Kategoriarkiv: Filosofi

Ophav

Skriv en kommentar

Fra jorden rager jeg ca. 192 cm ud i rummet og fylder også lidt i bredden. Det er den plads, som mit legeme indtager, og som ingen andre kan indtage. Det er det, der adskiller mig fra alt andet, som på tilsvarende vis er fysisk til stede i rummet: andre mennesker, naturen, alle de øvrige ting og sager, som ikke er mig – men det, som jeg kan kikke ud på. Der er altså mig og mine omgivelser. Disse omgivelser kunne imidlertid godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Den nyere tids filosofi har nemlig i stor udstrækning været orienteret mod mennesket selv – det begrænsede rumfang, som hvert enkelt menneske optager i universet.

Fra omgivelserne modtager vi en uendelig strøm af både fysiske og psykiske påvirkninger. Men alle de indtryk, som omgivelserne udsætter os for, er jo ret kaotiske, indtil den menneskelige bevidsthed får dem bearbejdet efter bestemte skemaer, sat dem i rette orden, fortolket og givet dem en form for mening. På den måde ses omgivelserne ofte som den menneskelige bevidstheds råstof – det råstof, som vi bruger til at skabe en verden, som vi ser os selv som ophav til.

Denne tankegang bygger i dag på forestillingen om, at mennesket selv kan konstruere verden, at verden er en slags social konstruktion, der vokser frem som følge af menneskets egne anstrengelser. På den måde ses tilværelsen heller ikke som noget, der blot sker med os, men som menneskets eget bevidste projekt. Det anerkendes kun i begrænset omfang, at verden er på en bestemt måde. Gennem vores bevidste foretagsomhed forsøger vi fra morgen til aften, at gribe ind i verdens gang. Og sådan skal det også være. Både som enkeltindivid, som samfund og politisk system må vi have bevidst definerede mål og udvikle redskaber til at virkeliggøre disse mål med. Det er jo på den måde, vi har fået f.eks. lægevidenskaben og alle de andre muligheder for at indrette os med en tryghed, som jeg i hvert fald helst ikke ville undvære.

På den ene side er det altså nødvendigt at se vores omgivelser som noget vi kan bearbejde og konstruere hensigtsmæssige livsbetingelser ud fra. På den anden side er der dog også den mulighed – ikke som et alternativ, men som et supplement – at se verden ikke blot som vores omgivelse, men som vores ophav. Som K.E. Løgstrup skriver, så kan vi nemlig ikke bare frigøre os fra den ydre verden og dens afgørende indflydelse på os. Intet menneske er jo sit eget ophav. Vi opstår ikke på grund af en bevidst beslutning i os selv, men på grund af nogle processer uden for os selv, som vi ikke har indflydelse på. Og ikke nok med det. På den mest håndgribelige måde er vi i hvert øjeblik afhængige af omgivelserne. Løgstrup siger det på den måde, at vi med vores åndedræt og stofskifte er indfældet i verden, i universet og naturen, som vi altså er en del af. Verden er ikke blot nogle passive omgivelser, som ubetinget kan formes i menneskets eget billede, men også vores meget aktive ophav, som åndedrag for åndedrag er årsagen til vores liv.

Gennem hele vores liv er verden langt mere end blot en omgivelse – den er ophav til betingelserne for vores fortsatte tilværelse, både fysisk og psykisk. Intet menneske kommer igennem livet uden at verden flere gange forandre forudsætningerne for resten af dette menneskes tilværelse.

Et enkelt, men genkendeligt eksempel: Når vi rammes af sorg og tab (bemærk at vi rammes af noget, der ikke er affyret af os selv, men fra verden omkring os), så kan vi naturligvis mene, at det er noget der sker i verden omkring os. Men sådan danser man jo ikke med omgivelserne. Verden er og bliver ikke mere den samme for det menneske, der har mistet og er i sorg. Dette kan man ikke fortolke eller konstruere sig ud af. Verden er grundlæggende forandret og er blevet ophav til helt anderledes betingelser for den efterladtes fortsatte tilværelse.

Nej – verden er ikke bare vores omgivelse, den er i høj grad det ophav, som vores livsmuligheder vokser ud af – dag for dag. Over i sofaen sidder de tre kvinder i mit liv. Er de mine omgivelser? Ja, i teknisk forstand, for de er ikke en del af de 192 cm plads, som jeg, sammen med lidt drøjde, optager i rummet. Men først og fremmest er de ophav til min daglige og fortsatte tilværelse, fordi – åh, de virker så stærkt på mig; de har afgørende og bestemmende indflydelse på min tilværelse. De er mit daglige ophav i sådan en grad, at de kan få mit liv til at lykkes eller mislykkes.

På samme måde, som vi er indfældet i naturen med vores åndedræt, er vi på afgørende vis forviklet med andre mennesker i en grad så vi ikke blot kan forstå dem som omgivelser, men nødvendigvis må opleve dem som som det psykiske svar på åndedrættet. Begge dele gør os sårbare: Åndedrættet skal have ren luft at indånde; følelserne skal gengældes – så nu vil jeg sætte mig over i den grønne sofa, hvor mit daglige ophav til livet sidder og drikker kaffe.

Filosofisk vandtortur

Skriv en kommentar

Ganske små vanddråber kan udhule en granitsten, hvis de drypper på det samme sted længe nok. Over tid kan stenen ganske enkelt ikke modstå det bløde vand. Denne viden har ført til en af de frygteligste torturformer, hvor koldt vand langsomt dryppes ned på det fastspændte offers pande. Når disse små dryp vedvarende rammer et bestemt sted påvirkes følenerverne, så konsekvensen bliver frygtelige smerter, som kan nedbryde selv den hårdeste modstand.

Fra filosofiens himmel har der i årtusinder dryppet nogle små, og tilsyneladende uskyldige, ord ned, som på tilsvarende måde har haft enorm virkning på menneskets hårde overflade og undertiden resulteret i særdeles smertefulde erkendelsesprocesser. Hvis du her til morgen har kikket dig i spejlet og udbrudt: for fanden, hvem er du egentlig? – så har du mærket dryppene, der kommer helt tilbage fra filosofiens tidligste begyndelse. Tre ord, kondenseret i spørgende dryp på vores pande, umulige at tørre væk, umulige at undgå; dråber bestående af tre ord, der op gennem tiden har ramt mennesket, som en insisterende og vedvarende filosofisk vandtortur i form af fordringen: KEND DIG SELV!

Ordene stammer fra den tid, hvor mennesket begynder at blive et spørgsmål for sig selv, bliver bevidst om sin bevidsthed, begynder at tænke over den måde, som det tænker om sig selv på. Det er den tid, som filosoffen Karl Jaspers kalder Akse-tiden – cirka 5. århundreder f.Kr. Her sker der noget på næsten samme tid, men helt uafhængigt, mange forskellige steder på kloden: Mennesket opdager så at sige sig selv eller bliver bevidst om sig selv som individ. I Kina er der Kungfutse og Lao-Tse, i Indien Buddha, i Persien Zarathustra, i Palæstina profeterne og i Grækenland Homer og filosofferne – alle steder begynder mennesker at tvivle på ellers indlysende sandheder og åbner sig dermed for tankens grænseløse muligheder. Det er i denne Akse-tid, at mennesket træder frem som individ, med selvbevidsthed og fornemmelse for sin egen særlighed. Derfor dukker spørgsmålet om selverkendelse naturligvis også op i den fordring, som Sokrates stillede til mennesket: Kend dig selv!

Det mærkelige er, at Sokrates selv var usikker på mulighederne for at leve op til fordringen om at kende sig selv. Oraklet i Delfi havde jo sagt, at Sokrates er det klogeste menneske, netop fordi han ved, hvad han ikke ved – og hvor meget kan man i virkeligheden komme til at vide om sig selv? Kend dig selv! Hvem er du? Sokrates stillede fordringen og spørgsmålet – og var rådvild i forhold til svaret.

Men der er en pointe i Sokrates’ usikkerhed og tøven, nemlig nødvendigheden af at tvivle. Det er vanskeligt at komme ind på livet af sig selv. Platon skrev da også, at ethvert menneske er i krig med sig selv. Det, at indrømme uvidenheden med hensyn til hvem man er, kan derfor være det bedste udgangspunkt, i stedet for en påtaget sikkerhed. Hvis uvidenheden indrømmes en plads åbner den for nysgerrighed og søgen, hvorimod sikkerhed kan lukke for udsynet og viljen til hele tiden at lede efter nye svar. Kend dig selv var for Sokrates en opfordring til at undersøge sig selv, til at være nysgerrig og åben i sin erkendte uvidenhed.

Kend dig selv har op gennem historien imidlertid vist sig at være en langt større udfordring for mennesket, end de tre små ord måske umiddelbart kunne antyde. Som en filosofisk og eksistentiel vandtortur er ordene dryppet ned i hovedet på mennesket lige siden Sokrates formulerede dem, og har tvunget næsten al menneskelig aktivitet til at relatere sig til fordringen om selverkendelse.

Altså: Kend dig selv – hvem er du? Svaret på dette spørgsmål er i første omgang, at mennesket oftest er en gåde for sig selv. Det er essensen af Paulus’ ord i Bibelen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det, at komme på nærmeste kendskabshold af sig selv, er bestemt ikke let, når det således er usikkert om man overhovedet kender sine egne motiver til at gøre, som man gør. Kend dig selv! Javel, men jeg er faktisk en gåde for mig selv. Se, det er et godt udgangspunkt for videre undersøgelse, mente Sokrates.

Men hvad kan jeg så vide om mig selv? Jeg kunne jo prøve at finde ud af hvem jeg er på baggrund af det, som jeg har gjort i mit liv. Men som psykoanalytikeren C.G. Jung skrev i sine erindringer, så er mennesket et psykisk forløb, som det ikke, eller kun delvis, selv er herre over. Hvis fordringen om at kende sig selv knytter sig til forestillingen om, at man kender sine egne drivkræfter, motiver og begrundelser for selv de vigtigste valg i livet – så er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt, at nå til en dybdeerkendelse.

Personligt bildte jeg mig i 50 år ind, at jeg kendte mig selv. Men så blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, som næsten slog mig ihjel. Derefter blev det afgørende spørgsmål om jeg fortsat var den samme? Nej, det følte jeg ikke. Alt ændrede sig for mig, så jeg nærmest kunne sige, at jeg blev et andet menneske, som jeg kun i meget begrænset omfang tidligere havde kendt. Men hermed har jeg jo også sagt, at jeg lagde mærke til forandringen – altså er der noget som er forblevet intakt og stadig det samme, for ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at registrere forandringen, endsige forholde mig til den og finde en måde at bruge den på i resten af mit liv.

Den menneskelige eksistens er hele tiden et forsøg på at forstå og fortolke de livsomstændigheder, som vi konstant kastes ud i. Menneskets sande eksistens er således en forholden sig til eget liv i hele dets modsætningsfulde og ofte uforståelige forløb. De afgørende ting i ens liv sker uden at vi kan vide noget om det og uden vores aktive medvirken. De sker så at sige med os. At kende sig selv kan derfor ikke udelukkende betyde, at kende drivkræfterne for disse hændelser, som ofte ændrer vores liv.

Kend dig selv kan også være en fordring om nysgerrigt at undersøge det, der sker i ens liv og aktivt tage stilling til, hvad man skal stille op med det. Så kan det være, at en enkelt lille tilføjelse vil være på sin plads: Søg dig selv i det der sker med dig! Eller: Kend den måde, som du forholder dig til dit liv på! Eller: Kend dig selv – vær sikker på at det er dig, der forholder dig til dit liv, og ikke andre!

