Kategoriarkiv: Samfund

Vredens dage

Skriv en kommentar

Det virker som om, at vreden er blevet det moderne menneskes foretrukne udtryksform. I de politiske debatter, i trafikken, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på internettet. Der er no mercy; alle steder er der mennesker med så meget opdæmmet vrede, at de virkelig må være bange for, at der kan ske dem noget alvorligt. Men er der blevet mere at være vred over, eller er vi blevet lettere at gøre vrede?

Inden for nogle psykologiske teorier arbejdes der med begrebet grundfølelser. Det kan være glæde, sorg, seksualitet eller vrede. Det giver naturligvis ikke nogen mening, at rangordne disse følelser og sige, at den ene er vigtigere end den anden. Men vrede regnes alligevel for, at være en af de vigtigste, fordi den både er en nødvendig kraftkilde for det enkelte menneske og samtidig også kan være yderst destruktiv.

Vrede er nødvendig når vi som individer f.eks. skal sætte grænser, eller omvendt skal række ud i verden efter muligheder for udfoldelse og behovstilfredsstillelse. Men vrede er også en svær følelse for mange, fordi den sættes i forbindelse med konflikt, aggression, overskridelse og risikoen for udstødelse af det gode selskab. I mange familier er vrede nærmest en forbudt følelse, fordi den opleves som en trussel mod eksisterende magtbalancer, ubevidste rollefordelinger, og i stor udstrækning betragtes som en ukærlig og negativ følelse, der skal bekæmpes og erstattes af postive og varme følelser.

Men sådan er det ikke nødvendigvis altid med vrede. Mennesker, der ikke får mulighed for at vise vrede, fordi de ubevidst tvinges til at undertrykke den, vil gang på gang opleve, at deres grænser overskrides, hvilket kan skabe en opdæmmet vrede, som vendes mod dem selv. Man bliver altså vred på sig selv, fordi man lader andre overskride ens grænser.

Vrede er således en livsvigtig følelse for menneskets udvikling. Men den kan også bruges til noget andet. Først og fremmest er vreden god at gemme sig bag. Hvis vi siger, at følelser ofte viser sig i par, så kan vi spørge, hvilken anden følelse, der kan gemme sig bag vreden? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at vreden jo netop kan være tegn på, at et menneske føler sit eksistensrum i fare, måske truet udefra. Men når så mange i dag tilsyneladende let bliver meget vrede, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at de ydre trusler mod vores eksistens er blevet flere og alvorligere.

Det moderne menneske er blevet stærkt individualiseret. Det betyder, at vi i bund og grund er afhængige af og selv. Det gør os imidlertid også skrøbelige og skaber følelsen af udsathed i forhold til omgivelserne, der let kommer til at virke truende. Og så er det, at vreden vokser frem, for den skal jo beskytte os, netop når vi oplever noget truende. Det kan ske i køen på motorvejen, i den politiske debat, på jobbet, når vi bliver udfordret af omstillinger eller bare når vi møder fremmede mennesker på gaden. I den indre Helman-provins er vi så alene og og føler os så sårbare og udsatte, at vreden ofte må beskytte os.

Bag al vreden gemmer der sig altså ofte bange og sårbare mennesker, der er ved at knække; mennesker, som af den ene eller anden grund er bange for at blive løbet over ende, fordi deres indre verden er så skrøbelig, at den ikke er et sikkert fundament for psykisk overlevelse. Det er altså deres eksistensrum, de kæmper for med al vreden.

I gamle dage var dette eksistensrum fysisk defineret. Det kunne f.eks. være et livsvigtigt jagterritorium. I dag er det et indre rum, ofte i form af selvfølelsen, der trues – tit ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker. Derfor er så mange forhold blevet til rene magtkampe. Men kan vi et øjeblik få øje på det bange menneske bag vreden, så er meget nået på vejen mod anerkendelse, både af hinandens, men ikke mindst af vores egen, indre sårbarhed. Det kunne godt tænkes, at give mere plads til nåden frem for vreden.

