Min kone er psykoterapeut og i går aftes lå der en bog på hendes skrivebord med titlen: Tilknytningsteori. Den handler om, hvordan nære følelsesmæssige relationer har betydning for udviklingen af et menneskes psykiske liv. Mens kaffevandet kogte kiggede jeg på de første sider i bogen, og allerede i indledningen fik jeg øje på et citat af den svenske forfatter og journalist Nina Björk:

Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Og i et nu fornægter dette spædbarn vores samfunds allerhelligste idealer. Han er nemlig fuldstændig hjælpeløs. Ikke som en fejltagelse, men som noget helt naturligt. Han er simpelthen afhængig, ikke fordi der er gået noget galt, men fordi det er rigtigt. Det er netop sådan vi er. Det er sådan vi alle har været. Overalt. Til alle tider. Hjælpeløse, afhængige, sårbare, ude af stand til at klare os selv.

Det er sjældent at en dybdepsykologisk indsigt formuleres så poetisk – og så umiddelbart indlysende, og da jeg vågnede i morges gik det op for mig, hvorfor disse ord havde sat sig fast i mig.

Til min kommende bog om døden er jeg ved at skrive et kapitel om Det onde. Nina Björks ord om det sårbare, psykisk og fysisk nøgne barns grænseløse afhængighed af kærlige hænder og øjne, gjorde det vanskeligt at forlige sig med, at det onde, ikke længere skal søges hos Djævlen, men hos mennesket. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde, er Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Det onde kan kun udspringe af mennesket selv, og ikke forklares med henvisning til en højere, absolut ond instans. Guds død tog Djævlen med i faldet og overlod såvel det gode, som det onde, til mennesket selv.

I og med at det onde ikke længere kan forklares ud fra en størrelse som f.eks. Djævlen er ondskaben havnet i mennesket selv. Og her klinger Nina Björks ord igen: Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Nej – mennesket kan ikke være en metafor for ondskaben.

Og her er kilden til vores problem med at forstå det onde. Vi er ikke i tvivl om, at der findes onder, at der sker onde ting i verden, men når ondskaben får det omfang, som vi f.eks. så med Anders Behring Breiviks massedrab i Norge, bliver det næsten umuligt at tilskrive et medmenneske denne ondskab.

Er det ikke sådan, at det næsten ville være lettere og mindre smertefuldt at forstå tragedien, hvis der kunne henvises til en metafysisk forklaring om en vred Gud eller en Djævel? Nu er vi henvist til at acceptere kendsgerningen, at ét eneste sølle menneske kan foranledige så stor ondskab, så stor tragedie og smerte for så mange mennesker

Når det menneskelige kommer til udtryk i tragedier som den, vi f.eks. oplevede i Norge, er det nærmest umenneskeligt at skulle forstå. Men Anders Behring Breivik er et menneske. Lige præcis det, at skulle erkende hans handlinger som menneskeligt muligt, truer imidlertid med at sprænge de kategorier, som vi er i stand til at tænke mennesket i.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: