I fremtiden vil man kunne gå til lægen og få stillet diagnosen knust hjerte, som er en livsfarlig tilstand. Baggrunden er bl.a. undersøgelser, som dokumenterer en overdødelighed på helt op til 50 procent hos ægtefæller, der har mistet deres anden halvdel. Det ser imidlertid ikke ud til at lægevidenskaben har nogle helt gode forklaringer på dette, men der mumles noget om tab af livsgnisten.

I filosofien, litteraturen og de store fortællinger er der imidlertid masser af forklaringer på det knuste hjerte. Gud lagde vel egentlig op til det, da han som bekendt skabte mennesket ud af den rene og skære tomhed, men tilsyneladende glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske så er det, at hjertet falder sammen og knuses. Denne smertefulde tilstand er nu på vej ind i diagnosesystemet, kan jeg læse i avisen. Det skal tilføjes, at tilstanden også har været kendt af psykoterapeuter i ganske mange år.

Ét af de perspektiver, der kan fortolke vores erfaringer med knuste hjerter, når et elsket menneske forsvinder, er er den græske filosof Platon. I dialogen Symposion lader Platon den store komedieforfatter Aristofanes fortælle sagnet om menneskets evige søgen efter den uundværlige partner.

I tidernes begyndelse var mennesket ikke én-kønnede, mand eller kvinde, som tilfældet er i dag, siger Aristofanes. Nej – menneskene var cirkelformede og både mand og kvinde. Imidlertid var dette menneske blevet så magtfuldt, og tilmed overmodigt, at guderne til sidst valgte at spalte det i to dele: Enhver af os er altså kun halvdelen af et menneske, siden vi er gennemskårne ligesom flyndere, som Platon lader Aristofanes formulere det.

Pointen er, at vi herefter konstant stræber efter at finde vores anden halvdel; den afhuggede og tabte halvdel. Aristofanes kalder det eros når vi stræber efter den helhed, som vi kun kan opnå i forening med ét andet, helt bestemt menneske:

Altså er den gensidige elskov fra en så fjern fortid menneskene medfødt og i stand til at føre dem sammen igen, som deres natur oprindelig var, idet den bestræber sig for at gøre de to til ét og bringe menneskenaturen lægedom.

Vores søgen efter den Eneste Ene er således også en søgen efter totalitet, enhed; det der gør os sandt menneskelige. Aristofanes mener at det individuelle og personlige i det enkelte menneske først fuldbyrdes i foreningen med et andet menneske. Paradokset er, at det enkelte menneske er mest sig selv, når det er sammen med et andet menneske.

Knust-hjerte-syndromet viser hen til den tilstand, hvor et menneske hellere vil dø end at miste sin anden halvdel. Fortolket ud fra det, som Aristofanes siger i Platons Symposion, er det imidlertid ikke fordi dette menneske vil dø, men udelukkende fordi det kun vil leve et menneskeligt liv. De mennesker, der dør af knust-hjerte-syndromet, dør helt enkelt fordi de ikke længere føler sig som et menneske; for menneske var jo det, de var sammen med den anden, den elskede, deres anden halvdel.

Med knust-hjerte-syndromet har vi fået bragt det mystiske og magiske ind i det lægevidenskabelige diagnosesystem. Det er genopdagelsen af verdens magi neden under den moderne videnskabs opfattelse af mennesket som genstand for logiske og biologiske forklaringer. Det er inddragelsen af livets eksistentielle essens i forklaringen på menneskets ve og vel.