Kategoriarkiv: Kultur

Religion eller religiøsitet?

Skriv en kommentar

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?

Menneskeguden

Skriv en kommentar

Den måde, som mennesket forstår den ydre verden på, har konsekvenser langt ind i den indre verden hos det enkelte menneske. Prøv en gang at tage et skridt baglæns; til den tid, hvor mennesket i renæssancen så småt begyndte at forstå, at jorden ikke var universets centrum. Det syn på jorden og dens placering i universet, som i årtusinder uforstyrret havde givet indhold til menneskets forståelse af sig selv, viste sig at være en illusion.

Op og ned blev der vendt på den store og ellers så stabile jord, det mest ubevægelige i det univers, hvor mennesket havde levet uden at mærke noget til det fantasme, som videnskabsmændene nu begyndte at tale om: Jorden – dette solide hjem for mennesket – bevægede sig i virkeligheden frit og med høj fart gennem rummet, gennem himmel efter himmel, snurrende rundt om sig selv og om solen i et kæmpemæssigt univers. Nu viste det sig, at jorden under menneskets fødder blot var et fnug på himmelflugt i et helt nyt og uigenkendeligt univers. Det må have fyldt datidens mennesker med gru, for hvis jorden var et fnug, hvad var mennesket på dette fnug så?

At universet så at sige voksede, at jorden mistede sin plads som centrum for hele skabelsen, reducerede dog ikke nødvendigvis mennesket til en perifer og ubetydelig størrelse. Den videnskabelige revolutions forgangsmænd opfattede deres gennembrud i forståelsen af universet, som en guddommelig åbenbaring, der gjorde det muligt for mennesket at skue ind i skaberværkets inderste kerne. De videnskabelige nyvindinger lagde grunden for en hidtil ukendt tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet.

En del af dette spor trækker vi stadig næring af i dag: Det moderne menneskes tro på fremskridt, ny teknologi, vækst og kontrol med verdens gang bygger på en vedvarende udvikling af den form for menneskelig fornuft, som i renæssancen begyndte at afsløre hvad der lå bag det, som man ellers havde anset for at være Guds skjulte plan med mennesket.

Som tiden gik gled det guddommelige element da også mere og mere i baggrunden og forsvandt til sidst helt. Det guddommelige projekt med mennesket blev til menneskets projekt med mennesket. Resultatet blev en frihed og foretagsomhed, som på stadig flere områder har gjort det muligt for mennesket at ombygge det, der tidligere blev betragtet som Guds skaberværk – og ikke mindst, at forbedre det, så selv en Gud måtte blive misundelig.

Men der er også et andet spor, som fortæller om nogle lidt andre konsekvenser af den gradvise indsættelse af mennesket på Guds plads. I langt den største del af menneskets historie havde der hersket et guddommeligt styre over de ting, der skete på jorden. I de fleste mennesker havde der været en forestilling om en guddommelig orden: Mennesket, universet, naturen – hele kosmos – blev opfattet som en guddommelig skabelse. Der kunne være kampe mellem godt og ondt, katastroferne kunne vælte ned over menneskene i form af krige, sygdom og elendighed. Men de fleste oplevede alligevel, at der nok var mening i galskaben; en hensigt, hvor det, der skete, ikke blot skete, men havde en mening, endda en guddommelig mening, selv om den blev holdt skjult, og selv om mennesket alligevel fortvivlede og ofte forbandede Gud for de byrder, som han pålagde den enkelte.

Men så kom menneskeguden med den videnskabelige fornuft og indførte en uorden uden mening og uden lige: Jorden var blot én planet blandt millioner af himmellegemer, mennesket blot ét dyr blandt andre dyr og tilfældigheden indtog skæbnens plads. Godt og ondt, ret og uret, sandt og falsk var tidligere Guds område – nu blev det noget, som mennesket selv bestemte over.

Det er ganske tydeligt, at menneskeguden rent praktisk kan meget mere end den gamle Gud. Se bare hvad den menneskeskabte videnskab kan: Redde liv, udsætte døden, sende mennesker til månen, gensplejse naturen, spalte atomet, kigge ind i hjernevindingerne, bygge, regere og opfinde med en fantasi, der er en gud værdig.

