Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Om at kalde på sin Daimon

Skriv en kommentar

Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan få et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Adrenalin

Skriv en kommentar

Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.

Med-tilværelse

1 kommentar

Jeg vil gerne vise hvordan Næstved Storcenter kan være med til at belyse et af filosofiens dybeste og vanskeligste spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Frederiksberg Centret, som jeg netop er blevet introduceret til, vil også kunne bruges. Men altså – jeg sidder og skriver dette ved et cafébord midt i Næstved Storcenter og kikker ud på det tidlige fredagsmylder af mennesker. Min cappuccino er lunken og colaen doven, mens jeg sidder og venter på Marianne. Men min opmærksomhed bliver hele tiden afledt; der er bare så mange forskellige mennesker – som UFO Yepha sang for en del år siden:

…der er posedamen, pusheren, flaskemanden, junkien
turisten, studenten, zombien
pensionisten, luderen, voldsmanden, betjenten
tricktyven, kontrolløren, rockerpræsidenten
poptøsen, syrehovedet, hiphopperen
68’eren, den borgerlige og stikopperen
underklassen, middelklassen, overklassen…

Man kan let glemme, at det er en helt almindelig fredag i Næstved Storcenter, så usædvanlig er forskelligheden mellem alle de mennesker, der passerer forbi. Lige nu har jeg et øje på Wunderwear-butikken, som ligger over for cafeen. Her sælger de raffineret dameundertøj, og hen over disken rækkes diskrete indpakninger med lingeri, der er beregnet på at blive skjult og kun set af den udvalgte.

Jeg får associationen, at jo længere ind under det ydre på et menneske vi kommer – jo mindre kender vi det, men jo større er ligheden mellem os til gengæld også. Helt inderst, under silkeundertøjet fra Wunderwear, findes det fælles-menneskelige – nemlig kroppen, som kan se nok så forskellig ud, men som dog er den menneskekrop, som vi alle har til fælles. Dette gælder naturligvis også for mænd, men i Næstved Storcenter er der ikke specialforretninger for undertøj til mænd, så jeg må begrænse mig til Wunderwear-eksemplet.

Vi kan alligevel bruge min Wunderwear-teori til at gå videre i denne tankerække: Der er de individuelle forskelle, de psykiske og sociale forskelle – og selvfølgelig de forskelle, der knytter sig til, hvordan vi rent faktisk ser ud og fremtræder for verden. De forskelle, der så at sige knytter sig til hvert enkelt menneskes individuelle skæbnefortælling. Vi har mange ord, der kan beskrive og analysere disse menneskelige forskelle. Det er det, som psykologien, sociologien, antropologien og diverse kulturfag beskæftiger sig med at undersøge. Vi har masser af teorier om, hvad der gør mennesker forskellige – men hvad med det, der gør os ens, det er indenunder alle forskellighederne?

Det er langt lettere at analysere årsagerne til forskellene mellem mennesker end det er at svare på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske? Ikke mig, ikke dig, ikke hende, der nu kommer ud fra Wunderwear-butikken og lader hånden glide let hen over noget silkeundertøj på udstillingsstativet, og ikke ham, der sidder ved cafébordet bag ved mig og hvisker ind i en mobiltelefon. Man kan spørge alle dem, der går forbi: Hvad vil det sige at være dig? Alle de historie ville det være fantastisk at høre. Men sådan spørger filosofien ikke – den spørger: Trods alle disse forskelligheder, hvad vil det så sige at være menneske – hvad er det, der gør os til menneske, inderst inde?

Hvad vil det sige at være menneske? Måske strejfer spørgsmålet bevidstheden i et øjeblik, hvor vi mærker en grundlæggende sårbarhed, der ikke udelukkende knytter sig til ens eget individuelle liv – det kunne være i mødet med døden, eller blot bevidstheden om døden eller når vi kæmper med kærlighedens skygge i form af tabet. Men der går ofte kun nogle få sekunder, så erstattes disse tanker om det fælles-menneskelige af de mere livsnære og individuelle problemer, som hverdagen udfordrer os med.

Filosofien tænker over hvad mennesket er, ud over at være et bestemt menneske med en bestemt og individuel livshistorie. Fælles er i hvert fald, at vi ikke selv har valgt den verden, som vi er blevet født ind i. Selv om det vigtigste valg, man kunne have stillet os over for var valget af forældre, af social og kulturel baggrund, af udseende, af talenter, evner o.l. – ja, så var det ikke valgmuligheder, som vi i sin tid fik chancen for at forholde os til. Vi er blevet kastet ind i en verden, der tilmed ofte virker som om den har sin helt egen vilje, uafhængig af os – tænk på alt det, som den udsætter os for.

Helt fra begyndelsen må vi tale om et grundvilkår for vores eksistens: Menneskets tilværelse er en med-tilværelse. Der er ikke mig over for alt det andet og alle de andre. Nej, der er mig sammen med alt det andet i verden, mig med alle de andre ting og mennesker, der omgiver mig. Det er ikke et spørgsmål om der er et forhold mellem mig og verden (med dens ting, mennesker, natur osv.). Der er altid et forhold – og det er dette forhold, der er alle menneskers grundlæggende eksistensvilkår, noget vi er fælles om, uanset hvem vi er. Spørgsmålet er altså ikke om jeg vil indgå i et forhold til verden, men hvordan jeg vil forvalte det forhold til verden, som jeg uomgængeligt indgår i.