Dengang Sokrates levede var det at filosofere ikke blot noget teoretisk – det var en livsform: Filosofi som levet liv. Fordringen om at kende sig selv blev stillet for at mennesket aktivt skulle overveje, hvilket grundlag det levede sit liv på. Sokrates vidste godt, at vi kun i begrænset omfang har kontrol over de vigtigste hændelser i livet, og han vidste hvor lidt vi kan vide, også om os selv. Men de evige dryp fra fordringen kend dig selv kan alligevel minde os om, at vi hele tiden skal undre os – ikke mindst over os selv, og aldrig tage os selv for givet og tro, at vi kan blive færdige med at undersøge det mysterium, der er vores liv.

Fotografi

Skriv en kommentar

Der findes et gammelt fotografi af min mor fra den tid, hvor jeg endnu ikke var sat i verden. Det viser en lille pige på tre år, der lidt betuttet og skeptisk kikker ind i kameraets øje. Kjolen har et fint hæklet mønster og jeg forestiller mig, at hun har været stolt af at have den på til fotografen. Om halsen har hun et lille guldhjerte med en sten i midten. Det fik hun i dåbsgave og jeg har det liggende på mit arbejdsværelse i hendes mors gamle smykkeskrin. Fotografiet er i den gammeldags rød-brune farvetone, som vist i dag kaldes sepia og er blevet så moderne, at man kan indstille kameraet på sin mobiltelefon til at tage billeder i den nuance.Min mor

På det tidspunkt var min far, hendes kommende mand, heller ikke født. Først da hun var syv år kom min far til verden i den anden ende af landet. Den lille pige på billedet kan naturligvis ikke være en del af min erindring; jeg vil ikke være i stand til at indvinde den fjerneste erindring om hende. Kun i mit blod ligger der nogle lighedspunkter, som knytter mig til pigen på billedet – jeg havde det samme betuttede udseende, da jeg var tre år gammel.

Da billedet blev taget var jeg ikke savnet, som jeg senere blev, hvis jeg ikke dukkede op når der blev kaldt. Ingen skænkede mig en tanke eller sørgede over mit fravær. Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller om en ung mand, der blev ramt af angst og panik, da han for første gang så en hjemmelavet film, der var optaget før hans fødsel. Hele verden var på plads. Huset, der skulle blive hans barndomshjem, haven, som han skulle komme til at lege i, de mennesker, der skulle blive hans forældre, men han – den unge mand – var der simpelthen ikke. Han var ikke bare fraværende, han var ikke-eksisterende, ikke-født, og ingen, end ikke hans mor, savnede ham.

Men selv i en alder af tre år er pigen på fotografiet min mor; min kommende mor, mit livsgrundlag. Her er man tvunget til at arbejde med noget, som aldrig har været der – nemlig en samtidighed mellem den lille pige på billedet og mig. Denne fremmedhed og uigennemtrængelighed til pigen gør, at jeg som en anden arkæolog må grave efter en slags mentale potteskår. Lede blandt gamle fotografier og fortællinger om min mor, fra hvilke man kan bygge betydninger og forståelser op – eller i hvert fald en historie. Men det er og bliver i anelsernes sårbare land, at jeg møder den lille pige.

I Nykøbing, på øen Mors i Limfjorden, blev min mor altså fotograferet som tre-årig i 1922. Først 35 år senere blev jeg født og underkastet tiden, som er en forudsætning for at kunne erindre. I mellemtiden havde hun mødt min far, en majaften i Tivoli, og så var der kun lidt over et år til, at jeg skulle fødes. De mulige kombinatoriske udfald har været uendelige og bestemt ikke talt til fordel for, at netop dé to mennesker skulle mødes: Min mor kom fra en provinsoverklasse, taget ud af Matador, og var datter af en kakkelovnsfabrikant. Min far kom fra et arbejderkvarter på Amager og var søn af en enlig mor, der passede en aviskiosk, fordi hendes mand var død af tuberkulose. Min mor var syv år ældre end min far. Min mor kunne spille klaver og min far kunne fløjte – men hver deres melodier. Min mor var klassisk dannet, min far var usikker på verden uden for hans eget sociale liv.

Hvordan de fandt sammen har jeg ingen anelse om, jeg var der jo ikke. Min mor havde to ældre søskende med som anstandsdamer den aften, hvor mine kommende forældre mødtes i Tivoli, og hvordan min far har formået at nedbryde dette bolværk, står stadig som en gåde for mig.

Det findes af en eller anden grund ikke et eneste billede af min mor mens hun er gravid med mig. Det kom jeg først til at tænke på for kort tid siden. Der er billeder af mine forældre mens de er forlovede og fra tiden omkring deres bryllup. Men så er der et slip, før jeg pludselig dukker op, som om intet var hændt. Det får mig naturligvis til at tro, at der faktisk hændte en hel del i de ni måneder, men jeg ved under alle omstændigheder, at mine forældre elskede mig helt fra begyndelsen.

Faktisk var det et mirakel, at jeg overhovedet dukkede ud af mørket, for menneskelivet er skabt i den forstand, at det bæres af fænomener, som ikke skyldes det enkelte menneske selv. Min undfangelse var afhængig af kærligheden mellem to mennesker, som på det tidspunkt hvor de mødtes havde meget få chancer for overhovedet at komme i nærheden af hinanden, på tværs af de forskellige verdner de kom fra. Jeg kunne altså ligeså godt slet ikke have været her.

