Kategoriarkiv: Psykoterapi

Optimismens spændetrøje

Skriv en kommentar

For et stykke tid siden var det min skæbne, at høre en arbejdspsykolog holde foredrag om stresshåndtering. Som udgangspunkt brugte han en analyse af det moderne arbejdsmarked, hvor den ekstreme forandringshastighed tvinger virksomhederne til konstante omstruktureringer. Det betyder, at medarbejdernes omstillingsparathed presses til det yderste, ofte med katastrofale følger for det enkelte menneskes fysiske og psykiske helbred – det kan kaldes stress, nedslidning eller udbrændthed.

Så langt var det en ren fornøjelse at være enig med arbejdspsykologen. Det var jo en fin og korrekt analyse af menneskes vilkår på dagens arbejdsmarked. Det skulle imidlertid vise sig, at denne analyse var utilsigtet begavet. Minuttet efter lancerede han nemlig en teori, som vil give medarbejderen yderligere et problem, oveni det allerede at være ramt af stress. Som en anden Erasmus Montanus, der ved hjælp af fejlagtig logik forvandlede morlille til en sten, forvandlede arbejdspsykologen nemlig den stressramte medarbejders mentale indstilling til at være selve problemet.

Voila – først havde man det problem, at være blevet ramt af stress, så får man i tilgift det problem foræret af psykologen, selv at være årsag til problemet, fordi man tænker og føler forkert. Hvis det er den slags venner man får, når man rammes af stress, så har man ikke brug for fjender.

Arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke laves om. Arbejdspsykologens columbusæg var derfor følgende: Det er medarbejderne (dem vi i mere højtidelige stunder også kalder for mennesker), der må laves om, så vilkårene på arbejdsmarkedet ikke opleves som stressende og nedslidende. Til de stressede og nedslidte sagde han: ”Lad være med at betragte vilkårene på jeres arbejdsplads som et problem; se dem i stedet for som en udfordring! Det er nemlig langt mere positivt at stå over for en udfordring end det er at stå over for et problem”.

Jeg vil ikke benægte at vi ofte er i situationer, hvor det er den mentale tilgang til verden, der er afgørende. Men lad mig lige minde om, at denne arbejdspsykolog skulle fortælle, hvordan mennesker truet af stress og nedslidning kunne hjælpes. Med andre ord – han skulle forholde sig til mennesker i dyb eksistentiel krise. Problemet (ikke udfordringen – men det fucking problem) var, at han dybest set mente, at disse mennesker selv var skyld i, at det var gået så galt for dem. Det var deres syn på verden, der var problemet: De havde set deres situation, som et problem og ikke som en udfordring.

I romanen 1984 skrev George Orwell om det såkaldte “nysprog”, hvis formål bl.a. var at kontrollere menneskets tanker, ved at fjerne enhver mening fra sproget. Når vores arbejdspsykolog siger, at ordet “problem” ikke skal bruges, men erstattes af ordet “udfordring”, taler han i virkeligheden en form for nysprog, hvor der ikke gives mulighed for  hverken meningsfuld samtale eller eftertanke.

Hvis en gruppe medarbejdere står over for nedskæringer, øget arbejdspres, nye organisationsformer osv. – så kan vi da godt kalde det for en udfordring, men det forekommer mere relevant at tale om et ret stort problem. Vil man anerkende medarbejderne og tage dem alvorligt, må det negative indrømmes en plads. Lad ikke det at have et problem blive til et problem. Gør man det, så har man nemlig to problemer i stedet for ét.

Som psykoterapeuten Bent Falk skriver i den fine bog At være der hvor du er, så bliver samtalen fuld af huller og meget indviklet, hvis vi forbyder os selv at opleve og omtale den negative del af virkeligheden. Det negative ændrer jo ikke nødvendigvis betydning for personen selv, bare ved at blive kaldt noget andet. Det menneske, der oplever noget negativt og føler det som et problem, bliver imidlertid ladt alene med følelsen, hvis den ikke mødes og anerkendes af omgivelserne, som legitim, blot fordi den er negativ. Står jeg over for et menneske, der har oplevelsen af ikke at slå til, føler dårlig samvittighed over ikke at kunne klare det hele, er tynget af magtesløshed i forhold til alle de opgaver, der skal løses og måske tilmed er bange for at blive fyret – så hjælper det ikke at sige: “Du tager fejl – du har ingen problemer, du har bare nogle udfordringer!” Reagerer jeg på den måde, bliver hendes følelser på en eller anden måde hjemløse. Hun vil opleve, at jeg siger: “Du føler forkert – jeg vil kun være sammen med dig og kun anerkende dig, hvis du ændrer dine følelser”.

Negative følelser er ikke blot mangel på positive følelser. Det virker som om den positive psykologi forestiller sig, at det hele handler om at bruge de rigtige ord, f.eks. ”udfordring” i stedet for ”problem”. Men hvorfor være så bange for problemer, som arbejdspsykologen tilsyneladende var? Langt de fleste mennesker er jo ikke bange for at tale om deres problemer. Derfor er det også lidt underligt at stifte bekendtskab med en teori om positiv psykologi, der ikke ønsker at bruge det ord, som de fleste mennesker sætter på livets vanskelige situationer. På den måde kommer man i hvert fald ikke de mennesker i møde som rent faktisk oplever, at de har problemer.

Både det negative og det positive er en del at livet. Enhver samtale med mennesker, der har den seriøse følelse af at være konfronteret med et problem, må tage udgangspunkt i denne virkelighed. Det giver ingen mening at hive dem ud af den virkelighed, der for dem er trist og problemfyldt. Hvis vi forsøger at rykke samtalen væk fra det, der er vigtigt for dem, så bliver fortielser og livsløgn det ulykkelige resultat. Der kan findes stor styrke og et mægtigt udviklingspotentiale ved at forholde sig til alvoren i det negative – problemerne – i stedet for blot at betragte dem som noget, der udelukkende står i vejen for lykken og livsglæden.