Men dette historiske spor fortæller også en nostalgisk historie om tab af spirituel bevidsthed, om tabet af mening og om sammenbruddet af tidligere tiders menneskelige fornemmelse af at tilhøre et hele, hvor sjælen hørte sammen med kosmos og hvor alting skete, fordi det var meningen, fordi hele den menneskelige verden og historie var styret af en guddommelig hensigt og fornuft.

Til det moderne menneske hører fornemmelsen af at være blevet revet ud af en sammenhæng. Ikke mærkeligt, at der til beskrivelsen af det moderne menneskes vilkår ofte knyttes begreber som rodløshed, fremmedgørelse, tabsfølelse, meningsløshed, usikkerhed o.l. Men selv om alt dette kan lyde som rendyrket pessimisme, så mener jeg alligevel at mennesket lever i mulighedernes rige. Tidligere var det Gud, som kunne være et problem for mennesket. I nyere tid er mennesket blevet et problem for sig selv. Men dette tronskifte har åbnet for at spørge til langt mere end det tidligere overhovedet var muligt at spørge til: Hvem er vi? Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil vi gerne leve? Hvad vil det sige at eksistere sammen med andre? Hvad vil vi bruge den menneskelige frihed til?

Vi slap fri af båndet til religionens Gud, men blev ved samme lejlighed bundet til jorden – til det at være menneske her på jorden. Mennesket var engang i Guds verden – i dag er mennesket sin egen verden og skal skabe en hjemmefølelse i en verden, som kan virke fremmed og usikker. Vi lever ikke længere i en verden givet til mennesket af Gud, men i en verden skabt og behersket af mennesket selv. Dét burde giver os mulighed for at indrette verden lige bestemt – på en menneskelig måde.

Filosofi som levet liv

Skriv en kommentar

Den franske filosof Jacques Derrida blev engang spurgt, hvad han kunne tænke sig at vide om nogle af historiens mest betydningsfulde filosoffer, hvis de blev vækket fra de døde og gjort til genstand for en afslørende dokumentar? Derrida var ikke kendt for at være nogen humørbombe, så svaret overraskende mange: Jo – hvis det havde været muligt, sagde Derrida, ville han da gerne høre noget om f.eks. Heideggers, Kants eller Hegels sexliv!

Det er altid problematisk, at skulle forklare sine pointer, men her er det altså nødvendigt, for meget kan man beskylde Derrida for, men mig bekendt ikke for voyeurisme og sensationsjournalistik. Derrida uddybede da også selv det ønske, han havde til en dokumentarfilm om de kendte filosoffer: Jeg kunne have lyst til at høre noget om det, som de nægter at tale om. Hvorfor fremstiller disse filosoffer sig som kønsløse i deres bøger? Hvorfor har de visket deres privatliv ud?

Derrida var ikke kendt for at udtrykke sig soleklart. Men her er det faktisk indlysende nok: Filosofi handler ikke kun om store og abstrakte tankesystemer. Filosofi er også levet liv. Derrida havde derfor fat i noget helt centralt da han spurgte til, hvordan de store filosoffer levede deres liv – altså inde i privaten og helt ind i sovekammeret. Derridas spørgsmål virker kun provokerende, fordi vi sjældent tænker over hvad filosofi egentlig er i sig selv.

Der er selvfølgelig den filosofi, som man kan blive undervist i – alle de filosofiske teorier. Men i tillæg til dette er filosofi også et anliggende, der er vokset ud af menneskets daglige oplevelse af egne eksistensvilkår. Når Derrida efterlyser indsigt i de store filosoffers private liv er det fordi han er nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der drev disse filosoffers tænkning frem, hvor deres behov for at filosofere kom fra. Og dette behov kan komme helt inde fra soveværelset, gennem oplevelsen af kroppenes møde på lagnet og fra snakken over middagsmaden om, hvad man skal stille op med en sorg, en glæde, et tab, hvordan man skal indrette sig i tilværelsen osv. Derfor ville Derrida gerne vide noget om, hvad de store filosoffer talte om hjemme i stuen, hvilke problemer de kæmpede med, hvordan deres daglige liv afspejlede sig i deres filosofi – og selvfølgelig også omvendt, hvordan deres filosofi afspejlede sig i deres daglige liv.

