ligger hen i det ubeviste og fremmede – også for os selv. Derfor bliver man aldrig færdig med at lære hverken sig selv eller andre at kende. Ukendte kræfter fra vores eget dyb virker på os, holder os tilbage, skubber os frem, taler kærligt til os eller skælder ud. Hernede i dybet ligger kilderne til vores motivation og inspiration, glæde, angst og lykke. I det ubevidste findes det kompas, som vi orienterer os efter i forhold til andre mennesker, her er der både larmende alarmklokker og lokkende amoriner, forestillinger om kærlighed og fantasier om blodbade. Et menneskes muligheder for udvikling og selvforståelse stopper ikke før på den yderste dag. Dén erkendelse kan vi takke dagens fødselar for.

De gamle grækere sagde »Kend dig selv«. Siden har vi forsøgt at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Religionerne har givet én type af svar ved at få mennesket til at kikke op mod himlens guder. Freud anbefalede, at vi kikkede i en anden retning – nemlig indad, og fandt »Kongevejen« til det ubevidste. Og det, vi møder herinde, i vores eget dyb, kan være ligeså uendeligt og fremmede, som det himlen kan byde på.

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

2 svar

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

Adam og den nyskabte Eva

Skriv en kommentar

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Politik handler om…øh…mennesker?

1 kommentar

Sikkert utilsigtet er Donald Trump kommet til at gøre noget begavet. Da den amerikanske præsident i sidste uge skulle møde nogle af de overlevende fra det seneste skoleskyderi i USA havde han en lille huskeseddel med. Under mødet sad han med den i hånden, og på et pressefoto kan man tydeligt se hvad noterne skulle huske ham på. De fem punkter på listen kan sammenfattes således: “Husk at være empatisk!” F.eks. lød et af punkterne: “Hvad vil I helst have at jeg skal vide om jeres oplevelser?” Og det sidste punkt på Trumps liste var: “Jeg hører, hvad I siger.”

Det er naturligvis bekymrende at den amerikanske præsident skal huskes på almindelig menneskelighed og empati før et møde med unge, dybt traumatiserede overlevende fra et skuddrama. Men hånden på hjertet; er det helt ualmindeligt med et markant underskud af empati i politik? Det er ikke så mange år siden, at en dansk statsminister sagde: “Politik handler om mennesker, det må vi til at vænne os til. Både Trumps huskeseddel og dette udsagn viser, at empati på ingen måde er en integreret og naturlig del af den daglige politiske virkelighed.

Derfor: Velkommen til det nådesløse samfund, hvor uforsonlighed nærmest er blevet en moralsk kvalitet, og empati reduceret til svaghed, manglende handlekraft og pladderhumanisme. Et samfund, hvor kritik og humanistiske idealer hånligt afvises som “politisk korrekthed” og betragtes som udtryk for blødsødne renegaters naivitet og svaghed. Om det gælder løsningen af flygtningeproblemet, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terroren, narkomisbrug eller amerikanske skoleskyderier, så er der tilsyneladende kun én løsning: uforsonlighed, magtanvendelse, straf, mere stok end gulerod – og desuden forstod Donald Trump ikke hvorfor eleverne ikke havde gjort mere modstand.

Bare her i Danmark, det fredelige brugsforeningssamfund, som Palle Lauring kaldte vores lille land, er det blevet helt legitimt at stemple mennesker og grupper som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige, underudviklede og lignende. Det accepteres rutinemæssigt, at politikerne kalder flygtninge og indvandrere over én kam for voldtægtsforbrydere og rotter. Uden tøven betegner folkevalgte politikere hele befolkningsgrupper som udskud, terrorister og en trussel mod den danske nation. Narkomanerne skal smides i fængsel, de somaliske piger tvangsfjernes, de arbejdsløse have færre penge og de kriminelle straffes hårdere. Nuancerne er få, hellere hænge én gruppe for meget ud til spot og spe på de sociale medier end at tøve. Skyd først – så behøver du slet ikke at spørge.

