Kategoriarkiv: Kultur

Ytringsfrihed og svinefrihed

1 kommentar

Man kan sige, skrive og udtrykke alt. I Danmark er det heldigvis ikke nødvendigt at undertrykke en mening eller en holdning af frygt for at blive forfulgt. I offentligheden og på de sociale medier bliver der da også dagligt udtrykt meninger, som i bedste fald er ligegyldige og i værste fald stærkt krænkende, truende og nedværdigende. Men vi lever heldigvis i et land, hvor det er tilladt at sige stort set alt om og til hinanden. Det er imidlertid blevet helt almindeligt, at selv det værste slamsprog, udokumenterede påstande, tilsvininger og slet skjulte trusler bliver begrundet med forsvaret for ytringsfriheden.

Det er f.eks. helt lovligt at kalde en navngiven kvindelig politiker for “en led so, der ikke skulle have lov til at forplante sig.” Det er helt lovligt at bruge trusler om seksuel vold i den offentlige debat, det er lovligt at kalde hele befolkningsgrupper og politiske grupperinger for rotter; i det hele taget er det lovligt, at sige og udtrykke stort set alt – både løgn og latin – i den offentlige debat. Personligt forstår jeg ikke nødvendigheden af at benytte sig af den slags svinefrihed i den offentlige debat, men jeg accepterer, at det er en del af den frihed, som vi heldigvis har i vores del af verden. Jeg mener imidlertid ikke, at en ytring som “din so” kan legitimeres med henvisning til det menneske- og samfundssyn, der ligger i Menneskerettighedernes ytringsfrihed.

Selvfølgelig er svinefriheden en konsekvens af ytringsfriheden – men f.eks. verbal seksuel nedgørelse af mennesker, som giver sig til kende sig i den offentlige debat, må alligevel betragtes som en (lovlig) forvrængning af ytringsfriheden.

Retten til at have en mening og til at give udtryk for den er nedskrevet i Menneske-rettighedserklæringens Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

I de senere år er netop retten til at have en mening og til at give udtryk for den blevet et argument for ganske mange ting. Da de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget i 1948 udsprang de fra en verden som menneskeligt, politisk og økonomisk lå i ruiner efter 2. Verdenskrig. Erklæringen om Menneskerettigheder talte fra dybet af den politiske idéhistorie og i dugfrisk erindring om nederdrægtighedens politiske verdenshistorie. Menneskets hele værdighed og frihed havde balanceret på kanten af afgrunden, og det havde kostet millioner af menneskeliv og ufattelige lidelser, at sikre mennesket endnu en chance for besindelse på egne destruktive kræfter.

Det var i denne sammenhæng, at Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev udformet og vedtaget: Den skulle beskytte menneskets værdighed, ukrænkelighed og frihed. Derfor er det vel i bedste fald på grund af uvidenhed når selv samme Verdenserklæring om Menneskerettigheder bliver anvendt som begrundelse for nødvendigheden af at ytre alt mellem himmel og jord.

“Det er nødvendigt for at forsvare ytringsfriheden” eller “jeg bruger bare min ytringsfrihed” lyder argumentet i stigende omfang for det slam, der publiceres og ytres i mediernes debatspor, i store dele af den offentlige debat og på de sociale medier.

Et aktuelt eksempel er debatten, som i denne uge efterfulgte den tragedie, at en udvist mand døde i politiets varetægt. Her tager jeg ikke stilling til det retslige og rimelige i udvisningen. Det er naturligvis lovligt at udtrykke følgende på de sociale medier om sagen: “Så kunne han lære det og han vil ikke blive savnet.” Eller: “Hvor der handles, der spildes.” Eller: “Trist at der ikke var 55.000 der fik samme tur.” Det er også lovligt at tilsvine politikeren Johanne Schmidt-Nielsen, fordi hun kalder det skete for en tragedie og gerne vil have undersøgt, hvad der egentlig skete, da et menneske døde under udvisning.

