Kategoriarkiv: Gud

Adam og den nyskabte Eva

Skriv en kommentar

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Vintersolhverv

Skriv en kommentar

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.

Om Jesus, Muhammed og andre hønisser

Skriv en kommentar

Begivenheder i det tidlige forår 1990 bragte hønisserne i centrum for en mindre dansk religionskrig. Årsagen var, at den socialdemokratiske gruppeformand og tidligere minister Ritt Bjerregaard i en kronik havde sammenlignet Helligånden, Jesus og Jomfru Maria med hønisser, og desuden inkluderet både Vorherre og Allah i samme kategori. Kronikken skabte en ophedet debat, som viste, at det historisk set ligger os danskere meget på sinde, at forholde os engageret til krænkelser af religiøse følelser. Og det var dét, som hønisserne blev brugt til, mente mange.

HønisseI min familie har vi en fin tradition for hønisser. Vi har selv en, som bor i en lille krukke, og i julemåneden tager vi låget af for at lukke den ud. Tilbage i 1990 var det lidt af en hønisse, som Ritt Bjerregaard fik lukket ud af krukken. I folketroen er en hø-nisse et overnaturligt væsen og sandsynligvis i slægt med nisserne. Sammenligningen af bl.a. Jesus med den slags fantasiskabninger gik da også rent ind.

Først blev Ritt Bjerregaard meldt til politiet, fordi hun ved at sammenligne Jesus med hønisser havde hånet og nedværdiget de kristne, som anmelderen sagde – og desuden også muslimer, buddhister og andre religiøse grupper. Politiet blev derfor sat til at undersøge om Ritt Bjerregaard havde begået noget strafbart ved denne sammenligning. Også redaktøren på Berlingske Tidende, som havde trykt den famøse kronik, blev meldt til politiet. Ingen af dem blev dog dømt for noget.

Men hermed var det ikke slut. I kronikken havde Ritt Bjerregaard nemlig også skrevet, at hun var »tilbøjelig til at opfatte religion som skadelig overtro«. Dette udsagn og rangeringen af Jesus på samme plan som hønisser fik den radikale politiker Hans Larsen-Ledet til at sige: »Hun har krænket store dele af det danske folk ved sine blasfemiske udtalelser«. Han var glad for, at det ikke var en radikal politiker, som havde nedgjort danskerne på den måde, sagde han, og konkluderede, at Ritt Bjerregaard med den kontroversielle kronik havde sat sine muligheder for at blive statsminister over styr.

Også internt i Socialdemokratiet var der kritik. Her sagde den tidligere kirkeminister Tove Lindbo Larsen, at politikere skal have lov til at udtale sig om religion, men dog tage et vist hensyn. Med sine udtalelser havde Ritt Bjerregaard imidlertid overskredet de »uskrevne, etiske regler der er i Socialdemokratiet«, mente Tove Lindbo Larsen. Partiets daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen opfattede ligeledes Ritt Bjerregaards sammenligning af Jesus med en hønisse, som i »direkte modstrid med partiets politik«. Nyrup Rasmussen havde den holdning, at man ikke skal »sparke ud efter mennesker, der engagerer sig i religion«, og han angreb Ritt Bjerregaard for at gøre religiøse mennesker til grin.

Dette lille historiske tilbageblik er naturligvis ganske tankevækkende i dag, hvor religionen er blevet meget tydeligere, i både gadebilledet og i den offentlige debat, end tilfældet var i 1990. På næsten alle områder spiller religionen en større rolle i dagens samfund end den gjorde for godt 25 år siden.

Noget har ændret sig, og i dag kunne Ritt Bjerregaards kronik have ført til terrortrusler mod hendes liv. Sammenligningen af Jesus og ikke mindst Allah med hønisser havde nok virket stærk oprivende på nogen – og reaktionen havde ganske sikkert været afbrændte dannebrosflag, trusler og sikkert også direkte voldsudøvelse.

Ritt Bjerregaard beskyldte i sin tid også religionerne for at bygge på overtro. Men i dag er det ikke overtroen, der diskuteres når det drejer sig om religion. Nu handler det om religionens indtrængen på det politiske og samfundsmæssige område; ikke ikke primært, som en trosfaktor, men som en meget synlig og aggressiv volds- og magtfaktor.

