Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

2 svar

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

Adam og den nyskabte Eva

Skriv en kommentar

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

April

Skriv en kommentar

Sneen smelter når du nærmer dig.
Jeg så det i dag, hvor foråret voksede
under dine fødder. Erantis og krokus
skød op i dine spor som solskinsstriber,
der af glæde boblede ud af din krop.

Meget kan lokkes til at gro op for at se
hvad det mon er for en fugl
der synger i din hals om forårets lys.

Din varme får alleens træer til at strække sig,
hviskende fra den vinterblå krone:
Nu skal vi begynde at grønnes, for dér går hun;
solens jordiske filial.

Isen trækker sig tilbage med løftet
om varme sommernætter på stranden
med sand mellem vores kroppe.
Du ånder de sidste snekrystaller ind og kysser
brystvarme forårslæber ud på mit ansigt.

Kærlighedens hellige treenighed
drilles ud på bådbroen, som var vi forårsunge.
Tre kys med forskellige navne kobles sammen
og bliver til det store og altid forårsagtige lys:
Jeg-Elsker-Dig.

Poesiens sprog

1 kommentar

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Politik handler om…øh…mennesker?

1 kommentar

Sikkert utilsigtet er Donald Trump kommet til at gøre noget begavet. Da den amerikanske præsident i sidste uge skulle møde nogle af de overlevende fra det seneste skoleskyderi i USA havde han en lille huskeseddel med. Under mødet sad han med den i hånden, og på et pressefoto kan man tydeligt se hvad noterne skulle huske ham på. De fem punkter på listen kan sammenfattes således: “Husk at være empatisk!” F.eks. lød et af punkterne: “Hvad vil I helst have at jeg skal vide om jeres oplevelser?” Og det sidste punkt på Trumps liste var: “Jeg hører, hvad I siger.”

Det er naturligvis bekymrende at den amerikanske præsident skal huskes på almindelig menneskelighed og empati før et møde med unge, dybt traumatiserede overlevende fra et skuddrama. Men hånden på hjertet; er det helt ualmindeligt med et markant underskud af empati i politik? Det er ikke så mange år siden, at en dansk statsminister sagde: “Politik handler om mennesker, det må vi til at vænne os til. Både Trumps huskeseddel og dette udsagn viser, at empati på ingen måde er en integreret og naturlig del af den daglige politiske virkelighed.

Derfor: Velkommen til det nådesløse samfund, hvor uforsonlighed nærmest er blevet en moralsk kvalitet, og empati reduceret til svaghed, manglende handlekraft og pladderhumanisme. Et samfund, hvor kritik og humanistiske idealer hånligt afvises som “politisk korrekthed” og betragtes som udtryk for blødsødne renegaters naivitet og svaghed. Om det gælder løsningen af flygtningeproblemet, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terroren, narkomisbrug eller amerikanske skoleskyderier, så er der tilsyneladende kun én løsning: uforsonlighed, magtanvendelse, straf, mere stok end gulerod – og desuden forstod Donald Trump ikke hvorfor eleverne ikke havde gjort mere modstand.

Bare her i Danmark, det fredelige brugsforeningssamfund, som Palle Lauring kaldte vores lille land, er det blevet helt legitimt at stemple mennesker og grupper som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige, underudviklede og lignende. Det accepteres rutinemæssigt, at politikerne kalder flygtninge og indvandrere over én kam for voldtægtsforbrydere og rotter. Uden tøven betegner folkevalgte politikere hele befolkningsgrupper som udskud, terrorister og en trussel mod den danske nation. Narkomanerne skal smides i fængsel, de somaliske piger tvangsfjernes, de arbejdsløse have færre penge og de kriminelle straffes hårdere. Nuancerne er få, hellere hænge én gruppe for meget ud til spot og spe på de sociale medier end at tøve. Skyd først – så behøver du slet ikke at spørge.

Når valget står mellem empatisk barmhjertighed og nådesløs uforsonlighed, vælges det sidste. Kriterierne for det gode (og demokratiske) samfund er ikke længere empati, omsorg, medlidenhed, tolerance, anstændighed, solidaritet, selvkritik og lignende humanistiske værdier. I det nådesløse samfund bliver disse værdier nærmest latterliggjort, fordi de betragtes om udtryk for en eftergivenhed og forsonlighed, der repræsenterer svaghedens moral over for styrkens position – og styrken ligger i afvisningen, den ukritiske selvhævdelse; i uforsonligheden.

No mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler når etiske værdier krænkes, eller almindelig menneskelig anstændighed og værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed, empati og barmhjertighed. De svage skulle tage at skamme sig, og det samme gælder alle de nyttige og kritiske idioter fra godhedsindustrien, der mener noget andet, og som måtte ønske en mere kvalificeret diskussion; alle dem, der taler om menneskerettigheder, anstændighed i behandlingen af andre mennesker; som maner til besindighed, inden vi går i krig; som fastholder nødvendigheden af, at der også i et demokrati må være grænser for, hvad man kan kalde hinanden, og som kalder på solidaritet og barmhjertighed over for svage og udsatte.