I bogen Positiv psykologi skriver forfatteren, at det drejer sig om at fokusere på, hvorfor vi trods alt vælger livet. Se, dét er et godt og dybt spørgsmål, som i den positive psykologi imidlertid ofte bliver besvaret yderst overfladisk. Svaret ser nemlig ud til at være, at livet vælges i det omfang man kan undgå de problematiske og negative dele af tilværelsen, hvorfor det handler om at undgå disse situationer, og som et minimum give dem mere velklingende navne end ”problemer”. Kun det entydigt positive ses som en livsressource.

For min eget vedkommende vælger jeg livet, fordi jeg føler at det er ret problemfyldt og i sin dybde rummer noget, der er større end mig; noget der ikke nødvendigvis kan omformuleres til en positiv udfordring, men noget, der viser, hvor alvorligt det er, det liv, som jeg er i gang med. Det er ikke nødvendigvis lykken, der er livets mening; livets mening kan jo også være livet selv – både når det viser sig fra den positive og negative side.

Når maskerne falder

Skriv en kommentar

Jeg har aldrig tidligere prøvet at være 55 år gammel. Men det er helt fint. Faktisk er det efterhånden noget af det bedste, som jeg har oplevet. Som 55-årig er det på den ene side tydeligt, at man er dødelig, og derfor godt kan tillade sig at have lidt travlt med at nå alt det vigtige. Men på den anden side – når man nu alligevel er dødelig, så er der jo heller ikke nogen grund til at have alt for travlt.

Jeg har ikke så meget erfaring med det endnu. Det var derfor, jeg for cirka 10 måneder siden oprettede denne blog. At skrive løs på bloggen har siden været en øvelse i at leve mit liv på en ny måde. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg måtte træffe nogle ret vigtige beslutninger om resten af mit liv. Der var ikke længere ret meget tilbage, som jeg fortsat kunne gemme mig bag. Det blev stadig mere tydelig for mig: Enten var det mig, der løb af med livet – eller livet, der løb af med mig. Jeg måtte vælge mellem for alvor at træde ud i verden, eller finde nye måder, at gemme mig på.

Måske lyder det mærkeligt, men mine skriverier på denne blog har hjulpet mig til at kunne træde ud i verden på en meget mere nærværende måde. Mit mål var at skrive 50 indlæg, og det er det så blevet til i dag – 1. søndag i advent, hvor årets første sne også falder. Alle mine blog-indlæg beskriver noget meget vigtigt i mit liv: En rejse, hvor maskerne en efter en er faldet, hvor det for første gang har været muligt for mig at skrive frit om noget, som ellers altid har levet meget privat og skjult, langt inde i mig selv. Bloggen har tvunget mig til at fokusere på, hvad der er vigtigt i mit liv: Hvem jeg egentlig er, hvordan mit liv skal indrettes og leves, hvad jeg vil tro på, hvordan jeg vil forsøge at udvikle mig og hvad der skal stræbes efter i de kommende år?

Jo mere jeg skrev, jo mere blev jeg grebet af et dybere og dybere behov for at blive mig selv og afdække, hvorfor det er så let og fristende at svigte den, der står én nærmest – nemlig sig selv.

Sådan en rejse fortager man ikke alene. Derfor har jeg også skrevet om mine ledsagere – som alle er en del af historien: Min kone der fulgte mig hele vejen og frelste mig når jeg mistede kursen, og bogstavelig talt dansede med mig  hjemme i stuen når kompasretningen igen var stukket ud. Min kærlighed til hende kan ikke beskrives. Jeg har også skrevet om Dorthe, der gav mig et nødvendigt puf i den rigtige retning; om Arkæologen, der forbandt og forsonede mig med fortiden; om min personlige Jordemoder, der viste mig nye livsmuligheder – og om mange andre levende og døde, om mine forældre og forfædre, om guder, djævle, dæmoner og filosoffer – alle sammen nogen, der på en eller anden måde har ledsaget mig på rejsen. Specielt oplevede jeg, at mange af de døde ændrede sig mens jeg skrev om dem, og blev meget lettere at leve med i erindringen end de ellers havde været. Og de levende kom jeg tættere på end nogensinde før – ikke fordi jeg skrev om dem, men fordi ordene på bloggen blev til levet liv sammen med dem, jeg elsker.

Og så har der været alle dem, der har skrevet til mig. Efter hvert blog-indlæg har jeg fået meget smukke ord tilsendt; meget fortrolige og dybt bevægende fortællinger om andre menneskers liv, kærlige tanker på skrift og meget mere. Det har været en meget stor oplevelse og en drivkraft for mig til selv at gå videre, også når jeg var ved at gå i panik over ikke, at kunne finde min egen vej gennem livet.

Mens jeg skriver dette sidder jeg og lytter til Coldplay – det skulle jeg i virkeligheden nok være for gammel til, men jeg synes det er fedt at se og høre deres forsanger på scenen – han er bare så sej, og jeg vil gerne kunne danse ligesom Chris Martin. Men det er også helt i orden bare at lytte når han synger Don’t Panic.

Oh all that I know
There’s nothing here to run from
Cause here
Everybody here’s got somebody to lean on.

Ja – sådan har det været for mig: Alle de positive tilkendegivelser jeg har fået viser, at der altid er nogen, som man kan finde støtte hos – og jeg har støttet mig meget til de ord og tanker, som er blevet sendt til mig efter hvert nyt indlæg her på bloggen.

Her kunne det så stoppe. Men det at skrive på bloggen en gang om ugen hjælper mig til at kaste lys over mit eget liv – og da jeg jo trods alt kun er 55 år gammel, og netop i år har oplevet så meget i forhold til mig selv, til andre mennesker og til hvad livet ellers inviterer mig til – så fortsætter jeg. Der bliver nemlig mange flere ting, og ikke færre, at undersøge, efterhånden som man bliver ældre. Altså kommer der 50 indlæg til – lad det være en trussel eller et løfte.

