Kategoriarkiv: Filosofi

Øjeblikkets evighed

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.

Ekstrovert eller introvert?

Skriv en kommentar

Er du ekstrovert eller introvert – udadvendt eller indadvendt? Svaret på dette spørgsmål kan afgøre din fremtid på arbejdsmarkedet og have stor betydning for andre menneskers vurdering af dig. I sin tid brugte psykoanalytikeren Carl Gustav Jung begreberne ekstrovert og introvert til at beskrive forskellige menneskers forskellige indstilling til verden. Til det formål er begreberne fortsat meget anvendelige. Det kan give god indsigt både i egen og andres motivverden, hvis man forstår den ud fra Jungs beskrivelser af, hvad der driver os, alt efter om vi i hovedsagen er ekstrovert eller introvert.

Ekstroverte mennesker får primært den vigtigste energi fra, hvad der sker i omgivelserne, den ydre verden, som de spontant forholder sig meget aktivt til. Introverte mennesker finder derimod oftest energi i at vende sig indad, ved at relaterer sig mod en indre verden, og de befinder sig i almindelighed bedst, hvis der er tid og ro til overvejelse og eftertanke inden der skal handles. Det er vigtigt at slå fast, at hverken Jung selv, eller andre seriøse psykologer, mener, at det er bedst at være enten det ene eller det andet – enten ekstrovert eller introvert. Det er de færreste mennesker, som i virkeligheden er det ene eller det andet; de fleste af os er en eller anden blandingsform mellem ekstrovert og introvert – dog med én af disse, som den dominerende egenskab.

Mens begreberne ekstrovert og introvert altså fra begyndelsen var led i en psykologisk teori, der kunne bidrage til at forstå, hvorfor forskellige mennesker møder verden på forskellige måder, så er begreberne i dag blevet et vigtigt led i bedømmelsen af menneskers karakteregenskaber og duelighed i forhold til arbejdsmarkedet.

Har du nogensinde set en jobannonce, hvor der søges medarbejdere, som er indadvendte og introverte? Disse egenskaber anses ganske enkelt ikke for at være effektive og fremadrettede. I dag kræver samfundet nemlig udadvendte og ekstroverte personligheder, som er fremme i skoene, på forkant, ekspressive, kan sælge varen, sætte dagorden og komme ud over rampen. Med andre ord, det er ret entydigt det ekstroverte handlingsmenneske, som umiddelbart kan honorere højhastighedssamfundets krav om forandringsduelighed og målbar effektivitet. Et moderne begreb som innovation bliver f.eks. mest tydeligt mødt og grebet af den ekstroverte forandringsdrift.

Vor tids helt er den ekstroverte iværksætter, der meget synligt lever op til kravet om vækst og forandring. Ikke mærkeligt er de ekstroverte egenskaber derfor også i høj kurs og anses for at være langt mere værdiskabende end de introverte. Når medarbejderne skal på kurser er det da også de ekstroverte værdier, der tages udgangspunkt i: Udadvendte aktiviteter, spontanitet, gruppearbejde, øvelser i her-og-nu-løsninger, overskrid-dine-egne-grænser-opgaver, vær-innovativ-her-og-nu o.l. Ofte aktiviteter, hvor ikke alle med mere introverte præferencer får mulighed for at træde i karakter og vise deres værd. Ikke helt sjældent kommer de mere introverte tværtimod ud af den slags kurser med følelsen af, at det ville være bedre, hvis de kunne imødekomme kravet om at udvikle sig i mere ekstrovert retning – hvilket kurserne da også forsøger at få dem til.

Det antages, at ca. 1/3 af befolkningen er introverte, eller har det, der kaldes introvert præference. For nylig er der udkommet en bog om netop dette emne. Dens udgangspunkt er, hvordan det kan lade sig gøre at være introvert i en verden, der ret entydigt bekender sig til idealet om det udadvendte? Spørgsmålet er ganske velplaceret, for det indadvendte betragtes ofte som lig med træghed, stilstand, modstand mod forandring, langsommelighed, flueknepperi og udtryk for dræbende, trættekær forsinkelse af beslutninger, udvikling og handling.

Det er vigtigt at slå fast, at det introverte ikke er udtryk for speciel tænksom følsomhed og hyper-sensibilitet, ligesom det ekstroverte heller ikke er udtryk for blind aktivitet og overfladisk mangel på refleksionsevne. Men – det er alligevel lidt mærkeligt, som idealerne ændrer sig. Fordi noget var på én bestemt måde tidligere i historien betyder det selvfølgelig ikke, at det også skal være sådan i dag. Stof til eftertanke giver det dog, at forholdet mellem det ekstroverte og det introverte ideal har ændret sig så markant.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt taler om Vita activa og Vita contemplativa: Hhv. det aktive liv og det mere indadrettede, reflekterende liv. Hun påpeger, at det kontemplative, i et historisk perspektiv, har været anset for at være menneskets højeste og mest værdifulde bevidsthedstilstand. Mens vi i dag anser det ekstroverte for at være lig med aktivitet og det introverte for at være en form for mangel på aktivitet – så man f.eks. på Platons tid det kontemplative (som vi her prøver at sammenligne med det introverte), som en indre lydløs dialog, der tjente det vigtige formål, at åbne menneskets øjne for den rette handling eller aktivitet.