Empati-underskuddet i politik blev blot sat på spidsen, da Donald Trump så synligt måtte mindes om at optræde empatisk, i mødet med unge overlevende fra skuddramaet på skolen i Florida. Han havde ikke held med det, sandsynligvis af kognitive årsager, og desuden lå hans sympati hos National Rifle Association, interesseorganisation der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben.

Men som illustration af den manglende bevidsthed om empati i politik, var Trumps lille huskeseddel ganske begavet tænkt. Vigtigt er det imidlertid at vi ikke forfalder til den sædvanlige kliché: Sådan er det måske i USA og andre steder, men ikke i Danmark. Empati er heller ikke en naturlig del af den danske politiske virkelighed. Derfor måtte en dansk statsminister som sagt minde sig selv om, at han skulle vænne sig til at politik handler om mennesker.

Måske skulle flere politikere derfor være udstyret med en seddel a la Trumps. Behovet er der i hvert fald når en dansk politiker f.eks. kan sige, at “Vi bliver jo ikke en bananrepublik uden menneskerettighederne.” Så kunne det have været fint, hvis han lige havde haft en lille Trump-seddel i hånden hvor der stod: “Husk at vi bliver en forrået og uempatisk bananrepublik, hvis vi dropper menneskerettighederne.”

 

Myten om gnisten under asken

Skriv en kommentar

I 1926 blev min far født. Og i 1926 udgav forfatteren Johannes V. Jensen digtsamlingen »Verdens Lys«. Der er ikke nogen sammenhæng. Der er langt flere tilfældigheder end sammenhænge i denne verden. Alligevel opstår der mening. Det er når tilfældighederne giver sammenhæng. F.eks. når man sætter to begivenheder eller situationer sammen, som ikke tidligere har været sammenknyttet, og lader sig inspirere af deres nye samliv. Så kan verden faktisk ændre sig og give ny mening eller ny indsigt, om ikke andet så i én selv.

Verden er ikke kun en overflade, der er umiddelbart tilgængelig for forklaring. Den er også præget af dybe kræfter, som vækkes af vores længsel efter sammenhæng og mening. De fleste af os ligner på den måde de grækere, som Paulus fortæller om i Apostelenes gerninger, 17,23. De byggede et alter for en helt ukendt gud – netop også ukendt for dem selv – fordi de ville mindes om, hvor forundringsfuldt livet er, og hvor lidt af det vi forstår.

Min far blev altså tilfældigvis født i 1926, samme år som Johannes V. Jensens digtsamling udkom. Min mor var allerede født på det tidspunkt; det skete i 1919, og hun var 7 år gammel da min far så verdens lys. I digtsamlingen »Verdens Lys« skriver Johannes V. Jensen i det allerførste digt om gnisterne under asken. Og så var det altså i 1926, at den sidste af de to gnister, som i 1957 skulle blive til mig, blev født. Den første gnist bar min mor jo allerede rundt på. Begge gnister tændt af deres forfædres gnister under tidens aske. Og faktisk ulmede min egen gnist allerede i 1919 og 1926 – og
endnu tidligere – under asken.

For som digtet fra »Verdens Lys« fortæller:

Lovet være Verdens
Lys i min Tanke,
Solopgangen
og Synets Gave!
Af Gnist under Asken
genopstår Ilden.
Evig bedaarer
mig Dagens Under.

Dette første digt fra samlingen hedder »Takkesprog« og kunne altså læses netop dét år, hvor min far blev født!

 

Tog til tiden

Skriv en kommentar

Banevogteren. Landsbyen Ring, 1884. Nationalmuseum, Stockholm.

Togstrækningen, der løber forbi det lille ledvogterhus på maleriet fra 1884, findes også i dag. Det er forbindelsen fra Næstved via Vordingborg og videre mod det sydlige. I 1884 gik den fra Roskilde over Køge til Næstved og Vordingborg. Stedet er landsbyen Ring, sådan cirka midt imellem Næstved og Vordingborg. Det er malet af en af de helt store i dansk malerkunst, L.A. Ring (1854-1933), som selv kom fra den lille Sydsjællandske landsby, hvor maleriet blev til. Han hed ellers Laurits Andersen, men tog senere navn efter sit fødested, og blev til L.A. Ring.

Jeg kører tit med toget på denne strækning når jeg skal til København eller hjem til Præstø igen. Derfor interesserer jeg mig selvfølgelig for denne fantastiske maler. Han havde nemlig også forbindelse til Præstø. Da Laurits Andersen, som han hed dengang, var 14 år kom han i malerlære i Præstø, hvor han bl.a. var med til at restaurere Nysø, herregården, der ligger lige ved indkørslen til Præstø, med udsigt over fjorden. Han ville gerne være kunstmaler, men som husmandssøn havde han ikke mange muligheder for at komme på Kunstakademiet, og så kunne en begyndelse være, at blive håndværksmaler.