Når valget står mellem empatisk barmhjertighed og nådesløs uforsonlighed, vælges det sidste. Kriterierne for det gode (og demokratiske) samfund er ikke længere empati, omsorg, medlidenhed, tolerance, anstændighed, solidaritet, selvkritik og lignende humanistiske værdier. I det nådesløse samfund bliver disse værdier nærmest latterliggjort, fordi de betragtes om udtryk for en eftergivenhed og forsonlighed, der repræsenterer svaghedens moral over for styrkens position – og styrken ligger i afvisningen, den ukritiske selvhævdelse; i uforsonligheden.

No mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler når etiske værdier krænkes, eller almindelig menneskelig anstændighed og værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed, empati og barmhjertighed. De svage skulle tage at skamme sig, og det samme gælder alle de nyttige og kritiske idioter fra godhedsindustrien, der mener noget andet, og som måtte ønske en mere kvalificeret diskussion; alle dem, der taler om menneskerettigheder, anstændighed i behandlingen af andre mennesker; som maner til besindighed, inden vi går i krig; som fastholder nødvendigheden af, at der også i et demokrati må være grænser for, hvad man kan kalde hinanden, og som kalder på solidaritet og barmhjertighed over for svage og udsatte.

Empati-underskuddet i politik blev blot sat på spidsen, da Donald Trump så synligt måtte mindes om at optræde empatisk, i mødet med unge overlevende fra skuddramaet på skolen i Florida. Han havde ikke held med det, sandsynligvis af kognitive årsager, og desuden lå hans sympati hos National Rifle Association, interesseorganisation der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben.

Men som illustration af den manglende bevidsthed om empati i politik, var Trumps lille huskeseddel ganske begavet tænkt. Vigtigt er det imidlertid at vi ikke forfalder til den sædvanlige kliché: Sådan er det måske i USA og andre steder, men ikke i Danmark. Empati er heller ikke en naturlig del af den danske politiske virkelighed. Derfor måtte en dansk statsminister som sagt minde sig selv om, at han skulle vænne sig til at politik handler om mennesker.

Måske skulle flere politikere derfor være udstyret med en seddel a la Trumps. Behovet er der i hvert fald når en dansk politiker f.eks. kan sige, at “Vi bliver jo ikke en bananrepublik uden menneskerettighederne.” Så kunne det have været fint, hvis han lige havde haft en lille Trump-seddel i hånden hvor der stod: “Husk at vi bliver en forrået og uempatisk bananrepublik, hvis vi dropper menneskerettighederne.”

 

Tog til tiden

Skriv en kommentar

Banevogteren. Landsbyen Ring, 1884. Nationalmuseum, Stockholm.

Togstrækningen, der løber forbi det lille ledvogterhus på maleriet fra 1884, findes også i dag. Det er forbindelsen fra Næstved via Vordingborg og videre mod det sydlige. I 1884 gik den fra Roskilde over Køge til Næstved og Vordingborg. Stedet er landsbyen Ring, sådan cirka midt imellem Næstved og Vordingborg. Det er malet af en af de helt store i dansk malerkunst, L.A. Ring (1854-1933), som selv kom fra den lille Sydsjællandske landsby, hvor maleriet blev til. Han hed ellers Laurits Andersen, men tog senere navn efter sit fødested, og blev til L.A. Ring.

Jeg kører tit med toget på denne strækning når jeg skal til København eller hjem til Præstø igen. Derfor interesserer jeg mig selvfølgelig for denne fantastiske maler. Han havde nemlig også forbindelse til Præstø. Da Laurits Andersen, som han hed dengang, var 14 år kom han i malerlære i Præstø, hvor han bl.a. var med til at restaurere Nysø, herregården, der ligger lige ved indkørslen til Præstø, med udsigt over fjorden. Han ville gerne være kunstmaler, men som husmandssøn havde han ikke mange muligheder for at komme på Kunstakademiet, og så kunne en begyndelse være, at blive håndværksmaler.

