Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Meditation over mine døde

Skriv en kommentar

En nat vendte jeg mig om i sengen, fordi der blev kaldt på mig. “Følg os,” lød det fra flere stemmer, som jeg med det samme vidste hvem var. Det var mine døde og ikke kun mine, men også de døde, som havde været tæt på de mennesker, som jeg elsker: Der var mine afdøde forældre, min ungdomskæreste og de venner, som var borte nu, der var mine svigerforældre, og der var Glaspigens døde, hendes første kæreste, hendes mor og hendes tætte veninde. Der var alle de døde, som jeg på den ene eller anden måde har i mit liv, gennem de levende omkring mig.

Det var ikke nogen uhyggelig drøm. De døde opfordrede mig ikke til at følge dem ind i døden, men til at beholde dem i mit liv. Jeg tror det var en drøm, som skulle trøste mig, fordi man jo kan komme til at opleve sin egen død, som meningsløs og ganske sikkert ved, at den ikke kan overtages af andre og ikke engang erfares af andre. Alle mine døde havde oplevet netop dét, og nu var de her igen for at besegle vores fællesskab på tværs af den ultimative grænse mellem livet og døden.

De hævede ikke deres stemmer; til sidst hviskede de blot: “følg os.” Og så forsvandt de lige inden jeg fik vendt mig helt om. De var væk da jeg løftede hovedet, men ekkoet af deres kalden fortsatte med at mumle i rummet omkring mig. “Følg os.” Og så gik jeg ind i mit arbejdsværelse og tog den blå notesbog, for at skrive lidt om mine døde, så de med det samme kunne vide, at de stadig var med-levende i mit liv.

Hvis vi vil sige ”jeg lever” må vi også sige “jeg lever med.” At leve er en med-leven, en leven sammen med andre; både vores levende, og paradoksalt nok også vores døde. At leve er at dele livet med andre, også hinsides deres liv, helt ind i deres død – gennem erindringen om vores med-liv sammen med dem. Et andet menneskes død betyder, at vi må begive os ud på en rejse for at genfinde dem i en anden betydning end da de var i live. Der er intet mystisk og overnaturligt ved kontakt med de døde. Det har vi alle i den forstand, at vi forsøger at overvinde afstanden til de døde gennem erindringen.

Det er også gennem denne erindring, at vi har adgang til vores egen død. Det begrænsede vi kan lære om døden, kan vi lære af de døende og de døde. Vi kan ikke lade os falde ud af tiden for at lære noget om døden. Gennem størstedelen af livet er det andres død, som er vores primære erfaringskilde til døden. En filosof har sagt, at menneskets væren er en væren-til-døden, og denne død er vores egen død. Men den første erfaring af vores egen død får vi gennem andres død.

Nogle af disse – mine døde – vendte tilbage den nat, mens de sandsynligvis har kigget nærmere på de levende, der lå i vores seng. Så kaldte de “følg os.” Ikke fordi vi skulle dø nu, men nok fordi de ville fortælle os lidt om de levendes fællesskab med de døde, om den måde, som de døde stadig med-lever i vores liv.

Ved et menneskes død begynder der et nyt liv for de efterladte. Dér i sengen lå vi og levede et andet liv end før vi mistede mennesker tæt på os. På den måde har de døde stadig indflydelse på de levende. Og de levende har indflydelse på de døde, ikke alene ved erindringens kraft, men også gennem de fortællinger, vi lader vokse op om de døde.

Polyamory – The Future of Love?

Skriv en kommentar

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Philosophy To Go

Skriv en kommentar

En dag spurgte hun mig: »Hvorfor valgte du at læse filosofi?« Jeg svarede med de ord, som afsluttede min gamle amerikanske yndlingsserie på tv, X-Files: »The Truth is Out There!« Mit liv i sig selv havde ikke helt givet nogen mening. Men der var en mening, når jeg i korte øjeblikke formåede at se mit liv, som en del af noget større. Når jeg ikke blindt og tankeløst accepterede verden, som noget selvfølgeligt, men både som en gave og en gåde, jeg måtte undersøge og trænge dybere ind i. Der var en vej derude, og der var langt mere end jeg kunne forstå – det var i denne uvished, jeg så en mulighed. »The Truth is Out There!«

