Kategoriarkiv: Psykologi

Meditation over mine døde

Skriv en kommentar

En nat vendte jeg mig om i sengen, fordi der blev kaldt på mig. “Følg os,” lød det fra flere stemmer, som jeg med det samme vidste hvem var. Det var mine døde og ikke kun mine, men også de døde, som havde været tæt på de mennesker, som jeg elsker: Der var mine afdøde forældre, min ungdomskæreste og de venner, som var borte nu, der var mine svigerforældre, og der var Glaspigens døde, hendes første kæreste, hendes mor og hendes tætte veninde. Der var alle de døde, som jeg på den ene eller anden måde har i mit liv, gennem de levende omkring mig.

Det var ikke nogen uhyggelig drøm. De døde opfordrede mig ikke til at følge dem ind i døden, men til at beholde dem i mit liv. Jeg tror det var en drøm, som skulle trøste mig, fordi man jo kan komme til at opleve sin egen død, som meningsløs og ganske sikkert ved, at den ikke kan overtages af andre og ikke engang erfares af andre. Alle mine døde havde oplevet netop dét, og nu var de her igen for at besegle vores fællesskab på tværs af den ultimative grænse mellem livet og døden.

De hævede ikke deres stemmer; til sidst hviskede de blot: “følg os.” Og så forsvandt de lige inden jeg fik vendt mig helt om. De var væk da jeg løftede hovedet, men ekkoet af deres kalden fortsatte med at mumle i rummet omkring mig. “Følg os.” Og så gik jeg ind i mit arbejdsværelse og tog den blå notesbog, for at skrive lidt om mine døde, så de med det samme kunne vide, at de stadig var med-levende i mit liv.

Hvis vi vil sige ”jeg lever” må vi også sige “jeg lever med.” At leve er en med-leven, en leven sammen med andre; både vores levende, og paradoksalt nok også vores døde. At leve er at dele livet med andre, også hinsides deres liv, helt ind i deres død – gennem erindringen om vores med-liv sammen med dem. Et andet menneskes død betyder, at vi må begive os ud på en rejse for at genfinde dem i en anden betydning end da de var i live. Der er intet mystisk og overnaturligt ved kontakt med de døde. Det har vi alle i den forstand, at vi forsøger at overvinde afstanden til de døde gennem erindringen.

Det er også gennem denne erindring, at vi har adgang til vores egen død. Det begrænsede vi kan lære om døden, kan vi lære af de døende og de døde. Vi kan ikke lade os falde ud af tiden for at lære noget om døden. Gennem størstedelen af livet er det andres død, som er vores primære erfaringskilde til døden. En filosof har sagt, at menneskets væren er en væren-til-døden, og denne død er vores egen død. Men den første erfaring af vores egen død får vi gennem andres død.

Nogle af disse – mine døde – vendte tilbage den nat, mens de sandsynligvis har kigget nærmere på de levende, der lå i vores seng. Så kaldte de “følg os.” Ikke fordi vi skulle dø nu, men nok fordi de ville fortælle os lidt om de levendes fællesskab med de døde, om den måde, som de døde stadig med-lever i vores liv.

Ved et menneskes død begynder der et nyt liv for de efterladte. Dér i sengen lå vi og levede et andet liv end før vi mistede mennesker tæt på os. På den måde har de døde stadig indflydelse på de levende. Og de levende har indflydelse på de døde, ikke alene ved erindringens kraft, men også gennem de fortællinger, vi lader vokse op om de døde.

Polyamory – The Future of Love?

Skriv en kommentar

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Philosophy To Go

Skriv en kommentar

En dag spurgte hun mig: »Hvorfor valgte du at læse filosofi?« Jeg svarede med de ord, som afsluttede min gamle amerikanske yndlingsserie på tv, X-Files: »The Truth is Out There!« Mit liv i sig selv havde ikke helt givet nogen mening. Men der var en mening, når jeg i korte øjeblikke formåede at se mit liv, som en del af noget større. Når jeg ikke blindt og tankeløst accepterede verden, som noget selvfølgeligt, men både som en gave og en gåde, jeg måtte undersøge og trænge dybere ind i. Der var en vej derude, og der var langt mere end jeg kunne forstå – det var i denne uvished, jeg så en mulighed. »The Truth is Out There!«

Men måske er jeg bare blevet en Second-Hand tænker; en brugt-tanke-tænker. Hvordan kan man snart være andet? Der er jo tænkt næsten alt mellem himmel og jord i den tid, hvor filosofien har gjort fordring på, at dyrke gudinden Sophia – visdommens gudinde. I 2.500 år har filosofien spekuleret over alt fra gudernes væsen til menneskets væren, fra verdens beskaffenhed til hvordan det mon er, at være en sten. Hvad kan gudinde Sophia efterhånden mere kræve af menneskets filosofiske tænkeevne? Det siges da også, at den tyske mestertænker Immanuel Kants sidste ord skulle have været “genug” – på dansk “nok” – for ham var der i hvert fald ikke mere at tænke.

