Kategoriarkiv: Samfund

Sex og eros

Skriv en kommentar

I morges fik jeg den idé, at jeg ville skrive en blog, hvor ordet sex indgik. Måske kunne det lokke kunder til min blog. For at få lidt inspiration tastede jeg derfor naivt de tre bogstaver ind på Google. Dette lille eksperiment resulterede i over 12 millioner sider, alene fra Danmark! Nu er man jo ikke filosof for ingenting, og den slags mennesker kan gøre selv det mest ophidsende og spændende til noget, der har forbindelse med de gamle grækere. Derfor googlede jeg også begrebet eros, det græske ord for kærlighed. Det gav ca. en halv million resultater. Her fik jeg emnet for min blog foræret af Google, for selvfølgelig er der en sammenhæng mellem sex og eros. Tænk bare på ordet erotik, som netop er afledt af det græske eros. Men nu er det så, at jeg må ødelægge det hele, for sex er blot en del af det, som grækerne kaldte eros.

I dag er der en tendens til at forstå mennesket og tilværelsen ud fra økonomiske, funktionelle og instrumentelle værdier. Hvor meget kan det enkelte menneske producere og indtjene, kunne vi ikke få det til at arbejde lidt mere effektivt gennem mere overvågning, konkurrence og pres? Længere arbejdsdage og et liv, hvor arbejdet og arbejdsmoralen dominerer, er jo sundt for bruttonationalproduktet. Mennesker, der kan bringes til at glemme sig selv, er god arbejdskraft; mennesker, der mærker deres længsler mod noget andet og dybere, er nærmest en trussel mod den nationale sikkerhed. Hvis den slags værdier bliver anset for de bærende synes jeg, med filosoffen Arthur Schopenhauers ord, at det er synd for mennesket. Enhver form for værdisætning har nemlig konsekvenser for, hvilke muligheder vi som mennesker kan leve ud. Det er et spørgsmål om, hvilke værdier, der kan/skal bære os i vores tilværelse: økonomi eller eros?

Der er flere fortællinger om eros, som kan modvirke den aktuelle tendens til fokusering på produktion, økonomi og effektivitet, og som i stedet retter blikket mod menneskets mere følelsesmæssige og lidenskabelige sider. I Platons dialog Symposion er der f.eks. en mytologisk fortælling om eros. Her er eros en lyst og længsel hos mennesket til at orientere sig mod og forbinde sig med andre mennesker – ikke gennem økonomiske forbindelser, men gennem den glæde og nydelse, der er ved det rene samvær med andre mennesker. Det er denne sam-væren, der knytter os til verden, og får os til at føle os som hele mennesker og ikke blot som en produktionskraft, en forbruger, en medarbejder med en bestemt funktion o.l. – men som mig, der efterstræbes, elskes eller holdes af, fordi jeg er mig. Her er den seksuelle forbindelse blot ét element. Eros er også grundlaget for vores muligheder for et intimt og fortroligt fællesskab med andre mennesker i bredere forstand.

I det gamle Grækenland var eros – længslen efter det intime og nærværende forhold til andre mennesker – forudsætningen for, at det enkelte menneske kunne overskride sig selv og sit eget snævre perspektiv. Denne selv-overskridelse var for grækerne nødvendig for at blive et helt menneske, og samtidig afgørende for samfundets eksistens.

Gennem lidenskabeligt engagement i de andre åbner vores verden sig og bliver større, hvilket er nødvendigt, hvis der overhovedet skal være noget, som kan kaldes et samfund. Eros er således den drift og lidenskab, der får os til at stræbe efter liv og følelsesmæssig vækst sammen med andre, ikke kun gennem det seksuelle, men også gennem venskaber, fællesskaber og samfundsordninger, der ikke kan sættes på økonomisk formel eller vurderes ud fra effektivitetskriterier. Eros er den længsel, der får os til at ønske nærvær og fortroligt bekendtskab med andre, ikke fordi de har en bestemt status, velstand eller position, men fordi de er med-mennesker, som man kan være sam-værende med.

Eros med bue og elskovspile

Eros er blevet beskrevet på flere måder, bl.a. som den gud, der ved verdens skabelse skulle sikre, at der opstod orden ud af det oprindelige kaos. Eros skulle sørge for, at der skete en fortsat skabelse af verden; han skulle give menneskene lysten til fortsat og nyt liv. Helt i forlængelse af dette er Eros også blevet set som Afrodites søn. Her er Eros en ung mand med vinger, som med sin bue sender elskovspile af sted for at sikre mødet mellem mennesker. Uanset hvilken historie, der fortælles om Eros, så har den noget at gøre med begæret efter helhed, sammensmeltning mellem mennesker, forbindelse mellem det adskilte, hengivelse til hinanden, længslen efter dem, der komplementerer én. Det er den mystik, der knytter sig til eros: En følelsesmæssige oplevelse af forbundethed med andre menneske, der ikke begrænser os, men tværtimod åbner os mod verden, knytter os til og skaber følelsen af, at være en del af verden i et større perspektiv end vores eget.

