Kategoriarkiv: Filosofi

Mærkelige ting: Postkasse

Skriv en kommentar

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Filosofi som kritisk eftertanke – ved filosoffen Peter Kemps død

2 svar

I lørdags mistede vi en af de helt store danske filosoffer i nyere tid, da Peter Kemp døde 81 år gammel. Peter Kemp var en af mine første undervisere da jeg i sin tid begyndte at læse filosofi ved Københavns Universitet. Han var også en af grundene til at jeg overhovedet valgte at læse dette fag. Allerede lang tid før jeg havde muligheder for at komme på universitetet, havde jeg nemlig læst Kemps introduktioner til de samfundsengagerede franske filosoffer, ikke mindst Jean-Paul Sartre. Peter Kemp var en fantastisk formidler, så selv et ungt virrehoved som jeg kunne forstå, at her var der noget vigtigt i spil. Det handlede om at engagere sig i verden, om at ville noget med filosofien og sit eget liv.

Da jeg senere kom på universitetet og mødte Peter Kemp, oplevede jeg hans engagerede forhold til filosofien, og blev selv dybt grebet af dette. For Peter Kemp var filosofi nærmest en bestemt måde at være i verden på. Ved den første forelæsning definerede han således filosofi, som kritisk refleksion over de ting, som vi ellers tager for givet.

I bogen “Filosofiens verden” skriver Peter Kemp om filosofi:

»Man kan uddanne sig indenfor forskellige områder, men filosofi er ikke blot noget, man kan uddanne sig til ved at tage eksamen i filosofihistorie, videnskabsteori, filosofisk etik, pædagogisk filosofi, religionsfilosofi osv., men det er en måde at tænke på, der kan indgå i dannelsen af ethvert menneske.«

Og det er her, at Kemps begreb om engagementet kommer ind i hans tænkning. Engagementets betydning for mennesket knytter sig nemlig til den selvforståelse som vi får ved at engagerer os i de givne vilkår omkring os – både de nære og de fjerne, de eksistentielle og de samfundsmæssige.

På den baggrund er det ikke mærkeligt at man kunne møde Peter Kemp i mange forskellige sammenhænge, ofte langt fra den traditionelle fagfilosofiske hovedvej. Selv har jeg mødt ham ved konferencer og møder om fred og sikkerhed, genteknologi og etik, om uddannelse og pædagogik, medicinsk etik, omsorgsetik, globalisering, teknologi og verdensborgerskab, sprogvidenskab, alternativ behandling og meget mere. Peter Kemps over 40 bøger afspejler en ubegribelig stor viden og et imponerende udsyn, med engagement og åbenhed til alle sider.

Peter Kemp var faktisk slet ikke uddannet filosof. Som så mange andre af de helt store danske tænkere, f.eks. Kierkegaard, Johannes Sløk og K.E. Løgstrup, var han uddannet teolog. Men både inden for filosofien og teologien var han en kontroversiel og egenrådig person, der aldrig lod sig sætte i bås. Hans mål var altid at udøve kritisk tænkning, afprøve ideernes holdbarhed og advare mod halv-dannelse.

Det er ikke kun i sportens verden, at man kan have forbilleder, som man forsøger at efterligne. Det kan man også i forbindelse med filosofi. Og for mig har Peter Kemp altid stået som et forbillede, der var værd at efterligne. Ikke ukritisk, ikke uden at stille undersøgende spørgsmål og bestemt ikke uden at sætte sit eget personlige præg på sagen. Noget af det, jeg imidlertid mener, der fortsat er værd at stræbe efter, er Peter Kemps insisterende deltagelse i den offentlige debat og hans stærke fokus på betydningen af at kunne formidle de filosofiske spørgsmål på et tilgængeligt sprog.

I 1980 var Peter Kemp med til at stifte Filosofisk Forum, som netop skulle bidrage til den offentlige debat om samfundet. Mere end nogensinde har vi i dag brug for, at filosofien og filosofferne blander sig i debatten, at filosofien kommer ind i undervisningen på skoler og uddannelsesinstitutioner af enhver slags og inden for ethvert fagområde.

Filosofiens kritiske eftertanker over det, der ellers tages for givet, kan hjælpe tanken med at holde sig i evig bevægelse, vital og »hvileløs«, som Kemp sagde. Filosofien skal medvirke til at holde vores kritiske bevidsthed vågen, så vi ikke falder for den management-tænkning, der breder sig i uddannelsessystemet og i samfundet som helhed. Så vi ikke køber de tåbelige slagord som ledelsesfilosofiens løgne spreder under let-spiselige begreber som anerkendelse, dialog, robusthed, selvstyre, MUS, innovation, evaluering og kvalitetsstyring.

Af Peter Kemp kan vi inspireres til at stille spørgsmål, kræve holdbare svar og ikke acceptere halv-dannelsen, kulturløsheden og åndssløvheden i nogen sammenhæng – men insisterer på kritisk eftertanke.

