En dag i sommerferien sad jeg på en lille græsforhøjning og kiggede på en kvinde, der lå med rumpen i vejret og gravede et hul i jorden. Jeg kunne ikke helt se, hvad det var hun gravede efter, men tilsyneladende var det noget vigtigt, for de to redskaber hun brugte mindede om en almindelig lille teske og en spinkel farveladepensel. Noget i jorden foran hende måtte være så skrøbeligt, at det skulle afdækkes med de mest følsomme hænder og redskaber. Da jeg havde siddet og betragtet den dybt koncentrerede kvinde i et stykke tid rejste hun sig pludselig med et stort smil og løftede resultatet af gravearbejdet op foran øjnene og betragtede det indgående. Det var en lille, nærmest usynlig genstand, men den vakte hendes åbenlyse begejstring, så hun næsten hoppede op og ned på stedet. Kvinden var naturligvis en arkæolog på feltarbejde.

Den kvindelige arkæolog graver i fortiden, mens hun ligger på knæ i nutiden. Hun graver ikke blot gamle ting og sager op men viser, at hvis man trænger dybt nok ned i fortidens hemmeligheder, så får man også tit syn for vores egne, helt nutidige, hemmeligheder.

Vi taler ofte sammen om dette. Hendes stemme er altid lidt lav, så man skal anstrenge sig for at høre, hvad hun siger. Måske er det derfor, at jeg oplever hende som en stemme, der sidder på min højre skulder og hvisker vigtige ting i øret på mig. Alle samtaler med hende er en god medicin mod at føle sig rodløs og fremmed her i verden. Hun er ikke arkæolog for ingenting. Hun giver mig fornemmelsen af kontinuitet og sammenhæng. Som hun siger, så er verden en ældgammel menneskelig besiddelse, og disse ord – altid sagt med hendes intense, lave stemme – giver mig en ny målestok for alt det flygtige, der hele tiden sker i verden.

Når hun graver i jorden finder hun tit knoglerester af fortidens mennesker. Det er selvfølgelig en påmindelse om det enkelte menneskes forgængelighed. Men når hun så graver videre i undergrunden finder hun også hele tiden andre påmindelser – nemlig beviser for, at mennesket til alle tider har haft evnen til påbegynde noget nyt. For hver gammel knogle hun finder er der også masser af ting nede i hendes arkæologiske udgravninger der viser, at  mennesket, trods døden, altid er fortsat med at udkaste nye planer for fremtiden, skabe nye bygningsværker, finde på nye ting – med andre ord skabe betingelserne for nyt liv. Mennesket er årtusind efter årtusind fortsat med at skabe nye verdner.

Mennesket har altid vendt sig mod livet, mod det nye. Jeg ved hvor stærk dødsangsten kan være, og de historiske kilder viser, hvor betydningsfuld en rolle døden har spillet i næsten alle de kulturer, som min arkæolog graver sig igennem med teske og pensel. Men det, at hun kan blive ved med at grave ud – at hun kan blive ved med at finde beviser for, at mennesket har stræbt frem mod nye bosteder, nye bygninger, nye opfindelser, nye klæder, nye opdagelser, nye måder at leve på – alle de ting hun graver op viser, at der hele tiden også har været en anden kraft på spil end dødsangsten – nemlig oplevelsen af, at livet er godt.

Som min arkæolog tænker, når hun ligger på alle fire og graver i jorden, viser det sig jo, med al ønskelig tydelighed, at mennesket ikke er sat i verden for at dø, men for at skabe noget nyt. Det er en arkæologs skæbne at møde ruiner, levninger og rester fra fortiden. Men hun møder også hele tiden miraklet – det mirakel, der frelser verden fra undergang og ruin: Hvert arkæologisk lag, som hun graver sig igennem, viser nemlig, at for alle generationer før os var alting lige begyndt – som det hele lige er begyndt for dem, der fødes i dag og skal bringe verden videre efter os.

Selv om arkæologien er interesseret i fortiden bygger den på, at mennesker til alle tider har været optaget af, at skabe betingelserne for nyt liv. Den kvindelige arkæologs graven i fortiden viser alt det, som mennesket op gennem historien har udført for at sikre livets videre beståen. Der er mange knogler og andre menneskelige efterladenskaber i det hun så omhyggeligt graver fri af jorden. Hun er derfor fortrolig med dødens nærværelse. Men hun kender også dødens funktion: At hjælpe os til at tænke over tidens kontinuerlige nyhed.

På den måde forbinder og forsoner hun mig omsorgsfuldt med tidens gang, når hun med den stille stemme fortæller om menneskets insisteren på livet. Hun driver mig ud af mit gamle jeg og ind i en samhørighed med fortiden og fremtiden, når hun på turen hjem fra udgravningen kradser let i jorden med de bare tæer – der, hvor der har gået mennesker i årtusinder; der, hvor jeg nu går sammen med hende; der, hvor børnene kommer til at gå.