Også for mange efterfølgende tænkere havde Kant udtømt filosofiens mulige rige med hensyn til, hvad der kunne tænkes af helt nye tanker. I hvert fald gav hans filosofi udtryk for, at den vidste, hvad der kunne vides og hvordan – og tilmed også, hvad der ikke kunne vides. Kant havde filosoferet over både det tænkelige og det utænkelige og hvad skulle der så være tilbage, at tænke og filosofere over? Men der blev naturligvis fortsat filosoferet og tænkt, selv om den engelske filosof A.N. Whitehead senere har ment, at al europæisk filosofi dybest set blot er en slags fodnote; ikke til Kant, men til oldtidens Platon.

Siden Platons tid har der alligevel været udvist en fantastisk idérigdom inden for filosofien, og det kunne ikke engang den store Immanuel Kant sætte en stopper for. Men selvfølgelig er der alligevel mange, som har vendt filosofien ryggen. En af dem var rumæneren E.M. Cioran, som vendte sig væk med den begrundelse, at det var umuligt at opdage nogen menneskelig svaghed hos Kant og måske også hos alle andre filosoffer. Efter Ciorans smag hævdede de nemlig, at kunne vide for meget. Og med hensyn til Kant kan vi nok godt give Cioran ret, for Kant sagde jo, at han både vidste, hvad vi kunne vide og hvad vi ikke kunne vide. Hermed er videre tænkning nærmest sat skak mat.

For at filosofien skal kunne leve må der være nogle åbninger, eller der må skabes nogle åbninger i forhold til, hvad der kan filosoferes over, ellers bliver man jo bare en genbrugs-filosof. Min gamle professor i filosofi sagde ved en forelæsning, at filosofi er kritisk eftertanke over alt det, som vi tager for givet. Og der er jo ganske mange ting, som vi tager for givet – flere og flere endda. Ikke mindst inden for etikken og moralen, hvor den fremvoksende selvfedme med hensyn til det rigtige og det forkerte godt kunne trænge til lidt filosofisk eftertanke, så der blev skabt lidt mere usikkerhed. På etikkens område er det ikke dogmatisk sikkerhed vi har brug for, men en usikkerhed, som konstant kan åbne for ny eftertanke.

Mange tror fejlagtigt, at filosofi har noget at gøre med sikkerhed, måske endda med opnåelse af sikker viden. Men filosofien lever stadig efter 2.500 år, fordi den grundlæggende næres af usikkerhed, og den dør i det øjeblik mennesket bliver for sikker – på sig selv, på sine evner, på sine muligheder, på sin viden, sin kontrol og sit overblik. Overtager denne sikkerhed filosofien får vi brug for en anti-filosofi, som kan genskabe den filosofiske usikkerhed og geninstallere spørgsmålene og tvivlen i både menneske og samfund. Tvivl åbner for eftertanke og fornyet undersøgelse. Sikkerhed kan forblinde, så vi lukkes inde i fasttømrede systemer og ikke kan være i konstant og skabende bevægelse.

Det er ikke et problem ved filosofien, at den ikke giver nogen endegyldige svar. Det er dens uafsluttethed, som er filosofiens mulighedsrigdom. Den franske filosof Gabriel Marcel sagde, at filosofien ikke kan dø, fordi det er en menneskelig grundbetingelse, at være bevidst om eksistensen af ubesvarlige spørgsmål. Ethvert menneskeliv er fuld af de dybeste dramaer, de mest uforklarlige hændelser og eksistentielle mysterier. Filosofien forsøger bl.a., at komme tæt på og beskrive disse mysterier. »The Truth is Out There!«PTG platon og aristoteles

Når jeg går gennem København køber jeg ofte en Coffee To Go. En Instant Coffe, som jeg kan varme mig ved på turen gennem byen. Men der er også behov for en Philosophy To Go, for virkelig filosofi opstår gennem konfrontationen med virkelige ting, som vi bl.a. møder på en tur gennem byen og i det hele taget på turen gennem livet. På turen gennem byens gader bryder ens gamle forestillinger hele tiden sammen, bliver udfordret og krakelerer, hvis man sætter sig selv i parentes og er opmærksom på alle tingene, hændelserne og episoderne, der udspiller sig lige foran én.

