Kategoriarkiv: Psykoterapi

Kontrol

1 kommentar

Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.

Diamonds Are Forever

Skriv en kommentar

Skulle jeg som en sølle hund ikke have fattet min egen dødelighed blev jeg mindet om den da jeg for nogle få år siden blev ramt af en sten. Ikke umiddelbart noget dramatisk, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik helt galt.

Jeg fik lagt rebet om halsen; rødt, blodfarvet flettet af mit eget blod, pulserende i slanger, der lå hen over dynen, mellem maskinen og min krop, som ikke længere kunne rense blodet for affald, så døden nærmest ophobede sig i organernes mørke.

Kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter 10 års belejring, har døden fundet på det geniale træk, altid at være gemt inden i os for uden nåde at være parat når det gælder.

Kroppen var allerede begyndt at distancere sig, havde gjort sig fri og markeret sin selvstændighed fra vilje og bevidsthed. Pludselig tilhørte livet ikke længere mig, og jeg var slået med rædsel.

Jo – jeg overlevede. Men selv da jeg blev rask, fortsatte rædslen og angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket og det endte med, at jeg fik reduceret livet til blot at være dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.

I de efterfølgende år fik jeg kun langsomt fat i livet igen. Gennem min families kærlighedsterapi og terapiens kærlighed blev det tilsyneladende indlysende efterhånden klart for mig: Hvis jeg ikke kunne acceptere døden, så kunne jeg heller ikke acceptere livet, og jeg havde jo fået tilbudt overlevelse med muligheder for at forstå mit liv i et helt nyt perspektiv.

Da jeg kom hjem fra sygehuset, gik jeg dagligt forbi kirken, hvorfra jeg egentlig havde troet, at jeg snart skulle begraves. Kirken har ligget der så længe, at den næsten ikke er blevet ældre i min levetid. For enden af gaden, som sidste datoblad i en kalender, ligger den og troner. Massiv, som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen, som ellers har pisket omkring den langt længere end mands minde.

Trods sin manglende religiøse pragt viser kirken alligevel det jordiske fra sig ved at kaste skygger af størknet tid ned over enhver, som kommer forbi. Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser hen til, at vi altid fødes ind i noget allerede begyndt, der først vil slutte lang tid efter os.

I kirkens tidsregning sker alt i et menneskes liv næsten på én gang. Vi opstår og forgår med en dødelig lethed; flygtige og tidsbestemte, i et blændende hukommelsestab. Men kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser om noget evigt. Her er det ikke kun den øjeblikkelige historiske tid, knyttet til min eksistens, som er nærværende. Ligesom myterne peger kirkens historie ud over hvert enkelt menneskes eksistens, til det tidløse i livet.

Jeg har set en udsendelse i tv om et firma, der tilbyder at omdanne aske fra kremerede mennesker til smykkesten; fra aske til diamanter! Det var naturligvis en idé, som nogle tossede amerikanere havde fået. Men som metafor for menneskelivets værdi, trods dets endelighed, er den egentlig ganske glimrende: Diamonds Are Forever.

Livet i skyggen

Skriv en kommentar

Når vi siger om en person, at han er ”en tur i skyggen”, kan det betyde, at han sidder i fængsel. Sådan kan man også bruge begrebet skyggen i mere psykologisk betydning. At leve i skyggen kan i den sammenhæng være at leve afskåret fra væsentlige sider af tilværelsen, afsondret fra vigtige personlige udfoldelsesmuligheder, faktisk som at være i et psykisk fængsel. Forskellen er blot, at skyggen i dette tilfælde ikke kastes på én fra de høje fængselsmurer, men derimod kommer indefra – fra ens psykiske ubevidste.

Skyggen er et kendt tema i litteraturen. Tænk f.eks. på dr. Jekyll og mr. Hyde. Den pæne og regelrette dr. Jekyll, der bliver oversvømmet af mr. Hyde, massemorderen fra det ubevidste. Nu er det sjældent så dramatisk. Men grundlæggeren af dybdepsykologien, den schweiziske psykoanalytiker Carl Gustav Jung, viste hvordan skyggen er et af de vigtigste psykologiske fænomener, hvis vi vil finde nøglen til det, der i dag kaldes selvudvikling.

