Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Sjælefuglen

Skriv en kommentar

sjaelefuglenHer i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.

Solstråle

Skriv en kommentar

Jeg har set en solstråle og taget et billede af den. Der er solstråler, som er på størrelse med et vindue, skrev en digter. Jeg tror det var sådan en, der pludselig viste sig en dag, hvor himlen ellers var tung af regn. Solstrålen fyldte ikke ret meget midt i gråvejret, men da den kom ind i tørvejr forandrede alt sig på et øjeblik, og stuen kom næsten til at lignimg_2571e et maleri af Vilhelm Hammershøi. Det kunne en enkelt solstråle udrette efter at have rejst 150 millioner kilometer, fra Solen til Jorden, på lidt over 8 minutter. Sådan en overflod af lys var der i den.

Det blev engang hævdet, at grønlænderne har mange forskellige betegnelser for sne. Det har vist sig ikke at være helt korrekt, men for solstråler er det i hvert fald sandt, at de har mange navne og er meget forskellige.

Der er f.eks. de solstråler, der kommer ud i bundter fra et hul i himlen. Når den slags solstråler viser sig omkring skumringstid, taler man om “tusmørke-solstråler”, men de kaldes også for “Buddhas fingre”, “Guds fingre”, “Jesus-stråler”, og i det gamle Grækenland talte man om, at “Solen trak vand op i himlen”, når dette optiske fænomen viste sig.

I en gammel ordbog blev solstråler defineret til at være de umådelig fine dele, som svømmer rundt overalt i himmelrummet, og ved hvis hjælp Solen bringer lys til os. I dag er solstråler den dagligdags betegnelse for stråler dannet af f.eks. spredte skyer i Jordens atmosfære. Meteorologisk arbejder man med 27 forskellige sky-typer, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at solstrålerne er så forskellige.

Vi oplever det også når vi er i udlandet. Danske solstråler er ofte helt anderledes end f.eks. spanske. Lyset er forskelligt. I Danmark er solstrålerne mere blandet med jordfarverne end i Spanien, på grund af de typiske lavthængende danske skyer, som nærmest blander jordfarverne med solstrålernes lys.

Når man rejser bliver det også tydeligt, hvordan solstrålerne er en del af historien om at være et fremmed sted. Noget, som øjet skal indstilles til og hele kroppen tilvænnes. På samme måde som øjet skal tilpasse sig de uvante omgivelser og øret indrette sig efter sproget og dialekten, skal vores sol-sanser tilpasse sig de fremmede solstråler.

Solstrålerne spiller sammen med skyerne på den stedlige himmel, med landskabets farver og med arkitekturen. Solstråler gennem et dansk kirkevindue er helt anderledes end solstrålerne på gulvet i en stor katedral i Strasbourg. Og det er solstrålerne, som skaber den særlige sommeraften i Sydfrankrig. Det er dem, der gør eftermiddag til tidlig aften eller pludselig nat. Afhængig af breddegrad og tid på året skaber solstrålerne skyggernes intensitet, og nogle steder har man endda særlige ord for helt specielle solstråler. Japanerne bruger således ordet “komorebi” for de solstråler der opstår, når solens lys filtreres gennem træernes løv.

Men mon ikke der er nogen, som også kender mange andre slags solstråler? Jeg tænker bl.a. på persienne-strålerne – dem, der skinner gennem halvt nedrullede persienner, når man lige efter frokost lægger sig på slagbænken under vinduet for at sove lidt. Eller hvad med katte-strålerne på gulvet? Det er de stråler, hvor man kan være sikker på at finde en sovende kat, og det er den slags solstråler som altid virker lidt varmere end andre, lidt mere stille i luften og med en døsende aura.

Nogle af mine yndlings solstråler er dem, der lyser om morgenen og kun om sommeren, hvor lysets hastighed bremses af træerne og de lidt højere buske. Derfor er disse stråler ikke helt varme, men dog lune nok til at fordampe morgenduggen uden at forblænde øjnene. Den slags solstråler findes ofte ved sommerhuse, hvor de tøvende stråler rundt om parasollen på terrassen, mens morgenmaden rækkes ud ad køkkenvinduet.

Men der er jo også vinterens solstråler, der ligger så lavt, og næsten vandret hen over jorden, at de skærer med kulde i stedet for at varme. Eller aften-strålerne om sommeren, som bliver langsommere og langsommere efterhånden som de blandes med duggen. De er ikke helt varme, men lune og får næsten med det samme nogen til at sige, at det er en dejlig og lun sommeraften, selv om det er nødvendigt med en trøje, fordi solstrålerne kun lige strejfer huden.

Der kan findes mange flere solstråler, hvis man er lidt opmærksom: Strålerne, der skinner igennem de hindbærbuske, man som barn gemte sig under. De kan vel sammenlignes lidt med japanernes komorebi-stråler. Og så er der de stråler, som fylder et værelse og lyser støvet op, så det bliver støv-stråler, der hvirvler partiklerne op, mens lyset ser ud til at holde dem i en fast form, som i et rør. Der er solstråler, som kommer gennem vinduet, fra det gammeldags nøglehul og dem, der skinner tilbage fra glas og bilruder.

Solstrålerne har selvfølgelig deres valør fra solen, som næsten overalt har haft en ganske særlig betydning for mennesket. Hvor mange af de store kulturer har ikke på forskellig vis tilbedt solen? Solen har bragt håb om en lys fremtid, enten her på Jorden eller i efter-livet. Og den danske salmedigter B.S. Ingemann så solen, som det guddommelige lys, hvis stråler kunne strømme ind i menneskets mørke. Han skrev jo også, at i Østen stiger solen op, og at Lysets engel går med glans. I Pinsen synges Grundtvigs I al sin Glans nu stråler Solen. Det er her han taler om solen som livslyset, og at vi som sole går op og ned.

Ved begravelser synger vi også om solstråler gennem Jakob Knudsens Se nu stiger solen, hvor han digter os til trøst, at lyset lander på verdens kyst. Temaerne omkring solen er ofte døden og opstandelsen. Det tema, som vi hvert eneste døgn i livet kan opleve blive gennemspillet på himlen, når de sidste solstråler flader ud og forsvinder hen under aftenskyggerne og når de efter natten, som solstråler, igen skinner ind gennem det trætte morgenblik.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at jeg i et øjebliks overmod forsøgte at fange solstrålen på et billede. Jeg er godt klar over, at der ikke er nogen objektiv sammenhæng mellem en solstråles pludselige besøg på en skyet dag, og hvad der måtte foregå i mit indre. Men jeg kan ikke holde ud altid at være lukket inde i mit eget hoved. Hurtigt kommer jeg til at føle mig som en omvandrende zombie, lukket inde i en kunstig verden. Jeg må ud og finde sammenhænge mellem mit sind og verden, spejlinger mellem mit indre og verden omkring mig.

Solstrålen på størrelse med et vindue blev øjeblikkets ydre modstykke til mit indre. Pludselig kunne jeg sige, at lyset fra solstrålen var landet på min kyst, og blev årsag til en lettelse af noget i mit indre. Det er ikke mærkeligt at de gamle kulturer tilbad solen. Den viser nemlig, hvor meget mennesket er afhængig af verden. Jeg så jo en solstråle, som smuttede ind ad mit vindue, og samtidig lavede en åbning, som inviterede mig ud til noget andet end mig selv.

Opmærksomhedens etik

2 svar

I sidste uge fik jeg tilfældigvis foræret lidt tid. I et par dage kunne jeg forholde mig i ro og sidde stille i stolen. Men så opdagede jeg, at der bag verdens tumultariske støj gemmer sig en larmende tavshed, som ikke høres med mindre man netop giver sig tid, og direkte retter opmærksomheden mod den. Jeg tror det er den tavshed, som den israelske forfatter David Grossman kalder for ligegyldighedens tavshed over for andres smerte.

For et par uger siden hørte jeg Grossman tale ved litteraturfestivalen ”Verdenslitteratur på Møn”. Midt i de smukke og idylliske omgivelser på Fanefjord Skovpavillon spurgte han: ”Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelse for at sympatisere med den?”

Ligegyldigheden er den tavshed der kan høres, hvis man er opmærksom nok. Det er måske et paradoks at sige, at man kan høre tavsheden. En form for opmærksom lytten er da også nødvendig, hvis man skal høre ligegyldighedens tavshed, fordi den meget let forsvinder i flygtighedens baggrundsstøj. Som David Grossman sagde i Kristeligt Dagblad, så er der nemlig en tendens til at omforme alt til underholdning og vittigheder: ”Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig i de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standup-show eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se.” Opmærksomheden over for det vigtige sløres, distraheres – og så er det, at ligegyldighedens tavshed indfinder sig.

Vi får masser af daglige glimt af andre menneskers helvede. Det er den slags voyeurisme, som medierne i stor udstrækning bygger på. I sekunder ser vi det, og glemmer det, og derefter er der kun ligegyldighedens tavshed tilbage, fordi der skal være plads til flere glimtvise oplevelser. Vi skulle helst ikke hænge for meget fast i det samme; krigen om vores opmærksomhed tillader ikke fordybelsens tidsmæssige hængedynd.

Jeg har altid en tvangstanke på mig, i lommen eller i min taske. Tvangstanken er ofte en bog, som skal tvinge mig til at fastholde noget vigtigt, øge min opmærksomhed og gøre den lidt mere stillestående end det ellers er ønskværdigt, hvis man skal følge med udviklingen. Lige for tiden er det to digtsamlinger, som tvinger min opmærksomhed i en bestemt retning:

hvorfor er vi alle sammen
så stille
vi er da ikke døde
endnu

Disse tretten små ord er fra Henrik S. Holcks digtsamling ”Vi må være som alt”. Smal og med skarpe kanter, som et af de lommetørklæder min mor strøg til min far, kan den ligge i lommen og sætte eftertanker i gang – ikke mindst når det senere i samme digt lyder:

der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested

Hvorfor bliver vi så stille når vi præsenteres for blikket ind i andres lidelse? Måske af den årsag, som en anden af mine aktuelle tvangstanke-bøger skriver om:

På et tidspunkt
blev solen kold
og gavmildheden forlod jorden.

(…)

Ingen tænkte længere på kærlighed
Ingen tænkte længere på at kæmpe for noget,
og ingen
tænkte længere over noget som helst

Sådan skrev den unge kvindelige iranske digter Forugh Farrokhzad i digtet ”Jordiske vers” fra 1963. Både Henrik S. Holcks digt og Forugh Farrokhzads efterladte ord (hun døde i 1966, kun 32 år gammel) er skrevet i en anden sammenhæng end den, jeg her bruger dem i. Men lige nu er de blandt de tvangstanker, som jeg frivilligt har valgt at gå rundt med, fordi de dels stiller spørgsmålet: hvorfor er vi alle sammen så stille? – og dels antyder et svar: ingen tænker længere på kærlighed.

Forughs digt om kærlighed har en særlig betydning, som nærmest er forsvundet fra sproget. Kærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem to, tre eller fire mennesker, eller mellem de ganske nære. For Forugh har kærligheden en poetisk betydning i bredere forstand, som også gør den til noget politisk betydningsfuldt. Når hun skriver: ”ingen tænkte længere på kærlighed” er det ikke blot udtryk for en følelsesmæssig melankoli. Det er også en beskrivelse af den del af samtiden som har glemt, at rette kærlighed mod de lidende, de forfulgte, ofrene for tvang, undertrykkelse, terror og al anden vold.

Hvorfor er vi så stille når stuen hver aften fyldes med andre menneskers lidelse? Vi er da ikke døde endnu. Nej – men der er sket noget med vores opmærksomhed. Uden opmærksomhed svækkes den sansning, som giver næring til medfølelse, empati, sympati og kærlighed.

I nutiden er der en økonomisk betinget kamp om vores opmærksomhed. Opmærksomheden er derfor hele tiden på vej et andet sted hen; ofte er den nærmest et helt andet sted end vores krop. Opmærksomheden er så at sige på flugt fra os. Umiddelbart kan det måske opleves som en rigdom i muligheder for det enkelte menneske, at opmærksomheden ikke er bundet til noget, men er i fri bevægelighed. Men selv om opmærksomhed er en individuel egenskab er det også tydeligt, at spørgsmålet om opmærksomhed er ved at blive et kollektivt problem.

Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford understreger, at vores opmærksomhed også er rettet mod en fælles og delt verden. Der er et moralsk imperativ knyttet til det, at have opmærksomheden rettet mod den delte verden, og ikke kun at have den lukket inde i ens eget hoved.

Forfatteren Iris Murdoch skrev, at for at være et godt menneske, må man først og fremmest vide visse ting om ens omgivelser, ikke mindst naturligvis om eksistensen af andre mennesker, deres behov og fordringer.

Som mennesker har vi kun begrænsede opmærksomheds-ressourcer. Et indlysende eksempel på dette er at tale med et menneske, som sideløbende med vores samtale tjekker sin SMS. Jo – vi kan tale, men ikke sam-tale, for uanset hvor begrænset uopmærksomheden er ved at tjekke SMS, så påvirker det evnen til opmærksomt nærvær, indlevelse, medlevelse, lytning og forståelse. På den måde er vores opmærksomhed altså ikke kun en privat, indre sag for os selv, men et fælles anliggende, der påvirker andre. Når vi lever i distraktionens tidsalder bliver det nærliggende, at tale om en opmærksomhedens etik. Et opmærksomt blik, en opmærksom opmærksomhed eller en uforstyrret, ikke-distraheret opmærksomhed på andre mennesker.

Når David Grossman spørger, hvem der i dag giver sig oprigtigt hen til andres lidelse, for at sympatisere med den, så handler det også om, hvor godt, hvor længe og hvor dybt vi kan fastholde opmærksomheden mod lidelsen i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der hele tiden er noget, nogen – og ofte os selv, der bringer opmærksomheden ud på distraktionens afveje.

Forugh Farrokhzad skrev om solen, der på et tidspunkt blev kold, hvormed gavmildheden forlod verden. Hvis vi et øjeblik siger, at solen er vores opmærksomheds lys, som kan rettes mod et andet menneske, så kan gavmildheden være den kærlighed i bred forstand, som Forugh også talte om. For kærlighed, oplevelsen af kærlighed, medfølelse, sympati, med-lidelse, knytter sig til opmærksomheden

At give sig hen til andres lidelse er også at give dem opmærksomhed. Ikke kun voyeurismens blik, men opmærksomheden, der trækker det andet menneske ind i ens eget liv. Opmærksomhed mod den anden fører mig væk fra mig selv, i retning af noget, der er fremmed for mig – men også noget, som min bevidsthed ikke kan beskrive som uvirkeligt eller ukorrekt. Opmærksomhed, når et andet menneske lider, fører til erkendelsen af lidelsens virkelighed for dette andet menneske. Opmærksomhed er den egenskab, der forbinder os med verden, og knytter os til andre mennesker.


Kilder:
Kristeligt Dagblad d. 17.09.16. Interview med David Grossman: Ligegyldighed over for andres smerte er vor tids forbandelse.
Henrik S. Holck: Vi må være som alt, Gladiator 2016.
Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Oversat af Shadi Angelina Bazeghi, Gyldendal 2013.
Matthew B. Crawdford: World Beyond Your Head, Farrar, Straus and Giroux, New York 2015.
Iris Murdoch: Existentialists and Mystics. Writings on Philosophy and Literature, Penguin Books 1999.

Den Anden – Den Fremmede

1 kommentar

Måske har verden tidligere haft et hjerte. Jeg sidder på min yndlingscafé og læser online-nyheder. En uendelig række af kriser: Mellemøsten, Afrika, USA, Asien, Europa, Danmark. Tilsyneladende er det fælles-menneskelige i globaliseringens tidsalder blevet smerte, lidelse og frygt. Er det muligt, at vi må til at gentænke stort set alt i lyset af, at det ikke mindst er frygten for hinanden, der skaber denne dybe eksistentielle verdenskrise? Det etiske begreb om ”Den Anden” er blevet trængt i baggrunden af det frygtskabende begreb om ”Den Fremmede”. ”Den Anden” er et menneske, som kunne være mig, mens ”Den Fremmede” er en frygtelig skygge, som truer min eksistens og hele selvforståelse, og som derfor må elimineres.

IMG_1622Jeg siger ikke, at verden var et bedre sted i tidligere tider. Men vi lever nu i en verden, hvor vi ved nok, er rige nok, har overskud nok til at mærke, at når man lever i skammelige tider så falder der også skam på én selv. Det er her jeg kommer i tanke om hjertet. Den franske filosof Gabriel Marcel skrev nemlig, at den verden, det vi kalder vores verden, menneskenes fælles verden – den verden må engang have haft et hjerte. Men men kan sige, at dette hjerte er holdt op med at slå.

Det hævdes ikke længere at samfund kunne bygge på ønsket om at leve sammen. Samfund, hele verdenssamfundet, bygger i stedet på frygten, og på forholdsregler, der skal kontrollere frygten. Håbet knytter sig ikke længere til det fælles-menneskelige, men til at mennesker kan holdes adskilt.

Religiøse og politiske dogmer kan end ikke formulere, hvad det er for problemer, som menneskeheden er konfronteret med, selv om det er religionerne, der har lovet mirakelløsninger, godt hjulpet af politiske ideologier. Disse mirakelløsninger har dog ofte vist sig, at stille fremmed over for fremmed og glemme den andens lighed med én selv. Men her, midt i min læsning om de forskellige krisers enorme menneskelige omkostninger, kan jeg alligevel ikke lade være med at ønske mig et mirakel.

Hvad er det så for et mirakel, man kunne ønske sig? Ikke et religiøst eller ideologisk, det er jo netop den slags mirakler, som mange terrorister tror, de er forkæmper for, og som de fleste krige føres for at realisere. Mit ønskemirakel er mindre og mere beskedent og formuleres suverænt af den svenske digter Tomas Tranströmer når han stilfærdigt forklarer hvad der skal til:

To sandheder nærmer sig hinanden. En kommer indefra, en
kommer udefra
og hvor de mødes har man en chance for at se sig selv.

 

Citatet er fra Tranströmers digt Præludier i Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer. På dansk ved Peter Nielsen.  Rosinante 2011, s. 134.

Om Jesus, Muhammed og andre hønisser

Skriv en kommentar

Begivenheder i det tidlige forår 1990 bragte hønisserne i centrum for en mindre dansk religionskrig. Årsagen var, at den socialdemokratiske gruppeformand og tidligere minister Ritt Bjerregaard i en kronik havde sammenlignet Helligånden, Jesus og Jomfru Maria med hønisser, og desuden inkluderet både Vorherre og Allah i samme kategori. Kronikken skabte en ophedet debat, som viste, at det historisk set ligger os danskere meget på sinde, at forholde os engageret til krænkelser af religiøse følelser. Og det var dét, som hønisserne blev brugt til, mente mange.