Der er altså tale om en oldgammel distinktion mellem det aktive og det kontemplative – mellem det ekstroverte og det introverte, som vi taler om i dag. Tidligere var det, som sagt, det kontemplative, der blev anset for at være nøglen til nytænkning, refleksion og forandring. I modsætning til i dag mente man imidlertid også, at kontemplation – den introverte forholden sig til verden – var en decideret aktivitet og handling, og ikke blot noget passivt.

I dag hersker der tilsyneladende en udbredt tro på, at innovation og nyskabelse udspringer af handling alene og ikke kræver stille, introvert, kontemplativ eftertanke. Den hyperaktive og hysteriske fokusering på synlig aktivitet og handlen er således tæt forbundet med Vita activas manglende forbindelse med Vita contemplativa. Derfor er det helt på sin plads, at begynde en stille, kontemplativ, eftertanke over følgende: Hvad betyder det for menneske og samfund, at kravet om forandring er vokset i en grad, så der næsten ikke længere er tid til eftertanke?

Paradoksalt nok siges det, at vi lever i et videnssamfund. Men viden er ikke det samme som det at tænke, og viden er bestemt ikke nogen garanti imod tankeløshed og letsindig omgang med den viden, vi har så meget af. Den mærkelige skelnen mellem den ekstroverte og den introverte tilgang til verden resulterer derfor let i en kløft mellem bevidstheden om alt det vi kan gøre og den stille eftertanke over, hvad vi bør gøre.

Hvis der ikke for alvor gøres plads til de introverte kvaliteter – Vita contemplativa – så risikerer vi derfor, at få udviklet et videnssamfund, som bygger på tankeløshedens suveræne fornægtelse af det anderledes og det modsatte. I forhold til, hvordan vi gerne vil have vores liv, vores arbejde, vores undervisning, vores samfund og kultur indrettet er det således Vita comtemplativa, den introverte, selvreflekterende eftertanke, der er den mest dynamiske og fremtidssikrede aktivitet – og ikke den overdrevne og ukritiske ekstroverte selvsvingsaktivitet.

Heldigvis er alle mennesker i besiddelse af begge sider – både det ekstroverte og det introverte. Og som i alle andre sager af betydning er det naturligvis balancen og den gensidige respekt, der er nøglen til det frugtbare samspil.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Alt hvad der kan fortælles er til at bære

Skriv en kommentar

I mit liv har der været en gennemgående forestilling, som ofte har været styrende for min forståelse af tilværelsen – nemlig forestillingen om en rejse. Ikke i ydre forstand, som en rejse i geografien, men som en forestilling om, at hele mit liv er en rejse. At jeg har det sådan viser måske, at jeg slet ikke kun er de 56 år, som jeg ellers hævder, men muligvis snarere er omkring 5000 år gammel. Forestillingen om menneskelivet, som en rejse, er i hvert fald skrevet ned i nogle af de ældste fortællinger, som vi overhovedet kender til. Og når jeg læser dem, føler jeg mig genkendt på en så nærværende måde, som havde jeg været der selv.

Så langt tilbage, som verdenshistorien rækker, har der været beretninger om menneskets rejse gennem tilværelsen. Den ældste af disse rejsebeskrivelser er fortællingen om Gilgamesh, der flere tusind år f.Kr. var fyrste i den babylonske by Uruk. Fortællingen handler om den mægtige Gilgamesh’ rejse ned i underverdenen for at finde udødeligheden. Han finder den og mister den igen, men under denne rejse beskrives mødet med alt det mest fundamentale i menneskelivet: Ud over døden og mødet med frygtens løver, møder Gilgamesh alle de evige spørgsmål om livets mening, om kærlighed, venskab, magt, ansvar og frihed. Det er en rejse, hvor helten undervejs konfronteres med alt det, der giver menneskelivet form. Gilgamesh rejser ud, og på rejsen må han gennemgå alle de udfordringer, som ethvert menneske stilles over for, inden han atter når hjem – med ny viden og indsigt.

Noget taler for, at der rent faktisk har levet en historisk person, som hed Gilgamesh – men i fortællingen er vi inde i mytens verden. I dag bruger vi begrebet myte om det, som de andre tror på – de mere primitive, de religiøse, alle dem, der ikke ved bedre. Myten er det, de troede på i gamle dage og som vi ikke kan tro på i dag, fordi vi er blevet så oplyste og vidende. Det er da nærmest også helt sikkert, at den historiske Gilgamesh ikke har oplevet det, som myten fortæller os. Men er det løgn af den grund? Nej – for myterne skal ikke måles efter samme målestok, som den objektive videnskabelige viden.