De fleste kender ordet bevidstgørelse. Men hvad er det der skal gøres bevidst? Jungs svar var, at det er skyggen, der skal hentes frem i bevidstheden. Og hvorfor? Fordi der er bundet enorme mængder af psykisk energi i at opretholde modsætningen mellem vores bevidste selvforståelse og den ubevidste skyggeside, som vi ikke kan acceptere hos os selv. I skyggen lever nemlig de egenskaber, som vi af forskellige årsager ikke mener kan eller bør accepteres af os selv og vores omgivelser. Bl.a. de egenskaber vi tidligt i livet blev afvist for; det kan være vrede, forskellige former for seksualitet, aggression, dovenskab, usikkerhed, såkaldt dumhed, klodsethed osv.

Hvad der ikke kan accepteres, skifter naturligvis fra menneske til menneske og fra den ene historiske periode til den anden. I dag er der en meget stærk tendens til det jeg vil kalde foragt for svaghed. Der er no mercy, du skal kunne klare det hele, være stærk og i kontrol med dit liv, tage uddannelse, have arbejde og karriere, være smuk og tiltrækkende og frem for alt må du ikke vise svaghed.

I min selvbevidsthed er jeg den stærke, der kan klare tingene. Jeg påtager mig ansvar og nye opgaver, er på forkant med det hele. Den sårbare del er den der har lyst til hurtigere at give op, føler at grænser bliver overskredet, at kræfterne ikke slår til, som har behov for at vende sig væk, finde andre værdier – som i virkeligheden helst vil sende en sygemelding til arbejdet.

Jeg kender den stærke side, den er i min (selv)bevidsthed, men den sårbare side kender jeg ikke, og den passer heller ikke til mit selvbillede og den forestilling som jeg mener andre har om mig, og som jeg måske endda tror de anerkender og elsker mig for. I den situation vil jeg være optaget af alt det jeg kan, skal og bør. Jeg vil have fokus på mine kræfter for ikke at mærke min sårbarhed. Og samtidig vil jeg ikke bryde mig om dem i mine omgivelser, som tydeligt viser deres svaghed og begrænsning, som melder sig syg, opgiver karrieren og flytter i kolonihavehus.

To ting sker: Når den del af mig, der er sårbar, forbliver i skyggen og dermed i det ubevidste, overskrider jeg mine egne grænser, ignorerer den sårbarhed der kalder på aflastning, hjælp og trøst, fordi jeg ikke kan blive ved med at klare det.

Det andet der sker er, at den del af mig, den sårbare del, som ligger nede i det ubevidstes skygge, vil blive overført på andre mennesker. Når jeg møder sårbarhed hos andre, vil jeg derfor vende mig væk, måske foragte dem, og forveksle deres sårbarhed med svaghed og dårlige karakteregenskaber. Det er derfor ofte sådan, at når vi forholder os til andre er det i virkeligheden os selv – vores egen skygge – vi forholder os til og bliver irriteret på, selv om vi retter irritationen ud mod en anden, der således kommer til at repræsentere vores egen skygge. Et eksempel: Når jeg forholder mig negativt til et andet menneskes aggressive adfærd kan det være min egen ubevidste aggression, jeg forholder mig negativt til, for jeg er jo den flinke fyr, der ikke drømmer om at være aggressiv.

Det man kalder bevidstgørelse er at få integreret skyggen. Både at kunne være venlig og føle sig aggressiv, stærk og sårbar, at kunne holde sig selv ud både når man er god og mindre god, tjekket og pinlig, når man har succes og fiasko, når man har overskud og er ved at brænde ud. Ikke at kunne klare dette betyder nemlig at låse den ene halvdel af sig selv inde i fængslets skygge. I princippet mister man så halvdelen af sit liv til skyggen og måske dermed også muligheden for at finde nye måder at udfolde sig på.