Men måske er jeg bare blevet en Second-Hand tænker; en brugt-tanke-tænker. Hvordan kan man snart være andet? Der er jo tænkt næsten alt mellem himmel og jord i den tid, hvor filosofien har gjort fordring på, at dyrke gudinden Sophia – visdommens gudinde. I 2.500 år har filosofien spekuleret over alt fra gudernes væsen til menneskets væren, fra verdens beskaffenhed til hvordan det mon er, at være en sten. Hvad kan gudinde Sophia efterhånden mere kræve af menneskets filosofiske tænkeevne? Det siges da også, at den tyske mestertænker Immanuel Kants sidste ord skulle have været “genug” – på dansk “nok” – for ham var der i hvert fald ikke mere at tænke.

Også for mange efterfølgende tænkere havde Kant udtømt filosofiens mulige rige med hensyn til, hvad der kunne tænkes af helt nye tanker. I hvert fald gav hans filosofi udtryk for, at den vidste, hvad der kunne vides og hvordan – og tilmed også, hvad der ikke kunne vides. Kant havde filosoferet over både det tænkelige og det utænkelige og hvad skulle der så være tilbage, at tænke og filosofere over? Men der blev naturligvis fortsat filosoferet og tænkt, selv om den engelske filosof A.N. Whitehead senere har ment, at al europæisk filosofi dybest set blot er en slags fodnote; ikke til Kant, men til oldtidens Platon.

Siden Platons tid har der alligevel været udvist en fantastisk idérigdom inden for filosofien, og det kunne ikke engang den store Immanuel Kant sætte en stopper for. Men selvfølgelig er der alligevel mange, som har vendt filosofien ryggen. En af dem var rumæneren E.M. Cioran, som vendte sig væk med den begrundelse, at det var umuligt at opdage nogen menneskelig svaghed hos Kant og måske også hos alle andre filosoffer. Efter Ciorans smag hævdede de nemlig, at kunne vide for meget. Og med hensyn til Kant kan vi nok godt give Cioran ret, for Kant sagde jo, at han både vidste, hvad vi kunne vide og hvad vi ikke kunne vide. Hermed er videre tænkning nærmest sat skak mat.

For at filosofien skal kunne leve må der være nogle åbninger, eller der må skabes nogle åbninger i forhold til, hvad der kan filosoferes over, ellers bliver man jo bare en genbrugs-filosof. Min gamle professor i filosofi sagde ved en forelæsning, at filosofi er kritisk eftertanke over alt det, som vi tager for givet. Og der er jo ganske mange ting, som vi tager for givet – flere og flere endda. Ikke mindst inden for etikken og moralen, hvor den fremvoksende selvfedme med hensyn til det rigtige og det forkerte godt kunne trænge til lidt filosofisk eftertanke, så der blev skabt lidt mere usikkerhed. På etikkens område er det ikke dogmatisk sikkerhed vi har brug for, men en usikkerhed, som konstant kan åbne for ny eftertanke.

Mange tror fejlagtigt, at filosofi har noget at gøre med sikkerhed, måske endda med opnåelse af sikker viden. Men filosofien lever stadig efter 2.500 år, fordi den grundlæggende næres af usikkerhed, og den dør i det øjeblik mennesket bliver for sikker – på sig selv, på sine evner, på sine muligheder, på sin viden, sin kontrol og sit overblik. Overtager denne sikkerhed filosofien får vi brug for en anti-filosofi, som kan genskabe den filosofiske usikkerhed og geninstallere spørgsmålene og tvivlen i både menneske og samfund. Tvivl åbner for eftertanke og fornyet undersøgelse. Sikkerhed kan forblinde, så vi lukkes inde i fasttømrede systemer og ikke kan være i konstant og skabende bevægelse.

Det er ikke et problem ved filosofien, at den ikke giver nogen endegyldige svar. Det er dens uafsluttethed, som er filosofiens mulighedsrigdom. Den franske filosof Gabriel Marcel sagde, at filosofien ikke kan dø, fordi det er en menneskelig grundbetingelse, at være bevidst om eksistensen af ubesvarlige spørgsmål. Ethvert menneskeliv er fuld af de dybeste dramaer, de mest uforklarlige hændelser og eksistentielle mysterier. Filosofien forsøger bl.a., at komme tæt på og beskrive disse mysterier. »The Truth is Out There!«PTG platon og aristoteles

Når jeg går gennem København køber jeg ofte en Coffee To Go. En Instant Coffe, som jeg kan varme mig ved på turen gennem byen. Men der er også behov for en Philosophy To Go, for virkelig filosofi opstår gennem konfrontationen med virkelige ting, som vi bl.a. møder på en tur gennem byen og i det hele taget på turen gennem livet. På turen gennem byens gader bryder ens gamle forestillinger hele tiden sammen, bliver udfordret og krakelerer, hvis man sætter sig selv i parentes og er opmærksom på alle tingene, hændelserne og episoderne, der udspiller sig lige foran én.

Med opmærksomheden rettet ud, væk fra alt det, som man ellers ved og tager for givet, har man en slags Philosophy To Go, som baner vejen ind i mysterier, og som sætter etableret viden sammen i nye kombinationer. Måske går vi der, hvor vi har gået før, men alle steder er der alligevel usynlige dimensioner, som tidligere er blevet overset, ikke undersøgt og ikke samtænkt med det, vi i forvejen vidste.

Philosophy To Go er at lade sig forstyrre af det fremmede, som imidlertid ofte er det vi har set på tusind gange før på den samme rute gennem byen, men som vi i åbenhed pludselig lader tale til os. Philosophy To Go er at lade stenene tale til os om, hvordan det er at være en sten og så måske begynde at overveje, hvilken forskel der er på det at være en sten og det at være træet på Assistens Kirkegård, det at være bænken bag muren, det at være mig og det at være fremmed for hende, der lige cykler forbi. Hvordan er det overhovedet at være i verden? »The Truth is Out There!« Tag en Philosophy To Go og undersøg det.

 

Litteratur:

Ian Bogost: Alien Phenomenology, or What It’s Like to Be a Thing, University of Minnesota Press, Minneapolis 2012.

E.M. Cioran: A Short History of Decay, Penguin Books, London.

Jeffrey Jerome Cohen: Stone. An Ecology of the Inhuman, University of Minnesota Press, Minneapolis 2015.

Gabriel Marcel: The Mystery of Being. Vol. 1: Reflection and Mystery, St. Augustine’s Press, South Bend, Indiana 2000.

Eugene Thacker: Starry Speculative Corpse. Horror of Philosophy, Vol. 2, Zero Books, Winchester 2015.

Min fars stol

Skriv en kommentar

Da min far døde mistede jeg adgang til en viden, som nu for altid ville være skjult for mig. Børn er fyldt med forventninger til, hvad deres forældre kan fortælle dem, og jeg var næsten kun et barn da han døde. Derfor måtte jeg indstille mig på en evig jagt efter erindringer, som kunne antyde, hvad min far måske ville have fortalt mig, hvis han ikke var død så tidligt.

Min far døde uden selv at vide det. Han havde næsten lige rejst sig fra sin stol. Så gik han aftentur og faldt død om i armene på sin kone, min mor. En nådig død, sagde de velmenende, han opdagede det slet ikke, pludselig var han bare væk, uden at vide det. Men hvad var det, han ikke vidste? At han få minutter før havde siddet i sin skrivebordsstol og talt med sin kone og søn?

Min mor og jeg vidste det til gengæld. Både at han minutter før sin død have været helt levende, dér i stolen, og at han nu var død. Stolen stod der stadig, trukket ud fra skrivebordet, da vi om natten kom hjem fra hospitalet med hans tøj i en plasticpose, som om han bare lige var gået et øjeblik.

