John Christensen (1896-1940): “Sort træ og hvid sne”, 1933, Arbejdermuseet.
I dagens anledning, det er d. 27. november 2018, har jeg skrevet et kærlighedsdigt. Det er en flot, solrig dag og ret kølig (man kunne meget let komme til at skrive kærlig). Den fortjener i hvert fald et kærlighedsdigt, for hvert år kommer den jo strålende igen, og igen. Det er vi flere, der er ret glade for.
Livslyde
Natten lyder som en bildør der smækker.
Fortovets høje hæle. Klik i låsen.
Udrykning på Jagtvej.
Livslydende stimler sammen fra trappen,
og under dynen. Et ben der flyttes, rumlende mave.
Fødder på gulvet, en der tisser. Og igen,
fødderne, trippende, udenom dørstopperen.
Morgensolen er skraldespandene, der bliver tømt.
Porten smækker.
Jeg er mørkeglad. Vågen, alene med drømmelyde og livstegn.
Her, udenfor søvnen, får jeg hendes arm over brystet.
Mumlen og snøften. Drømmen sukker i hendes strube.
Uden tanker åndes der tungt. Hun kærtegner sit lår.
Peter Johannes Schjødts blog 