Hvor meget belastning kan mennesket tåle før det knækker? Det ser ud som om vi er ved at foretage eksperimentet i disse år. Om vi vil det eller ej, så er krisen ved at være det normale; den helt almindelige menneskelig spilittethed mellem at skulle og kunne klare udfordringerne. Enhver samfundsform og kultur op gennem historien har udstyret mennesket med nogle psykiske dispositioner. De menneskelige konsekvenser af det samfund, som vi beboer i dag, er tilsyneladende psykiske dispositioner for lavt selvværd, identitetsproblemer, oplevelsen af personlig utilstrækkelighed. ulykkelighed, meningstab, angst og skyldfølelse.

I den sidste times tid har jeg siddet på gulvet i mit arbejdsværelse for at ryde op i alle arkivkasserne. På en af dem står der: den moderne sårbarhed. Når jeg kigger artiklerne og rapporterne igennem ser der ud til at være to tråde at følge.

Den ene tråd: Dokumentationen for at stadig flere mennesker i Danmark får antidepressiv medicin. Det skønnes at dreje sig om ca. 425.000 mennesker. Det højeste tal nogensinde. Tilmed viser en undersøgelse, at hver 4. kvinde oplever så lavt selvværd, at hun overvejer at søge hjælp, sygemelde sig eller helt lægge livet om. For mændenes vedkommende gælder det, at flere end tidligere søger hjælp hos en psykoterapeut på grund af problemer med selvværdet og med overhovedet at mærke sig selv.

Den anden tråd: Spørgsmålet om, hvad der egentlig er problemet? At det giver så mange psykiske problemer, at leve i Danmark i 2000-tallet? Eller, at så mange er blevet nogle svæklinge og ikke kan klare det, som de både skal og bør?

Inden for psykologien er det kendt, hvordan et menneskes livshistoriske dispositioner kan føre til både psykologisk og social sårbarhed. Men det er næppe alene nederlagserfaringer og psykiske belastninger tidligt i livshistorien, der har bragt så mange mennesker på antidepressiv medicin og ind i psykoterapeuternes venteværelser.

Det letter svar er derfor, at vi er blevet for blødsødne, at velfærdsstaten har gjort os bløde som smør, så vi ikke længere kan klare tingene uden at få den hjælpende hånd, som pillerne og terapien kan give. Jeg tror ikke udelukkende, at det hænger sådan sammen. Uden at forfalde til letkøbte udsagn om, at det er samfundets skyld, må vi genetablere interessen for forbindelsen mellem det enkelt menneske og samfundet, som længe har været ude af syne.

Hænger den tilsyneladende forøgede psykiske sårbarhed sammen med noget der kendetegner det moderne samfund? Sættes der betingelser for menneskene, som i stigende grad fremprovokerer eksistentielle kriser, meningstab, svækket selvværd, identitetsproblemer og rodløshed? Eller som gør det vanskeligt for det enkelte menneske at håndtere disse problemer?

Måske er behandling i form af antidepressiv medicin ikke svaret, men det skal ikke fjerne fokus fra, at stadig flere mennesker tilsyneladende oplever, at der lige bag hverdagskonventionernes almindelighed, truer et kaos, som rykker ved deres følelse af grundlæggende tryghed i verden. Det relevante spørgsmål er derfor, hvad det er for nogle kulturelle og samfundsmæssige vilkår der har skabt denne moderne såbarhed hos mennesket?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: