Kategoriarkiv: Filosofi

Lidelse

Skriv en kommentar

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Ja tak til en ommer – eller: mere af det samme, tak!

Skriv en kommentar

Her til aften læste et af de mennesker, der står mig nærmest, et digt højt for mig. Vi havde netop talt sammen i mange timer om alt det vigtigste i tilværelsen. Ikke mindst om det i ens fortid, som man ikke kan gøre noget ved – alt det, som man gerne ville havde været foruden, og om det, som man har fortrudt. Alt det, som man ikke kan gøre noget ved, netop fordi det nu engang er sket.

Selv om de tilhører fortiden, kan mange af den slags begivenheder alligevel fylde meget i ens liv. Det var dét, vi talte om: Hvordan er det med livet, når der nu er så meget, der gerne måtte have været anderledes?

Min veninde rejste sig og gik hen til reolen og kom tilbage med en samling digte af amerikaneren Raymond Carver, der døde af kræft i 1988, kun 50 år gammel. Han skrev et digt om alt det, der gerne måtte have været anderledes. Men han nævnte det bare ikke med et ord. Digtet handler nemlig om, hvad det vil sige, at få noget ud af livet – på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes. Digtet, som Raymond Carver kaldte for ”Sent fragment” lyder sådan her:

Og fik du så alligevel det ud af
livet du gerne ville?
Det gjorde jeg.
At kalde mig elsket, føle mig
elsket på Jorden.

Min veninde har en smuk mørk stemme, og læste digtet højt med den alvor, som vores samtale om de svære ting i livet havde fremkaldt. Når en mand på dødens rand kan skrive et så livsbekræftende digt, næsten som sin sidste gerning – så kan man vel også kalde det en slags lykke, at man stadig har hovedet oppe og benene nede. Der er allerede sket så mange umulige ting i ens liv, og nu sidder jeg her og lader hende læse et digt til:

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpe imod et øjeblik.

Så kikkede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg bare fik den mindste mulighed, ja.

Dette digt hedder ”Regn”, og blev en slags opsamler for alt det, vi havde talt om:

Ja – til det hele, både til fortiden og til fremtiden, på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes!

Det hellige i en uhellig tid

Skriv en kommentar

Gud skabte dagen. “Der skal være lys,” sagde han. Og så blev der lys. Det lys kaldte Gud for dagen, som altså på den måde blev hans første større værk. Lyset og dagen kunne mennesket ikke have skabt. Til den sag kræves der en gud, eller noget ligeså mirakuløst, som f.eks. millioner af tilfældigheder og ligeså mange usandsynlige kombinationer af de millioner af tilfældigheder.

Gud eller mirakuløse tilfældigheder, det er ikke det vigtige lige her, vi er ikke på vej ud i en teologisk diskussion. Det vigtige er, at dagen ikke er menneskets værk, ligeså lidt som natten er det, eller alt det andet, som skabelsesberetningen i Første Mosebog fortæller om: vandet, himlen, jorden. Og de stjerner, som Gud satte på himmelhvælvingen til at oplyse jorden. Eller alle de levende væsener, som han satte til at vrimle i havet og de vingede fugle på himlen. Krybdyrene og alle de vilde dyr på jorden – og endelig mennesket, til at herske over hele skaberværket.

Fra dengang, hvor jeg gik i søndagsskole, har jeg holdt af skabelsesberetningen. Men heller ikke i menighedshusets højloftede undervisningslokale kunne jeg få det til at hænge helt sammen. Hvorfor var de så optaget af at sætte navn på skaberen? Det, der fascinerede mig var ganske enkelt, at det overhovedet ikke kunne være mennesket selv, der stod bag alt det, som blev nævnt i skabelsesberetningen, og som jeg jo tydeligt kunne genkende fra min hverdag i den lille vestsjællandsk landsby: jorden, himlen, vandet, ormene, smedens duer og valnøddetræet – det åbne landskab, med marker så langt barneblikket kunne række, men nok til verdens ende.

Og mennesket – selvfølgelig mennesket, til at tage sig af det hele i Guds fravær. Det med Guds fravær sagde de ikke noget om i søndagsskolen, og for mig var det ganske ligegyldigt. Som jeg forstod det hellige, var det nemlig noget, der var større end mennesket. Og det var der jo meget, der var – ikke mindste alt det, som vi ikke selv kunne have ordnet; netop dét, som Mosebogen fortalte om.