Vejr-mennesket

Skriv en kommentar

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

Skriv en kommentar

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Fra omstrukturering til rundforvirring

1 kommentar

Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?

Det tæmmede menneske skal danse noget mere

Skriv en kommentar

Jeg har et godt arbejde. Sammen med mine elever og studerende har jeg haft magiske øjeblikke af en helt anden verden. Dem glemmer jeg aldrig! Men man skal ikke arbejde alt for meget, for så er det jo netop, at man kan glemme alt det der strålede. Såkaldt lediggang er meget undervurderet. Lønarbejdet er ikke livets mening, selv om vores kultur har fået det til at se sådan ud. En dag dør man alligevel, uanset hvor flot ens CV er, og hvor mange arbejdstimer man har præsteret. Jeg burde nok være synlig med en grøn prik på min arbejdsmail lige nu, og gøre behørigt knæfald for virksomhedens strategiske målsætninger. Men nu vi har altså danseaften her i familien, og senere opfører vi os måske som vilde kaniner.

Arbejdet kan ikke stå alene; der skal også skrives digte, dyrkes elskov, laves verdensrevolutioner, udtænkes nye svar på gamle spørgsmål, gives fodmassage og laves kunst – og så skal der altså også lige danses lidt. Det prøver jeg at lære mine elever.

På nogle af mine hold har vi helt uregelmæssigt danset på bordene og sunget med på bl.a. det gamle nummer af UFO Yepha »Fluen på væggen«, som netop handler om alt det vigtige, der kommer før og efter arbejdet – om at huske sig selv og de andre. Det har været kendingsmelodien når vi talte om samfund og politik. Men der står ikke »sang incl. dans på bordene« i evalueringsskemaerne. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle sang, dans på bordet og meget andet altså være unødvendigt. Og det tror jeg ikke, at det er.

Lønarbejdets jernbur

I 1991 skrev jeg en kronik i Politiken, der hed »Det tæmmede menneske«. Den var en kritik af den måde, man behandlede de arbejdsløse på. En stadig strammere lovgivning virkede som et fængsel for de arbejdsløse. Kunne de ikke få et arbejde, skulle de i hvert fald se ud som om de arbejdede. Derfor blev de aktiveret af systemet, ofte på den mest uværdige måde og i de mest stupide projekter. Det var som om man var bange for, hvad folk kunne finde på, hvis de ikke havde lønarbejde. Måske begyndte de at danse på bordene. Altså indførtes der en lov, som pacificerede hundredtusindvis af mennesker med det formål at tæmme dem, så de ikke kunne leve et meningsfuldt liv, men kun gå og vente på Nirvana – jobbet. Og mens de ventede, måtte de ikke danse eller lave andre lignende verdensrevolutioner.

I dag kunne jeg skrive næsten det samme. Arbejdet fylder stadig mere i vores samfund og i vores bevidsthed om, hvad der af værdi, og hvad der gør os til »rigtige« mennesker. I dag tvinges selv alvorligt syge til at arbejde. Imod lægelig vurdering hives dødeligt syge mennesker i arbejdsprøvning og terminale cancerpatienter mistænkeliggøres, hvis de ikke kan møde op til arbejdstesten. Og alle vi andre – vi arbejder mere end nogensinde. Dem, der ikke arbejder tager diplomuddannelser, ofte for at bevise, at de i hvert fald er i cirkulation; at de ikke hænger fast.

Arbejdet gør krav på at fylde næsten alt i vores bevidsthed. Hvor meget er ikke blevet koblet op på arbejdet? Velfærd, fritid, uddannelse, værdi, kvalitet, meningsfuldhed o.l. hænger i stigende grad sammen med lønarbejdet.

Digteren Henrik Nordbrandt har sagt: »Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.« Hvorefter han blev svinet til. Selvfølgelig skal vi da arbejde, vi skal også forbruge, og derfor tjene penge. Men livets mål ligger i sidste ende ikke på markedet. Arbejdet, økonomien og forbruget kan kun være midler til at opnå noget andet. I dag er arbejdet, økonomien og forbruget imidlertid blevet ophøjet til at være et mål i sig selv. Men hvor ligger dit mål?

Jeg tror det er vigtigt, at vi også retter bevidstheden mod alt det, der ligger udenfor arbejdsmarkedet. Ellers ender vi med at blive som en slags »tæmmede mennesker« – lukket inde i arbejdets jernbur – styret af markedets blinde kræfter, mens solen lyser fra en blå himmel, og kalder til dans og meget mere.

Nå men – nu skal vi altså danse. See You Later, Alligator.

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

2 svar

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

Adam og den nyskabte Eva

Skriv en kommentar

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Poesiens sprog

1 kommentar

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Skriv en kommentar

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.