Når jeg ser ind i øjnene på den lille pige på fotografiet – min mor – så har jeg stor lyst til et øjeblik at være samtidig med hende og sige: Du skal ikke se så betuttet ud. Du får ting at slås med, men det bliver et godt liv, hvor du vil kunne kalde dig elsket af både din mand og din søn. Så vil jeg sige: Det er dig, der er skyld i mig, at jeg fra at være helt intet, ikke savnet, ikke elsket, ikke kendt i den uendelige tid før du fødte mig, pludselig bliver et menneske, der kan savnes, elskes og genkendes. Du er altså min skaber.

Jeg skylder på den måde min oprindelse en magt, der er forskellig fra mig selv, nemlig pigen på billedet. Det falmede fotografi hænger i en mahogniramme nede i min stue og jeg går forbi det mange gange om dagen. Hver gang rækker den undseelige pige ud efter mig så jeg gribes af den livskraft, der ligger i at føle sig forbundet med fortiden – det kan være gennem erindringen, savnet eller den fornemmelse, som billedet giver mig: Du sad der hos fotografen og var blot tre år gammel. Men med en sikkerhed der er magisk bevægede du dig op gennem tiden, på tværs af landet, sejlede over vandet for at nå frem til det usandsynlige møde med min far – så jeg endelig kunne komme ind i tidens lyssprække.

Da min mor blev fotograferet i den fine hvide kjole kunne hun stadig ikke savne mig, for jeg havde jo aldrig været der. Nu er det hendes tur til at være væk – men på en helt anden måde, for jeg kan savne hende, fordi hun har været her. Og selv om jeg i dag er en voksen mand – så er jeg stadig hendes søn og pigen på fotografiet altså min mor.

Når der mangler en verden

Skriv en kommentar

Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Religion eller religiøsitet?

Skriv en kommentar

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?

Menneskeguden

Skriv en kommentar

Den måde, som mennesket forstår den ydre verden på, har konsekvenser langt ind i den indre verden hos det enkelte menneske. Prøv en gang at tage et skridt baglæns; til den tid, hvor mennesket i renæssancen så småt begyndte at forstå, at jorden ikke var universets centrum. Det syn på jorden og dens placering i universet, som i årtusinder uforstyrret havde givet indhold til menneskets forståelse af sig selv, viste sig at være en illusion.

Op og ned blev der vendt på den store og ellers så stabile jord, det mest ubevægelige i det univers, hvor mennesket havde levet uden at mærke noget til det fantasme, som videnskabsmændene nu begyndte at tale om: Jorden – dette solide hjem for mennesket – bevægede sig i virkeligheden frit og med høj fart gennem rummet, gennem himmel efter himmel, snurrende rundt om sig selv og om solen i et kæmpemæssigt univers. Nu viste det sig, at jorden under menneskets fødder blot var et fnug på himmelflugt i et helt nyt og uigenkendeligt univers. Det må have fyldt datidens mennesker med gru, for hvis jorden var et fnug, hvad var mennesket på dette fnug så?

At universet så at sige voksede, at jorden mistede sin plads som centrum for hele skabelsen, reducerede dog ikke nødvendigvis mennesket til en perifer og ubetydelig størrelse. Den videnskabelige revolutions forgangsmænd opfattede deres gennembrud i forståelsen af universet, som en guddommelig åbenbaring, der gjorde det muligt for mennesket at skue ind i skaberværkets inderste kerne. De videnskabelige nyvindinger lagde grunden for en hidtil ukendt tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet.

En del af dette spor trækker vi stadig næring af i dag: Det moderne menneskes tro på fremskridt, ny teknologi, vækst og kontrol med verdens gang bygger på en vedvarende udvikling af den form for menneskelig fornuft, som i renæssancen begyndte at afsløre hvad der lå bag det, som man ellers havde anset for at være Guds skjulte plan med mennesket.

Som tiden gik gled det guddommelige element da også mere og mere i baggrunden og forsvandt til sidst helt. Det guddommelige projekt med mennesket blev til menneskets projekt med mennesket. Resultatet blev en frihed og foretagsomhed, som på stadig flere områder har gjort det muligt for mennesket at ombygge det, der tidligere blev betragtet som Guds skaberværk – og ikke mindst, at forbedre det, så selv en Gud måtte blive misundelig.

Men der er også et andet spor, som fortæller om nogle lidt andre konsekvenser af den gradvise indsættelse af mennesket på Guds plads. I langt den største del af menneskets historie havde der hersket et guddommeligt styre over de ting, der skete på jorden. I de fleste mennesker havde der været en forestilling om en guddommelig orden: Mennesket, universet, naturen – hele kosmos – blev opfattet som en guddommelig skabelse. Der kunne være kampe mellem godt og ondt, katastroferne kunne vælte ned over menneskene i form af krige, sygdom og elendighed. Men de fleste oplevede alligevel, at der nok var mening i galskaben; en hensigt, hvor det, der skete, ikke blot skete, men havde en mening, endda en guddommelig mening, selv om den blev holdt skjult, og selv om mennesket alligevel fortvivlede og ofte forbandede Gud for de byrder, som han pålagde den enkelte.

Men så kom menneskeguden med den videnskabelige fornuft og indførte en uorden uden mening og uden lige: Jorden var blot én planet blandt millioner af himmellegemer, mennesket blot ét dyr blandt andre dyr og tilfældigheden indtog skæbnens plads. Godt og ondt, ret og uret, sandt og falsk var tidligere Guds område – nu blev det noget, som mennesket selv bestemte over.

Det er ganske tydeligt, at menneskeguden rent praktisk kan meget mere end den gamle Gud. Se bare hvad den menneskeskabte videnskab kan: Redde liv, udsætte døden, sende mennesker til månen, gensplejse naturen, spalte atomet, kigge ind i hjernevindingerne, bygge, regere og opfinde med en fantasi, der er en gud værdig.

Men dette historiske spor fortæller også en nostalgisk historie om tab af spirituel bevidsthed, om tabet af mening og om sammenbruddet af tidligere tiders menneskelige fornemmelse af at tilhøre et hele, hvor sjælen hørte sammen med kosmos og hvor alting skete, fordi det var meningen, fordi hele den menneskelige verden og historie var styret af en guddommelig hensigt og fornuft.