Tid til livet

Skriv en kommentar

Hvad betyder det når et menneske siger: Bare jeg havde mere tid? Nu er det jo vanskeligt rent faktisk at få mere tid, og jeg tror heller ikke, at det er det, der menes. Bag ønsket om mere tid gemmer der sig en grundlæggende tvivl, nemlig spørgsmålet: Bruger jeg den tid, som jeg har, på det rigtige? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt, og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med.

For få år siden blev der lavet en undersøgelse af børnefamiliernes tidsforbrug. På den ene side viste det sig, at det var disse familier, der brugte mest tid på at arbejde. På den anden side udtrykte de samme familier, at der var en kløft mellem det liv, som de levede, og det liv, som de godt kunne tænke sig at leve. De følte sig fanget mellem frygten for ikke at kunne hænge på når toget kørte med arbejde, karriere, øgede forbrugsmuligheder o.l. og frygten for ikke at få tid til livet i bredere forstand.

Og det er jo ikke kun børnefamilierne. I alle hjørner af samfundet støder vi på mennesker med stress, nedslidte og udbrændte medarbejdere; man behøver bare at kigge sig om. Mennesker knækker dagligt og psykologerne taler om, at vi er blevet paniske udrettere. Man skal nå det hele. Uro og rastløshed er blevet nøglebegreber i en psykologisk samtidsdiagnose, for livet har fået form af et projekt, der skal bygges, udvikles, vedligeholdes, og hvor stilstand, pause og langsomhed er et problem.

De gamle græske guder straffede nu og da mennesket på den mest grusomme måde: Guderne fandt ud af, hvad menneskene ønskede sig mest af alt; og så opfyldte de disse ønsker alt for fuldkomment. Måske er vi i dag ved at opleve den fulde ironi i denne form for straf. Vi ønskede os masser af velstand og arbejde, som kunne give os råd til nye forbrugsmuligheder, nye oplevelser osv.  Det har vi så fået, uanset finanskriser o.l. Dog til en vis pris på de indre linjer.

Som Milan Kundera viser i den smukke bog ”Langsomheden”, så sker der noget med os når vi bliver stadig mere stakåndede for at nå det hele: Glemslen vinder over erindringen. Hvorfor var det, at vi ønskede os alt dette? Ikke at det var eller er et forkert ønske. Personligt kunne jeg ikke tænke mig at leve i noget andet samfund end vores. Der er ikke nogen grund til fattigdoms- eller bonderomantik. Men det er dog en overvejelse værd, hvad det er for en livsdrøm, der ligger bag den måde, som vi har indrettet os på. Er det fortsat den rigtige måde, vi prioriterer på, hvis vi vil holde fast i denne drøm?

Evnen og viljen til disse overvejelser ser heldigvis ud til at vokse. Der er ved at blive vakt en ny livsinteresse hos mange, som har fundet ud af, at tid ikke bare er noget man koger æg efter, som Piet Hein sagde. Tiden er det sted, hvor man lever sit liv. Livet er ikke et andet sted. Derfor kan vi også se en stræben efter virkelig at overveje, hvad det er, tiden fyldes med; om det er vigtigt nok for det liv, som man ønsker at leve.

Som sagt mener jeg ikke at der er noget galt i at have travlt, hvis man føler at det er det rigtige, man har travlt med. Hvis travlheden er fremmedgjort, er det imidlertid et problem. For så er der også tale om en fremmedgjorthed i forhold til det liv, som man dybest set ønsker sig. Så ender det med alt for meget tempo og alt for meget tomhed.

Den moderne sårbarhed

Skriv en kommentar

Hvor meget belastning kan mennesket tåle før det knækker? Det ser ud som om vi er ved at foretage eksperimentet i disse år. Om vi vil det eller ej, så er krisen ved at være det normale; den helt almindelige menneskelig spilittethed mellem at skulle og kunne klare udfordringerne. Enhver samfundsform og kultur op gennem historien har udstyret mennesket med nogle psykiske dispositioner. De menneskelige konsekvenser af det samfund, som vi beboer i dag, er tilsyneladende psykiske dispositioner for lavt selvværd, identitetsproblemer, oplevelsen af personlig utilstrækkelighed. ulykkelighed, meningstab, angst og skyldfølelse.

