Kategoriarkiv: Døden

Hallo Gud?

4 svar

Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

Ukendt land

Skriv en kommentar

Da min mor lå for døden var hun sygnet så meget hen, at der næsten kun var hendes indre tilbage. Et menneskes indre kan i sagens natur kun opleves indefra. Det, som andre får kendskab til, er den måde, som dette indre kommer til udtryk på. Men nu var der ikke flere udtryksmuligheder tilbage for min mor. En enkelt gang åbnede hun dog øjnene og sagde: Det var det. På den måde sluttede hendes liv. Jeg håber, at de sidste ord var udtryk for en indre følelse af et tilendebragt liv – et fuldført liv – og ikke for følelsen af, at livet bare var gået. Jeg har selvfølgelig tolket på de tre ord – det var det – siden den dag, hvor jeg stod ved hendes seng på sygehuset. Jeg tror, at min mor slap livet med disse ord i forvisningen om, at jeg sammen med min kone og vores piger var der til at føre det videre.

Det er efterhånden en del år siden, at min mor, som den sidste af mine forældre, døde. Erindringen om hende er ikke længere så velordnet, som den har været; den er lidt uregerlig – kommer på uventede tidspunkter, fremkaldes af en duft, et bestemt ord, en lyd, eller et besøg på det lokale loppemarked, hvor erindringen bliver vækket til live af et gammelt leksikon med guldbogstaver på forsiden – ligesom det, der stod i reolen, bag glaslågen, hjemme hos min mor.

Det var det – sådan sagde hun, og døde. Men ordene er stadig levende for mig, og selv helt inde fra døden hvisker de om noget, som jeg ikke kan vide med sikkerhed. I forhold til indblik i andre mennesker må vi nemlig acceptere en psykologisk og eksistentiel version af det berømte paradoks, som blev formuleret af den græske filosof Zenon, hvor han viser, at selv den hurtige Achilleus aldrig kunne indhente en skildpadde:

Achilleus løber 10 gange hurtigere end skildpadden og giver derfor dyret et forspring på 10 meter. Achilleus løber de 10 meter, mens skildpadden bevæger sig en meter. Så løber Achilleus den ene meter, mens skildpadden flytter sig yderligere en decimeter. Achilleus løber denne decimeter, men skildpadden har igen rykket sig, denne gang med en centimeter. Den letbenede Achilleus løber hurtigt denne centimeter, men så har skildpadden flyttet sig en millimeter osv., i én uendelighed – uden, at det nogensiden lykkes Achilleus, at nå op på siden af skildpadden.

Her handler ikke om hurtigløbere og skildpadder eller om logiske selvmodsigelser, for selvfølgelig ville Achilleus i løbet af et øjeblik lægge skildpadden bag sig i virkelighedens verden. Men Zenons paradoks kan tolkes eksistentielt: Uanset, hvor meget vi nærmer os et andet menneske, uanset hvor meget vi ved om det, undersøger og finder ud af, så er der noget, vi ikke kommer til at vide. Vi kan nærme os det andet menneske, komme tættere og tættere på, fortolke, udlægge og analysere, men vi når det aldrig – på samme måde, som Achilleus kom tættere og tætte på skildpadden, men aldrig nåede den.

På verdenskortet er der ikke flere hvide pletter tilbage; alle afkroge er fundet og mere eller mindre udforsket. Skal vi finde uudforskede områder, må vi enten rette blikket mod det ydre eller det indre univers. Begge steder findes der masser af ukendte områder at gå i gang med. I de sidste par måneder har mit kompas i disse ukendte områder været min mors sidste ord: Det var det; det var dét liv – men hvad var det for et liv – og ikke mindst, hvem var den kvinde, der levede dette liv, som for nogle år siden sluttede på provinssygehuset ved fjorden?