Til det moderne menneske hører fornemmelsen af at være blevet revet ud af en sammenhæng. Ikke mærkeligt, at der til beskrivelsen af det moderne menneskes vilkår ofte knyttes begreber som rodløshed, fremmedgørelse, tabsfølelse, meningsløshed, usikkerhed o.l. Men selv om alt dette kan lyde som rendyrket pessimisme, så mener jeg alligevel at mennesket lever i mulighedernes rige. Tidligere var det Gud, som kunne være et problem for mennesket. I nyere tid er mennesket blevet et problem for sig selv. Men dette tronskifte har åbnet for at spørge til langt mere end det tidligere overhovedet var muligt at spørge til: Hvem er vi? Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil vi gerne leve? Hvad vil det sige at eksistere sammen med andre? Hvad vil vi bruge den menneskelige frihed til?

Vi slap fri af båndet til religionens Gud, men blev ved samme lejlighed bundet til jorden – til det at være menneske her på jorden. Mennesket var engang i Guds verden – i dag er mennesket sin egen verden og skal skabe en hjemmefølelse i en verden, som kan virke fremmed og usikker. Vi lever ikke længere i en verden givet til mennesket af Gud, men i en verden skabt og behersket af mennesket selv. Dét burde giver os mulighed for at indrette verden lige bestemt – på en menneskelig måde.

Filosofi som levet liv

Skriv en kommentar

Den franske filosof Jacques Derrida blev engang spurgt, hvad han kunne tænke sig at vide om nogle af historiens mest betydningsfulde filosoffer, hvis de blev vækket fra de døde og gjort til genstand for en afslørende dokumentar? Derrida var ikke kendt for at være nogen humørbombe, så svaret overraskende mange: Jo – hvis det havde været muligt, sagde Derrida, ville han da gerne høre noget om f.eks. Heideggers, Kants eller Hegels sexliv!

Det er altid problematisk, at skulle forklare sine pointer, men her er det altså nødvendigt, for meget kan man beskylde Derrida for, men mig bekendt ikke for voyeurisme og sensationsjournalistik. Derrida uddybede da også selv det ønske, han havde til en dokumentarfilm om de kendte filosoffer: Jeg kunne have lyst til at høre noget om det, som de nægter at tale om. Hvorfor fremstiller disse filosoffer sig som kønsløse i deres bøger? Hvorfor har de visket deres privatliv ud?

Derrida var ikke kendt for at udtrykke sig soleklart. Men her er det faktisk indlysende nok: Filosofi handler ikke kun om store og abstrakte tankesystemer. Filosofi er også levet liv. Derrida havde derfor fat i noget helt centralt da han spurgte til, hvordan de store filosoffer levede deres liv – altså inde i privaten og helt ind i sovekammeret. Derridas spørgsmål virker kun provokerende, fordi vi sjældent tænker over hvad filosofi egentlig er i sig selv.

Der er selvfølgelig den filosofi, som man kan blive undervist i – alle de filosofiske teorier. Men i tillæg til dette er filosofi også et anliggende, der er vokset ud af menneskets daglige oplevelse af egne eksistensvilkår. Når Derrida efterlyser indsigt i de store filosoffers private liv er det fordi han er nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der drev disse filosoffers tænkning frem, hvor deres behov for at filosofere kom fra. Og dette behov kan komme helt inde fra soveværelset, gennem oplevelsen af kroppenes møde på lagnet og fra snakken over middagsmaden om, hvad man skal stille op med en sorg, en glæde, et tab, hvordan man skal indrette sig i tilværelsen osv. Derfor ville Derrida gerne vide noget om, hvad de store filosoffer talte om hjemme i stuen, hvilke problemer de kæmpede med, hvordan deres daglige liv afspejlede sig i deres filosofi – og selvfølgelig også omvendt, hvordan deres filosofi afspejlede sig i deres daglige liv.

Hvis man vil forstå noget i dybden, sagde den græske filosof Aristoteles, så må man fange det allerede fra begyndelsen, helt fra fødslen og oprindelsen. Og filosofiens fødsel fandt sted i det gamle Grækenland, hvor denne særlige menneskelige aktivitet, at filosofere, knyttede sig til at udvikle sjælen – til at leve sit liv på en bestemt måde, der gjorde én klogere, specielt på sig selv og sit daglige liv.

Da jeg selv for mange år siden mødte filosofien, blev jeg dybt bevæget over dens næsten magiske kraft til at kaste lys over min eksistens. Motivationen til at opsøge filosofien kom inde fra mit private livs oplevelser og derfor kom mødet med filosofien også til at virke langt ind i mit personlige livs gemmer. Den hjalp mig bl.a. til at slippe fri af et knugende tankefængsel, som jeg tidligere havde befundet mig i, og selv de mest abstrakte og metafysiske spekulationer fik en mening og relevans for mit eget liv. Jeg har aldrig siden mistet følelsen af, at filosofi er magisk og har en indbygget kraft, som kan hjælpe mig til at forstå mit eget liv og min egen død når den tid kommer.

Filosofien udfordrer os til at mærke, hvad der egentlig sker i mødet mellem mennesker; den kalder på opmærksomhed i forholdet til andre, som man kan skade eller vise omsorg; filosofien peger på betydningen af kærlighedens gerninger og på nødvendigheden af at stille spørgsmålet om de andres betydning for mig og min betydning for dem. Filosofien beder dig lavmælt om at gribe dig selv i armen først; den har siden Sokrates vist, hvor meget visdom, der gemmer sig under alle overflader – om det så er menneskets psykiske overflade eller den overflade, som videnskaben kradser i for at blive klogere på verdens beskaffenhed. Filosofien tematiserer behovet for at søge mening med livet og sætter alle de vigtigste og alvorligste spørgsmål om vores eksistens i svingninger. Alene de filosofiske spørgsmål virker forandrende ind på vores liv.  Det var den proces, som de tidligste filosoffer kaldte for det filosofiske liv.