Jeg er ikke enig i disse holdninger eller i anvendelsen af svinefriheden til at kalde Johanne Schmidt-Nielsen for en so, fordi hun udtaler, at det er en tragedie, at et menneske omkom, og at det skal undersøges. Men jeg anerkender, at det skal være lovligt, at benytte sig af svinefriheden, hvis man har det behov.

At begrunde den slags ytringer med, at det er et forsvar for ytringsfriheden er dog en demonstration af uvidenhed om, hvad der egentlig var etikken i Menneskerettighederne. Ytringsfriheden blev en af de centrale Menneskerettigheder for at give alle ret til at tale magthaverne imod. Den skulle gøre det muligt at kritisere magten og forhindre undertrykkelse af meninger, som forekom magthaverne ubekvemme. Den samfundsmæssige og etiske alvor i dette projekt kan naturligvis i hovedet på nogle mennesker degenerere til svinefrihed.

 

Når samfundet æder sine børn

Skriv en kommentar

For nogle få år siden blev det hævdet, at kapitalismen var i krise. I dag må enhver snak om krise forstumme. Kapitalismen har aldrig haft det bedre. Det er samfundet og dets mennesker, der er i krise.

Kapitalismen har udviklet en ekstrem gennemtrængningskraft. Alt liv er koblet sammen gennem en universel relation, nemlig kapitalens. Økonomi anses som den eneste troværdige målestok for det gode samfund: Hvis der kan spares penge på sygehusene, ældreområdet, uddannelserne osv. er det godt for samfundet, fordi disse sparede penge kan bruges til at give skattelettelser. Det vil skabe øget købekraft, øgede investeringer, øget produktion, øget velstand – hører vi fra mange politikere, fra erhvervslivet, fra bankerne, fra det lukkede kredsløb af borgere i det finanskapitalistiske parallel-samfund.

Mennesket anses som et væsen – en økonomisk aktør – der udelukkende vurderer sig selv på grundlag af økonomi og forbrugsmuligheder. God omsorg i velfærdsstaten sættes lig med billigere omsorg. Gode uddannelsesinstitutioner er billigere uddannelses-institutioner. Kvalitet beregnes efter hvor lidt penge, samfundet behøver at bruge på f.eks. omsorg, behandling, velfærd, kultur o.l. Øget produktivitet er målet og midlet samlet i én destruktiv idé.

Udbredelsen af stress, angst og depression er vokset på globalt plan, så det kun med fornægtelsens briller på næsen er muligt, at benægte en sammenhæng mellem kapitalismens gennemtrængningskraft og det enkelte menneskes habitus. WHO vurderer, at i år 2020 vil psykisk sygdom være rykket op som nr. 2 på listen over hvilke lidelser, der er på globalt plan er mest udbredte. Og 1/3 af alle dødsfald i aldersgruppen 15-44 år vil være selvmord.

Er det blot en tilfældig sideeffekt ved finanskapitalismen, at mennesker dør på grund af for høj arbejdsmoral, at arbejdsmiljøet ødelægger menneskers helbred fysisk og psykisk, at uligheden øges, at den offentlige velfærd og omsorg er under enormt pres, at de globale ressourcer samles på færre hænder, at en global epidemi af forråelse truer enhver forestilling om menneskelighed?

Normalt vil man betragte dette som voldsomme krisesymptomer. Og det er det faktisk også for dem, der bliver ramt. Men for finanskapitalismen er det alt andet end en krise – det er nemlig tegn på, at det går ganske godt for økonomien, fordi alt andet end Homo Oeconomicus er på vej ud af normalbilledet. Det økonomiske menneske, legemliggørelsen af de økonomiske idealforestillinger om at være sin egen entreprenør, sin egen investeringskapital, sin egen producent, der tilstræber individuelle løsninger i en sig-selv-nok-verden, og som ikke mindst søger og finder selvrealisering i forbrugsformer af enhver art.

Den form for kapitalisme, som i dag forurener både den indre og den ydre natur har en livline, der styrkes ved angst, usikkerhed, selviskhed og skabelse af evig utilfredshed og kynisme i forhold til andre. Den engelske forfatter J.D. Tayler har kaldt det for en slags kognitiv kapitalisme, der har sat sig i selve styresystemet for vores selvforståelse og reaktionsmønster.