Hvis dette værdiperspektiv taber for meget terræn i forhold til kravene om, at vi skal konkurrere med hinanden, hele tiden skal testes og evalueres i forhold til andre, at vi skal værne om vores eksklusive individualitet og se andre som potentielle rivaler, så tror jeg, at der mistes en vigtig dimension i vores menneskelighed – nemlig eros-fornemmelsen af at være forbundet med verden, af at vi er nødvendige for hinanden; vi mister fornemmelsen af de andre menneskers betydning for os og af vores betydning for de andre.

Eros binder de elskende sammen, bl.a. gennem sex. Men eros kan også binde fællesskab og samfund sammen gennem de enkelte menneskers bevidsthed om de andres eksistentielle nødvendighed. Eros kan vise sig i sengen, i bussen og i samfundet, når vi et øjeblik glemmer os selv i samværet med andre mennesker. Uden eros ingen sex; uden eros intet samfund.

Lunefulde lykke

Skriv en kommentar

Hver gang jeg er på indkøbstur i Fakta ønsker den søde pige ved kassen mig en fortsat god dag. Hermed rejser hun en række filosofiske spørgsmål, som er over 2000 år gamle: Hvad skal der til for at skabe en god dag? Kan man være lykkelig og have en god dag selv om det er indlysende, at man senere i livet vil opleve masser af ulykkelige dage, hvad er lykke i det hele taget og kan lykke og ulykke eksistere side om side? Det tager jeg selvfølgelig ikke op med kassepigen, for bag mig i køen står der næsten altid en sur mand og kræver, at der bliver åbnet en kasse til. Men skulle man tage en snak med kassepigen og kunderne om, hvad en god dag er og hvad lykke betyder, så ville det vise sig, at alle ønsker sig lykke og masser af gode dage, men at kun de færreste kan sige, hvad det i virkeligheden betyder.

I det gamle Grækenland, for over 2000 år siden, ville kassepigens ønske om en god dag til kunderne betyde noget i retning af: Kan I have en dag, hvor I gør det etisk rigtige. I kristendommens tidlige perioder ville hendes søde hilsen nok slet ikke være blevet forstået, for her knyttede lykke og gode tider sig primært til livet efter døden. Det var først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede, at lykke og et godt liv begyndte at få status som en rettighed, noget som mennesket kunne forvente i dette liv, og noget som politikerne og samfundet stillede i udsigt. I dag er lykke blevet en forventning, der deles af alle, nærmest som var der givet et universelt løfte om lykke – Don’t worry, be happy.

Prøv at gå ind i en boghandel og spørg efter bøger om lykke. Så vil du blive præsenteret for titler som Lykke kan læres, Vejen til lykke, Spis dig lykkelig, Lev dig lykkelig, Bo dig lykkelig og Sådan bliver du lykkelig. Den nyeste samtidshistorie er på den måde også historien om, hvor meget og hvordan vi stræber efter at blive lykkelige. Det er der ikke nødvendigvis noget mærkeligt eller forkert i, men spørgsmålet er, om den moderne stræben efter lykke ikke kan producere sin helt egen form for utilfredshed? Kunne dét paradoks ikke tænkes at være den filosofiske sandhed i den gamle revy-sang Hvorfor er lykken så lunefuld?

Problemet er vel, at den stræbsomme forfølgelse af lykke i bedste fald kan sammenlignes med at skyde efter bevægeligt mål, og i værste fald som at sigte efter det bevægelige mål med bind for øjnene. For hvem er i stand til at definere lykke? Er lykke ophobningen af de gode dage, som kassepigen i Fakta ønsker for mig? Og hvad er så ”en god dag”? Er lykke når det samlede livs-regnskab kan fremvise flere gode dage end dårlige? I så fald kan vi først vide om et menneske har haft et lykkeligt liv når vedkommende er død og regnebrættet kan gøres op. Kan man være lykkelig selv om man oplever noget ulykkeligt? Personligt har jeg flere gange oplevet noget som gjorde mig ulykkelig, men som senere blev grundlaget for en dyb lykkefølelse. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi står midt i det ulykkelige.

På den måde ved vi faktisk ikke ret meget om lykken. Det er ikke engang altid, at vi kan mærke den når den er der, for lykken kan som sagt gemme sig bag noget ulykkeligt, og det ulykkelige bag noget tilsyneladende lykkeligt. I Samuel Becketts skuespil Mens vi venter på Godot, er der følgende replikskifte:

Estragon: Jeg er lykkelig.
Vladimir: Det er jeg også.
(…)
Estragon: Vi er lykkelige. Hvad skal vi så lave, nu hvor vi er lykkelige?
Vladimir: Vente på Godot.