HønisseI min familie har vi en fin tradition for hønisser. Vi har selv en, som bor i en lille krukke, og i julemåneden tager vi låget af for at lukke den ud. Tilbage i 1990 var det lidt af en hønisse, som Ritt Bjerregaard fik lukket ud af krukken. I folketroen er en hø-nisse et overnaturligt væsen og sandsynligvis i slægt med nisserne. Sammenligningen af bl.a. Jesus med den slags fantasiskabninger gik da også rent ind.

Først blev Ritt Bjerregaard meldt til politiet, fordi hun ved at sammenligne Jesus med hønisser havde hånet og nedværdiget de kristne, som anmelderen sagde – og desuden også muslimer, buddhister og andre religiøse grupper. Politiet blev derfor sat til at undersøge om Ritt Bjerregaard havde begået noget strafbart ved denne sammenligning. Også redaktøren på Berlingske Tidende, som havde trykt den famøse kronik, blev meldt til politiet. Ingen af dem blev dog dømt for noget.

Men hermed var det ikke slut. I kronikken havde Ritt Bjerregaard nemlig også skrevet, at hun var »tilbøjelig til at opfatte religion som skadelig overtro«. Dette udsagn og rangeringen af Jesus på samme plan som hønisser fik den radikale politiker Hans Larsen-Ledet til at sige: »Hun har krænket store dele af det danske folk ved sine blasfemiske udtalelser«. Han var glad for, at det ikke var en radikal politiker, som havde nedgjort danskerne på den måde, sagde han, og konkluderede, at Ritt Bjerregaard med den kontroversielle kronik havde sat sine muligheder for at blive statsminister over styr.

Også internt i Socialdemokratiet var der kritik. Her sagde den tidligere kirkeminister Tove Lindbo Larsen, at politikere skal have lov til at udtale sig om religion, men dog tage et vist hensyn. Med sine udtalelser havde Ritt Bjerregaard imidlertid overskredet de »uskrevne, etiske regler der er i Socialdemokratiet«, mente Tove Lindbo Larsen. Partiets daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen opfattede ligeledes Ritt Bjerregaards sammenligning af Jesus med en hønisse, som i »direkte modstrid med partiets politik«. Nyrup Rasmussen havde den holdning, at man ikke skal »sparke ud efter mennesker, der engagerer sig i religion«, og han angreb Ritt Bjerregaard for at gøre religiøse mennesker til grin.

Dette lille historiske tilbageblik er naturligvis ganske tankevækkende i dag, hvor religionen er blevet meget tydeligere, i både gadebilledet og i den offentlige debat, end tilfældet var i 1990. På næsten alle områder spiller religionen en større rolle i dagens samfund end den gjorde for godt 25 år siden.

Noget har ændret sig, og i dag kunne Ritt Bjerregaards kronik have ført til terrortrusler mod hendes liv. Sammenligningen af Jesus og ikke mindst Allah med hønisser havde nok virket stærk oprivende på nogen – og reaktionen havde ganske sikkert været afbrændte dannebrosflag, trusler og sikkert også direkte voldsudøvelse.

Ritt Bjerregaard beskyldte i sin tid også religionerne for at bygge på overtro. Men i dag er det ikke overtroen, der diskuteres når det drejer sig om religion. Nu handler det om religionens indtrængen på det politiske og samfundsmæssige område; ikke ikke primært, som en trosfaktor, men som en meget synlig og aggressiv volds- og magtfaktor.

I dag er det ikke hønisser, som er religionens værste fjende, men religionen selv. Ingen af de store religioner har vist, at de kan håndtere det jordiske livs mange forskelligheder og modsætninger med andre midler end uforsonlighed, konflikt, intolerance og vold. Jeg ved naturligvis godt, at der er forskel på en religion og mange af de mennesker som dyrker den. Men uforsonlighed er alligevel det, der kendetegner religionen i alt for stort omfang.

Da Ritt Bjerregaard skrev kronikken med titlen »Jeg tror på et liv før døden« blev ordet hønisse anset for at være krænkende for de religiøse mennesker. I dag må vi sige, at religionen klare det det fint selv. Hvor mange muslimer føler sig mon ikke krænket af den primitive og voldelige måde, som Islam bliver ført frem på? Hvor mange jøder må ikke føle sig krænket af den måde, som konflikten i Mellemøsten har udviklet sig på? Hvor mange kristne må ikke føle sig krænket af den måde, som kristendommen i stigende grad bruges som begrundelse for afvisning og intolerance? Og hvor mange ikke-religiøse må ikke føle sig krænket af religionernes formørkede virkelighedsopfattelse og ødelæggende, aggressive fremfærd?

Der var ikke mange, som talte hønissernes sag efter Ritt Bjerregaards kronik. Men i forhold til den skade, som religionerne gør på sig selv og ikke mindst på andre i disse år, var hønissernes angreb for intet at regne.

Stilhed

Skriv en kommentar

Larm og støj vidner om aktivitet, bevægelse og produktion. Men det er alligevel stilheden, som er mættet med den særlige form for larm, der kan skabe tanker og forestillinger om menneskets dybeste eksistensvilkår. Noget, som selv den højeste lyd, den frygteligste larm og mest ukontrollerede støj ikke kan skabe. Ud af stilheden larmer eksistensen. Denne form for uhørlig larm har sit eget sproglige udtryk: Det er den foruroligende larmende tavshed; en stilhed, der er så gennemtrængende, at den »klinger, hviner, skriger!«, som Johannes V. Jensen skrev i digtet Interferens om »dette djævelske Sammenstød af psykisk lyd«.

For psykisk lyd er jo netop, hvad stilheden kan blive til, som Johannes V. Jensen digtede:

Den blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.

I filosofien har stilheden altid haft en højere status end larmen, specielt når stilheden er lyden af eksistensens ekko fra den store tomhed. Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) skrev om denne stilheds frygtelige eksistentielle konsekvenser: »Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru«. Selv om Pascal var religiøs erfarede han både Guds tavshed over for mennesket og menneskets lidenhed i det enorme, tavse univers.

Det var en skræmmende og grufuld stilhed, som Pascal erfarede: Universets gabende tomhed og Guds larmende tavshed udgjorde tilsammen en eksistentiel stilhed, som placerede mennesket over for sig selv, og siden har eksistensfilosofferne forsøgt at forholde sig til den form for stilhed, hvor det enkelte menneske uformidlet er konfronteret med sig selv.