Hvis man vil forstå noget i dybden, sagde den græske filosof Aristoteles, så må man fange det allerede fra begyndelsen, helt fra fødslen og oprindelsen. Og filosofiens fødsel fandt sted i det gamle Grækenland, hvor denne særlige menneskelige aktivitet, at filosofere, knyttede sig til at udvikle sjælen – til at leve sit liv på en bestemt måde, der gjorde én klogere, specielt på sig selv og sit daglige liv.

Da jeg selv for mange år siden mødte filosofien, blev jeg dybt bevæget over dens næsten magiske kraft til at kaste lys over min eksistens. Motivationen til at opsøge filosofien kom inde fra mit private livs oplevelser og derfor kom mødet med filosofien også til at virke langt ind i mit personlige livs gemmer. Den hjalp mig bl.a. til at slippe fri af et knugende tankefængsel, som jeg tidligere havde befundet mig i, og selv de mest abstrakte og metafysiske spekulationer fik en mening og relevans for mit eget liv. Jeg har aldrig siden mistet følelsen af, at filosofi er magisk og har en indbygget kraft, som kan hjælpe mig til at forstå mit eget liv og min egen død når den tid kommer.

Filosofien udfordrer os til at mærke, hvad der egentlig sker i mødet mellem mennesker; den kalder på opmærksomhed i forholdet til andre, som man kan skade eller vise omsorg; filosofien peger på betydningen af kærlighedens gerninger og på nødvendigheden af at stille spørgsmålet om de andres betydning for mig og min betydning for dem. Filosofien beder dig lavmælt om at gribe dig selv i armen først; den har siden Sokrates vist, hvor meget visdom, der gemmer sig under alle overflader – om det så er menneskets psykiske overflade eller den overflade, som videnskaben kradser i for at blive klogere på verdens beskaffenhed. Filosofien tematiserer behovet for at søge mening med livet og sætter alle de vigtigste og alvorligste spørgsmål om vores eksistens i svingninger. Alene de filosofiske spørgsmål virker forandrende ind på vores liv.  Det var den proces, som de tidligste filosoffer kaldte for det filosofiske liv.

Hvis man kun holder sig til de filosofiske teorier kan man med Derrida undre sig over, hvor mennesket og den levende filosofi bliver af. Filosofien handler om de vigtigste og alvorligste menneskelige anliggender og derfor skal filosofiens teorier og ord ud i den frie luft mellem mennesker, hvor de kan befrugte livet og gøre det større og dybere. Når mennesker sammen begynder at filosofere over de vigtigste ting sker der en forvandling, som gør den verden, der ellers kan opleves som truende og fremmed, til et langt mere beboeligt sted. Spørgsmålet er altså ikke udelukkende, hvor mange filosofiske teorier du kan. Lige så afgørende er, hvordan du lever de filosofiske spørgsmål om det vigtigste i tilværelsen ud i det daglige liv – i det private.

I det private liv bevæger vi os ofte på kanten af noget, der næsten ikke kan udtrykkes sprogligt, fordi de tætte og intime relationer er så mættede af betydning og indhold. Men som Derrida sagde: Om det man ikke kan tale, må man ikke tie, og det var han bange for, at alt for mange filosoffer gjorde. Men når den levende filosofiske dialog er bedst kan den åbne for en dybt berigende forståelse af det, der ikke umiddelbart kan sættes ord på i det private liv: kærlighed, venskabsfølelser, døden, meningen med det hele, angsten, erotikken, behovet for de andre og ønsket om at kigge ind i sig selv. Så er det, at filosofien bliver til levet liv – og på den baggrund kan man kalde nogle mennesker for livsfilosoffer; de lever et filosofisk liv, hvor de tager det alvorlige alvorligt og lever et liv efter denne alvor.

Kunsten at møde guderne

Skriv en kommentar

Tidligere i historien var det en filosofisk paradedisciplin, at formulere logiske beviser for Guds eksistens. Senere blev det et filosofisk hovedproblem, hvordan mennesket kunne leve uden sikker viden om Guds eksistens. I dag er der mange som tænker over, hvordan man kan opnå dybde og alvor i tilværelsen når det nu definitivt ser ud til, at Gud ikke lige med det samme har planer om at melde sig ind i kampen igen.