Eksistentielt kompas

1 kommentar

Skriver man ”livets mening” på Google kommer der under 200.000 resultater ud. Taster man derimod ”personlig udvikling” ind i søgemaskinen resulterer det i næsten tre gange så mange hits. Freud mente ganske vist, at det var sygeligt at stille spørgsmålet om livets mening. Hans argumentet for denne tvivlsomme diagnose var, at der ikke kunne gives noget objektivt svar. Men vi er jo ikke af den grund holdt op med at stille spørgsmål til vores eksistens. Svaret søges bare ikke længere uden for os selv, som det store livs mening, men ved at vi kigger indad i vores eget liv. Meningen med livet for det moderne menneske er personlig udvikling, en form for Kend dig selv.

Det er i virkeligheden mest begrebet personlig udvikling, der er nyt. For det at begive sig af sted på en indre rejse er noget, som mennesket har gjort næsten til alle tider. Pilgrimsrejsen var f.eks. en rejse langs støvede landeveje, men mest af alt var det en rejse indad. Denne rejse med alle dens forhindringer og udfordringer havde et mål for det kristne menneske: Det var foreningen med Gud, der lokkede. Sådan er det ikke i dag. Det moderne menneskes indre rejse handler ikke om at finde Gud, men om at finde sig selv.

Motivationen er ofte en følelse af fremmedhed i verden; oplevelsen af at man ikke har hjemme eller ikke er sat i verden for at arbejde, dyrke karrieren, tjene penge, købe ind, tilpasse sig normen, moden, trenden – Livets runddans, som Aldous Huxley kaldte den konstante jagt efter adspredelser, som kan give tilværelsen et skær af indhold.

Ofte behandler vi os selv meget dårligt: Vi retter forventninger til os selv, som nærmest ikke kan opfyldes, vi dømmer os selv og er fyldt med selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, er forkerte, for tykke, for utiltrækkende, har for lidt selvtillid. Vi har forestillinger om, at andre ikke kan lide os, vi bliver fanget i nogle roller, som vi ikke kan gøre til vores egne, og vi frygter alt det, som fremtiden kan udsætte os for. Det er nogle af de udfordringer, som den indre rejsende står over for når vi antager, at personlig udvikling skal hjælpe mennesket med at finde hjem til sig selv.

Den amerikanske læge Richard Moss har skitseret en model, som kan inspirere til et eksistentielt kompas, der viser at vi alt for ofte er alle mulige andre steder end hjemme hos os selv.

Vi kan være i vores fortid, hvor tidligere erfaringer ofte sætter nogle begrænsninger for, hvor frit vi kan forholde os til nuet. Vi bliver f.eks. tit styret af de forventninger og roller som vores fortid har tildelt os. Omvendt kan vi også være i fremtiden: Kan vi klare de kommende udfordringer, vil vi kunne gøre det godt nok og tænk på alt det, der kan ske, hvis vi træffer de forkerte valg her og nu. Øverst i kompasset står der objektet, det vil sige, at vi kan være ovre i de andres sko. Hvor ofte er det ikke netop de andres øjne vi ser os selv med? Om de kan lide os, om de synes vi er gode nok til vores arbejde, om de mener vi er værd at samle på? Nederst kan kompasnålen pege på subjektet – det vil sige mig. Det er fra den position jeg vurderer om jeg er noget værd og hvor jeg fælder de hårde domme over mig selv. Det er den samling af tanker og forestillinger, vi har om os selv, om hvordan vi burde være, men ikke nødvendigvis er. På den måde er vi ofte ude af os selv; væk fra det nu, hvor vores liv foregår.

Personlig udvikling i stedet for livets mening – med det må der menes, at vi kommer tættere på os selv. Kompasset afslører, at vi ofte er en hel masse andre steder end i netop det her og nu, hvor vores liv er. Det er måske det, der skaber den moderne følelse af at være fremmed i verden. Vi kan være tilbage i fortiden og lade os styre af gamle nederlag, inde i fremtiden og lade os styre af frygten for alt det der kan gå galt eller vi kan være styret af de forestillinger vi tror de andre har om os, og så kan vi være fanget i vores egne forestillinger om, hvad vi burde være. Den moderne pilgrimsvandring, ikke mod livets mening, men mod selvudvikling, kræver et kompas så vi ikke farer vild og tror at vi selv er et andet sted end vi i virkeligheden er.

