I den forløbne uge har den offentlige debat været præget af et moralsk spørgsmål: Må man lyve? Alternativets Niko Grünfeld, måtte trække sig som kulturborgmester i København, efter flere ugers kritik. Radio24syv havde afsløret, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi – men det havde han bare ikke. Og – man må ikke lyve.

Nu er jeg jo kun filosof, og i filosofien har det været et klassisk tema, at sandheden er et gode i sig selv. Men sådan er det tilsyneladende ikke i politik. Børsens politiske kommentator Helle Ib analyserede sagen således: »Vi har med et parti at gøre, som i høj grad blev valgt ind på at ville stå for en ny politisk kultur og en større grad af ordentlighed i forhold til andre partier«.

Men hallo! Betyder det, at hvis man er så idiotisk at slå sig op som et anstændigt og ordentligt parti, så giver det et problem, hvis man fanges i en løgn? Det er måske dog til at forstå. Men hvad så med partier, der ikke slår sig op som anstændige og ordentlige – for dem tæller det ikke så meget med en løgn, eller hvad?

Hans Engell, en anden politisk kommentator, sagde da også: »Det efterlader et imageproblem for partiet. Altså kan de overhovedet noget? Glem ikke, at Uffe Elbæk (Alternativets leder) optræder med et nummer om at ville være statsminister efter næste valg«. Løgnen tæller altså som en løgn, og må få konsekvenser.

Men hvorfor fik det så ikke nogen konsekvenser for Inger Støjberg fra Venstre, da hun i 2009 skrev i sit CV på ministeriets hjemmeside, at hun var uddannet som journalist. For det var hun altså bare ikke. Det var en løgn i Niko Grünfeld-klassen. Her var der imidlertid ikke nogen som gjorde gældende, at det ville skade Inger Støjberg og partiet Venstre og tilmed svække Lars Løkkes fremtid som statsminister. Der var ikke nogen som argumenterede med, at i et anstændigt og ordentligt parti som Venstre var det et imageproblem, hvis f.eks. en minister blev taget i at lyve om sin uddannelse, som Inger Støjbjerg jo blev.

Er det fordi Venstre ikke slår sig op (og endnu mindre betragtes) som et anstændigt og ordentligt parti, at en løgn ikke tæller som en løgn, som den gør for Alternativet, der jo reklamerer med sig selv, som et parti præget af ordentlighed?

Tja, bom, bom. I hvert fald ved vi, at Venstre har meget svært ved at acceptere en løgn – andres løgne altså, ikke mindst har Inger Støjberg svært ved det. I august 2017 lød en overskrift i Politiken nemlig således: »Støjberg: Du bliver aldrig dansker, hvis du lyver for os.« Hun ville gøre det umuligt at få permanent ophold, hvis nogen lyver i en ansøgning om asyl. »Vi hjælper mennesker i nød, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at vi stiller nogle firkantede regler om, at man skal tale sandt«, sagde Inger Støjberg. Så – det handler altså ikke om, at man ikke må lyve. Spørgsmålet er hvornår en løgn tæller som en løgn. Måske endda om partiet, som skal afgøre dette, er anstændigt eller …. uanstændigt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: