Kategoriarkiv: Døden

Spørgsmålets styrke

Skriv en kommentar

Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.

Bastard

Skriv en kommentar

For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.

Kontrol

1 kommentar

Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.

Diamonds Are Forever

Skriv en kommentar

Skulle jeg som en sølle hund ikke have fattet min egen dødelighed blev jeg mindet om den da jeg for nogle få år siden blev ramt af en sten. Ikke umiddelbart noget dramatisk, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik helt galt.

Jeg fik lagt rebet om halsen; rødt, blodfarvet flettet af mit eget blod, pulserende i slanger, der lå hen over dynen, mellem maskinen og min krop, som ikke længere kunne rense blodet for affald, så døden nærmest ophobede sig i organernes mørke.

Kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter 10 års belejring, har døden fundet på det geniale træk, altid at være gemt inden i os for uden nåde at være parat når det gælder.

Kroppen var allerede begyndt at distancere sig, havde gjort sig fri og markeret sin selvstændighed fra vilje og bevidsthed. Pludselig tilhørte livet ikke længere mig, og jeg var slået med rædsel.

Jo – jeg overlevede. Men selv da jeg blev rask, fortsatte rædslen og angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket og det endte med, at jeg fik reduceret livet til blot at være dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.

I de efterfølgende år fik jeg kun langsomt fat i livet igen. Gennem min families kærlighedsterapi og terapiens kærlighed blev det tilsyneladende indlysende efterhånden klart for mig: Hvis jeg ikke kunne acceptere døden, så kunne jeg heller ikke acceptere livet, og jeg havde jo fået tilbudt overlevelse med muligheder for at forstå mit liv i et helt nyt perspektiv.

Da jeg kom hjem fra sygehuset, gik jeg dagligt forbi kirken, hvorfra jeg egentlig havde troet, at jeg snart skulle begraves. Kirken har ligget der så længe, at den næsten ikke er blevet ældre i min levetid. For enden af gaden, som sidste datoblad i en kalender, ligger den og troner. Massiv, som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen, som ellers har pisket omkring den langt længere end mands minde.

Trods sin manglende religiøse pragt viser kirken alligevel det jordiske fra sig ved at kaste skygger af størknet tid ned over enhver, som kommer forbi. Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser hen til, at vi altid fødes ind i noget allerede begyndt, der først vil slutte lang tid efter os.

I kirkens tidsregning sker alt i et menneskes liv næsten på én gang. Vi opstår og forgår med en dødelig lethed; flygtige og tidsbestemte, i et blændende hukommelsestab. Men kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser om noget evigt. Her er det ikke kun den øjeblikkelige historiske tid, knyttet til min eksistens, som er nærværende. Ligesom myterne peger kirkens historie ud over hvert enkelt menneskes eksistens, til det tidløse i livet.

Jeg har set en udsendelse i tv om et firma, der tilbyder at omdanne aske fra kremerede mennesker til smykkesten; fra aske til diamanter! Det var naturligvis en idé, som nogle tossede amerikanere havde fået. Men som metafor for menneskelivets værdi, trods dets endelighed, er den egentlig ganske glimrende: Diamonds Are Forever.

Det er normalt at være død – men først skal vi fødes

Skriv en kommentar

Det er beregnet, at ca. 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får den nuværende befolkningseksplosion på 7 milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for det skæbnefællesskab vi har med de 99 milliarder døde.

Men selv 99 milliarder døde har ikke gjort døden til et trivielt fænomen. Nok til en forudsigelig kendsgerning, men ikke til en velintegreret del af vores selvforståelse. Liv og død opstår samtidigt men det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. Det er ikke mærkeligt, at Platon derfor gjorde netop døden til filosofiens juvel: Filosofi er forberedelse til døden, sagde han. Når vi skal filosofere over et emne som døden, må første skridt nemlig være, at vi tager problemet på os, som en personlig erfaring.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at døden henvender sig til mennesket gennem angsten og at man derfor ikke bare lige forholder sig til sin egen død. Allerede en græsk filosof, der var næsten samtidig med Platon, forsøgte at mane denne angst i jorden. Det var Epikur der beroligende sagde, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke. Derfor skulle der ikke være nogen grund til at frygte døden, lige så lidt som man frygter den tid, der forløb inden man kom til verden.

Men så enkel er den eksistentielle matematik ikke. Døden er her i høj grad mens jeg er her, og lige bestemt det ikke at være til, at ”blive til intet”, kan i sig selv inspirere til ganske meget angst.

Dødsangsten er jo netop en reaktion på tanken om vores endelighed, og denne tanke er noget der sker i dette liv, mens vi eksisterer. Døden er ganske vist en hændelse i min fremtid og det er muligt at Epikur har ret i, at der intet er efter døden, og derfor heller ikke noget at frygte, men det er i dag, her og nu, at jeg erfarer min dødelighed. Som Nobert Elias slog fast, så er døden altså i høj grad de levendes problem, og filosoffen Martin Heidegger beskrev direkte menneskets bevidsthed om egen død, som det, der har afgørende indflydelse på vores liv.

Fordi døden netop gør sin stærke indflydelse gældende mens vi stadig er i live har filosofferne overvejet, hvordan vi kan lade døden oplyse vores liv i stedet for at begrænse det. Her kan vi måske alligevel bruge noget af det, som gamle Epikur sagde om grunden til ikke af være bange for døden: Vi skal ikke være bange for intetheden efter vores død; vi er jo heller ikke bange for den intethed, der var før vores fødsel – de to store intetheder, der indrammer vores liv. Mens de fleste filosoffer har valgt at se på menneskelivet i dødens optik, kunne vi jo i stedet prøve at se fødslen som det afgørende og bestemmende ved menneskelivet. Det er korrekt, at vi alle skal dø, at vi skal slutte os til de 99 milliarder, der allerede er gået den vej. Men 99 milliarder døde betyder også, at der har været 99 milliarder fødsler. Der er 100% sikkerhed for at vi skal dø, men hvad var sandsynligheden for at vi skulle fødes?

Vores eksistens er ikke kun karakteriseret af vores mortalitet (dødelighed), men også af vores natalitet (fødsel). En af de få kvinder i filosofihistorien, Hannah Arendt, mener således, at det er nataliteten og ikke mortaliten, der er det vigtigste i beskrivelsen af mennesket; at vi er født er vigtigere end at vi skal dø.

Det er den natale karakter ved os (at vi fødes), der fører til fornyelse af verden. Fødslens filosofi knytter sig til erfaringen af et liv, der har sin begyndelse før noget, som vi overhovedet kan kalde vores erfaring; i vores mors, hendes mors, og hendes mors blod og slim, i fødslens smerte, i den familie, slægt og verden, der gennem fødsel på fødsel byggede sig selv op og til sidst blev rammen for vores fødsel.

Vi fødes ind i en verden, der allerede er gammel, som vi ikke har haft indflydelse på, men som vi skal tilegne os gennem vores handlingsevne. Det er med fødslen af nye mennesker, at der konstant skabes nye begyndelser, og den fulde erfaring af dette er lige så vigtig som erfaringen af vores dødelighed. Hannah Arendt minder os om, at selv om vi skal dø, er vi ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt.

Man skal ikke undervurdere de døde

Skriv en kommentar

De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Knust-hjerte-syndromet

Skriv en kommentar

I fremtiden vil man kunne gå til lægen og få stillet diagnosen knust hjerte, som er en livsfarlig tilstand. Baggrunden er bl.a. undersøgelser, som dokumenterer en overdødelighed på helt op til 50 procent hos ægtefæller, der har mistet deres anden halvdel. Det ser imidlertid ikke ud til at lægevidenskaben har nogle helt gode forklaringer på dette, men der mumles noget om tab af livsgnisten.

I filosofien, litteraturen og de store fortællinger er der imidlertid masser af forklaringer på det knuste hjerte. Gud lagde vel egentlig op til det, da han som bekendt skabte mennesket ud af den rene og skære tomhed, men tilsyneladende glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske så er det, at hjertet falder sammen og knuses. Denne smertefulde tilstand er nu på vej ind i diagnosesystemet, kan jeg læse i avisen. Det skal tilføjes, at tilstanden også har været kendt af psykoterapeuter i ganske mange år.

Ét af de perspektiver, der kan fortolke vores erfaringer med knuste hjerter, når et elsket menneske forsvinder, er er den græske filosof Platon. I dialogen Symposion lader Platon den store komedieforfatter Aristofanes fortælle sagnet om menneskets evige søgen efter den uundværlige partner.

I tidernes begyndelse var mennesket ikke én-kønnede, mand eller kvinde, som tilfældet er i dag, siger Aristofanes. Nej – menneskene var cirkelformede og både mand og kvinde. Imidlertid var dette menneske blevet så magtfuldt, og tilmed overmodigt, at guderne til sidst valgte at spalte det i to dele: Enhver af os er altså kun halvdelen af et menneske, siden vi er gennemskårne ligesom flyndere, som Platon lader Aristofanes formulere det.

