Kategoriarkiv: Filosofi

Kunsten at møde guderne

Skriv en kommentar

Tidligere i historien var det en filosofisk paradedisciplin, at formulere logiske beviser for Guds eksistens. Senere blev det et filosofisk hovedproblem, hvordan mennesket kunne leve uden sikker viden om Guds eksistens. I dag er der mange som tænker over, hvordan man kan opnå dybde og alvor i tilværelsen når det nu definitivt ser ud til, at Gud ikke lige med det samme har planer om at melde sig ind i kampen igen.

Gudsbeviser er en god og relevant beskæftigelse her i juleferien. Det kan der naturligvis grines af, men for mig handler det slet ikke om Gud eller om beviser for hans eksistens, men om at tage et menneskeligt grundvilkår alvorligt: Det helt fantastiske ved os mennesker er nemlig, at vi kan stille spørgsmål om os selv – til os selv. Mennesket har evnen til at stille spørgsmål, som faktisk kan ændre virkeligheden. Spørgsmålet om Gud er naturligvis kun et af mange alvorlige spørgsmål, der kan stilles i julen, men det er nu engang Gud der – ikke helt retfærdigt – udpeges som årsag til julehøjtiden, og dermed også til juleferien.

Historisk set har ideen om Gud ofte været et transportmiddel for den menneskelige stræben efter at finde dybde og mening i tilværelsen. Jeg tror, at søgningen efter Gud har hængt sammen med det menneskelige behov for at erfare en slags mer-betydning i verden. Med mer-betydning mener jeg fornemmelsen af, at verden ikke blot er som den fremtræder rent fysisk og materielt for os. Mer-betydning er fornemmelsen af en dybde og alvor, noget under overfladen, noget betydningsfuldt bag Isis-sløret.

Det siges at shamanerne opfattede de uventede hændelser som nøglen til livets dybde. Det vil sige alt det, der ikke afhænger af vores egne anstrengelser; alt det, som vi ikke kan beslutte os til eller fra. Et personligt eksempel: En dag for mange år siden gik jeg ind i et undervisningslokale. Der sad, ganske uplanlagt, den kvinde, som senere skulle blive min kone. Lige så lidt som jeg er herre over mit eget hjerteslag var dette møde betinget af min egen indsat; snarere tværtimod, for jeg havde helt andre planer.

Hverken mit hjerteslag eller mødet med denne mystiske kvinde har i min bevidsthed noget med Gud at gøre. Men begge dele giver mig en fornemmelse af noget uforståeligt, ubegribeligt og storslået ved tilværelsen. I virkeligheden er det sådan at alt det, der giver næring til den menneskelige oplevelse af livsdybde og livsalvor, netop er mødet med noget betydningsfuldt og livsændrende, som vi ikke har indflydelse på: Jeg kan ikke kalde kærligheden til mig og jeg kan ikke afholde døden fra at komme, for at tage to ekstremer.

At opleve verden og livet på denne måde kan bedst kaldes, at være sansende til stede: Evnen til at blive forundret og berørt. For de gamle grækere for over 2000 år siden betød denne sansende erfaring, at de oplevede verden og livet som gennemstrømmet af kræfter, der ikke havde udgangspunkt i menneskets vilje. På samme måde som mit møde med den kvinde, der senere blev min kone, ikke var iværksat, gennemtænkt og planlagt af mig. Det skete for mig, helt uden at bygge på en viljeshandling fra min side. For grækerne ville denne fornemmelse blive udlagt som et møde med det guddommelige.

Vores ord”Gud” dækker da heller ikke den levende betydning, som bl.a. de gamle grækere oplevede i forbindelse med livets magtfulde kræfter. I f.eks. kristendommen hævdes som det første Guds eksistens og derefter tildeles han egenskaber, som kærlighed, godhed, retfærdighed, skønhed o.l. Derfor siger de kristne, at Gud er kærlighed, Gud er godhed osv. Grækerne var mere optaget af det, der skete i verden og i livet. Det vil sige af de stærkeste sansninger, som gjorde det dybeste indtryk, f.eks. mødet med kærligheden, frygten, det gode eller det onde. I stedet for at sige, som de kristne, at Gud er kærlighed sagde grækerne derfor, at kærligheden er Gud, at frygten er Gud, at det gode er Gud osv.

Enhver af de kræfter, som grækerne oplevede virkede stærkest ind på deres liv, og som ikke afhang af mennesket selv – som ikke var født med den enkelte person, og som ikke ville forsvinde med den enkelte – kunne blive kaldt en Gud. Havde jeg været græker på den tid kunne jeg derfor sige, at kærligheden havde været i verden før min fødsel, at mit kærlighedsmøde med min kone ikke var min plan, og at generationerne efter mig også ville opleve kærlighed – ikke min personlige kærlighed, men dog kærlighed: Derfor havde jeg mødt det guddommelige i form af kærlighedensgudinden. Grækerne mødte da også mange guder i deres daglige liv, ikke kun kærlighedsgudinden; når de mødte frygten var det en bestemt guddom, der stod bag; når de sansede det skønne var det skønhedens gud; i mødet med døden stod de over for dødens gud osv. Der var altså tale om, at alle disse guder og gudinder havde en yderst levende og konkret betydning for datidens grækere; de mødte jo f.eks. gudinden Afrodite i den jordiske elskov og kærlighed.

Den slags forklaringer har naturligvis intet at gøre i nutidens verden. Ofte beskrives de bare for at vise hvor tåbelige fortidens mennesker var i forhold til i dag. Det er da nok også korrekt, at kærlighedens gudinde og alle de andre guder ikke findes – men det gør sansningen af kærligheden, døden, frygten, lidelsen, skønheden, godheden, glæden osv. Så lad guderne fare, men mærk alligevel mystikken når du rammes af de stærkeste sansninger og følelser, som du ikke selv er herre over – ligeså lidt som de gamle grækere var herre over dem. Men selv uden guderne kan livet godt opleves og sanses som magisk, mystisk, undertiden nærmest skræmmende ukendt og i hvert faldt som storladent og – på det nærmeste guddommeligt, hvis man altså er en gammel græker, der kom med den forkerte tidsmaskine.

Et barn er født

Skriv en kommentar

Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.

Når maskerne falder

Skriv en kommentar

Jeg har aldrig tidligere prøvet at være 55 år gammel. Men det er helt fint. Faktisk er det efterhånden noget af det bedste, som jeg har oplevet. Som 55-årig er det på den ene side tydeligt, at man er dødelig, og derfor godt kan tillade sig at have lidt travlt med at nå alt det vigtige. Men på den anden side – når man nu alligevel er dødelig, så er der jo heller ikke nogen grund til at have alt for travlt.

Jeg har ikke så meget erfaring med det endnu. Det var derfor, jeg for cirka 10 måneder siden oprettede denne blog. At skrive løs på bloggen har siden været en øvelse i at leve mit liv på en ny måde. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg måtte træffe nogle ret vigtige beslutninger om resten af mit liv. Der var ikke længere ret meget tilbage, som jeg fortsat kunne gemme mig bag. Det blev stadig mere tydelig for mig: Enten var det mig, der løb af med livet – eller livet, der løb af med mig. Jeg måtte vælge mellem for alvor at træde ud i verden, eller finde nye måder, at gemme mig på.

Måske lyder det mærkeligt, men mine skriverier på denne blog har hjulpet mig til at kunne træde ud i verden på en meget mere nærværende måde. Mit mål var at skrive 50 indlæg, og det er det så blevet til i dag – 1. søndag i advent, hvor årets første sne også falder. Alle mine blog-indlæg beskriver noget meget vigtigt i mit liv: En rejse, hvor maskerne en efter en er faldet, hvor det for første gang har været muligt for mig at skrive frit om noget, som ellers altid har levet meget privat og skjult, langt inde i mig selv. Bloggen har tvunget mig til at fokusere på, hvad der er vigtigt i mit liv: Hvem jeg egentlig er, hvordan mit liv skal indrettes og leves, hvad jeg vil tro på, hvordan jeg vil forsøge at udvikle mig og hvad der skal stræbes efter i de kommende år?

Jo mere jeg skrev, jo mere blev jeg grebet af et dybere og dybere behov for at blive mig selv og afdække, hvorfor det er så let og fristende at svigte den, der står én nærmest – nemlig sig selv.

Sådan en rejse fortager man ikke alene. Derfor har jeg også skrevet om mine ledsagere – som alle er en del af historien: Min kone der fulgte mig hele vejen og frelste mig når jeg mistede kursen, og bogstavelig talt dansede med mig  hjemme i stuen når kompasretningen igen var stukket ud. Min kærlighed til hende kan ikke beskrives. Jeg har også skrevet om Dorthe, der gav mig et nødvendigt puf i den rigtige retning; om Arkæologen, der forbandt og forsonede mig med fortiden; om min personlige Jordemoder, der viste mig nye livsmuligheder – og om mange andre levende og døde, om mine forældre og forfædre, om guder, djævle, dæmoner og filosoffer – alle sammen nogen, der på en eller anden måde har ledsaget mig på rejsen. Specielt oplevede jeg, at mange af de døde ændrede sig mens jeg skrev om dem, og blev meget lettere at leve med i erindringen end de ellers havde været. Og de levende kom jeg tættere på end nogensinde før – ikke fordi jeg skrev om dem, men fordi ordene på bloggen blev til levet liv sammen med dem, jeg elsker.

Og så har der været alle dem, der har skrevet til mig. Efter hvert blog-indlæg har jeg fået meget smukke ord tilsendt; meget fortrolige og dybt bevægende fortællinger om andre menneskers liv, kærlige tanker på skrift og meget mere. Det har været en meget stor oplevelse og en drivkraft for mig til selv at gå videre, også når jeg var ved at gå i panik over ikke, at kunne finde min egen vej gennem livet.

Mens jeg skriver dette sidder jeg og lytter til Coldplay – det skulle jeg i virkeligheden nok være for gammel til, men jeg synes det er fedt at se og høre deres forsanger på scenen – han er bare så sej, og jeg vil gerne kunne danse ligesom Chris Martin. Men det er også helt i orden bare at lytte når han synger Don’t Panic.

Oh all that I know
There’s nothing here to run from
Cause here
Everybody here’s got somebody to lean on.

Ja – sådan har det været for mig: Alle de positive tilkendegivelser jeg har fået viser, at der altid er nogen, som man kan finde støtte hos – og jeg har støttet mig meget til de ord og tanker, som er blevet sendt til mig efter hvert nyt indlæg her på bloggen.

Her kunne det så stoppe. Men det at skrive på bloggen en gang om ugen hjælper mig til at kaste lys over mit eget liv – og da jeg jo trods alt kun er 55 år gammel, og netop i år har oplevet så meget i forhold til mig selv, til andre mennesker og til hvad livet ellers inviterer mig til – så fortsætter jeg. Der bliver nemlig mange flere ting, og ikke færre, at undersøge, efterhånden som man bliver ældre. Altså kommer der 50 indlæg til – lad det være en trussel eller et løfte.

For et par dage siden inspirerede en gamle ven mig til at kigge nærmere på den fantastiske skulptur af Zenos Frudakis. Det er et bevægende kunstværk om frihed. freedom-sculpture-by-zenos-frudakisLad dette motiv blive symbolet på fremtiden – at træde ud af stenen ind i livet og friheden – nysgerrig, nyfødt uanset hvilken alder du har – der er altid nok at undersøge, kigge på, undre sig over og skrive om.

Og i baggrunden hører jeg stadig Coldplay – nu er de nået til Fix You. Dans ud af stenen til løftet om, at der altid er nogen og noget, der vil Fix You, hvis du får brug for det:

When you try your best but you don’t succeed
When you get what you want but not what you need
When you feel so tired but you can’t sleep
Stuck in reverse.

And the tears come streaming down your face
When you lose something you can’t replace
When you love someone but it goes to waste
Could it be worse?

Lights will guide you home
And ignite your bones
And I will try to fix you.