Hermed mener jeg ikke at det er absurd at stræbe efter lykke. Men hvad ligger der egentlig i Estragons og Vladimirs korte dialog om lykken? Selv hvis de var lykkelige, ville de ikke være tilfredse. De ville fortsætte med at vente, og denne skæbne kan forekomme endnu mere tragisk end hvis de ikke var lykkelige.

Blandt de utallige bøger om lykke, der er skrevet i de senere år, er også Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt. Umiddelbart kunne titlen lyde som om det bare var endnu en af de utallige bøger i den moderne lykkebølge. Men hvis man tænker på, at en af de fundamentale læresætninger i buddhismen er, at alt liv også er lidelse, så åbnes der for en anden vinkel på spørgsmålet om lykke. Et perspektiv, som man også kan finde hos psykoterapeuten Viktor E. Frankl. Han sagde, at lidelsen er et af livets dybeste grundvilkår som beskytter os mod at glemme vores menneskelighed og medmenneskelighed. Og hvis vi glemmer vores menneskelighed er vi vel ikke lykkelige?

Den moderne tvang til at være positiv, glad, lykkelig, optimistisk osv. har efter min mening en tendens til at overse noget vigtigt: Lykken kan være ligesom Erydike, som Orfeus i den græske mytologi fik lov til at hente op fra underverdenen, hvis han lovede ikke at vende sig om og se tilbage på hende under rejsen op til jorden. Men Orfeus vendte sig alligevel om, og hans elskede Erydike var hermed tabt for altid. Når vi fokuserer så meget på lykke, som tilfældet er i det moderne samfund, kan vi risikere at glemme livet i bredere forstand, og i stedet stirre os blinde på tomme og overfladiske idealer om det lykkelige liv; idealer, som ikke engang er vores egne. Hvis man kun kigger efter lykken, så forsvinder den, som Erydike gjorde da Orfeus rettede blikket mod hende.

Lykke kan ikke planlægges, lykkelige dage ikke tælles og stilles op i kolonner over for de ulykkelige dage. De mest betydningsfulde ting i livet ligger ofte udenfor menneskets kontrol. I tidligere tider mente man, at det var gennem gudernes indgriben, at mennesket oplevede lykke eller ulykke, liv eller død, kærlighed eller svigt osv. Det er nok ikke tilfældigt at disse følelser, som har afgørende indflydelse på hvordan vi oplever livet, blev tilskrevet guderne. Der var en oplevelse af, at de blev givet til mennesket i en form og på et tidspunkt, som guderne selv valgte og derfor var det vigtigt at være klar og nærværende når guderne kaldte. Derfor er det også om at være der når lykken er der, og den kan faktisk godt indfinde sig midt i det ulykkelige, selv midt i lidelsen – sådan var det dengang, hvor guderne bestemte, og sådan er det i dag, hvor mennesket heller ikke selv bestemmer, hvornår lykken skal kigge forbi.

Vil du læse mere om de emner, der kort omtales i dette indlæg, så er der et par muligheder her:
Niels Thomassen: Ulykke og lykke, Gyldendal 2001.
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.
Darrin M. McMahon: Happiness. A history, Grove Press, New York 2006.

Handlingen at være menneske

Skriv en kommentar

En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.

Familiebillede fra Athen

Skriv en kommentar

Verdens første filosof levede for ca. 86 generationer siden. Det var Thales, og han kan ses på Rafaels maleri, Skolen i Athen, som øverst på denne side illustrerer min blog. Han står til højre med grøn kjortel, hvid kalot på hovedet og en stav i hånden. Man kan naturligvis mene, at 86 generationer er så lang tid, at personerne på Rafaels maleri er uinteressante for os i dag. Jeg vil imidlertid hævde, at de 86 generationer ikke adskiller os, men tværtimod forbinder os med de for længst afdøde personer på billedet.

Rafael var en italiensk maler, som levede fra 1483 til 1520. Motivet til maleriet Skolen i Athen er derfor udtænkt inden i hans hoved; alle personerne på billedet var nemlig døde adskillige århundreder tidligere, og tilmed levede mange af dem ikke på samme tid. Selv om Rafaels maleri på den måde ikke er ”virkeligt”, er det alligevel en form for familiebillede, der viser nogle af dem, som vi i dag er åndeligt beslægtet med. Et familieskab på tværs af 86 generationer, eller over 2.500 år, som alligevel er helt afgørende for den måde vi er mennesker på i dag.