Mens de kristne pilgrimme tilbagelagde deres indre rejse for at søge efter Gud, søger det moderne menneske sig selv. Men jeg finder ikke mig selv i hverken fortiden eller fremtiden, og slet ikke ved at forestille mig hvad andre mener om mig og ej heller i mine egne forestillinger om, hvordan jeg burde være for at være rigtig. Hvis man et øjeblik prøver at trække sig væk fra de fire nævnte kompasretninger, så er der nemlig også en femte mulighed for at finde sig selv: I nuet, som faktisk er det eneste sted, hvor du kan være; alt andet er på en eller anden måde forestillinger, som ikke nødvendigvis har noget med dig selv at gøre.

Vredens dage

Skriv en kommentar

Det virker som om, at vreden er blevet det moderne menneskes foretrukne udtryksform. I de politiske debatter, i trafikken, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på internettet. Der er no mercy; alle steder er der mennesker med så meget opdæmmet vrede, at de virkelig må være bange for, at der kan ske dem noget alvorligt. Men er der blevet mere at være vred over, eller er vi blevet lettere at gøre vrede?

Inden for nogle psykologiske teorier arbejdes der med begrebet grundfølelser. Det kan være glæde, sorg, seksualitet eller vrede. Det giver naturligvis ikke nogen mening, at rangordne disse følelser og sige, at den ene er vigtigere end den anden. Men vrede regnes alligevel for, at være en af de vigtigste, fordi den både er en nødvendig kraftkilde for det enkelte menneske og samtidig også kan være yderst destruktiv.

Vrede er nødvendig når vi som individer f.eks. skal sætte grænser, eller omvendt skal række ud i verden efter muligheder for udfoldelse og behovstilfredsstillelse. Men vrede er også en svær følelse for mange, fordi den sættes i forbindelse med konflikt, aggression, overskridelse og risikoen for udstødelse af det gode selskab. I mange familier er vrede nærmest en forbudt følelse, fordi den opleves som en trussel mod eksisterende magtbalancer, ubevidste rollefordelinger, og i stor udstrækning betragtes som en ukærlig og negativ følelse, der skal bekæmpes og erstattes af postive og varme følelser.

Men sådan er det ikke nødvendigvis altid med vrede. Mennesker, der ikke får mulighed for at vise vrede, fordi de ubevidst tvinges til at undertrykke den, vil gang på gang opleve, at deres grænser overskrides, hvilket kan skabe en opdæmmet vrede, som vendes mod dem selv. Man bliver altså vred på sig selv, fordi man lader andre overskride ens grænser.

Vrede er således en livsvigtig følelse for menneskets udvikling. Men den kan også bruges til noget andet. Først og fremmest er vreden god at gemme sig bag. Hvis vi siger, at følelser ofte viser sig i par, så kan vi spørge, hvilken anden følelse, der kan gemme sig bag vreden? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at vreden jo netop kan være tegn på, at et menneske føler sit eksistensrum i fare, måske truet udefra. Men når så mange i dag tilsyneladende let bliver meget vrede, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at de ydre trusler mod vores eksistens er blevet flere og alvorligere.

Det moderne menneske er blevet stærkt individualiseret. Det betyder, at vi i bund og grund er afhængige af og selv. Det gør os imidlertid også skrøbelige og skaber følelsen af udsathed i forhold til omgivelserne, der let kommer til at virke truende. Og så er det, at vreden vokser frem, for den skal jo beskytte os, netop når vi oplever noget truende. Det kan ske i køen på motorvejen, i den politiske debat, på jobbet, når vi bliver udfordret af omstillinger eller bare når vi møder fremmede mennesker på gaden. I den indre Helman-provins er vi så alene og og føler os så sårbare og udsatte, at vreden ofte må beskytte os.

Bag al vreden gemmer der sig altså ofte bange og sårbare mennesker, der er ved at knække; mennesker, som af den ene eller anden grund er bange for at blive løbet over ende, fordi deres indre verden er så skrøbelig, at den ikke er et sikkert fundament for psykisk overlevelse. Det er altså deres eksistensrum, de kæmper for med al vreden.