Vi lever altså en med-tilværelse med verden og andre mennesker. Grundlæggende giver det jo også kun mening at sige “jeg”, hvis der er et “du”. Og “alene” kan man kun være, hvis der også findes “andre”. Når man har problemer er det næsten altid problemer, der knytter sig til det eksistentielle grundvilkår – at man lever en med-tilværelse, som man ikke kan vælge sig væk fra. Omvendt er det også fra denne med-tilværelse, at lykken, venskabet og kærligheden flyder.

Den tyske filosofi Martin Heidegger siger at mennesket pr. definition altid overskrider sig selv. Overskridelse betyder i denne sammenhæng, at forstå sig selv ud fra en verden. Dette kan vi ikke lade være med. Mennesket er altid vendt med næsen rettet ud mod verden; mennesket er åben mod verden (også når det tror, at det lukker sig inde), det er altid ude i verden, forholder sig altid til verden og er ude ved tingene og de andre – direkte eller indirekte – på grund af med-tilværelsen.

Kvinden, der kommer ud fra Wunderwear-butikken med den elegante indkøbspose er alene og ser ud som om hun ikke ænser omgivelserne. Men – hun er allerede ude i fremtidens med-tilværelse: hvordan vil hendes mand, ven eller veninde, synes om hende i det nye lingeri? Mennesket kan ikke undgå at være åben for verden, fordi det altid må forholde sig til konsekvenserne af med-tilværelsen. Når jeg sidder her i Næstved Storcenter og kikker på alle de andre så er det let at glemme, hvor forviklet vi er med hinanden. Men det fælles er lige netop, at alle mennesker hele tiden er tvunget til at forholde sig til deres eksistens som en med-tilværelse. Det vi oplever hos andre mennesker, er således deres måde at forholde sig til deres med-tilværelse på. Og min måde at være på viser, hvordan jeg forholder mig til min med-tilværelse.

Min eksistens som med-tilværelse tvinger nu min opmærksomhed mod den irriterende mand, der taler i mobiltelefon ved bordet bag mig; nu mod kvinden der er på vej ud fra Wunderwear-butikken; nu mod Marianne, som er forsinket, men som jeg glæder mig til at se. Mit liv, defineret som med-tilværelse, stiller mig konsekvent over for spørgsmålet: hvordan vil jeg forholde mig til den åbenhed, som med-tilværelsen stiller mig i? Vil jeg overfuse den irriterende telefonidiot? Vil jeg smile til kvinden fra lingeributikken? Vil jeg gå hen og købe en gave til Marianne?

Så – hvad betyder det at erkende tilværelsen som en med-tilværelse? Det åbner for etiske overvejelser om, hvordan jeg vil forholde mig til de Andre, som jeg hele tiden forvikles med, men også i betragtninger over, hvordan jeg undgår at fortabe mig i omgivelserne så jeg mister mig selv ved at lade mig definere af verden? Med andre ord: Hvordan jeg kan gøre min med-tilværelse og den uomgængelige åbenhed mod verden til min bevidste med-tilværelse og min bevidste åbenhed?

Om at vælge sig selv

Skriv en kommentar

Langt ude er jeg i familie med filosoffen Søren Kierkegaard. Det var i hvert fald den historie, der gik i min mors hjem. Slægtskabet skulle være således, at Kierkegaards mellemnavn, som var Aabye, over tid blev til Aarup, som er min mors ungpigenavn. Jeg ved ikke om det forholder sig på denne måde uden for familiemytologien, men da jeg ikke har nogen nævneværdig kontakt til resterne af min mors familie, passer dette slægtskab med Søren Kierkegaard mig ganske godt. Den afdøde filosof virker langt mere nærværende for mig end mange af de levende slægtninge. Vi kan kalde ham en bort-nærværende slægtning i mit liv.

De vigtigste personer i min tilværelse er i forvejen ikke nogen, som jeg er blodsbeslægtet med. De tre kvinder i mit liv har aktivt valgt mig til – og omvendt naturligvis – og det samme gælder også de andre vigtige mennesker i min tilværelse. Så hvorfor ikke også lade Søren Kierkegaard være en del af dette valgslægtskab? Som et omsorgsfuldt familiemedlem, har han nemlig spillet en vigtig rolle i min udvikling. Rent faktisk tror jeg, at Kierkegaard ville synes om, at jeg på den måde har valgt at være i familie med ham, for netop det at vælge var for ham noget af det vigtigste, som et menneske kunne gøre. Som en god ældre slægtning har Kierkegaard forsøgt at hjælpe mig på vej – mod mig selv; han vil nemlig have, at jeg skal vælge mig selv.

Men hvad vil det overhovedet sige, at være sig selv? Ofte bliver dette spørgsmål besvaret med henvisning til et menneskes personlige identitet. Hvis man kender sin identitet, kender man vel også sig selv. Men så enkelt var det ikke for Kierkegaard. Sokrates sagde ganske vist, at mennesket skulle stræbe efter at kende sig selv. Men Kierkegaard så ikke det, vi kalder for identiteten, som noget man én gang for alle kan lære at kende. Han skelnede nemlig mellem identitet og fakticitet. Med fakticitet mente han alt det som jeg er på grund af arv og miljø, min natur og mit gemyt, mine relationer, min kultur osv.

