Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

Skriv en kommentar

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Krænkelse på grøn stue

1 kommentar

HVIS MAN KUNNE INVESTERE I ORD, så havde en sjat penge på substantivet “krænkelse” været en god investering her omkring jul. En unavngiven kvinde havde ved et møde på CBS for to år siden nemlig ytret, at hun følte sig krænket, da medarbejderne istemte ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da det kom frem på de sociale medier, steg værdien af ordet “krænkelse” med omkring 200%.

Selv ikke julens gavevanvid kunne matche den efterfølgende udbredelse af krænkelse blandt dem, der var krænkede over kvindens krænkelse. Som samfund skal vi ikke bære alle menneskers personlige oplevelse af at føle sig krænket. Det vil lynhurtigt føre til moralske strømsvigt, som når en leder ved CBS valgte at undskylde for sangen. Så er vi oppe på to krænkede personer, kvinden og lederen. Men derefter voksede mængden af krænkede imidlertid eksponentielt, så man helt glemte sagens komplette ligegyldighed. For hvis denne sang ligger os så meget på sinde, kan et par personers følelse af ubehag vel ikke påvirke os i et omfang, så julens afsyngning af den fine sang kom til at minde om krigstidens fællessang. Kun få kender jo alligevel anden strofe af sangen.

“Gentlemen foretrækker blondiner”, siges det i en gammel film. Hvad nu hvis man er en gentleman, der foretrækker brunetter? Skulle man så blive krænket over det? Og hvad med blondinerne? Brunetterne? De rødhårede? Hvis man helt konsekvent kun fokuserer på det, der gør os forskellige fra hinanden – ja, så er det klart, at alle føler sig krænkede, og nærmest vil have en helt personlig højskolesangbog og grundlov. Vi er dog ens på langt flere og eksistentielt afgørende områder, end vi er forskellige. Men det er blevet en tendens, at vi udelukkende vælger at se os selv, som forskellige fra andre. Dermed bliver mulighederne for krænkelse, gen-krænkelse og hævn-krænkelse jo enorme.

Følelsen af krænkelse er næsten blevet den mest almindelige reaktion på mødet med noget, der er anderledes end én selv. Den positive og undersøgende nysgerrighed i mødet med det anderledes har tabt til “følelsen af krænkelse”. Det er jo tosset at kvinden fra CBS for to år siden følte sig krænket over den blonde pige i sangen, og ligeså tosset at der blev startet et sandt amokløb om at føle sig krænket over kvindens krænkelse, ledsaget af behovet for at skabe mere krænkelse i alle ringhjørner. Til alle parter i denne krænkelseskamp: Find dog noget alvorligt, at føle jer krænket over. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at kvinden nærmest gjorde nationen en tjeneste ved at føle sig krænket, for så kunne vi selv få os en omgang fed julekrænkelse over noget ret betydningsløst og omkostningsfrit.

Jeg forstår ikke helt, at nogen kan føle sig krænket over en kvinde, som for to år siden følte sig krænket over den blonde danske kvinde. Jeg forstår heller ikke, at hun rent faktisk følte sig krænket. Jeg tænder ikke på at føle mig krænket, så kunne man stort set ikke foretage sig andet. Skulle jeg føle mig krænket over, at nogen ikke forstår min livsform eller måske endda føler sig krænket over den? Så må de jo udtrykke en positiv nysgerrighed, for så inviterer vi dem nærmere, så de kan lære os at kende, uden at vi dog kræver, at de skal blive som os. Ellers må de grave sig ned i surhed over, at vi ikke tager deres følelse af krænkelse alvorligt. Nysgerrighed åbner for samtale, krænkelse lukker.

Desuden betyder ”krænkelse” iflg. ordbogen ”brutalisering”, ”rå vold”, umenneskelig behandling”, ”vanære”, ”skændsel”. Så – hallo, syng en sang eller lad være. Syng selvom alle ikke synger med. Hold op med at lede efter krænkelser. Hold op med at blive krænket over en der bliver krænket af en dansk sang. Lad hende sidde i hjørnet til det går over i stedet for selv at få en selvfed krænkelse ud af det. Vi er ikke på grøn stue.