Bagerst i mit arkiv, blandt alle kasserne og ringbindene, er jeg for nylig stødt på nogle store gule kuverter med min mors efterladte papirer. Naturligvis kender jeg indholdet, her er der ikke noget nyt. Men da jeg så på de gamle fotografier, hvor min mor bærer mig på armen, må jeg nødvendigvis tænke, at jeg kun har kendt hende som min mor. Det er som hendes barn og søn, at jeg har set, forstået og oplevet hende. Men det er jo ikke noget arkimedisk punkt, hvorfra man kan overskue og forstå hendes liv – det er blot ét led i den uendelige tilnærmelse til en forståelse, for hun var jo også meget andet:

F.eks. var hun datter af et bestemt forældrepar, hun var både lille- og storesøster, og hun var en unge pige, som en dag mødte sin første kæreste, hun var veninde til nogle af de andre piger i skolen, hun var den datter, der tidligt mistede sin far og derfor også hende, som flyttede til København sammen med sin mor og søskende nogle få år inden verdenskrigen. Min mor var også den kvinde, som efter krigen pludselig flyttede til Stockholm, uden at nogen vidste hvorfor, og det blev heller aldrig sagt – og så var hun kvinden, som i 1954 mødte min far i Tivoli, og som senere blev gift med ham. Derefter var hun kvinden i dette ægteskab og så blev hun min mor.

Men hun var stadig meget andet. For hvert skridt, man nærmer sig hende, vokser antallet af hvide pletter, som er ukendt land. Hvordan oplevede hun alt det, der udgjorde hendes liv, og hvordan blev det sat sammen til den verden, som hun oplevede indefra? Hvad var hendes motiver og drivkræfter? Dette har ikke noget med hemmeligheder at gøre; det handler om størrelsen og kompleksiteten af et enkelt liv. Man kan spørge og spørge, få svar efter svar og undersøge i evigheder – men stadig er man langt fra alt det, som et menneske i sidste instans er – nemlig uendeligt.

Derfor var det ikke blot min gamle mor, som for sidste gang lukkede øjnene den dag, hvor hun døde. Det var en hel verden, som forsvandt. Ikke mærkeligt, at man kan føle, at livet bliver fattigere eller i hvert fald meget anderledes, når et menneske går bort. Livet bliver en hel verden mindre – og det er alligevel noget. Godt så – at der også hele tiden fødes nye verdner, og at man om lidt kan gå ned i stuen og møde den verden, som sidder i sofaen eller stolen; mystisk og tiltrækkende, som en ukendt verden altid er, når den kalder på at blive udforsket.

Jeg tror at kærligheden vækkes og holdes ved lige gennem denne følelse af, at der hele tiden er noget ved det andet menneske, som undslipper mig.

Vendepunktet

Skriv en kommentar

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Møde på Alvorens Plads

Skriv en kommentar

Alvorens Plads eksisterer vist ikke på noget landkort. GPS’en kan ikke indstilles til at finde adressen. Men i det indre landskab er det på denne plads, at jeg i det seneste år har haft nogle af mit livs dybeste oplevelser. Oplevelser, som kun det helt nøgne og sårbare møde med et andet menneske, kan skabe. Denne blog er i modsætning til alle de hidtidige indlæg derfor heller ikke skrevet af mig alene, men i fællesskab med Dorthe, som jeg har kendt over en periode på 16 år.

Vores fælles historie som livsvidner for hinanden begyndte, da jeg underviste på Vallekilde Højskole. Her havde jeg Dorthe som elev på mine kurser i filosofi, som vakte hendes engagerede interesse. Derfor begyndte hun at komme i vores hjem, og i nogle år fastholdt vi kontakten, som dog efterhånden gled ud. Hele tiden har jeg dog vidst, at vi på et tidspunkt måtte finde Dorthe igen, for hun var noget helt specielt. Først og fremmest var hun meget alvorlig, og havde en egen insisterende måde at drive samtalen videre på, ikke mindst når tingene blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. For et års tid siden fandt vi så Dorthe igen – på Facebook, hvor hun svarede med en mail:

Der er jo sket mange ting i de sidste 16 år. Jeg oplevede selv den store lykke at blive mor i sommeren 2006. Der fik jeg min skønne søn, som I kan se på billedet. Men sommeren 2007 blev et alvorligt vendepunkt i mit liv. Kort fortalt blev jeg pludselig meget, meget syg. Jeg fik konstateret alvorligt hjertesvigt, og mit liv hang i en tynd tråd i flere uger. Eneste mulighed for overlevelse var en hjertetransplantation, fik vi at vide. Det ændrer ens liv, når man som 33-årig og med en lille søn på 13 måneder må se døden lige i øjnene. Jeg kom på venteliste til transplantation, og fik et nyt hjerte i 2008. Jeg har haft et relativt godt forløb, men der har da været – og er stadig – mange kampe. Jeg har en god livskvalitet i dag, men må leve med, at mit liv ikke bliver så langt, som man umiddelbart forventer.

På den måde mødtes vi altså igen – 16 år ældre – denne gang midt på Alvorens Plads, hvor vi siden har haft et fælles stambord. Dorthes mail gav mig i første omgang nærmest en overdosis virkelighed. Men når vi nu sidder og taler om, hvad vi skal skrive, mærker jeg ikke kun hendes skrøbelighed, men oplever alle menneskers grundvilkår: Vi er ikke selv herre over vores hjerteslag.

Selvom det lyder banalt, har det også været en sorg at tage afsked med mit gamle hjerte. Det bankede i min krop i 33 år, 9 måneder og 2 dage. Det var det hjerte, som mine forældre i sin tid hørte hos jordemoderen, og selvom jeg bliver bombarderet med oplysninger om, at hjertet blot er en muskel, som holder kroppen i gang, så kan jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var med det hjerte, at jeg havde oplevet kærlighed og smerte i hele mit liv.

På mange måder sætter vores møder på Alvorens Plads hele tiden nye standarder for min måde at se tilværelsen på.

Noget, der også har fyldt meget og som jeg har grædt mange tårer over, er det faktum, at jeg ved, at det ikke kun er mig, der for altid vil huske den dato i 2008. Et eller andet sted derude er der en familie, som samme dag sagde farvel til en af deres kære, og som midt i den svære stund havde medmenneskelighed og overskud nok til at tage en meget svær beslutning. De gav den største gave til mig, og sikkert også nogle andre patienter, uden at kunne forvente at få noget som helst igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt meget over, hvilket slags menneske, som bar mit nye hjerte før mig. Jeg ved intet, og får sikkert aldrig noget at vide, men jeg er overbevist om, at han eller hun var et rigtigt godt menneske.

Den alvor, som jeg husker Dorthe for, er i dag knyttet til hendes rejse ind i eksistensens dybeste vilkår, hvor sårbarheden bliver det, man kender mennesket på. Sekunder ændrer vores liv, og vi må bare følge med.

Vi er lige kommet ind ad døren, da min mobil ringer. Jeg sidder i en lænestol og slapper af efter en lang gåtur – med få splitsekunders mellemrum går det op for os: Det er transplantationstelefonen! Jeg ryster over hele kroppen, allerede inden jeg febrilsk får trykket på den grønne knap. En venlig stemme præsenterer sig som sygeplejerske et-eller-andet fra Rigshospitalet. Hun fortæller mig, at de har et godt hjerte til mig, hvis jeg er interesseret. Alt i mig skriger efter at sige nej tak, eller at hun har fået forkert nummer, men jeg ved jo godt, at det kan jeg ikke, så jeg siger ”okay”, og vi aftaler, at jeg får en halv time til at gøre mig klar, og at vi derefter vil blive hentet af Falck.

Turen til hospitalet går hurtigt gennem de kendte gader, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at næste gang, jeg ser disse gader, så er livet helt forandret. Men der er flere timer til operationen. På et tidspunkt ser vi en helikopter ankomme til Rigshospitalet. Den flyver lige forbi vores vindue på 15. etage. Jeg er i dag 100 % overbevist om, at mit nye hjerte var i den helikopter. Stemningen er trykket meget af tiden, men min søn letter heldigvis lidt på det hele. Han er bare glad i låget, som han plejer at være. Jeg har et stort behov for at kramme og kysse ham. Lidt over kl. 21 kommer sygeplejersken og en portør ind på stuen. Jeg får sagt ”vi ses” (eller sådan noget lignende) til min søster, far og min dejlige dreng. Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs. Vi tager elevatoren ned til 4. etage. Døren til operationsstuen står åben, og det er et skræmmende syn! Det er meget stort. Et operationsbord står i midten af rummet, og ovenover hænger et kæmpestort apparat i stål. Overalt står maskiner, bl.a. den hjerte-lunge-maskine, som skal holde mig i live i de næste mange timer.

19 dage efter blev Dorthe udskrevet. Siden vi genoptog forbindelsen har vi talt sammen i timevis, undertiden i dagevis. Dorthes liv er et spejl på alles liv: Der er noget, som vi ikke har magt over, vi lever på et grundlag, som vi ikke har kontrol over. Mødet med denne skrøbelighed gør os alvorlige, men ikke til pessimister – for hun sidder jo lige her, så vi er optimister, men på taknemmelighedens og ydmyghedens grundlag.