Hvordan det enkelte menneske forholder sig til sin fakticitet er det, der kan kaldes for vedkommendes identitet, som altså derfor ikke er en fast størrelse, men under konstant forandring, fordi store dele af ens fakticitet også hele tiden ændrer sig. Fakticiteten er den opgave, som mennesket står over for, sagde Kierkegaard, og identiteten ligger i den måde, som den enkelte vælger at varetage denne opgave på.

Der kan gives et meget indlysende eksempel på, hvordan et menneskes fakticitet og identitet står i forhold til hinanden. Hvis jeg mister en af mine nærmeste på grund af sygdom, så er dette menneskes ulykke også min. Når dette elskede menneske mister livet, mister jeg også noget betydningsfuldt. Min fakticitet ændrer sig i en grad, så det også ændrer min forståelse af mig selv, min identitet. Det afgørende for min identitet er imidlertid, hvordan jeg forholder mig til dette tab af et nært menneske. Vælger jeg at skubbe tabet fra mig eller gør jeg sorgen til et del af mit fremtidige liv, og hvilken plads tildeles den og hvordan lader jeg den virke? Alt efter hvad jeg vælger at gøre ved tabet, ændrer det på forskellig måde min identitet.

Fakticiteten er altså det vi hele tiden kastes ud i og den bliver til en virksom del af min identitet, hvis jeg lader den indgå som noget aktivt i mit liv. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke selv helt har kontrol over vores fakticitet – vi kan ikke vælge dens indhold, den er os givet.

Noget i fakticiteten kan ikke være anderledes end det er. Det kan også kaldes for eksistentialerne, som alle mennesker er underlagt: Det er bl.a. de træk ved os, der knytter sig til vores biologiske organisme fra fødsel til død, vores fysiske behov og kroppens krav. Jeg kan ikke ændre ved det, at jeg bliver ældre, at min krop ændres og svækkes, at jeg vil opleve sygdom, lidelse, sårbarhed og afhængighed, at jeg tvinges til at møde livets grænser og en dag må tage afsked med livet. Men der er også en nødvendighed forbundet med det, at et menneskeliv altid finder sted i samliv med andre mennesker, som vi indgår i relationer til. Det betyder, at vi kommer til at opleve sorg, smerte og tab, men også glæde, lykke og kærlighed. Med andre ord, at disse menneskers skæbne bliver viklet sammen med vores på både godt og ondt.

Den nødvendige del af vores fakticitet kan vi ikke ændre. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til disse tilværelsens nødvendigheder: Måske nægter jeg f.eks. at indse og acceptere min egen dødelighed og forsøger at bekæmpe min aldring. Det handler også om, hvordan jeg vælger at møde andre mennesker og hvordan jeg lader dem indgå i min eget liv. Alt dette er med til at skabe min identitet, også selv om jeg ikke grundlæggende kan ændre ved disse nødvendige livsvilkår.

Men min fakticitet består ikke blot af det nødvendige; der er også det mulige, siger Kierkegaard. Det er det, som kan være anderledes. Der er ikke nogen skarp grænse mellem det nødvendige og det mulige i vores fakticitet, og det er ikke mindst i gråzonen mellem det nødvendige og det mulige, at mennesker ofte farer vild. Der er f.eks. meget, der tager sig nødvendigt ud, men som det rent faktisk er inden for mulighedernes rækkevidde at ændre på. Hvor ofte fortæller vi ikke hinanden, at et eller andet er nødvendigt? Men måske er det blot en unødvendig nødvendighed – det vil sige noget, der er mulighed for at ændre på. Omvendt er der også noget, som vi tror eller håber det er muligt at ændre på, men som i virkeligheden er noget af det, som Kierkegaard kalder nødvendigt. Hvor ofte prøver vi f.eks. ikke at flytte alderens grænser, fordi vi ikke vil acceptere livets nødvendige gang, med alt hvad det fører med sig af begrænsninger – men jo også af nye muligheder. Accept af det nødvendige kan således føre til nye muligheder.

Det er en god lille øvelse at undersøge sin fakticitet for at se, hvad man oplever som hhv. nødvendigt (hvad man ikke kan ændre, men dog forholde sig til) og som mulighed (hvad man med større eller mindre besvær kan ændre). Når man gør dette, så laver man ”identitetsarbejde”, det vil sige arbejder på sin identitet, fordi den forløber i forholdet til fakticitetens nødvendigheder og muligheder. På den måde bliver identiteten den opgave for mennesket som Kierkegaard anbefalede, at den skulle være. For Kierkegaard kunne tilværelsen aldrig opfattes som en færdig og afsluttet helhed. Livet er det, der hele tiden sker, og det specifikt menneskelige er, at vi kan vælge større eller mindre dele af vores tilværelse til eller fra; vi kan vælge at forholde os aktivt eller passivt, at lade noget virke på os og fornægte noget andet. Vi kan med andre ord gøre det at være menneske til en valghandling.

