Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:
Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:
Hver især lever vi med en sikker viden om, at vores individuelle liv og væsen er enestående. Den oplevelse er måske nedarvet fra forestillingen om, at mennesket er Guds udvalgte skabning. Men det er jo ikke svaret på, hvad mennesket er. Videnskaben har introduceret et ganske afgørende korrektiv ved at beskrive mennesket, som en tilfældig udviklet dyreart. Mennesket er dog fortsat det eneste væsen her på planeten, som har både evnen og lysten til at diskutere, hvad det selv er.
Læs interview til Magasinet Amen, december 22: “Soundbokse i byens parker, muzak i supermarkedet, metrobyggeri, råben og skrigen i skolegården – vi lever i en larmende verden. Men måske er det slet ikke larmen, der er problemet. Mød filosof Peter Johannes Schjødt til en snak om den stilhed, der gennem historien har skræmt mennesket fra vid og sans – og måske stadig gør det…” Klik her og læs mere
Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen, som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”.
Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv.
Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering. Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret, at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at set det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.
Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne. Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne. Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel. Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.
Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!
Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.
Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd.
Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.
Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.
At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer.
Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.
Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien.
Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene.
Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?
Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris
Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme.
I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.
At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis.
Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem
Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi.
Litteratur
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999. Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999. Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014. Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999. H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.
Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan.
Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg.
At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen.
Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden.
Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.
I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.
Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:
»Man skal ikke pjatte med livet, ikke bortforklare smerten i sjælen, ikke fortone følelsen af tab og mening, aldrig undskylde skylden
Man skal ikke borthøvle tilværelsens knuder og knaster, men i stedet tage livet på ordet, og det er at tage det alvorligt, som det er«
Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens:
»At leve er ikke at sikre sig; det er at investere sig
Livet er ikke en sikker gang på stedet; det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«
At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.
Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«.
Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.
Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.
Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.
Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.
På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.
I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.
Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.
Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.
Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.
Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.
Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.
Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.
Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.
John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)
Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:
Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«
Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«
Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.
Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.
Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.
Peter Johannes Schjødts blog 