Kategoriarkiv: Psykologi

Sted

Skriv en kommentar

Vi er altid et sted. Jeg kan ikke med nogen mening sige, at i morges klokken 8 var jeg ikke noget sted. Det er ganske enkelt umuligt ikke at være et sted. Som Aristoteles sagde, så er de eksisterende ting et eller andet sted. Begrebet “sted” kunne derfor godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Det, at vi altid er et sted, er nemlig ikke kun et spørgsmål om geografisk placering. Vi kan også tale om en eksistentiel topologi (topos betyder sted på græsk), som går nærmere ind på det forhold, at mennesket ikke alene altid er et sted, men dermed også altid er indfældet i verden – at vi altid er forviklet med det sted, hvor vi nu opholder os.

Intet sted, hvor jeg på et bestemt tidspunkt opholder mig, er blot en geografisk placering, som kan bestemmes gennem et sæt koordinater. I den tid, hvor jeg opholder mig på dette sted, er det nemlig også min omgivelse, og ikke blot det. Stedet er også en slags ophav til hvem jeg på det pågældende tidspunkt er, og hvordan det er at være mig. Menneske og sted er intimt forbundet. Det kommer jo bl.a. frem gennem udtryk som: “Her føler jeg mig hjemme” eller “her føler jeg mig truet og udsat” eller måske: “Dette sted siger mig ikke noget, mens det andet sted gav mig inspiration” og ”nu trænger jeg til at komme et andet sted hen”.

Stedet siger noget om os. Når vi ved, hvor et menneske kommer fra – så ved vi også noget om, hvem dette menneske er. Eller mere korrekt: Sådan var det tidligere, hvor begrebet “hjemstavn” (det sted, et menneske kom fra) var af afgørende betydning for, hvem og hvordan dette menneske var. Hjemstavnen var stedet over alle steder – det sted, der gjorde et menneske, til dette bestemte menneske. Tidligere tog forestillingen om et menneskes identitet således udgangspunkt i spørgsmålet om, hvilket sted dette menneske kom fra? Stedet kunne forklare næsten alt om mennesket. Da f.eks. mine forældre i 1958 flyttede fra København til en lille landsby, blot 90 kilometer fra hovedstaden, blev de aldrig kaldt andet end københavnerne. Stedet de kom fra kunne de aldrig løskøbe sig fra. Hjemstedets betydning er så godt og fint formuleret af Tove Ditlevsen i digtet “Barndommens gade” fra 1942:

Jeg er din Barndoms Gade,
jeg er dit Væsens Rod,
jeg er den bankende Rytme
i alt hvad du længes mod.

Det moderne menneskes identitet er imidlertid ikke længere så stedbundet, som i gamle dage. Der spørges ikke længere hvor du kommer fra, men hvem er du. Menneskets identitet er i de seneste årtier blevet frisat fra stedets indflydelse, og i stedet blevet koblet til den frie viljes frie beslutning om, hvem man vil være.

I langt større udstrækning end tidligere bevæger det moderne menneske sig nærmest frit rundt. Det er ikke længere nødvendigvis et særligt sted, som bestemmer hvem du er. Begge mine forældre flyttede tre gange i løbet af deres liv. Jeg har flyttet sted 12 gange. Min identitet er ikke knyttet til nogen bestemte steder, og i hvert fald ikke til ét særligt sted. Selv om jeg selvfølgelig altid er et sted i topologisk betydning, er jeg hjemløs sammenlignet med tidligere generationers stærke bundethed til et bestemt sted.

Min tilstedeværelse i verden er langt mere flydende end mine forældres. Tidligere havde man et hjemsted; i dag må man kunne finde sig hjemme næsten alle steder. For nogle generationer siden var det enkelte menneskes bevægelse skematisk således: Fra livmoderen til mor-barn-dyaden, til familien, til slægten til hjemstavnen og måske til nationens grænse. I dag er det moderne menneskes tur gennem livet således: Fra livmoderen til familien til det globale. ”Sted-chok” kunne være betegnelsen på den følelse, der rammer mange efter denne tur fra det totalt trygge til det totalt utrygge – fra det helt tætte til det helt utætte. Et sted er man naturligvis altid – men et hjemsted?

Da menneskets stedbundethed forsvandt blev den afløst af det ”serielle sted”. Stedet, hvor du er lige nu, men som ikke løser hjemstavnens traditionelle opgave – nemlig den, at give eksistentiel beskyttelse, tryghed, genkendelighed og følelsen af tilhør. Med andre ord, at være det kendte sted, hvorfra min verden går, og som giver mod og tryghed til at gå ud i verden, ud i det ukendte og utrygge, fordi man altid kan vende tilbage til det kendte hjemsted.

Men – der er ikke nogen grund til naivitet og romantiske forestillinger om tidligere tider, fra før verden gik af lave. Det faste sted var nemlig også et påtvunget sted, karakteriseret af ufrihed, social kontrol og fravær af muligheder for mobilitet, både socialt og psykologisk. Den moderne stedløshed kan således både betyde frihed til selv at vælge hvem man vil være og/eller rodløshed og fremmedgørelse.

Når der bliver færre og færre faste steder må mennesket prøve at lave små lommer, der kan tjene som det støttesystem, hjemstavnsstedet var for tidligere generationer. Dette sted kan være lokaliseret i både det ydere og det indre. Ofte vil det naturligvis være stedet, hvor de elskede befinder sig, familien eller steder, hvor man er sammen med venner. Men det kan også være indre steder – ”ikke-steder” som erindringer, fantasier, Facebook, kunstoplevelser, fremtidsforestillinger o.l., der skaber følelsen af eksistentiel tryghed – den følelse, som tidligere blev skabt af hjemstedet.

Faste steder betyder radikalt mindre for det moderne menneske end tidligere. Men det gør følelsen af tryghed og eksistentiel beskyttelse ikke – altså de følelser, som det faste hjemsted traditionelt har leveret rammerne for. Så spørgsmålet er: Hvor søger du hen, når du midt i det moderne livs turbulente flow får behov for ”hjemfølelsen” – den eksistentielle tryghed? Har du et sted i det ydre eller i dit indre, som er din eksistentielle hjemstavn?

Politisk dyr?

Skriv en kommentar

Mennesket er et politisk dyr, et zoon politikon, sagde Aristoteles for små 2500 år siden. Her er vi tilbage ved udgangspunktet for de politiske ideers stamtavle og nede i politikkens bløde underliv; nede ved forudsætningerne for at forstå nutidens politiske psykoser og fremmedgørelse.

Når Aristoteles kaldte mennesket for et politisk dyr mente han, at mennesket gennem sit væsen hører til i polis, i bystaten – i et “politiske system”; at det udelukkende er gennem sin deltagelse, som fri medborger i det politiske liv, at man kan realisere sig selv som menneske. Aristoteles brugte betegnelsen idiot (som på græsk kommer af idiotes = privatperson) på de mennesker, der ikke ønskede at påtage sig et ansvar i det politiske fællesskab, og som dermed fravalgte at forholde sig som søn eller bror til de andre medborgere, som Aristoteles formulerede det.

For Aristoteles var politikken videnskaben om det gode samfund – og det gode samfund forudsætningen for det gode menneske. Det politiske fællesskab “er opstået med det formål at opnå noget godt”, skrev Aristoteles.

Problemet med de politiske ideers historie er selvfølgelig deres forhold til den sociale og økonomiske udvikling. At mennesket er et politisk dyr kan godt være korrekt. Sagen er bare den, at Aristoteles’ forestilling om det politiske fælleskab, var komplet anderledes end vores. Nøglen til både Aristoteles’ politiske ideer og til den nutidige frustration over det politiske system ligger i det simple og indlysende spørgsmål om, hvad mennesket er formateret til: små enheder eller store enheder?

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk siger, så er det vigtigt at tage størrelsen alvorligt – størrelsen på de tidligste menneskelige fællesskaber. I den politiske filosofi er Aristoteles’ præmis om mennesket, som et zoon politikon, ofte blevet accepteret helt ukritisk. Hvad nu, hvis den simpelthen ikke er korrekt, eller kun er korrekt under ganske bestemte vilkår, hvor det f.eks. er størrelsen på det politiske fællesskab, der er afgørende for om mennesket kan fungere og realisere sig selv, som et zoon politikon – et politisk dyr?

Tør vi begynde en drøftelse af mennesket, som et politisk dyr, ved at rette opmærksomheden mod den tidligste dyade mellem mor og barn, gå videre til den nærmeste og senere til den større familie og slægt, til de arkaiske horder eller flokke, der samlede sig og senere blev til mindre grupper med forskellige grader af fællesskab og fast social organisering, og videre op til de meget organiserede, men størrelsesmæssigt ganske begrænsede, græske bystater og op til de hyper-komplekse senmoderne samfund og politiske systemer, hvor fællesskabet på det nærmeste er at finde på et abstrakt metaplan?