For et par dage siden inspirerede en gamle ven mig til at kigge nærmere på den fantastiske skulptur af Zenos Frudakis. Det er et bevægende kunstværk om frihed. freedom-sculpture-by-zenos-frudakisLad dette motiv blive symbolet på fremtiden – at træde ud af stenen ind i livet og friheden – nysgerrig, nyfødt uanset hvilken alder du har – der er altid nok at undersøge, kigge på, undre sig over og skrive om.

Og i baggrunden hører jeg stadig Coldplay – nu er de nået til Fix You. Dans ud af stenen til løftet om, at der altid er nogen og noget, der vil Fix You, hvis du får brug for det:

When you try your best but you don’t succeed
When you get what you want but not what you need
When you feel so tired but you can’t sleep
Stuck in reverse.

And the tears come streaming down your face
When you lose something you can’t replace
When you love someone but it goes to waste
Could it be worse?

Lights will guide you home
And ignite your bones
And I will try to fix you.

Vendepunktet

Skriv en kommentar

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Tidsmaskinen

Skriv en kommentar

Fortiden kan man ikke ændre. Sket er sket, hedder det, og det er kun inden for science fiction, at tidsmaskinen er opfundet, så man kan rejse tilbage og ændre på fortiden, hvorved nutiden også forandrer sig. Min påstand er imidlertid, at alle mennesker har en psykisk tidsmaskine, som gør det muligt at rejse tilbage til fortiden og på den måde ændre noget ved nutiden.

Erindringer om fortiden er ikke noget der afsluttes én gang for alle. De konkrete hændelser sker og efterlades i fortiden. F.eks. er mine forældres død to konkrete hændelser, der skete i fortiden, og de sker helt sikkert ikke igen. Men erindringen om mine forældre er noget, der sker i nutiden, og denne erindring afsluttes ikke, den opstår igen og igen, selv om erindringens indhold kan ændre sig radikalt mange gange. Derfor fordøjer vi heller ikke blot de konkrete hændelser der sker i vores liv – sket er ikke bare sket – vi bliver hele tiden formet af erindringen om disse hændelser og oplevelser. Når erindringen om mine afdøde forældre ændrer sig gennem et nyt perspektiv, så er der derfor også mange ting i min nutid, som ændrer sig.

Det er her den psykiske tidsmaskine kommer ind i billedet. For tænk hvis fortiden var helt lukket og forseglet, så vi ikke kunne rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver eller en lidt anden historie om det, der engang skete. Så ville vi faktisk være fanget i fortiden.

Jeg vil bruge et personligt eksempel for at vise, hvad der menes med dette. Da jeg i sin tid gik i skole eksisterede mobning ikke. Det hed drilleri, hvis det overhovedet havde et navn, og var noget som alle raske drenge skulle kunne tåle. I hvert fald var det ikke noget, som man skulle forvente at skolen tog sig af. Derfor var det heller ikke noget, der blev talt om, ikke noget man sladrede om eller sagde derhjemme. Jeg blev imidlertid drillet ganske meget i skolen. På grund af mit udseende; jeg var for høj, for tynd, for bleg, for slap og gik med briller. Desuden fordi vi var tilflyttere fra København og gik i noget forkert tøj, talte på en lidt anden måde end de andre og i det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af den måde, som tingene foregik på i skolen; jeg lærte langsommere end de andre og forstod mig ikke på at finde venner, så jeg var rigtig ked af at gå i skole. Derfor pjækkede jeg, hvilket naturligvis gjorde det hele meget værre, for så var jeg jo bare ham, der ikke kunne undvære sin mor.

Det var dybt ydmygende for mig at blive drillet, og jeg sagde det derfor aldrig til nogen, men løj mig i stedet for syg, så jeg slap for at gå ud. Ikke engang mine forældre fik den rigtige historie, fordi jeg havde den sikre overbevisning, at det var mig, der var noget galt med, at jeg var forkert, dum og i virkeligheden bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke og så måtte jeg finde mig i det hele, for det var langt mere ydmygende at skulle afsløre sig selv, som en der blev drillet.

Sådan har mange børn haft det. Denne historie er derfor ikke usædvanlig eller særlig slem for mig, men blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne rejse tilbage til fortiden og ændre lidt ved tingene. Først da jeg i en alder af 53 år, på grund af nogle helt andre omstændigheder i mit liv, måtte opsøge en psykoterapeut, fortalte jeg for første gang hele historien. Intet kan naturligvis ændre ved den faktiske kendsgerning, at jeg blev drillet og gennem hele min skolegang troede, at det var mig, der var noget i vejen med. At jeg havde fået tillagt drillerierne denne betydning afspejlede sig naturligvis senere i livet som en stor usikkerhed om, hvorvidt jeg var god nok, dygtig nok til mit arbejde, værd at være ven med osv.

Efter nogle ture i tidsmaskinen sammen med min kærlige og omsorgsfulde terapeut skete der noget som gjorde, at min fortid rent faktisk ændrede sig i en grad så også nutiden forandrede sig, selv om de konkrete begivenheder i fortiden naturligvis forblev de samme. Efterhånden begyndte fortidens begivenheder at fremtræde for mig med en anden betydning. At jeg var blevet drillet var der ikke nogen tvivl om, men langsomt fik jeg snuden i det spor, der førte mig i retning af den mulighed, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Det gik op for mig, at jeg måske simpelthen var blevet behandlet dårligt, at ingen havde hjulpet mig og at det ikke var min egen skyld. Så skulle jeg altså heller ikke længere skamme mig over at være den, der blev drillet. Med andre ord, jeg behøvede ikke hele tiden at være nervøs for om jeg nu også var god nok og gjorde det rigtige. De havde ikke drillet mig fordi der i virkeligheden var noget galt med mig, men fordi ingen voksne havde taget sig af det, og ingen havde hjulpet mig, så jeg endte med at opleve det som min egen skyld.