Laurits læste alt om kunst og kunstnere i datidens magasiner, men en oplevelse ved Præstø fjord har sikkert været af stor betydning for hans vilje til selv at blive kunstmaler. Mens han var hos malermesteren i Præstø stødte han en dag på kunstmaleren P.C. Skovgaard (1817-1875), der sad på stranden tæt ved Nysø, og malede udsigten over mod Præstø. Senere blev L.A. Ring selv en af de største, og for mig er maleriet Banevogteren. Landsbyen Ring, et meget stærkt eksempel på dette mesterskab. Det udtrykker langt mere end der er i rammen omkring maleriet, og er ikke kun et billede, men også et menneskeligt sjælelandskab.

Togstrækningen, som vi kan se på maleriet blev anlagt i 1870. Tilfældet, eller landmåleren, ville, at skinnerne kom til at gå tværs igennem den grund, hvor L.A. Rings barndomshjem lå, så huset blev adskilt fra frugthaven. Men jernbanen kom til at betyde endnu mere end dette skel på familiens jordstykke. Som alle steder, hvor der blev lagt skinner til det nye transportmiddel, fik det ikke kun konsekvenser for infrastrukturen, men også i høj grad for menneskers mentalitet og oplevelse af verden.

Hele det sydsjællandske landskab, som L.A. Ring og hans samtidige var vokset op i, ændrede udseende og skiftede karakter. Der kom skinner, broer, ledninger, master, nye lyde, nye transportmidler. Og alt dette virkede som noget fremmed. Når toget drønede forbi varslede det helt nye vilkår for mennesket. Mange oplevede, at de ikke ville komme med det tog, som man kunne sammenligne det moderne samfund med. At toget så at sige “var kørt” i mere end en forstand.

Banevogteren på maleriet vender ansigtet væk fra os, kikker mod toget, der er på vej nede fra kurven og om lidt vil støje forbi. I en bog om dette maleri bliver manden i de store træsko identificeret. Det er husmand Frederiksen fra Ring, der var blevet omskolet til opgaven som vogter ved den nye togbane. Egentlig kan man se på maleriet, at han slet ikke hører til i forbindelse med togskinnerne, der larmer med løfter om alt det moderne, der er på vej. Som på så mange andre af Rings malerier, er personerne nærmest sat ind, ikke som en integreret del af motivet, men som noget utilpasset – noget, der skal understrege den fremmedhed, som L.A. Ring selv oplevede sin omverden med.

Bag banevogteren kan vi se skyggerne fra et lukket hegn. Der er ikke nogen vej tilbage til den gamle tid. Der er kun at vente på det, som er på vej. Og på Rings tid var det moderne, dynamiske, hurtige samfund på vej – godt på vej endda, her symboliseret ved toget, som om lidt vil blæse forbi. Fra den mørke skikkelse forrest i vores synsfelt kan vi mærke, at han ikke forstår den udvikling, som han pludselig er havnet midt i, og gennem den officielle uniformskasket tilmed er blevet repræsentant for. Alt det, som har ændret hans liv, forandret landskabet, både det indre og det ydre, er symboliseret gennem toget, helt oppe i maleriets horisontlinje. Men alt det andet, måske det vigtigste, ligger udenfor maleriet, hvor samfundet, tæt på århundredskiftet, er ved at forandre sig i alle dets hjørner, for at blive til det samfund, som vi kender i dag.

