Jeg har set på Facebook, at en af mine bekendte har udgivet en lokalhistorisk bog om den lille stationsby, hvor vi begge to gik i skole. Han en hel del mere end jeg, for jeg pjækkede og var der ikke ret tit. Der er masser af gamle fotografier og bl.a. et med min daværende klasselærer. Hun har nu været død i en del år, og har sikkert fået et rensende syrebad i skærsilden, så derfor kan jeg godt sige lidt mere. For der var jo en grund til at jeg pjækkede så meget.

I dag vil man sikkert sige, at jeg blev moppet, men dengang blev jeg bare drillet, og det var noget som alle raske drenge skulle kunne klare. Problemet var ikke så meget mine klassekammerater. Men min klasselærer tog godt fra. Når jeg endelig kiggede inden for på skolen, startede hun timerne med højt at erklære, at Peter behøver ikke at tage bøgerne frem eller høre efter, for han kan alligevel ikke finde ud af det her. Da jeg en dag tog mod til mig og spurgte hvorfor, lød svaret: Sådan er du, når jeg siger det. Og her ramte hun en langt større og universel sandhed, end den rent regionale, der knyttede sig til mine åndsevner. Jo – vi bliver ofte det, som andre siger vi er.

Jeg begyndte derfor at tro på, at jeg var dum. Så var der jo heller ikke nogen grund til at gå i skole. Derfor pjækkede jeg endnu mere, og kom sikkert til at virke endnu dummere.

Det var jo uholdbart, så jeg kom til skolepsykologen, der lavede en intelligenstest på mig. Jeg kender ikke resultatet, men det hjalp ikke på min lyst til at gå i skole, og så var vejen banet for et besøg hos en børnepsykiater. Hun mente faktisk, at jeg var syg; ikke fysisk, men psykisk og så blev jeg udstyret med diagnosen skolefobi. Psykiateren ville gerne have mig indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, for her kunne man sikkert helbrede mig. Men så trådte mine forældre på bremsen og sagde stop. Nok var de autoritetstro, men de mente hverken at jeg var dum eller psykisk syg, og så tog vi hjem med den besked, at det var deres ansvar, hvis jeg ikke kom i behandling.

Det gik da heller ikke særlig godt. Jeg pjækkede fortsat, og det hele endte med, at jeg lempeligt blev taget ud af skolen midt i 8 klasse. Min exit blev ledsaget af klasselærerens besked til mine forældre: Peter egner sig ikke til at læse, han skal være håndværker. Hun kunne jo ikke vide, at jeg er en trussel mod den nationale sikkerhed med en hammer i hånden, og jeg blev da heller ikke håndværker, selv om min far var smed.

Men hvad gør man med en dreng, der tror han er mere dum end andre? Mine forældre mente ikke at jeg var dum, og den sætning, som jeg husker min far bedst for var: Peter, du kan blive lige hvad du vil. Det skulle vise sig at blive en god ballast mod min klasselærers modsatte synspunkt.

Da jeg kom ud af skolen fik jeg kærester og venner, som heller ikke mente, at jeg var dum eller småt begavet. Sammen med mine forældre støttede de mig i det sære indfald, at jeg ville være forfatter. Det var selvfølgelig vanskeligt, for på grund af min meget sparsomme skolegang kunne jeg hverken skrive eller læse særlig godt. Derfor måtte jeg have lukket alle hullerne gennem voksenundervisning og senere ved at tage en HF-eksamen.

Jeg siger ikke, at det er gået godt, men jeg har da fået min egen blog. Og min gamle klasselærer er død. Hvorfor: Fordi sådan er du, når jeg siger det.