Vi er forskellige, deri ligger også ensheden. Lad hende da føle sig krænket over sangen. Svaret på krænkelse er ikke mod-krænkelse og slet ikke en kamp om, hvem der er mest krænket, eller hvem der kan krænke andre mest. Svaret er ikke at gøre den omtalte sang til julesang – men…at være ligeglad. At tro så meget på sig selv, at man ikke behøver at føle sig krænket over den slags bagateller, men i glad ligegladhed kan rumme, at nogle få føler sig krænket over en sang, som vi – vistnok – holder så meget af.

Ny-dag igen

Skriv en kommentar

Et lille digt for at fejre det bedste ved kærligheden, nemlig gentagelsen:

Marc Chagall: »Bonjour sur Paris« (1952)

Nu løfter dagen sig
holder hvad den lovede:
i morgen kommer jeg igen.

Tiden tog os med,
ny-kyssende vågner vi
med tørre læberester fra i går.  

Øjnene spiller med gensynet,
det morgennye, heldigvis
som det plejer.

 

 

Enshed og forskellighed

Skriv en kommentar

SKAL VI HAVE FOKUS PÅ DET DER FORENER OS ELLER DET DER ADSKILLER OS? Dette er mit liv, det kan kun leves af mig, opleves, mærkes og forstås af mig. Og sådan er det med alle mennesker; her ligger vores forskellighed, vores individualitet, måske endda vores identitet. Men at det er sådan for alle, gør det jo netop til noget fælles-menneskeligt: Oplevelsen af at være forskellig er ens for alle.

Men hvis vi kun har blik for forskellene mellem os, så er der noget andet, som bliver svært. Hvis vi bygger hele vores identitet op omkring det, der i vores egen forestilling gør os forskellig fra andre: vores race, farve og køn, vores uddannelse, nationalitet, bosted eller politiske og religiøse tilhørsforhold, vores seksualitet, etnicitet osv. – så får det der forener os vanskelige kår.

Hvis identiteten udelukkende bygges op omkring, hvad der er det særlige og specielle ved mig, eller ved min gruppe, så kan det blive svært at finde det, der skal holde os sammen som fællesskab og samfund. På den måde udvikler det sig alt for let til kampe om anerkendelse eller afvisning og udstødning.

Grundlæggende kan man jo spørge: Hvis det ikke er for at være sammen med andre, hvorfor er vi her så? Problemet opstår imidlertid, hvis det udelukkende er for at være sammen med andre, der er ligesom én selv. Så kommer forskellige grupper til at stå over for hinanden i en anerkendelseskamp, der ikke nødvendigvis fører noget entydigt godt med sig, men resulterer i grænsedragninger og splittelse mellem “dem og os”.

Et eksempel fra dagens avis: En underviser ved en videregående uddannelse har gjort indsigelser imod at der skulle afsynges ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi underviseren, som er brun, følte sig krænket. Dette er blot ét eksempel, og sager med det modsatte fortegn kendes alt for godt, f.eks. når det drejer sig om, hvad man må gå med i det offentlige rum og hvad der må spises på børneinstitutioner, hvad der er dansk og udansk osv.

Tænk nu hvis vi kunne fastholde vores forskellighed, og samtidig finde frem til det, som vi er fælles om som mennesker: Hvis vi ud over vores individuelle selv, også kunne opleve os som borger i samfundet med alt det, der gør os ens, i stedet for at have blikket stift rettet udelukkende mod forskellighederne. I den globaliserede verden er spørgsmålet om, hvad der gør os forskellige, ved at være gammeldags og utidssvarende, fordi det resulterer i så mange konflikter. Så – hvad ville en meditation over spørgsmålet, »hvad har vi tilfælles,« mon resultere i? Vi ved jo alt for godt, hvor vi er forskellige.

Kærlighedsdigt: Livslyde

Skriv en kommentar

John Christensen (1896-1940): “Sort træ og hvid sne”, 1933, Arbejdermuseet.