Stilheden har naturligvis flere former end denne grufulde eksistentielle stilhed, der absorberer enhver anden lyd end den, som det enkelte menneske selv fremkalder. En anden form for stilhed er den, som eneboerne gennem tiden har opsøgt. De blev kaldt eremitter, et ord der kommer fra græsk, hvor det betyder ensom eller ørken. Og det var jo i ørkenens ensomhed de søgte stilheden, fordi netop stilheden er Guds første sprog, som det hedder. Eller som Mother Theresa i moderne tid sagde: »Gud taler i hjertets stilhed«.

Det er et sideskud fra denne religiøse stilhedssøgen, som i dag nærmest er blevet et forbrugsgode: Lyden af stilhed i stillekupeer, mobilfrie zoner, på meditationskurser og ved mindfulness. Et tilbud om stilheds-retreats sælger tilmed muligheden for »et sjældent møde med sig selv«.

Men hvad sker der så når vi går ind i denne stilhed? Hvad sker der, hvis man opnår det omtalte sjældne møde med sig selv? Pascal ville måske sige, at så begynder den eksistentielle stilhed, tavshed og tomhed at larme eller trænge sig på. I den eksistentielle stilhed hører vi andre lyde, som f.eks. dem Johannes V. Jensen skrev om: Stilheden er tomheden der larmer »imellem de kværnende Stenkloder«.

Sådan behøver det jo nok ikke at gå. Men både den filosofiske litteratur og den naturvidenskabelige forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag for det enkelte menneske, at være alene med sig selv midt i den dybeste stilhed. Og det gælder uanset om denne stilhed er fysisk eller metafysisk.

Hvis der er tale om en psykisk og metafysisk stilhed, kan den virke som Pascal oplevede det. Er der tale om fysisk stilhed kan oplevelsen også være skræmmende. Det viser sig, hvis man besøger det mest stille sted på Kloden, nemlig et specielt lydtæt rum ved Orfield Laboratories i Minnesota.

I dette rum er der så stille, at de fleste kun kan holde det ud i nogle få minutter. I et gennemsnitligt soveværelse vil der om natten blive målt 30 decibels; i det lydtætte rum ved Orfield Laboratorie måles -9 decibels. Baggrundsstøjen måles altså i negative decibels. Det er et rum, som er 99.9% lydabsorberende, og det anses for at være det mest stille, det mest lydløse rum i verden.

Men der er ikke nødvendigvis tale om en fredfuld stilhed. Tværtimod, dette stilhedens kammer er forstyrrende og for mange mennesker skrækindjagende. Efter blot få minutter begynder man at kunne høre sin egen vejrtrækning, derefter hjerteslagene fra brystkassen, og så kommer lyden fra blodet, der skyller rundt i årene. Man bliver selv lyden, lyden af menneske, som vi ellers aldrig hører.

Denne stilhed er direkte desorienterende, og for mange er den lige så grufuld som Pascal erfarede det, når hverken Gud eller universet svarede på hans kalden.

Tænk en stilhed – jeg kan kun høre mig selv, det eneste der er, er mig – skræmmende.

 

Kilder:

John Biguenet: Silence, Bloomsbury Academic, New York 2015.
Johannes V. Jensen: Interferens fra Digte 1906, Gyldendal 1977.
Blaise Pascal: Tanker om den kristne Religions Sandhed, J. Frimodts Forlag, København 1958.

Hyper-objekter

Skriv en kommentar

Verden ligger dér, lige for vores øjne. Den italienske filosof Giovanni Pico della Mirandola (1463 – 1494) så Guds skabelse af mennesket, som frembringelsen af et væsen, der kunne betragte verden og beundre dens storhed: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig,« lod Pico Gud sige til mennesket ved dets skabelse. Verden udbeder sig vores blik, selv om den unddrager sig vores fulde forståelse, for dén gav Gud ikke mennesket med i købet af verdensblikket.

Da Pico i 1486 offentliggjorde 900 teser om menneskets værdighed satte han mennesket midt i verden for at det kunne betragte sine omgivelser. Men – og her ligger muligheden og problemet – han gav samtidig mennesket friheden til selv at bestemme sin egen natur; gjorde mennesket til sin egen skulptør og kunstner: »Det skal stå i din magt at udarte til lavere former der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.«

En hypotese kunne være, at mennesket valgte at se sig selv som skabningens herre, og ikke som med-skabning til alt det andet på Kloden. Så måske valgte vi at gøre os guddommelige – en mulighed, som Pico jo mente Gud gav os – men til blinde guddomme der overså, at vi ikke er adskilt fra alt andet i verden.

Og netop alt det andet i verden; det, vi blot har betragtet som omgivelser, som natur, som laverestående organismer, som himmel, hav, luft og jord – alle de ikke-menneskelige objekter, viser sig nu alligevel at tilhøre den menneskelige verden. Fra deres ubemærkethed i det skjulte eller fortrængte er disse ikke-menneskelige objekter begyndt at indtage pladsen, som en integreret del af den menneskelige ontologi, vores væren i verden.

Vi kan ikke længere forblive i troen på, at der først og fremmest er mennesket – og så alt det andet. Mennesket står over for det vi kan kalde hyper-objekter, som ikke kan ses eller erkendes med de menneskelige sanser, men som alligevel har indtaget det sociale rum og kræver vores forholden og anerkendelse.

Den globale opvarmning, hullerne i ozonlaget, giftstofferne i havene, pesticiderne i drikkevandet, naturens nedslidning og polernes nedsmeltning. Vi troede bare, at alt det ikke-menneskelige, naturen, himlen, vandet, jorden, ikke var betydningsfuldt for menneskets eksistens, som andet end blot baggrund for vores aktiviteter.