Myter er ikke blot inspirerende historier om virkelige mennesker, der levede på en særlig måde. Myterne handler om alle menneskers liv. Myterne har til alle tider fortalt noget om, hvordan mennesket kunne forholde sig til de mystiske kræfter, som intet menneske er herre over: Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden osv. Livet er en rejse gennem konfrontationen med disse kræfter, som vi alle møder, men som vi ikke, eller kun i meget begrænset omfang, har kontrol over.

Det er det bevidste møde med denne, livets upersonlige kraft, der former det enkelte menneskes liv. Og det er ikke mindst myterne, som op gennem historien har hjulpet mennesket med at forholde sig til de kræfter, som er uden for menneskelig indflydelse, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for eksistensen.

Myternes fortællinger har medvirket til at bære det enkelte menneske gennem livets forskellige faser, fra fødslen, gennem ungdommen og voksenliv til modenhed, alderdom og død. De største af disse mytologiske historier er dem, der har inspireret og virket ind på de menneskelige muligheder for at forstå livet og verden. Op gennem tiden har myterne afsløret de universelle vilkår for mennesket og åbenbaret nogle fortolkningsmuligheder, som stort set ikke eksisterer længere – her i den efter-mytologiske tid.

Jeg bliver rørt når jeg læser de gamle mytologiske fortællinger. Rørt over den genkendelighed, som jeg oplever i forhold til mit eget liv. I mødet med de gamle myter oplever jeg, at nok er jeg mig, men også, at jeg er en del af menneskeheden, som jeg deler erfaringer med – nærmest uanset hvor langt tilbage i historien, jeg søger.

5000 år er lang tid i det enkelte menneskes perspektiv. Det var dengang Gilgamesh rejste ud for at finde svar på de største spørgsmål, som et menneske kan stille sig selv: Spørgsmålet om døden og spørgsmålet om meningen med livet på trods af døden. Mange tusind år senere – men stadig for lang tid siden – skrev den italienske digter, Dante Alighieri, en anden stor fortælling, nemlig den Guddommelige Komedie, hvor hovedpersonen drager ud på en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han smerte, frygt, lidelse, forløsning og erkendelse. Dantes fortælling indledes med nogle ord, som jeg selv har oplevet, som næsten magiske i deres genkendelighed – trods afstanden på omkring 700 år:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.

Hovedpersonen i den Guddommelige Komedie rejser gennem en frygtelig underverden for til sidst at komme op til et nyt liv, eller i hvert fald et nyt syn på livet. Det var en rejse, som han tiltrådte midt i livet, da han åndeligt set havde forvildet sig ind i en mørk og dyb skov og ikke kunne finde vejen ud igen. Andre rejser begynder når man bevæger sig fra fra ungdom til voksenliv, eller når man nærmer sig alderdommen. En rejse kan også begynde ved tabet af et elsket menneske og generelt når livsbetingelserne ændrer sig, så man ikke længere kan møde livet på samme måde som før. Tidligere var der myterne til at guide mennesket på disse rejser. Det vigtige var, at man gennem myterne tog livets overgange så alvorligt, at det var nødvendigt, at fortælle livet om, eller at få det genfortalt, hver gang man blev kaldt ud på en ny rejse, en ny fase i livet.

Hver gang jeg læser den slags fortællinger, hvor livet bliver betragtet ud fra rejsens perspektiv, gør det stort indtryk på mig. For mig betyder det, at rejse, at være opmærksom, både på den strækning, der er blevet tilbagelagt, og på den nye strækning, som man er ved at bevæge sig ind på. Det tilbagelagte har en stærk symbolbetydning. At tilbagelægge en strækning, som i fremtiden uigenkaldeligt vil være lukket for én, er også en model for både udvikling og forvandling. Du kan ikke blive ung igen, du kan ikke genvinde fordums styrke, du kan ikke genoplive et mistet menneske. Altså, vil myten sige, må du ændre eller forvandle dig – du må indoptage det, der er sket, for at kunne leve videre. Måske vil den sige, at du må genfødes, eller at du må genopstå; at du op til flere gange i løbet af din tilværelse så at sige må dø bort fra noget velkendt og ind i noget nyt.

Det vigtige er, at myterne hjælper mennesket til at være opmærksom på dets egen indre forfatning. Dét er af stor betydning, hvis man skal opleve livet som en udvikling, og ikke blot som en lang række af tab, der aldrig bliver integreret og gjort til en del af livets vækst.

Vi har ikke længere myterne inden under huden; de repræsenterer ikke vejledninger i livet for det moderne menneske. Men i de senere år er de gamle myter kommet til ære og værdighed igen – som litteratur, som kunst og fortælling. De oversættes og udgives i nye udgaver. Selv om de ikke længere har mytens oprindelige kraft i forhold til mennesket, så har vi i hvert fald fortællingerne. Bl.a. fortællingerne om alle dem, der drog ud på en rejse, for at kunne leve videre – og det var det, heltene ofte gjorde i myterne. De rejste ind i de vilkår, som livet på et givent tidspunkt stillede mennesket over for; måske ind i de mørke og dybe skove, som Dante skrev om.

Selv om vi ikke længere kan bruge myterne på dén måde, så er menneskets vilkår ikke blevet mindre mystiske end de var på Gilgamesh’ tid, for omkring 5000 år siden. Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden, magten – alle disse vilkår har vi stadig ingen magt over, som vi heller ikke havde det for 5000 år siden. Men de påvirker vores liv med samme vindstyrke.

Har vi ikke evnen til at bruge myterne, så har vi dog stadig evnen til at fortælle. Myterne tillagde livets store hændelser en mening og betydning. I dag er dét vores egen opgave, og den opgave kan vi bl.a. løse ved at bruge de gamle myter som inspiration til at tænke over og fortælle, hvordan vi oplever de vigtigste ting i livet. Som i myternes fortælling kan ordene stadig virke forløsende, når vi møder livets alvorligste øjeblikke.

Når jeg f.eks. siger døden, hvad siger du så? Den fortælling, der kommer ud af dette, kan have mytens funktion i forhold til skabelse af mening og integration af mange frygtsomme følelser og tanker, fordi – alt hvad der kan fortælles er til at bære.

Et menneske i flertal

Skriv en kommentar

Et menneske er mere end ét menneske. Selv om det grammatisk set hedder: jeg er et menneske og ikke jeg er mennesker, så indfører forfatteren Karen Blixen en slags eksistentiel grammatik når hun i en fortælling lader billedhuggeren Angelo Santasilia sige, at et menneskeliv er mere end ét menneskeliv. Vi er så at sige beboet af mange liv, der ikke umiddelbart lader sig sammenfatte i enkle beskrivelser.

Han blev født, arbejdede og døde. Sådan beskrev filosoffen Martin Heidegger en af historiens andre helt store tænkere, nemlig Aristoteles. Ikke for at reducere Aristoteles til noget simpelt, enkelt eller gennemskueligt, men for at komme i gang med det vigtige: En forståelse af Aristoteles, der kunne række ud over det synlige, at han blev født, at han arbejdede og at han døde. Heidegger sætter et menneskeliv helt på spidsen og opnår dermed det modsatte af den korte sætnings rent sproglige indhold: Det bliver helt tydeligt, at et menneske er langt mere end det, der kan sammenfattes i sætningen, det blev født, arbejdede og døde.

Lad mig ganske kort oversætte dette til et hverdagsbillede fra gaden. På bænken over i parken sidder der en gammel mand. Sådan ser vi ham udefra. Men han er jo også den lille dreng fra baggården, hvor han i sin tid boede, da han var barn. Han er den unge mand, der fik viklet sig ind i et forvirrende netværk af kærlighedshistorier. Han er en mand, som på et tidspunkt fik en hemmelighed, som kun han selv kender. Han er en mand, som overvejede at blive præst, men endte med at blive noget helt andet. Det er flere forskellige mennesker, der sidder på bænken, selv om det ud fra andres synsvinkel til forveksling ligner ét enkelt menneske, som det er let at pege på med den sylespidse sætning: Du er… Det er også derfor, at man næsten aldrig kan genkende sig selv i de beskrivelser, som andre giver af én. Her bliver man jo ofte reduceret til netop ét enkelt menneske – mens man i sin egen bevidsthed er mange forskellige slags mennesker.

Det er ikke så mærkeligt, at en anden af Karen Blixens figurer, kardinal Salviati, må fortælle en lang og indviklet historie, da en kvinde spørger ham: Hvem er De? Kardinalen siger selv, at han næsten bringes i forlegenhed af spørgsmålet. Det forholder sig jo nemlig sådan, at han ikke kun er den ærværdige kardinal, men også rummer mange andre liv, der næsten virker som om de ikke hænger sammen med kardinalens nuværende liv.

Kardinalen fortæller en indviklet historie, hvor hans forskellige liv vikles og væves ind i hinanden. Først virker det nærmest som om, det ikke kan være den samme mand, der har levet så mange forskellige liv. Men efterhånden, som historien (livet) skrider frem – efterhånden, som kardinalen får fortalt sit liv – ja, så tager det form, begynder at hænge sammen og danner til sidst et mønster.

Sådan er det ikke kun for de fiktive personer i en stor forfatters bøger. Tænk på dig selv, eller genkend dig selv i dette: Overfor mig sidder der en kvinde, hun er af kød og blod og kaster skygger på jorden når hun står i lyset; hun er altså ikke bare en fiktiv skabning på et fladt stykke papir. Jeg kan spørge hende: Hvem er du? Det er kun foran et menneske, at vi kan få svar på dette spørgsmål. Alt andet her på kloden vil forblive i tavshed, hvis vi spurgte. Men vi har fået selvbevidstheden og sproget, og det er i fortællingen om vores mange forskellige liv, at virkelighedens manglende sammenhæng alligevel kan bringes sammen til et meningsfyldt liv. Spørgsmålet: Hvem er du? kan nemlig ikke besvares entydigt. Der er ikke noget endegyldigt svar.