I dagens anledning, det er d. 27. november 2018, har jeg skrevet et kærlighedsdigt. Det er en flot, solrig dag og ret kølig (man kunne meget let komme til at skrive kærlig). Den fortjener i hvert fald et kærlighedsdigt, for hvert år kommer den jo strålende igen, og igen. Det er vi flere, der er ret glade for.

Livslyde

Natten lyder som en bildør der smækker.
Fortovets høje hæle. Klik i låsen.
Udrykning på Jagtvej.

Livslydende stimler sammen fra trappen,
og under dynen. Et ben der flyttes, rumlende mave.
Fødder på gulvet, en der tisser. Og igen,
fødderne, trippende, udenom dørstopperen.
Morgensolen er skraldespandene, der bliver tømt.
Porten smækker.

Jeg er mørkeglad. Vågen, alene med drømmelyde og livstegn.
Her, udenfor søvnen, får jeg hendes arm over brystet.
Mumlen og snøften. Drømmen sukker i hendes strube.
Uden tanker åndes der tungt. Hun kærtegner sit lår.

Postkort fra Præstø: Kirken

Skriv en kommentar

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

De riges oprør: Som en ulv blandt ulve?

Skriv en kommentar

Hvis det ikke er for at være sammen med andre mennesker, hvorfor er vi her så? Hvad kan erstatte fællesskabet, samværet med andre? Aristoteles var inde på det for over 2000 år siden, hvor han definerede mennesket som et væsen, der kun kan realisere sig selv ved at leve i polis, det vil sige i en form for menneskeligt fællesskab. Sådan er menneskets natur, mente Aristoteles. De mennesker, der af en eller anden grund ikke lever i den slags fællesskaber, sammenlignede han med dyr, fordi de er styret af begær og vold.

Men hvad nu hvis Aristoteles tog fejl? Hvis mennesket slet ikke er et fælleskabsvæsen, men i stedet kan sammenlignes med en ulv, der er sig selv og sine egne behov nærmest, styret af begær, egoisme og vold? Dét havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) noget at sige om. Hobbes beskrev netop menneskets naturtilstand, som en ulv blandt ulve. Hos Hobbes er mennesket konstant engageret i en brutal overlevelseskamp mod andre, i alles krig mod alle, kun optaget af egne behov og eget liv. Derfor drejer det sig heller ikke om et fællesskab mellem mennesker, som hos Aristoteles, men om at etablere en statsform, der kan kontrollere, at alles kamp mod alle ikke udvikler sig til konstant krig.

Hobbes er ofte blevet kritiseret for at fortælle en negativ historie om både mennesket og det politiske stats-fællesskab. Som en ulv blandt ulve, egoistisk, selvoptaget, begærlig, i sine drifters vold for at efterstræbe gevinst i den konstante konkurrence med andre mennesker; det er ikke nogen lovende profil på en dating-side. Men i hvert fald er det godt og betryggende, som Hobbes foreslår, at staten skal gribe regulerende ind, så det ikke ender i krig og ødelæggende konkurrence om økonomiske gevinster og begrænsede ressourcer.

Selv om Hobbes skrev for over 300 år siden er udfordringen der stadig, og kan sammenfattes i den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers (1925-2013) ord fra 1987: »Der findes ikke et samfund. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier«. Samfundet var et problem for Margaret Thatcher og hendes økonomiske bagland, som ønskede fri konkurrence, på stort set alle områder. Statens reguleringer måtte derfor minimeres. Faktisk trives den nyliberalistiske økonomi bedst, hvis mennesket agerer netop som ulve mod hinanden.

En af de mest udbredte økonomiske forestillinger har været, at når det enkelte individ gør det bedste for sig selv, resulterer det automatisk (som styret af en usynlig hånd) også i det fælles bedste. En forveksling af fælles egoisme med fællesskab. Egennyttens velsignede virkning, hvor fællesskabets bedste antages at ske, hvis den enkelte, uhindret af statslig regulering og andre begrænsninger, får lov til at forfølge sine helt personlige egeninteresser.

I den seneste tid har vi set hvad der sker, når de rige gør oprør mod ethvert forsøg på at regulere eller begrænse grådigheden, det individuelle behov for endnu flere penge, begæret efter mere. Vi har oplevet både den internationale og nationale pengemagts gennemtænkte offensiv for at udnytte en samfundsmodel, som lægger færre og færre hindringer i vejen for den helt banale menneskelige grådighed.

Hvidvask og svindel med udbytteskat er bare aktuelle eksempler på, at mennesket måske er som Hobbes sagde, en ulv blandt ulve. De rige bliver rigere, de fattigere bliver både flere og fattigere. De fælles naturressourcer udnyttes af de rigeste til at blive endnu rigere, helt uden blik for fællesskabets behov for de selv samme livsnødvendige ressourcer. Dette handler ikke kun om, at de rige forsøger at tilfredsstille deres grådige egeninteresse, hvorefter det hele alligevel ender med at komme hele fællesskabet til gode – sådan som teorien eller forudsætter. Det er en kamp om den objektive fordeling af økonomisk kapital, af menneskelige muligheder for social overlevelse, for liv eller død; det er en kamp om retten til livsvigtige ressourcer, om udnyttelsen af jord, himmel og hav. Det handler om, hvem der skal være plads til i denne verden – og hvem der skal bestemme det. Dette ikke en kamp, som på et tidspunkt kommer alle til gode; det er en kamp, som foregår på snylternes betingelser, fordi de politiske systemer ikke er i nærheden af at ville påtage sig opgaven, som ansvarlig for fællesskabets bedste.

Det er ikke nok blot at kalde de økonomiske storsvindlere for patologiske undtagelser. De er en konsekvens af den verden, som vi lever i, hvor netop de egenskaber, der skal til for at berige sig både lovligt, og ikke mindst ulovligt, er i høj kurs. Egoisme, grådighed, manglende empati, selvtilstrækkelighed og aggression er de egenskaber der gør det muligt for svindlerne, at lænse adskillige nationers statskasser uden at blive opdaget. Men det er også egenskaber, som tegner et billede af nyliberalismens helte, som uden tøven og etiske overvejelser bekæmper ethvert politisk initiativ, der kunne begrænse mulighederne for at gøre hvad som helst mod hvem som helst, bare det handler om økonomi.

Der er ikke politisk mod eller vilje til at gøre noget ved den store økonomisk svindel. Når det gælder mennesker af typen dovne Robert, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge, arbejdsløse o.l. er man imidlertid parat til at lovgive helt helt ind i dagligstuen, så dette udskud ikke »snyder samfundet for penge«, som det hedder. Vi er vidner til nyliberalismens offensive kynisme, der plyndre den samfundsmæssige fælleskasse og det politiske systems resignerende kynisme, der ikke for alvor ønsker at gøre noget ved det.

Der er ikke noget alternativ til det samfund, vi har i dag, siger politikerne. Ikke noget alternativ til den økonomiske nyliberalisme, der belønner mennesker for at være som en ulv mod ulve. »There is no alternative«, TINA-princippet, som Margaret Thatcher også nåede at formulere. Der er ikke noget alternativ til at betragte det menneskelige fælleskab, som et økonomisk marked, hvor kun de stærkeste overlever.

Men jo, det er der faktisk. I dag taler man nærmest ikke længere om Danmark som en velfærdsstat, nu er det en konkurrencestat. Og i den økonomiske konkurrence er tryghed og sikkerhed af det onde, fordi det sætter grænser for viljen til at ville være som en ulv mod ulve. Men hvad skal være de yderste mål for vores samfund? Utryghed, usikkerhed, angst? Hvorfor er det naivt at foreslå velfærd, medfølelse, fællesskab, solidaritet, ordentlighed? Kan politikerne i dag overhovedet formulere ideen bag det danske samfund, bag den danske konkurrencestat? Er det kun mere rigdom, mere usikkerhed, mere konkurrence? Så længe vi ikke diskuterer dette ved vi jo ikke om der findes alternativer, og det ville være et alternativ i sig selv, at begynde sådan en samtale – her og nu, hvor vi står. Hvad vil vi være som samfund og hvem vil vi være som mennesker – som en ulv blandt ulve eller som et menneske blandt medmennesker?