I gamle dage var dette eksistensrum fysisk defineret. Det kunne f.eks. være et livsvigtigt jagterritorium. I dag er det et indre rum, ofte i form af selvfølelsen, der trues – tit ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker. Derfor er så mange forhold blevet til rene magtkampe. Men kan vi et øjeblik få øje på det bange menneske bag vreden, så er meget nået på vejen mod anerkendelse, både af hinandens, men ikke mindst af vores egen, indre sårbarhed. Det kunne godt tænkes, at give mere plads til nåden frem for vreden.

Man skal ikke undervurdere de døde

Skriv en kommentar

De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Hvordan er du blevet dig?

2 svar

Man skal skabe sit eget liv, tage hånd om sin livshistorie, fortælle livet, tage kontrollen, indtage teten, siger de i modefilosofien, ugebladspsykologien og i markedsføringen. Næsten som om der ikke er noget, som er større end individets fortolkende ord og frie valg til at vælge netop det liv, der lever op til pasformen. Hvordan skal jeg så fortolke min nuværende situation? Hvad har jeg gjort for at konstruere mit liv?

Det er korrekt, at jeg har haft mulighed for at beslutte og vælge mig til langt flere ting end min far. Han ville f.eks. gerne have været teolog, men det kunne han ikke blive, fordi han kom fra et arbejderhjem. Jeg kommer også fra et arbejderhjem, men kunne selv vælge på alle uddannelsessystemets hylder.

Så – måske er jeg blevet den jeg er, fordi jeg har besluttet mig til det. Og så alligevel. Jeg behøver bare at kigge hen over computerskærmen mens jeg skriver dette. Over i sofaen sidder min kone. Vi har selvfølgelig valgt hinanden, da vi efter adskillige omveje nærmest blev viklet ind i hinandens livsforløb. Valget var vores, men de grundlæggende forudsætninger trådte frem for os, som det man tidligere kaldte en skæbne. En af de utallige muligheder der kunne tilstøde mig.

I de store ting, finder livet altid en måde at overmande os på, som vi senere måske kan rationalisere, så det ligner et livsforløb, som vi selv har konstrueret. Men det at være menneske er at være kastet ind i livet helt uafhængigt af vores valg og ønsker. Det er en eksistensbetingelse, at jeg kan beslutte mig for noget i dag, og i morgen sker der noget på vej til bussen, som jeg ikke er herre over, endsige kan vælge til eller fra. Nu er jeg her, før var jeg der, som digteren Erik Knudsen skrev. Det, der virkelig ændrer livets retning, sker med os.

Den historiske kombinatorik har utallige muligheder at spille ud. Kigger jeg tilbage på mit liv, så har jeg besluttet mig til meget, men endnu mere, det meste betydningsfulde, er bare lige pludselig trådt frem, som fra bag et slør. Vi er alle manifestationer af en mystisk kraft, sagde den amerikanske myteforsker, Joseph Campbell. Den kraft, der former livet; en kraft der kommer fra et område hinsides vores viden, valg og ønsker. Hvis vi grundlæggende kæmper imod denne kraft eller energi i livet, konstant forsøger at være på forkant, at forudsige, at tage kontrollen, så tror jeg, at vi bliver syge – af ren og skær angst for livet.

Der var en gang hvor jeg den ene dag var rask, og så den næste dag blev ramt af en sygdom, som nær havde slået mig ihjel. Det jeg husker, som det mest skræmmende, var oplevelsen af, at på de vigtigste områder var livet uden for min kontrol. Da jeg blev rask fortsatte denne følelse med i lang tid at gøre det svært at leve helt. Lynet kunne jo ramme mig igen, selv om jeg gjorde alt hvad jeg kunne for, at det ikke skulle ske. På den måde tyranniserede livets ukontrollable kraft mig til en frygtelig angst for netop livet.

Men man er alligevel ikke i stand til at hamle op med livets uudtømmelighed af mulige tildragelser, hverken de gode eller dårlige. Man må prøve at bevæge sig fra en optagethed af, hvordan livet er, til en betagethed over, at det er – lige her og nu.