Politologer og sociologer vil afvise dette psyko-etnologiske perspektiv, men det giver alligevel en forestilling om de før-politiske former for menneskeligt liv og ikke mindst retter det opmærksomheden mod betydningen af nogle grundlæggende små-skala fællesskaber. Det tvinger os til at undersøge, hvad det er for nogle teknikker, styreformer, integrationsmekanismer og oversættelsesprocedurer mellem individ og politisk system, der er i anvendelse for at få de største politiske enheder til at fungere. De store politiske enheder tvinger os til forudsætte effekten af nogle styrings- og stabilitetsskabende teknikker, som omvendt er dem, der skaber den moderne politiske autisme, det vil sige afstanden og fremmedgørelsen mellem det etablerede politiske system og befolkningen.

Hvordan er det muligt for hundredtusindvis, for millioner af mennesker, at være forenet inden for et fælles sprog, fælles grænser, en fælles politisk enhed, økonomi og stat? Det er den slags spørgsmål, vi må stille for at minde os selv om de komplet umulige og usandsynlige processer, som vi har med at gøre i det politiske. Problemet ligger i oversættelsen fra det lille til det store, fra det konkrete til det abstrakte – og tilbage igen. Med andre ord i formateringsproblemet. Tages dette ikke alvorligt – at mennesket som udgangspunkt er formateret til det lille, det nære, det konkrete – så er det, at den politiske psykose breder sig: ingen kan længere genkende sig selv i det politiske.

Problemet er imidlertid ikke udelukkende, at vi har bevæget os væk fra de små og nære fællesskaber. Småt er ikke altid godt. Små sociale enheder kan være frygtelige og terroriserende for dem, der er anderledes. Problemet er, at vi ikke har fokus nok på spørgsmålet om, hvordan der formidles mellem det små og det store; at det politiske system har lukket sig omkring sig selv og i stigende grad ignorerer forskellen mellem det effektive samfund på metaplanet og det gode samfund i det nære og mellemmenneskelige. Det, der f.eks. på det politiske niveau tematiseres som velfærdsstatens økonomiske problem, opleves som et etisk, moralsk og ofte dybt smerteligt problem hos dem, der ikke kan få hjælp. Her møder vi formateringsproblemet for fuldt orkester: individ og politisk system – to forskellige formater, to forskellige måder at opleve problemerne på, to forskellige løsninger, som ofte er uforenlige og uden fælles kommunikative referencer.

Der er ingen grund til naivitet; vi skal ikke tilbage til de små og lukkede fællesskaber. Men skal der gives vækstplads til mennesket, som et politisk dyr, må den offentlige debat i fremtiden have langt mere fokus på, hvordan der kan skabes sammenhæng og idémæssig udveksling mellem det store format og det lille. Der er efterhånden alt for mange, som ikke kan genkende sig selv i den måde, som politikken i stort format fungerer på. Det kan betyde både ligegyldighed, fremmedgørelse, oplevelsen af ikke at høre til og ansvarsfornægtelse, men også resultere i destruktive og voldelige forsøg på at skabe egne små enklaver med meget letforståelige regler for, hvem der er ven og fjende.

Formateringsstress

Skriv en kommentar

I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.

Liv efter døden!

Skriv en kommentar

Med vilje har jeg ikke formuleret overskriften som et spørgsmål, men som et udsagn. Der er nemlig liv efter døden, og det kan tilmed bevises: Min far døde i 1979, og her sidder jeg, 35 efter, og er lyslevende. Og når jeg engang er død, vil mine børn leve videre, og måske er der også kommet nogle børnebørn, som kan være med til at vise, at der virkelig er liv efter døden. Det efterliv, som jeg taler om, er altså ikke det personlige liv efter døden, som religionerne og de mystiske traditioner stiller i udsigt, og som mange mennesker, uanset religiøs overbevisning, tror på. Her skal det handle om det kollektive efterliv – eksistensen af andre mennesker efter vores individuelle død.

