Da min far døde mistede jeg adgang til en viden, som nu for altid ville være skjult for mig. Børn er fyldt med forventninger til, hvad deres forældre kan fortælle dem, og jeg var næsten kun et barn da han døde. Derfor måtte jeg indstille mig på en evig jagt efter erindringer, som kunne antyde, hvad min far måske ville have fortalt mig, hvis han ikke var død så tidligt.

Min far døde uden selv at vide det. Han havde næsten lige rejst sig fra sin stol. Så gik han aftentur og faldt død om i armene på sin kone, min mor. En nådig død, sagde de velmenende, han opdagede det slet ikke, pludselig var han bare væk, uden at vide det. Men hvad var det, han ikke vidste? At han få minutter før havde siddet i sin skrivebordsstol og talt med sin kone og søn?

Min mor og jeg vidste det til gengæld. Både at han minutter før sin død have været helt levende, dér i stolen, og at han nu var død. Stolen stod der stadig, trukket ud fra skrivebordet, da vi om natten kom hjem fra hospitalet med hans tøj i en plasticpose, som om han bare lige var gået et øjeblik.

At leve med sorgen betyder bl.a., at leve med oplevelsen af, at der var noget, som ikke blev sagt og ikke gjort; noget, som jeg ikke fik at vide og noget, som jeg burde vide om min far. Men der var ikke tid. Alle de spørgsmål, som jeg i løbet af livet har ønsket at stille ham er derfor forblevet spørgsmål til mig selv.

For mig blev stolen en af de skjulte erindringsveje til den viden, som jeg ellers mistede adgang til, da min far døde. I dén stol havde han siddet og skrevet i sin dagbog, her havde han siddet og læst og ført samtaler med mange mennesker. Han havde næsten dagligt siddet i stolen og sovet i et kvarter efter arbejdstid, og én gang om året siddet i den og udfyldt selvangivelse. I de senere år af sit liv sad han også i den og så tv, og før den tid var det hans radiostol.

Stole er ting, de er redskaber, ikke-menneskelige ting, konstruerede og tilsyneladende døde ting. Men også den slags ting, de døde og blot materielle ting, har noget særligt i sig: En slags tings-kraft, som er mere end deres blotte væren en ting. På samme måde som mennesker, har ting mere i sig, end man umiddelbart kan se. Er det mig, der fortæller historien om min fars stol? Måske. Men det et stolen, der får mig til at fortælle. Det var således min hensigt, at skrive noget om min far. Og så resulterer det altså i, at jeg ender med at skrive om stolen, som han sad i få minutter før han døde. I dag står den i mit arbejdsværelse og undertiden kan jeg mærke varmen fra hans tilstedeværelse når jeg sætter mig i den, eller bruger den til bøger, som jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af.

Da min far for sidste gang i sit liv rejste sig fra stolen d. 2. oktober 1979, kl. cirka 20 blev den forviklet med verden på en ny måde. Den blev åbnet mod verden og afslørede et dyb af nye betydninger. Måske er det bare en træstol med slidt betræk. Men efter hans død ophørte stolen med at være en livløs genstand. På samme måde, som mennesker kan blive tingsliggjorte når deres særegne værdier fjernes, kan ting blive menneskeliggjorte når deres særegenheder afsløres og opdages.