På den baggrund er det ikke nogen dårlig slægtning at have, som på tværs af fem menneskealdre hvisker mig i øret når jeg er i tvivl: Vælg dig selv.

Ophav

Skriv en kommentar

Fra jorden rager jeg ca. 192 cm ud i rummet og fylder også lidt i bredden. Det er den plads, som mit legeme indtager, og som ingen andre kan indtage. Det er det, der adskiller mig fra alt andet, som på tilsvarende vis er fysisk til stede i rummet: andre mennesker, naturen, alle de øvrige ting og sager, som ikke er mig – men det, som jeg kan kikke ud på. Der er altså mig og mine omgivelser. Disse omgivelser kunne imidlertid godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Den nyere tids filosofi har nemlig i stor udstrækning været orienteret mod mennesket selv – det begrænsede rumfang, som hvert enkelt menneske optager i universet.

Fra omgivelserne modtager vi en uendelig strøm af både fysiske og psykiske påvirkninger. Men alle de indtryk, som omgivelserne udsætter os for, er jo ret kaotiske, indtil den menneskelige bevidsthed får dem bearbejdet efter bestemte skemaer, sat dem i rette orden, fortolket og givet dem en form for mening. På den måde ses omgivelserne ofte som den menneskelige bevidstheds råstof – det råstof, som vi bruger til at skabe en verden, som vi ser os selv som ophav til.

Denne tankegang bygger i dag på forestillingen om, at mennesket selv kan konstruere verden, at verden er en slags social konstruktion, der vokser frem som følge af menneskets egne anstrengelser. På den måde ses tilværelsen heller ikke som noget, der blot sker med os, men som menneskets eget bevidste projekt. Det anerkendes kun i begrænset omfang, at verden er på en bestemt måde. Gennem vores bevidste foretagsomhed forsøger vi fra morgen til aften, at gribe ind i verdens gang. Og sådan skal det også være. Både som enkeltindivid, som samfund og politisk system må vi have bevidst definerede mål og udvikle redskaber til at virkeliggøre disse mål med. Det er jo på den måde, vi har fået f.eks. lægevidenskaben og alle de andre muligheder for at indrette os med en tryghed, som jeg i hvert fald helst ikke ville undvære.

På den ene side er det altså nødvendigt at se vores omgivelser som noget vi kan bearbejde og konstruere hensigtsmæssige livsbetingelser ud fra. På den anden side er der dog også den mulighed – ikke som et alternativ, men som et supplement – at se verden ikke blot som vores omgivelse, men som vores ophav. Som K.E. Løgstrup skriver, så kan vi nemlig ikke bare frigøre os fra den ydre verden og dens afgørende indflydelse på os. Intet menneske er jo sit eget ophav. Vi opstår ikke på grund af en bevidst beslutning i os selv, men på grund af nogle processer uden for os selv, som vi ikke har indflydelse på. Og ikke nok med det. På den mest håndgribelige måde er vi i hvert øjeblik afhængige af omgivelserne. Løgstrup siger det på den måde, at vi med vores åndedræt og stofskifte er indfældet i verden, i universet og naturen, som vi altså er en del af. Verden er ikke blot nogle passive omgivelser, som ubetinget kan formes i menneskets eget billede, men også vores meget aktive ophav, som åndedrag for åndedrag er årsagen til vores liv.

Gennem hele vores liv er verden langt mere end blot en omgivelse – den er ophav til betingelserne for vores fortsatte tilværelse, både fysisk og psykisk. Intet menneske kommer igennem livet uden at verden flere gange forandre forudsætningerne for resten af dette menneskes tilværelse.

Et enkelt, men genkendeligt eksempel: Når vi rammes af sorg og tab (bemærk at vi rammes af noget, der ikke er affyret af os selv, men fra verden omkring os), så kan vi naturligvis mene, at det er noget der sker i verden omkring os. Men sådan danser man jo ikke med omgivelserne. Verden er og bliver ikke mere den samme for det menneske, der har mistet og er i sorg. Dette kan man ikke fortolke eller konstruere sig ud af. Verden er grundlæggende forandret og er blevet ophav til helt anderledes betingelser for den efterladtes fortsatte tilværelse.

Nej – verden er ikke bare vores omgivelse, den er i høj grad det ophav, som vores livsmuligheder vokser ud af – dag for dag. Over i sofaen sidder de tre kvinder i mit liv. Er de mine omgivelser? Ja, i teknisk forstand, for de er ikke en del af de 192 cm plads, som jeg, sammen med lidt drøjde, optager i rummet. Men først og fremmest er de ophav til min daglige og fortsatte tilværelse, fordi – åh, de virker så stærkt på mig; de har afgørende og bestemmende indflydelse på min tilværelse. De er mit daglige ophav i sådan en grad, at de kan få mit liv til at lykkes eller mislykkes.

På samme måde, som vi er indfældet i naturen med vores åndedræt, er vi på afgørende vis forviklet med andre mennesker i en grad så vi ikke blot kan forstå dem som omgivelser, men nødvendigvis må opleve dem som som det psykiske svar på åndedrættet. Begge dele gør os sårbare: Åndedrættet skal have ren luft at indånde; følelserne skal gengældes – så nu vil jeg sætte mig over i den grønne sofa, hvor mit daglige ophav til livet sidder og drikker kaffe.

Filosofisk vandtortur

Skriv en kommentar

Ganske små vanddråber kan udhule en granitsten, hvis de drypper på det samme sted længe nok. Over tid kan stenen ganske enkelt ikke modstå det bløde vand. Denne viden har ført til en af de frygteligste torturformer, hvor koldt vand langsomt dryppes ned på det fastspændte offers pande. Når disse små dryp vedvarende rammer et bestemt sted påvirkes følenerverne, så konsekvensen bliver frygtelige smerter, som kan nedbryde selv den hårdeste modstand.

Fra filosofiens himmel har der i årtusinder dryppet nogle små, og tilsyneladende uskyldige, ord ned, som på tilsvarende måde har haft enorm virkning på menneskets hårde overflade og undertiden resulteret i særdeles smertefulde erkendelsesprocesser. Hvis du her til morgen har kikket dig i spejlet og udbrudt: for fanden, hvem er du egentlig? – så har du mærket dryppene, der kommer helt tilbage fra filosofiens tidligste begyndelse. Tre ord, kondenseret i spørgende dryp på vores pande, umulige at tørre væk, umulige at undgå; dråber bestående af tre ord, der op gennem tiden har ramt mennesket, som en insisterende og vedvarende filosofisk vandtortur i form af fordringen: KEND DIG SELV!

Ordene stammer fra den tid, hvor mennesket begynder at blive et spørgsmål for sig selv, bliver bevidst om sin bevidsthed, begynder at tænke over den måde, som det tænker om sig selv på. Det er den tid, som filosoffen Karl Jaspers kalder Akse-tiden – cirka 5. århundreder f.Kr. Her sker der noget på næsten samme tid, men helt uafhængigt, mange forskellige steder på kloden: Mennesket opdager så at sige sig selv eller bliver bevidst om sig selv som individ. I Kina er der Kungfutse og Lao-Tse, i Indien Buddha, i Persien Zarathustra, i Palæstina profeterne og i Grækenland Homer og filosofferne – alle steder begynder mennesker at tvivle på ellers indlysende sandheder og åbner sig dermed for tankens grænseløse muligheder. Det er i denne Akse-tid, at mennesket træder frem som individ, med selvbevidsthed og fornemmelse for sin egen særlighed. Derfor dukker spørgsmålet om selverkendelse naturligvis også op i den fordring, som Sokrates stillede til mennesket: Kend dig selv!

Det mærkelige er, at Sokrates selv var usikker på mulighederne for at leve op til fordringen om at kende sig selv. Oraklet i Delfi havde jo sagt, at Sokrates er det klogeste menneske, netop fordi han ved, hvad han ikke ved – og hvor meget kan man i virkeligheden komme til at vide om sig selv? Kend dig selv! Hvem er du? Sokrates stillede fordringen og spørgsmålet – og var rådvild i forhold til svaret.

Men der er en pointe i Sokrates’ usikkerhed og tøven, nemlig nødvendigheden af at tvivle. Det er vanskeligt at komme ind på livet af sig selv. Platon skrev da også, at ethvert menneske er i krig med sig selv. Det, at indrømme uvidenheden med hensyn til hvem man er, kan derfor være det bedste udgangspunkt, i stedet for en påtaget sikkerhed. Hvis uvidenheden indrømmes en plads åbner den for nysgerrighed og søgen, hvorimod sikkerhed kan lukke for udsynet og viljen til hele tiden at lede efter nye svar. Kend dig selv var for Sokrates en opfordring til at undersøge sig selv, til at være nysgerrig og åben i sin erkendte uvidenhed.

Kend dig selv har op gennem historien imidlertid vist sig at være en langt større udfordring for mennesket, end de tre små ord måske umiddelbart kunne antyde. Som en filosofisk og eksistentiel vandtortur er ordene dryppet ned i hovedet på mennesket lige siden Sokrates formulerede dem, og har tvunget næsten al menneskelig aktivitet til at relatere sig til fordringen om selverkendelse.

Altså: Kend dig selv – hvem er du? Svaret på dette spørgsmål er i første omgang, at mennesket oftest er en gåde for sig selv. Det er essensen af Paulus’ ord i Bibelen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det, at komme på nærmeste kendskabshold af sig selv, er bestemt ikke let, når det således er usikkert om man overhovedet kender sine egne motiver til at gøre, som man gør. Kend dig selv! Javel, men jeg er faktisk en gåde for mig selv. Se, det er et godt udgangspunkt for videre undersøgelse, mente Sokrates.

Men hvad kan jeg så vide om mig selv? Jeg kunne jo prøve at finde ud af hvem jeg er på baggrund af det, som jeg har gjort i mit liv. Men som psykoanalytikeren C.G. Jung skrev i sine erindringer, så er mennesket et psykisk forløb, som det ikke, eller kun delvis, selv er herre over. Hvis fordringen om at kende sig selv knytter sig til forestillingen om, at man kender sine egne drivkræfter, motiver og begrundelser for selv de vigtigste valg i livet – så er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt, at nå til en dybdeerkendelse.

Personligt bildte jeg mig i 50 år ind, at jeg kendte mig selv. Men så blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, som næsten slog mig ihjel. Derefter blev det afgørende spørgsmål om jeg fortsat var den samme? Nej, det følte jeg ikke. Alt ændrede sig for mig, så jeg nærmest kunne sige, at jeg blev et andet menneske, som jeg kun i meget begrænset omfang tidligere havde kendt. Men hermed har jeg jo også sagt, at jeg lagde mærke til forandringen – altså er der noget som er forblevet intakt og stadig det samme, for ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at registrere forandringen, endsige forholde mig til den og finde en måde at bruge den på i resten af mit liv.

Den menneskelige eksistens er hele tiden et forsøg på at forstå og fortolke de livsomstændigheder, som vi konstant kastes ud i. Menneskets sande eksistens er således en forholden sig til eget liv i hele dets modsætningsfulde og ofte uforståelige forløb. De afgørende ting i ens liv sker uden at vi kan vide noget om det og uden vores aktive medvirken. De sker så at sige med os. At kende sig selv kan derfor ikke udelukkende betyde, at kende drivkræfterne for disse hændelser, som ofte ændrer vores liv.

Kend dig selv kan også være en fordring om nysgerrigt at undersøge det, der sker i ens liv og aktivt tage stilling til, hvad man skal stille op med det. Så kan det være, at en enkelt lille tilføjelse vil være på sin plads: Søg dig selv i det der sker med dig! Eller: Kend den måde, som du forholder dig til dit liv på! Eller: Kend dig selv – vær sikker på at det er dig, der forholder dig til dit liv, og ikke andre!

Dengang Sokrates levede var det at filosofere ikke blot noget teoretisk – det var en livsform: Filosofi som levet liv. Fordringen om at kende sig selv blev stillet for at mennesket aktivt skulle overveje, hvilket grundlag det levede sit liv på. Sokrates vidste godt, at vi kun i begrænset omfang har kontrol over de vigtigste hændelser i livet, og han vidste hvor lidt vi kan vide, også om os selv. Men de evige dryp fra fordringen kend dig selv kan alligevel minde os om, at vi hele tiden skal undre os – ikke mindst over os selv, og aldrig tage os selv for givet og tro, at vi kan blive færdige med at undersøge det mysterium, der er vores liv.

Fotografi

Skriv en kommentar

Der findes et gammelt fotografi af min mor fra den tid, hvor jeg endnu ikke var sat i verden. Det viser en lille pige på tre år, der lidt betuttet og skeptisk kikker ind i kameraets øje. Kjolen har et fint hæklet mønster og jeg forestiller mig, at hun har været stolt af at have den på til fotografen. Om halsen har hun et lille guldhjerte med en sten i midten. Det fik hun i dåbsgave og jeg har det liggende på mit arbejdsværelse i hendes mors gamle smykkeskrin. Fotografiet er i den gammeldags rød-brune farvetone, som vist i dag kaldes sepia og er blevet så moderne, at man kan indstille kameraet på sin mobiltelefon til at tage billeder i den nuance.Min mor

På det tidspunkt var min far, hendes kommende mand, heller ikke født. Først da hun var syv år kom min far til verden i den anden ende af landet. Den lille pige på billedet kan naturligvis ikke være en del af min erindring; jeg vil ikke være i stand til at indvinde den fjerneste erindring om hende. Kun i mit blod ligger der nogle lighedspunkter, som knytter mig til pigen på billedet – jeg havde det samme betuttede udseende, da jeg var tre år gammel.

Da billedet blev taget var jeg ikke savnet, som jeg senere blev, hvis jeg ikke dukkede op når der blev kaldt. Ingen skænkede mig en tanke eller sørgede over mit fravær. Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller om en ung mand, der blev ramt af angst og panik, da han for første gang så en hjemmelavet film, der var optaget før hans fødsel. Hele verden var på plads. Huset, der skulle blive hans barndomshjem, haven, som han skulle komme til at lege i, de mennesker, der skulle blive hans forældre, men han – den unge mand – var der simpelthen ikke. Han var ikke bare fraværende, han var ikke-eksisterende, ikke-født, og ingen, end ikke hans mor, savnede ham.

Men selv i en alder af tre år er pigen på fotografiet min mor; min kommende mor, mit livsgrundlag. Her er man tvunget til at arbejde med noget, som aldrig har været der – nemlig en samtidighed mellem den lille pige på billedet og mig. Denne fremmedhed og uigennemtrængelighed til pigen gør, at jeg som en anden arkæolog må grave efter en slags mentale potteskår. Lede blandt gamle fotografier og fortællinger om min mor, fra hvilke man kan bygge betydninger og forståelser op – eller i hvert fald en historie. Men det er og bliver i anelsernes sårbare land, at jeg møder den lille pige.

I Nykøbing, på øen Mors i Limfjorden, blev min mor altså fotograferet som tre-årig i 1922. Først 35 år senere blev jeg født og underkastet tiden, som er en forudsætning for at kunne erindre. I mellemtiden havde hun mødt min far, en majaften i Tivoli, og så var der kun lidt over et år til, at jeg skulle fødes. De mulige kombinatoriske udfald har været uendelige og bestemt ikke talt til fordel for, at netop dé to mennesker skulle mødes: Min mor kom fra en provinsoverklasse, taget ud af Matador, og var datter af en kakkelovnsfabrikant. Min far kom fra et arbejderkvarter på Amager og var søn af en enlig mor, der passede en aviskiosk, fordi hendes mand var død af tuberkulose. Min mor var syv år ældre end min far. Min mor kunne spille klaver og min far kunne fløjte – men hver deres melodier. Min mor var klassisk dannet, min far var usikker på verden uden for hans eget sociale liv.