Kvinden overfor mig er min hustru, men hun er også mor til pigerne, hun er selv datter, søster, veninde, kollega. Hun har selv engang været barn, ung – helt anderledes end den kvinde, som i dag er min hustru. Hun er som et fint vævet tæppe, hvor helheden ikke viser de enkelte dele nok respekt og de enkelte dele ikke fortæller nok om helheden. Faktisk tror jeg slet ikke at man kan isolere nogen af disse mange forskellige liv og sige – her er hun, sådan er hun, dette var målet med hendes tilværelse! På den måde oplever jeg med al ønskelig tydelighed, at Karen Blixen havde ret: Et menneske må forstås i flertal; det lever mange liv, med helt forskelligt indhold og forskellige mål, som tilmed ofte er dybt modsætningsfyldte.

På den ø, hvor jeg bor, lå der i 1500-tallet et Antonitterkloster. Denne klosterorden havde taget navn efter den hellige Antonius, en eneboer, der levede i den egyptiske ørken i de første århundreder e.Kr. Den franske forfatter Gustave Flaubert har skrevet en roman om, hvordan Antonius den ene gang efter den anden blev fristet af Djævlen. I denne bog findes en af de få sætninger, som jeg mener fortæller næsten alt om mennesket. Antonius møder en kvinde, som selvfølgelig skal friste og lede ham i fordærv. Det lykkedes ikke for hende – han var jo dog en hellig mand – men med mig havde hun haft lettere spil, for hun sagde nemlig om sig selv: Jeg er ikke en kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er dét vi er; vi er en verden, ikke bare et enkelt menneske. Hver især er vi en hel verden og befolker en verden med alle de forskellige mennesker vi er.

Og her ligger både vores muligheder og vores udfordringer. Mulighederne for at finde andre udgaver af sig selv; mulighederne for at insistere på at kunne sige: Jeg er ikke kun den, I tror jeg er – jeg er også mange andre. Men her ligger udfordringerne også, nemlig at kunne forlige sig med dem man er – når man nu ikke bare er én men mange, der jo som bekendt kan komme i konflikt med hinanden.

En Anden dag

Skriv en kommentar

En Anden dag vil jeg gøre op med det hele,
vælte regeringen, begynde at træne til maraton,
ændre mit liv, gøre noget helt nyt.

En Anden dag vil jeg indløse de stille drømme
og tilmed de glemte forhåbninger.
Måske i dag, som er en tidligere dags Anden dag.

En Anden dag er en kikkert uden knap til ind-zoomning.
En Anden dag kan kun se dagen i dag på stor afstand.
En Anden dag er ligeså meget løgn som dagen i dag.

En Anden dag var det isbjerg, som Titanic stødte ind i.
En Anden dag rummer afslutningens gåde,
og ingen ved noget om den i dag.

En Anden dag har jeg aldrig set, kun dagen i går og i dag.
En Anden dag er begyndelsen på de historier,
vi fortæller for at bevare roen og håbet.

En Anden dag kan være en utroværdig kræmmer
der fortæller, at andre dage bliver noget helt andet
end dagen i dag.

En Anden dag kan være meditation over døden.
En Anden dag kan overse sekundet, hvor du bliver kysset.
En Anden dag kan efterlade dagen i dag, som en mægtig tørke.

En Anden dag kræver, at dagen i dag sættes i venteposition.
I dag vil jeg holde op med at skåne dagen i dag
ved at udsætte den til en Anden dag.

 

Om at kalde på sin Daimon

Skriv en kommentar

Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan få et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Adrenalin

Skriv en kommentar

Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.

Med-tilværelse

1 kommentar

Jeg vil gerne vise hvordan Næstved Storcenter kan være med til at belyse et af filosofiens dybeste og vanskeligste spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Frederiksberg Centret, som jeg netop er blevet introduceret til, vil også kunne bruges. Men altså – jeg sidder og skriver dette ved et cafébord midt i Næstved Storcenter og kikker ud på det tidlige fredagsmylder af mennesker. Min cappuccino er lunken og colaen doven, mens jeg sidder og venter på Marianne. Men min opmærksomhed bliver hele tiden afledt; der er bare så mange forskellige mennesker – som UFO Yepha sang for en del år siden:

…der er posedamen, pusheren, flaskemanden, junkien
turisten, studenten, zombien
pensionisten, luderen, voldsmanden, betjenten
tricktyven, kontrolløren, rockerpræsidenten
poptøsen, syrehovedet, hiphopperen
68’eren, den borgerlige og stikopperen
underklassen, middelklassen, overklassen…

Man kan let glemme, at det er en helt almindelig fredag i Næstved Storcenter, så usædvanlig er forskelligheden mellem alle de mennesker, der passerer forbi. Lige nu har jeg et øje på Wunderwear-butikken, som ligger over for cafeen. Her sælger de raffineret dameundertøj, og hen over disken rækkes diskrete indpakninger med lingeri, der er beregnet på at blive skjult og kun set af den udvalgte.

Jeg får associationen, at jo længere ind under det ydre på et menneske vi kommer – jo mindre kender vi det, men jo større er ligheden mellem os til gengæld også. Helt inderst, under silkeundertøjet fra Wunderwear, findes det fælles-menneskelige – nemlig kroppen, som kan se nok så forskellig ud, men som dog er den menneskekrop, som vi alle har til fælles. Dette gælder naturligvis også for mænd, men i Næstved Storcenter er der ikke specialforretninger for undertøj til mænd, så jeg må begrænse mig til Wunderwear-eksemplet.

Vi kan alligevel bruge min Wunderwear-teori til at gå videre i denne tankerække: Der er de individuelle forskelle, de psykiske og sociale forskelle – og selvfølgelig de forskelle, der knytter sig til, hvordan vi rent faktisk ser ud og fremtræder for verden. De forskelle, der så at sige knytter sig til hvert enkelt menneskes individuelle skæbnefortælling. Vi har mange ord, der kan beskrive og analysere disse menneskelige forskelle. Det er det, som psykologien, sociologien, antropologien og diverse kulturfag beskæftiger sig med at undersøge. Vi har masser af teorier om, hvad der gør mennesker forskellige – men hvad med det, der gør os ens, det er indenunder alle forskellighederne?

Det er langt lettere at analysere årsagerne til forskellene mellem mennesker end det er at svare på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske? Ikke mig, ikke dig, ikke hende, der nu kommer ud fra Wunderwear-butikken og lader hånden glide let hen over noget silkeundertøj på udstillingsstativet, og ikke ham, der sidder ved cafébordet bag ved mig og hvisker ind i en mobiltelefon. Man kan spørge alle dem, der går forbi: Hvad vil det sige at være dig? Alle de historie ville det være fantastisk at høre. Men sådan spørger filosofien ikke – den spørger: Trods alle disse forskelligheder, hvad vil det så sige at være menneske – hvad er det, der gør os til menneske, inderst inde?

Hvad vil det sige at være menneske? Måske strejfer spørgsmålet bevidstheden i et øjeblik, hvor vi mærker en grundlæggende sårbarhed, der ikke udelukkende knytter sig til ens eget individuelle liv – det kunne være i mødet med døden, eller blot bevidstheden om døden eller når vi kæmper med kærlighedens skygge i form af tabet. Men der går ofte kun nogle få sekunder, så erstattes disse tanker om det fælles-menneskelige af de mere livsnære og individuelle problemer, som hverdagen udfordrer os med.

Filosofien tænker over hvad mennesket er, ud over at være et bestemt menneske med en bestemt og individuel livshistorie. Fælles er i hvert fald, at vi ikke selv har valgt den verden, som vi er blevet født ind i. Selv om det vigtigste valg, man kunne have stillet os over for var valget af forældre, af social og kulturel baggrund, af udseende, af talenter, evner o.l. – ja, så var det ikke valgmuligheder, som vi i sin tid fik chancen for at forholde os til. Vi er blevet kastet ind i en verden, der tilmed ofte virker som om den har sin helt egen vilje, uafhængig af os – tænk på alt det, som den udsætter os for.

Helt fra begyndelsen må vi tale om et grundvilkår for vores eksistens: Menneskets tilværelse er en med-tilværelse. Der er ikke mig over for alt det andet og alle de andre. Nej, der er mig sammen med alt det andet i verden, mig med alle de andre ting og mennesker, der omgiver mig. Det er ikke et spørgsmål om der er et forhold mellem mig og verden (med dens ting, mennesker, natur osv.). Der er altid et forhold – og det er dette forhold, der er alle menneskers grundlæggende eksistensvilkår, noget vi er fælles om, uanset hvem vi er. Spørgsmålet er altså ikke om jeg vil indgå i et forhold til verden, men hvordan jeg vil forvalte det forhold til verden, som jeg uomgængeligt indgår i.

Vi lever altså en med-tilværelse med verden og andre mennesker. Grundlæggende giver det jo også kun mening at sige “jeg”, hvis der er et “du”. Og “alene” kan man kun være, hvis der også findes “andre”. Når man har problemer er det næsten altid problemer, der knytter sig til det eksistentielle grundvilkår – at man lever en med-tilværelse, som man ikke kan vælge sig væk fra. Omvendt er det også fra denne med-tilværelse, at lykken, venskabet og kærligheden flyder.