I stedet for at være et argument for Gud forekommer det mig stadig at alt det, der ikke på nogen måde er menneskets eget værk, kalder på en meditation over, hvorfor fornemmelsen af noget helligt alligevel er essentielt for mennesket.

Begrebet hellig stammer fra hel – det fuldstændige eller perfekte. I religiøs sammenhæng giver det jo god mening, for hvem andre end Gud kan skabe det fuldstændige og perfekte? Men hermed peges der jo netop også væk fra mennesket, til noget uden for og udover mennesket. Uanset om man tror på skabelsesberetningen – at det var Gud, der skabte det hele – eller om man forholder sig til det ligeså usandsynlige, at jorden, himlen, havet, og alt levende opstod ved en tilfældighed, så peges der væk fra menneskets skabende handlemuligheder og handlekraft.

Her vises der hen til vores afhængighed af noget, som vi ikke selv har skabende kontrol over. Noget, der er lagt til rette for os, inden vi bliver til, og som vil forblive der efter vores individuelle tid. Jorden, himlen, havet, livet – altså Mosebogens anliggender. Når alt andet er usikkert er der trøst at hente i den uforanderlige verden – den verden, som vi ser blive til i Mosebogen, også selv om vi ikke kan tro på, at det var Gud, der satte det hele i værk. Dét glemmes let i det moderne menneskes voldsomme bestræbelser på, at være sin egen verdens skaber og opretholder.

Den indianske maler Charles Lovato citeres i Poul Borums smukke digtsamling “Om jorden siger jeg”:

Om jorden siger jeg: den har givet mig liv,
den er kommet med mad når jeg var sulten,
den er kommet med regn når jeg var tørstig,
nu er jeg gammel, og den venter på at omfavne mig.

Her har vi et blik for det hellige i det tætte daglige: vores afhængighed af det, vi ikke selv er årsag til. Noget som kan opretholde os eller slå os ned. Tættere kommer vi ikke på noget helligt i en uhellig tid, hvor vi i en grænseløs optimisme tror os som skabningens mester. Men i den moderne verden er betydningen af det hellige i denne forstand nærmest blevet uforståelig. Og nu har denne udvikling fået et navn: Vi befinder os i en ny tidsalder, siger en række forskere: den Antropocæne tidsalder.

De siger, at vi mennesker, i vores bestræbelser på at tage magten over jorden, har påvirket alt det, som historien i Første Mosebog taler om, og det i en grad, så naturen faktisk må anses for død:

“Når geologer langt ude i fremtiden graver ned og undersøger jordlagene, vil de blive mødt af så store mængder af industriaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas, levn fra atomprøvesprængninger, plasticrester og andet affald samt spor efter såkaldt naturforvaltning, at forskere reelt er begyndt at tale om, at naturen i sin naturlige tilstand er død.”

Men Gud sagde jo også, at mennesket skulle være skabningens herre – nu er vi så også ved at blive dens drabsmand. I en eller anden forstand kunne vi ikke holde det hellige for helligt nok. Måske er det en forandring, som man bare skal vænne sig til? Men forandringen dækker også over det indlysende slægtskab mellem mennesket og alt det øvrige i skabningen: Om jorden siger jeg: den har givet mig liv…

Magt

1 kommentar

Giv magten til dem, der helst ikke vil have den. Sådan kan man formulere den mest radikale idé i Platons store dialog Staten fra ca. 380 f.Kr. Her fremsætter og forsvarer Platon det synspunkt, at enten må filosofferne blive konger, eller også må kongerne blive filosoffer, fordi filosoffer ikke ønsker magt, men til gengæld (eller netop derfor) har visdommen til at bruge magten på den rette måde.

Selvfølgelig er dette en utopi. Men, som det er tilfældet med næsten enhver utopi, er der noget, som alligevel kan bruges til at kigge det aktuelle samfund efter i sømmene med.