Med opmærksomheden rettet ud, væk fra alt det, som man ellers ved og tager for givet, har man en slags Philosophy To Go, som baner vejen ind i mysterier, og som sætter etableret viden sammen i nye kombinationer. Måske går vi der, hvor vi har gået før, men alle steder er der alligevel usynlige dimensioner, som tidligere er blevet overset, ikke undersøgt og ikke samtænkt med det, vi i forvejen vidste.

Philosophy To Go er at lade sig forstyrre af det fremmede, som imidlertid ofte er det vi har set på tusind gange før på den samme rute gennem byen, men som vi i åbenhed pludselig lader tale til os. Philosophy To Go er at lade stenene tale til os om, hvordan det er at være en sten og så måske begynde at overveje, hvilken forskel der er på det at være en sten og det at være træet på Assistens Kirkegård, det at være bænken bag muren, det at være mig og det at være fremmed for hende, der lige cykler forbi. Hvordan er det overhovedet at være i verden? »The Truth is Out There!« Tag en Philosophy To Go og undersøg det.

 

Litteratur:

Ian Bogost: Alien Phenomenology, or What It’s Like to Be a Thing, University of Minnesota Press, Minneapolis 2012.

E.M. Cioran: A Short History of Decay, Penguin Books, London.

Jeffrey Jerome Cohen: Stone. An Ecology of the Inhuman, University of Minnesota Press, Minneapolis 2015.

Gabriel Marcel: The Mystery of Being. Vol. 1: Reflection and Mystery, St. Augustine’s Press, South Bend, Indiana 2000.

Eugene Thacker: Starry Speculative Corpse. Horror of Philosophy, Vol. 2, Zero Books, Winchester 2015.

Min fars stol

Skriv en kommentar

Da min far døde mistede jeg adgang til en viden, som nu for altid ville være skjult for mig. Børn er fyldt med forventninger til, hvad deres forældre kan fortælle dem, og jeg var næsten kun et barn da han døde. Derfor måtte jeg indstille mig på en evig jagt efter erindringer, som kunne antyde, hvad min far måske ville have fortalt mig, hvis han ikke var død så tidligt.

Min far døde uden selv at vide det. Han havde næsten lige rejst sig fra sin stol. Så gik han aftentur og faldt død om i armene på sin kone, min mor. En nådig død, sagde de velmenende, han opdagede det slet ikke, pludselig var han bare væk, uden at vide det. Men hvad var det, han ikke vidste? At han få minutter før havde siddet i sin skrivebordsstol og talt med sin kone og søn?

Min mor og jeg vidste det til gengæld. Både at han minutter før sin død have været helt levende, dér i stolen, og at han nu var død. Stolen stod der stadig, trukket ud fra skrivebordet, da vi om natten kom hjem fra hospitalet med hans tøj i en plasticpose, som om han bare lige var gået et øjeblik.

At leve med sorgen betyder bl.a., at leve med oplevelsen af, at der var noget, som ikke blev sagt og ikke gjort; noget, som jeg ikke fik at vide og noget, som jeg burde vide om min far. Men der var ikke tid. Alle de spørgsmål, som jeg i løbet af livet har ønsket at stille ham er derfor forblevet spørgsmål til mig selv.

For mig blev stolen en af de skjulte erindringsveje til den viden, som jeg ellers mistede adgang til, da min far døde. I dén stol havde han siddet og skrevet i sin dagbog, her havde han siddet og læst og ført samtaler med mange mennesker. Han havde næsten dagligt siddet i stolen og sovet i et kvarter efter arbejdstid, og én gang om året siddet i den og udfyldt selvangivelse. I de senere år af sit liv sad han også i den og så tv, og før den tid var det hans radiostol.Stolen

Stole er ting, de er redskaber, ikke-menneskelige ting, konstruerede og tilsyneladende døde ting. Men også den slags ting, de døde og blot materielle ting, har noget særligt i sig: En slags tings-kraft, som er mere end deres blotte væren en ting. På samme måde som mennesker, har ting mere i sig, end man umiddelbart kan se. Er det mig, der fortæller historien om min fars stol? Måske. Men det et stolen, der får mig til at fortælle. Det var således min hensigt, at skrive noget om min far. Og så resulterer det altså i, at jeg ender med at skrive om stolen, som han sad i få minutter før han døde. I dag står den i mit arbejdsværelse og undertiden kan jeg mærke varmen fra hans tilstedeværelse når jeg sætter mig i den, eller bruger den til bøger, som jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af.