Løgn og ledelse

Skriv en kommentar

På det seneste har jeg skrevet en del om ledelse. Jeg har intet imod ledelse. Men jeg er anfægtet af den løgn, som spinder treenigheden af ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser ind i et tæt net af uigennemskuelighed og bortforklaringer.

Min kritik af ledelse og nærmeste opland har imidlertid fået nogen til at tro, at jeg er imod ledelse. Inden jeg stopper med at gøre mig klog på ledelse, for at tage fat på andre emner, vil jeg derfor gerne sammenfatte mine synspunkter i 13 teser:

Teser om løgn og ledelse:

  1. Ledelse har som mål at få en gruppe af medarbejdere til at producere så meget som muligt, så effektivt som muligt og så kvalificeret som muligt. Ledelse kan ikke handle om andet.
  2. Det løgnagtige knytter sig til, at moderne ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser i stor udstrækning skjuler og bortforklarer, hvad ledelse i virkeligheden handler om.
  3. Ledelse er blevet et modefænomen og er styret af samme innovationsdrift, som driver moden frem. Den ene ledelsesteori afløser den anden, helt efter modens logik: Der behøves ikke nogen henvisning til kvalitet, for det nye er i sig selv kvalitet. Derfor er de fleste nye ledelsesteorier selvbegrundet og behøver ikke at bygge på andet end netop nyheden. Altså en slags “Kejserens nye klæder”. Mange ledelsesteorier fremstår som komplet irrationelle og uden kobling til den virkelighed, hvori der skal ledes, fordi de efterstræber forandring for forandringens egen skyld. Heri ligger ledelsens “funktionelle stupiditet”.
  4. I stigende grad “italesættes” ledelse som noget der har med medarbejdernes psykiske og eksistentielle – måske endda åndelige – livssituation at gøre. Der tales således f.eks. om eksistentiel ledelse, om ledelse baseret på Søren Kierkegaard, om filosofisk ledelse, om inddragelse af eksistentialistisk filosofi i ledelsesgerningen.
  5. Alt dette ændrer dog ikke noget ved, at ledelse er og bliver en funktion, som skal få medarbejderne til at yde mere, bedre, mere effektivt, på kortere tid – uden at det koster virksomhederne mere.
  6. I det omfang psykologi, filosofi, meningen med livet, eksistensspørgsmål, livskvalitet, spiritualitet, åndelighed o.l. bliver trukket ind i ledelsesanliggender – er det udelukkende som redskaber til at nå ledelsesmålet, nemlig øget effektivitet, øget kvalitet, øget produktivitet. Ledelse kan som sagt ikke handle om andet.
  7. Ledelse kan godt bygge på indsigter fra psykologien, filosofien, teorier om meningen med livet, menneskets eksistensvilkår, livskvalitet eller noget andet i den stil. Men – filosofi, eksistenstænkning, spiritualitet, åndelighed, bevidst nærvær, anerkendelse o.l. bliver trukket ind for at ledelsesmålene kan opfyldes endnu bedre, endnu mere effektivt.
  8. Jo mere komplekse, sofistikerede og omfattende arbejdsmarkedets forskellige jobfunktioner bliver, jo mere er der brug for den grænseløse medarbejder. Den medarbejder, som ikke har nogen grænse mellem arbejde og fritid, fysisk og psykisk involvering, indre og ydre engagement i arbejdet.
  9. Når de enkelte jobfunktioner kræver involvering af medarbejdernes psykiske, mentale, sociale og spirituelle ressourcer, må ledelsen satse alt på at øge medarbejdernes motivation og behov for at investere netop dén slags ressourcer i jobbet og virksomheden.
  10. Dette kan man bl.a. søge at opnå gennem ledelsesmæssig intervention i medarbejdernes sjæleliv, så at sige. Blød ledelse, anerkendende ledelse, filosofisk, eksistentiel, åndelig og inddragende ledelse er bl.a. en måde, at få medarbejdernes psykiske, eksistentielle og spirituelle grundstoffer involveret i arbejdslivet.
  11. Naturligvis er det ikke kun medarbejdernes hele fysiske og psykiske habitus, ledelsen har for øje. Det handler først og fremmest om ledelsens målsætning om at skabe mere effektivitet og kvalitet på et komplekst arbejdsmarked med nye krav om øget menneskeligt engagement fra medarbejdernes side.
  12. Når f.eks. filosofiens indsigter benyttes for at opnå ledelsens målsætninger, så har dette intet med filosofi at gøre. Filosofien er et vidensområde, som i sig selv intet positivt har med ledelse at gøre. Det er en tydelig erfaring op igennem historien, at når filosofien (gennem filosoffer) har involveret sig med ledelse og politisk styring, så korrumperes filosofiens indsigter til simple redskaber for mere eller mindre skjult eller kamufleret magtudøvelse.
  13. Men der skal ledes og styres, i erhvervslivet og i den politiske verden. Så snart der er ledelse i spil er der imidlertid tale om en asymmetrisk magtsituation. Der er ledelsen og nogen som skal ledes. Her kan filosofien sige noget om ansvar, ordentlighed, medfølelse, etik og moral. Altså noget om, hvordan man skal opføre sig i en asymmetrisk magtrelation, hvor man er den, der har magten, styringen, ledelsen over andre. Men bemærk – i modsætning til den måde hvorpå ledelsesteorierne ofte inddrager filosofien, så handler det her om ledelsens adfærd og ikke om, hvordan man gennem filosofien kan få medarbejderne til at give sig helt hen til arbejdspladsens behov og værdier. Det handler om, at filosofien, etikken og moralen kan stemme lederne til ordentlighed og selvkritik i forhold til konsekvenserne af den asymmetriske magt- og ledelsesrelation.