Arkæologen

Skriv en kommentar

En dag i sommerferien sad jeg på en lille græsforhøjning og kiggede på en kvinde, der lå med rumpen i vejret og gravede et hul i jorden. Jeg kunne ikke helt se, hvad det var hun gravede efter, men tilsyneladende var det noget vigtigt, for de to redskaber hun brugte mindede om en almindelig lille teske og en spinkel farveladepensel. Noget i jorden foran hende måtte være så skrøbeligt, at det skulle afdækkes med de mest følsomme hænder og redskaber. Da jeg havde siddet og betragtet den dybt koncentrerede kvinde i et stykke tid rejste hun sig pludselig med et stort smil og løftede resultatet af gravearbejdet op foran øjnene og betragtede det indgående. Det var en lille, nærmest usynlig genstand, men den vakte hendes åbenlyse begejstring, så hun næsten hoppede op og ned på stedet. Kvinden var naturligvis en arkæolog på feltarbejde.

Den kvindelige arkæolog graver i fortiden, mens hun ligger på knæ i nutiden. Hun graver ikke blot gamle ting og sager op men viser, at hvis man trænger dybt nok ned i fortidens hemmeligheder, så får man også tit syn for vores egne, helt nutidige, hemmeligheder.

Vi taler ofte sammen om dette. Hendes stemme er altid lidt lav, så man skal anstrenge sig for at høre, hvad hun siger. Måske er det derfor, at jeg oplever hende som en stemme, der sidder på min højre skulder og hvisker vigtige ting i øret på mig. Alle samtaler med hende er en god medicin mod at føle sig rodløs og fremmed her i verden. Hun er ikke arkæolog for ingenting. Hun giver mig fornemmelsen af kontinuitet og sammenhæng. Som hun siger, så er verden en ældgammel menneskelig besiddelse, og disse ord – altid sagt med hendes intense, lave stemme – giver mig en ny målestok for alt det flygtige, der hele tiden sker i verden.

Når hun graver i jorden finder hun tit knoglerester af fortidens mennesker. Det er selvfølgelig en påmindelse om det enkelte menneskes forgængelighed. Men når hun så graver videre i undergrunden finder hun også hele tiden andre påmindelser – nemlig beviser for, at mennesket til alle tider har haft evnen til påbegynde noget nyt. For hver gammel knogle hun finder er der også masser af ting nede i hendes arkæologiske udgravninger der viser, at  mennesket, trods døden, altid er fortsat med at udkaste nye planer for fremtiden, skabe nye bygningsværker, finde på nye ting – med andre ord skabe betingelserne for nyt liv. Mennesket er årtusind efter årtusind fortsat med at skabe nye verdner.

Mennesket har altid vendt sig mod livet, mod det nye. Jeg ved hvor stærk dødsangsten kan være, og de historiske kilder viser, hvor betydningsfuld en rolle døden har spillet i næsten alle de kulturer, som min arkæolog graver sig igennem med teske og pensel. Men det, at hun kan blive ved med at grave ud – at hun kan blive ved med at finde beviser for, at mennesket har stræbt frem mod nye bosteder, nye bygninger, nye opfindelser, nye klæder, nye opdagelser, nye måder at leve på – alle de ting hun graver op viser, at der hele tiden også har været en anden kraft på spil end dødsangsten – nemlig oplevelsen af, at livet er godt.

Som min arkæolog tænker, når hun ligger på alle fire og graver i jorden, viser det sig jo, med al ønskelig tydelighed, at mennesket ikke er sat i verden for at dø, men for at skabe noget nyt. Det er en arkæologs skæbne at møde ruiner, levninger og rester fra fortiden. Men hun møder også hele tiden miraklet – det mirakel, der frelser verden fra undergang og ruin: Hvert arkæologisk lag, som hun graver sig igennem, viser nemlig, at for alle generationer før os var alting lige begyndt – som det hele lige er begyndt for dem, der fødes i dag og skal bringe verden videre efter os.

Selv om arkæologien er interesseret i fortiden bygger den på, at mennesker til alle tider har været optaget af, at skabe betingelserne for nyt liv. Den kvindelige arkæologs graven i fortiden viser alt det, som mennesket op gennem historien har udført for at sikre livets videre beståen. Der er mange knogler og andre menneskelige efterladenskaber i det hun så omhyggeligt graver fri af jorden. Hun er derfor fortrolig med dødens nærværelse. Men hun kender også dødens funktion: At hjælpe os til at tænke over tidens kontinuerlige nyhed.