Maleriet viser en lang række af de gamle græske filosoffer. I midten ser vi f.eks. Platon og Aristoteles. Sokrates er der naturligvis også sammen med stort set alle de filosoffer fra oldtiden, der formede de vilkår, som vi stadig lever under. Måske lyder det mærkeligt, men det var på dette tidspunkt, fra ca. 800 år f.Kr., at der for første gang begyndte at opstå tanker, som vi kan kalde filosofiske. Men har mennesket da ikke altid tænkt? Nej, ikke på samme måde som det begyndte at tænke for ca. 86. generationer siden. Den måde mennesket kan tænke på, og ikke mindst de ting der overhovedet kan tænkes over, er nemlig afhængig af, hvordan mennesket ser på sig selv.

Omkring den tid, hvor filosofferne på Rafaels maleri levede, begyndte mennesket at se sig selv, som enkelt-individer. Tidligere i historien havde mennesket ikke oplevet sig selv, som et særligt, individuelt væsen ved siden af naturen; tværtimod havde det været en del af naturen og oplevet sig selv som styret af naturens kræfter, faktisk som et væsen underlagt en magt, der ikke kom fra mennesket selv. Men efterhånden begyndte mennesket at opfatte sig som et væsen, der var anderledes end naturen, hævet over omverdenen, som en selvstændig, særlig skabning, med alle de muligheder og spørgsmål, som dette selvbillede rejser.

Hævet over naturen kunne mennesket begynde at undre sig over verden. Mennesket begyndte at undre sig over, hvor alting kom fra, hvorfor der overhovedet var en verden, hvad et menneske var, og efterhånden rejste der sig spørgsmålene om livet, hvad det var, hvordan det skulle leves og hvordan man skulle forklare døden og forholde sig til den?

På den måde blev mennesket imidlertid også bevidst om alt det, som det ikke vidste. Jo mere denne undren blev styrende for menneskets forhold til verden og livet, jo mere begyndte mennesket derfor også at tvivle. Det opdagede, hvor lidt man faktisk kan være sikker på her i tilværelsen, hvor lidt man kan vide med sikkerhed og hvor vanskeligt det er at forholde sig til eksistentiel usikkerhed. Med denne undren og tvivl som ballast opdagede mennesket således også, hvordan usikkerhed skaber angst og utryghed. Filosoffen Epiktet sagde direkte, at Filosofien opstår, når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt.

Mennesket begyndte langsomt at udvikle en ny bevidsthed om livets grænser og ikke mindst om egne grænser: Grænsen imellem livet og døden, grænsen imellem én selv og de andre, grænsen imellem magt og afmagt i tilværelsen. Mennesket var ikke længere en del af naturen og kosmos; det måtte til at stole på sig selv, som et selvstændigt væsen, og erfarede derfor både sin egen nye magt over livet og verden, men samtidig også sin egen afmagt. Det, der her er i spil, er spaltningen imellem subjekt og objekt.  At tænke over denne spaltning er at trænge ind i forudsætningen for eksistensens dybeste spørgsmål. Vi er subjekt i forhold til os selv imens andre er objekter for os, og vi er selv objekt for andre subjekter. Og verden – hvis den kun er objekt for os, er vi så ikke en del af den?

Det som filosofferne på Rafaels maleri på forskellig måde begyndte at tænke over var ikke mindst, hvordan vi som menneske kan leve med spaltningen imellem os selv og verden, imellem mit korte liv og verdens tilsyneladende evighed, imellem mig og de andre? Hermed skabes de grundlæggende forudsætninger for den måde, som vi tænker og føler på i dag; forudsætningerne for de store verdensreligioner, for filosofien, for psykologien og de eksistentielle spørgsmål, som vi slås med på godt og ondt. Når f.eks. vi lider under dårlige relationer til andre, eller når vi må gå til psykoterapeut på grund af dødsangst, ensomhed eller manglende selvværd, er det i virkeligheden udtryk for vores slægtskab med de gamle på Rafaels maleri – og vores kamp for at finde os til rette med de eksistensvilkår, som oldtidens filosoffer begyndte at sætte ord på.

For mig er Rafaels billede symbolet på, hvordan mennesket nærmest løftede sig selv op ved håret. Hvordan vi opdagede os selv og den indre kraft, der skulle til for at hæve os op over naturen og verden, blive selvstændige individer med indflydelse på eget liv og evnen til at skabe grundlaget for den fantastiske udvikling, som vi nu, kun 86 generationer senere, står midt i. Men det er også et billede af den usikkerhed og angst, som flyder fra den selv samme kilde: Mennesket, der står alene over for verden, uden andre faste holdepunkter end sig selv; som oplever en uoverstigelig grænse imellem sig selv og omverdenen og er usikker på, hvordan denne afstand skal håndteres og overvindes; hvordan man igen kan overskride grænsen imellem sig selv og den helhed, som vi forlod for cirka 86 generationer siden.