Der er opstået en glemsel af, hvad og hvem vi også kan være. Vores arbejde, produktion, forbrug og individualisering hyldes i termer af økonomisk vækst. Men der sker ikke nogen grundlæggende kobling til menneskets eksistentielle selv. Hermed opstår selv-forglemmelsen, og den kyniske tilfredshed med at have hentet identiteten i produktionens kredsløb og ikke i det indre og i et menneskeligt, eksistentielt samspil med andre med-mennesker.

Der findes et insekt, en slags vandrende pind, som hedder Phyllium. Dette insekt lever af træernes blade. For at beskytte sig tager insektet imidlertid også form, farve og struktur efter de blade, som det lever af. Hermed bliver Phyllium en fremragende kapitalismekritiker, som på bedste vis illustrerer, hvad der i dag skaber så stor menneskelig sårbarhed.

En organisme, der kamuflerer sig som sin egen primære føde løber selvfølgelig risikoen for selv at fortæret – af andre lignende organismer. I dag er det vanskeligt ikke at tage form og struktur efter det omgivende samfunds værdier; vi lever jo nærmest af dem. Kapitalen er så gennemtrængende, at vi – på samme måde som Phyllium – derfor ofte tager farve efter omgivelserne, altså kapitalens benhårde lov om udbud og efterspørgsel, fordringen om det enkelte menneskes værdi, som udelukkende en økonomisk størrelse i produktion og dagligdag.

For Phyllium kan det at ligne omgivelserne ses som en forsvarsstrategi, der imidlertid rummer et stærkt selvdestruktivt element. Sådan er det også for mennesker i dagens samfund. Det kan umiddelbart opleves som en beskyttelse, at integrere sig – gå op i, forsvinde i – et samfund, som på grund af den gennemgribende kapitalisering af alle relationer stinker af opløst menneskelighed. Men så er vi i risikozonen for at blive ædt af det, vi prøver at komme til at ligne, på samme måde som Phyllium.

Måske ligner det integration, og måske føles det umiddelbart også sådan og som en sikkerhed at ligne omgivelserne. Men det er en form for disintegration. En forvirring af grænserne mellem mennesket og dets miljø, som i stadig større udstrækning styres af rent økonomiske værdier.

For kapitalen er det store spørgsmål, hvordan mennesket i dets selvforståelse kan forvandles til en udelukkende økonomisk størrelse. For mennesket er spørgsmålet imidlertid, hvordan samfundet kan vinde i menneskelighed?

Poesiens trøst. Om digteren Thøger Larsen

Skriv en kommentar

At læse digte kan have en dyb og terapeutisk effekt på sindet. Alt det, der ikke kan siges, hverken i videnskabens eller i hverdagens sprog – det kan siges i et digt. Ofte er det lige netop det vigtigste og dybeste i livet, som sproget ikke umiddelbart kan udtrykke. Nærmest som om det vigtigste ligger hinsides sprogets udtryksmuligheder. Sproget forstummer så at sige, stillet overfor det dybeste i menneskets tilværelse. Ofte er det imidlertid netop fra dén kilde, at digterne taler. Det usigelige kan få ord i et digt. Selv på tværs af årenes gang og tidernes forandring kan en digter tale til os; trøste, opmuntre, give ord til en dyb, men ellers tavs følelse eller erfaring.

Lige for tiden læser jeg den danske digter Thøger Larsen. Han levede fra 1875 til 1928. Levede og døde altså i en helt anden tid end den, der er min. I en verden, hvor “å” blev skrevet med “aa”, hvor digtene rimede og hvor verden virkede ny for Thøger Larsen. Ikke fordi den var ret meget nyere end i dag, men fordi han levede i en tid, hvor religionen var blevet erstattet af videnskaben, som forklaring på verden, på mennesket og på naturen. Dét gjorde verden ny og mystisk for Thøger Larsen. Verden var ikke besjælet med guddommelige kræfter, ikke skabt af en Gud, den var måske endda tilfældig og naturen blot en tavs livsproces, der var ligeglad med mennesket – som jo også blot var en organisk livsproces.

Alt det, som videnskaben opdagede om verden, gjorde imidlertid ikke verden og livet mindre mystisk for Thøger Larsen. Nærmest tværtimod. Det affortryllede ikke verden og livet – de videnskabelige opdagelser gjorde omgivelserne endnu mere dunkle, appellerede til endnu større nysgerrighed og undren. Og det er det, som Thøger Larsens digte udtrykker. f.eks. i digtet Pan:Larsen_kikkert_2

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa —
i Jordens Luft, Hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter —
i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordelivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld —

Fra 1913 er der et fotografi af Thøger Larsen – med bowlerhat og bag en enorm stjernekikkert – måske kikker han på Universets evige Blaa. Men det var ikke kun i forhold til dette fjerne, at Thøger Larsen kikkede dybt. Ikke mindst i forhold til det nærmeste – det der tages for givet og derfor ofte forbliver usagt – havde han et sikkert sprogblik:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saá,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Det er fra digtet Ved Fjorden; et digt, der taler fra en anden verden, men som alligevel vækker trøstende og genkendelige følelser i mig, her i 2017. Faktisk har jeg det med Thøger Larsen, som han selv havde det med en for længst afdød poet:

Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
(…)
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din sang mit Hjerte glad.

På den måde gjorde poesien også sin virkning på Thøger Larsens hjerte, på tværs af tiden. Lige nu er det mørkt uden for. Dagene er blevet kortere og lysets korthed kan smitte af på ens indre. For mig kan Thøger Larsens digt Vintergraavejr faktisk lyse lidt op i hjertet:Thøger Larsen - Sommerens solnedgang

En Brise vugger sig kaad og øm,
mens Graavejrsfarverne vaage,
den nynner vildsomt om Verdens Drøm
bag Virkelighedens Taage.

 

 

Thøger Larsen var også maler – som et digt er dette maleri stemningsfuldt, så man næste kan mærke det.

Hammer og søm

Skriv en kommentar

For et menneske med en hammer ligner alle problemer et søm. Vi lever under et nyt stjernetegn, der karakteriserer vores tilgang til verden; Hammerens tegn. Find nogen at slå på, fysisk eller psykisk, vis dit raseri, din fortørnelse, forargelse, misundelse, uforståenhed, intolerance – brug hammeren, måske kan du tilmed forvandle dig til en menneskelig hammer, for der nok af søm, som skal bankes til tavshed. Slå på alt det du ikke forstår, alt anderledes, alt det der virker fremmede – slå mens du nynner slagsangen om alt det du ikke kan lide: Melodien om generøsiteten der blev væk. Hammeren er nemlig smålighedens symbol. Den smålighed, som kommer af ærgrelse men også selv skaber ærgrelse, og som for hvert slag med hammeren rammer hammermandens egen finger og derfor skaber endnu mere ærgrelse, irritation og vrede.

En tur i rundt i dagens overskrifter og på Facebook, er som en tur i hammerens sømkasse. Et af de mest brugte ord i medierne og på Facebook er ”raseri”. Der er hele tiden nogen som ”raser” over et eller andet, fra ”eliten” til bare bryster på en café. Hammeren svinges. Men der er ikke særlig meget energi i hammerens rasen. Den kan kun bevæge sig i én monoton bevægelse, som bare gentages. Den arm, der svinger hammeren, kan ikke slå ud med hånden i en venlig, inddragende gestus, den kan ikke pege ud på det åbne landskab og op mod himlen, den kan ikke vinke andre nærmere, eller lade en finger glide undersøgende hen over en overflade, inden den slår.

Hammeren vokser sammen med den arm, der svinger den og bliver en sindstilstand, en del af mødet med verden, så alt, der ikke er som én selv, bliver set som søm. I hammerens monotone larm glemmes det, at mennesker ikke er et enten-eller, enten er du som mig, eller også er du forkert, og skal have med hammeren, dit elendige søm.

Da Gud skabte mennesket gjorde han det ud af intet. Men Gud glemte noget af denne intethed inden i os. Her har vi det unikke menneske, fordi hver enkelt fylder sin intethed ud på sin helt egen måde, og dermed er anderledes end andre. Denne anderledeshed kan ikke bankes ud med nok så mange hammerslag, som var det en bulet skærm der skulle rettes ud. I hvert fald ikke uden at gøre stor skade.

Som Martin Andersen Nexø skrev i romanen Ditte Menneskebarn: »Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.« I Hammerens tid mangler vi en del nysgerrighed og interesse for denne forskellighed. Vi prøver at banke det skæve ret med et par velanbragte hammerslag i stedet for at undersøge, invitere og samtale – i stedet for at slippe hammeren og række ud mod det, vi ikke forstår.

Bus-stoppested-filosofi

Skriv en kommentar

Venter på bussen i den tidlige morgensol. Det at vente lyder som noget passivt. Men ”at vente” er alligevel et af de mest eksplosive begreber i litteraturen og filosofien. ”Hvad venter du på?”. Dette spørgsmål er nøglen til din eksistens og hele dit liv.

Mange har gennem tiden ventet på Godot, som er en anden betegnelse for, at vi ikke ved hvad vi venter på. Men for at undgå tomheden i denne venten kaldte forfatteren Samuel Beckett den for Godot. Det giver i det mindste indtryk af, at vi venter på noget, og ikke bare venter i blindhed.

At vente på Godot, på bedre tider, på næste weekend, på bedre vejr, en fortjent belønning, bedre helbred, den store kærlighed, måske endda på evigheden og den yderste frelse, eller bare på et nyt job – dette er er i virkeligheden det samme. For hvad betyder det at vente? Er ventetid en speciel slags tid, forskellig fra de perioder, hvor vi ikke venter? Og hvad er det vi gør når vi venter? Hvornår og hvordan stopper vi med at vente? Når den næste bus kommer, når Godot kommer, eller når…? Hvad venter du på min ven?

Amager i mit hjerte

Skriv en kommentar

Ved et af mine utallige besøg i Danmarks bedste og venligste bogantikvariat (som ligger i Næstved) købte jeg en gammel udgave af Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965. Det er frydefuldt som en sommerdag i Kongelunden, at læse Rifbjerg beskrive Amagerbrogade som min pragtfulde hjerteflod. Jeg har selv et forgrenet ophav på Amager. Min far voksede op på Holmbladsgade, hvor jeg umiddelbart efter min fødsel også selv kom til at bo.

Senere flyttede mine forældre på landet, hvilket var en frygtelig fejl, for på landet er der ikke noget Amager, mens der på Amager er masser af åbent land samtidig med at det også flyder med by. Senere flyttede jeg selv tilbage til Amager, hvor jeg i min studietid boede på Grønjordskollegiet, lige i kanten af Fælleden. Her boede jeg sammen med Hanne på værelse 4513 og senere sammen med Ditte på Hørhusvej ved siden af politistationen. Her havde jeg sammen med min kollegieven Torben en stampub i Amager Centret. Min ældste ven Poul boede i Serbiensgade og jeg lærte norsk af Heidi mens vi blandt andet gik tur på Voldene og smugkikkede ind i Ravelinen.

Jeg har boet på Amager og synes, at en julepyntet Amagerbrogade sætter mig i bedre julestemning end noget andet. Jeg fór vild i Urban Planen med en ukendt pige, som har brændt sig ind i mine hænder, købte ristede pølser i Grønjordsgrillen, soppede midt om natten i Øresund ved Italiensvej med udsigt til lysene på Barsebäck. Jeg løb efter bussen på Peder Lykkes Vej, læste filosofi ved Københavns Universitet på AMAGER og forsømte aldrig en mulighed for at krydse rundt i de mange kolonihaveforeninger.

Jo jo, jeg er ama’rkaner i hjertet og synes at A’mager er smukkere end de fleste andre bydele i København. Heldigvis er Amager også det første, som turisterne ser når de er landet i lufthavnen, der ellers hedder Københavns Lufthavn, men den fejl blødes der lidt op på når det er Amagerlandet, som først møder de tilrejsendes blik. Jeg har det lidt som Klaus Rifbjerg skriver: Broerne til Amager er hjerteklapper i mit liv.

Samtidighed

Skriv en kommentar

Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.

Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.

Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.

Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.

Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…

 

Eksistensgenerator

Skriv en kommentar

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Hvordan er det at være noget andet?

Skriv en kommentar

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.

Hammeren, barnet og ambolten

Skriv en kommentar

I dag kørte jeg forbi en ejendom, som lå helt ud til landevejen. Ved indkørslen var der et metalskilt, hvor der stod »Den gamle smedje«. Stedet så forladt og meget faldefærdigt ud. Ingen satte derfor farten ned for at tage det nærmere i øjesyn og ingen kunne vide, at stedet var fyldt med spøgelser. Dét opdagede jeg imidlertid hurtigt da jeg havde passeret, for de fleste spøgelser kommer indefra – fra én selv. Når anledningen viser sig begynder de at spøge, rumstere og tale til én. Derfor er det sjældent de samme spøgelser, som folk ser. Vi ser eller mærker vores egne, men ikke de andres spøgelser, som vi derfor kalder for overtro.

Da jeg fik øje på den tomme ejendom ved vejkanten og skiltet, som fortalte at det var »Den gamle smedje«, begyndte mine spøgelser at larme.

Smeden lod hammeren falde. Jeg kunne ikke se det, men vidste hvordan det så ud, når han stod inde bagerst i værkstedet, hvor ilden i essen gjorde hans ansigt rødligt, selv om det i virkeligheden var gråt og gulligt, ligesom hans skæg.fil_000-1

Jeg hørte det oppe på mit værelse, hvor mor havde lukket vinduet op ud til vejen og pladsen foran smedjen lige overfor vores hus. Hammeren ramte ambolten i den rytme, som jeg kunne nikke i takt til. Kun når smeden vendte sig om for at gøre hesteskoen rødglødende inde i essens flyvende lys var der en kort pause. Men jeg vidste hvor længe stilheden ville vare, nemlig ligeså længe som jeg kunne holde vejret. Så begyndte han igen at banke formen ind i den jernsko, som senere skulle sømmes på en af bøndernes heste, mens smeden sad på en trebenet taburet med alle fire hestesko lagt ud på jorden foran sig, og de mærkelige firkantede søm i munden.

Mor var gået ned i køkkenet igen efter at have lagt dynen godt omkring mig, fordi jeg hostede og havde feber. Men så snart jeg kunne høre hende rasle med en gryde på komfuret listede jeg hen over gulvet, til det åbne vindue, og kravlede op på stolen, så jeg kunne kikke over imod porten til smedens værksted. Så kom det næste slag inde bagerst fra smedjen, uden efterklang, fordi hammerens lyd forsvandt ned i den massive ambolts jern og den træstub, som den var boltet fast på. Èt tungt slag på hesteskoen, og så det tynde hvileslag på ambolten, inden smeden løftede hammeren og slog igen.

Det næste slag ville fange mig, hvis jeg ikke kunne holde vejret længe nok og nikke nøjagtigt på det tidspunkt, hvor hammeren ramte ambolten. Jeg ville blive fanget mellem hammeren og ambolten. Men så stoppede slagene og jeg kunne høre smedens træsko på værkstedets betongulv. Han kom til syne i porten og fortsatte hen over pladsen imod døren til stuehuset. Om lidt ville han sidde og spise frokost inde i stuen, så man lige kunne se hans hoved over vinduets halvgardin, men stadig med kasketten på. Jeg listede tilbage i seng og faldt i søvn. Da jeg vågnede var vinduet blevet lukket og mor sagde, at jeg vist var ved at blive rask, for jeg trak vejret meget lettere.

Jeg kikkede i bakspejlet. Den gamle smedje lå bag mig, cirka 100 meter og 50 år.