I den sidste times tid har jeg siddet på gulvet i mit arbejdsværelse for at ryde op i alle arkivkasserne. På en af dem står der: den moderne sårbarhed. Når jeg kigger artiklerne og rapporterne igennem ser der ud til at være to tråde at følge.

Den ene tråd: Dokumentationen for at stadig flere mennesker i Danmark får antidepressiv medicin. Det skønnes at dreje sig om ca. 425.000 mennesker. Det højeste tal nogensinde. Tilmed viser en undersøgelse, at hver 4. kvinde oplever så lavt selvværd, at hun overvejer at søge hjælp, sygemelde sig eller helt lægge livet om. For mændenes vedkommende gælder det, at flere end tidligere søger hjælp hos en psykoterapeut på grund af problemer med selvværdet og med overhovedet at mærke sig selv.

Den anden tråd: Spørgsmålet om, hvad der egentlig er problemet? At det giver så mange psykiske problemer, at leve i Danmark i 2000-tallet? Eller, at så mange er blevet nogle svæklinge og ikke kan klare det, som de både skal og bør?

Inden for psykologien er det kendt, hvordan et menneskes livshistoriske dispositioner kan føre til både psykologisk og social sårbarhed. Men det er næppe alene nederlagserfaringer og psykiske belastninger tidligt i livshistorien, der har bragt så mange mennesker på antidepressiv medicin og ind i psykoterapeuternes venteværelser.

Det letter svar er derfor, at vi er blevet for blødsødne, at velfærdsstaten har gjort os bløde som smør, så vi ikke længere kan klare tingene uden at få den hjælpende hånd, som pillerne og terapien kan give. Jeg tror ikke udelukkende, at det hænger sådan sammen. Uden at forfalde til letkøbte udsagn om, at det er samfundets skyld, må vi genetablere interessen for forbindelsen mellem det enkelt menneske og samfundet, som længe har været ude af syne.

Hænger den tilsyneladende forøgede psykiske sårbarhed sammen med noget der kendetegner det moderne samfund? Sættes der betingelser for menneskene, som i stigende grad fremprovokerer eksistentielle kriser, meningstab, svækket selvværd, identitetsproblemer og rodløshed? Eller som gør det vanskeligt for det enkelte menneske at håndtere disse problemer?

Måske er behandling i form af antidepressiv medicin ikke svaret, men det skal ikke fjerne fokus fra, at stadig flere mennesker tilsyneladende oplever, at der lige bag hverdagskonventionernes almindelighed, truer et kaos, som rykker ved deres følelse af grundlæggende tryghed i verden. Det relevante spørgsmål er derfor, hvad det er for nogle kulturelle og samfundsmæssige vilkår der har skabt denne moderne såbarhed hos mennesket?

Kirken set fra et cafébord

Skriv en kommentar

Det er et godt sted jeg har fundet mig. Et bord i caféen, helt henne ved vinduet, så jeg har udsigt til kirken på den modsatte side af gaden. Og det er jo den måde, de fleste mennesker forholder sig til kirken; udefra, med skeptisk loyalitet, og kaffe på bordet.

På cafébordet ligger tre indbundne bøger, som jeg skal aflevere på biblioteket: Illustreret religionshistorie. Trods titlen, der leder tanken mod tegneseriegenren, er de tre tunge bind ikke specielt illustrerede. De er til gengæld fyldt med viden og fortællinger om, hvor stor en rolle det religiøse har spillet helt op til moderne tid – for samfundene, kulturerne og ikke mindst for menneskets selvforståelse.

Med en espresso i den ene hånd og blikket på de tre bøger, og naturligvis kirken i baggrunden, må jeg indrømme, at det næsten giver mig åndenød at tænke på, hvor stor en rolle religionen har spillet i historien og samtidig opleve, hvor lille en rolle den har i dag.

Kirken ligger der som en klat størknet tid; et mindesmærke over en tid, hvor mennesket, som noget helt indlysende, var religiøst, det vil sige var noget mere end blot sig selv.

Men religionen har ikke svaret til det menneske, der ene og helt alene er sig selv. Religionen kræver, for at være gyldig, at mennesket kan se sig selv i noget andet, noget der er større end det selv. Noget, der er så stort, at det kan give forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, hvorfor man selv er som man er, hvad man skal gøre med sine svagheder og styrker, hvorfor og hvordan man skal lide og dø.