Spørgsmålets styrke

Skriv en kommentar

Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.

Usynlig

1 kommentar

Tænk hvis du en morgen vågnede op og var usynlig. Ingen ville lægge mærke til dig på gaden, du kunne bevæge dig ubemærket overalt og smugkigge de steder, som du kun havde drømt om. Det er en af menneskehedens ældgamle drømme, at finde midlet, der kan gøre indehaveren usynlig, på samme måde som usynlighedshatten i den græske mytologi. Eller måske lidt i retning af Harry Potters usynlighedskappe, selv om den mere er beregnet på at gøre ham usynlig for døden. I virkeligheden er dette lidt af et paradoks, for det er ikke så få der har valgt døden, netop fordi de oplevede sig selv som usynlige.

For de gamle romere var usynlighed – det ikke at fremtræde for andre mennesker – nærmest at sammenligne med døden. At være i live var for dem det samme som at være iblandt mennesker. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt sagde derfor, at vi mennesker fødes ind i et fællesskab, hvor vi udvikler os, bliver os selv og finder vores egen indre personlighedskerne ved at træde frem for andre. Det er den proces, som psykoanalytikeren C.G. Jung kaldte for individuation, og beskrev som det at lukke verden ind. Og så kan det jo ikke nytte noget at gå med usynlighedskappe.

Sagen er bare, at mange mennesker kæmper for ikke at være usynlige. De vil gerne lukke verden ind, men verden er modvillig og tager af forskellige årsager ikke imod invitationen.  Det er de mennesker der oplever at de overses, at andres opmærksomhed er fraværende i en grad så usynlighed er en dækkende betegnelse for den dominerende selvfølelse. Denne usynlighed er ikke nogen eventyrlig oplevelse fremkaldt af en fascinerende usynlighedskappe. Det er tværtimod en af de mest sjælerystende og dødbringende oplevelser et menneske kan komme ud for.

At være usynlig for andre er nemlig det samme som at være grundlæggende i tvivl om sin egen eksistens, sit eget værd, sit eget liv. Som det allerede i 1890 hed i et af psykologiens hovedværker, ”The Principles of Psychology” af William James: Man kan næppe tænke sig hårdere straf end – hvis det var fysisk muligt – at blive sluppet ud i samfundet, og at der så ikke var nogen, der lagde mærke til én.” Selv den mest smertefulde tortur ville være bedre, tilføjede han, og vurderede, at den slags usynliggørelse ville fremkalde en frygtelig magtesløshed, fortvivlelse og vrede.

Vi ønsker at vække en eller anden slags følelse i vores medmennesker. Læg mærke til at jeg siger en eller anden slags følelse. Heri ligger den sande betydning af usynlighed, som værre end fysisk tortur. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 romanen ”Doktor Glas”, hvor man kan møde en dyb indsigt i usynlighedens psykologiske konsekvenser: Man begærer at blive elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf afskyet og foragtet.

Med en usynlighedskappe på skuldrene kunne vi måske fristes til at smugkigge ind i damernes omklædningsrum, men ret hurtigt ville vi i den grad foretrække at blive set, afsløret, måske endda foragtet – hvis vi ikke kunne blive elsket. Vi er afhængige af andres opmærksomhed, for uden den kommer vi let i tvivl om hvem vi er, og mister måske endda os selv; og så er det bedre at være frygtet eller foragtet end at være usynlig. På den måde er der da i det mindste en reaktion på mig – jeg foragtes altså er jeg til i verden.

Der tales voldsomt meget om anerkendelse i dag. Men den grundlæggende form for positiv og kærlig anerkendelse knytter sig til at vide sig set som et unikt menneske, forskellig fra alle andre. Det er det som Hannah Arendt kalder den anden fødsel. En fødsel, hvor man ikke kun er til stede som fysisk væsen, men også som en der handler og træder frem for andre, som et enestående menneske, der tager verden i besiddelse på sin helt egen måde og dermed bidrager positivt til verdens fortsatte beståen.

Derfor har vi brug for livsvidner, der møder os i åbenhed fra vi er spædbørn til vi bliver oldinge. Den måde, som verden ser os på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan vi selv ser på verden: Som et sted, hvor vi gøres usynlige og dermed trues af en selvudslettelse, som vi for enhver pris må kæmpe imod, eller som et sted, hvor vi bliver set og invitere ind. Spørgsmålet er hvordan verden bliver vores: Gennem destruktiv kamp for at udgå usynlighed eller gennem synlig invitation til deltagelse?

Kontrol

1 kommentar

Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.