Laurits læste alt om kunst og kunstnere i datidens magasiner, men en oplevelse ved Præstø fjord har sikkert været af stor betydning for hans vilje til selv at blive kunstmaler. Mens han var hos malermesteren i Præstø stødte han en dag på kunstmaleren P.C. Skovgaard (1817-1875), der sad på stranden tæt ved Nysø, og malede udsigten over mod Præstø. Senere blev L.A. Ring selv en af de største, og for mig er maleriet Banevogteren. Landsbyen Ring, et meget stærkt eksempel på dette mesterskab. Det udtrykker langt mere end der er i rammen omkring maleriet, og er ikke kun et billede, men også et menneskeligt sjælelandskab.

Togstrækningen, som vi kan se på maleriet blev anlagt i 1870. Tilfældet, eller landmåleren, ville, at skinnerne kom til at gå tværs igennem den grund, hvor L.A. Rings barndomshjem lå, så huset blev adskilt fra frugthaven. Men jernbanen kom til at betyde endnu mere end dette skel på familiens jordstykke. Som alle steder, hvor der blev lagt skinner til det nye transportmiddel, fik det ikke kun konsekvenser for infrastrukturen, men også i høj grad for menneskers mentalitet og oplevelse af verden.

Hele det sydsjællandske landskab, som L.A. Ring og hans samtidige var vokset op i, ændrede udseende og skiftede karakter. Der kom skinner, broer, ledninger, master, nye lyde, nye transportmidler. Og alt dette virkede som noget fremmed. Når toget drønede forbi varslede det helt nye vilkår for mennesket. Mange oplevede, at de ikke ville komme med det tog, som man kunne sammenligne det moderne samfund med. At toget så at sige “var kørt” i mere end en forstand.

Banevogteren på maleriet vender ansigtet væk fra os, kikker mod toget, der er på vej nede fra kurven og om lidt vil støje forbi. I en bog om dette maleri bliver manden i de store træsko identificeret. Det er husmand Frederiksen fra Ring, der var blevet omskolet til opgaven som vogter ved den nye togbane. Egentlig kan man se på maleriet, at han slet ikke hører til i forbindelse med togskinnerne, der larmer med løfter om alt det moderne, der er på vej. Som på så mange andre af Rings malerier, er personerne nærmest sat ind, ikke som en integreret del af motivet, men som noget utilpasset – noget, der skal understrege den fremmedhed, som L.A. Ring selv oplevede sin omverden med.

Bag banevogteren kan vi se skyggerne fra et lukket hegn. Der er ikke nogen vej tilbage til den gamle tid. Der er kun at vente på det, som er på vej. Og på Rings tid var det moderne, dynamiske, hurtige samfund på vej – godt på vej endda, her symboliseret ved toget, som om lidt vil blæse forbi. Fra den mørke skikkelse forrest i vores synsfelt kan vi mærke, at han ikke forstår den udvikling, som han pludselig er havnet midt i, og gennem den officielle uniformskasket tilmed er blevet repræsentant for. Alt det, som har ændret hans liv, forandret landskabet, både det indre og det ydre, er symboliseret gennem toget, helt oppe i maleriets horisontlinje. Men alt det andet, måske det vigtigste, ligger udenfor maleriet, hvor samfundet, tæt på århundredskiftet, er ved at forandre sig i alle dets hjørner, for at blive til det samfund, som vi kender i dag.

Men måske er den selvsamme togstrækning igen eller fortsat et af de mange symboler på, at verden stadig ændrer sig i et voldsomt tempo. Når togene på strækningen i dag er forsinkede, aflyst, erstattet af busser og når 100 broer på linjen skal udbygges, når der skal lægges kabler og fremtidens tog bliver elektrificerede og skal køre med en hastighed på 200 kilometer i timen, så skyldes det, at verden aldrig bliver færdig med at udfolde sig. Når jeg lige for tiden kører i tog og passerer Ring, på vej ud eller hjem, så ved jeg, at om ganske få år har landskabet igen skiftet karakter, togene vil køre til Tyskland over Femernforbindelsen, verden vil have åbnet sig endnu mere, måske så meget, at man selv står og kikker efter udviklingen, som Rings banevogter i sin tid.

Toget har stadig samme symbolkraft, som på Rings tid, som noget man kan nå eller komme for sent til, vente på eller kikke efter. Det kan bringe én ud eller hjem, til afsked eller ankomst. Derfor repræsenterer toget også sindbilledet på både det kendte og det fremmede. Rings maleri forekommer mig som et tidligt udtryk for det moderne menneskes følelsesmæssige rodløshed stillet overfor alt det, der sker i den verden, som er vores, som vi er afhængig af, men som det kan være svært at føle sig hjemme i og fortrolig med. Altså med andre ord – som et maleri af os selv, også i dag, selv om det blev malet i 1884.


Litteratur:
Henry Nielsen og Dorthe Fogh: På sporet af banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884. Aarhus Universitetsforlag, 2016.
Statens Museum for Kunst: L.A. Ring. På kanten af verden, 2006.
Henrik Wivel: L.A. Ring. Dansk Klassikerkunst. Forlaget Palle Fogtdal, 1997.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Skriv en kommentar

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.

Januars Janus-ansigt

Skriv en kommentar

Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Vintersolhverv

Skriv en kommentar

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.