Det lyder måske ikke af noget særligt, for hvor svært kan det være at finde ud af, at det er de andres skyld? Svært – vil jeg gerne sige, for min idé om at jeg selv var skyldig og følelsen af skam var blevet en del af min fortid – og ideerne om fortiden sætter rammerne for både nutiden og fremtiden. Min selvforståelse var så at sige blevet fanget i fortiden.

Denne nye udlægning af min fortid betød ikke at jeg skulle finde frem til, hvem der havde svigtet o.l. Den betød heller ikke, at selvmedlidenheden nu skulle have frit løb. Men bare det at erkende, at det ikke var mig der havde været noget galt med, det at kunne se drillerierne som noget de andre børn ikke havde nogen ret eller grund til at gøre mod mig – alene dette gjorde, at begivenhederne i min fortid nærmest ændrede sig, så jeg i min nutid begyndte at se på mig selv med lang mere milde øjne. Det terapeutiske rum er på den måde ikke kun et sted, hvor man kan komme med dybe og ellers hemmelige betroelser til terapeuten. Det er også start- og landingsbanen for den psykiske tidsmaskine; stedet hvorfra man kan rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver på gamle begivenheder og dermed omskabe ellers fastlåste fortællinger om sig selv som f.eks. skyldig, forkert o.l.

Denne lille historie kunne være fortalt om mange andre mennesker end mig. Fortiden virker på os alle, vi bliver formet af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os, nærmest helt fra vores egen personlige begyndelse. Hele tiden genoplever vi ting og sager fra vores fortid. Når jeg – selv som voksen og trods en god uddannelse, godt job, masser af succes, smuk kone og alt det andet positive i mit liv – alligevel kunne komme meget i tvivl om mit eget værd, så var det fortidens dæmoner, der hviskede mig i øret. Men heldigvis kan mange af disse biografiske hændelser i vores fortid ændres; ikke gøres ugjorte, men det betydningsindhold, vi tillægger dem, kan ofte ændres så det nærmest føles som om selve fortiden har ændret sig – og så er det næsten som at blive genfødt.

Fred i vores tid

Skriv en kommentar

Det kan være svært at slutte fred med dem, man opfatter som sine fjender. Ofte er det imidlertid endnu vanskeligere at slutte fred med sig selv. Alle krige er frygtelige, men tit bliver borgerkrige ført med en brutalitet, der overskrider al menneskelig fatteevne. I en borgerkrig er et folk jo i krig med sig selv om de mest grundlæggende spørgsmål: hvorfor eksisterer vi og hvordan skal vi fortsat eksistere? Som individuelle mennesker kan vi også ligge i en slags borgerkrig med os selv; en tilstand, hvor vi både er offer og bøddel i en indre eksistenskamp, der handler om hvem vi skal være og hvordan.

Det er ikke mærkeligt, at vi undertiden behandler hinanden nådesløst, når vi kan være så hårde over for os selv, som tilfældet er i disse indre krige. Mange mennesker slider således sig selv op med selvbebrejdelser, benhårde domme og vrede, som de uden nåde retter mod sig selv. Jeg har ofte mødt mennesker, der har meget svært ved at fortælle, hvad de er bedst til og hvorfor andre overhovedet skulle holde af dem. Derimod har de ikke svært ved at forklare mig om alt det, som de føler er problematisk og begrunder, at andre nok ikke kan lide dem.

Langt de fleste af os slæber rundt på nogle overbevisninger, som vi ikke magter at betvivle. Det er måske blevet en sandhed, at man er et dårligt menneske, at man er dummere end andre, at man ser forkert ud, er for tyk eller tynd eller at andre ikke kan lide én. Den slags indre overbevisninger føres ofte over på den ydre verden. Der er ikke langt fra min egen følelse af utilstrækkelighed til oplevelsen af, at de andre ikke kan lide mig. Derfor kan man let komme til at bruge mange kræfter på at puste sig selv op for at klare dagligdagen, men med risiko for let at punktere og falde helt sammen ved den mindste modstand – eller omvendt, man prøver hele tiden at være usynlig i håbet om, at ingen opdager én. Begge dele kan gøre én meget vred på de andre, fordi man jo føler, at de enten tryner eller helt overser én. Eller også kan den ubevidste foragt, man føler for sin egen ”svaghed”, rettes ud imod andre mennesker i en foragt for deres svaghed, så vi kommer til at bruge hinanden som en slags psykiske krykker for at holde os selv oppe.

Vi har alle sammen både stærke og sårbare træk i vores psyke. Problemerne opstår, hvis man kun ser sig selv som enten stærk eller sårbar. Træder man frem for verden med en selvforståelse, hvor man udelukkende oplever sig selv som stærk, så kan ens sårbare del fra sin ubevidste position f.eks. reagere med foragt for andres sårbarhed. Forstår man derimod udelukkende sig selv som sårbar og svag, så kan den stærke del f.eks. vise sig ved vrede og aggression mod mennesker, der aktivt og selvbevidst tager initiativ, ansvar osv.

Mange har måske slet ikke den slags problemer, men det er overhovedet ikke ualmindeligt at ligge i en form for krig med sig selv på de indre linjer; en slags borgerkrig, hvor mange af de følelser, vi giver udtryk for over for andre mennesker, ikke kun har noget med dem at gøre, men næsten alene knytter sig til vores egne indre konflikter.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skrev, at kun gennem kærlighed bliver man i stand til at se de vigtigste og dybeste træk hos andre mennesker. Skal man lære et andet menneske at kende er der fejl, mangler, skævheder, svagheder o.l., som man hele tiden må bære over med, tilgive og gøre til en del af kærligheden. Derfor kan man ikke virkelig lære et andet menneske at kende i dybden, hvis man ikke elsker det så højt, at dets fejl bliver ubetydelige og i hvert fald tilgivelige. Efter min mening gælder det også i forhold til én selv.

