Når jeg ringer op på telefonen får jeg ofte en lille melodistump i øret med teksten “three is a magic number” – tre er et magisk tal. Det er reklamen for et teleselskab som imidlertid har overset, at det slet ikke er tallet tre, der er et magisk tal i vores samfund og kultur, men derimod to-tallet. Det, der er normen i dag, er ikke et, ikke tre og i hvert fald ikke fire osv. Jeg gør så meget ud af at fremhæve to-tallets norm og magi, fordi det her skal dreje sig om kærlighedens magiske tal – og det er to-tallet, uden konkurrence fra omkringliggende tal.

I weekenden havde dagbladet Information en artikel, som fortalte netop dén historie. Kærlighed mellem voksne har tilsyneladende en simpel og letforståelig matematik: 1+1=2=kærlighed. Det er to mennesker, der lever sammen i det hellige to-tals tosomhed – dog med følgende algebraiske tilføjelse, som ikke er helt uvæsentlig: 1(m)+1(k)=kærlighed. Det vil sige: én mand plus én kvinde er kærlighedens numeriske norm. Two is a magic number, specielt hvis de to et-taller er kønnet på den rigtige måde.

Jeg bliver altid lidt skeptisk når nogen forsøger at definere noget så udefinerligt, som kærlighedens kilde eller udspring. Ligeså mange, som i sin tid ledte efter Nilens kilde, har ledt efter kærlighedens kilde, og de fleste af disse opdagelsesrejsende ind i emotionernes jungle mener faktisk, at have fundet den: det sted, som kærligheden udspringer fra, kærlighedens kilde, er det heteroseksuelle monogamis tosomhed.

Det hævdes, at der findes 37 officielle familieformer i Danmark. Ganske vist bor kun omkring halvdelen af alle danske familier i den klassiske monogame tosomhed med far, mor og fælles børn. Men så skulle der altså også være 36 andre familieformer tilbage. De skulle imidlertid også have tosomheden og monogamiet, som ideal. Andre tænkelige muligheder for at indgå i kærlighedsforhold ser ud til at være illusoriske. Polyamory – dvs. kærligt samliv mellem flere end to – og andre former for samliv, der ikke bygger på heteroseksualitet og tosomhed, er ganske enkelt marginaliserede, fortæller artiklen.

Mulighederne ser ud til at være udtømt. Ikke mindst fordi neurologer, biologer, primatologer og zoologer i Informations artikel slår fast, at monogamien ligger dybt i vores dna. Sådan – kærlighedens kilde, en ganske bestemt familie- og samlivsform er hermed slået fast, som genetisk betinget. Two is a magic number, og ikke alene det; magien står skrevet i generne. Men gør den nu også det? Hvis vi endelig skal reducere det hele til biologi og genetik, så er det da omvendt ret påfaldende, at kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt. Dét kunne godt åbne for et lidt bredere perspektiv på spørgsmålet om, hvorfor det heteroseksuelle monogami anses for at være den eneste normale, den sundeste og den kærligste samlivsform.

Bl.a. den franske filosof Michel Foucault og psykoanalytikere som Freud og Lacan har afvist ideen om mennesket, som noget uforanderligt, og de tvivler på eksistensen af en universel og ahistorisk menneskenatur. På forskellige måder siger de det samme: der findes slet ikke noget, som kan kaldes en menneskelig natur! Det siger selvfølgelig sig selv, at der må være et biologisk aspekt ved mennesket. Men, siger de, dette biologiske aspekt optræder altid i en kulturel forklædning. Mennesket er aldrig kun biologi. Det er biologi i en bestemt kulturel kontekst, i en bestemt diskurs, som på ganske mange måder bl.a. sætter rammerne for, hvad der er den normale måde at leve kærlighed, seksualitet og samliv ud på.

Det helt specielle ved mennesket er, at det lever i en kultur, som det selv frembringer, men som på sin side paradoksalt nok også frembringer en stor del af menneskets selvforståelse. I en given kultur er der f.eks. en kærlighedsdiskurs, som i meget stor udstrækning er med til at skabe det enkelte menneskes forståelse af (og accept af), hvordan “en der elsker” skal leve, hvem man kan elske, hvor mange og af hvilket køn.