At der på den måde er liv efter døden virker så indlysende, at det ikke motiverer til specielle overvejelser eller meditation over, hvad det egentlig betyder for de endnu levende, at have denne viden om det fremtidige liv. Vi ved naturligvis, at der også var et liv før livet, det vil sige før vores fødsel. At vi så at sige blev født ind i en verden, som andre, på godt og ondt, havde lagt til rette for os. Dette førliv kan vi se på billeder, høre, læse og få fortalt historier om, og det får os til at føle en beslægtethed med dem, der levede før os – både vores slægt, men også dem, der var med til at skabe den verden, som vi lever i nu. Vi føler os som et led i kæden og forstår os selv i forlængelse af fortidens mennesker.

Men der vil også leve mennesker efter os – når vi er døde. Mens fortiden og historiens betydning er et klassisk emne for både filosofien og psykologien – så er fremtidens betydning ret underbelyst.

Døden er slutningen for det individuelle menneske. Men når jeg nu ved, at min krop dør, er der så nogen grund til at overveje, hvad fremtiden betyder for mig her og nu? Ja, det tror jeg faktisk. For det handler ikke nødvendigvis om en bekræftelse af ens personlige identitet efter døden, men om en del af ens personlige identitet mens man stadig er i live.

Dødens magt er nemlig ikke alene nærværende i vores oplevelse af livets korthed, vores individuelle endelighed. Bevidstheden om vores dødelighed åbner også mulighed for meningsfuld livsudfoldelse gennem den måde, som vi rent faktisk allerede nu er med til at berede vejen for det kollektive efterliv – som jo på en eller anden måde også er mit personlige efterliv

Menneskeheden er så at sige et fortløbende historisk projekt, der danner den implicitte ramme for de fleste af det enkelte menneskes referencer og vurderinger af, hvad der betyder noget. Dette er ikke nødvendigvis tydeligt og bevidst i vores hverdag. Spørgsmålet er dog alligevel om vi ikke alle sammen behøver menneskehedens fremtid for at have en sikker base i vores egen tilværelse her og nu?

Ofte knytter tankerne om fremtiden for menneskeheden sig til et politisk projekt, til diskussioner om miljø, ressourcer, teknologisk udvikling, krige osv. Fremtiden har imidlertid ikke kun politisk betydning for det enkelte menneske. Den har også en eksistentiel betydning for livet her og nu. Vores uudtalte og ubevidste tillid til, at der vil være et kollektivt efterliv, har betydning for, om vi oplever en mening i vores personlige liv. Jeg tror således, at der kan være noget værdifuldt ved at inddrage fremtiden, efter vores individuelle død, i vores aktuelle liv her og nu.

Vi ser ikke fortiden – tiden før vores individuelle livs begyndelse – som en sort evighed af ikke-eksistens, selv om vi jo rent faktisk ikke var der personligt. Ligeså lidt er fremtiden – efter efter vores død – et sort hul af ikke-eksistens. Ganske vist er vi heller ikke personligt til stede på det tidspunkt, men der er liv og jeg tror, det er værdifuldt og perspektivrigt, at personliggøre ens relation til både fortiden og fremtiden.

På samme måde, som verden blev lagt til rette for mig – lang tid før min fødsel – lægges verden allerede i dag til rette for dem, der fødes ind i livet, når jeg en dag er væk. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid at tænke sig, at man lige nu er med til at lægge denne verden til rette for fremtiden. Faktisk forekommer det mig at være udtryk for en ganske stor ydmyghed, at se sit liv i dag, som medvirkende til at frembringe den kommende verden.

I dialogen Symposion, skrev Platon, at al natur – herunder mennesket – stræber efter udødelighed. Han mente, at dette blev imødekommet gennem en slags lov, hvor alle dødelige ting bevares – ikke i samme eksistens, men ved at lade en ny eksistens tage den gamle eksistens’ plads. Platon selv døde for ca. 2000 år siden. At jeg nu sidder og skriver dette viser imidlertid, at han stadig har en eller anden form for eksistens. Men dét gælder ikke kun de store og berømte fra fortiden. Hvor meget af den verden, som vi bevæger os rundt i til daglig, har ikke eksistensspor fra mennesker, der har levet? Med andre ord bevæger vi os rundt i deres efterliv på samme måde, som fremtidens mennesker vil komme til at bevæge sig rundt i vores efterliv – i vores liv efter døden.

