Mens jeg forleden dag sad og skrev på min bog om døden, brugte jeg en kaffepause til at kigge lidt i B.T. Her stødte jeg på en hel række af eksistentielle sandheder om døden, som jeg ublufærdigt vil bruge et sted i bogen.

Avisen refererede en undersøgelse af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som i mange år har passet døende mennesker. På baggrund af samtaler med mennesker på dødens rand har hun sammensat en lister over de ting, som de fleste fortryder ansigt til ansigt med døden. Denne top 5 ser sådan ud:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner. 5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Avisen stiller det samme spørgsmål til læserne: Hvad vil du sætte dig for at opnå før du dør? Det kunne lyde som en af de sædvanlige pop-psykologiske undersøgelser, men spørgsmålet har en eksistentiel betydning, som ikke skal undervurderes. Der opfordres jo ganske enkelt til refleksion over den livsmening og det mål, som læseren har med tilværelsen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom skriver, at mennesket lever under en række grundvilkår: Døden, friheden, isolationen, og meningsløsheden. Vi skal dø, og ved ikke hvornår; vi har friheden til at træffe valg i tilværelsen og bærer dermed også ansvaret for disse valg og byrden af deres konsekvenser; vi er grundlæggende alene stillet over for døden og de store spørgsmål; vi får ikke meningen med det hele foræret, den må vi selv stå for.

Dette er det enkelte menneskes ultimative anliggender, siger Yalom. Men fordi de er ultimative, kommer vi ikke bare lige i kontakt med dem, for hverdagens mange andre gøremål dækker tit disse eksistentielle spørgsmål til med glemslens støv. Men så er det godt at vi har B.T. Yalom siger nemlig også, at det der ofte skal til for at komme i kontakt med de vigtige, eksistentielle spørgsmål, er konfrontationen med ens egen død.

Det er jo ikke fordi vi ikke konfronteres med døden. Her fra min udkigspost i storcenterets café har jeg inden for de sidste par uger set aviser med billeder af dræbte unge på Utøya, maltrakterede ofre for bilbomber, den døde Whitney Houston i kisten m.m.  Men det er jo altid de andres død. Langt mere end alle billederne af de andre døde, konfronterer den lille undersøgelse i B.T. læserne med den personlige egen-død: Givet at du skal dø, måske om få minutter, måske om 50 år, hvad er det så for et liv du gerne vil kunne se tilbage på?

Dette er det moderne spørgsmål, som konfrontationen med ens egen død, kan fremprovokere. Tidligere handlede spørgsmål om døden oftest om, hvad der kom efter døden. I dag drejer det sig om, hvad det er for en selv-refleksion over livet, som vores viden om døden kan motivere os til – mens vi endnu er i live.

Den dybe eksistentielle sandhed, som B.T. formidlede var: Livet får sin værdi ved døden. Eller som en den amerikanske psykoterapeut, James Hilllman, skrev i en bog om døden som sjælelig forvandling: Hvis kun de levende kan dø er kun de døende virkelig levende.

På den måde kan man sige, at refleksionen over ens egen død er en slags døen ind i livet og en indkredsning af det væsentlige på en ny og levende måde.