Ikke alt skal siges

Skriv en kommentar

Det er tåkrummende pinligt at opleve, hvordan mange ledere misrøgter betydningsfulde ord og begreber, ved at lade dem danse rundt, som tæmmede dyr, i en cirkusmanege for såkaldt moderne ledelse. Det betyder bl.a., at flere vigtige ord er ved at blive talt ihjel.

Under dødskampen mister ordene deres betydning, og ender som oppustet bubblegum i munden på brugerne og som ubehageligt klister i hovedet på dem, der skal lægge ører til dette misbrug af sprogets vigtigste ord og begreber.

Og ikke nok med det; når ordene mister deres betydning, går det også ud over det, som ordene ellers skulle sige noget om. Ordene er selvfølgelig ikke ensbetydende med det, de udtrykker. Men i relationen mellem det, som ordet udtrykker og det fænomen, som det siger noget om, ligger betydningen, troværdigheden og meningsfuldheden. Der er således ord, som man skal passe på ikke at vold-bruge og tæmme, for så mister de deres indhold og det bliver uklart, hvad det egentlig er de henviser til. Og på den måde bliver der også noget, som vi ikke længere kan tale helt meningsfuldt om.

I dag hører vi ofte, at ”alt skal italesættes”. Som om det, at noget bliver sagt, også gør det sagte tydeligt og forståeligt – endda betydningsfuldt og meningsfuldt. I en del sammenhænge sker der imidlertid det stik modsatte. Nogle ord bliver brugt alt for meget til at italesætte noget, som kun bør italesættes ved særlige lejligheder. Og så er det, at ordene mister livskraft og bare bliver en tynd overflade. Sådan er det f.eks. i mange tilfælde når moderne ledere skal “italesætte” deres ledelsesvisioner.