Selv-kærlighed er en vigtig forudsætning for, at man kan føle sig værdig til andres kærlighed og desuden også af central betydning for vores evne til at elske andre. Omfatter man ikke sig selv med kærlighed, kan man f.eks. ikke føle omsorg for sin egen sårbarhed, svaghed og  skrøbelighed, så risikerer man at forstene i et selvbillede, hvor denne indre konflikt bliver til en konflikt med omgivelserne.

John Lennon skrev bl.a. den smukke sang Imagine. Den handler om en fremtid, hvor der ikke er nogen lande og mennesker, som fører krig mod hinanden. Imagine, sang Lennon – forestil dig, at mennesker lever i fred med hinanden. For min egen regning vil jeg gerne tilføje: forestil dig, hvordan det ville være, hvis mennesker kunne leve i fred med sig selv, ikke være i indre borgerkrig, ikke slå sig selv for panden, men elske sig selv. Vi ved jo, hvordan det er at elske et andet menneske: den man elsker fejler måske, bliver ældre og lidt rynket, men vi elsker jo vedkommende og det er igennem denne kærlighed at vi kan virkeliggøre vores fælles muligheder i kærlighedsforholdet. Det er også gennem selv-kærligheden, at vi kan virkeliggøre vores individuelle muligheder, først og fremmest fordi vi på den måde ikke længere vil være så krigeriske over for os selv.

Er du interesseret i at læse mere om hvad der sker når vi kommer i konflikt med os selv kan jeg anbefale en bog som tager udgangspunkt i Carl Gustav Jungs teori:
Jørgen Groth: Drømmearbejde. Om at anvende det ubevidstes symboler, Forlaget Frydenlund 2001.

Viktor E. Frankls tanker om kærligheden kan du finde mere om i
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.

Lunefulde lykke

Skriv en kommentar

Hver gang jeg er på indkøbstur i Fakta ønsker den søde pige ved kassen mig en fortsat god dag. Hermed rejser hun en række filosofiske spørgsmål, som er over 2000 år gamle: Hvad skal der til for at skabe en god dag? Kan man være lykkelig og have en god dag selv om det er indlysende, at man senere i livet vil opleve masser af ulykkelige dage, hvad er lykke i det hele taget og kan lykke og ulykke eksistere side om side? Det tager jeg selvfølgelig ikke op med kassepigen, for bag mig i køen står der næsten altid en sur mand og kræver, at der bliver åbnet en kasse til. Men skulle man tage en snak med kassepigen og kunderne om, hvad en god dag er og hvad lykke betyder, så ville det vise sig, at alle ønsker sig lykke og masser af gode dage, men at kun de færreste kan sige, hvad det i virkeligheden betyder.

I det gamle Grækenland, for over 2000 år siden, ville kassepigens ønske om en god dag til kunderne betyde noget i retning af: Kan I have en dag, hvor I gør det etisk rigtige. I kristendommens tidlige perioder ville hendes søde hilsen nok slet ikke være blevet forstået, for her knyttede lykke og gode tider sig primært til livet efter døden. Det var først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede, at lykke og et godt liv begyndte at få status som en rettighed, noget som mennesket kunne forvente i dette liv, og noget som politikerne og samfundet stillede i udsigt. I dag er lykke blevet en forventning, der deles af alle, nærmest som var der givet et universelt løfte om lykke – Don’t worry, be happy.

Prøv at gå ind i en boghandel og spørg efter bøger om lykke. Så vil du blive præsenteret for titler som Lykke kan læres, Vejen til lykke, Spis dig lykkelig, Lev dig lykkelig, Bo dig lykkelig og Sådan bliver du lykkelig. Den nyeste samtidshistorie er på den måde også historien om, hvor meget og hvordan vi stræber efter at blive lykkelige. Det er der ikke nødvendigvis noget mærkeligt eller forkert i, men spørgsmålet er, om den moderne stræben efter lykke ikke kan producere sin helt egen form for utilfredshed? Kunne dét paradoks ikke tænkes at være den filosofiske sandhed i den gamle revy-sang Hvorfor er lykken så lunefuld?

Problemet er vel, at den stræbsomme forfølgelse af lykke i bedste fald kan sammenlignes med at skyde efter bevægeligt mål, og i værste fald som at sigte efter det bevægelige mål med bind for øjnene. For hvem er i stand til at definere lykke? Er lykke ophobningen af de gode dage, som kassepigen i Fakta ønsker for mig? Og hvad er så ”en god dag”? Er lykke når det samlede livs-regnskab kan fremvise flere gode dage end dårlige? I så fald kan vi først vide om et menneske har haft et lykkeligt liv når vedkommende er død og regnebrættet kan gøres op. Kan man være lykkelig selv om man oplever noget ulykkeligt? Personligt har jeg flere gange oplevet noget som gjorde mig ulykkelig, men som senere blev grundlaget for en dyb lykkefølelse. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi står midt i det ulykkelige.

På den måde ved vi faktisk ikke ret meget om lykken. Det er ikke engang altid, at vi kan mærke den når den er der, for lykken kan som sagt gemme sig bag noget ulykkeligt, og det ulykkelige bag noget tilsyneladende lykkeligt. I Samuel Becketts skuespil Mens vi venter på Godot, er der følgende replikskifte:

Estragon: Jeg er lykkelig.
Vladimir: Det er jeg også.
(…)
Estragon: Vi er lykkelige. Hvad skal vi så lave, nu hvor vi er lykkelige?
Vladimir: Vente på Godot.

Hermed mener jeg ikke at det er absurd at stræbe efter lykke. Men hvad ligger der egentlig i Estragons og Vladimirs korte dialog om lykken? Selv hvis de var lykkelige, ville de ikke være tilfredse. De ville fortsætte med at vente, og denne skæbne kan forekomme endnu mere tragisk end hvis de ikke var lykkelige.