At leve med sorgen betyder bl.a., at leve med oplevelsen af, at der var noget, som ikke blev sagt og ikke gjort; noget, som jeg ikke fik at vide og noget, som jeg burde vide om min far. Men der var ikke tid. Alle de spørgsmål, som jeg i løbet af livet har ønsket at stille ham er derfor forblevet spørgsmål til mig selv.

For mig blev stolen en af de skjulte erindringsveje til den viden, som jeg ellers mistede adgang til, da min far døde. I dén stol havde han siddet og skrevet i sin dagbog, her havde han siddet og læst og ført samtaler med mange mennesker. Han havde næsten dagligt siddet i stolen og sovet i et kvarter efter arbejdstid, og én gang om året siddet i den og udfyldt selvangivelse. I de senere år af sit liv sad han også i den og så tv, og før den tid var det hans radiostol.Stolen

Stole er ting, de er redskaber, ikke-menneskelige ting, konstruerede og tilsyneladende døde ting. Men også den slags ting, de døde og blot materielle ting, har noget særligt i sig: En slags tings-kraft, som er mere end deres blotte væren en ting. På samme måde som mennesker, har ting mere i sig, end man umiddelbart kan se. Er det mig, der fortæller historien om min fars stol? Måske. Men det et stolen, der får mig til at fortælle. Det var således min hensigt, at skrive noget om min far. Og så resulterer det altså i, at jeg ender med at skrive om stolen, som han sad i få minutter før han døde. I dag står den i mit arbejdsværelse og undertiden kan jeg mærke varmen fra hans tilstedeværelse når jeg sætter mig i den, eller bruger den til bøger, som jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af.

Da min far for sidste gang i sit liv rejste sig fra stolen d. 2. oktober 1979, kl. cirka 20 blev den forviklet med verden på en ny måde. Den blev åbnet mod verden og afslørede et dyb af nye betydninger. Måske er det bare en træstol med slidt betræk. Men efter hans død ophørte stolen med at være en livløs genstand. På samme måde, som mennesker kan blive tingsliggjorte når deres særegne værdier fjernes, kan ting blive menneskeliggjorte når deres særegenheder afsløres og opdages.

Plet

Skriv en kommentar

Det kunne være en flueplet på skærmen. Men der er ikke nogen fluer om vinteren, så det ender nok med at være korrekt: Det er Jorden set i en afstand af 6,4 milliarder kilometer. Billedet er historisk og hedder “Pale blue dot.” Det blev taget den 14. februar 1990 af rumsonden Voyager 1, og på billedet fylder Jorden mindre end en pixel.palebluedot

Plet, prik, dot, intet. Man skal vide, hvor det er på billedet, og hvad det er. Billedet er så at sige taget på vej ud ad solsystemet. Rumsonden var på vej væk, endnu længere væk, ud ad vores solsystem, men så drejede teknikerne kameraet og vendte det i retning af den blege plet og tog et sidste billede af Jorden fra en afstand, der ikke kan begribes.

Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) sagde, at der er en uendelighed, som går udad i rummet. Fotografiet “Pale blue dot” er det nærmeste vi kan komme et billede af den uendelighed, som Pascal talte om. Det mærkelige er imidlertid, at når man kikker på fotografiet, taget fra en afstand af 6,4 milliarder kilometer, så føles det også som om, der åbner sig en uendelig afgrund i én selv. Hvem kan ikke føle sig fortabt, stillet over for pletten på billedet, vores hjem, vores sikre grund, centrum for alt i vores liv – eller en flueplet? Ikke kun en fortabthed i forhold til det store verdensrum, men også i forhold til ens eget liv, symboliseret ved den blege plet.

Den amerikanske astronom Carl Sagan (1934-1994) var manden bag fotografiet, og han tillagde det ikke kun videnskabelig betydning. Han bad os om at kikke nøje på det. Se på pletten; det er os, alle os, dem vi elsker, alle dem vi kender og alle de andre, alle muslimerne, de kristne, jøderne, alle dem med de forskellige ideologier og økonomiske doktriner. Alle dem, der er i krig lige nu, de små, de store, de gule, sorte, brune og hvide. Alle der sover og alle der er vågne på den anden side af Kloden. Alle der ligger på lur og alle der bliver luret på, alle der vil skade og alle dem, der bliver skadet af alle dem, der vil skade. Alle præsidenterne, alle akrobaterne, alle de afslørende journalister, alle de valgte og alle vælgerne. Alle, der sidder alene og alle på swingerklubberne, alle foran skærmen og bag den. Alle mennesker, kvinderne, mændene, børnene, bøsserne, de lesbiske og de polyamorøse. Klatten rummer dem alle, den er deres eneste sted, deres fælles hjem.

Vi er dér, på pletten, den blege plet, fotograferet af en rumsonde med ryggen til uendeligheden. På denne plet taler videnskaben i dag om, at vi er gået ind i den atropocæne periode, eller menneskets epoke. Det betyder, at mennesket har fået en planetforandrende kraft med indflydelse på, hvordan Jordens levende og fysiske systemer forandrer sig. Det betyder imidlertid ikke, at vi samtidig er i stand til at kontrollere de forandringer, som vi sætter i gang. Ofte er forandringerne jo netop ikke-intenderede eller bivirkninger fra noget, som vi satte i gang af helt andre årsager. Klimaforandringerne er blot et enkelt eksempel på dette.

For Blaise Pascal ville det have været umuligt, at forstå begrebet “menneskets epoke.” Han ville ganske enkelt ikke have forstået den selvtillid og selvsikkerhed, hvormed mennesket i dag ser sig som verdens (be)hersker. Stillet over for det uendelige rum, som Pascal kunne se med sit blotte øje, når han kikkede op på nattehimlen over Frankrig, blev han grebet af en uendelig ydmyghed i det indre. Med denne uendelighed hængende over hovedet måtte mennesket nødvendigvis tænke på sin egen begrænsning, mente Pascal, uden overhovedet at kunne forestille sig, at mennesket en dag skulle tage et selvportræt fra 6,4 milliarder kilometers afstand.

Dunkelheden, der møder os fra det uendelige univers med klatten lidt til højre, ville for Pascal være en opfordring til besindighed. Vi har bevist menneskets storhed ved overhovedet at kunne sende et menneskeskabt stykke teknik ud i rummet for at tage dette selvportræt. Den forsvindende og blege klat rummer dog også kravet om selvbegrænsning og opmærksomhed på det forhold, at klatten faktisk forsvinder når man kikker væk i et kort øjeblik, og så skal man have hjælp for at finde den igen.

Et digt om is

1 kommentar

Og nu til det vigtige
for vi gider ikke IS-terrorister
med kalashnikov og håndgranater.
Skal vi have IS
skal det være regnbue-is.

Vi vil ikke fuck’es op
af tossede mullaher og angste lørdage.
Vi vil have åbne pladser og musik i baren
hvor vi snakker og snakkes ved
med Gud og hvermand
og kaster blikke på de andre
som ikke virker en skid farlige
og vi vil fantasere
om muslimsk flerkoneri og tænke over
hvorfor fanden de ikke er lidt gladere.
Men vi bliver nok ikke muslimer af den grund
for det er hyggeligt nok
at snakke om.

Vi gider ikke at tilbringe fremtiden
med at vente på Breaking News
om Syriske mørkemænd
eller forholde os til
om den lille fyr i bussen
med ledninger i ørene
er selvmordsbomber
eller et barn med en iphone.

Hold nu op!
I får ingen til at elske kalifatet
med en bombe i røven.
I kan ikke lokke os med løfter om steninger
og tusindårsriger med masser af jomfruer.
Vi vil have lørdage med fodbold
og indkøb i Netto eller en snak
med den arabiske frisør i gaden.

Gu’ vil vi ej frygte jer
for direkte oversat betyder terrorist
en der er så sølle
at han sørme tør angribe ubevæbnede
og forsvarsløse mennesker
og tør skyde på dem med våben
der kunne sænke et slagskib.
Dén var ikke gået i skolegården
der var I blevet moppet for fejhed.

Nu er I advaret.
I har ikke en chance imod os.
Forstå nu at I har en dårlig sag
når jeres bomber blæser hovedet
af mennesker der intet har gjort.
Det er en tabersag
at smide med død og ødelæggelse i Paris
i København og hvor som helst
hvor der er mennesker
der ikke gider at være kringsat af fjender.