På den måde forbinder og forsoner hun mig omsorgsfuldt med tidens gang, når hun med den stille stemme fortæller om menneskets insisteren på livet. Hun driver mig ud af mit gamle jeg og ind i en samhørighed med fortiden og fremtiden, når hun på turen hjem fra udgravningen kradser let i jorden med de bare tæer – der, hvor der har gået mennesker i årtusinder; der, hvor jeg nu går sammen med hende; der, hvor børnene kommer til at gå.

Den lille forskel

Skriv en kommentar

Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Om at frelse sig selv

Skriv en kommentar

Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.

Når man ikke er født i går

Skriv en kommentar

Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.

Møde på Alvorens Plads

Skriv en kommentar

Alvorens Plads eksisterer vist ikke på noget landkort. GPS’en kan ikke indstilles til at finde adressen. Men i det indre landskab er det på denne plads, at jeg i det seneste år har haft nogle af mit livs dybeste oplevelser. Oplevelser, som kun det helt nøgne og sårbare møde med et andet menneske, kan skabe. Denne blog er i modsætning til alle de hidtidige indlæg derfor heller ikke skrevet af mig alene, men i fællesskab med Dorthe, som jeg har kendt over en periode på 16 år.

Vores fælles historie som livsvidner for hinanden begyndte, da jeg underviste på Vallekilde Højskole. Her havde jeg Dorthe som elev på mine kurser i filosofi, som vakte hendes engagerede interesse. Derfor begyndte hun at komme i vores hjem, og i nogle år fastholdt vi kontakten, som dog efterhånden gled ud. Hele tiden har jeg dog vidst, at vi på et tidspunkt måtte finde Dorthe igen, for hun var noget helt specielt. Først og fremmest var hun meget alvorlig, og havde en egen insisterende måde at drive samtalen videre på, ikke mindst når tingene blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. For et års tid siden fandt vi så Dorthe igen – på Facebook, hvor hun svarede med en mail:

Der er jo sket mange ting i de sidste 16 år. Jeg oplevede selv den store lykke at blive mor i sommeren 2006. Der fik jeg min skønne søn, som I kan se på billedet. Men sommeren 2007 blev et alvorligt vendepunkt i mit liv. Kort fortalt blev jeg pludselig meget, meget syg. Jeg fik konstateret alvorligt hjertesvigt, og mit liv hang i en tynd tråd i flere uger. Eneste mulighed for overlevelse var en hjertetransplantation, fik vi at vide. Det ændrer ens liv, når man som 33-årig og med en lille søn på 13 måneder må se døden lige i øjnene. Jeg kom på venteliste til transplantation, og fik et nyt hjerte i 2008. Jeg har haft et relativt godt forløb, men der har da været – og er stadig – mange kampe. Jeg har en god livskvalitet i dag, men må leve med, at mit liv ikke bliver så langt, som man umiddelbart forventer.

På den måde mødtes vi altså igen – 16 år ældre – denne gang midt på Alvorens Plads, hvor vi siden har haft et fælles stambord. Dorthes mail gav mig i første omgang nærmest en overdosis virkelighed. Men når vi nu sidder og taler om, hvad vi skal skrive, mærker jeg ikke kun hendes skrøbelighed, men oplever alle menneskers grundvilkår: Vi er ikke selv herre over vores hjerteslag.

Selvom det lyder banalt, har det også været en sorg at tage afsked med mit gamle hjerte. Det bankede i min krop i 33 år, 9 måneder og 2 dage. Det var det hjerte, som mine forældre i sin tid hørte hos jordemoderen, og selvom jeg bliver bombarderet med oplysninger om, at hjertet blot er en muskel, som holder kroppen i gang, så kan jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var med det hjerte, at jeg havde oplevet kærlighed og smerte i hele mit liv.

På mange måder sætter vores møder på Alvorens Plads hele tiden nye standarder for min måde at se tilværelsen på.

Noget, der også har fyldt meget og som jeg har grædt mange tårer over, er det faktum, at jeg ved, at det ikke kun er mig, der for altid vil huske den dato i 2008. Et eller andet sted derude er der en familie, som samme dag sagde farvel til en af deres kære, og som midt i den svære stund havde medmenneskelighed og overskud nok til at tage en meget svær beslutning. De gav den største gave til mig, og sikkert også nogle andre patienter, uden at kunne forvente at få noget som helst igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt meget over, hvilket slags menneske, som bar mit nye hjerte før mig. Jeg ved intet, og får sikkert aldrig noget at vide, men jeg er overbevist om, at han eller hun var et rigtigt godt menneske.