Gudsbeviser er en god og relevant beskæftigelse her i juleferien. Det kan der naturligvis grines af, men for mig handler det slet ikke om Gud eller om beviser for hans eksistens, men om at tage et menneskeligt grundvilkår alvorligt: Det helt fantastiske ved os mennesker er nemlig, at vi kan stille spørgsmål om os selv – til os selv. Mennesket har evnen til at stille spørgsmål, som faktisk kan ændre virkeligheden. Spørgsmålet om Gud er naturligvis kun et af mange alvorlige spørgsmål, der kan stilles i julen, men det er nu engang Gud der – ikke helt retfærdigt – udpeges som årsag til julehøjtiden, og dermed også til juleferien.

Historisk set har ideen om Gud ofte været et transportmiddel for den menneskelige stræben efter at finde dybde og mening i tilværelsen. Jeg tror, at søgningen efter Gud har hængt sammen med det menneskelige behov for at erfare en slags mer-betydning i verden. Med mer-betydning mener jeg fornemmelsen af, at verden ikke blot er som den fremtræder rent fysisk og materielt for os. Mer-betydning er fornemmelsen af en dybde og alvor, noget under overfladen, noget betydningsfuldt bag Isis-sløret.

Det siges at shamanerne opfattede de uventede hændelser som nøglen til livets dybde. Det vil sige alt det, der ikke afhænger af vores egne anstrengelser; alt det, som vi ikke kan beslutte os til eller fra. Et personligt eksempel: En dag for mange år siden gik jeg ind i et undervisningslokale. Der sad, ganske uplanlagt, den kvinde, som senere skulle blive min kone. Lige så lidt som jeg er herre over mit eget hjerteslag var dette møde betinget af min egen indsat; snarere tværtimod, for jeg havde helt andre planer.

Hverken mit hjerteslag eller mødet med denne mystiske kvinde har i min bevidsthed noget med Gud at gøre. Men begge dele giver mig en fornemmelse af noget uforståeligt, ubegribeligt og storslået ved tilværelsen. I virkeligheden er det sådan at alt det, der giver næring til den menneskelige oplevelse af livsdybde og livsalvor, netop er mødet med noget betydningsfuldt og livsændrende, som vi ikke har indflydelse på: Jeg kan ikke kalde kærligheden til mig og jeg kan ikke afholde døden fra at komme, for at tage to ekstremer.

At opleve verden og livet på denne måde kan bedst kaldes, at være sansende til stede: Evnen til at blive forundret og berørt. For de gamle grækere for over 2000 år siden betød denne sansende erfaring, at de oplevede verden og livet som gennemstrømmet af kræfter, der ikke havde udgangspunkt i menneskets vilje. På samme måde som mit møde med den kvinde, der senere blev min kone, ikke var iværksat, gennemtænkt og planlagt af mig. Det skete for mig, helt uden at bygge på en viljeshandling fra min side. For grækerne ville denne fornemmelse blive udlagt som et møde med det guddommelige.

Vores ord”Gud” dækker da heller ikke den levende betydning, som bl.a. de gamle grækere oplevede i forbindelse med livets magtfulde kræfter. I f.eks. kristendommen hævdes som det første Guds eksistens og derefter tildeles han egenskaber, som kærlighed, godhed, retfærdighed, skønhed o.l. Derfor siger de kristne, at Gud er kærlighed, Gud er godhed osv. Grækerne var mere optaget af det, der skete i verden og i livet. Det vil sige af de stærkeste sansninger, som gjorde det dybeste indtryk, f.eks. mødet med kærligheden, frygten, det gode eller det onde. I stedet for at sige, som de kristne, at Gud er kærlighed sagde grækerne derfor, at kærligheden er Gud, at frygten er Gud, at det gode er Gud osv.

Enhver af de kræfter, som grækerne oplevede virkede stærkest ind på deres liv, og som ikke afhang af mennesket selv – som ikke var født med den enkelte person, og som ikke ville forsvinde med den enkelte – kunne blive kaldt en Gud. Havde jeg været græker på den tid kunne jeg derfor sige, at kærligheden havde været i verden før min fødsel, at mit kærlighedsmøde med min kone ikke var min plan, og at generationerne efter mig også ville opleve kærlighed – ikke min personlige kærlighed, men dog kærlighed: Derfor havde jeg mødt det guddommelige i form af kærlighedensgudinden. Grækerne mødte da også mange guder i deres daglige liv, ikke kun kærlighedsgudinden; når de mødte frygten var det en bestemt guddom, der stod bag; når de sansede det skønne var det skønhedens gud; i mødet med døden stod de over for dødens gud osv. Der var altså tale om, at alle disse guder og gudinder havde en yderst levende og konkret betydning for datidens grækere; de mødte jo f.eks. gudinden Afrodite i den jordiske elskov og kærlighed.

Den slags forklaringer har naturligvis intet at gøre i nutidens verden. Ofte beskrives de bare for at vise hvor tåbelige fortidens mennesker var i forhold til i dag. Det er da nok også korrekt, at kærlighedens gudinde og alle de andre guder ikke findes – men det gør sansningen af kærligheden, døden, frygten, lidelsen, skønheden, godheden, glæden osv. Så lad guderne fare, men mærk alligevel mystikken når du rammes af de stærkeste sansninger og følelser, som du ikke selv er herre over – ligeså lidt som de gamle grækere var herre over dem. Men selv uden guderne kan livet godt opleves og sanses som magisk, mystisk, undertiden nærmest skræmmende ukendt og i hvert faldt som storladent og – på det nærmeste guddommeligt, hvis man altså er en gammel græker, der kom med den forkerte tidsmaskine.

Et barn er født

Skriv en kommentar

Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.

Arkæologen

Skriv en kommentar

En dag i sommerferien sad jeg på en lille græsforhøjning og kiggede på en kvinde, der lå med rumpen i vejret og gravede et hul i jorden. Jeg kunne ikke helt se, hvad det var hun gravede efter, men tilsyneladende var det noget vigtigt, for de to redskaber hun brugte mindede om en almindelig lille teske og en spinkel farveladepensel. Noget i jorden foran hende måtte være så skrøbeligt, at det skulle afdækkes med de mest følsomme hænder og redskaber. Da jeg havde siddet og betragtet den dybt koncentrerede kvinde i et stykke tid rejste hun sig pludselig med et stort smil og løftede resultatet af gravearbejdet op foran øjnene og betragtede det indgående. Det var en lille, nærmest usynlig genstand, men den vakte hendes åbenlyse begejstring, så hun næsten hoppede op og ned på stedet. Kvinden var naturligvis en arkæolog på feltarbejde.

Den kvindelige arkæolog graver i fortiden, mens hun ligger på knæ i nutiden. Hun graver ikke blot gamle ting og sager op men viser, at hvis man trænger dybt nok ned i fortidens hemmeligheder, så får man også tit syn for vores egne, helt nutidige, hemmeligheder.

Vi taler ofte sammen om dette. Hendes stemme er altid lidt lav, så man skal anstrenge sig for at høre, hvad hun siger. Måske er det derfor, at jeg oplever hende som en stemme, der sidder på min højre skulder og hvisker vigtige ting i øret på mig. Alle samtaler med hende er en god medicin mod at føle sig rodløs og fremmed her i verden. Hun er ikke arkæolog for ingenting. Hun giver mig fornemmelsen af kontinuitet og sammenhæng. Som hun siger, så er verden en ældgammel menneskelig besiddelse, og disse ord – altid sagt med hendes intense, lave stemme – giver mig en ny målestok for alt det flygtige, der hele tiden sker i verden.

Når hun graver i jorden finder hun tit knoglerester af fortidens mennesker. Det er selvfølgelig en påmindelse om det enkelte menneskes forgængelighed. Men når hun så graver videre i undergrunden finder hun også hele tiden andre påmindelser – nemlig beviser for, at mennesket til alle tider har haft evnen til påbegynde noget nyt. For hver gammel knogle hun finder er der også masser af ting nede i hendes arkæologiske udgravninger der viser, at  mennesket, trods døden, altid er fortsat med at udkaste nye planer for fremtiden, skabe nye bygningsværker, finde på nye ting – med andre ord skabe betingelserne for nyt liv. Mennesket er årtusind efter årtusind fortsat med at skabe nye verdner.