I hele mit voksenliv har jeg fulgt tæt med i politik. Jeg har analyseret og kommenteret politik i medier og i bøger – og her i juledagene forsøgte jeg at gøre regnebrættet op. Jeg lyttede til Helle Thornings nytårstale, til Lars Løkkes løfter for det kommende år og til udtalelser fra mange andres folketingsmedlemmer. Men – hvad ville de mig? Hvad for et samfund var det, de ville arbejde for? Hvad har politikerne på lager til mig? Hvad ønsker de af mig, som samfundsborger?

Det er her, at en lille rekurs til Platons Staten måske kan stimulere fantasien til at forestille sig noget, der ikke er specielt radikalt, men som dog igennem nogle årtier har været en mangelvare i dansk politik: Politikernes evne eller vilje til troværdigt, at kunne personificere eller være model for de normer, der stilles op for borgerne i et demokratisk samfund.

Når Platon foreslog, at filosofferne skulle være konger var det fordi han mente, at netop filosofferne havde denne troværdighed. De ønskede ikke magten, fordi de hellere ville bruge tilværelsen på at søge sandhed og visdom. Men når de så alligevel fik magten, brugte de den til at fremme det fælles gode, og ikke blot til at fastholde magten.

Når politikerne i dag f.eks. taler om, at borgerne skal tage mere ansvar, vise god moral, høj etik, mådehold o.l. i omgangen med samfundets fælles værdier; når de varmt taler for åbenhed, medmenneskelighed og omsorg i samværet med hinanden; når de beder os om at være aktive frontkæmpere for demokrati, frihed og lighed; når politikerne kræver, at vi slutter op omkring det åbne samfunds grundlæggende rettigheder, pligter og værdier – så kunne man have en forestilling om, at politikerne også ville forsøge at være en model for egne normer. I Platons utopi skulle filosof-regenterne kunne sige til folket: kom, følg os, gør som os – så opnår vi i fællesskab det gode samfund.

For nogle år siden skrev vi (et forfatterkollektiv) Magtens bog. I løbet af bogens 1000 sider dokumenterede vi, at det næppe ville komme fællesskabet og samfundet til gode, hvis befolkningen helt ukritisk fulgte politikernes eksempler. Vi skrev om politikere, som bestemt meget gerne ville have magten, og ofte var parate til at gøre næsten hvad som helst for at beholde den. I Magtens bog viste vi, hvordan dem, der var valgt til at varetage demokratiets interesser den ene gang efter den anden brugte deres magt til at manipulere, skjule, fordreje, lyve og snyde i bestræbelserne på at beholde magten.Magtens Bog

I de 30 sager vi gennemgik kunne det faktisk være svært at se, hvad politikerne ville bruge magten til – andet end som redskab til at beholde den. Magtens bog udkom i 2002. I dag må vi konstatere, at der end ikke kunne skrives en lignende bog i 2015, fordi politikerne har vedtaget en lovgivning, som forhindre deres vælgere i at få indsigt i, hvordan magten bruges.

Platons anbefaling, at gøre filosofferne til regenter, eller regenterne til filosoffer, hang bl.a. sammen med ønsket om at finde nogle regenter, der var dygtige, og som kunne få folket til at slå følge i retning af det gode samfund. Nøglespørgsmålet er selvfølgelig, hvad en god politiker er? I dag er der almindelig enighed om, at politikerne naturligvis skal vælges fra folkets midte, og at vi derfor heller ikke skal forvente særlige moralske egenskaber hos dem. På Platons tid var det omvendt en almindelig forventning, at politikerne besad nogle særlige moralske kvaliteter.

Sidste år så jeg, at Lars Løkke blev beskrevet som en af sin generations dygtigste og mest talentfulde politikere. Udsagnet blev bifaldet fra mange sider, selv om der dog også var enighed om, at han kunne have en lidt anløben moral, hvad diverse sager jo også har vidnet om. Men en dygtig politiker, det var han sgu. På samme måde bliver mange af de politikere, der har været involveret i de seneste årtiers utallige skandaler, beskrevet som meget dygtige politikere, selv om de har begået politisk svindel på højt niveau og misbrugt deres tildelte politiske magt på et endnu højere niveau. Men igen – dygtige, det var de altså.