I dag er det ikke hønisser, som er religionens værste fjende, men religionen selv. Ingen af de store religioner har vist, at de kan håndtere det jordiske livs mange forskelligheder og modsætninger med andre midler end uforsonlighed, konflikt, intolerance og vold. Jeg ved naturligvis godt, at der er forskel på en religion og mange af de mennesker som dyrker den. Men uforsonlighed er alligevel det, der kendetegner religionen i alt for stort omfang.

Da Ritt Bjerregaard skrev kronikken med titlen »Jeg tror på et liv før døden« blev ordet hønisse anset for at være krænkende for de religiøse mennesker. I dag må vi sige, at religionen klare det det fint selv. Hvor mange muslimer føler sig mon ikke krænket af den primitive og voldelige måde, som Islam bliver ført frem på? Hvor mange jøder må ikke føle sig krænket af den måde, som konflikten i Mellemøsten har udviklet sig på? Hvor mange kristne må ikke føle sig krænket af den måde, som kristendommen i stigende grad bruges som begrundelse for afvisning og intolerance? Og hvor mange ikke-religiøse må ikke føle sig krænket af religionernes formørkede virkelighedsopfattelse og ødelæggende, aggressive fremfærd?

Der var ikke mange, som talte hønissernes sag efter Ritt Bjerregaards kronik. Men i forhold til den skade, som religionerne gør på sig selv og ikke mindst på andre i disse år, var hønissernes angreb for intet at regne.

Stilhed

Skriv en kommentar

Larm og støj vidner om aktivitet, bevægelse og produktion. Men det er alligevel stilheden, som er mættet med den særlige form for larm, der kan skabe tanker og forestillinger om menneskets dybeste eksistensvilkår. Noget, som selv den højeste lyd, den frygteligste larm og mest ukontrollerede støj ikke kan skabe. Ud af stilheden larmer eksistensen. Denne form for uhørlig larm har sit eget sproglige udtryk: Det er den foruroligende larmende tavshed; en stilhed, der er så gennemtrængende, at den »klinger, hviner, skriger!«, som Johannes V. Jensen skrev i digtet Interferens om »dette djævelske Sammenstød af psykisk lyd«.

For psykisk lyd er jo netop, hvad stilheden kan blive til, som Johannes V. Jensen digtede:

Den blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.

I filosofien har stilheden altid haft en højere status end larmen, specielt når stilheden er lyden af eksistensens ekko fra den store tomhed. Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) skrev om denne stilheds frygtelige eksistentielle konsekvenser: »Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru«. Selv om Pascal var religiøs erfarede han både Guds tavshed over for mennesket og menneskets lidenhed i det enorme, tavse univers.

Det var en skræmmende og grufuld stilhed, som Pascal erfarede: Universets gabende tomhed og Guds larmende tavshed udgjorde tilsammen en eksistentiel stilhed, som placerede mennesket over for sig selv, og siden har eksistensfilosofferne forsøgt at forholde sig til den form for stilhed, hvor det enkelte menneske uformidlet er konfronteret med sig selv.

Stilheden har naturligvis flere former end denne grufulde eksistentielle stilhed, der absorberer enhver anden lyd end den, som det enkelte menneske selv fremkalder. En anden form for stilhed er den, som eneboerne gennem tiden har opsøgt. De blev kaldt eremitter, et ord der kommer fra græsk, hvor det betyder ensom eller ørken. Og det var jo i ørkenens ensomhed de søgte stilheden, fordi netop stilheden er Guds første sprog, som det hedder. Eller som Mother Theresa i moderne tid sagde: »Gud taler i hjertets stilhed«.

Det er et sideskud fra denne religiøse stilhedssøgen, som i dag nærmest er blevet et forbrugsgode: Lyden af stilhed i stillekupeer, mobilfrie zoner, på meditationskurser og ved mindfulness. Et tilbud om stilheds-retreats sælger tilmed muligheden for »et sjældent møde med sig selv«.

Men hvad sker der så når vi går ind i denne stilhed? Hvad sker der, hvis man opnår det omtalte sjældne møde med sig selv? Pascal ville måske sige, at så begynder den eksistentielle stilhed, tavshed og tomhed at larme eller trænge sig på. I den eksistentielle stilhed hører vi andre lyde, som f.eks. dem Johannes V. Jensen skrev om: Stilheden er tomheden der larmer »imellem de kværnende Stenkloder«.