Mennesket har altid vendt sig mod livet, mod det nye. Jeg ved hvor stærk dødsangsten kan være, og de historiske kilder viser, hvor betydningsfuld en rolle døden har spillet i næsten alle de kulturer, som min arkæolog graver sig igennem med teske og pensel. Men det, at hun kan blive ved med at grave ud – at hun kan blive ved med at finde beviser for, at mennesket har stræbt frem mod nye bosteder, nye bygninger, nye opfindelser, nye klæder, nye opdagelser, nye måder at leve på – alle de ting hun graver op viser, at der hele tiden også har været en anden kraft på spil end dødsangsten – nemlig oplevelsen af, at livet er godt.

Som min arkæolog tænker, når hun ligger på alle fire og graver i jorden, viser det sig jo, med al ønskelig tydelighed, at mennesket ikke er sat i verden for at dø, men for at skabe noget nyt. Det er en arkæologs skæbne at møde ruiner, levninger og rester fra fortiden. Men hun møder også hele tiden miraklet – det mirakel, der frelser verden fra undergang og ruin: Hvert arkæologisk lag, som hun graver sig igennem, viser nemlig, at for alle generationer før os var alting lige begyndt – som det hele lige er begyndt for dem, der fødes i dag og skal bringe verden videre efter os.

Selv om arkæologien er interesseret i fortiden bygger den på, at mennesker til alle tider har været optaget af, at skabe betingelserne for nyt liv. Den kvindelige arkæologs graven i fortiden viser alt det, som mennesket op gennem historien har udført for at sikre livets videre beståen. Der er mange knogler og andre menneskelige efterladenskaber i det hun så omhyggeligt graver fri af jorden. Hun er derfor fortrolig med dødens nærværelse. Men hun kender også dødens funktion: At hjælpe os til at tænke over tidens kontinuerlige nyhed.

På den måde forbinder og forsoner hun mig omsorgsfuldt med tidens gang, når hun med den stille stemme fortæller om menneskets insisteren på livet. Hun driver mig ud af mit gamle jeg og ind i en samhørighed med fortiden og fremtiden, når hun på turen hjem fra udgravningen kradser let i jorden med de bare tæer – der, hvor der har gået mennesker i årtusinder; der, hvor jeg nu går sammen med hende; der, hvor børnene kommer til at gå.

Hallo Gud?

4 svar

Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

Den lille forskel

Skriv en kommentar

Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Viden og visdom

Skriv en kommentar

Vi lever i et videnssamfund. Nu mangler vi bare at få visdommen med. Mens viden i princippet er noget, der kan måles, omsættes til økonomisk vækst og objektivt bruges til noget, så er visdom langt mindre anvendelig ud fra nutidens effektivitetskrav. Derfor er det nok symptomatisk, at en Googlesøgning på begrebet viden resulterer i over 11 millioner hits, mens visdom blot kommer ud med ca. 1.5 millioner. Selv om viden og visdom har samme sproglige rod, begge udspringer nemlig af et ord, der betyder ”se”, så er det helt forskellige ting, som ses, alt efter om blikket er rettet mod viden eller visdom.

I meget stor udstrækning har vi i dag fokus på viden. Men livet og verden bliver et fattigere sted at være, hvis visdommen ikke tilkendes en plads. Vi kan hverken undvære viden eller visdom, men heller ikke klare os med blot den ene af de to. Næsten alle vigtige ting er nemlig tilgængelig for indsigt, der bygger på både viden og visdom.

Den amerikanske biolog Robert Pollack var en af hovedkræfterne bag opdagelsen af DNA-molekylerne. Om nogen var Pollack inkarnationen af videnskabelig viden, af den videnskabelige metode til at frembringe ny viden om menneskets arvemasse, som gennem genteknologien skaffede os indsigt i livets biologiske byggesten og dermed lagde grunden til bekæmpelse af både sygdom og alderdom. På et tidspunkt blev Pollack imidlertid ramt af en sygdom, som han kun med nød og næppe overlevede. Dette ændrede hans syn på, hvad der var af betydning, hvis man søgte efter indsigt i det konkrete liv: Både viden og visdom. Visdom er ikke et alternativ til den videnskabelige viden, som rent faktisk dagligt redder menneskeliv, men livet kan være genstand for både viden og visdom.