Et par eksempler, som de fleste vel efterhånden har været ude for i mødet med en leder: Ved de såkaldte MedarbejderUdviklingsSamtaler risikerer man at møde en italesættelse af noget af det vigtigste, noget af det mest betydningsfulde, i menneskers liv, nemlig anerkendelse: “Jeg anerkender dig”. Anerkendelse hænger tæt sammen med udviklingen af menneskets identitet og selvfølelse. Selve anerkendelsesprocessen er meget kompleks, men bygger på et gensidighedsperspektiv, hvor det enkelte menneskes positive selvbillede, dets identitet og selvrealisering, er noget som sker i mødet med andre mennesker.

Her, i dette møde mellem mennesker, skal alt midlertid ikke siges, heller ikke til en MUS-samtale. At stå overfor en leder, som “talesætter” anerkendelse, denne tillidsbærende menneskelige relation, vil ofte virke direkte modproduktivt på medarbejderen. Selvfølgelig har lederen lært det på et kursus: “Du skal tydeliggøre, at du anerkender din medarbejder”. Man kunne stille et eksempel op: Hvordan skal man tydeliggøre, at man elsker sin kone? Ved at italesætte det, eller ved at vise det? Hvis man kun italesætter det, giver det bagslag. Hvis man viser det (og så må man naturligvis også meget gerne sige det), så virker det langt mere troværdigt.

Lederen vil imidlertid ofte italesætte anerkendelsen, fordi vedkommende ikke ved, hvordan man professionelt viser anerkendelse, og fordi han/hun bruger italesættelsen, som forklædt ledelsesredskab: Ledelsesmagt, nu forklædt som terapi, psykologisering og menneskelig indsigt. Men når den slags dybt betydningsfulde forudsætninger for menneskeligt samvær sættes på ord, “italesættes”, så kryber der en terapeutisk dimension ind i relationen mellem leder og medarbejder, som kan virke dybt krænkende, mistillidsskabende og slet ikke anerkendende på den enkelte medarbejder.

Selvfølgelig skal der ledes og vi ved alle sammen, at ledelse betyder magtrelationer, at der er nogen som bestemmer mere end andre. Det kræver menneskelig indsigt og pli i omgangsformerne, respekt og selvfølgelig anerkendelse. Intet af dette opstår ved ”italesættelse”, som tværtimod lægger ansvaret for oplevelsen af anerkendelsen over på medarbejderen: ”Her i firmaet er det vigtigt, at medarbejderne føler sig anerkendte, og du har selv ansvaret for at opleve det, for nu har jeg sagt det!”

For at være troværdigt (eller sandt) skal et udsagn være i overensstemmelse med det, der rent faktisk sker. Jeg har tit oplevet en leder sige: “Jeg hører, hvad du siger.” Øh, nå – gør du det? Ja, det regner jeg egentlig også med. Det er en italesættelse af den fundamentale, underlæggende, forudsætning for al samtale og kommunikation. Troværdigheden og tilliden er derfor omgående tabt. Opmærksomhed, som det drejer sig om, er ikke noget der skal eller kan italesættes – det er hele forudsætningen for, at en meningsfuld samtale overhovedet kan føres. Når opmærksomhed således italesættes, opløses denne grundlæggende forudsætning for samtalen, for opmærksomhed fortælles ikke, den vises, udøves og praktiseres, som forudsætning for meningsfuld samtale. Udsagnet ”Jeg hører, hvad du siger” er i virkeligheden udtryk for alt andet end lyttende, nysgerrig opmærksomhed: ”Jeg gider ikke høre på dig, men det kan jeg jo ikke sige, for det lyder ikke anerkendende, imidlertid skal du ikke regne med min opmærksomhed”.

Vi kunne lave en hel ordbog over ord og begreber, som er ved at blive talt eller italesat ihjel. Ord, hvis tab af mening også fjerner meningen fra det, som ordet henviser til. Som f.eks. når anerkendelse helt ukritisk og ureflekteret italesættes, så er det ikke kun ordet, der tømmes for indhold, selve anerkendelsesrelationens betydning forsvinder også i italesættelsens tåger og forplumring.