Blandt de utallige bøger om lykke, der er skrevet i de senere år, er også Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt. Umiddelbart kunne titlen lyde som om det bare var endnu en af de utallige bøger i den moderne lykkebølge. Men hvis man tænker på, at en af de fundamentale læresætninger i buddhismen er, at alt liv også er lidelse, så åbnes der for en anden vinkel på spørgsmålet om lykke. Et perspektiv, som man også kan finde hos psykoterapeuten Viktor E. Frankl. Han sagde, at lidelsen er et af livets dybeste grundvilkår som beskytter os mod at glemme vores menneskelighed og medmenneskelighed. Og hvis vi glemmer vores menneskelighed er vi vel ikke lykkelige?

Den moderne tvang til at være positiv, glad, lykkelig, optimistisk osv. har efter min mening en tendens til at overse noget vigtigt: Lykken kan være ligesom Erydike, som Orfeus i den græske mytologi fik lov til at hente op fra underverdenen, hvis han lovede ikke at vende sig om og se tilbage på hende under rejsen op til jorden. Men Orfeus vendte sig alligevel om, og hans elskede Erydike var hermed tabt for altid. Når vi fokuserer så meget på lykke, som tilfældet er i det moderne samfund, kan vi risikere at glemme livet i bredere forstand, og i stedet stirre os blinde på tomme og overfladiske idealer om det lykkelige liv; idealer, som ikke engang er vores egne. Hvis man kun kigger efter lykken, så forsvinder den, som Erydike gjorde da Orfeus rettede blikket mod hende.

Lykke kan ikke planlægges, lykkelige dage ikke tælles og stilles op i kolonner over for de ulykkelige dage. De mest betydningsfulde ting i livet ligger ofte udenfor menneskets kontrol. I tidligere tider mente man, at det var gennem gudernes indgriben, at mennesket oplevede lykke eller ulykke, liv eller død, kærlighed eller svigt osv. Det er nok ikke tilfældigt at disse følelser, som har afgørende indflydelse på hvordan vi oplever livet, blev tilskrevet guderne. Der var en oplevelse af, at de blev givet til mennesket i en form og på et tidspunkt, som guderne selv valgte og derfor var det vigtigt at være klar og nærværende når guderne kaldte. Derfor er det også om at være der når lykken er der, og den kan faktisk godt indfinde sig midt i det ulykkelige, selv midt i lidelsen – sådan var det dengang, hvor guderne bestemte, og sådan er det i dag, hvor mennesket heller ikke selv bestemmer, hvornår lykken skal kigge forbi.

Vil du læse mere om de emner, der kort omtales i dette indlæg, så er der et par muligheder her:
Niels Thomassen: Ulykke og lykke, Gyldendal 2001.
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.
Darrin M. McMahon: Happiness. A history, Grove Press, New York 2006.

Grænsesituationer

Skriv en kommentar

Prøv at se lidt på det gamle fotografi af den alvorlige mand i lænestolen. Det er den tyske psykiater og filosof Karl Jaspers. Selv om mange ikke anser ham for at være ”rigtig”filosof, så er han alligevel et af mine store forbilleder. Som han sidder der i hjørnet, omgivet af bøger, ser det ud som om hans blik er rettet mod noget, der er meget langt væk, måske en fjern idé. Men Karl Jaspers var faktisk en af de mest nærværende filosoffer, man kan tænke sig. Han gør nemlig filosofi til levet liv – og netop af den grund har mange afskrevet ham som filosof.

Karl Jaspers (1883 – 1969)

Alvorlig ser han ud, og alvorlig var han. Jaspers mente, at vi skulle tage det alvorlige alvorligt og undgå den overfladiske lykke, som vi i dag får udleveret til indkøbspris. Han ville have os til ikke at flygte fra tilværelsen, men i stedet sige ja til livet i alle dets afskygninger, opleve virkelighedens tyngde, og ikke kun dens ulidelige lethed. Jaspers selv havde en grund til at se så alvorlig ud. Med stor risiko for eget liv var han en af dem, der talte den tyske nazisme imod, og det var kun i sidste øjeblik, at han sammen med sin jødiske hustru fik bragt sig i sikkerhed.

Selv om Jaspers på fotografiet udstråler stor og måske gammeldags professor-autoritet, så var han et meget ydmygt menneske. Han filosoferede ikke ud fra en styrkeposition, hvor han hævdede en absolut sandhed. Tværtimod var han enig med den græske filosof Epiktet i, at filosofi opstår når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt. Karl Jaspers slog fast, at filosofiens oprindelse lå i forundringen, i tvivlen og i bevidstheden om menneskets fortabthed. For mig gør dette hans filosofi åben for alt, og der er noget evigt ungdommeligt i den måde, som den gamle filosof hele tiden forsøger at tage de problemer op, som mennesket møder i livet.

Det, der gør Karl Jaspers aktuel i dag, er bl.a. hans begreb om grænsesituationer. Det er situationer, der bestemmer over os og som vi kun kan overskride i fantasien, men hvor ethvert forsøg på overskridelse altid vil kaste os tilbage i grænsesituationen. Alt hvad der har virkelig betydning i tilværelsen, har vi jo kun en ganske begrænset kontrol over: vi kan f.eks. ikke beslutte os til at undgå sorg, tab, sygdom, død og lidelse; ikke beslutte os væk fra at blive ældre eller til, at nu skal den store kærlighed dukke op. Måske kan vi udsætte, fortrænge eller bortforklare konfrontationen med disse og lignende grænsesituationer. Men – en dag står vi der igen.

Grænsesituationerne er det alvorlige i vores liv – og jo mere alvorlige ting, vi beskæftiger os med, fra kærlighed til død, jo mindre indflydelse har vi i virkeligheden selv på, hvad der sker hvornår og hvordan. Ikke mærkeligt, at man tidligere så Guds hånd eller skæbnen, når disse forhold var i spil for mennesket.

Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er ved mødet med uoverstigelige grænser, at man for alvor viser hvem man er som menneske, og ikke nødvendigvis gennem den konstante overskridelse af grænse efter grænse? Det vil sige, hvad gør vi og hvordan forholder vi os, når vi ikke kan komme videre, når vores hensigter ikke bider på livet, men vi hele tiden blot bliver smidt tilbage i grænsesituationen?

I princippet er der tre reaktioner: Vi kan bryde sammen og blive knækket af ”livets kraft”, vi kan benægte det hele, eller vi kan møde grænsesituationens lidelse – ved først at fortvivle og derefter forvandles, eller som Jaspers siger, genfødes i en ny bevidsthed om os selv.

Jaspers har inspireret den del af psykologien, der kaldes for eksistenspsykologien og eksistensterapien. Den arbejder netop med, hvordan vi kan forholde os til grænsesituationerne. Men her må jeg desværre beskrive det så kort, at nogen måske kunne fristes til at tro, at jeg ikke anerkender lidelsens og angstens frygtelige byrde. Jeg er ikke naiv, og det var Jaspers bestemt heller ikke. Men – i korte glimt har jeg selv oplevet den dybde, der kan ligge i forsøget på at bøje sig for grænsesituationens uoverstigelighed.

Dette har intet at gøre med at give op og lade stå til f.eks. i forhold til sygdom og død. Tværtimod. Det handler om at gøre lidelsen til noget kendt i ens liv, så den mister sin fremmedhed; man anerkender den og gør den til en del af ens hverdag og én selv. Hvordan man gør det findes der ikke nogen modeller for. Det afhænger af hvem man er og kan ske gennem alt fra fysisk udfoldelse til meditation, men fælles er, at mange på den måde oplever, at lidelsen mister styrke ved at blive anerkendt og trukket ind i livet som en del af mig. På den måde bliver der nemlig samtidig plads til nye livsdimensioner.

For mig er det en stor trøst, at Karl Jaspers har levet. Når jeg ser på det gamle foto tænker jeg på alt det, han kunne tænke, på alle de grænseoverskridene ideer han kunne få netop fordi han insisterede på, at der er grænser som vi aldrig kan overskride, og at det er i mødet med dem, at vi for alvor bliver menneske.

Her kan du læse mere om Karl Jaspers: Bo Jacobsen: Livets dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi. Hans Reitzels Forlag 2009. Karl Jaspers: Hvad er filosofi? Haases Forlag 1965.

Handlingen at være menneske

Skriv en kommentar

En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.

Døden som livseliksir

Skriv en kommentar

Dette er et indlæg om døden, derfor handler det om livet. Eller måske er det omvendt: det er et indlæg om livet, og netop derfor handler det om døden? Naturligvis kan jeg godt kende forskel på livet og døden, men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det var det, som den danske filosof Søren Kierkegaard satte helt på spidsen, da han i 1847 noterede sig, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig – den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard. På den måde kan tanken om døden blive til en slags livseliksir.

Det er ikke mærkeligt, at mange har været fristet til nærmest at definere livet på baggrund af døden. Sådan var det f.eks. med den franske anatom og fysiolog, Marie–François-Xavier Bichat, som i år 1800 skrev den videnskabelige afhandling ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. I barnet og det unge menneske er der en overflod af liv til at holde døden på afstand, skrev Bichat. I det voksne menneske er der mere ligevægt imellem livet og dødens anmassende kræfter, men med alderen svækkes livet, imens døden fortsat virker med uformindsket styrke.

Marie François Xavier Bichat

Livet er således gennemtrængt af døden, mente Bichat. Og så døde han i øvrigt. Som en mand i sin bedste alder, blot 31 år gammel, styrtede han af uforklarlige årsager ned ad trappen på Hôtel-Dieu hospitalet i Paris og døde efterfølgende af feber. En mand, der undersøgte de levende og de døde, og som endte med at se livet og døden som to kræfter, der virkede i mennesket på én og samme tid; som en trappe, der altid både går op og ned. En anden franskmand, nemlig filosoffen Michel Foucault, skrev senere, at Bichat var en af de første, der fordelte døden ud over hele livet.

Filosofferne i nyere tid har været uenige om, hvad det kunne betyde for mennesket, at døden på den måde ikke blot er noget, der sker på et tidspunkt, men at døden er de levendes problem igennem hele livet. Én ting har de dog været relativt enige om: bevidstheden om døden skærper opmærksomheden på livet. Uenigheden knytter sig til, om denne opmærksomhed på døden gør livet absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente f.eks., at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger, ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet en mening.

For os almindelige mennesker er det nok både-og, alt efter hvem man er og hvad man har oplevet. Det er min opfattelse, at det let bliver meget frelst, at kræve et bevidst forhold til døden; at vi i vores psykiske nøgenhed skal kunne møde døden ansigt til ansigt. Den dybeste medfølelse må altid favne de mennesker, der står over for døden, både de døende og de pårørende. Der er ingen lette løsninger givet for dem. Ganske vist arbejder psykologien med, hvordan vi kan få psykisk kontrol over krisesituationer, men i mødet med døden handler det netop om at forholde sig til det, som vi aldrig kan få kontrol over, og som derfor er så angstfremkaldende.

Uanset om vi oplever døden, som en del af livet, der tilmed giver det mening, eller om vi ser den som en ydre, fremmed magt, der ikke er plads til i livet – så kan vi ikke snige os forbi den. Engang stod jeg selv over for døden, og troede virkelig ikke, at jeg skulle overleve den sygdom, som havde ramt mig. Derfor ved jeg godt hvor svært det er, at gøre døden til en del af livet; erhvervelsen af denne viden, som du gerne må kalde banal, kostede mig en del år i psykoterapi. Dødsangsten er ikke af den grund forsvundet som dug for solen, men tanken om døden kaster mig i stigende grad tilbage til nutiden, hvor jeg rent faktisk lever – her og nu. Så måske er det ikke udelukkende forholdet til døden, der er problemet, men endnu mere forholdet til nutiden, som paradoksalt nok er det vanskeligste sted for os at tage bolig.