Når vi siger, at den heteroseksuelle tosomhed er det normale, det rigtige, den sande kerne for en sund kærlighed og en velfungerende familie – så er det ikke nødvendigvis forkert. Undersøgelserne er dog kun korrekte i den forstand, at de viser, hvad der er normen, hvad der er den dominerende kærlighedsdiskurs. Men de siger intet sandt om, at kærligheden ikke kan have andre kilder end det heteroseksuelle monogami.

Jeg har netop læst Poul Henningsens “Erotikens historie” og Kai Aalbæk-Nielsens “Kærlighedens historie”. I sammenhæng med artiklen om det heteroseksuelle monogamis tilsyneladende naturgivne og genetiske dominans, viser disse bøger noget meget vigtigt: Hvordan mennesket udlever og realiserer sin biologi er kulturelt betinget. Mennesket har op gennem tiden realiseret både seksualiteten og kærligheden på 1000 forskellige måder, ikke mindst afhængig af den givne kultur.

Når vi i dag næsten kun kan få øje på den samlivsform, der knytter sig til det heteroseksuelle monogami, så hænger det ikke entydigt sammen med menneskets biologiske og genetiske udrustning. Det har noget at gøre med den dominerende kærlighedsdiskurs. Til andre tider har denne diskurs haft helt andre idealer end monogamiet og det heteroseksuelle. Hos mennesket eksisterer seksualiteten aldrig i sig selv. Den er altid spundet ind i noget andet, f.eks. kærligheden og forestillinger om kærligheden, som styrer seksualiteten mindst ligeså meget, som seksualiteten styrer kærligheden.

Så derfor: elsker du mænd eller kvinder, elsker man mere end to, er det f.eks. fire, der er det magiske tal eller dyrker du kærligheden på en måde, som jeg slet ikke kan tænke mig til – så viser du/I bare det, som hele historien har vist (men som mennesket ofte glemmer): at kærlighedens mange forskellige idealer op gennem tiden alle sammen har været en stræben hen imod en tilstand, hvori livet var værd at leve; noget, der er nødvendigt at tro på for at klare livet. Det er muligt, at seksualiteten er biologisk knyttet til artens overlevelse. For mig at se er kærligheden i dens utallige former imidlertid også knyttet til overlevelse – nemlig menneskets eksistentielle overlevelse i den moderne kultur. Bøssen, den lesbiske, de polyamorøse og andre kærlighedsformer, der er i mindretal i forhold til det heteroseksuelle monogami, udviser i virkeligheden slet ikke en anden slags kærlighed; kærligheden udtrykkes blot på andre måder, i en anden form – men det er stadig slet og ret kærlighed – den livgivende kærlighed, som alle ønsker at mærke.

Respekten for enhver kærlighedsform må bygge på accepten af, at kærlighed altid stræber efter det samme – nemlig at være modgift mod menneskets eksistentielle vilkår – lidelsen, ensomheden, døden, angsten og meningsløsheden. Enhver kærlighed virker som en modgift mod den fortvivlelse, som disse eksistentielle vilkår ellers sætter mennesket i. Ethvert udtryk for kærlighed skal derfor fejres, som var det vejen til følelsernes befrielse – uanset om kærligheden udleves som homo-, hetero-, bi- eller polyamorøs kærlighed.

Jeg tænker, altså er jeg. Sådan lyder et af de mest berømte udsagn i filosofihistorien. Det stammer fra den franske filosof René Descartes (1596-1650) i hans forsøg på at undersøge, hvad der kan vides med sikkerhed. Sandheden skulle altså have sit udspring i det enkelte menneskes viden om at det tænker: cogito ergo sum – jeg tænker, altså er jeg.

Efter nogle hundrede år med en befæstet tro på det enkelte, isolerede individs evne til frembringelse af viden og sandhed, kom der en ny version af svaret på spørgsmålet om, hvor sandheden har sin kilde? Først var det den tyske digter Friedrich Hölderlin (1770-1843), der sagde, at vi mennesker er en samtale. Og så fortsatte den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) ud af dette spor ved at foreslå: communico ergo sum – jeg samtaler, altså er jeg!  I modsætning til Descartes mente Gadamer, at det er ved at træde ud af os selv, at vi finder sandheden.

Denne teori skulle ikke være så vanskelig at finde forståelse for i dag. Lige netop begreber som ”kommunikation” og ”samtale” jo er nogle af de mest anvendte i moderne sprogbrug. En helt uvidenskabelig undersøgelse på internetboghandlen saxo.com viser således, at ordet ”kommunikation” kommer ud med 2021 titler og ordet ”samtale” optræder i 612 bogtitler – alene på dansk. Men – man skal jo altid være en lille smule forsigtig med konklusionerne når ellers komplicerede begreber opnår sådan en udbredelse, for så er risikoen for skamridning jo også nærliggende.

Selve begrebet ”kommunikation” betyder, at gøre noget fælles. På den måde er kommunikation langt mere end meddelelser, der gives til hinanden. Både kommunikation og samtale har en eksistentiel dimension. Som Hölderlin jo sagde, så er vi mennesker en samtale. Det er gennem samtalens kommunikation (samtalens gøren noget fælles), at vi bliver mennesker, at vi træder i eksistens.

Netop fordi vi lever i et kommunikationssamfund, fyldt med meddelelser, informationer, evig udveksling af beskeder o.l. tror vi også, at vi ganske uproblematisk kan samtale. Det mener jeg ikke nødvendigvis er korrekt. Vi er gode til at tiltale, men mindre gode til at samtale. Forskellen mellem tiltale og samtale svarer til forskellen mellem sex og samleje. Sex er to kroppe der smasker sammen. I samlejet lejrer man sig hos hinanden – lejrer sig sammen og bliver til mere end to, hvilket i denne sammenhæng sjovt nok vil sige til én.

På samme måde kendetegnes en samtale ved, at de talende, som subjekter, forsvinder. Samtalen i dens dybeste og mest autentiske form overskrider nemlig den enkelte; det er at glemme sig selv. De to samtalende bliver så at sige til et fælles tredje, til et fælles vi. I samtalen går man ud af sig selv, og ind i det fælles. Denne form for overskridende samtale er vi ikke nær så fortrolige med, som man måske umiddelbart skulle tro i et samfund, der kalder sig selv for et kommunikationssamfund. Hvis vi bruger filosoffen Karl Jaspers’ (1883-1969) begreb for denne form for åben dybdekommunikation, så kan der tales om ”grænseløs kommunikation”. Med det mente Jaspers kommunikation, der forudsætter den gode vilje til at åbenbare sig selv og til at lytte – altså igen det med at træde ud af sig selv og ind i det fælles. Denne form for samtale, mente Jaspers, er den primære form for alt menneskeligt samvær.

Hvad handler den slags samtale så om? Først og fremmest om forsøget på at blive klogere ved hjælp af hinanden. Ikke nødvendigvis om at blive enige – endsige om at afvise eller latterliggøre konkurrerende standpunkter, argumenter og holdninger – men om at kæmpe kærligt med hinanden. Den form for kommunikation og samtale forudsætter, at de samtalende hele tiden accepterer, at være undervejs – at søge ved hjælp af og ikke på trods af hinanden. Her er kommunikation og samtale ikke blot udveksling af tanker. Kommunikationen og samtalen er tanker, fordi tænkning i sin substans er kommunikativ, det vil sige bygger på samtale.