Visdommens liv handler om det oplevede liv, om det personlige liv, som det opleves af den enkelte. Her er det ikke de biologiske processer og den genetiske forståelse af menneskelivet, der er i spil. Det enkelte menneskes liv får ikke sin værdi og subjektive mening gennem de biologiske processer, som den videnskabelige viden kan afdække. Den måde, som jeg oplever mit liv på, påvirkes kun yderst begrænset af videnskabernes forskellige former for viden om mennesket. Selv om den videnskabelige viden en gang også reddede mit liv fra den visse død, så var det ikke denne biologiske og naturvidenskabelige viden, der senere gav mening til mine personlige oplevelser under sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem liv i den ene og den anden betydning, på samme måde som man nødvendigvis må skelne mellem de kemiske processer, der sker oppe i hjernen når vi bliver forelsket og selve den personlige oplevelse af at være forelsket.

Visdom handler om de store konstanter i livet, f.eks. kærligheden, døden, venskabet, angsten, glæden og sorgen. Med andre ord om alt det, der er vigtigt for det enkelte menneskes oplevelse af livet, men som der ikke kan laves videnskabelige undersøgelser af.

Mens viden handler om at finde svar, om at gøre eksisterende svar bedre og mere uddybende for at skabe større objektiv indsigt, som på sin side kan føre til f.eks. bedre medicin, mere effektiv behandling o.l., så drejer visdom sig om de store spørgsmål, hvor der ikke findes nogen bevislige svar. Visdommen er ikke så optaget af detaljerne og det objektive, men først og fremmest af den frihed, der ligger i at kunne stille ”vilde” spørgsmål til livet, f.eks. af typen: Hvorfor mødte jeg lige netop dén kvinde og ikke en anden, og hvorfor blev jeg forelsket i hende? Biokemisk er der muligvis et svar, men jeg spørger for at få et svar fra den mytiske verden: Fordi vi to hører sammen! Sådan oplever jeg mit møde med Hende, der er skulle være min; det var et uomgængeligt møde, som kun kan forstås af mig gennem den historie, jeg fortæller om den gang far mødte mor.

Jeg er en stor tilhænger af f.eks. biokemi, hjerneforskning og al medicinsk forskning i det hele taget, fordi denne form for viden kan redde liv og gøre gode ting for os mennesker. Men jeg elsker dem, jeg elsker, på grund af de forklaringer, som visdommens historieskrivning giver: De gør mit liv større, de giver mit liv mening, de er mine sjælevenner, de er min livseliksir, vi er sat i verden for at mødes og vokse sammen. Intet af dette kan bevises, det er ret ukonkret og lidt tåget. Det er en visdom, som kun jeg kan mærke – det er fra den vinkel, at jeg oplever mit personlige liv, og hvor jeg er ret ligeglad med de objektive forhold.

Personligt har jeg det sådan, at jeg elsker at finde og tilegne mig ny viden, og det er godt, at vi vidensmæssigt bliver klogere dag for dag. Men hvis vi vil have verden til at tale til os, eller hvis vi vil aftvinge den en mening, så må vi vende os i retning af visdommen, der kan starte alle de vigtige eftertanker, som videnskaben i sig selv ikke kan bidrage til: Hvad er godt og ondt, hvad bør vi gøre og ikke gøre, hvordan skal jeg behandle andre mennesker, hvordan skal jeg forholde mig til den menneskelige sårbarhed, til angsten, døden og kærligheden? Om alt dette og meget mere er den videnskabelige viden tavs, fordi det ganske enkelt ikke er dens område. Men når vi selv begynder at stille spørgsmål om meningen med det hele, om hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi vil med det og hvordan vi skal være sammen med andre – så er det spørgsmål, der ikke findes nogen endegyldige svar på, men som ikke desto mindre er det, der skaber beredskabet til at leve et liv, som trods al videnskabelig viden i sidste ende er helt uforudsigeligt og uforklarligt.

Om at frelse sig selv

Skriv en kommentar

Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.