Hvis man kun holder sig til de filosofiske teorier kan man med Derrida undre sig over, hvor mennesket og den levende filosofi bliver af. Filosofien handler om de vigtigste og alvorligste menneskelige anliggender og derfor skal filosofiens teorier og ord ud i den frie luft mellem mennesker, hvor de kan befrugte livet og gøre det større og dybere. Når mennesker sammen begynder at filosofere over de vigtigste ting sker der en forvandling, som gør den verden, der ellers kan opleves som truende og fremmed, til et langt mere beboeligt sted. Spørgsmålet er altså ikke udelukkende, hvor mange filosofiske teorier du kan. Lige så afgørende er, hvordan du lever de filosofiske spørgsmål om det vigtigste i tilværelsen ud i det daglige liv – i det private.

I det private liv bevæger vi os ofte på kanten af noget, der næsten ikke kan udtrykkes sprogligt, fordi de tætte og intime relationer er så mættede af betydning og indhold. Men som Derrida sagde: Om det man ikke kan tale, må man ikke tie, og det var han bange for, at alt for mange filosoffer gjorde. Men når den levende filosofiske dialog er bedst kan den åbne for en dybt berigende forståelse af det, der ikke umiddelbart kan sættes ord på i det private liv: kærlighed, venskabsfølelser, døden, meningen med det hele, angsten, erotikken, behovet for de andre og ønsket om at kigge ind i sig selv. Så er det, at filosofien bliver til levet liv – og på den baggrund kan man kalde nogle mennesker for livsfilosoffer; de lever et filosofisk liv, hvor de tager det alvorlige alvorligt og lever et liv efter denne alvor.

En skygge af kærlighed

1 kommentar

Der skal blot et enkelt menneske til for at skabe et livslangt minde. Jeg glemmer dig aldrig, kan du tænke om et menneske, som tiden har taget fra dig. Så længe vi lever bærer vi på tabet og er på den måde hver dag sammen med det mistede menneske. Kærligheden og sorgen hænger uløseligt sammen. På samme måde, som oplevelsen af kærlighed former vores liv, giver oplevelsen af sorg over tabet af et elsket menneske form til resten af vores liv.

Den smertefulde sorg er den kraft, der efter tabet holder os sammen med det menneske, som vi har mistet. Et tegn på, at vi hørte sammen, at vi elskede og betød noget for hinanden, at selv døden ikke kan skille os. Sorgen er tegnet på, at vi elskede, at der var kærlighed. Midt i tabet er sorgen derfor udtryk for, at vi har et sundt sjæleliv for det er sorgens bekræftelse på kærligheden, der giver os mod til at stå midt i det håbløse. Ellers ville der kun være tomheden.

Sorgen er som en skygge af kærligheden, skriver den svenske digter Lars Björklund så fint. Sorgen er et vigtigt led i generobringen af den kærlighed, som du er så bange for at miste, når du står midt i tabet af et elsket menneske. Derfor må du gerne blive i sorgen så længe, som det er nødvendigt for dig, for at kunne genfinde kærligheden i det savn, som du kommer til at leve med i resten af dit liv.

Hvad kan jeg sige til dig, som jeg ser sørge? At jeg vil støtte dig og holde dig oprejst indtil din sorg er gået over i et savn, hvor du kan bære kærligheden videre i mindet og ikke kun i smerten.

Derfor gør det mig urolig, at der i psykiatriske fagkredse er en diskussion i gang om sorg, hvor denne kærlighedens skygge er på vej til at blive gjort til noget sygeligt. Jeg ved naturligvis, at sorg kan sætte sig helt på tværs i livet og gøre det så svært at leve, at hjælp er påkrævet. Men sorg som udtryk for et sundt sjæleliv, som kærlighedens nødvendige skygge, er under angreb fra dele af den medicinske og psykiatriske fagkundskab. Her er der drøftelser i gang om, hvornår den sunde og normale sorg slår over i det, der kaldes sygelig depression.

Selv om vi stadig møder forståelse for, at sorgen ikke må undertrykkes, at den skal leves igennem, så er tålmodigheden ved at blive mindre. Der er skabt tvivl om, hvor lange kærlighedens sorgfulde skygger må være. Sorgen skal leves ud i en kort og intensiv periode, for normalbilledet af et menneskeliv er, at vi skal være velfungerende. Trækker det såkaldte sorgarbejde ud, vil sorgen blive kaldt for sygelig og depressiv og påkalde sig medicinsk behandling.

I USA er den psykiatriske ekspertise i disse måneder midt i en hektisk debat om nye retningslinjer for diagnosticering af psykiske forstyrrelser. Et af hovedpunkterne er netop, hvad der adskiller sorg fra sygelig depression. Denne forskel er defineret kvantitativt og ikke kvalitativt. I dag er det sådan, at fristen er to måneder. Oplever man tabet af et nærstående menneske, så kan man sørge i to måneder før diagnosen ”depression” kommer på tale. Denne periode overvejer man nu at forkorte til to uger, herefter skal der gribes ind med medicinsk behandling.

Sådan er debatten endnu ikke i Europa. Her er der andre kriterier for, hvornår et menneske anses for at kunne diagnosticeres som psykisk syg. Men målet er, at der på globalt plan skal indføres fælles og ens standarder. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen om, hvad sorg er. Dette spørgsmål har nemlig ikke kun sit udspring i psykiatriske overvejelse omkring normalitet og forudsætningerne for at kunne leve et velfungerende liv. Det handler også om, hvad den menneskelige eksistens i det hele taget går ud på, og hvad vi er ved at få den reduceret til.