De ord, der samveksles mellem de samtalende, er forløsende – de forløser tanker, og er det helt nødvendige fundament for fællesskab. Det er ikke noget nyt, at ord på den måde har magt. Det vidste allerede grækerne og romerne, som satte denne form for magt i system gennem retorikken. Ikke alle, der har beskæftiget sig med ord, samtale og kommunikation, har dog gjort det ligeså forstandigt og åbent, som de gamle grækere og romere. I 1912 skrev amerikaneren Dale Carnegie om det ”talte ords magt”, som af største betydning, hvis man ville være succesfuld og rig. På den måde kan ord, samtale og kommunikation også være grundlaget for en hel overtalelsesteknologi, som vi kender fra markedsføring, reklame, politisk spin o.l. Her er det ikke den nysgerrige undersøgelse, sandheden, afdækningen og kærlighed til viden, der er motivet. Nærmest tværtimod, og derfor handler det ikke om dén grænseløse kommunikation, som Karl Jaspers talte om. I stedet er det en form for samtale og kommunikation, hvor det handler om at opsætte grænser for den anden, om at indvinde nyt territorium fra modparten (ikke samtalepartneren), og om at latterliggøre, ironisere og udmanøvrere.

Man behøver blot at se et debatprogram i tv eller følge en politisk diskussion. Her drejer det sig ikke om at lade ordene forløse noget fælles, men om at stræbe efter at være den, der står alene tilbage på slagmarken med den sandhed, som man selv har defineret og besejret de andre med. Karl Jaspers mente, at enhver form for politik må vurderes på om den fremmer kommunikation mellem mennesker eller ej; om den fremmer grænseløs kommunikation eller forsøger det modsatte – nemlig at sætte grænser for kommunikation og samtale. Hvordan det på den baggrund står til med kommunikationen og samtalen i kommunikationssamfundet og i nationen, der opfandt samtalekøkkenet? – tja, bum, bum, som en dansk statsmand sagde, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige!

For enden af mine blodbaner er der bundet en sløjfe. Hertil og ikke længere løber blodets bånd. Mit blod flyder ikke i andre, ingen børn er blodsbeslægtede med mig. Og dog har jeg alligevel børn – på den måde, som mange mennesker har børn i dag. På et tidspunkt i mit liv mødte jeg en fantastisk kvinde, som senere skulle blive min kone. Hun havde to vidunderlige piger og sammen blev de min familie for omkring 20 år siden. Med andre ord: jeg er en del af den såkaldte moderne familieform. Jeg er papfar i en sammenbragt familie, hvor det ikke, som i traditionelle familier, er blodets bånd, der binder os sammen.

Alligevel har jeg helt fra begyndelsen oplevet et dybt slægtskab med pigerne. At jeg ikke er blodsbeslægtet med pigernes mor er naturligvis ikke raketvidenskab. Vi er i det, der kan kaldes et valgslægtskab – vi har valgt hinanden, fordi vi fattede kærlighed for hinanden og valgte at dele livet, og sådan er det i alle moderne kærlighedsforhold. Anderledes er det med børnene. I en traditionel familie, ville jeg være deres biologiske far, vi ville være blodsbeslægtede og genetisk bundet sammen. Egentlig har jeg aldrig tænkt specielt meget over dette – om kærligheden til pigerne ville være anderledes, hvis vi delte blod og gener. Da jeg mødte pigernes mor, og fattede dyb kærlighed til hende, var pigerne der også, og vi levede sammen næsten helt fra begyndelsen – de blev mine, jeg var stolt af dem, elskede dem, og vi kom til at deltage i hinandens liv, selv om jeg ikke var biologisk far, men papfar. Pigerne har haft god og kærlig kontakt med deres biologiske far, og han har generøst givet mig masser af plads og anerkendt min centrale placering i pigernes tætteste familie.

For nylig stødte jeg imidlertid på en bog, som handlede om børn i sammenbragte familier, som min. Her kunne jeg se, at der faktisk er undersøgelser som viser, at stedforældrenes kærlighed til stedbørnene kan være yderst skrøbelig. Det skulle især gælde, hvis der kommer nye fælles børn ind i den sammenbragte familie. Der er ganske vist endnu ikke kommet små nye ind i min familie, men undersøgelsen fik mig til at spekulere over, hvad det egentlig er for et kærlighedsbegreb, der opereres med.