Sådan behøver det jo nok ikke at gå. Men både den filosofiske litteratur og den naturvidenskabelige forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag for det enkelte menneske, at være alene med sig selv midt i den dybeste stilhed. Og det gælder uanset om denne stilhed er fysisk eller metafysisk.

Hvis der er tale om en psykisk og metafysisk stilhed, kan den virke som Pascal oplevede det. Er der tale om fysisk stilhed kan oplevelsen også være skræmmende. Det viser sig, hvis man besøger det mest stille sted på Kloden, nemlig et specielt lydtæt rum ved Orfield Laboratories i Minnesota.

I dette rum er der så stille, at de fleste kun kan holde det ud i nogle få minutter. I et gennemsnitligt soveværelse vil der om natten blive målt 30 decibels; i det lydtætte rum ved Orfield Laboratorie måles -9 decibels. Baggrundsstøjen måles altså i negative decibels. Det er et rum, som er 99.9% lydabsorberende, og det anses for at være det mest stille, det mest lydløse rum i verden.

Men der er ikke nødvendigvis tale om en fredfuld stilhed. Tværtimod, dette stilhedens kammer er forstyrrende og for mange mennesker skrækindjagende. Efter blot få minutter begynder man at kunne høre sin egen vejrtrækning, derefter hjerteslagene fra brystkassen, og så kommer lyden fra blodet, der skyller rundt i årene. Man bliver selv lyden, lyden af menneske, som vi ellers aldrig hører.

Denne stilhed er direkte desorienterende, og for mange er den lige så grufuld som Pascal erfarede det, når hverken Gud eller universet svarede på hans kalden.

Tænk en stilhed – jeg kan kun høre mig selv, det eneste der er, er mig – skræmmende.

 

Kilder:

John Biguenet: Silence, Bloomsbury Academic, New York 2015.
Johannes V. Jensen: Interferens fra Digte 1906, Gyldendal 1977.
Blaise Pascal: Tanker om den kristne Religions Sandhed, J. Frimodts Forlag, København 1958.

Lidelse

Skriv en kommentar

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Det hellige i en uhellig tid

Skriv en kommentar

Gud skabte dagen. “Der skal være lys,” sagde han. Og så blev der lys. Det lys kaldte Gud for dagen, som altså på den måde blev hans første større værk. Lyset og dagen kunne mennesket ikke have skabt. Til den sag kræves der en gud, eller noget ligeså mirakuløst, som f.eks. millioner af tilfældigheder og ligeså mange usandsynlige kombinationer af de millioner af tilfældigheder.

Gud eller mirakuløse tilfældigheder, det er ikke det vigtige lige her, vi er ikke på vej ud i en teologisk diskussion. Det vigtige er, at dagen ikke er menneskets værk, ligeså lidt som natten er det, eller alt det andet, som skabelsesberetningen i Første Mosebog fortæller om: vandet, himlen, jorden. Og de stjerner, som Gud satte på himmelhvælvingen til at oplyse jorden. Eller alle de levende væsener, som han satte til at vrimle i havet og de vingede fugle på himlen. Krybdyrene og alle de vilde dyr på jorden – og endelig mennesket, til at herske over hele skaberværket.

Fra dengang, hvor jeg gik i søndagsskole, har jeg holdt af skabelsesberetningen. Men heller ikke i menighedshusets højloftede undervisningslokale kunne jeg få det til at hænge helt sammen. Hvorfor var de så optaget af at sætte navn på skaberen? Det, der fascinerede mig var ganske enkelt, at det overhovedet ikke kunne være mennesket selv, der stod bag alt det, som blev nævnt i skabelsesberetningen, og som jeg jo tydeligt kunne genkende fra min hverdag i den lille vestsjællandsk landsby: jorden, himlen, vandet, ormene, smedens duer og valnøddetræet – det åbne landskab, med marker så langt barneblikket kunne række, men nok til verdens ende.

Og mennesket – selvfølgelig mennesket, til at tage sig af det hele i Guds fravær. Det med Guds fravær sagde de ikke noget om i søndagsskolen, og for mig var det ganske ligegyldigt. Som jeg forstod det hellige, var det nemlig noget, der var større end mennesket. Og det var der jo meget, der var – ikke mindste alt det, som vi ikke selv kunne have ordnet; netop dét, som Mosebogen fortalte om.