Den alvor, som jeg husker Dorthe for, er i dag knyttet til hendes rejse ind i eksistensens dybeste vilkår, hvor sårbarheden bliver det, man kender mennesket på. Sekunder ændrer vores liv, og vi må bare følge med.

Vi er lige kommet ind ad døren, da min mobil ringer. Jeg sidder i en lænestol og slapper af efter en lang gåtur – med få splitsekunders mellemrum går det op for os: Det er transplantationstelefonen! Jeg ryster over hele kroppen, allerede inden jeg febrilsk får trykket på den grønne knap. En venlig stemme præsenterer sig som sygeplejerske et-eller-andet fra Rigshospitalet. Hun fortæller mig, at de har et godt hjerte til mig, hvis jeg er interesseret. Alt i mig skriger efter at sige nej tak, eller at hun har fået forkert nummer, men jeg ved jo godt, at det kan jeg ikke, så jeg siger ”okay”, og vi aftaler, at jeg får en halv time til at gøre mig klar, og at vi derefter vil blive hentet af Falck.

Turen til hospitalet går hurtigt gennem de kendte gader, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at næste gang, jeg ser disse gader, så er livet helt forandret. Men der er flere timer til operationen. På et tidspunkt ser vi en helikopter ankomme til Rigshospitalet. Den flyver lige forbi vores vindue på 15. etage. Jeg er i dag 100 % overbevist om, at mit nye hjerte var i den helikopter. Stemningen er trykket meget af tiden, men min søn letter heldigvis lidt på det hele. Han er bare glad i låget, som han plejer at være. Jeg har et stort behov for at kramme og kysse ham. Lidt over kl. 21 kommer sygeplejersken og en portør ind på stuen. Jeg får sagt ”vi ses” (eller sådan noget lignende) til min søster, far og min dejlige dreng. Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs. Vi tager elevatoren ned til 4. etage. Døren til operationsstuen står åben, og det er et skræmmende syn! Det er meget stort. Et operationsbord står i midten af rummet, og ovenover hænger et kæmpestort apparat i stål. Overalt står maskiner, bl.a. den hjerte-lunge-maskine, som skal holde mig i live i de næste mange timer.

19 dage efter blev Dorthe udskrevet. Siden vi genoptog forbindelsen har vi talt sammen i timevis, undertiden i dagevis. Dorthes liv er et spejl på alles liv: Der er noget, som vi ikke har magt over, vi lever på et grundlag, som vi ikke har kontrol over. Mødet med denne skrøbelighed gør os alvorlige, men ikke til pessimister – for hun sidder jo lige her, så vi er optimister, men på taknemmelighedens og ydmyghedens grundlag.

Man kan sagtens få et godt og indholdsrigt liv efter en hjertetransplantation. Og guderne skal vide, at jeg har meget at leve for. Jeg er omringet af venner og familie, som elsker mig, og størst af alt har jeg jordens dejligste dreng, som jeg nu får chancen for at se vokse op.

Tro nu ikke, at vi kun hænger ud på Alvorens Plads. Om et øjeblik rejser vi os og går ned langs søerne mod cafeen. Det er ikke vores egen fortjeneste, at vi trækker vejet, så det er om at udnytte tiden godt, på mange forskellige måder – og på cafeen får vi god mad og griner over alt det, der kan og bør grines over, og Dorthe vil sikkert nå at klage over betjeningen, inden vi skal hente hendes søn i skolen.

Jeg kigger over på Dorthe og får pludselig lyst til at citere fra en sang, som jeg tilfældigt hørte forleden dag, hvor jeg sad i en trafikprop. Men det vil bare lyde så banalt og jeg er jo en voksen, veluddannet mand, der ikke vil være pinlig i en smuk og klog kvindes selskab, så jeg nøjes med at nynne lidt for mig selv, mens vi går: Did you ever know that you are my hero?

(Dorthe Skov og Peter Johannes Schjødt)

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.