Der er tale om et kærlighedsbegreb som forudsætter, at den dybeste forældrekærlighed gemmer sig i blodet. Men jeg tror ikke, at sagen er helt så indlysende, som undersøgelsen mener at vise, selv om det er blevet almindeligt at tale om børn, som dine, mine og vores og implicit antage, at det er lettest at elske og vise de børn kærlighed, hvor blodet er fælles. Måske er det imidlertid hverken blod eller pap, der skal tages udgangspunkt i, men slet og ret i det særegne ved kærligheden, at dens udspring – det sted, hvor kærligheden flyder fra – aldrig kan findes.

I 1847 udgav Søren Kierkegaard en afhandling med titlen Kjerlighedens Gjerninger. Han skrev ikke noget om forældrekærlighed. På Kierkegaards tid fandtes der jo ikke ”delebørn”, og hverken forældreskabet eller familieformen stod til diskussion på samme måde, som i dag. Men den danske filosof skrev noget om kærlighedens udspring, som jeg mener giver anledning til refleksioner over forholdet imellem blod, pap og kærlighed.

Et af de første afsnit i Kjerlighedens Gjerninger handler om kærlighedens skjulte liv. Med dette mente Kierkegaard, at kærlighedens udspring fortaber sig i fjernhed og skjulthed, uanset hvor langt ind i et menneske, man formår at kigge. Vi kan spørge, hvor kærligheden kommer fra, hvor i et menneske den har sin oprindelse? Kierkegaard ville sige, at dette sted ikke kan findes, og såfremt vi forsøger at trænge ind i kærlighedens skjulte tilblivelse, så vil der ske det samme, som hvis vi nysgerrigt forsøger at kigge efter solstrålernes oprindelse, nemlig i retning af solen – så vil vi blive forblindede og miste synsevnen.

Måske kan vi også blive forblindede når vi så entydigt kigger efter forældrekærlighedens udspring i blodet – i det blodsbeslægtede – og er så hurtige til at konkludere, at rinder der ikke fælles blod i årerne, så kan der heller ikke være ægte forældrekærlighed. Det er desuden næsten for smertefuldt at formulere den anden del af ligningen: fordi der rinder fælles blod i årerne behøver der ikke nødvendigvis at være ”ægte” forældrekærlighed.

Kan man virkelig entydigt kende forældrenes kærlighed til barnet på det fælles blod, der flyder i deres årer? Ikke kun, og ikke nødvendigvis. Her kan Kierkegaards tanker om kærligheden sætte perspektiv på et vanskeligt og følsomt spørgsmål.

Om kærligheden siger Søren Kierkegaard, at der i virkeligheden kun er én eneste måde, hvorpå den kan kendes: kærligheden skal kendes på frugterne, på gerningerne, på kærlighedens gerninger. Det skyldes, at kærligheden selv er skjult og derfor kun er til at kende på den måde, som den kommer til udtryk på i det levede liv.

Som sagt ytrer Kierkegaard ikke noget om forældrekærligheden, derfor kan jeg selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed – men jeg tror, at han ville sige det samme til spørgsmålet om, hvordan børnene oplever forældrekærlighed: ikke ved at I er blodsbeslægtet, ikke ved at du siger det – men ved at du viser det; gennem kærlighedens gerninger.

Det er muligt, at forældrekærlighed traditionelt er defineret og forstået som følelser, der primært bygger på, at børnene er af forældrenes blod. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad der menes. Men som papfar må jeg også sige, at min oplevelse af kærligheden til de såkaldte papbørn knytter sig til, at de simpelthen er til stede i mit liv på samme uadskillelige måde, som mit blod er til stede i min krop. Måske er vi ikke blodsbeslægtede, men vi er livsbeslægtede. De har været omkring mig og delt livet med mig i så mange år, at de er blevet en del af min eksistens, af hele min selvforståelse.

Jeg ved godt, at mit blod ikke rinder i deres årer, men deres virkelighed er til stede i mit liv og det er for mig mirakuløst på helt samme måde, som hvis vi var blodsbeslægtede. Det ses selvfølgelig ikke på, at vi fysisk ligner hinanden, men på det, som vi i løbet af livet har vist hinanden af kærlighed – gennem kærlighedens gerninger.