Den tyske filosofi Martin Heidegger siger at mennesket pr. definition altid overskrider sig selv. Overskridelse betyder i denne sammenhæng, at forstå sig selv ud fra en verden. Dette kan vi ikke lade være med. Mennesket er altid vendt med næsen rettet ud mod verden; mennesket er åben mod verden (også når det tror, at det lukker sig inde), det er altid ude i verden, forholder sig altid til verden og er ude ved tingene og de andre – direkte eller indirekte – på grund af med-tilværelsen.

Kvinden, der kommer ud fra Wunderwear-butikken med den elegante indkøbspose er alene og ser ud som om hun ikke ænser omgivelserne. Men – hun er allerede ude i fremtidens med-tilværelse: hvordan vil hendes mand, ven eller veninde, synes om hende i det nye lingeri? Mennesket kan ikke undgå at være åben for verden, fordi det altid må forholde sig til konsekvenserne af med-tilværelsen. Når jeg sidder her i Næstved Storcenter og kikker på alle de andre så er det let at glemme, hvor forviklet vi er med hinanden. Men det fælles er lige netop, at alle mennesker hele tiden er tvunget til at forholde sig til deres eksistens som en med-tilværelse. Det vi oplever hos andre mennesker, er således deres måde at forholde sig til deres med-tilværelse på. Og min måde at være på viser, hvordan jeg forholder mig til min med-tilværelse.

Min eksistens som med-tilværelse tvinger nu min opmærksomhed mod den irriterende mand, der taler i mobiltelefon ved bordet bag mig; nu mod kvinden der er på vej ud fra Wunderwear-butikken; nu mod Marianne, som er forsinket, men som jeg glæder mig til at se. Mit liv, defineret som med-tilværelse, stiller mig konsekvent over for spørgsmålet: hvordan vil jeg forholde mig til den åbenhed, som med-tilværelsen stiller mig i? Vil jeg overfuse den irriterende telefonidiot? Vil jeg smile til kvinden fra lingeributikken? Vil jeg gå hen og købe en gave til Marianne?

Så – hvad betyder det at erkende tilværelsen som en med-tilværelse? Det åbner for etiske overvejelser om, hvordan jeg vil forholde mig til de Andre, som jeg hele tiden forvikles med, men også i betragtninger over, hvordan jeg undgår at fortabe mig i omgivelserne så jeg mister mig selv ved at lade mig definere af verden? Med andre ord: Hvordan jeg kan gøre min med-tilværelse og den uomgængelige åbenhed mod verden til min bevidste med-tilværelse og min bevidste åbenhed?

Om at vælge sig selv

Skriv en kommentar

Langt ude er jeg i familie med filosoffen Søren Kierkegaard. Det var i hvert fald den historie, der gik i min mors hjem. Slægtskabet skulle være således, at Kierkegaards mellemnavn, som var Aabye, over tid blev til Aarup, som er min mors ungpigenavn. Jeg ved ikke om det forholder sig på denne måde uden for familiemytologien, men da jeg ikke har nogen nævneværdig kontakt til resterne af min mors familie, passer dette slægtskab med Søren Kierkegaard mig ganske godt. Den afdøde filosof virker langt mere nærværende for mig end mange af de levende slægtninge. Vi kan kalde ham en bort-nærværende slægtning i mit liv.

De vigtigste personer i min tilværelse er i forvejen ikke nogen, som jeg er blodsbeslægtet med. De tre kvinder i mit liv har aktivt valgt mig til – og omvendt naturligvis – og det samme gælder også de andre vigtige mennesker i min tilværelse. Så hvorfor ikke også lade Søren Kierkegaard være en del af dette valgslægtskab? Som et omsorgsfuldt familiemedlem, har han nemlig spillet en vigtig rolle i min udvikling. Rent faktisk tror jeg, at Kierkegaard ville synes om, at jeg på den måde har valgt at være i familie med ham, for netop det at vælge var for ham noget af det vigtigste, som et menneske kunne gøre. Som en god ældre slægtning har Kierkegaard forsøgt at hjælpe mig på vej – mod mig selv; han vil nemlig have, at jeg skal vælge mig selv.

Men hvad vil det overhovedet sige, at være sig selv? Ofte bliver dette spørgsmål besvaret med henvisning til et menneskes personlige identitet. Hvis man kender sin identitet, kender man vel også sig selv. Men så enkelt var det ikke for Kierkegaard. Sokrates sagde ganske vist, at mennesket skulle stræbe efter at kende sig selv. Men Kierkegaard så ikke det, vi kalder for identiteten, som noget man én gang for alle kan lære at kende. Han skelnede nemlig mellem identitet og fakticitet. Med fakticitet mente han alt det som jeg er på grund af arv og miljø, min natur og mit gemyt, mine relationer, min kultur osv.