Hvordan de fandt sammen har jeg ingen anelse om, jeg var der jo ikke. Min mor havde to ældre søskende med som anstandsdamer den aften, hvor mine kommende forældre mødtes i Tivoli, og hvordan min far har formået at nedbryde dette bolværk, står stadig som en gåde for mig.

Det findes af en eller anden grund ikke et eneste billede af min mor mens hun er gravid med mig. Det kom jeg først til at tænke på for kort tid siden. Der er billeder af mine forældre mens de er forlovede og fra tiden omkring deres bryllup. Men så er der et slip, før jeg pludselig dukker op, som om intet var hændt. Det får mig naturligvis til at tro, at der faktisk hændte en hel del i de ni måneder, men jeg ved under alle omstændigheder, at mine forældre elskede mig helt fra begyndelsen.

Faktisk var det et mirakel, at jeg overhovedet dukkede ud af mørket, for menneskelivet er skabt i den forstand, at det bæres af fænomener, som ikke skyldes det enkelte menneske selv. Min undfangelse var afhængig af kærligheden mellem to mennesker, som på det tidspunkt hvor de mødtes havde meget få chancer for overhovedet at komme i nærheden af hinanden, på tværs af de forskellige verdner de kom fra. Jeg kunne altså ligeså godt slet ikke have været her.

Når jeg ser ind i øjnene på den lille pige på fotografiet – min mor – så har jeg stor lyst til et øjeblik at være samtidig med hende og sige: Du skal ikke se så betuttet ud. Du får ting at slås med, men det bliver et godt liv, hvor du vil kunne kalde dig elsket af både din mand og din søn. Så vil jeg sige: Det er dig, der er skyld i mig, at jeg fra at være helt intet, ikke savnet, ikke elsket, ikke kendt i den uendelige tid før du fødte mig, pludselig bliver et menneske, der kan savnes, elskes og genkendes. Du er altså min skaber.

Jeg skylder på den måde min oprindelse en magt, der er forskellig fra mig selv, nemlig pigen på billedet. Det falmede fotografi hænger i en mahogniramme nede i min stue og jeg går forbi det mange gange om dagen. Hver gang rækker den undseelige pige ud efter mig så jeg gribes af den livskraft, der ligger i at føle sig forbundet med fortiden – det kan være gennem erindringen, savnet eller den fornemmelse, som billedet giver mig: Du sad der hos fotografen og var blot tre år gammel. Men med en sikkerhed der er magisk bevægede du dig op gennem tiden, på tværs af landet, sejlede over vandet for at nå frem til det usandsynlige møde med min far – så jeg endelig kunne komme ind i tidens lyssprække.

Da min mor blev fotograferet i den fine hvide kjole kunne hun stadig ikke savne mig, for jeg havde jo aldrig været der. Nu er det hendes tur til at være væk – men på en helt anden måde, for jeg kan savne hende, fordi hun har været her. Og selv om jeg i dag er en voksen mand – så er jeg stadig hendes søn og pigen på fotografiet altså min mor.

Optimismens spændetrøje

Skriv en kommentar

For et stykke tid siden var det min skæbne, at høre en arbejdspsykolog holde foredrag om stresshåndtering. Som udgangspunkt brugte han en analyse af det moderne arbejdsmarked, hvor den ekstreme forandringshastighed tvinger virksomhederne til konstante omstruktureringer. Det betyder, at medarbejdernes omstillingsparathed presses til det yderste, ofte med katastrofale følger for det enkelte menneskes fysiske og psykiske helbred – det kan kaldes stress, nedslidning eller udbrændthed.

Så langt var det en ren fornøjelse at være enig med arbejdspsykologen. Det var jo en fin og korrekt analyse af menneskes vilkår på dagens arbejdsmarked. Det skulle imidlertid vise sig, at denne analyse var utilsigtet begavet. Minuttet efter lancerede han nemlig en teori, som vil give medarbejderen yderligere et problem, oveni det allerede at være ramt af stress. Som en anden Erasmus Montanus, der ved hjælp af fejlagtig logik forvandlede morlille til en sten, forvandlede arbejdspsykologen nemlig den stressramte medarbejders mentale indstilling til at være selve problemet.

Voila – først havde man det problem, at være blevet ramt af stress, så får man i tilgift det problem foræret af psykologen, selv at være årsag til problemet, fordi man tænker og føler forkert. Hvis det er den slags venner man får, når man rammes af stress, så har man ikke brug for fjender.

Arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke laves om. Arbejdspsykologens columbusæg var derfor følgende: Det er medarbejderne (dem vi i mere højtidelige stunder også kalder for mennesker), der må laves om, så vilkårene på arbejdsmarkedet ikke opleves som stressende og nedslidende. Til de stressede og nedslidte sagde han: ”Lad være med at betragte vilkårene på jeres arbejdsplads som et problem; se dem i stedet for som en udfordring! Det er nemlig langt mere positivt at stå over for en udfordring end det er at stå over for et problem”.

Jeg vil ikke benægte at vi ofte er i situationer, hvor det er den mentale tilgang til verden, der er afgørende. Men lad mig lige minde om, at denne arbejdspsykolog skulle fortælle, hvordan mennesker truet af stress og nedslidning kunne hjælpes. Med andre ord – han skulle forholde sig til mennesker i dyb eksistentiel krise. Problemet (ikke udfordringen – men det fucking problem) var, at han dybest set mente, at disse mennesker selv var skyld i, at det var gået så galt for dem. Det var deres syn på verden, der var problemet: De havde set deres situation, som et problem og ikke som en udfordring.

I romanen 1984 skrev George Orwell om det såkaldte “nysprog”, hvis formål bl.a. var at kontrollere menneskets tanker, ved at fjerne enhver mening fra sproget. Når vores arbejdspsykolog siger, at ordet “problem” ikke skal bruges, men erstattes af ordet “udfordring”, taler han i virkeligheden en form for nysprog, hvor der ikke gives mulighed for  hverken meningsfuld samtale eller eftertanke.

Hvis en gruppe medarbejdere står over for nedskæringer, øget arbejdspres, nye organisationsformer osv. – så kan vi da godt kalde det for en udfordring, men det forekommer mere relevant at tale om et ret stort problem. Vil man anerkende medarbejderne og tage dem alvorligt, må det negative indrømmes en plads. Lad ikke det at have et problem blive til et problem. Gør man det, så har man nemlig to problemer i stedet for ét.

Som psykoterapeuten Bent Falk skriver i den fine bog At være der hvor du er, så bliver samtalen fuld af huller og meget indviklet, hvis vi forbyder os selv at opleve og omtale den negative del af virkeligheden. Det negative ændrer jo ikke nødvendigvis betydning for personen selv, bare ved at blive kaldt noget andet. Det menneske, der oplever noget negativt og føler det som et problem, bliver imidlertid ladt alene med følelsen, hvis den ikke mødes og anerkendes af omgivelserne, som legitim, blot fordi den er negativ. Står jeg over for et menneske, der har oplevelsen af ikke at slå til, føler dårlig samvittighed over ikke at kunne klare det hele, er tynget af magtesløshed i forhold til alle de opgaver, der skal løses og måske tilmed er bange for at blive fyret – så hjælper det ikke at sige: “Du tager fejl – du har ingen problemer, du har bare nogle udfordringer!” Reagerer jeg på den måde, bliver hendes følelser på en eller anden måde hjemløse. Hun vil opleve, at jeg siger: “Du føler forkert – jeg vil kun være sammen med dig og kun anerkende dig, hvis du ændrer dine følelser”.

Negative følelser er ikke blot mangel på positive følelser. Det virker som om den positive psykologi forestiller sig, at det hele handler om at bruge de rigtige ord, f.eks. ”udfordring” i stedet for ”problem”. Men hvorfor være så bange for problemer, som arbejdspsykologen tilsyneladende var? Langt de fleste mennesker er jo ikke bange for at tale om deres problemer. Derfor er det også lidt underligt at stifte bekendtskab med en teori om positiv psykologi, der ikke ønsker at bruge det ord, som de fleste mennesker sætter på livets vanskelige situationer. På den måde kommer man i hvert fald ikke de mennesker i møde som rent faktisk oplever, at de har problemer.

Både det negative og det positive er en del at livet. Enhver samtale med mennesker, der har den seriøse følelse af at være konfronteret med et problem, må tage udgangspunkt i denne virkelighed. Det giver ingen mening at hive dem ud af den virkelighed, der for dem er trist og problemfyldt. Hvis vi forsøger at rykke samtalen væk fra det, der er vigtigt for dem, så bliver fortielser og livsløgn det ulykkelige resultat. Der kan findes stor styrke og et mægtigt udviklingspotentiale ved at forholde sig til alvoren i det negative – problemerne – i stedet for blot at betragte dem som noget, der udelukkende står i vejen for lykken og livsglæden.

I bogen Positiv psykologi skriver forfatteren, at det drejer sig om at fokusere på, hvorfor vi trods alt vælger livet. Se, dét er et godt og dybt spørgsmål, som i den positive psykologi imidlertid ofte bliver besvaret yderst overfladisk. Svaret ser nemlig ud til at være, at livet vælges i det omfang man kan undgå de problematiske og negative dele af tilværelsen, hvorfor det handler om at undgå disse situationer, og som et minimum give dem mere velklingende navne end ”problemer”. Kun det entydigt positive ses som en livsressource.

For min eget vedkommende vælger jeg livet, fordi jeg føler at det er ret problemfyldt og i sin dybde rummer noget, der er større end mig; noget der ikke nødvendigvis kan omformuleres til en positiv udfordring, men noget, der viser, hvor alvorligt det er, det liv, som jeg er i gang med. Det er ikke nødvendigvis lykken, der er livets mening; livets mening kan jo også være livet selv – både når det viser sig fra den positive og negative side.

Når der mangler en verden

Skriv en kommentar

Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Religion eller religiøsitet?

Skriv en kommentar

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?