Men måske er den selvsamme togstrækning igen eller fortsat et af de mange symboler på, at verden stadig ændrer sig i et voldsomt tempo. Når togene på strækningen i dag er forsinkede, aflyst, erstattet af busser og når 100 broer på linjen skal udbygges, når der skal lægges kabler og fremtidens tog bliver elektrificerede og skal køre med en hastighed på 200 kilometer i timen, så skyldes det, at verden aldrig bliver færdig med at udfolde sig. Når jeg lige for tiden kører i tog og passerer Ring, på vej ud eller hjem, så ved jeg, at om ganske få år har landskabet igen skiftet karakter, togene vil køre til Tyskland over Femernforbindelsen, verden vil have åbnet sig endnu mere, måske så meget, at man selv står og kikker efter udviklingen, som Rings banevogter i sin tid.

Toget har stadig samme symbolkraft, som på Rings tid, som noget man kan nå eller komme for sent til, vente på eller kikke efter. Det kan bringe én ud eller hjem, til afsked eller ankomst. Derfor repræsenterer toget også sindbilledet på både det kendte og det fremmede. Rings maleri forekommer mig som et tidligt udtryk for det moderne menneskes følelsesmæssige rodløshed stillet overfor alt det, der sker i den verden, som er vores, som vi er afhængig af, men som det kan være svært at føle sig hjemme i og fortrolig med. Altså med andre ord – som et maleri af os selv, også i dag, selv om det blev malet i 1884.


Litteratur:
Henry Nielsen og Dorthe Fogh: På sporet af banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884. Aarhus Universitetsforlag, 2016.
Statens Museum for Kunst: L.A. Ring. På kanten af verden, 2006.
Henrik Wivel: L.A. Ring. Dansk Klassikerkunst. Forlaget Palle Fogtdal, 1997.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Skriv en kommentar

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.

Januars Janus-ansigt

Skriv en kommentar

Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Vintersolhverv

Skriv en kommentar

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.

Filosofi – ikke for fastholdere

Skriv en kommentar

Det er ikke så tit at filosoffer optræder på en rangliste. Men på kunstmagasinet ArtReviews årlige verdensrangliste over de mest indflydelsesrige personer inden for kunstverdenen har der sneget sig to filosoffer ind på top-10. Helt oppe på 4. pladsen finder vi den 73-årige amerikaner Donna Haraway, der kommer fra en placering som nr. 43 på ranglisten for 2016. På 9. pladsen ligger den 70-årige franske filosof Bruno Latour, efter slet ikke at have været på listen i 2016. Jeg nævner blot alderen for at vise, hvor stor en ressource erfaring er for at forstå det nyeste.

Det er et godt år for filosofien med disse to top-10 placeringer. Og det er dejligt at se netop disse to filosoffer blandt dem, som anses for at være mest indflydelsesrige. Det afspejler, at der uden for den snævre fagfilosofiske verden er et behov for at bruge det, som filosofien kan byde på. Men det er også udtryk for, at der er ved at ske noget med filosofien selv. At den så at sige byder sig mere til; at flere og flere filosoffer byder op til dans med f.eks. kunstnere, digtere, filmmagere, arkitekter, designere, psykoterapeuter, ingeniører, computereksperter, spiludviklere og mange andre.

Donna Haraway skrev allerede i 1984 bogen A Cyborg Manifesto: Science, Technology and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, hvor hun beskrev modstillingerne mellem mennesker, maskiner og dyr som kun tilsyneladende modstillinger. Haraway filosoferede på tværs af alle faggrænser, brød med etablerede teorier, og i de filosofiske refleksioner benyttede hun alt fra religion over science fiction til økologi og viden om hundes følelsesmæssige liv. I stedet for at tænke i individer som isolerede fra verden tænker Donna Haraway dem som knuder i et forbundet netværk. Hun tænker både i biologiske, teknologiske og sociale netværk, og kommer derfor også ind på bioteknologi, genetisk ingeniørarbejde, etik, samfundets maskuline skævheder og cyberfeminisme.

Bruno Latour er også netværksfilosof, og har arbejdet med en mangfoldighed af problemfelter. Aktuelt beskæftiger han sig bl.a. med miljøregimer, klimaproblemer, teknologisk innovation og meget andet – men altid i sammenhæng med hyperaktuelle problemstillinger, som både har politiske, sociale, etiske, teknologiske og økonomiske dimensioner.

Disse to filosoffer er repræsentanter for en ny måde at gribe filosofien an på. Det er det, som jeg selv kalder for “philosophy to go” – filosofien skal også være der, hvor der sker noget, den skal placere sig midt i de nybrud, som altid sker, og som nu sker oftere og oftere. Den skal i overført betydning være på gaden (også gerne i direkte betydning), filosofien skal også være der, hvor tingene sker, hvor menneskene er, hvor livet leves, problemerne drøftes og forsøges løst.

I 2015 var den amerikanske filosof Graham Harman nr. 75 på ovennævnte liste. Det lyder måske ikke af så meget, men Harman er en af hovedpersonerne i en ny filosofisk dynamik. Jeg vil ikke kalde det for en filosofisk bevægelse, for den er også karakteriseret af mange modsætninger. Men det er en dynamik, som vækker ny røre, fordi den har fået mange filosoffer til meget aktivt at kaste sig over både gamle og nye problemfelter, hvor filosoffer i almindelighed ikke har bevæget sig ind.

Graham Harman kalder sin filosofi for “objektorienteret ontologi“. Det skal vi ikke bevæge os ind på her. Men det er en filosofi, som virkelig bringer bevægelse ind i debatterne om, hvad verden er, hvad mennesket er, hvad viden er, hvad det vil sige ikke alene at være et menneske, men også hvad det vil sige at være en ting, en maskine, et kunstværk, en bygning. Hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der er mange ting, som hele tiden virker ind på hinanden, hvor vi som mennesker både forstår en masse ting, men hvor vi også hele tiden overraskes over alt det uforudsigelige der sker.

Filosofien skal vinde i morskab, skriver Graham Harman. Den skal være sjov og underlig, lige så tiltrækkende underlig, som den verden og de problemer, som den tænker over. Det betyder også, at filosofien pludselig får mange flere emner at filosoferer over, end den har haft tidligere. At vil gøre filosofi til tænkning over den mærkelige virkelighed har som konsekvens, at der stort set ikke er det, som filosofien ikke kan kaste sig over og gøre til genstand for refleksion og undersøgelse.

Jeg har selv i mange år både læst og beskæftiget mig med filosofi. På den baggrund mener jeg, at de bedste ord, der kan sættes på den filosofiske virksomhed, slet ikke er formuleret af en filosof, men af en digter. Det er Klaus Rifbjerg, som i digtet Konfrontationer skriver: “jeg vil bruges / bliver brugt”. Og senere i samme digt:

Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig
og jeg forsvinder i vandet,
smutter, flygter som fisken,
slår op i glinsende blink,
vil ikke tages.

Filosofi vil og skal bruges. Men filosofi er ikke for fastholdere; den er i konstant bevægelse og smutter ud mellem fingrene på alle, som vil forsøge at fastholde den. På samme måde som den verden, der er filosofiens arbejdsmark, kan filosofien ikke fanges én gang for alle. Det er philosophy to go.

Det nye organ

1 kommentar

Der er en del organer, som man ikke kan leve uden. Den moderne lægevidenskab har ret godt styr på hvilke og hvor mange organer det drejer sig om. Normalt udvikler vi nemlig ikke nye organer. Vi har dem vi har, dem der kan ses ved røntgenundersøgelser og scanninger. Men i de senere år er der alligevel dukket et nyt organ op, tilmed et nyt livsvigtigt organ.

Forskere fra Data & Society Research Institute i New York har således slået fast, at mobiltelefonen ikke længere blot kan betragtes som et device, der kan vælges til eller fra. Helt på samme måde som med livsvigtige organer kan vi ikke vælge om vi vil have en mobiltelefon eller ej. Kort og godt slår de fast, at “det er nu umuligt at leve uden en mobiltelefon.”