Religiøst interiør

2 svar

For et par uger siden fik vores hjem en ny sofa. Det er ikke så tit, at vi køber nyt indbo. Derfor var jeg ikke helt klar over, hvad en stor møbelforretning kunne byde på – udover møbler naturligvis. F.eks. havde jeg ikke regnet med, at denne møbel- og indretningskatedral førte sig frem med religiøse symboler. Ved siden af puder, rammer og flettede kurve fik jeg imidlertid øje på en ældgammel religiøs skikkelse, som jeg ikke havde regnet med at møde denne lørdag formiddag under indkøb af en sofa.

Det var ikke Jesus på korset. Det virker ikke salgsfremmende at udstille en mand, der hænger døende på et kors, mens han anråber sin Gud med de desperate ord: ”Hvorfor har du forladt mig?”. Den slags sælger ikke mange sofaer og hyggehjørner til det lille hjem. Nej – det var Buddha, der blev udbudt til salg i forskellige størrelser, farver og materialer. Han virker tilsyneladende langt mere harmløs og hyggespredende end den korsfæstede – måske endda beroligende i sin lettere korpulente fedme – når han står på kaminhylden.

Da jeg prøvesad vores nye sofa i møbelforretningen havde jeg udsigt til hele rækker af udstillede Buddhafigurer. Jeg sad blødt i den nye sofa – så blødt og behageligt, at jeg næsten glemte, hvad der var Buddhaskikkelsens virkelige budskab. Som alle andre religiøse symboler peger Buddha nemlig lige ind i den uundgåelige menneskelige lidelse, hvilket der ikke stod noget om i møbelforretningens julekatalog. Der stod blot, at Buddha kostede 169 kr.

Buddhismen har ikke noget, der minder om det, som vi i Kristendommen kalder Juleevangeliet, med dets glade budskab om trøst, fordi en frelser nu er født. Men der findes dog legender om Buddhas fødsel og opvækst, som også sender budskabet om trøst til dem, der lider. Mens Kristendommen her omkring jul taler meget om menneskets frelse, fordi Gud lader sin søn føde på Jorden, taler Buddhismen imidlertid meget mere om mennesket selv – om de vilkår, vi må leve under og med.

Buddhismen har som religion ikke nogen Gud og Buddha var derfor heller ikke noget sendebud med løfte om frelse. I virkeligheden er navnet Buddha slet ikke et egennavn, men en ærestitel. Figuren, vi kalder Buddha, hed fra fødslen Siddhartha Gautama og var søn af en adelsmand. Først senere – da han i en alder af 35 år – opnåede åndelig erkendelse fik Siddhartha titlen Buddha, som betyder ”Den Vakte”, ”Den Oplyste”. Legenden om Siddharthas vækkelse viser, at det måske mere er mødet på Jorden, med andre mennesker, end det er det himmelske møde med Gud, der kan åbne vores øjne for kærlighedsbudskabet – som jo netop i disse dage prædikes så vedvarende inden julemaden indtages.

Som barn levede Siddhartha omgivet af luksus og i beskyttelse mod den lidelse, som kunne ses alle steder uden for paladset. Det var Siddharthas far, der ikke ønskede at sønnen skulle konfronteres med livets hårdhed. Men en dag skete der selvfølgelig det, at Siddhartha alligevel slap væk fra den påtvungne isolation og vovede sig ud i byen Kapilavastu. Det skete tre gange. Første gang mødte han en affældig gammel mand. På den anden tur uden for det beskyttende palads mødte Saddhartha en syg og feberramt mand, der lå i vejkanten og på den tredje tur så han en død, som blev båret til gravpladsen.

Gennem de tre ture uden for paladsets tryghed lærte Siddhartha således, at alle mennesker ældes, at ingen kan undgå sygdommens lidelse og at døden altid venter på en. Denne overdosis af virkelighed rystede naturligvis Siddhartha og man kan sige, at det var her, Buddha blev født, for hans lære er baseret på de opdagelser, han gjorde, om den menneskelige lidelse.

Kort tid efter forlod Siddhartha den beskyttelse, som rigdommen og faderes magtfulde position i samfundet havde givet ham, for at søge en åndelig vej til forståelse af menneskelivet. Som sagt har Buddhismen ikke nogen Gud, som kan frelse mennesket. Nej, den enkelte må frelse sig selv, og det var det, som Buddha ville lære os. Men det var næppe for at udbrede Buddhas lære, at møbelforretningen solgte figurer af den siddende Buddha. Det var ganske enkelt fordi en indkøbschef havde vurderet, at der ville være penge i det.