Hvordan det enkelte menneske forholder sig til sin fakticitet er det, der kan kaldes for vedkommendes identitet, som altså derfor ikke er en fast størrelse, men under konstant forandring, fordi store dele af ens fakticitet også hele tiden ændrer sig. Fakticiteten er den opgave, som mennesket står over for, sagde Kierkegaard, og identiteten ligger i den måde, som den enkelte vælger at varetage denne opgave på.

Der kan gives et meget indlysende eksempel på, hvordan et menneskes fakticitet og identitet står i forhold til hinanden. Hvis jeg mister en af mine nærmeste på grund af sygdom, så er dette menneskes ulykke også min. Når dette elskede menneske mister livet, mister jeg også noget betydningsfuldt. Min fakticitet ændrer sig i en grad, så det også ændrer min forståelse af mig selv, min identitet. Det afgørende for min identitet er imidlertid, hvordan jeg forholder mig til dette tab af et nært menneske. Vælger jeg at skubbe tabet fra mig eller gør jeg sorgen til et del af mit fremtidige liv, og hvilken plads tildeles den og hvordan lader jeg den virke? Alt efter hvad jeg vælger at gøre ved tabet, ændrer det på forskellig måde min identitet.

Fakticiteten er altså det vi hele tiden kastes ud i og den bliver til en virksom del af min identitet, hvis jeg lader den indgå som noget aktivt i mit liv. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke selv helt har kontrol over vores fakticitet – vi kan ikke vælge dens indhold, den er os givet.

Noget i fakticiteten kan ikke være anderledes end det er. Det kan også kaldes for eksistentialerne, som alle mennesker er underlagt: Det er bl.a. de træk ved os, der knytter sig til vores biologiske organisme fra fødsel til død, vores fysiske behov og kroppens krav. Jeg kan ikke ændre ved det, at jeg bliver ældre, at min krop ændres og svækkes, at jeg vil opleve sygdom, lidelse, sårbarhed og afhængighed, at jeg tvinges til at møde livets grænser og en dag må tage afsked med livet. Men der er også en nødvendighed forbundet med det, at et menneskeliv altid finder sted i samliv med andre mennesker, som vi indgår i relationer til. Det betyder, at vi kommer til at opleve sorg, smerte og tab, men også glæde, lykke og kærlighed. Med andre ord, at disse menneskers skæbne bliver viklet sammen med vores på både godt og ondt.

Den nødvendige del af vores fakticitet kan vi ikke ændre. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til disse tilværelsens nødvendigheder: Måske nægter jeg f.eks. at indse og acceptere min egen dødelighed og forsøger at bekæmpe min aldring. Det handler også om, hvordan jeg vælger at møde andre mennesker og hvordan jeg lader dem indgå i min eget liv. Alt dette er med til at skabe min identitet, også selv om jeg ikke grundlæggende kan ændre ved disse nødvendige livsvilkår.

Men min fakticitet består ikke blot af det nødvendige; der er også det mulige, siger Kierkegaard. Det er det, som kan være anderledes. Der er ikke nogen skarp grænse mellem det nødvendige og det mulige i vores fakticitet, og det er ikke mindst i gråzonen mellem det nødvendige og det mulige, at mennesker ofte farer vild. Der er f.eks. meget, der tager sig nødvendigt ud, men som det rent faktisk er inden for mulighedernes rækkevidde at ændre på. Hvor ofte fortæller vi ikke hinanden, at et eller andet er nødvendigt? Men måske er det blot en unødvendig nødvendighed – det vil sige noget, der er mulighed for at ændre på. Omvendt er der også noget, som vi tror eller håber det er muligt at ændre på, men som i virkeligheden er noget af det, som Kierkegaard kalder nødvendigt. Hvor ofte prøver vi f.eks. ikke at flytte alderens grænser, fordi vi ikke vil acceptere livets nødvendige gang, med alt hvad det fører med sig af begrænsninger – men jo også af nye muligheder. Accept af det nødvendige kan således føre til nye muligheder.

Det er en god lille øvelse at undersøge sin fakticitet for at se, hvad man oplever som hhv. nødvendigt (hvad man ikke kan ændre, men dog forholde sig til) og som mulighed (hvad man med større eller mindre besvær kan ændre). Når man gør dette, så laver man ”identitetsarbejde”, det vil sige arbejder på sin identitet, fordi den forløber i forholdet til fakticitetens nødvendigheder og muligheder. På den måde bliver identiteten den opgave for mennesket som Kierkegaard anbefalede, at den skulle være. For Kierkegaard kunne tilværelsen aldrig opfattes som en færdig og afsluttet helhed. Livet er det, der hele tiden sker, og det specifikt menneskelige er, at vi kan vælge større eller mindre dele af vores tilværelse til eller fra; vi kan vælge at forholde os aktivt eller passivt, at lade noget virke på os og fornægte noget andet. Vi kan med andre ord gøre det at være menneske til en valghandling.

På den baggrund er det ikke nogen dårlig slægtning at have, som på tværs af fem menneskealdre hvisker mig i øret når jeg er i tvivl: Vælg dig selv.