I stedet for at være et argument for Gud forekommer det mig stadig at alt det, der ikke på nogen måde er menneskets eget værk, kalder på en meditation over, hvorfor fornemmelsen af noget helligt alligevel er essentielt for mennesket.

Begrebet hellig stammer fra hel – det fuldstændige eller perfekte. I religiøs sammenhæng giver det jo god mening, for hvem andre end Gud kan skabe det fuldstændige og perfekte? Men hermed peges der jo netop også væk fra mennesket, til noget uden for og udover mennesket. Uanset om man tror på skabelsesberetningen – at det var Gud, der skabte det hele – eller om man forholder sig til det ligeså usandsynlige, at jorden, himlen, havet, og alt levende opstod ved en tilfældighed, så peges der væk fra menneskets skabende handlemuligheder og handlekraft.

Her vises der hen til vores afhængighed af noget, som vi ikke selv har skabende kontrol over. Noget, der er lagt til rette for os, inden vi bliver til, og som vil forblive der efter vores individuelle tid. Jorden, himlen, havet, livet – altså Mosebogens anliggender. Når alt andet er usikkert er der trøst at hente i den uforanderlige verden – den verden, som vi ser blive til i Mosebogen, også selv om vi ikke kan tro på, at det var Gud, der satte det hele i værk. Dét glemmes let i det moderne menneskes voldsomme bestræbelser på, at være sin egen verdens skaber og opretholder.

Den indianske maler Charles Lovato citeres i Poul Borums smukke digtsamling “Om jorden siger jeg”:

Om jorden siger jeg: den har givet mig liv,
den er kommet med mad når jeg var sulten,
den er kommet med regn når jeg var tørstig,
nu er jeg gammel, og den venter på at omfavne mig.

Her har vi et blik for det hellige i det tætte daglige: vores afhængighed af det, vi ikke selv er årsag til. Noget som kan opretholde os eller slå os ned. Tættere kommer vi ikke på noget helligt i en uhellig tid, hvor vi i en grænseløs optimisme tror os som skabningens mester. Men i den moderne verden er betydningen af det hellige i denne forstand nærmest blevet uforståelig. Og nu har denne udvikling fået et navn: Vi befinder os i en ny tidsalder, siger en række forskere: den Antropocæne tidsalder.

De siger, at vi mennesker, i vores bestræbelser på at tage magten over jorden, har påvirket alt det, som historien i Første Mosebog taler om, og det i en grad, så naturen faktisk må anses for død:

“Når geologer langt ude i fremtiden graver ned og undersøger jordlagene, vil de blive mødt af så store mængder af industriaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas, levn fra atomprøvesprængninger, plasticrester og andet affald samt spor efter såkaldt naturforvaltning, at forskere reelt er begyndt at tale om, at naturen i sin naturlige tilstand er død.”

Men Gud sagde jo også, at mennesket skulle være skabningens herre – nu er vi så også ved at blive dens drabsmand. I en eller anden forstand kunne vi ikke holde det hellige for helligt nok. Måske er det en forandring, som man bare skal vænne sig til? Men forandringen dækker også over det indlysende slægtskab mellem mennesket og alt det øvrige i skabningen: Om jorden siger jeg: den har givet mig liv…

Sten og stjerner

1 kommentar

Sten frem for stjerner?
De er tættere på
og alligevel gjort af samme stof

De er til at samle op
smide med for sjov eller i alvor
hvis det gælder

Er de store nok
kan man sidde på dem
og række ud efter stjernerne

Sten eller stjerner?
Det er ikke enten eller
mange sten har jo været stjerner

Aristoteles sagde
at sten falder til jorden
fordi de hører til ved jorden

Stjerner er for de unge
der nyder en himmelflugt
og ikke kigger sig tilbage

Sten er for de ældre
som trives dér
hvor de som stjerne ramte jorden

Corpus

Skriv en kommentar

Hvis mennesket blev skabt i Guds billede, så må Gud have en krop. Ganske vist er kroppen et biologisk fænomen, men det er også kroppen, som giver os vores unikke realitet og som forankrer os i livet. Kroppen er derfor noget eksistentielt. Vi har ikke en krop; vi er en krop. Da Gud satte mennesket i verden skete det jo netop gennem en krop – den krop, som er vores eneste måde er være i livet på.