Fortiden og fremtiden indtages langt lettere end nutiden, men betænk alligevel, hvad den ellers så dystre filosof  Arthur Schopenhauer skrev: …alene nutiden er alt livs form. Til gengæld er nutiden livets sikre ejendom, hvorfor denne aldrig kan fravristes livet. Det nu, som du nu har med din elskede, er Jeres sikre ejendom; det nu, som du er i nu, er din sikre ejendom, hvilket hverken fortiden eller fremtiden er: Nutiden og dens indhold er der altid. Begge står fast uden at vakle – som regnbuen på vandfaldet, skrev Schopenhauer i ”Verden som vilje og forestilling”.

Oldtidens filosoffer sagde, at filosofi var en slags forberedelse til døden, men samtidig oplevede de også filosofi, som en måde at leve på. Denne levemåde var karakteriseret af en intens, bevidst opmærksomhed på det levede nu. For mange af oldtidens filosofiske skoler var det netop meditation over døden, som gjorde det muligt, med størst intensitet, at leve i nuet. Disse filosofiske skoler dyrkede ikke døden som en kult, men som en eliksir, der lærte dem at leve i nuet, og prise den sikre ejendom, som nuet er. På den måde har døden altså ret meget med livet at gøre. Eller måske er det omvendt: på den måde har livet ret meget med døden at gøre?

Usynlig

1 kommentar

Tænk hvis du en morgen vågnede op og var usynlig. Ingen ville lægge mærke til dig på gaden, du kunne bevæge dig ubemærket overalt og smugkigge de steder, som du kun havde drømt om. Det er en af menneskehedens ældgamle drømme, at finde midlet, der kan gøre indehaveren usynlig, på samme måde som usynlighedshatten i den græske mytologi. Eller måske lidt i retning af Harry Potters usynlighedskappe, selv om den mere er beregnet på at gøre ham usynlig for døden. I virkeligheden er dette lidt af et paradoks, for det er ikke så få der har valgt døden, netop fordi de oplevede sig selv som usynlige.

For de gamle romere var usynlighed – det ikke at fremtræde for andre mennesker – nærmest at sammenligne med døden. At være i live var for dem det samme som at være iblandt mennesker. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt sagde derfor, at vi mennesker fødes ind i et fællesskab, hvor vi udvikler os, bliver os selv og finder vores egen indre personlighedskerne ved at træde frem for andre. Det er den proces, som psykoanalytikeren C.G. Jung kaldte for individuation, og beskrev som det at lukke verden ind. Og så kan det jo ikke nytte noget at gå med usynlighedskappe.

Sagen er bare, at mange mennesker kæmper for ikke at være usynlige. De vil gerne lukke verden ind, men verden er modvillig og tager af forskellige årsager ikke imod invitationen.  Det er de mennesker der oplever at de overses, at andres opmærksomhed er fraværende i en grad så usynlighed er en dækkende betegnelse for den dominerende selvfølelse. Denne usynlighed er ikke nogen eventyrlig oplevelse fremkaldt af en fascinerende usynlighedskappe. Det er tværtimod en af de mest sjælerystende og dødbringende oplevelser et menneske kan komme ud for.

At være usynlig for andre er nemlig det samme som at være grundlæggende i tvivl om sin egen eksistens, sit eget værd, sit eget liv. Som det allerede i 1890 hed i et af psykologiens hovedværker, ”The Principles of Psychology” af William James: Man kan næppe tænke sig hårdere straf end – hvis det var fysisk muligt – at blive sluppet ud i samfundet, og at der så ikke var nogen, der lagde mærke til én.” Selv den mest smertefulde tortur ville være bedre, tilføjede han, og vurderede, at den slags usynliggørelse ville fremkalde en frygtelig magtesløshed, fortvivlelse og vrede.

Vi ønsker at vække en eller anden slags følelse i vores medmennesker. Læg mærke til at jeg siger en eller anden slags følelse. Heri ligger den sande betydning af usynlighed, som værre end fysisk tortur. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 romanen ”Doktor Glas”, hvor man kan møde en dyb indsigt i usynlighedens psykologiske konsekvenser: Man begærer at blive elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf afskyet og foragtet.

Med en usynlighedskappe på skuldrene kunne vi måske fristes til at smugkigge ind i damernes omklædningsrum, men ret hurtigt ville vi i den grad foretrække at blive set, afsløret, måske endda foragtet – hvis vi ikke kunne blive elsket. Vi er afhængige af andres opmærksomhed, for uden den kommer vi let i tvivl om hvem vi er, og mister måske endda os selv; og så er det bedre at være frygtet eller foragtet end at være usynlig. På den måde er der da i det mindste en reaktion på mig – jeg foragtes altså er jeg til i verden.

Der tales voldsomt meget om anerkendelse i dag. Men den grundlæggende form for positiv og kærlig anerkendelse knytter sig til at vide sig set som et unikt menneske, forskellig fra alle andre. Det er det som Hannah Arendt kalder den anden fødsel. En fødsel, hvor man ikke kun er til stede som fysisk væsen, men også som en der handler og træder frem for andre, som et enestående menneske, der tager verden i besiddelse på sin helt egen måde og dermed bidrager positivt til verdens fortsatte beståen.

Derfor har vi brug for livsvidner, der møder os i åbenhed fra vi er spædbørn til vi bliver oldinge. Den måde, som verden ser os på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan vi selv ser på verden: Som et sted, hvor vi gøres usynlige og dermed trues af en selvudslettelse, som vi for enhver pris må kæmpe imod, eller som et sted, hvor vi bliver set og invitere ind. Spørgsmålet er hvordan verden bliver vores: Gennem destruktiv kamp for at udgå usynlighed eller gennem synlig invitation til deltagelse?