Det samme kunne siges om andre af de ord og begrebsdannelser, som ukritisk har vundet indpas i ledelsesteorier. F.eks. begreber som “medarbejderudvikling”, “synlig ledelse”, “eksistentiel ledelse”, “personligt lederskab”, “autentisk ledelse”. Disse og mange andre moderne ledelsesbegreber består af dybt betydningsfulde ord, som henviser til grundvilkår i menneskelivet. Til anvendelsen af dens slags tunge og betydningsfulde ord knytter sig derfor også etiske overvejelser. Hvad betyder det at anerkende et andet menneske, hvordan oplever denne anden, at man rent faktisk gør det, og ikke mindst – hvad kræver det af én selv?

Lidt selvkritik ville klæde den måde, som ledelsesteorierne anvender de vigtige ord og begreber på. Alt for ofte støder man på ledere, som tilsyneladende synes det er fedt at bruge ordene, men som simpelthen ikke har kapaciteten til at forstå dybden i det, som ordene både udtrykker og forudsætter.

Hvornår tæller en løgn?

Skriv en kommentar

I den forløbne uge har den offentlige debat været præget af et moralsk spørgsmål: Må man lyve? Alternativets Niko Grünfeld, måtte trække sig som kulturborgmester i København, efter flere ugers kritik. Radio24syv havde afsløret, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi – men det havde han bare ikke. Og – man må ikke lyve.

Nu er jeg jo kun filosof, og i filosofien har det været et klassisk tema, at sandheden er et gode i sig selv. Men sådan er det tilsyneladende ikke i politik. Børsens politiske kommentator Helle Ib analyserede sagen således: »Vi har med et parti at gøre, som i høj grad blev valgt ind på at ville stå for en ny politisk kultur og en større grad af ordentlighed i forhold til andre partier«.

Men hallo! Betyder det, at hvis man er så idiotisk at slå sig op som et anstændigt og ordentligt parti, så giver det et problem, hvis man fanges i en løgn? Det er måske dog til at forstå. Men hvad så med partier, der ikke slår sig op som anstændige og ordentlige – for dem tæller det ikke så meget med en løgn, eller hvad?

Hans Engell, en anden politisk kommentator, sagde da også: »Det efterlader et imageproblem for partiet. Altså kan de overhovedet noget? Glem ikke, at Uffe Elbæk (Alternativets leder) optræder med et nummer om at ville være statsminister efter næste valg«. Løgnen tæller altså som en løgn, og må få konsekvenser.

Men hvorfor fik det så ikke nogen konsekvenser for Inger Støjberg fra Venstre, da hun i 2009 skrev i sit CV på ministeriets hjemmeside, at hun var uddannet som journalist. For det var hun altså bare ikke. Det var en løgn i Niko Grünfeld-klassen. Her var der imidlertid ikke nogen som gjorde gældende, at det ville skade Inger Støjberg og partiet Venstre og tilmed svække Lars Løkkes fremtid som statsminister. Der var ikke nogen som argumenterede med, at i et anstændigt og ordentligt parti som Venstre var det et imageproblem, hvis f.eks. en minister blev taget i at lyve om sin uddannelse, som Inger Støjbjerg jo blev.

Er det fordi Venstre ikke slår sig op (og endnu mindre betragtes) som et anstændigt og ordentligt parti, at en løgn ikke tæller som en løgn, som den gør for Alternativet, der jo reklamerer med sig selv, som et parti præget af ordentlighed?

Tja, bom, bom. I hvert fald ved vi, at Venstre har meget svært ved at acceptere en løgn – andres løgne altså, ikke mindst har Inger Støjberg svært ved det. I august 2017 lød en overskrift i Politiken nemlig således: »Støjberg: Du bliver aldrig dansker, hvis du lyver for os.« Hun ville gøre det umuligt at få permanent ophold, hvis nogen lyver i en ansøgning om asyl. »Vi hjælper mennesker i nød, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at vi stiller nogle firkantede regler om, at man skal tale sandt«, sagde Inger Støjberg. Så – det handler altså ikke om, at man ikke må lyve. Spørgsmålet er hvornår en løgn tæller som en løgn. Måske endda om partiet, som skal afgøre dette, er anstændigt eller …. uanstændigt.