I dag defineres f.eks. Lars Løkke, som en meget dygtig og talentfuld politiker af dem, der i samme moment siger, at hans moral måske ikke er så god! På Platons tid drøftede man, hvad en god politiker egentlig skulle kunne, fordi man vidste, at den politiske magt kunne forårsage grusomme ting. I dag er der enighed om, at en god politiker skal beherske kommunikationens vanskelige kunst, at vedkommende skal kunne skabe resultater, være en overlever og kunne performe. Men hvad med spørgsmålet om moral og ansvar i forhold til den tildelte magt?

I Magtens bog viste vi hvor meget magt politikerne ofte bruger på at skjule og fordreje sandheden om, hvordan de bruger eller misbruger den politiske magt. De seneste årtiers store politiske skandaler har faktisk deres skandalekarakter fra den mængde magt, som politikerne brugte på at skjule, at noget var gået helt galt. Som det ser ud i dag har politikerne tilsyneladende forsøgt at barrikadere sig moralsk ved at gennemføre en lovgivning, som i stadig mindre grad tillader offentligheden at tjekke, hvordan magten bruges.

Mon ikke det netop var dét problem, som Platon ville forhindre gennem forslaget om at give magten til dem, der ikke ønskede den?

Verdens oprindelse

Skriv en kommentar

Verden kommer ud mellem benene på en kvinde. Hvis det ikke er en verden, der smutter ud, hvordan skulle man så kunne forstå alt det, der næsten ikke er til at forstå: Alle de forskelle, som gør andre menneskers liv til noget nærmest uforståeligt, lige netop fordi – der ofte er en verden til forskel på mennesker?

Kineserne har kaldt stedet, hvor disse verdner kommer ud, for “Rosernes dal”. I det hele taget har digterne op igennem tiden haft et væld af metaforer for dette stedernes sted, når det drejer sig om oprindelsen til livets mysterium. Få kunstnere har dog givet et mere utvetydigt og intimt portræt af de kvindelige køns- og fødselsorganer, end den franske maler Gustave Courbet (1819-1877).

På et ikonisk maleri fra 1866 vendte Courbet så at sige op og ned på den traditionelle forestilling om kvindekroppen – og skabte skandale. Han udfordrede samtidens idealer om, hvad der var smukt hos kvinden. Ikke alene malede Courbet de blottede kønsorganer hos en anonym kvinde, men han gjorde dem tilmed til fokus for det maleri, som han kaldte L’Origine du monde – Verdens oprindelse. Man kan kun se den kvindelige models torso, hendes ene bryst, og så de kønsorganer, som på Courbets tid ellers var det sidste, der blev afsløret, både i det offentlige og i det private rum – og som Sigmund Freud senere skulle karakterisere, som ikke særligt smukke.

Dette maleri af “Verdens oprindelse” har en ret fantastisk historie. Oprindeligt tilhørte det diplomaten Khalil Bey fra det tyrkiske sultandynasti, og op igennem dets historie har der været tradition for at skjule dette maleri bag et andet og mere neutralt billede. En tildækning der blev forklaret med nødvendigheden af at skjule maleriets utilslørede erotisme. Maleriets sidste private ejer var den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som købte det i 1955. Han fortsatte traditionen med at tildække maleriet og fik konstrueret en dobbeltramme til “Verdens oprindelse”, så det blev dækket af et langt mindre kontroversielt billede.

Men en tildækning er også en afsløring, og i religiøs sammenhæng har specielt de kvindelige kønsorganer været betragtet, som kilden til verdens forfald. I deres hemmelige og djævelske liv mellem kvindernes lår har de fristet med en mystisk tiltrækning, som førte mænd i syndigt forfald. Paradoksalt nok forudsætter religionen nemlig ofte, at mænd har meget lidt moralsk modstandskraft stillet over for de syndefulde kvinder.

Men så var det, at Gustave Courbet, inspireret af geniets klare lys, kaldte billedet af dette farlige sted for “Verdens oprindelse”. Med den titel kommer han utilsigtet til at repræsenterer en filosofisk retning, der ser fødslen af børn, ud mellem kvindernes ben, som en evig tilblivelse af verden.

Før der var noget af mig, før jeg kunne gøre mig erfaringer, før noget, som jeg overhovedet kunne kalde mit, før jeg kunne begynde at indrette den del af livet, som min verden udgør – før alt dette, er det i en kvindes blod og slim, gennem hendes kropsåbning, at jeg kommer ud.