Da min far for sidste gang i sit liv rejste sig fra stolen d. 2. oktober 1979, kl. cirka 20 blev den forviklet med verden på en ny måde. Den blev åbnet mod verden og afslørede et dyb af nye betydninger. Måske er det bare en træstol med slidt betræk. Men efter hans død ophørte stolen med at være en livløs genstand. På samme måde, som mennesker kan blive tingsliggjorte når deres særegne værdier fjernes, kan ting blive menneskeliggjorte når deres særegenheder afsløres og opdages.

Behov?

Skriv en kommentar

Det kan ikke være så mange år siden, for jeg har selv oplevet det: Seriøse politiske diskussioner om nedsat arbejdstid og om arbejdsfrihedens værdi for både menneske og samfund. Ved det netop afviklede valg havde Alternativet nedsat arbejdstid på programmet. For alle andre partier og hele korpset af politiske kommentatorer var det imidlertid lige præcis dét, der gjorde partiet latterligt og diskvalificerede det, som et seriøst politisk parti. Vælgerne fik fortalt, at det ville være stemmespild, at sætte kryds ved Alternativet, fordi partiet ville gøre Danmark til et bedre land ved hjælp af nedsat arbejdstid, og tilmed også have mere økologi, bæredygtighed og empati i samfundet.

Partiets programpunkter om bl.a. nedsat arbejdstid bestod ikke det politiske establishments realitetstjek og blev dømt urealistiske, naive, latterlige, samfundsskadelige og ikke mindst det værste, man kan blive kaldt i den politiske verden, nemlig idealistiske.

Anderledes realistisk forholdt det sig tilsyneladende med Socialdemokratiets kampagne for “Det Danmark du kender” og Venstres “Det skal kunne betale sig at arbejde” eller Liberal Alliances kamp mod topskatten. Målet for disse politiske programmer er økonomisk vækst, alt andet er af underordnet betydning, og mere arbejde er midlet.

På den officielle rangliste er Danmark verdens 7. rigeste land. Men er det eneste realistiske spørgsmål derfor, hvordan vi kan få endnu mere overflod? Måske kunne det også være et realistisk spørgsmål, hvad vi vil bruge overfloden til, og hvordan den kan fordeles?

Under valgkampen så det imidlertid ud til, at den vigtigste politiske værdikamp handlede om, hvordan Danmark kunne gøres endnu rigere, og hvordan endnu flere kunne arbejde endnu mere. Det er en politisk-økonomisk tænkning, som har rødder tilbage til en af liberalismens faderskikkelser, englænderen John Locke (1632-1704), der slog fast, at al værdi er en funktion af arbejde. Og det er måske korrekt ud fra betragtningen, at lange arbejdsdage skaber et stigende privatforbrug, hvilket jo netop er et mantra i den neoliberalistiske model, som imidlertid ikke er en samfundsmodel eller en politisk model, men udelukkende en økonomisk model, hvis eneste succeskriterium er øget økonomisk vækst.

Men der kunne jo også tænkes andre værdibegreber. F.eks. mente den franske filosof Émile Durkheim (1858-1917), at det var for snævert kun at se på værdi som brugsværdi. Helt konkret er det jo nok også de færreste mennesker, som i deres sidste time vil sige: “Altså, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tilbragt langt flere timer på mit arbejde”.

Og lad det være slået fast – vi arbejder meget; alt for meget til, at det altid er sundt for livskvaliteten. Derfor sagde lederen af den engelske tænketank New Economics Foundation tidligere på året, at vi skulle stoppe arbejdshysteriet. Faktisk er vi nemlig allerede så velstående og købekraftige, at en af de forretningsmodeller, som vokser hurtigst i England, er containere til indkøbte ting, der ikke er brug for!

Dét stoppede dog ikke latterliggørelsen af Alternativets forslag om en begrænset nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen (jeg arbejder selv kun 30 timer om ugen og køber stadig masser af ting!). Argumenterne imod var mange, for tænk alt det, vi så måtte sige farvel til.