Da jeg sad der i vores nyindkøbte sofa og kikkede over på rækken af Buddhafigurer tænkte jeg i første omgang, at det var typisk for kapitalismen: Alt udbydes til salg – selv religiøse symboler, som langt de fleste ikke ville kende betydningen af. Buddha ville rotere i sin grav, tænkte jeg, og var på grænsen til en vis form for selvfedme – for jeg vidste jo godt, hvad det handlede om.

Pludselig var det imidlertid som om Buddha sad i sofaen ved siden af mig, og han roterede slet ikke, faktisk sad han og klukkede af grin. Så sagde han:

”Du er da vist ikke for smart! Når du kommer hjem med din sofa og en dag får gæster, så er der ikke mange, der vil spørge, hvorfor du har købt en sofa. De vil måske kommentere farven, formen, stoffet. Men ikke spørge dig, hvorfor – for det er jo helt indlysende, at der skal stå en sofa i din stue. Din nye sofa vil med andre ord ikke åbne Jer mod nye og ukendte horisonter. Men når din nabo kommer hjem med en Buddhafigur til 169 kr. så kan jeg godt love dig, at hans gæster vil spørge ham, hvorfor i alverden han købte den, og hvad han vil med den. Måske vil de endda spørge, hvem den tykke mand er. Det er slet ikke sikkert, at din nabo vil kunne svare på det. Men det er også helt ligegyldigt. For som du ved – du der er så belæst og klog – så er det blevet sagt, at den, der studerer Buddha, også studerer sit selv. Måske vil din nabo og hans gæster prøve at google mit navn, og måske vil de ramme en side på internettet, hvor der står noget om, at i Buddhismen skal man se verden som den er: Når der f.eks. sker noget frygteligt, så er der også en anden side i tilværelsen, hvor der sker noget smukt. Sig ja, til begge dele. Som du ved, er dette udtryk for Buddhismens ydmyghed over for tilværelsen. Dette vil ingen finde ud af ved at købe en sofa.”

Buddha

Ved nærmere eftertanke var 169 kr. jo ikke ret meget for en figur, som udmærket kunne stå hjemme på den kommode, som jeg i sin tid arvede fra min mor. Buddhafiguren har gennem tiden haft en trøstende virkning på mange mennesker. Buddhismen repræsenterer nemlig en slags kærlig venlighed i mødet med andre mennesker. Derfor er den jo ligeså nødvendig i et hjem, som en sofa. Og tilmed – så repræsenterer den historisk set også den holdning, at kærlig venlighed kun kan vises andre mennesker, hvis man også betragter sig selv med kærlig venlighed: ”Den, som elsker sig selv, vil ikke gøre andre skade”. Ikke nogen dårlig erkendelse at få med når det bare startede med en sofa.

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Filosofi og livsfylde

Skriv en kommentar

Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?

Mildhedens etik

1 kommentar

En dag blev jeg født. Det kunne jeg slet ikke lade være med. Ligeså lidt, som jeg selv havde valgt at blive født, kunne jeg have valgt ikke at komme til verden. Måske en naiv tanke – men tænkt lidt nærmere igennem åbner den alligevel for et uforklarligt og dog livsbekræftende mysterium.

Digteren Inger Christensen skriver i den smukke lille bog ”Hemmelighedstilstande”:

Naturen har sin nødvendighed, sin retning, sin tvang.
Blomsten kan ikke pludselig standse op og beslutte sig
til ikke at blomstre.
Barnet kan ikke tvivle på sin fødsel og vælge at blive boende
i sin lune moder.

Det var en januar og midt på eftermiddagen. Jeg anede intet om det. Først langt senere har jeg gennem andre erobret den del af mit liv, der knytter sig til min fødsel og de første år derefter. Et andet menneske fødte mig, fordi hun havde været sammen med et andet menneske. På den måde kom jeg til verden, uden at ville, uden at vide – faktisk uden mig selv, alene på grund af noget helt andet end mig selv.

Maleri af Marianne Overbye Nielsen (2012)

Maleri af Marianne Overbye Nielsen (2012)

Måske var der en værens-længsel i mig. I hvert fald var jeg i begyndelsen ikke andet end blot og bar væren. Jeg var ikke selv årsag til min fødsel – det var jo de to andre menneske – og jeg blev desuden også født ind i en verden, som havde været der, lang tid før min fødsel – en verden, som jeg heller ikke selv havde haft nogen indflydelse på, og sådan har det været for alle. Barnets opgave bliver at finde sig selv i den verden, som det fødes ind i.