Netop med sorgen skal vi være så varsomme. Sorgen er det enkelte menneskes. Vi kan ikke sammenligne det ene menneskes sorg med det andet menneskes sorg i et forsøg på at udvikle kategorier for, hvor lang en normal sorgperiode bør være før det er uhensigtsmæssigt i forhold til mulighederne for at leve et såkaldt velfungerende liv.

Når jeg ser på dig og mærker din sorg kan jeg ikke tale i diagnoser eller tælle dage, uger, måneder og år. Jeg må nødvendigvis opleve det som en smuk egenskab, at du sørger over et menneske, som du ikke alene en gang elskede, men stadig elsker. Kærligheden krydser grænser, også den mellem livet og døden. Sorgen er stemt af din kærlighed og handler ikke om noget, som du skal lægge bag dig. Din sorg vender også ansigtet frem mod dit kommende liv, som den tilføjer noget meget vigtigt, nemlig mindet og erindringer om det menneske, som du elskede, men mistede. Du må derfor gå din personlige vej fra tab og sorg til minde og erindring i din egen hastighed.

Tristhed og sorg er ikke fremmedelementer i menneskets eksistens; uhensigtsmæssige følelser, som vi må forsøge at hjælpe mennesker af med. Hvis vi forsøger at hjælpe et menneske af med sorgen forsøger vi ved samme lejlighed også at hjælpe det af med muligheden for at finde en ny kærlighedsforbindelse til det menneske der er mistet.

Undertiden må vi vænne os til ikke at kunne gøre noget – blot sige: Jeg er hos dig, og bliver. Den sørgende er hos den, der er mistet og jeg kan være hos den, der sørger. Det er den trøst, vi kan give os selv og hinanden – en trøst, som er betinget af oplevelsen af et nærvær og en omsorg, der rækker både bagud og fremad i tiden.

Gud er i mellemrummet mellem menneskene

Skriv en kommentar

For et par dage siden stod jeg og kiggede på en lille dreng, som sad og tegnede. Med stor koncentration lagde han det ene menneske efter det andet ned på papiret, så det til sidst var helt fyldt af et menneskehav. Drengen fortalte mig, at han tegnede alle mennesker på hele jorden. Der er mange, sagde han, men der skal også være plads til Gud selv om han er usynlig. Da jeg spurgte drengen, hvor han så havde tegnet Gud, svarede han: Lige her – i mellemrummet mellem alle menneskene.

Sådan – det var lige grundlaget for en helt ny teologi: Gud er i mellemrummet mellem alle menneskene. I årtusinder er der blevet ledt efter Gud; kigget efter ham i himlen, mellem stjerner og planeter, mellem Biblens mystiske ord, og så er han lige her, mellem Jer og mig – så forstår jeg også meget bedre, at I kan bevæge mig på den måde, som I gør, og få mig til at føle guddommeligheden i luften mellem os.

I hvert fald er det en meget smuk og tydelig udlægning af det forhold, at vi mennesker er hinandens skæbne. At det ofte er i mødet med de andre, at vores dag afgøres – bliver den god eller dårlig? Bliver vi set eller overset? Inkluderet eller ekskluderet, holdt af, elsket eller svigtet og udstødt? Som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev holder vi nemlig et stykke af hinandens liv i vores hænder. Det er et eksistensvilkår, at vi er forviklet med hinanden, og at vi nødvendigvis må opsøge forviklethed med andre mennesker.

Det menneskelige samvær – det, der sker i mellemrummene mellem os – må derfor give anledning til ganske mange overvejelser. Jeg tror, at den lille drengs tegning af alle jordens mennesker og af de mellemrum, hvor Gud bor, var udtryk for hans oplevelse af, hvor godt det kan føles, at være sammen med andre, når de er søde og gode ved én. Så dejligt kan det være, at man næsten får fornemmelsen af Gud. I mere filosofisk forstand kan man udtrykke denne erfaring i spørgsmålet om, hvad det betyder, at de andre også er der?

Tidligere i historien var det enkelte menneskes vigtigste forhold dets forhold til Gud. I dag står mennesket med ryggen til Gud, fordi han ikke længere åbenbarer sig som før. Men i dette nye menneskeliggjorte univers har der vist sig nogle kvaliteter, som ingen gud til nogen tider har benyttet sig af: Muligheden for at opleve, hvordan man kan række ud efter et andet menneske og kontant i nuet blive modtaget i åbenhed og kærlighed, både psykisk og fysisk.

Men denne kunst burde Gud da også kunne praktisere? Det kan godt være, men for mig betyder det alligevel uendelig meget, at der eksisterer andre mennesker som mig selv – medmennesker, som jeg kan række ud efter og finde nåde og kærlighed hos, fordi vi deler vilkår, fordi vi kan genkende den menneskelige sårbarhed, angst og skrøbelighed hos hinanden. Den lille dreng, som fandt Gud i mellemrummet mellem alle menneskene, har oplevet, hvordan han kan række ud gennem denne afstand og blive holdt af mor, trøstet, nusset og kysset, fordi mor dybt inde i sig selv kan huske, hvor godt det var, at blive holdt på den måde af en mor.

Hvordan vi får det som mennesker, hvordan vi udvikler os, hvor trygt vi går ud i verden, afhænger i stor udstrækning af, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Og relationer er på en eller anden måde det der sker i mellemrummene mellem os. Fra vi er helt spæde til vi dør afhænger vores liv af andre mennesker. Måske mest tydeligt når vi er spæde og afhængige af vores mor. Men denne ur-relation til verden gennemspilles med forskellige variationer i resten af vores liv. Vi ved det: Hvis mellemrummene mellem os ikke fyldes ud af det gode trygge samvær med andre, så rammes vi af en lammende følelse af fravær, af ensomhed, meningsløshed og angst.