Men det vi kalder for hyper-objekter kan ikke fungere som “baggrund.” Solstrålerne ligner stadig solstråler, vandet stadig vand, luften stadig luft, jorden stadig jorden, men alt dette insisterer nu på, at vi beskæftiger os med det i vores mest intime liv, i vores sociale relationer, i vores økonomi, politik og hele planlægning af både nutiden og fremtiden. I forhold til f.eks. den globale opvarmning er vi fremmede og intime på samme tid; den har en virkelighed, der ikke kan lukkes ude. Den globale opvarmning er en relation, vi ikke kan sige nej tid, ikke skjule, gemme væk eller glemme.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, insisterer derfor på, at vi beskæftiger os med dem i det åbne, uden binding til tid og sted. Der er ikke noget “andet sted” den globale opvarmning kan sendes hen. Det samme gælder et hyper-objekt som plutonium 239, der indgår i kernereaktorer og i produktionen af kernevåben. Plutonium 239 har en halveringstid på 24.000 år. I dag gemmer vi det væk i huler under jorden, men det kan give en falsk tryghed, for på den måde glemmes det, at et hyper-objekt kræver ansvarsfuld medleven fra vores side, og ikke afstandstagen. Derfor har en gruppe, der kalder sig Nuclear Guardianship, foreslået en anden model for omgangen med plutonium 239, som vil huske os på nødvendigheden af at indgå i en ansvarsfuld relation med dette stof. Gruppen foreslår, at vi i stedet for at lukke det inde i huler dybt under jorden, støber det ind i guld for at vise det tilstrækkelig ansvarsfuld opmærksomhed. Guld har desuden den egenskab at kunne absorbere de dødbringende gammastråler.

Hyper-objekter er en slags flaskepost sendt fra fremtiden. Deres virkningshorisont overskrider vores forståelse af egen-tid. Siden ingen meningsfuldt kan indgå i relationer med noget eller nogen 24.000 år ude i fremtiden må vores kognitive, etiske og politiske dispositioner overskride selv den bredest definerede opfattelse af egen-interesse.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, plutonium 239, forurening, polernes nedsmeltning, landjordens forarmelse m.m. overskrider alle kendte grænser mellem arter, mellem levende og døde ting, mellem nutid og fremtid. Der er ikke længere først mennesket, og så alt det andet. Ikke længere først os, der lever i disse tider, og så dem, der kommer til at leve i fremtiden. Den globale opvarmning og lignende hyper-objekter har gjort nutiden fertil med vilkårene og forudsætningerne for de generationer, der måske fødes om mange tusind år. Vi kan ikke stille os uden for disse hyper-objekter og deres virkningshorisont. Det betyder at vi må indgå i et valgslægtskab med mennesker, der kommer til at leve om mange tusind år.

Giovanni Pico della Mirandola lod Gud sige til mennesket ved dets skabelse: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig.« Men mennesket blev ikke bare sat midt i verden for at nyde udsigten. Fra denne centrale placering fik mennesket også muligheden for at handle ud fra hvad det så. Og i dag er det nødvendigt at rette blikket langt ind i fremtiden, og handle på fremtidens vegne. Grænseløse hyper-objekter kræver grænseløs hyper-handling.

 

Kilder:

Edward S. Casey: The World at a Glance, Indiana University Press, Indianapolis 2007.
Giovanni Pico della Mirandola: Om menneskets værdighed, Museum Tusculanum 1996.
Timothy Morton: Hyperobjects, University of Minnesota Press, Minneapolis 2013.

Huler

Skriv en kommentar

Børn har deres egne steder; hemmelige huler og skjulte gemmer. De finder dem med usvigelig sikkerhed eller skaber dem selv bagerst i haven, i et krat, på loftet, i kælderen, måske under rodnettet fra et væltet træ – eller som mine piger om sommeren, hvor blommetræet nede på engen var deres hemmelige sted. Hver gang vi går tur peger vi og siger: »Der stod pigernes blommetræ,« for om sommeren var træet nærmest som en forlængelse af deres kroppe, når de gemte sig i deres hule oppe under bladene.

Børn kender betydningen af at have et særligt sted. De ved, at det f.eks. kan bruges til at besegle venskaber. Hvor mange børn har ikke sagt: »Nu skal jeg vise dig mit hemmelige sted, som jeg selv har fundet. Det er et godt sted, hvor man kan gemme sig, så du må ikke sige det til nogen.« Men så var der alligevel en som sladrede, eller måske fandt de store børn stedet. Og en morgen, hvor man kravlede gennem buskadset for at komme ind til det hemmelige sted, blev man mødt af ødelæggelse. Så måtte man enten bygge det op igen, eller finde et nyt sted, som kunne blive ens eget. På den måde kunne en sommerferie godt gå.

Huler og skjulte steder er vigtige. De er børnenes første oplevelse af den vedvarende alliance mellem stabilitet og bevægelse, lukkethed og åbenhed. Børnenes huler er en tidlig demonstration af, hvordan åbenhed og nysgerrighed i forhold til verden er betinget af muligheden for at lukke verden ude, eller for at afgrænse sig fra omgivelserne.

Livmoderen beskrives som den muskuløse hule i kvindens krop, hvor zygoten i sikkerhed kan udvikles til et barn. At blive menneske betyder at bryde ud af livmoderens hule. Men mennesket må ikke kun frigøre sig fra en mor, det finder også sig selv konfronteret med udfordringen, at skulle være i verden. Der er to mirakler: Fødslen og den senere bevægelse ud i verden. Dette udbrud til verdens uendelige horisonter er kun muligt, hvis der fortsat findes huler. Hulen og det hemmelige gemmested er en imiteret livmoder.

Som voksen kan man let glemme eller fortrænge den grundfølelse, som alle børn må have, nemlig barndommens konstante oplevelse af verden, som en radikal åbenhed af den mest uforudsigelige og fremmede slags. Men erindringen kan vækkes igen, når man pludselig befinder sig på åben mark, udleveret til verdens påtrængende skubben rundt med én – uden huler eller andre lignede former for skjulesteder.

Aristoteles så mennesket som et politisk og socialt væsen, hvor livet består i aktivitet – vita activa. Men mennesket er på samme tid også et forklarings- og meningssøgende væsen. Denne del af vores natur kommer til udtryk i stræben efter det kontemplative liv – vita contemplativa. Selv om Aristoteles lagde vægt på mennesket, som et politisk og socialt væsen, så mente han alligevel, at sandheden var at finde i den kontemplative tilstand.

Vi har derfor brug for huler, skjulesteder og refugier i respekt for vores præ-politiske grundform: Eksistensen i det lille huleformat. Det nuværende stor-skala samfund, det globale og grænseløse, efterlader os imidlertid uden naturlige huler og skjulesteder.

Huler kan bygges i blommetræer. Men også voksne har en eksistentiel huledrift. Det har vist sig, at mennesker, som har deres arbejdsplads i storkontorer, uden afskærmning, i det åbne, grænseløse og frit tilgængelige rum, også finder deres huler – på toilettet. Medarbejdere der sidder i storkontor bruger således mere tid på toilettet end dem, som har deres eget kontor! Toilettet er det aflukke, som respekterer hule-behovet for at kunne trække sig tilbage til vita contemplativa, som modvægt til den sanseløse aktivitet, der uden filtrering overstimulerer alle sanser og tanker.