Men måske handler det om, hvilke værdier vi vælger at prioritere. Problemstillingen er ikke ny. Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1947) mente i sin tid, at lande som f.eks. Danmark ved indgangen til det 21. århundrede ville kunne sætte arbejdstiden ned til 15 timer om ugen, fordi produktiviteten var steget så markant, at vores behov kunne tilfredsstilles uden at vi skulle tilbringe mere tid på arbejdsmarkedet. Keynes fik ret: Produktiviteten voksede eksplosivt. Men – der var noget, som han ikke havde forudset: Vores behov voksede nemlig også, og derfor faldt arbejdstiden ikke. Der måtte tværtimod arbejdes ganske meget mere for at tilfredsstille nye og voksende behov i den rigeste del af verden.

Ingen i det etablerede danske politiske system tør tilsyneladende længere foreslå noget så begrænset som en 30-timers arbejdsuge. Hvorfor? Er vi bange for at skulle prioritere eller bange for at miste anerkendelse? Men er vi ikke også bange for kun at bruge livet på arbejde og dulme det med et forbrug, som skal køres væk i containere? Er vi ikke også bange for at bruge tiden forkert, og måske bruge for lidt tid på alt det andet, der ikke er lønarbejde?

Disse spørgsmål kan tilsyneladende ikke stilles i en politisk sammenhæng i dag. Men så må det enkelte menneske jo gøre som Heraklit, den græske filosof, der sagde: “Jeg har søgt mig selv”. Det spændende er selvfølgelig, hvor man efter sådan en eftersøgning finder sig selv: På arbejdet og jobbet, eller om der også er andre steder, hvor man kan søge og finde sig selv?

Telefon

Skriv en kommentar

Jeg kan huske det telefonnummer, vi havde i mit barndomshjem i landsbyen: Først skulle man bede om centralen, som var navnet på den nærmeste lidt større by, og så var det tre tal. Ude på vejen stod telefonmasterne af træ med ledninger ind til de huse, der havde telefon indlagt, som det hed. Når jeg sad i grøften, nede ved indhegningen, med alle fårene, kunne jeg høre ledningerne mellem masterne synge, og så gættede man på, hvem der nu talte sammen, og hvor mærkeligt det var med ord, som kunne klemmes ind i ledningerne når de blev til stemmer. Og på den tid af året sad svalerne, som noder på ledningerne og gyngede, hvis det blæste.

Senere flyttede vi og fik et nyt nummer, fordi de bemandede telefoncentraler blev nedlagt. Alene nummeret afspejlede, at der skulle mere end mennesker til for at forbinde alle de hustande, der ville tale sammen: 47 62 30. Ville mormor fra København ringe til os skulle hun tilmed dreje 03 foran, fordi vi var langt væk, og vi skulle dreje 01 foran hendes nummer, for København var endnu længere væk..

Telefonen ændrede sig også. Da vi boede i landsbyen skulle der drejes på et håndtag for at kalde centralen op så man kunne blive stillet om. Da vi flyttede fik vi en automatisk telefon med drejeskive og en telefonbog til de nye og lange telefonnumre. Telefonbogen fik vi af mormor, og den var i rødt læder. Fordi det var en gave fra hende skrev vi mormor forrest, selvom hverken mormor eller Gerda begyndte med A. Men hun var den, som vi ringede mest til, og mor glemte altid at dreje 01 først.

I mit barndomshjem havde vi altid en særlig telefonstol. En lænestol, som mine forældre kunne sidde i når de talte, og som stod i et værelse, hvor døren kunne lukkes, for det var fortroligt og personligt, at tale i telefon. Når min far havde talt i telefon kom han ud af værelset, og så fortalte han alligevel næsten alt, hvad der var blevet sagt. Men han synes det var svært, at tale ind i røret, hvis der var nogen omkring ham.

Da vi boede i landsbyen tog jeg aldrig telefonen. Opringningen var jo altid til mine forældre, og det var ikke nødvendigt, at vi børn ringede til hinanden, for at aftale om vi skulle lege. Vi gik bare ud på vejen. Men da jeg blev ældre, fik jeg lov til at tage telefonen. Ikke fordi det var mig, der blev ringet til, men hvis mine forældre ikke var i nærheden, så tog jeg den.

På den måde talte jeg med min mormor fra 01-området et par gange om ugen, og havde i det hele taget en ganske bred kontakt til mange mennesker. Det kunne være min fars kolleger, som ringede, en af min mors utallige søskende eller mine forældres venner. Nogle af dem, der ringede, kendte jeg ikke. Men efterhånden kunne jeg genkende deres stemmer, og efter et par gange slog de lige et par ord af med mig, og kaldte mig Peter og spurgte om det gik godt i skolen. Det gjorde det sjældent, men det var der jo ikke nogen grund til at sige, når det nu var så hyggeligt at sludre lidt, inden jeg hentede den at mine forældre, som de skulle tale med, eller tog imod en besked.