I begyndelsen er forholdet, skrev den jødiske filosof Martin Buber i bogen ”Jeg og Du”. Vi mennesker har et indbygget og universelt behov for at være knyttet til andre mennesker gennem tætte følelsesmæssige bånd. Det er et grundlæggende træk ved os, at vi er forholdsskabende, søger ind i et jeg-du-forhold. Paradoksalt nok opdager vi det mest tydeligt i fraværet af et tæt bånd til andre. Ikke mindst når vi har mistet et elsket menneske. Sørgende efterladte føler sig udstødt af verden, fordi nogle af de vigtigste bånd til et andet menneske brister eller gøres umulige på grund af det elskede menneskes død. Hende, der står tilbage, føler sig udstødt, fordi det bl.a. var relationen til den særlige Anden, der gjorde, at hun følte sig forbundet med verden. Efter sådan et tab kan det tage lang tid at oprette nye bånd, som kan genforbinde én til verden, og det kan være en tid præget af dyb forladthed – jeg alene i verden uden dig. Her oplever vi tydeligt det enestående ved de Andre og betydningen af forbundethed. Intet menneske er en ø.

Den lille dreng tegnede alle mennesker i hele verden. Og Gud var i mellemrummet mellem alle disse mennesker. Måske kan vi på den baggrund oversætte begrebet Gud med begrebet Fylde. Når vi mærker følelsen af fylde i livet, når vi oplever, at der er andre, som vi trygt kan lade os holde og elske af – så er mellemrummene mellem os og de andre fyldt ud af gudlignende kærlighed. Når det modsatte er tilfældet – når bånd til andre mennesker brydes, når vi mister forbindelsen til vigtige andre – så oplever vi en form for forstødelse og kan næsten fristes til at råbe som Kristus da han blev naglet til korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så vigtig er altså den lille drengs iagttagelse: Det er i mellemrummene mellem os mennesker at livets fylde opleves eller savnes. Da tegningen var færdig rakte han den hen over bordet til mig. Da jeg selv rakte ud for at tage imod den blev mellemrummet mellem os fyldt af en glæde, som selv en Gud godt kunne have være bekendt at stå bag.

Når livet er så tungt, at det er til at bære

Skriv en kommentar

Undertiden kan et enkelt menneske udtrykke en sandhed, der gælder for alle mennesker. Den enkelte får så at sige del i noget arketypisk, en slags universel visdom. Det oplevede jeg mellem jul og nytår, hvor jeg på den første store gavebytte-dag krydsede byens torv. Det var pakket med mennesker og derfor kom jeg til at passere meget tæt forbi to tilfældige kvinder, der stod og talte sammen. Lige da jeg gik forbi hørte jeg den ene kvinde sige: “man mærker i hvert fald livet når den slags sker; vi var slet ikke forberedt på, at han kunne dø af det”.

Pludselig var det ikke blot to tilfældige kvinder, der stod og snakkede. De ord, der nåede mig i forbifarten, udtrykte en almengyldig visdom, som pegede ud over den konkrete situation og viste, at kvinden havde nået en dyb og svær indsigt i tilværelsens grundvilkår. Jeg fik lyst til at erklære hende min ubetingede kærlighed, men nøjes altså med i tankerne at takke hende for at sætte dagligdagens ord på en ældgammel visdom.

Det er i mødet med alvoren, at livet får dybde og tyngde. Det var det, som kvinden sagde. En dansk digter har udtrykt det på denne måde: “Nu er livet så tungt, at det er til at bære”. Min kone mener, at det er Poul Borum, der har skrevet sådan, men jeg kan ikke finde stedet, hvor ordene står. Det er også ligegyldigt, for de udtrykker det, som bl.a. filosoffen Friedrich Nietzsche lod Livet selv sige i bogen Således talte Zarathrustra: Se, sagde Livet, “jeg er det, som altid må overvinde sig selv”.

For mig betyder dette, at der i hverdagens sædvanlige orden ligger risikoen for en glemsel, så vi ikke altid får fat i livets dybde og betydning. Kvinden på torvet sagde, at det er i mødet med døden, at vi for alvor mærker livet og bliver mindet om, at vi er i live. Det er i erfaringen af livets endelighed, at alvorens og taknemmelighedens lys kastes over vores eget liv. For at leve må vi overvinde de slag, som livet giver os, men ikke fortrænge eller glemme dem. Som kvinden sagde, så er det jo netop de slag, der får én til at mærke livet – eller som Nietzsche kunne have formuleret det, hvis han havde været på torvet dén dag: Vi må overvinde livet for at vinde livet.

Denne erfaring af livets alvor kommer til alle mennesker, også selv om der hele tiden ledes efter opskrifter, som kan modvirke disse erfaringer af livets dybeste alvor – og teknikker, som kan føre os væk fra dem. Men det enkelte menneskes liv er hele tiden udsat for hændelser, der kan medføre tristhed, sorg og lidelse. Erfaringen af lidelse er en del af livet. Vil vi ikke mærke disse følelser, nægter vi dem en plads i livet, så rammes vi af tilværelsens ulidelige lethed. Paradoksalt nok bliver livet bare ikke lettere at bære af den grund – tværtimod løber det ud mellem fingrene på én. Livet skal have en tyngde før det er til at mærke og gribe fat i, før det er til at bære og før det kan modtages og leves i taknemmelighed.

Det er min erfaring, at der ligger en stor styrke og energi i bevidstheden om vores skrøbelighed, sårbarhed og afmægtighed. Ordene mellem de to kvinder på torvet handlede netop om den fornemmelse af livets alvor, som døden altid supplerer med, og som er livsglædens forudsætning. Og ikke mindst taknemmelighedens forudsætning – taknemmeligheden for lige nu selv at leve og være sammen med sine kæreste.

Det er erfaringen af livets tyngde, der er forudsætningen for den livsopmærksomhed, der gør det muligt, at gribe dagen i dens nærvær.