Man kan sagtens få et godt og indholdsrigt liv efter en hjertetransplantation. Og guderne skal vide, at jeg har meget at leve for. Jeg er omringet af venner og familie, som elsker mig, og størst af alt har jeg jordens dejligste dreng, som jeg nu får chancen for at se vokse op.

Tro nu ikke, at vi kun hænger ud på Alvorens Plads. Om et øjeblik rejser vi os og går ned langs søerne mod cafeen. Det er ikke vores egen fortjeneste, at vi trækker vejet, så det er om at udnytte tiden godt, på mange forskellige måder – og på cafeen får vi god mad og griner over alt det, der kan og bør grines over, og Dorthe vil sikkert nå at klage over betjeningen, inden vi skal hente hendes søn i skolen.

Jeg kigger over på Dorthe og får pludselig lyst til at citere fra en sang, som jeg tilfældigt hørte forleden dag, hvor jeg sad i en trafikprop. Men det vil bare lyde så banalt og jeg er jo en voksen, veluddannet mand, der ikke vil være pinlig i en smuk og klog kvindes selskab, så jeg nøjes med at nynne lidt for mig selv, mens vi går: Did you ever know that you are my hero?

(Dorthe Skov og Peter Johannes Schjødt)

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Det indre rejsebureau

2 svar

På nettet har jeg set, at flere rejsebureauer sælger pilgrimsrejser, som ikke kun er en rejse i geografien, men også har en psykologisk og åndelig dimension. Målet er ikke blot at se nye sandstrande men først og fremmest at opnå personlig udvikling.

Ideen med at drage ud, søge og måske finde ny erkendelse er noget, der knytter sig til de fleste religioner og kulturer: Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig, sagde Gud til mennesket i Første Mosebog. Og i Islam pålægges enhver sand troende mindst én gang i livet, at tage ud på en pilgrimsrejse til Mekka. Overalt i historien støder vi på rejsende: Odysseus rejste ud, kæmpede, forandrede sig og vendte hjem; Dante rejste gennem de tre dødsriger og Gilgamesh, måske den første af alle disse rejsende, tog ud for at finde kilden til det evige liv, men vendte efter mange besværligheder tilbage med gudernes besked om, at dette ikke var for mennesker.

Jeg tror, at alle mennesker får tilbudt mindst én af den slags pilgrimsrejser i løbet af deres liv. Her mener jeg ikke en af de pilgrimsrejser, som man kan købe hos et rejsebureau, ikke en rejse fra det ene punkt til det andet på landkortet, men en indre rejse, hvorfra man ikke kommer tilbage og kan være den samme, som man var før. I modsætning til de rejser, der kan bestilles hos rejsebureauet, kan disse rejser ikke planlægges og der er ikke nogen afbestillingsforsikring. Når muligheden for sådan en rejse dukker op kommer der en budbringer og meddeler det.

Mytologien er fyldt med dramatiske beretninger om, hvordan disse budbringere pludselig varsler et menneske om nødvendigheden af at drage ud, væk fra det kendte og ind i det ukendte og måske farlige. I Mytologien er disse budbringere ofte forklædt som specielle mennesker, halv- eller helguder, eller måske som mytiske dyr. Det er de ikke mere. I dag kan budbringerne f.eks. være alvorlig sygdom, tab, sorg, et møde med døden eller vanskelige overgange i livet fra en livsfase til en anden. Men selv om budbringeren har skiftet form, så er det alligevel de samme udfordringer der varsles: Et menneske må bryde op, livet kan ikke længere leves på den hidtidige måde – nu skal der findes et nyt fundament, hvorfra der kan leves videre.

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell har beskrevet den rejse, som vi mennesker sendes ud på, når livet uden vores vilje og medvirken skifter kurs. Campbell kalder det for heltens rejse. Myter handler jo ofte om usædvanlige helte, der er smukke, skønne, stærke og uden frygt. Men det er kun på overfladen, for i dybden er myterne i stor udstrækning opstået for at vise alle (såkaldte almindelige) mennesker, at de undertiden enten er helte eller må optræde som helte i deres eget liv. Alt det, der sker på Odysseus’ rejse og i alle de andre mytologiske helteberetninger, handler om de kampe, krige og indre psykiske heltegerninger, som alle mennesker bliver kastet ud i når en budbringer melder sig og siger: Drag ud på en rejse for at finde et nyt livsgrundlag, for nu bliver livet aldrig mere som det var; altså må du forandre dig, hvis du vil leve videre.

Et eksempel på hvad der tilbydes i kataloget fra Det Indre Rejsebureau: Indtil jeg blev 50 år havde min uddannelse og mit arbejde givet mig selvtillid. Verden havde været forståelig, forklarlig og analyserbar; lys og gennemsigtig for mit undersøgende blik. Jeg  havde fortalt om den, skrevet om den, undersøgt den, til der ikke var flere hvide pletter på landkortet. Men en dag kom budbringeren i form af en sygdom, som man kunne dø af. Det var et fald fra sikkerhedens piedestal: Mit liv væltede og mistede sammenhæng. Tilværelsen gled forbi bag en glasrude, som i et udstillingslokale, hvor der står, at de udstillede genstande ikke må berøres. I montrerne lå livets forskellige genstande, som jeg kunne kigge på, men ikke røre ved.

I gamle dage ville man nok have sagt om mig: Han har mistet troen, og så var jeg blevet sendt op til præsten eller, hvis det havde været endnu tidligere, til shamanen eller troldmanden. Og faktisk var det vel sådan, at jeg nok overlevede, men alligevel havde mistet troen – nemlig troen på, at der var en mening og sammenhæng i mit liv. Tidligere i historien ville de nok have sendt mig ud på en af de indre rejser, som religionen og mytologien er så rig på: Drag ud og find en ny mening nu, hvor du for alvor har erkendt dit livs skrøbelighed og tilfældighed.

Men hvad gør man i dag? Man kan gøre, som jeg gjorde i lang tid; forsøge at glemme det, fortrænge angsten, kigge den anden vej og lade som om man ikke er hjemme når budbringeren banker på. Men på et tidspunkt kan man også begynde at se, hvad der står på skiltet over døren til Det Indre Rejsebureau: Forvandlingsrejser tilbydes. En dag må man tage udfordringen op og begynde at vandre langs den pilgrimsrute, som vi alle sammen har inden i os. Det er den rute, der kræver de kampe af os, som de gamle myter beskrev i deres dramatiske sprog: Her skal vi konfrontere de dæmoner, der forsøger at holde os tilbage i det kendte, men begrænsende syn på tilværelsen; vi skal kæmpe med den drage, som prøver at holde os ude fra hulen, der rummer hemmeligheden om, hvordan man vinder sig nyt mod på livet, når alt synes at falde fra hinanden; vi skal måske hugge slangen over, som forsøger at forgifte os med selvbebrejdelser, skyld og angst for livet, den menneskelige nærhed og kærligheden.

I myterne kan du finde mange flere af de udfordringer, som man kommer ud for på disse forvandlingsrejser, der fører én frem mod at blive et menneske, der kan klare den nye livssituation uden at hverken at stivne eller knække. Alt dette er der ikke noget mystisk eller overnaturligt ved. I alle mennesker ligger der en visdom, som der imidlertid ofte skal en nøgle til at befri. Denne visdom kan bl.a. komme for dagens (bevidsthedens) lys når en budbringer meddeler, at nu mørkner det for meget til at du kan orientere dig på den måde, som du plejer. Lytter man til denne budbringer, så sker der det, som beskrives i et af mine ynglingsdigte: In a dark time, the eye begins to see. I mørket vænner øjet sig til at se på en ny måde.

Der findes to bøger af den amerikanske myteforsker Joseph Campbell på dansk. Begge kan anbefales:

Levende myter, Thaning & Appels Forlag 1973.
Det indre verdensbillede og det ydre rum, Gyldendal 1991.

Døden som livseliksir

Skriv en kommentar

Dette er et indlæg om døden, derfor handler det om livet. Eller måske er det omvendt: det er et indlæg om livet, og netop derfor handler det om døden? Naturligvis kan jeg godt kende forskel på livet og døden, men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det var det, som den danske filosof Søren Kierkegaard satte helt på spidsen, da han i 1847 noterede sig, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig – den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard. På den måde kan tanken om døden blive til en slags livseliksir.

Det er ikke mærkeligt, at mange har været fristet til nærmest at definere livet på baggrund af døden. Sådan var det f.eks. med den franske anatom og fysiolog, Marie–François-Xavier Bichat, som i år 1800 skrev den videnskabelige afhandling ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. I barnet og det unge menneske er der en overflod af liv til at holde døden på afstand, skrev Bichat. I det voksne menneske er der mere ligevægt imellem livet og dødens anmassende kræfter, men med alderen svækkes livet, imens døden fortsat virker med uformindsket styrke.

Marie François Xavier Bichat

Livet er således gennemtrængt af døden, mente Bichat. Og så døde han i øvrigt. Som en mand i sin bedste alder, blot 31 år gammel, styrtede han af uforklarlige årsager ned ad trappen på Hôtel-Dieu hospitalet i Paris og døde efterfølgende af feber. En mand, der undersøgte de levende og de døde, og som endte med at se livet og døden som to kræfter, der virkede i mennesket på én og samme tid; som en trappe, der altid både går op og ned. En anden franskmand, nemlig filosoffen Michel Foucault, skrev senere, at Bichat var en af de første, der fordelte døden ud over hele livet.

Filosofferne i nyere tid har været uenige om, hvad det kunne betyde for mennesket, at døden på den måde ikke blot er noget, der sker på et tidspunkt, men at døden er de levendes problem igennem hele livet. Én ting har de dog været relativt enige om: bevidstheden om døden skærper opmærksomheden på livet. Uenigheden knytter sig til, om denne opmærksomhed på døden gør livet absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente f.eks., at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger, ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet en mening.

For os almindelige mennesker er det nok både-og, alt efter hvem man er og hvad man har oplevet. Det er min opfattelse, at det let bliver meget frelst, at kræve et bevidst forhold til døden; at vi i vores psykiske nøgenhed skal kunne møde døden ansigt til ansigt. Den dybeste medfølelse må altid favne de mennesker, der står over for døden, både de døende og de pårørende. Der er ingen lette løsninger givet for dem. Ganske vist arbejder psykologien med, hvordan vi kan få psykisk kontrol over krisesituationer, men i mødet med døden handler det netop om at forholde sig til det, som vi aldrig kan få kontrol over, og som derfor er så angstfremkaldende.

Uanset om vi oplever døden, som en del af livet, der tilmed giver det mening, eller om vi ser den som en ydre, fremmed magt, der ikke er plads til i livet – så kan vi ikke snige os forbi den. Engang stod jeg selv over for døden, og troede virkelig ikke, at jeg skulle overleve den sygdom, som havde ramt mig. Derfor ved jeg godt hvor svært det er, at gøre døden til en del af livet; erhvervelsen af denne viden, som du gerne må kalde banal, kostede mig en del år i psykoterapi. Dødsangsten er ikke af den grund forsvundet som dug for solen, men tanken om døden kaster mig i stigende grad tilbage til nutiden, hvor jeg rent faktisk lever – her og nu. Så måske er det ikke udelukkende forholdet til døden, der er problemet, men endnu mere forholdet til nutiden, som paradoksalt nok er det vanskeligste sted for os at tage bolig.

Fortiden og fremtiden indtages langt lettere end nutiden, men betænk alligevel, hvad den ellers så dystre filosof  Arthur Schopenhauer skrev: …alene nutiden er alt livs form. Til gengæld er nutiden livets sikre ejendom, hvorfor denne aldrig kan fravristes livet. Det nu, som du nu har med din elskede, er Jeres sikre ejendom; det nu, som du er i nu, er din sikre ejendom, hvilket hverken fortiden eller fremtiden er: Nutiden og dens indhold er der altid. Begge står fast uden at vakle – som regnbuen på vandfaldet, skrev Schopenhauer i ”Verden som vilje og forestilling”.

Oldtidens filosoffer sagde, at filosofi var en slags forberedelse til døden, men samtidig oplevede de også filosofi, som en måde at leve på. Denne levemåde var karakteriseret af en intens, bevidst opmærksomhed på det levede nu. For mange af oldtidens filosofiske skoler var det netop meditation over døden, som gjorde det muligt, med størst intensitet, at leve i nuet. Disse filosofiske skoler dyrkede ikke døden som en kult, men som en eliksir, der lærte dem at leve i nuet, og prise den sikre ejendom, som nuet er. På den måde har døden altså ret meget med livet at gøre. Eller måske er det omvendt: på den måde har livet ret meget med døden at gøre?

