Kategoriarkiv: Kunst

Kærlighedsdigt: Livslyde

Skriv en kommentar

John Christensen (1896-1940): “Sort træ og hvid sne”, 1933, Arbejdermuseet.

I dagens anledning, det er d. 27. november 2018, har jeg skrevet et kærlighedsdigt. Det er en flot, solrig dag og ret kølig (man kunne meget let komme til at skrive kærlig). Den fortjener i hvert fald et kærlighedsdigt, for hvert år kommer den jo strålende igen, og igen. Det er vi flere, der er ret glade for.

Livslyde

Natten lyder som en bildør der smækker.
Fortovets høje hæle. Klik i låsen.
Udrykning på Jagtvej.

Livslydende stimler sammen fra trappen,
og under dynen. Et ben der flyttes, rumlende mave.
Fødder på gulvet, en der tisser. Og igen,
fødderne, trippende, udenom dørstopperen.
Morgensolen er skraldespandene, der bliver tømt.
Porten smækker.

Jeg er mørkeglad. Vågen, alene med drømmelyde og livstegn.
Her, udenfor søvnen, får jeg hendes arm over brystet.
Mumlen og snøften. Drømmen sukker i hendes strube.
Uden tanker åndes der tungt. Hun kærtegner sit lår.

Postkort fra Præstø: Kirken

Skriv en kommentar

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

Høsttale 2018

Skriv en kommentar

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Mærkelige ting: Postkasse

Skriv en kommentar

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Vejr-mennesket

Skriv en kommentar

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

Skriv en kommentar

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Adam og den nyskabte Eva

Skriv en kommentar

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Poesiens sprog

1 kommentar

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Tog til tiden

Skriv en kommentar

Banevogteren. Landsbyen Ring, 1884. Nationalmuseum, Stockholm.

Togstrækningen, der løber forbi det lille ledvogterhus på maleriet fra 1884, findes også i dag. Det er forbindelsen fra Næstved via Vordingborg og videre mod det sydlige. I 1884 gik den fra Roskilde over Køge til Næstved og Vordingborg. Stedet er landsbyen Ring, sådan cirka midt imellem Næstved og Vordingborg. Det er malet af en af de helt store i dansk malerkunst, L.A. Ring (1854-1933), som selv kom fra den lille Sydsjællandske landsby, hvor maleriet blev til. Han hed ellers Laurits Andersen, men tog senere navn efter sit fødested, og blev til L.A. Ring.

Jeg kører tit med toget på denne strækning når jeg skal til København eller hjem til Præstø igen. Derfor interesserer jeg mig selvfølgelig for denne fantastiske maler. Han havde nemlig også forbindelse til Præstø. Da Laurits Andersen, som han hed dengang, var 14 år kom han i malerlære i Præstø, hvor han bl.a. var med til at restaurere Nysø, herregården, der ligger lige ved indkørslen til Præstø, med udsigt over fjorden. Han ville gerne være kunstmaler, men som husmandssøn havde han ikke mange muligheder for at komme på Kunstakademiet, og så kunne en begyndelse være, at blive håndværksmaler.

Laurits læste alt om kunst og kunstnere i datidens magasiner, men en oplevelse ved Præstø fjord har sikkert været af stor betydning for hans vilje til selv at blive kunstmaler. Mens han var hos malermesteren i Præstø stødte han en dag på kunstmaleren P.C. Skovgaard (1817-1875), der sad på stranden tæt ved Nysø, og malede udsigten over mod Præstø. Senere blev L.A. Ring selv en af de største, og for mig er maleriet Banevogteren. Landsbyen Ring, et meget stærkt eksempel på dette mesterskab. Det udtrykker langt mere end der er i rammen omkring maleriet, og er ikke kun et billede, men også et menneskeligt sjælelandskab.

Togstrækningen, som vi kan se på maleriet blev anlagt i 1870. Tilfældet, eller landmåleren, ville, at skinnerne kom til at gå tværs igennem den grund, hvor L.A. Rings barndomshjem lå, så huset blev adskilt fra frugthaven. Men jernbanen kom til at betyde endnu mere end dette skel på familiens jordstykke. Som alle steder, hvor der blev lagt skinner til det nye transportmiddel, fik det ikke kun konsekvenser for infrastrukturen, men også i høj grad for menneskers mentalitet og oplevelse af verden.