I begyndelsen er barnet så at sige udleveret til verden. For mig er billedet af dette udleverede barn etikkens dybeste symbol. Den etiske fordring giver sig selv gennem det sårbare i et andet menneskes udleverethed – en sårbarhed, der har sit urbillede i det lille barns udleverethed, dets afhængighed af andre. Det lille barn kan ikke selv gøre noget for at overleve de første år, det kan ikke selv erobre verden – det er udleveret til andres kærlighed og barmhjertighed.

Her gør barnet også de første ubevidste erfaringer af den komplekse menneskelige virkelighed: Afhængigheden af ydre begivenheder og tildragelser, som er uden for det enkelte menneskes egen kontrol. I alt det vigtigste er vi som mennesker udleveret til hinanden: fødslen, kærligheden, venskabet, lidelsen, omsorgen. Allerede i og fra fødslen udleveres vi til andre menneskers barmhjertighed og modtagende kærlighed.

Når vi i dag så selvsikkert taler om det uafhængige menneske, som det stærkeste menneske – det menneske, der ikke er afhængig af andre – så tror jeg, at vi har glemt fødslens metaetik. For at et menneske i løbet af tilværelsen kan finde sig selv i livet er den grundlæggende forudsætning, at spædbarnets sårbarhed helt fra begyndelsen bliver mødt af andre menneskers barmhjertige kærlighed.

Det virker som om vi i dag bygger den ideelle selvforståelse op omkring en usårlighedens og selvtilstrækkelighedens etik. Det resulterer meget ofte i en kynisme, som ikke har meget at gøre med den mildhed, der efter min mening må knytte sig til at gennemtænke den menneskelige sårbarhed, udsathed og afhængighed, som vi kan spejle i det lille barns fuldstændige udleverethed.

Med det lille barns væren-i-verden som eksempel, kan vi trække mange etiske indsigter. Bl.a. den, at forudsætningen for liv ikke blot er sædceller og æg, men også erkendelsen af, at vi altid lever i et afhængighedsforhold. Barnets liv udspringer af moderen, men dets fortsatte liv afhænger af, om det fødes ind i et fællesskab, hvor der tages vare på dets udleverethed og afhængighed af omsorg. Senere, hvor mennesket naturligvis kan tage vare på sit eget liv, kommer det til at handle om kvaliteten af dette liv. Også her er det af afgørende betydning, at vi som individ bliver mødt af andre mennesker med barmhjertighed, omsorg og kærlighed.

Mildhedens etik tager udgangspunkt i billedet af det lille barn, udleveret til andre menneskers omsorg og varetægt. Her er det så tydeligt, at barnets fortsatte liv afhænger af andre mennesker. Senere, når vi selv kan holde os i live, afhænger vores liv dog stadig af den måde, vi mødes af andre. Om vores liv lykkes eller ej – afhænger ikke kun af os selv, men af os selv i mødet med andre.

Den danske filosof Peter Kemp har skrevet, at sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), så vil man også behandle andre med den mildhed, som vi mærker ved at se på det lille barn.

I begyndelsen var det lille barn – så fik vi øje på barnet og så kom mildheden; hvad ellers? Derfor: Husk barnet, som alle var i begyndelsen.

Afkaldets filosofi

Skriv en kommentar

En lørdag i april måned 1805 blev den tyske storkøbmand Heinrich Floris Schopenhauer fundet død i den kanal, der løb bag familiens hus i Hamburg. Selv om det ikke blev sagt åbent tydede mange ting på, at der var tale om selvmord.

Uanset den personlige tragedie, der altid er forbundet med et selvmord, er det ikke Heinrich Floris Schopenhauer, vi direkte skal beskæftige os med i det følgende. Det er hans søn, Arthur Schopenhauer, som på det tidspunkt, hvor selvmordet fandt sted, var 17 år gammel. Sønnen skulle nemlig udvikle sig til at blive en af den europæiske tænknings helt store og banebrydende filosoffer.