Ungdomskæresten

Skriv en kommentar

I weekenden opdagede jeg helt tilfældigt, at en af mine ungdomskærester er død. Hun blev 58 år, og det er helt absurd at skrive dette tal. Ungdomskærester bliver bare ikke 58 år gamle; de forbliver unge. Derfor er det en ung pige på 23 år, der er død, og jeg lyver helt sandfærdigt. Nok er det ikke historisk korrekt, at hun stadig er i live, det viser dødsannoncen, men det er følelsesmæssigt sandt, at hun stadig er en smuk ung pige på 23 år der foreslår, at vi går hjem til hende.

Sproget beskriver virkeligheden, men dét er kun en lille del af sprogets opgave, for det skaber nemlig også virkelighed. Sandfærdigheden af denne lille fortælling kan derfor kun vanskeligt betvivles. Ordene i dødsannoncen beskriver noget, der er sket: at hun er død. Mine kommende ord skaber imidlertid en ny virkelighed for min ungdomskæreste, hvor hun igen er vækket til live. Lige nu er hun nemlig der, hvor alle døde kommer hen: i hjerterne hos dem, som de har betydet noget for. Det kunne vi også kalde for den levende erindring.

Jeg ved ikke hvordan hun levede i de mange år efter vores kærestetid. Hun tænkte nok lige så lidt på mig, som jeg tænkte på hende. Og vi mødtes kun en enkelt gang, da vi for mange år siden kort stødte ind i hinanden på Rådhuspladsen. Jeg skulle dog bare læse hendes dødsannonce, så var hun installeret i mit hjerte og vækket til live gennem mindernes arkæologi. Som den tysk-engelske forfatter W. G. Sebald skriver, så er de døde jo uden for tiden, hvilket gør grænsen mellem livet og døden langt mere gennemtrængelig end vi umiddelbart regner med. I selskab med en af de døde, er det meget lettere at overskride grænserne bagud i tiden, i jagten på tilbageblevne spor, som bare endnu ikke er opdaget.

Der kan naturligvis psykologiseres meget over min pludselige opmærksomhed på minderne om min ungdomskæreste, nu hvor hun er død. Er det min egen død, jeg på den måde ser i øjnene og reagerer på? Er det en midaldrende mands vemodige nostalgi? Muligvis, for enhver rejse i hukommelsen er en rejse i både fortid og nutid. Men det blev også en slags meditation over alt det, der hele tiden går i glemme. Og for igen at tale med W. G. Sebalds ord: begæret efter at ophæve glemslen og finde ud af hvem man selv er, og hvordan man er blevet det.

I de seneste dage er der således sket en delvis afvikling af glemslen omkring min ungdomskæreste. Hendes stemme taler igen og fortæller historier, som tvinger selvrefleksionen frem. Minder er ikke afsluttet blot fordi de overlejres af tidens gang. Både glemslen og erindringen ændrer sig. Og min ungdomskæreste er ikke en millimeter mere død end hun stadig kan flytte rundt på elementer i min historie. Hun ændrer på mig og jeg ændrer på hende i rejserne mellem de forskellige tidslommer.

Jeg er ved at blive en lidt ældre mand. Men der er ting, som jeg stadig gør med ungdommens lethed. Jeg ser bl.a. på min ungdomskæreste med den unge mands betagelse: Hendes lidt specielle gang, let løftet på tæerne, fregnerne på hendes arme og modermærket i hårgrænsen. Forfatteren Milan Kundera skriver i bogen Udødeligheden, at vi med en vis del af os lever uden for tiden. Jeg tror det er når vi erindrer, tænker og genfortæller. Så er vi ikke afhængige af at tiden er gået, at ungdomskæresten er død i en alder af 58. Det der gælder, er den stemthed, helt uafhængig af tiden, som mødet med hende i erindringen fremkalder. Og denne stemthed kender ingen grænser, hverken mellem fortid og nutid eller mellem de levende og de døde: Til min dødsdag, og lang tid efter, vil hun forblive min smukke ungdomskæreste på 23 år.

Døden er umoderne

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kendte mine forældre et ældre ægtepar, hvor konen dagligt, hen over morgenkaffen og -avisen, sagde til manden: Når en af os dør, så afbestiller jeg Berlingske Tidende. Nu døde de imidlertid med blot få dages mellemrum, så ingen af dem nåede at afbestille avisen. Der gik dog lang tid før det kom så vidt, for de blev meget gamle; begge nåede at blive langt over 90 år selv om specielt manden var meget interesseret i livet efter døden, og på eget forlag havde udgivet en lille bog om netop dette emne, hvor han beskrev sjælens gentagne liv her på jorden. Derfor er jeg også sikker på, at han ville have læst en artikel, som for nylig stod i hans gamle morgenavis, med stor forundring. Den handlede nemlig om det moderne menneskes forsøg på at bekæmpe døden.

Kort fortalt handlede artiklen om den desperate krig, som mange mennesker fører imod alderdommen og døden. Det nyeste amerikanske redskab inden for denne disciplin er et såkaldt humant væksthormon. Når det bliver sprøjtet ind i kroppen skulle der indtræde en ”foryngelse”, hvor rynkerne glattes, kropsfedtet reduceres, muskelmassen og knoglestyrken øges, libidoen tiltager og samlet set efterlader brugeren med en oplevelse af ny vitalitet og ungdom.

Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde for mange år siden, at døden er uamerikansk. I virkeligheden kan vi tilføje, at døden tilmed er umoderne. Det Toynbee mente var nemlig, at i en kultur som vores, der lægger så meget vægt på fremskridt, styrke, ungdommelig vitalitet og skønhed, og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads. Det er umoderne at acceptere grænser for sin udfoldelse. Enhver begrænsning opleves som vilkårlig og tyrannisk, og da døden er den ultimative begrænsning anses den ofte for at være en krænkelse af menneskets suverænitet.

I sådan en kultur kan alene tanken om døden opleves som en frygtelig erfaring, der gennem hele livet må bekæmpes med alle midler. Nu er det jo bare sådan, at døden, som næsten det eneste, ikke kan bekæmpes. Ethvert forsøg på at undgå den er meningsløst, men så kan man jo i stedet prøve at bekæmpe dødens årsager.

F.eks. kan man jo gøre en hel del for at undgå mange sygdomme. Man kan motionere, spise sundt, lade være med at ryge, tage mineraler, vitaminer osv. Desuden kan man forsøge at holde alderdommen på afstand, ved at glatte rynker, stramme op, indtage mikstur og humane væksthormoner, som de skriver om i avisen.

Og imens man gør alt det rigtige, er der ikke tid til at tænke over den grundlæggende forfængelighed (og forgængelighed) i alle disse bestræbelser på at fortrænge tanken om døden. Den eksistentielle uro der udløses af alderdom og død kan således næsten glemmes gennem den daglige fokusering på helbredet.

Man fortvivler ikke så længe man kan handle, og døden kan man ikke handle over for. Det kan man imidlertid i forhold til mange af de årsager, som vi mener døden har. Men vi dør ikke fordi vi bliver syge. Vi bliver syge, fordi vi er dødelige. Dødens problem kan derfor ikke erstattes med helsens problem. Prøver man det, er der fare for at overse det liv, der er her og nu til fordel for en forventning om kvaliteten og længden af det liv, der vil komme; altså en slags en tøven over for det her-og-nu-levede-liv. Det kan være svært at leve i nuet, hvis meget af ens energi er bundet op på at skabe forudsætningerne for et langt og sundt liv. På den måde vil angsten for døden på et tidspunkt kunne omskrives til angsten for at dø uden at have levet. Angsten for døden bliver altså til en slags livsforskrækkelse.

Mine forældres gamle venner motionerede ikke og de røg og levede så usundt, som man nu gjorde dengang. Det siger jeg ikke, at man skal. Men helse- og ungdomsbølgen har fået et omfang, der kan ende i en form for livsglemsel, som ville have været dybt fremmede for de to gamle mennesker. Hver morgen mindede de jo hinanden om, at én af dem en dag ville dø og efterlade den anden, som så kunne afbestille avisen. Dette daglige, næsten rituelle, memento mori– husk på døden – fik dem måske til at glædes over, at de i hvert fald var vågnet op til  endnu en morgen.