I religionerne har der været et udtalt ønske om at skjule denne biologiske del af verdens oprindelse. For både verdens oprindelse og dens fortsatte beståen har i religionen ofte sin eneste årsag i Gud. I dag ved vi det godt – selv om der skal både sædceller og æg til – så er det gennem kvinden, at livet kommer ind i verden. I dag er Courbets maleri da heller ikke længere tildækket. Det hænger på det franske kunstmuseum Musée d’Orsay, helt utildækket og fuldt anerkendt som et mesterværk.

Det sker dog stadig, at det ikke alene tildækkes, men helt fjernes og censureres. Som f.eks. i 2011, hvor Facebook bortcensurerede maleriet da en dansk kunstner lagde det op i forbindelse med en kommentar til en kunstudsendelse på tv. På Facebook kan man i ganske lang tid slippe af sted med at true navngivne kvinder med voldtægt og drab, mens det forbydes at publicere et billede af en anonym kvindes kønsorganer – tilmed blot et maleri fra 1866, som bærer titlen “Verdens oprindelse”.

For mig repræsenterer dette maleri imidlertid grundlaget for en etik. Kig på maleriet. Ud af den kvindelige kønsåbning, som maleriet så utvetydigt fremstiller, fødes der børn ind i verden, som uden disse børn slet ikke ville være en verden. Agtelsen for fødslens mirakel er det, der kan skabe oplevelsen af, at andre mennesker ikke kun er tingslige genstande, men verdner i sig selv med behov, ønsker og drømme, som os selv i vores egen verden.

“Verdens oprindelse” – jo, sådan er det: Det er de andres helt fremmede verden, der får mig til at tøve over for dem og måske afvise dem, fordi de er uforståelige, som om de kom fra en helt anden verden. Så skulle jeg lige hilse og sige, at det gør de også – og det gør alle vi andre også. For kig lige igen på Gustave Courbets maleri af “Verdens oprindelse”: Det er her vi kommer ud og bliver et spejl for livet – det vil sige, at vi begynder at gøre livet til vores. Og på den måde skaber vi hver især en verden, fordi vi alle sammen er lidt forskellige spejle for livet – og derfor også afspejler det lidt forskelligt.

Epidemi

Skriv en kommentar

Jeg følger naturligvis med i mediernes dækning af Ebola-epidemien. Med god grund frygtes denne dræbervirus, som slår 90 procent af de smittede ihjel. Og som vanligt rammer den slags epidemier med størst kraft i de lande, der har færrest ressourcer, så den bliver endnu vanskeligere at inddæmme.

Enhver epidemi giver ildevarslende erindringer. De store epidemiske sygdomme har skæbnesvangre navne som pest, kopper, kolera, tuberkulose, polio, den spanske syge og AIDS. Det er navne på epidemier, som har dræbt millioner af mennesker, og blot den hypotetiske risiko for en ny epidemi er nyhedsstof, fordi disse sygdomme defineres ved deres uforudsigelige og ukontrollerede spredning, og derfor rummer risikoen for, at vi selv kan blive ramt.

Det er dog også i forhold til de store epidemier, at lægevidenskaben har gjort nogle af de mest mærkbare fremskridt. Alene i min fars barndomshjem døde to ud af familiens fem medlemmer af tuberkulose. Det vil næppe ske i dagens Danmark, som er under sundhedsmyndighedernes overvågning.

WHO har erklæret udbruddet af Ebola-epidemien for en sundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men alligevel er det ikke Ebola, der er den mest udbredte epidemiske sygdom i dag. Det er stress-epidemien, som igennem nogle årtier har levet sit helt eget liv i skyggen af de store og umiddelbart langt mere dræbende epidemier, der egner sig så glimrende til mediernes måde at præsentere verden på.

Det er på sin plads at nævne, at WHO en hel del år før udbruddet af Ebola også udsendte en advarsel mod konsekvenserne af det voksende arbejdspres. Den Internationale Verdenssundhedsorganisation vurderede således, at stress og arbejdspres udgør en trussel mod den mentale sundhed verden over.

