Det kunne være en flueplet på skærmen. Men der er ikke nogen fluer om vinteren, så det ender nok med at være korrekt: Det er Jorden set i en afstand af 6,4 milliarder kilometer. Billedet er historisk og hedder “Pale blue dot.” Det blev taget den 14. februar 1990 af rumsonden Voyager 1, og på billedet fylder Jorden mindre end en pixel.

Plet, prik, dot, intet. Man skal vide, hvor det er på billedet, og hvad det er. Billedet er så at sige taget på vej ud ad solsystemet. Rumsonden var på vej væk, endnu længere væk, ud ad vores solsystem, men så drejede teknikerne kameraet og vendte det i retning af den blege plet og tog et sidste billede af Jorden fra en afstand, der ikke kan begribes.

Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) sagde, at der er en uendelighed, som går udad i rummet. Fotografiet “Pale blue dot” er det nærmeste vi kan komme et billede af den uendelighed, som Pascal talte om. Det mærkelige er imidlertid, at når man kikker på fotografiet, taget fra en afstand af 6,4 milliarder kilometer, så føles det også som om, der åbner sig en uendelig afgrund i én selv. Hvem kan ikke føle sig fortabt, stillet over for pletten på billedet, vores hjem, vores sikre grund, centrum for alt i vores liv – eller en flueplet? Ikke kun en fortabthed i forhold til det store verdensrum, men også i forhold til ens eget liv, symboliseret ved den blege plet.

Den amerikanske astronom Carl Sagan (1934-1994) var manden bag fotografiet, og han tillagde det ikke kun videnskabelig betydning. Han bad os om at kikke nøje på det. Se på pletten; det er os, alle os, dem vi elsker, alle dem vi kender og alle de andre, alle muslimerne, de kristne, jøderne, alle dem med de forskellige ideologier og økonomiske doktriner. Alle dem, der er i krig lige nu, de små, de store, de gule, sorte, brune og hvide. Alle der sover og alle der er vågne på den anden side af Kloden. Alle der ligger på lur og alle der bliver luret på, alle der vil skade og alle dem, der bliver skadet af alle dem, der vil skade. Alle præsidenterne, alle akrobaterne, alle de afslørende journalister, alle de valgte og alle vælgerne. Alle, der sidder alene og alle på swingerklubberne, alle foran skærmen og bag den. Alle mennesker, kvinderne, mændene, børnene, bøsserne, de lesbiske og de polyamorøse. Klatten rummer dem alle, den er deres eneste sted, deres fælles hjem.

Vi er dér, på pletten, den blege plet, fotograferet af en rumsonde med ryggen til uendeligheden. På denne plet taler videnskaben i dag om, at vi er gået ind i den atropocæne periode, eller menneskets epoke. Det betyder, at mennesket har fået en planetforandrende kraft med indflydelse på, hvordan Jordens levende og fysiske systemer forandrer sig. Det betyder imidlertid ikke, at vi samtidig er i stand til at kontrollere de forandringer, som vi sætter i gang. Ofte er forandringerne jo netop ikke-intenderede eller bivirkninger fra noget, som vi satte i gang af helt andre årsager. Klimaforandringerne er blot et enkelt eksempel på dette.

For Blaise Pascal ville det have været umuligt, at forstå begrebet “menneskets epoke.” Han ville ganske enkelt ikke have forstået den selvtillid og selvsikkerhed, hvormed mennesket i dag ser sig som verdens (be)hersker. Stillet over for det uendelige rum, som Pascal kunne se med sit blotte øje, når han kikkede op på nattehimlen over Frankrig, blev han grebet af en uendelig ydmyghed i det indre. Med denne uendelighed hængende over hovedet måtte mennesket nødvendigvis tænke på sin egen begrænsning, mente Pascal, uden overhovedet at kunne forestille sig, at mennesket en dag skulle tage et selvportræt fra 6,4 milliarder kilometers afstand.

Dunkelheden, der møder os fra det uendelige univers med klatten lidt til højre, ville for Pascal være en opfordring til besindighed. Vi har bevist menneskets storhed ved overhovedet at kunne sende et menneskeskabt stykke teknik ud i rummet for at tage dette selvportræt. Den forsvindende og blege klat rummer dog også kravet om selvbegrænsning og opmærksomhed på det forhold, at klatten faktisk forsvinder når man kikker væk i et kort øjeblik, og så skal man have hjælp for at finde den igen.