Eksistentielt kompas

1 kommentar

Skriver man ”livets mening” på Google kommer der under 200.000 resultater ud. Taster man derimod ”personlig udvikling” ind i søgemaskinen resulterer det i næsten tre gange så mange hits. Freud mente ganske vist, at det var sygeligt at stille spørgsmålet om livets mening. Hans argumentet for denne tvivlsomme diagnose var, at der ikke kunne gives noget objektivt svar. Men vi er jo ikke af den grund holdt op med at stille spørgsmål til vores eksistens. Svaret søges bare ikke længere uden for os selv, som det store livs mening, men ved at vi kigger indad i vores eget liv. Meningen med livet for det moderne menneske er personlig udvikling, en form for Kend dig selv.

Det er i virkeligheden mest begrebet personlig udvikling, der er nyt. For det at begive sig af sted på en indre rejse er noget, som mennesket har gjort næsten til alle tider. Pilgrimsrejsen var f.eks. en rejse langs støvede landeveje, men mest af alt var det en rejse indad. Denne rejse med alle dens forhindringer og udfordringer havde et mål for det kristne menneske: Det var foreningen med Gud, der lokkede. Sådan er det ikke i dag. Det moderne menneskes indre rejse handler ikke om at finde Gud, men om at finde sig selv.

Motivationen er ofte en følelse af fremmedhed i verden; oplevelsen af at man ikke har hjemme eller ikke er sat i verden for at arbejde, dyrke karrieren, tjene penge, købe ind, tilpasse sig normen, moden, trenden – Livets runddans, som Aldous Huxley kaldte den konstante jagt efter adspredelser, som kan give tilværelsen et skær af indhold.

Ofte behandler vi os selv meget dårligt: Vi retter forventninger til os selv, som nærmest ikke kan opfyldes, vi dømmer os selv og er fyldt med selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, er forkerte, for tykke, for utiltrækkende, har for lidt selvtillid. Vi har forestillinger om, at andre ikke kan lide os, vi bliver fanget i nogle roller, som vi ikke kan gøre til vores egne, og vi frygter alt det, som fremtiden kan udsætte os for. Det er nogle af de udfordringer, som den indre rejsende står over for når vi antager, at personlig udvikling skal hjælpe mennesket med at finde hjem til sig selv.

Den amerikanske læge Richard Moss har skitseret en model, som kan inspirere til et eksistentielt kompas, der viser at vi alt for ofte er alle mulige andre steder end hjemme hos os selv.

Vi kan være i vores fortid, hvor tidligere erfaringer ofte sætter nogle begrænsninger for, hvor frit vi kan forholde os til nuet. Vi bliver f.eks. tit styret af de forventninger og roller som vores fortid har tildelt os. Omvendt kan vi også være i fremtiden: Kan vi klare de kommende udfordringer, vil vi kunne gøre det godt nok og tænk på alt det, der kan ske, hvis vi træffer de forkerte valg her og nu. Øverst i kompasset står der objektet, det vil sige, at vi kan være ovre i de andres sko. Hvor ofte er det ikke netop de andres øjne vi ser os selv med? Om de kan lide os, om de synes vi er gode nok til vores arbejde, om de mener vi er værd at samle på? Nederst kan kompasnålen pege på subjektet – det vil sige mig. Det er fra den position jeg vurderer om jeg er noget værd og hvor jeg fælder de hårde domme over mig selv. Det er den samling af tanker og forestillinger, vi har om os selv, om hvordan vi burde være, men ikke nødvendigvis er. På den måde er vi ofte ude af os selv; væk fra det nu, hvor vores liv foregår.

Personlig udvikling i stedet for livets mening – med det må der menes, at vi kommer tættere på os selv. Kompasset afslører, at vi ofte er en hel masse andre steder end i netop det her og nu, hvor vores liv er. Det er måske det, der skaber den moderne følelse af at være fremmed i verden. Vi kan være tilbage i fortiden og lade os styre af gamle nederlag, inde i fremtiden og lade os styre af frygten for alt det der kan gå galt eller vi kan være styret af de forestillinger vi tror de andre har om os, og så kan vi være fanget i vores egne forestillinger om, hvad vi burde være. Den moderne pilgrimsvandring, ikke mod livets mening, men mod selvudvikling, kræver et kompas så vi ikke farer vild og tror at vi selv er et andet sted end vi i virkeligheden er.

Mens de kristne pilgrimme tilbagelagde deres indre rejse for at søge efter Gud, søger det moderne menneske sig selv. Men jeg finder ikke mig selv i hverken fortiden eller fremtiden, og slet ikke ved at forestille mig hvad andre mener om mig og ej heller i mine egne forestillinger om, hvordan jeg burde være for at være rigtig. Hvis man et øjeblik prøver at trække sig væk fra de fire nævnte kompasretninger, så er der nemlig også en femte mulighed for at finde sig selv: I nuet, som faktisk er det eneste sted, hvor du kan være; alt andet er på en eller anden måde forestillinger, som ikke nødvendigvis har noget med dig selv at gøre.