Hele det sydsjællandske landskab, som L.A. Ring og hans samtidige var vokset op i, ændrede udseende og skiftede karakter. Der kom skinner, broer, ledninger, master, nye lyde, nye transportmidler. Og alt dette virkede som noget fremmed. Når toget drønede forbi varslede det helt nye vilkår for mennesket. Mange oplevede, at de ikke ville komme med det tog, som man kunne sammenligne det moderne samfund med. At toget så at sige “var kørt” i mere end en forstand.

Banevogteren på maleriet vender ansigtet væk fra os, kikker mod toget, der er på vej nede fra kurven og om lidt vil støje forbi. I en bog om dette maleri bliver manden i de store træsko identificeret. Det er husmand Frederiksen fra Ring, der var blevet omskolet til opgaven som vogter ved den nye togbane. Egentlig kan man se på maleriet, at han slet ikke hører til i forbindelse med togskinnerne, der larmer med løfter om alt det moderne, der er på vej. Som på så mange andre af Rings malerier, er personerne nærmest sat ind, ikke som en integreret del af motivet, men som noget utilpasset – noget, der skal understrege den fremmedhed, som L.A. Ring selv oplevede sin omverden med.

Bag banevogteren kan vi se skyggerne fra et lukket hegn. Der er ikke nogen vej tilbage til den gamle tid. Der er kun at vente på det, som er på vej. Og på Rings tid var det moderne, dynamiske, hurtige samfund på vej – godt på vej endda, her symboliseret ved toget, som om lidt vil blæse forbi. Fra den mørke skikkelse forrest i vores synsfelt kan vi mærke, at han ikke forstår den udvikling, som han pludselig er havnet midt i, og gennem den officielle uniformskasket tilmed er blevet repræsentant for. Alt det, som har ændret hans liv, forandret landskabet, både det indre og det ydre, er symboliseret gennem toget, helt oppe i maleriets horisontlinje. Men alt det andet, måske det vigtigste, ligger udenfor maleriet, hvor samfundet, tæt på århundredskiftet, er ved at forandre sig i alle dets hjørner, for at blive til det samfund, som vi kender i dag.

Men måske er den selvsamme togstrækning igen eller fortsat et af de mange symboler på, at verden stadig ændrer sig i et voldsomt tempo. Når togene på strækningen i dag er forsinkede, aflyst, erstattet af busser og når 100 broer på linjen skal udbygges, når der skal lægges kabler og fremtidens tog bliver elektrificerede og skal køre med en hastighed på 200 kilometer i timen, så skyldes det, at verden aldrig bliver færdig med at udfolde sig. Når jeg lige for tiden kører i tog og passerer Ring, på vej ud eller hjem, så ved jeg, at om ganske få år har landskabet igen skiftet karakter, togene vil køre til Tyskland over Femernforbindelsen, verden vil have åbnet sig endnu mere, måske så meget, at man selv står og kikker efter udviklingen, som Rings banevogter i sin tid.

Toget har stadig samme symbolkraft, som på Rings tid, som noget man kan nå eller komme for sent til, vente på eller kikke efter. Det kan bringe én ud eller hjem, til afsked eller ankomst. Derfor repræsenterer toget også sindbilledet på både det kendte og det fremmede. Rings maleri forekommer mig som et tidligt udtryk for det moderne menneskes følelsesmæssige rodløshed stillet overfor alt det, der sker i den verden, som er vores, som vi er afhængig af, men som det kan være svært at føle sig hjemme i og fortrolig med. Altså med andre ord – som et maleri af os selv, også i dag, selv om det blev malet i 1884.


Litteratur:
Henry Nielsen og Dorthe Fogh: På sporet af banevogteren. Et ikonisk maleri fra 1884. Aarhus Universitetsforlag, 2016.
Statens Museum for Kunst: L.A. Ring. På kanten af verden, 2006.
Henrik Wivel: L.A. Ring. Dansk Klassikerkunst. Forlaget Palle Fogtdal, 1997.