På den måde kom jeg til at kende lidt personligt til mennesker, som jeg i dag ikke ville høre det fjerneste til. Og da jeg blev gift kom jeg til at kende min kones gamle venner og kolleger på stemme-niveau. Da mine piger blev så store, at de kunne bruge husstandens telefon, talte jeg også tit med deres veninder og var involveret i aftaler og beskeder, hvis de ikke selv var i nærheden.

Jeg er kommet til at tænke på det ved at høre min familie tale i mobiltelefon med deres venner og bekendte. For blot nogle få år siden ville jeg have kendt disse venners stemme, have slået et par ord af med dem, måske sludret lidt inden den rette person nåede frem til telefonen og kunne overtage samtalen. Jeg kendte stemmerne fra mine forældres venner, kolleger o.l., og senere stemmerne fra mine børns venner, for ville de i kontakt måtte de ringe hjem til os. Det var før mobiltelefonens totale udbredelse, hvor alle samtaler er individualiserede opkald.

I dag kender jeg langt færre stemmer, for disse stemmer, som ellers har stor betydning for mine forskellige familiemedlemmer, ringer personligt og direkte til dem, de skal tale med. Tidligere ville de kun have haft den modsatte mulighed – nemlig at ringe til os, i vores families hjem, og så tale med den, der tog telefonen, og måske sagde, som min far gjorde: Det er hos familien Schjødt.

Lidelse

Skriv en kommentar

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Ja tak til en ommer – eller: mere af det samme, tak!

Skriv en kommentar

Her til aften læste et af de mennesker, der står mig nærmest, et digt højt for mig. Vi havde netop talt sammen i mange timer om alt det vigtigste i tilværelsen. Ikke mindst om det i ens fortid, som man ikke kan gøre noget ved – alt det, som man gerne ville havde været foruden, og om det, som man har fortrudt. Alt det, som man ikke kan gøre noget ved, netop fordi det nu engang er sket.

Selv om de tilhører fortiden, kan mange af den slags begivenheder alligevel fylde meget i ens liv. Det var dét, vi talte om: Hvordan er det med livet, når der nu er så meget, der gerne måtte have været anderledes?

Min veninde rejste sig og gik hen til reolen og kom tilbage med en samling digte af amerikaneren Raymond Carver, der døde af kræft i 1988, kun 50 år gammel. Han skrev et digt om alt det, der gerne måtte have været anderledes. Men han nævnte det bare ikke med et ord. Digtet handler nemlig om, hvad det vil sige, at få noget ud af livet – på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes. Digtet, som Raymond Carver kaldte for ”Sent fragment” lyder sådan her:

Og fik du så alligevel det ud af
livet du gerne ville?
Det gjorde jeg.
At kalde mig elsket, føle mig
elsket på Jorden.

Min veninde har en smuk mørk stemme, og læste digtet højt med den alvor, som vores samtale om de svære ting i livet havde fremkaldt. Når en mand på dødens rand kan skrive et så livsbekræftende digt, næsten som sin sidste gerning – så kan man vel også kalde det en slags lykke, at man stadig har hovedet oppe og benene nede. Der er allerede sket så mange umulige ting i ens liv, og nu sidder jeg her og lader hende læse et digt til:

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpe imod et øjeblik.

Så kikkede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg bare fik den mindste mulighed, ja.

Dette digt hedder ”Regn”, og blev en slags opsamler for alt det, vi havde talt om:

Ja – til det hele, både til fortiden og til fremtiden, på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes!

Verdens oprindelse

Skriv en kommentar

Verden kommer ud mellem benene på en kvinde. Hvis det ikke er en verden, der smutter ud, hvordan skulle man så kunne forstå alt det, der næsten ikke er til at forstå: Alle de forskelle, som gør andre menneskers liv til noget nærmest uforståeligt, lige netop fordi – der ofte er en verden til forskel på mennesker?

Kineserne har kaldt stedet, hvor disse verdner kommer ud, for “Rosernes dal”. I det hele taget har digterne op igennem tiden haft et væld af metaforer for dette stedernes sted, når det drejer sig om oprindelsen til livets mysterium. Få kunstnere har dog givet et mere utvetydigt og intimt portræt af de kvindelige køns- og fødselsorganer, end den franske maler Gustave Courbet (1819-1877).