De amerikanske forskere siger, at “hvis man vil leve og deltage i et moderne, vestligt samfund, er det ikke længere kun frivilligt at eje en mobiltelefon.” Måske dør man ikke i snæver fysisk forstand uden en mobiltelefon, men i social og kulturel sammenhæng mener forskerne, at man kan dø af mangel på en mobiltelefon.

Deres forskning viser, at det sociale liv, livet på arbejdsmarkedet, i demokratiet og i kulturen slet ikke er muligt, hvis man ikke har en mobiltelefon. Hvor mange job kræver ikke en mobiltelefon? Eller hvordan med den daglige planlægning af familiens funktion og logistik? Hvad med adgangen til vigtige informationer om samfundet, adgangen til underholdning, nyheder, til offentlige tjenester som skat og sundhedssystem? Og så er der selvfølgelig adgangen til betaling og andre økonomiske transaktioner.

Mange af de statslige serviceydelser og -tjenester, som vi rent faktisk har juridisk ret til, er efterhånden blevet baseret på adgang til en smartphone. Det giver således mening at tale om mobiltelefonen som et nyt organ. Et kunstigt organ, men alligevel livsvigtigt for vores livsopretholdelse som mennesker i det moderne samfund.

Jeg har fundet et billede fra en anden tid, en anden verden, fristes man til at sige. Ved siden af det er der et billede fra verden af i dag, hvor mobiltelefonen er blevet et nyt menneskeligt organ.

Sammenstillingen af de to fotografier siger alt. Det er et metabillede af to grundlæggende forskellige forudsætninger for den menneskelige selvforståelse og sameksistens.

Den eneste måde, vi kan være i kontakt med verden på er gennem opmærksomhed. På det gamle billede er der masser af opmærksomhed – men det er der også på det nye billede. Der er dog én afgørende forskel. På det gamle billede er der en tydelig fælles opmærksomhed rettet mod en fælles verden og fælles aktiviteter. Det stik modsatte gør sig gældende på det nye billede.

Motiverne taler deres tydelige sprog. Man kan næsten høre børnenes latter, deres fortællinger om det de leger, mærke hvordan det er at pjatte og være fortrolig med kammeraterne om den lille verden, som de i fællesskab har bygget op. Det nye billede udstråler derimod en ubevægelighed, en opmærksomhed væk fra det fælles, mod det dybt introverte. Det er et deprimerende tavst billede, blottet for fælles opmærksomhed og dermed for adgang til en fælles verden.

I og med at det nye organ er vokset frem er der noget andet, som har været udsat for atrofi – svind i evnen til at fungere. Det drejer sig om egenskaber, der tidligere var ligeså livsnødvendige, som mobiltelefonen er i dag. F.eks. om evnen til fælles opmærksomhed, til omverdens-interesse og masser af tidligere helt almindelige sociale kompetencer, som bl.a. evnen til empati og moralsk vurdering. Måske endda evnen til leg, som man for få år siden nok ville have kaldt for en livsvigtig evne. Det atrofiske har også ramt evnen til koncentration om det, der sker omkring én, med mindre det også sker på mobiltelefonens skærm. Man tager ikke længere verdensbad men stirrer blindt på skærmen så både øje og sjæl tørrer ud. Skærmen er vinduet mod verden, om det gælder viden, oplevelse, sex, kærlighed, leg eller fællesskab.

Jeg lyder som den gamle mand jeg er. Men skidt med det. Jeg kan nemlig stadig huske, hvordan det var at lege med kammeraterne på den måde, som børnene gør på det gamle billede. Dén erfaring bruger jeg stadig til at kunne nærme mig andre mennesker i et fælles nærvær og samvær og jeg bruger den til at tage verdensbad.

Der ligger der en artikel om emnet på hjemmesiden for det amerikanske tidsskrift Wired.