Toilettets visdom – de gode ideer og den fred, der falder over én, når man låser sig inde på toilettet – er betingelsen for at kunne forsvare sin eksistens uden for hulen. Denne toilettets hule-imitation er et korrektiv til kulturens og arbejdspladsernes krav om ekstrovert tilstedeværelse og mental ekshibitionisme.

Uden huler, som toiletter, biler, hotelværelser, stærkt afgrænsede rum, skjulesteder i toppen af blommetræer og andre lignende eksistentielle beskyttelsesrum, vil vi miste et vigtigt udsigtspunkt til verden – nemlig vores eget.

Det var ikke mennesket, som et politisk og socialt dyr, der var i begyndelsen. I begyndelsen var mennesket i sin livmoder-hule, derefter var barnet i sit hemmelige skjulested oppe i blommetræet, og så begyndte tiden, hvor vi må lede efter voksenhuler, som f.eks. toiletter, for overhovedet at kunne gå ud i verden og være politiske og sociale væsner. Ethvert samfund må have en slags hulens eller skjulestedets etik. Tankevækkende er det naturligvis, at toilettet i dag er en af de mest oplagte huler.

Steder der husker

2 svar

Vi gik en tur rundt i København. Det var aften og vi gik uden mål. Bare i en bevægelse gennem gaderne, hvor vi kendte nogle af stederne, som næsten hjemlige, mens andre var nærmest ukendte. Det er den måde, man tilegner sig et sted på. Det har ikke noget at gøre med, at følge ruter på et kort. Det handler om at tilegne sig stedet gennem sin krop, som fodgænger. Selvfølgelig kan vores bevægelse gennem byen gengives på et kort. Mobiltelefonen kan have GPS’en slået til, så vores usynlige spor bliver til synlige gengivelser på skærmen og kommer til at danne et mønster: Her gik vi. Men det vigtigste mistes i sådan en optegning af vores tur; nemlig handlingen at gå, at passere steder, at bevæge sig ind på steder, at komme steder hen.

Hvis man taler et sprog, så tilegner man sig det. På samme måde er det en tilegnelsesproces, at gå, at bevæge sig legemligt rundt på steder, som f.eks. en by. Ved at tale et sprog overtager man det. Ved at gå rundt på et sted overtager man også dét, gør det kropsligt, fordi stedet, vi går rundt i, ikke blot er et topografisk og rent fysisk terræn. Det er ikke bare et rum, men et eksistentielt rum, som den amerikanske filosof Edward S. Casey skriver.

Jeg tror ikke, at man nødvendigvis tager fotografier af forskellige steder alene for at huske, hvordan de så ud, men først og fremmest for at genkalde sig følelsen af, hvordan disse steder virkede på én. Hvilke følelser og tanker de gav anledning til og fremkaldte.

Jeg har på den måde steder i København, som samler på noget for mig. Steder ligger ikke uden for én, som neutrale størrelser i det omkringliggende rum. Som Casey skriver, så samler stederne på oplevelser, på historier, på følelser, sprog og tanker. Når vi går rundt i gaderne passerer vi steder, som er fyldt med erindringsgods: Her gik, her var, her skete, her så jeg, her mødtes vi. Steder har en evne til at fastholde, også når vores egen umiddelbare fastholdelsesevne ikke længere slår til.

Alt dette viser sig ikke ved hjælp af en grafisk fremstilling af vores rute gennem byen. Stedet skærer igennem fortiden, ind i erindringerne og helt ind til det første møde med et menneske på dette sted. Endda helt ind i det usynlige, hvor der en gang var et sted, som min far talte om, men som for længst er væk, og som jeg aldrig har set. Steder er dybt betydningsfulde. De er en slags forlænget kognitiv funktion hos os. Glemte ting, uklare minder, vage følelser, tågede erindringer og forestillinger træder klart frem når vi møder et bestemt sted. Alt dette tilhører nærmest stedet, som om det var en forlængelse af min hjerne og min krop.

Da vi gik gennem byen mødte vi steder, som ikke alene var et punkt i et koordinatsystem, et fysisk punkt. Vi gik gennem steder, som var begivenheder, hvor vi og stedet voksede sammen, fordi stedet opsamlede noget væsentligt om vores liv og historie.

I psykoanalysen er det vigtigste menneskets forhold til sig selv. Den franske filosof Gaston Bachelard skrev, at man dog ikke skal undervurdere det afgørende ved menneskets forhold til steder og ting. Steder er jo netop ikke kun et andet ord for det tomme rum, som filosofien og videnskaben taler om. Rummet omkring os er fyldt med kvaliteter, erfaringer, sansninger, fornemmelser, tanker og følelser, som er af eksistentiel betydning for os, og som konstituerer os som det menneske, vi er. Vi vil slet ikke være til uden steder, og vi er dén vi er på grund af nogle bestemte steder.

Tænkt blot på stedet “hjem”. En adresse, der kan indkodes på et kort ved hjælp af koordinatpunkter; et hus på et stykke jord. Men også et sted, der er som en krop uden på kroppen, som Bachelard skriver. Et sted, som har indlejret sig i os, som bærer væsentlige dele af vores erindringer og erfaringer med de vigtigste følelser i eksistensen. Som Heidegger skrev, er hjemmet et bygningsværk, men først og fremmest et sted, som er broen imellem mennesket og dets væren.

Som nattevandrer i Københavns gader er det heller ikke roen, vi får foræret. Det er ikke selvforglemmelse i omgivelserne, der får én til at glemme kilometer efter kilometer. I byen er det tværtimod sanseindtrykkenes forførelse, der får én til at bevæge sig – efter mere, måske mere erindring, mere af det glemte, der ellers bare vagt fornemmes. Stederne, broerne imellem mennesket og dets væren, trænger sig hele tiden på, holder os opmærksomme, fordi vi trænger ind i byens steder med vores bløde påvirkelige hylster af krop og psyke.


Litteratur:
Gaston Bachelard: The Poetics of Space, Beacon Press, Boston 1994.
Edward S. Casey: Getting Back into Place, Indiana University Press, Indianapolis 2009.
Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard (red.): Sted, Århus Universitetsforlag 2015.

Karma

Skriv en kommentar

“Det var den bedste tid; det var den værste tid; det var visdommens århundrede; det var dårskabens århundrede.” Sådan begynder Charles Dickens roman To byer fra 1859. Over 150 år senere virker disse ord nærmest, som en beskrivelse af vores egen tid, på samme måde, som indledningsordene til D.H. Lawrences skandaliserede roman Lady Chatterleys elskere: “Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor værger vi os ved at tage den tragisk,” skrev Lawrence i 1928. På samme måde, som Dickens ord, kunne de være skrevet om den tid, som vi selv lever i.

Dickens og Lawrence skrev om epoker, hvor mennesket mødte konsekvenserne af en virkelighed, som det selv havde været med til at skabe; først og fremmest krigens konsekvenser. Det var ikke blinde naturkatastrofer, men menneskeskabte tragedier, som netop, fordi de var menneskeskabte, kunne have været forhindret. Siden da har vi gang på gang set, at man ikke skal undervurdere menneskets evne til at fremkalde komplet ukontrollabel destruktivitet. Det tragiske ligger i det selvskabte ved denne destruktion: konsekvenserne af menneskets egne tanker og handlinger for mennesket selv.

Karma – det forkætrede begreb, som findes i mange religiøse forestillinger. Måske er det på tide, også at gøre det til en politisk og økonomisk forståelsesramme. I dén sammenhæng er karma-begrebet ikke knyttet til nogen form for religiøsitet, men blot til en ganske rationel anskuelse af virkeligheden. Politisk karma handler om konsekvenserne af de politiske ideer og beslutninger. På den måde er karma et af de mest realistiske og nødvendige begreber, der kan tænkes ud fra i dag: Politiske handlinger og tanker betyder noget, de har konsekvenser, og i stigende grad helt ukendte og uforudsigelige konsekvenser. Politisk karma betyder derfor øget fokus på konsekvenserne af de politiske og økonomiske handlinger.

En væsentlig begrundelse for at bruge karma-begrebet i politisk og samfundsmæssig sammenhæng er det, der i socialpsykologien kaldes for “kognitiv dissonans.” Dette begreb beskriver menneskets evne til at handle og tænke imod bedre vidende. Eller med andre ord, til at fortrænge ubekvem viden og kendsgerninger, som ikke stemmer overens med kortsigtede og mere bekvemme ønsker.

Det kunne f.eks. være når medierne formilder politikernes glade budskab: “Vi begynder med noget godt nyt for dansk økonomi: For første gang i mange måneder er der nemlig kommet gang i dankortene. Privatforbruget er endelig på vej op, og økonomerne jubler.” Eller når finansministeren siger, at han gerne ser, “at danskerne går ud og køber et hus, køber nogle forbrugsgoder – svinger dankortet – for det er det, vi har brug for.”

Øget forbrug er lig med, at det går godt i samfundet. Sådan lyder det politiske budskab. I sig selv er det naturligvis en ret åndsforladt politisk målestok, men ikke alene det. Ud fra en viden, som efterhånden er ganske overvældende, betyder det også, at den aktuelle her-og-nu-værdi, som er forbundet med øget forbrug og økonomisk vækst, er i lodret modstrid med menneskets langsigtede interesser. Ukvalificeret økonomisk vækst og materielt forbrug betyder måske værditilvækst her og nu, men på længere sigt afstedkommer det en påvirkning af Kloden i form af miljøproblemer og klimaforandringer, som kan betyde enorme forandringer i vores livsvilkår.

“Den epoke, der blev vor, er hovedsagelig tragisk. Derfor værger vi os ved at tage den tragisk,” skrev Lawrence i 1928. Dette er den poetiske omskrivning af det socialpsykologiske begreb “kognitiv dissonans.” Vi har den tilgængelige viden om, hvad ukvalificeret økonomisk vækst gør ved de fremtidige livsvilkår. Men vi handler ikke efter denne viden. På den ene side anerkendes det, at klimaproblemerne vokser og på nogle områder allerede er ude af kontrol. På den anden side fortrænges disse ubehagelige kendsgerninger samtidig med, at stærke grupper i samfundene direkte modsætter sig de handlinger, som måske kunne dæmme op for klimaproblemernes fortsatte vækst.

Karma – den moderne frygt. Årsagen til klimaproblemerne og mange andre problemer, som truer menneskets fremtid. Karma – frygten for, at vores egne handlinger skal vende sig imod os selv. Politisk karma er ikke noget, man behøver at tro på. I modsætning til religionens karma har videnskaben bevist, at vi uomgængeligt rammes af karma fra vores egne handlinger i den politiske og økonomiske virkelighed.

Den ulidelige politiske optimisme knytter sig til troen på, at tingene kan styres og kontrolleres. Det er en livsfarlig optimisme, som blot fastholder, at vi uden videre bekymring kan lade udviklingen fortsætte, fordi markedskræfternes frie spil, videnskaben og teknologien til enhver tid vil kunne genoprette orden og stabilitet. Men dét punkt er for længst passeret.

Kun hvis vi regner karma med ind i hverdagen, i det politiske, økonomiske og samfundsmæssige perspektiv, har vi mulighed for indflydelse på vores egen fremtid. Så kan det måske blive visdommens århundrede i stedet for dårskabens århundrede, som Charles Dickens digtede om for mere end 150 år siden.

Karma er jo netop det indiske ord for menneskets samlede moralske handlinger, og vi behøver slet ikke at tale om den spirituelle udlægning af begrebet. Karma er så at sige summen af vores handlinger, også i politisk og samfundsmæssig forstand. Som politisk begreb kan karma henlede vores opmærksomhed på behovet for dybere og mere moralske overvejelser over, hvilken fremtid, der mon kommer ud af vores nuværende handlinger. Så kan vi måske genvinde hjertets optimisme trods forstandens pessimisme.


Litteratur:

Isaiah Berlin: A Message to the Twenty-First Century, i Ariel Levy (ed.): The Best American Essays 2015, Moughton Mifflin Harcourt, New York 2015, s. 31ff.

David Budtz Pedersen og Finn Collin: Kampen om mennesket. Fire subjektbegreber i humanistisk forskning, i David Butz Pedersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe (red.): Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning, Hans Reitzels Forlag 2015, s. 145-177.

Steen Hildebrandt: Vækst og bæredygtighed. Omstilling og nye muligheder, Libris Business 2015.

Jørgen Steen Nielsen: Den store omstilling. Fra systemkrise til grøn økonomi, Informations Forlag 2013.

Peter Johannes Schjødt: Kritik af den politiske optimisme, Forlaget Fremad 2000.