Det er et kendt religiøst dogme, at der ikke kan eller må gøres billeder af Gud. Mig bekendt er der ikke nogen religiøs retning, som for alvor påberåber sig eksakt viden om, hvordan Gud ser ud. Men der er skrevet om ham, og i 1. Mosebog hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er der naturligvis også, trods billedeforbud, lavet bunkevis af billeder af Gud. Alle Guds mange ansigter på disse billeder minder imidlertid ganske meget om menneskets ansigt. Måske er det fordi, det eneste autentiske billede af Gud udtrykkes af mennesket selv.

Det er noget relativt nyt, at der ikke må gøres billeder af Gud. F.eks. havde de gamle grækere masser af statuer, der forestillede deres guder, men som dog er yderst menneskelige at se på. De ligner den ideale menneskekrop, som vi nok ville sige i dag. Senere hen i historien har religionerne imidlertid gjort netop kroppen – Corpus – til det mest ugudelige ved os mennesker, thi det er jo kroppen, vi synder med.

Selv Sokrates, som ellers var omgivet af de smukke græske gudestatuer, sagde, at han så frem til døden, fordi så slap sjælen endelig af med den besværlige krop, der hele tiden forstyrrede med alverdens sanseindtryk og med lidenskaber, som blot kunne tæmmes i kortere perioder, før de atter begyndte deres dominans over sjælens langt renere og mere ædle bestræbelser.

Hvis vi et øjeblik bliver i den religiøse forestillingsverden, så findes der forskellige versioner af den guddommelige skabelsesproces, men alle steder er den forbundet med dén fysiske krop, som Gud tildeler mennesket i skabelsesøjeblikket.

Kroppen er da heller ikke kun noget, som mennesket bruger til at synde med. I tiderne efter Guds skabelse af de første mennesker er det slet og ret gennem den menneskelige krop, at nyt liv kommer til verden. Kroppen manifesterer den kærlighed, som har behov for, at der fortsat skal være liv her på Kloden, nu da Gud ikke længere aktivt giver sig af med skabelse. I hvert fald kan man sige, at det alene er på grund af den menneskelige krop, at livet opretholdes – hvilket jo er en ganske guddommelig gerning af kroppen.

Mens religionen og store dele af filosofien har været mest optaget af døden, så har der ikke været særlig meget fokus på kroppen – på Corpus – som det, der så at sige betinger alt liv. Kroppen er enten blevet betragtet som et problem i forhold til sjælens videre forløb i den ukropslige og åndelige verden, eller som et uinteressant fænomen, der ikke kan siges noget dybere filosofisk om. Nietzsche sagde det i sin tid på den måde, at ingen filosof endnu har talt om den menneskelige næse.

Filosoffen Hannah Arendt beskrev imidlertid senere med indlysende klarhed den grundlæggende menneskelige betingelse – nemlig den overhovedet, at være født. Altså som det, at være en krop, det at være kropsligt i live. Kroppen er det, der gør vores eksistens i verden mulig. Derfor er der selvfølgelig enkelte filosoffer, som har beskæftiget sig med Corpus.

En af disse undtagelser er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som i bogen ”Kroppens fænomenologi” viser, at menneskets krop ikke blot er et fænomen, der udelukkende tilhører den biologiske verden og er tilgængelig for objektive videnskabelige studier. Kroppen er også en Egenkrop – den krop, som det enkelte menneske er. Kroppen holder mig naturligvis i live rent biologisk, men det er også kroppen, der gør mig i stand til at have personlige og individuelle erfaringer med verden.

Kroppen er min mulighed for at være i verden, den er mit perspektiv. Kroppen er min permanens; ikke min permanens i verden, men en permanens for mig. Kroppen er simpelthen vores generelle måde, at have en verden på. Uden Corpus har vi ikke nogen verden, selv om verden selvfølgelig vil være der alligevel. Kroppen bringer det enkelte menneske ind i verden, betinger hele dets væren i verden og tilmed dets afgang fra verden, når den tid kommer. Vi lever med vores krop og på grund af den. Vores liv er kropsliggjort. Corpus fører os ind i dette liv, igennem det og ud af det. Kroppen bærer hele vores eksistens i dette liv.

Ikke mærkeligt, at guds mange ansigter er gjort i Menneskets billede – i den menneskelige krops billede.

Viden og tro

Skriv en kommentar

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.

Øjeblikkets evighed

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.