Min farmors undulat

Skriv en kommentar

En dag blev min farmors undulat
som bare fanden
grebet af galskab.

Det var i 1943 og den dag
hvor fuglen opdagede at burets låge
og vinduerne til krigssommeren
stod åbne på én gang.

Uden varsel foldede den vingerne sammen
og tro imod tyngdeloven
men stik imod fugles opstigende natur
styrtede den sig i døden
fra vinduet på Holmbladsgade.

Min farmors undulat
som min far havde givet navn
kastede sig ud fra femte
og ingen i familien kunne forstå det
for i sekunderne inden den opdagede
at lågen og vinduerne var åbne
havde den fløjtet og skræppet
faktisk så muntert
syntes de.

Oktober

Skriv en kommentar

Oktober er den mærkeligste måned
uden indsigt i kalenderens forpligtelse
til at binde året sammen.

September har placeret sig i forlængelse af varmen
mens november hoster og snøfter
for at forberede os på kulden.

Men oktober er en mærkelig måned
som har mistet erindringen om sommeren
og er uden forventning til vinteren.

Oktober er den mærkeligste måned
tanketom og lunken
en fuser som man ikke skal gå tilbage til.

Hverdagens Venus

Skriv en kommentar

På væggen i mit arbejdsværelse hænger der en reproduktion af den spanske maler Velásquez’ store maleri af den liggende Venus. Hun har ryggen til os, så vi kan ikke se hendes ansigt direkte. Men foran hende holder Cupido et spejl op, og fra det kan vi få et indirekte blik på kærlighedsgudindens ansigt.RokebyVenus

Jeg har det hængende for at huske på betydningen af det direkte blik, den direkte, her-og-nu-forbindelse med dem, som man elsker. Det er ikke dét, som billedet er malet for at udtrykke, men for et stykke tid siden læste jeg en fantastisk historie om et menneske, som på grund af skæbnens spil aldrig fik set nok til sin elskede. Og i dén historie spiller Velázquez’ maleri, og ikke mindst spejlet, et central rolle.

Det drejer sig om den belgiske forfatter Stefan Hertmans familiehistorie Min bedstefars himmel. Den er først og fremmest en gribende fortælling om forfatteres bedstefar, og om tiden i Europa under og efter første verdenskrig. Stefan Hertman bygger fortællingen på de notesbøger, som hans bedstefar skrev. Det blev til 600 sider, skrevet i hånden, før Hertmans bedstefar, Urbain hed han, havde skrevet det, han ville om sit liv.

Bogen, som bygger på Urbains notesbøger er på alle måder dramatisk. På de ydre linjer, fordi den følger Urbains oplevelse af første verdenskrig, helt ude ved fronten, hvor intet menneskeligt mere er genkendeligt. Og på de indre linjer, hvor notesbøgerne fortæller en kærlighedshistorie, hvor alt det smukkeste menneskelige flyder, som en stille understrøm. Det er historien om, hvordan Urbain mødte den smukke Maria Emelia, hvordan han mistede hende, og hvordan han blev ved med at huske hende på grund af spejlet i Velázquez’ maleri.

Maria Emelia var naboens yngste datter og fra sit værelse kunne Urbain se ned på gårdspladsen, hvor hun tit viste sig. Jeg skal ikke trætte med, hvordan de blev kærester, men blot med Urbains ord fortælle, hvad han følte: »Jeg har fundet en himmelsk pige, som jeg kan knytte mig til og glemme gruen.« Det var krigens rædsler, som Maria Emelia fik Urbain til at glemme. De rædsler, som ellers truede med at tage magten fra hans livsmod. Men som han skriver i notesbogen, så trøster hun ham ved at sige: »Fat mod, min lille soldat, vi skal giftes til foråret.«

Urbain havde arvet sin fars store talent for at male og fulgte undervisningen på kunstakademiet. Det kan derfor ikke undre nogen, at han lover, at han vil male Maria Emelia, hvis hun en dag vil sidde model for ham. Men denne kærlighedshistorie bliver kort, fordi Den spanske syge spredte sin virus til næsten alle hjørner af Europa. Den rammer også Maria Emelia og i løbet af kort tid dør hun i armene på den knuste Urbain.

Urbain kom sig aldrig over denne sorg. Men han blev gift med en anden kvinde. Igen var det naboens datter, men nu Maria Emelias storesøster. Det var vist noget forældrene fik arrangeret, og det er svært at forstå, hvordan det må have været for Urbain at blive gift og tilbringe resten af livet sammen med søsteren til sin store kærlighed.

Som Stefan Hertman skriver, så bygger troen på den store kærlighed, jo netop på forestillingen om uerstattelighed, på den eneste ene. Og de var forskellige, de to søstre. Der var ikke mange af Maria Emelias træk, hverken psykisk eller fysisk, som gik igen hos storesøsteren. Kvinden, som Urbain blev gift med forblev utilnærmelig igennem hele livet. De fik børn, men ellers nægtede hun ham al nærhed og ethvert favntag.

Det er ikke mærkeligt, at Urbain derfor måtte lade Maria Emelia vende tilbage i en anden skikkelse. Han forblev søsteren tro igennem hele livet, men uden nogen opdagede det, fik han alligevel Maria Emelia med ind i tilværelsen. De havde kun været kærester i kort tid og Urbain havde aldrig set Maria Emelia nøgen eller haft mulighed for at elske med hende og mærke hendes krop under sig. Men hun havde været sanselig og der var mange løfter i de berøringer og kærtegn, som de havde haft mulighed for at udveksle.

Der findes kun et enkelt og meget dårligt og udvisket fotografi af Maria Emelia. Stefan Hertman så det da han skrev bogen om sin bedstefar. Han kendte naturligvis også alle de malerier, som Urbain med stort kunstnerisk talent havde malet. Blandt andet havde Urbain fremstillet en kopi af Velázquez’ maleri af den nøgne Venus, der lå og spejlede sig. Det var kendt i familien, at Urbain havde malet denne kopi og billedet stod fremme i hjemmet. Da Stefan Hertman skulle skrive bogen om sin bedstefar opdagede han imidlertid noget, som ingen andre havde lagt mærke til: Kvinden på maleriet ligger jo med ryggen til og man kan kun se hendes ansigt i spejlet. Men i dette spejlbillede genkendte Stefan Hertman ved et tilfælde Maria Emelias ansigt.

Urbain havde alligevel malet Maria Emelia, selv om hun ikke fik direkte mulighed for at være hans model. Han huskede hendes ansigt og gav det til Venus, kærlighedens gudinde. Maria Emelia var Urbains livslange kærlighedsgudinde, som han kun havde haft alt for kort tid til at tilegne sig. Men så malede han Velázquez’ Venus og gav hende Maria Emelias ansigt i spejlet. Både Venus og Maria Emelia var uopnåelige på hver deres måde. Men hver gang Urbain så på sin egen gengivelse af Velázquez’ maleri kunne han i spejlbilledet se hende, som skulle have været hans Venus i hverdagslivet.

Når jeg ser på den reproduktion, som jeg selv har hængende af Velázquez’ maleri, tænker jeg på hvor tæt-væk Urbain må have følt Maria Emelia i maleriets spejl. Og dét er en god erindringsøvelse for at huske på, hvor tæt man heldigvis stadig kan være på sit eget livs hverdags-venus’er.

Ordskælv

Skriv en kommentar

Ord er Big Bang på speed
de skaber verdner hurtigere
end Gud kunne nå at sige
Der skal være lys!

Ord samler alle grundstoffer
og bliver til en verden
som barnets første lyd
får til at ekspandere.

Ord får verden til at mutere
de skaber nye betydninger
og lader verden på verden
blive til ved ordene.

Ord er gener som opsplittes
og samles til nye verdner
når de støder sammen
i babelske ordskælv.

Ord skaber verdner
og dem som ikke tror det
har aldrig mødt et andet menneske
som sagde: Jeg elsker dig!