Fire-fem kirker ligger der vist her i byen. Nogle af dem bliver nok nedlagt eller sammenlagt når ministeren går i gang med at se på, hvor mange kirker der er brug for i forhold til efterspørgslen. På vejen fra parkeringspladsen til caféen passerede jeg ikke alene to af disse kirker, men også adskillige af deres mentalitetshistoriske afløsere – psykoterapeuterne.

De sårbarhedsskabende træk ved den moderne, individualiserede kultur har kirken og religionen ikke haft noget svar på. I stedet er vi som individer blevet overbelastet af den magt, vi har overtaget fra kirken og religionen: Magten over os selv, hinanden, over verden og det gode og det onde, den ekstreme mulighedsrigdom. Den magt, der før var knyttet til religionen og Gud, er blevet menneskeliggjort – det er nu vores egen personlige magt.

Det er os med denne magt, der sidder i terapeuternes venteværelse: Vi bliver nemlig bange når vi opdager den magt og det ansvar, vi har over vores eget liv. Og vi bliver bange når vi ikke kan få øje på denne magt og i stedet føler os magtesløse.

Det onde

Skriv en kommentar

Min kone er psykoterapeut og i går aftes lå der en bog på hendes skrivebord med titlen: Tilknytningsteori. Den handler om, hvordan nære følelsesmæssige relationer har betydning for udviklingen af et menneskes psykiske liv. Mens kaffevandet kogte kiggede jeg på de første sider i bogen, og allerede i indledningen fik jeg øje på et citat af den svenske forfatter og journalist Nina Björk:

Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Og i et nu fornægter dette spædbarn vores samfunds allerhelligste idealer. Han er nemlig fuldstændig hjælpeløs. Ikke som en fejltagelse, men som noget helt naturligt. Han er simpelthen afhængig, ikke fordi der er gået noget galt, men fordi det er rigtigt. Det er netop sådan vi er. Det er sådan vi alle har været. Overalt. Til alle tider. Hjælpeløse, afhængige, sårbare, ude af stand til at klare os selv.

Det er sjældent at en dybdepsykologisk indsigt formuleres så poetisk – og så umiddelbart indlysende, og da jeg vågnede i morges gik det op for mig, hvorfor disse ord havde sat sig fast i mig.

Til min kommende bog om døden er jeg ved at skrive et kapitel om Det onde. Nina Björks ord om det sårbare, psykisk og fysisk nøgne barns grænseløse afhængighed af kærlige hænder og øjne, gjorde det vanskeligt at forlige sig med, at det onde, ikke længere skal søges hos Djævlen, men hos mennesket. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde, er Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Det onde kan kun udspringe af mennesket selv, og ikke forklares med henvisning til en højere, absolut ond instans. Guds død tog Djævlen med i faldet og overlod såvel det gode, som det onde, til mennesket selv.

I og med at det onde ikke længere kan forklares ud fra en størrelse som f.eks. Djævlen er ondskaben havnet i mennesket selv. Og her klinger Nina Björks ord igen: Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Nej – mennesket kan ikke være en metafor for ondskaben.

Og her er kilden til vores problem med at forstå det onde. Vi er ikke i tvivl om, at der findes onder, at der sker onde ting i verden, men når ondskaben får det omfang, som vi f.eks. så med Anders Behring Breiviks massedrab i Norge, bliver det næsten umuligt at tilskrive et medmenneske denne ondskab.

Er det ikke sådan, at det næsten ville være lettere og mindre smertefuldt at forstå tragedien, hvis der kunne henvises til en metafysisk forklaring om en vred Gud eller en Djævel? Nu er vi henvist til at acceptere kendsgerningen, at ét eneste sølle menneske kan foranledige så stor ondskab, så stor tragedie og smerte for så mange mennesker

Når det menneskelige kommer til udtryk i tragedier som den, vi f.eks. oplevede i Norge, er det nærmest umenneskeligt at skulle forstå. Men Anders Behring Breivik er et menneske. Lige præcis det, at skulle erkende hans handlinger som menneskeligt muligt, truer imidlertid med at sprænge de kategorier, som vi er i stand til at tænke mennesket i.