Hvis man tænker på, at Arthur Schopenhauer mistede sin far allerede som 17-årig – og tilmed ved selvmord – kan det vist ikke undre mange, at netop pessimismen skulle blive et centralt tema i hans senere filosofi. Ud over faderens død for egen hånd ved vi, at han var belastet af en barndom med store modsætninger mellem forældrene og desuden af en skelsættende oplevelse af lidende galejslaver i Toulon. Så ud fra et psykologisk perspektiv er denne pessimisme ganske forståelig. Men Schopenhauer var også barn af sin tid i den forstand, at han i oplysningstænkningens ånd anså ethvert religiøst løfte om frelse, som slet og ret bedrag. Han slog fast, at i denne verden kan lidelsen alligevel ingen ende tage – og jo, det lyder naturligvis  ganske pessimistisk. Men der kan faktisk også være en anden lektie at lære af Schopenhauer.

Arthur Schopenhauer (1788 - 1860)

Arthur Schopenhauer (1788 – 1860)

Først må vi lige se lidt nærmere på, hvorfor Schopenhauer siger, at lidelsen ingen ende kan tage. Det skyldes først og fremmest, at menneskets lidelse, i Schopenhauers optik, knyttes til en kontinuerlig stræben, en oplevelse af endnu ikke at have nået et tilfredsstillende mål, ikke at være kommet frem til det efterstræbte, hvad dette så ellers måtte være for det enkelte menneske. Alt efter temperament kan man jo sætte f.eks. penge, kærlighed, lykke, karriere m.m., som den ubekendte faktor ind i denne ligning for, hvad man hele tiden stræber efter at opnå mere af.

Endnu at være utilfreds, endnu ikke i fred, men fortsat at måtte stræbe – hertil knytter lidelsen sig, mener Schopenhauer. For så snart mennesket har fået tilfredsstillet én stræben indfinder der sig en ny, og så orienterer viljen sig igen mod forsøget på at opnå tilfredsstillelse. Denne vilje bliver som en blind drift, der aldrig kan finde varig mæthed, men hele tiden må stræbe efter tilfredsstillelse. Men, siger Schopenhauer, hver gang et mål ser ud til at være nået, viser det sig, at tilfredsstillelsen er illusorisk.

Denne endeløse og utilfredsstillende stræben kan naturligvis føre til fortvivlelse, og for Schopenhauer skulle hele filosofiens udspring findes i den erfaring, at eksistensen derfor er lidelsesfuld. Men, hvis man tænker i forlængelse af Schopenhauer, så kan erkendelsen af lidelsens udspring i den uendelige stræben også føre til en form for afkaldets filosofi

Der er ikke nogen tvivl om, at menneskets vilje til hele tiden at søge overskridelsen – det at overskride grænser, at overskride sig selv, at overskride den viden, vi hidtil har haft o.l. har resulteret i alt det, som vi kan i dag inden for f.eks. videnskab og teknologi. Jeg er ikke naiv og jeg ønsker endnu mere viden, endnu mere videnskabelig forskning og mere teknologi så endnu flere mennesker kan få gavn og glæde af, at der hele tiden overskrides grænser for, hvad mennesket kan.

Men der er også indlysende, at vi både som enkelte individer og som samfund har meget vanskeligt ved at give afkald. Vi søger hele tiden overskridelsen, stræber hele tiden mod mere og bedre. Det er dog bemærkelsesværdigt, at i samme tempo, som vi stræber efter nye mål, nye løsninger, mere af alting – så ser det også ud til, at utilfredsheden, lidelsen og den eksistentielle angst vokser.

Hos Schopenhauer endte det i en form for resignation – en opgivelse af livet, som det sted, hvor mennesket kunne frigøre sig fra den evige stræben. Jeg mener, at Schopenhauers indsigt i lidelsen, som funderet i evig stræben, har ganske meget på sig. Men jeg mener ikke, at dette nødvendigvis må ende i resignation. Selv om det, at give afkald, nok ikke er det moderne menneskes stærkeste side, så kan en lille meditation i lyset af Schopenhauers indsigt måske alligevel være på sin plads:

Hvad har du nok af? Hvad stræber du efter, som du ikke behøver at stræbe efter? Hvad af alt det værdifulde, som du allerede har, kan erstatte din kontinuerlige stræben efter noget nyt?

Dette er ikke udtryk for en pessimistisk opgivelse eller resignation, men blot en stille eftertanke: Når jeg nu er så god til at stræbe er jeg så også god nok til undertiden at give afkald på mere stræben?

Viden og tro

Skriv en kommentar

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.