Pointen er, at vi herefter konstant stræber efter at finde vores anden halvdel; den afhuggede og tabte halvdel. Aristofanes kalder det eros når vi stræber efter den helhed, som vi kun kan opnå i forening med ét andet, helt bestemt menneske:

Altså er den gensidige elskov fra en så fjern fortid menneskene medfødt og i stand til at føre dem sammen igen, som deres natur oprindelig var, idet den bestræber sig for at gøre de to til ét og bringe menneskenaturen lægedom.

Vores søgen efter den Eneste Ene er således også en søgen efter totalitet, enhed; det der gør os sandt menneskelige. Aristofanes mener at det individuelle og personlige i det enkelte menneske først fuldbyrdes i foreningen med et andet menneske. Paradokset er, at det enkelte menneske er mest sig selv, når det er sammen med et andet menneske.

Knust-hjerte-syndromet viser hen til den tilstand, hvor et menneske hellere vil dø end at miste sin anden halvdel. Fortolket ud fra det, som Aristofanes siger i Platons Symposion, er det imidlertid ikke fordi dette menneske vil dø, men udelukkende fordi det kun vil leve et menneskeligt liv. De mennesker, der dør af knust-hjerte-syndromet, dør helt enkelt fordi de ikke længere føler sig som et menneske; for menneske var jo det, de var sammen med den anden, den elskede, deres anden halvdel.

Med knust-hjerte-syndromet har vi fået bragt det mystiske og magiske ind i det lægevidenskabelige diagnosesystem. Det er genopdagelsen af verdens magi neden under den moderne videnskabs opfattelse af mennesket som genstand for logiske og biologiske forklaringer. Det er inddragelsen af livets eksistentielle essens i forklaringen på menneskets ve og vel.

Dø og lad leve

4 svar

Mens jeg forleden dag sad og skrev på min bog om døden, brugte jeg en kaffepause til at kigge lidt i B.T. Her stødte jeg på en hel række af eksistentielle sandheder om døden, som jeg ublufærdigt vil bruge et sted i bogen.

Avisen refererede en undersøgelse af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som i mange år har passet døende mennesker. På baggrund af samtaler med mennesker på dødens rand har hun sammensat en lister over de ting, som de fleste fortryder ansigt til ansigt med døden. Denne top 5 ser sådan ud:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner. 5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Avisen stiller det samme spørgsmål til læserne: Hvad vil du sætte dig for at opnå før du dør? Det kunne lyde som en af de sædvanlige pop-psykologiske undersøgelser, men spørgsmålet har en eksistentiel betydning, som ikke skal undervurderes. Der opfordres jo ganske enkelt til refleksion over den livsmening og det mål, som læseren har med tilværelsen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom skriver, at mennesket lever under en række grundvilkår: Døden, friheden, isolationen, og meningsløsheden. Vi skal dø, og ved ikke hvornår; vi har friheden til at træffe valg i tilværelsen og bærer dermed også ansvaret for disse valg og byrden af deres konsekvenser; vi er grundlæggende alene stillet over for døden og de store spørgsmål; vi får ikke meningen med det hele foræret, den må vi selv stå for.

Dette er det enkelte menneskes ultimative anliggender, siger Yalom. Men fordi de er ultimative, kommer vi ikke bare lige i kontakt med dem, for hverdagens mange andre gøremål dækker tit disse eksistentielle spørgsmål til med glemslens støv. Men så er det godt at vi har B.T. Yalom siger nemlig også, at det der ofte skal til for at komme i kontakt med de vigtige, eksistentielle spørgsmål, er konfrontationen med ens egen død.

Det er jo ikke fordi vi ikke konfronteres med døden. Her fra min udkigspost i storcenterets café har jeg inden for de sidste par uger set aviser med billeder af dræbte unge på Utøya, maltrakterede ofre for bilbomber, den døde Whitney Houston i kisten m.m.  Men det er jo altid de andres død. Langt mere end alle billederne af de andre døde, konfronterer den lille undersøgelse i B.T. læserne med den personlige egen-død: Givet at du skal dø, måske om få minutter, måske om 50 år, hvad er det så for et liv du gerne vil kunne se tilbage på?

Dette er det moderne spørgsmål, som konfrontationen med ens egen død, kan fremprovokere. Tidligere handlede spørgsmål om døden oftest om, hvad der kom efter døden. I dag drejer det sig om, hvad det er for en selv-refleksion over livet, som vores viden om døden kan motivere os til – mens vi endnu er i live.

Den dybe eksistentielle sandhed, som B.T. formidlede var: Livet får sin værdi ved døden. Eller som en den amerikanske psykoterapeut, James Hilllman, skrev i en bog om døden som sjælelig forvandling: Hvis kun de levende kan dø er kun de døende virkelig levende.

På den måde kan man sige, at refleksionen over ens egen død er en slags døen ind i livet og en indkredsning af det væsentlige på en ny og levende måde.