WHO forudser, at i år 2020 vil depressioner være den mest udbredte lidelse næst efter hjertesygdomme, fordi der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og mange former for depressioner. I it-branchen er der tilmed dukket et helt nyt begreb op, som beskriver denne tilstand: Dot-com-syndromet, der henviser til tilfælde, hvor helt unge medarbejdere pludselig bliver ramt af unaturlig træthed, søvnløshed, sukkersyge, besvimelser og fra den ene dag til den anden ikke længere kan huske fra næse til mund. De bliver syge på krop og sjæl, og nogle dør af det i en ung alder.

I Japan kalder man det for Karoshi, og fænomenet hævdes at ligne en epidemi. Tusindvis af unge mænd er døde af hjerteflimmer efter lang tid med alt for meget arbejde. Det er dem, der har et spændende job, en høj grad af fleksibilitet og stort selvstændigt ansvar på deres arbejdsplads. Det er dem, der selv tilrettelægger deres arbejdstid og ikke kan nå alle deres opgaver indenfor normal arbejdstid, men som alligevel er glade for deres udfordrende arbejde og derfor presser sig selv helt ud til kanten i måned efter måned.

Samtidig er der mange af dem, som har dårlig samvittighed over for familien, fordi der ikke er tid nok til også at engagere sig i de følelsesmæssige relationer på hjemmefronten – som så bogstavelig talt bliver en slags front, hvor der kæmpes, ligesom der kæmpes på arbejdsfronten.

Tænk lige et øjeblik på, hvad ordet ‘stress’ betyder. Det kommer fra det latinske ‘stringere’, at stramme til eller snøre til. Stress er i omfang, at sammenligne med en verdensomspændende mental kvælningsepidemi. Ebola-epidemien rammer de fattigste og mest ressourcesvage lande, og derfor er den så vanskelig at inddæmme. Stress-epidemien rammer først og fremmest de rige lande, og derfor er dén så vanskelig at gøre noget ved. Her forveksles travlheden, rastløsheden og arbejdets betydning nemlig ofte med en intensitet og livsfylde, der ligner nærvær – og med den livsdybde, der kan være så svær at opnår, hvis der ikke er tid.

Så bliver problemet, at der ikke er så mange steder, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke over eksistensens dybeste spørgsmål. I stedet resulterer hastigheden og det konstante præstationspres i en glemsel; den værste glemsel, man kan blive ramt af, nemlig selvglemsel.

Det er sygdommen og det dårlige helbred, der er ved at være det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og accepteret langsomhed. Sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet accepteres stadig af kulturen, som hurtighedssamfundets refugium. Mange mennesker når således først frem til eftertankens ro, når de møder op i det refugium, der hedder sygdom og sygemelding.

At være alderssvarende

Skriv en kommentar

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.

Ord

2 svar

Ord er det særlige ved mennesket. Det der gør os til mennesker. Men også det, der kan få os til at virke umenneskelige på andre. Ord kan være opbyggende, og ord kan virke nedbrydende. Nogle ord kan redde vores dag, andre ord kan ødelægge den. Vi kan aldrig være ligeglade med ord, for de har deres egen kraft – de er så at sige en slags handling, selv om de er usynlige. Ord skal derfor omgås med forsigtighed.

Der er forsonlige ord og uforsonlige ord. Der har altid været ord, som man kunne blive latterliggjort for at bruge. Hvilke ord det har været, har skiftet fra årti til årti, og mellem generationerne. Måske er netop dét forklaringen på generationskløften: Nu lyder du som en gammel mand. Men jeg vil gerne sige, at i dag virker det som om, det er dem, der bruger de forsonlige ord, som bliver latterliggjort.

Uforsonlighed er nærmest blevet en moralsk kvalitet. No Mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler, når etiske værdier krænkes, eller når almindelig menneskelig værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed og barmhjertighed. Uforsonlighed er blevet en helt almindelig og accepteret dyd.

Søg på Google: Nåde kommer ud med ca. 170.000 hits. Hævn med 1.1 million. Barmhjertighed med kun ca. 98.000, selv om det er barmhjertighed, som vores kristne kultur bygger på. Alle børn kender jo historien om den Barmhjertige samaritaner, som også udviste forsonlighed (3.000 hits), og ikke stillede sig an med en konfronterende attitude, selv om ordet konfrontation kommer ud med næsten 700.000 Google-hits.