Intet er så godt for mennesket, som medmennesket

2 svar

Folkekirken er kommet i kamp med både sig selv og med omgivelserne. Grunden er politikernes planer om at lovgive, så homoseksuelle får ret til at blive kirkeligt viet. Det  kan den kristne kirke ikke kan acceptere, hvis den skal forblive tro mod sin egen officielle historie. Ifølge kirken kan min elskede nemlig ikke være hvem som helst; for en mand i hvert fald ikke en mand, for en kvinde ikke en kvinde, ligesom det at ønske sig gift med to kvinder ikke er dobbelt så godt, som at være gift med én.

Det, som religionen mest nidkært har krævet reguleret, har nemlig altid været forholdet mellem mennesker, ikke mindst når kærlighed og seksualitet har været involveret. Kirken nægter ikke at konfirmere en teenager, der har begået vold og solgt hårde stoffer. Den nægter ikke at begrave manden, som blev dømt for pædofili eller drab. Sådan mener jeg heller ikke, at det bør være. Tilgivelse skal være religionens kernekompetence. Men det er da påfaldende, at den ikke kan overkomme at gifte mennesker af samme køn eller en mand med to kvinder, bare for at stille sagens alvor op mod det, at kirken til gengæld ikke at nægter at yde andre kirkelige handlinger til mennesker, som måske er dømt for mord. Altså, kirken vil hellere regulere seksualiteten end alle andre moralske anliggende.

Argumentet er menneskets natur. Det er f.eks. ikke menneskets natur, som den er givet af Gud, at dyrke samkvem med andre af samme køn. Mennesket er født af ånd, og mennesket er ikke Gud, men Guds skabning, og som kirkefaderen Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede skrev, så skal de kristne dyrke skaberen og ikke skabningen. Det er himlen, som er vores sande fædreland. At være her på Jorden er blot et eksil, som vi må stræbe efter at komme væk fra.

Men er der noget, som kan holde menneskets opmærksomhed væk fra det himmelske, så er det erotikkens nærvær med et andet menneske. Nu er det bare sådan, at Gud ikke så tit lader høre fra sig. Nok har kirken henvendt sig til mennesket, men Gud har fastholdt sin tavshed, og i enhver dansk kirke hænger Kristus på korset, hvorfra han anråbte sin herre: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke så meget spørgsmålet, som den tavshed det blev besvaret med, gjorde selv filosoffen Pascal lammet af rædsel: Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru, skrev han.

Selv om Adam, som det første menneske, havde selveste Gud ganske tæt på, så bad han alligevel om at få et andet menneske – og så fik han Eva. Resten af historien er velkendt; bare to mennesker kunne få det til at gå galt med gudsforholdet. Selv om den store filosof Spinoza sagde, at intet er gavnligere for mennesket end mennesket, så har religionen altid lagt maksimal magt i at forhindre mennesket i at fortabe sig i mennesket, for så ender det let med at glemme Gud.

Men når kirken forsøger at fastholde sin autoritet i spørgsmålet om det syndefulde ved f.eks. homoseksualitet, så demonterer den ved samme lejlighed sig selv. Selv om en undersøgelse fra 2010 viste, at 64% af danskerne siger, at de tror på Gud, så er det ikke Gud som den traditionelle kirkekristne autoritet, der nødvendigvis tænkes på. Mere er der tale om en slags udefinerlig åndelig kraft, ofte tilsat en opfattelse af mennesket og kærligheden, som det vigtigste, og ikke som religionen siger, Skaberguden som vigtigere end mennesket.

Allerede Kristus sagde: jeg har sagt I er guder (Joh.10,33). Kunne han have ment, at vi er guder i svøb når kærligheden realiseres i en menneskelig relation? I hvert fald har en religion, der ikke påskønner kærlige menneskelige forhold (inklusiv erotiske), ikke nogen stor fremtid i en kultur, hvor langt de fleste erfarer det religiøse på en anden måde end det traditionelle gudsforhold. Lige præcis opfattes det at elske (med?) andre ofte som vejen til den religiøse oplevelse. Om det så er to mænd, der elsker hinanden, to kvinder, en mand og en kvinde, eller hvordan konstellationen nu måtte være – det opleves af færre og færre som afgørende for kærlighedens værdi. Tværtimod: hvor der er kærlighed er der gudsfølelse.

