På dette tidspunkt for et år siden blev mit barnebarn født. Næsten på samme tid fødte min ukrainske venindes søster også et barn. Vi var begge to begejstrede, og glædede os sammen over de nyfødte, på den sociale platform, hvor vi havde mødt hinanden i et fagligt netværk. Efter nogle dage blev der længere mellem mulighederne for at udveksle historier om de to fantastiske babyer. Sophia, som min veninde hedder, måtte flygte, fordi Rusland havde indledt en krig mod hendes land, og Kyiv blev et usikkert sted at være for hende og familien med den lille nyfødte. 

Samfundstjeneste er en straf, som man kan idømmes, for at have begået kriminalitet. Ifølge straffeloven kan en ubetinget fængselsstraf i visse tilfælde ændres til mindst 30 og højest 300 timers ulønnet tjeneste for det danske samfund. 

Mens fængselsstraf isolerer de dømte fra samfundet, skal samfundstjeneste ideelt integrere dem i samfundet. I forbindelse med samfundstjeneste som straf argumenteres der for, at det skal og kan lære de dømte noget om vores fælles samfund, så de ikke begår kriminalitet i fremtiden. En repræsentant fra Kriminalforsorgens samfundstjenesterejsehold har således sagt, at “Samfundstjeneste fungerer godt og bidrager til samfundet.” Og en, som har prøvet det, siger, “Man ændrer ikke holdning, fordi man får at vide, at noget er forkert. Samfundstjenesten har derimod givet mig noget andet.” 

Her skal det imidlertid ikke handle om de forskellige straffeformer, vi har til rådighed. Men fra det strafferetslige begreb om samfundstjeneste kan der godt tænkes lidt videre: kunne det at gøre samfundet en tjeneste være en pligt for alle og ikke kun en straf for kriminelle? Den eftertanke dukkede tilsyneladende op i hovedet på Lars Løkke under den seneste valgkamp, men druknede i de mere medievenlige politiske ligegyldigheder.