Men det er jo bare ord. Hvis ord imidlertid blot tages for luftige vinde, der slippes ud af munden og derefter forsvinder op i det blå – så undervurderes ordets betydning. Alene skaber ord ikke virkelighed. Men ordene indgår i virkelighedens skabelse af mening, betydning og forståelse. Der var en gang en popsang, der hed ”Words don’t come easy” – ord kommer ikke let – som viste noget om dét.

Den handlede om en fyr, der ikke kunne finde de rigtige ord til at forklare en pige, at han elskede hende. Han var ung og ledte ikke alene efter ordene, men også efter den erfaring, som ordene skulle udtrykke. Han havde ikke tidligere erfaret den kærlighed, som han nu mærkede, og forsøgte at sætte ord på. Det vi ikke har erfaring med er svært at sætte ord på. Men omvendt dukker f.eks. kærligheden ikke op, bare fordi vi bruger de rigtige ord.

Barmhjertighed opstår ikke, fordi vi bruger ordet. Men vi kan være ret sikker på, at barmhjertigheden tyndes ud, efterhånden som ordet latterliggøres, eller betragtes som et taber-ord i samfundet. Der indfinder sig en voksende foragt for svaghed. De svage og udstødte ophører langsomt men sikkert med at være synlige, når ord som barmhjertighed, medfølelse, og nåde forsvinder ud af sproget.

Så ophører de efterhånden med at være et etisk problem, og så er det ikke længere et moralsk ansvar, at vise barmhjertighed over for disse menneskers skæbne. Der er allerede sket mærkelige ting med vores ord og sprog på dette område. Spørgsmålet om det moralske ansvar er flyttet fra barmhjertighed til i stedet at blive fokuseret på forsvaret for de stærkes rettigheder til at sige, lige hvad der passer dem.

Vi har noget, der hedder Modersmål-Selskabet. Med jævne mellemrum udsender det en liste over hvilke ord, der er på vej ud af det danske sprog – ord, som har en begrænset levetid i ordbøger og lignende. I de seneste år har det været ord som dorsk, langmodig, negerbolle og svanger. Til gengæld kommer der nye ord ind i sproget – og så beklager vi os over de mange fremmedord.

Men tanken om ord, der forsvinder er interessant på mange måder. Dan Turèll beskrev i begyndelsen af 1990’erene, hvordan nogle ord – som ellers var gode gamle og velkendte ord – var ved at blive forvandlet til rene fremmedord. I digtet ”Postkort til Modersmål-Selskabet” skrev han: …Næ, de virkelige fremmedord // i dansk, 1991 // er ord som: // trøst // nåde // fred…Og for egen regning vil jeg gerne tilføje ordet barmhjertighed.

Der holdes regnskab med, hvilke ord der forsvinder ud af ordbøgerne. Det er vanskeligere, at holde regnskab med, hvad det betyder, at de forsvinder. Hvad sker der f.eks., hvis ordet barmhjertighed forsvinder, eller hvis det grundlæggende skifter betydning? Måske bliver det vanskeligere at genkende situationer, der kalder på barmhjertighed – sådan må det jo være, hvis vi hverken kender ord eller betydning.

Fristelsen til at eksistere

2 svar

Jeg var 20 år gammel da jeg første gang sad hos et døende menneske. Den gang arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på et plejehjem – og det var Petra, på over 80 år, der lå for døden. Da Petra nærmede sig livets afslutning troede hun, at jeg var hendes første kæreste, helt tilbage fra ungdommen i den landsby, hvor hun havde tilbragt hele sit liv. På den måde døde Petra med sin ungdomskæreste i hånden.

Man husker ofte sin ungdoms første kæreste ganske godt, og jeg husker jo Petra helt levende på tværs af alle årene og andre kærester. Så måske var vi en slags ungdomskærester, selv om Petra var over 80 år og døende. I hvert fald fristede hun mig med en kraft, som kun den første kæreste kan friste alt det uprøvede i én med. Som Petra lå der, døende, med blikket vendt indad, fristede hun mig til at eksistere.

Petra ramte mig som et lynnedslag af alvor. Mens hun skiftede mellem at hallucinere og være nærværende, undertiden angst og lidende, nu og da fjern og ligeglad, men hele tiden på grænsen til at forsvinde, på vej væk fra livet – mens jeg sad og holdt hende i hånden blev min egen angst for nogle øjeblikke opløst i fristelsen til at eksistere, til for fremtiden at gøre livet så alvorligt, at jeg hele tiden kunne mærke det. Ikke bare leve, men eksistere ved bevidst at profitere af visheden om min egen død og ikke-eksistens; at gøre mit liv så alvorligt, at jeg kunne mærke dets fulde dybde.

Digteren Tom Kristensen skrev i digtet Angst, hvordan han forsøgte at bearbejde sin egen angst ved at forløse den i forestillinger om rædsel og død: ”Jeg har længtes mod Skibskatastrofer//og mod Hærværk og pludselig Død.” Der er ikke nogen tvivl om, at mødet med Petras død og lidelse slog mig med angst. Men min reaktion var alligevel ikke som Tom Kristensens forestillinger om død og ødelæggelse. Det var en anden slags fristelse, som Petra påførte mig.

Den sidste nat i hendes liv førte hun mig med ud til grænsen. En grænse defineres jo ofte som noget, der skal få én til at stoppe op. Men denne grænse skulle tvinge mig videre. Som alle mennesker måtte Petra passere dødens grænse alene. Dén grænse skulle jeg endnu ikke overskride. Men hendes lidelse og død tvang noget i mig ud over en anden grænse. Senere har jeg hos filosoffen Karl Jaspers læst, hvordan han beskriver den slags situationer, som Grænsesituationer. Det vil sige situationer, der tvinger vores erkendelse videre, som når vi f.eks. møder livets grænse i form af døden.

Den døende står ved livets grænse. Den tilbageværende står ved grænsen til noget andet, som kan omforme resten af dette menneskes eget liv: det, som Karl Jaspers kalder Tilværelsens Grund eller Det Omgribende – det inderste i tilværelsen, hvor det ikke alene handler om livet, men om den måde, hvorpå et menneske påtager sig den handling, at leve sit liv. Den handling det er, at eksistere.

Som i et delirium troede Petra, at jeg var hendes ungdomskæreste. Og helt, som kun en ungdomskæreste kan, fristede hun mig til at gå videre end jeg havde prøvet før. Petra fristede mig til at eksistere. Ved hendes dødsleje åbnede livets dybde sig for første gang for mig på en måde, som jeg aldrig siden har glemt stemningen fra.

Forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, at virkeligheden – det vi undertiden kalder hverdagen – har en dybde, som man ikke bare uden videre kan tilegne sig helt og fuldstændigt. Det er kun i visse øjeblikke, at man kan være nærværende og åben nok. Og ofte skal der en af de grænsesituationer til, som Petra i sin tid førte mig ind i. Med tanke på livet er det derfor vigtigt, at forholde sig til døden. På den måde kan der nemlig åbnes for adgang til Tilværelsens Grund, Det Omgribende. Det, der giver livet en uendelig betydningsfuldhed; en alvor, der får dagligdagen til at åbne sig, som et billede på noget helt andet end blot det hverdagsagtige.

Petras død den nat, som jeg altid vil huske, blev dybt betydningsfuld for resten af mit liv. Faktisk tror jeg, at den lange nat bibragte mig den første autentiske oplevelse af mit eget liv. Hendes død fristede mig til at kigge nærmere på min egen tilværelse.

Hverken døden eller solen kan vi betragte hele tiden. Men som solen lyser vores dage op, kan døden kaste lys over vores liv. Nu, næsten 40 år efter Petras død, tænker jeg stadig jævnligt på, hvor godt det var, at hun fristede mig til at eksistere – for det betyder også fristelsen til at se på døden, selv om den undertiden nærmest kan blinde én.

Sten og stjerner

1 kommentar

Sten frem for stjerner?
De er tættere på
og alligevel gjort af samme stof

De er til at samle op
smide med for sjov eller i alvor
hvis det gælder

Er de store nok
kan man sidde på dem
og række ud efter stjernerne

Sten eller stjerner?
Det er ikke enten eller
mange sten har jo været stjerner

Aristoteles sagde
at sten falder til jorden
fordi de hører til ved jorden

Stjerner er for de unge
der nyder en himmelflugt
og ikke kigger sig tilbage

Sten er for de ældre
som trives dér
hvor de som stjerne ramte jorden