På et ikonisk maleri fra 1866 vendte Courbet så at sige op og ned på den traditionelle forestilling om kvindekroppen – og skabte skandale. Han udfordrede samtidens idealer om, hvad der var smukt hos kvinden. Ikke alene malede Courbet de blottede kønsorganer hos en anonym kvinde, men han gjorde dem tilmed til fokus for det maleri, som han kaldte L’Origine du monde – Verdens oprindelse. Man kan kun se den kvindelige models torso, hendes ene bryst, og så de kønsorganer, som på Courbets tid ellers var det sidste, der blev afsløret, både i det offentlige og i det private rum – og som Sigmund Freud senere skulle karakterisere, som ikke særligt smukke.

Dette maleri af “Verdens oprindelse” har en ret fantastisk historie. Oprindeligt tilhørte det diplomaten Khalil Bey fra det tyrkiske sultandynasti, og op igennem dets historie har der været tradition for at skjule dette maleri bag et andet og mere neutralt billede. En tildækning der blev forklaret med nødvendigheden af at skjule maleriets utilslørede erotisme. Maleriets sidste private ejer var den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som købte det i 1955. Han fortsatte traditionen med at tildække maleriet og fik konstrueret en dobbeltramme til “Verdens oprindelse”, så det blev dækket af et langt mindre kontroversielt billede.

Men en tildækning er også en afsløring, og i religiøs sammenhæng har specielt de kvindelige kønsorganer været betragtet, som kilden til verdens forfald. I deres hemmelige og djævelske liv mellem kvindernes lår har de fristet med en mystisk tiltrækning, som førte mænd i syndigt forfald. Paradoksalt nok forudsætter religionen nemlig ofte, at mænd har meget lidt moralsk modstandskraft stillet over for de syndefulde kvinder.

Men så var det, at Gustave Courbet, inspireret af geniets klare lys, kaldte billedet af dette farlige sted for “Verdens oprindelse”. Med den titel kommer han utilsigtet til at repræsenterer en filosofisk retning, der ser fødslen af børn, ud mellem kvindernes ben, som en evig tilblivelse af verden.

Før der var noget af mig, før jeg kunne gøre mig erfaringer, før noget, som jeg overhovedet kunne kalde mit, før jeg kunne begynde at indrette den del af livet, som min verden udgør – før alt dette, er det i en kvindes blod og slim, gennem hendes kropsåbning, at jeg kommer ud.

I religionerne har der været et udtalt ønske om at skjule denne biologiske del af verdens oprindelse. For både verdens oprindelse og dens fortsatte beståen har i religionen ofte sin eneste årsag i Gud. I dag ved vi det godt – selv om der skal både sædceller og æg til – så er det gennem kvinden, at livet kommer ind i verden. I dag er Courbets maleri da heller ikke længere tildækket. Det hænger på det franske kunstmuseum Musée d’Orsay, helt utildækket og fuldt anerkendt som et mesterværk.

Det sker dog stadig, at det ikke alene tildækkes, men helt fjernes og censureres. Som f.eks. i 2011, hvor Facebook bortcensurerede maleriet da en dansk kunstner lagde det op i forbindelse med en kommentar til en kunstudsendelse på tv. På Facebook kan man i ganske lang tid slippe af sted med at true navngivne kvinder med voldtægt og drab, mens det forbydes at publicere et billede af en anonym kvindes kønsorganer – tilmed blot et maleri fra 1866, som bærer titlen “Verdens oprindelse”.

For mig repræsenterer dette maleri imidlertid grundlaget for en etik. Kig på maleriet. Ud af den kvindelige kønsåbning, som maleriet så utvetydigt fremstiller, fødes der børn ind i verden, som uden disse børn slet ikke ville være en verden. Agtelsen for fødslens mirakel er det, der kan skabe oplevelsen af, at andre mennesker ikke kun er tingslige genstande, men verdner i sig selv med behov, ønsker og drømme, som os selv i vores egen verden.

“Verdens oprindelse” – jo, sådan er det: Det er de andres helt fremmede verden, der får mig til at tøve over for dem og måske afvise dem, fordi de er uforståelige, som om de kom fra en helt anden verden. Så skulle jeg lige hilse og sige, at det gør de også – og det gør alle vi andre også. For kig lige igen på Gustave Courbets maleri af “Verdens oprindelse”: Det er her vi kommer ud og bliver et spejl for livet – det vil sige, at vi begynder at gøre livet til vores. Og på den måde skaber vi hver især en verden, fordi vi alle sammen er lidt forskellige spejle for livet – og derfor også afspejler det lidt forskelligt.

Epidemi

Skriv en kommentar

Jeg følger naturligvis med i mediernes dækning af Ebola-epidemien. Med god grund frygtes denne dræbervirus, som slår 90 procent af de smittede ihjel. Og som vanligt rammer den slags epidemier med størst kraft i de lande, der har færrest ressourcer, så den bliver endnu vanskeligere at inddæmme.

Enhver epidemi giver ildevarslende erindringer. De store epidemiske sygdomme har skæbnesvangre navne som pest, kopper, kolera, tuberkulose, polio, den spanske syge og AIDS. Det er navne på epidemier, som har dræbt millioner af mennesker, og blot den hypotetiske risiko for en ny epidemi er nyhedsstof, fordi disse sygdomme defineres ved deres uforudsigelige og ukontrollerede spredning, og derfor rummer risikoen for, at vi selv kan blive ramt.

Det er dog også i forhold til de store epidemier, at lægevidenskaben har gjort nogle af de mest mærkbare fremskridt. Alene i min fars barndomshjem døde to ud af familiens fem medlemmer af tuberkulose. Det vil næppe ske i dagens Danmark, som er under sundhedsmyndighedernes overvågning.

WHO har erklæret udbruddet af Ebola-epidemien for en sundhedsmæssig krisesituation af international betydning. Men alligevel er det ikke Ebola, der er den mest udbredte epidemiske sygdom i dag. Det er stress-epidemien, som igennem nogle årtier har levet sit helt eget liv i skyggen af de store og umiddelbart langt mere dræbende epidemier, der egner sig så glimrende til mediernes måde at præsentere verden på.

Det er på sin plads at nævne, at WHO en hel del år før udbruddet af Ebola også udsendte en advarsel mod konsekvenserne af det voksende arbejdspres. Den Internationale Verdenssundhedsorganisation vurderede således, at stress og arbejdspres udgør en trussel mod den mentale sundhed verden over.

WHO forudser, at i år 2020 vil depressioner være den mest udbredte lidelse næst efter hjertesygdomme, fordi der er en tæt sammenhæng mellem langvarig stress og mange former for depressioner. I it-branchen er der tilmed dukket et helt nyt begreb op, som beskriver denne tilstand: Dot-com-syndromet, der henviser til tilfælde, hvor helt unge medarbejdere pludselig bliver ramt af unaturlig træthed, søvnløshed, sukkersyge, besvimelser og fra den ene dag til den anden ikke længere kan huske fra næse til mund. De bliver syge på krop og sjæl, og nogle dør af det i en ung alder.

I Japan kalder man det for Karoshi, og fænomenet hævdes at ligne en epidemi. Tusindvis af unge mænd er døde af hjerteflimmer efter lang tid med alt for meget arbejde. Det er dem, der har et spændende job, en høj grad af fleksibilitet og stort selvstændigt ansvar på deres arbejdsplads. Det er dem, der selv tilrettelægger deres arbejdstid og ikke kan nå alle deres opgaver indenfor normal arbejdstid, men som alligevel er glade for deres udfordrende arbejde og derfor presser sig selv helt ud til kanten i måned efter måned.

Samtidig er der mange af dem, som har dårlig samvittighed over for familien, fordi der ikke er tid nok til også at engagere sig i de følelsesmæssige relationer på hjemmefronten – som så bogstavelig talt bliver en slags front, hvor der kæmpes, ligesom der kæmpes på arbejdsfronten.

Tænk lige et øjeblik på, hvad ordet ‘stress’ betyder. Det kommer fra det latinske ‘stringere’, at stramme til eller snøre til. Stress er i omfang, at sammenligne med en verdensomspændende mental kvælningsepidemi. Ebola-epidemien rammer de fattigste og mest ressourcesvage lande, og derfor er den så vanskelig at inddæmme. Stress-epidemien rammer først og fremmest de rige lande, og derfor er dén så vanskelig at gøre noget ved. Her forveksles travlheden, rastløsheden og arbejdets betydning nemlig ofte med en intensitet og livsfylde, der ligner nærvær – og med den livsdybde, der kan være så svær at opnår, hvis der ikke er tid.

Så bliver problemet, at der ikke er så mange steder, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke over eksistensens dybeste spørgsmål. I stedet resulterer hastigheden og det konstante præstationspres i en glemsel; den værste glemsel, man kan blive ramt af, nemlig selvglemsel.

Det er sygdommen og det dårlige helbred, der er ved at være det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og accepteret langsomhed. Sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet accepteres stadig af kulturen, som hurtighedssamfundets refugium. Mange mennesker når således først frem til eftertankens ro, når de møder op i det refugium, der hedder sygdom og sygemelding.