Det store i det små – Sputnik på min himmel

Skriv en kommentar

Det år, hvor jeg blev født, skete der noget på himlen over vores hoveder, som aldrig var sket før. Jeg er nemlig født i Sputniks år: det år, hvor himlen fik en ekstra stjerne, som mennesket selv havde sendt derop. Fra tidernes morgen har astrologerne spejlet sig i stjernerne for at finde et svar på, hvorfor tingene går som de går her på jorden. Universets mørkeste dyb har fået stjernerne til at fremstå med en lysende forklaring på vores eget mørke, og som et kompas for vores færden.

Selv om den lille satellit kun lyste op i nogle minutter, så gjorde dens tur hen over himlen mig alligevel til et ægte barn af den frygt og det håb, som videnskaben altid har spundet mennesket ind i. Ganske vist blev jeg født på en tid, hvor menneskets sans for stjernernes profetiske kraft langtfra var så stærk som tidligere, men alligevel skulle Sputnik få stor indflydelse på mit liv.

Min far havde ikke tillid til, at det menneskeskabte himmellegeme ville resultere i noget positivt. Med den belæste lægmands intuitive klarsyn forudså han, at atombomberne i fremtiden ikke blot ville falde ned fra himlen, men blive styret af usynlige stråler fra alle de kommende sputnikker ude i verdensrummet. Min mor kom fra Jante på øen Mors og havde som overklassepige kun overlevet ved hjælp af en optimistisk tro på egne evner. Hun havde en positiv nysgerrighed og fantasi og frygtede ikke Sputnik, men var mere interesseret i, hvad den ville møde derude i mørket over Jorden.

Stjernetyderen, der kom til at fortolke Sputniks budskab, var en mand, som min far havde mødt to år tidligere. Det var en fremtrædende spiritistisk vejleder, som tog min far med til møder i Spiritistisk Selskab, hvor den åndelige verden havde let spil i forhold til den verden af arbejdsløshed, økonomisk nød og tidlige dødsfald på grund af tuberkulose, som min far var rundet af i hjemmet på Holmbladsgade. Denne mand blev min fars ubestridelige åndelige vejleder, og han tolkede sputnikkens færd hen over himlen som udtryk for, at der var risiko for et endegyldigt Armageddon – et opgør mellem de gode og de onde kræfter i form af en atomkrig.

Konsekvensen af Sputnik på min himmel blev således, at først tog min far sammen med den åndelige vejleder langt ud på landet for at lede efter en passende bolig, og siden fulgte min mor og jeg efter. De to mænds hypotese var nemlig, at fra Sputniks højde var det lettere at få øje på lyset fra storbyer som København. Vi endte derfor i en landsby, hvor der ikke var flere huse end der kunne tælles på én hånd til at lyse op og tiltrække sig sputnikkens opmærksomhed, og eventuelt få den til at dirigere bomber i vores retning. Meningen var også at oprette et åndeligt og spirituelt fællesskab omkring min fars åndelige vejleder. Det blev ikke til noget, men den religiøse udlægning af Sputniks bane på himlen kom alligevel til at få stor betydning for hele min families liv.

Min mor havde ikke noget ønske om at flytte på landet og hun var usikker på hvem den mand var, der havde så stor indflydelse på min far, som hun jo næsten lige havde giftet sig med. Som voksen har jeg tit bebrejdet min far den egoisme og verdensflugt, der fik ham til at glemme min mors behov og drømme, og alt det jordiske, dér hvor min mor og jeg befandt os.

Men det er jo på den måde, religionerne og de åndelige forbilleder ofte har virket. De har sat det enkelte menneskes liv ind i den store sammenhæng: det store i det små. Fra begyndelsen blev mit livsforløb sat ind i den helt store sammenhæng. Mit barndomshjems placering blev bestemt af Sputnik, af Den Kolde Krig og ikke mindst af forestillingen om det Godes kamp mod det Onde. Denne store, monumentale kamp mellem de gode og de onde verdensmagter, om det så var Den Kolde Krig eller Guds kamp mod Djævlen, blev derfor en naturlig del af min forståelse af mig selv i forhold til verden.

Mit lille liv var en del af denne store kamp. Jeg måtte placere mig og vælge det rigtige, for mit begrænsede liv var vævet ind i de store, alvorlige og ubegrænsede sager. Det var både en forbandelse og en gave. Gaven er nu blevet langt større end forbandelsen: I det små er der jo næsten altid noget større – om ikke andet så forsøget på at finde en forklaring, der rækker ud over det, man selv har været i stand til at opleve og opfatte:

Min far; hvor er det let at afvise ham. Men over hans hoved har der jo også været en fødselsstjerne, der virkede ind på hans liv, som der var en Sputnik på himlen det år, hvor jeg blev født, og som medvirkede til at gøre mig til den, som jeg er.