I den gamle egyptiske mytologi var der et Isis-slør, som forhindrede almindelige mennesker i at erkende tilværelsens dybeste sandheder. En af disse sandheder kunne være, at bag dette Isis-slør forberedes morgendagen for dig

Knust-hjerte-syndromet

Skriv en kommentar

I fremtiden vil man kunne gå til lægen og få stillet diagnosen knust hjerte, som er en livsfarlig tilstand. Baggrunden er bl.a. undersøgelser, som dokumenterer en overdødelighed på helt op til 50 procent hos ægtefæller, der har mistet deres anden halvdel. Det ser imidlertid ikke ud til at lægevidenskaben har nogle helt gode forklaringer på dette, men der mumles noget om tab af livsgnisten.

I filosofien, litteraturen og de store fortællinger er der imidlertid masser af forklaringer på det knuste hjerte. Gud lagde vel egentlig op til det, da han som bekendt skabte mennesket ud af den rene og skære tomhed, men tilsyneladende glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske så er det, at hjertet falder sammen og knuses. Denne smertefulde tilstand er nu på vej ind i diagnosesystemet, kan jeg læse i avisen. Det skal tilføjes, at tilstanden også har været kendt af psykoterapeuter i ganske mange år.

Ét af de perspektiver, der kan fortolke vores erfaringer med knuste hjerter, når et elsket menneske forsvinder, er er den græske filosof Platon. I dialogen Symposion lader Platon den store komedieforfatter Aristofanes fortælle sagnet om menneskets evige søgen efter den uundværlige partner.

I tidernes begyndelse var mennesket ikke én-kønnede, mand eller kvinde, som tilfældet er i dag, siger Aristofanes. Nej – menneskene var cirkelformede og både mand og kvinde. Imidlertid var dette menneske blevet så magtfuldt, og tilmed overmodigt, at guderne til sidst valgte at spalte det i to dele: Enhver af os er altså kun halvdelen af et menneske, siden vi er gennemskårne ligesom flyndere, som Platon lader Aristofanes formulere det.

Pointen er, at vi herefter konstant stræber efter at finde vores anden halvdel; den afhuggede og tabte halvdel. Aristofanes kalder det eros når vi stræber efter den helhed, som vi kun kan opnå i forening med ét andet, helt bestemt menneske:

Altså er den gensidige elskov fra en så fjern fortid menneskene medfødt og i stand til at føre dem sammen igen, som deres natur oprindelig var, idet den bestræber sig for at gøre de to til ét og bringe menneskenaturen lægedom.

Vores søgen efter den Eneste Ene er således også en søgen efter totalitet, enhed; det der gør os sandt menneskelige. Aristofanes mener at det individuelle og personlige i det enkelte menneske først fuldbyrdes i foreningen med et andet menneske. Paradokset er, at det enkelte menneske er mest sig selv, når det er sammen med et andet menneske.

Knust-hjerte-syndromet viser hen til den tilstand, hvor et menneske hellere vil dø end at miste sin anden halvdel. Fortolket ud fra det, som Aristofanes siger i Platons Symposion, er det imidlertid ikke fordi dette menneske vil dø, men udelukkende fordi det kun vil leve et menneskeligt liv. De mennesker, der dør af knust-hjerte-syndromet, dør helt enkelt fordi de ikke længere føler sig som et menneske; for menneske var jo det, de var sammen med den anden, den elskede, deres anden halvdel.

Med knust-hjerte-syndromet har vi fået bragt det mystiske og magiske ind i det lægevidenskabelige diagnosesystem. Det er genopdagelsen af verdens magi neden under den moderne videnskabs opfattelse af mennesket som genstand for logiske og biologiske forklaringer. Det er inddragelsen af livets eksistentielle essens i forklaringen på menneskets ve og vel.

Dø og lad leve

4 svar

Mens jeg forleden dag sad og skrev på min bog om døden, brugte jeg en kaffepause til at kigge lidt i B.T. Her stødte jeg på en hel række af eksistentielle sandheder om døden, som jeg ublufærdigt vil bruge et sted i bogen.

Avisen refererede en undersøgelse af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som i mange år har passet døende mennesker. På baggrund af samtaler med mennesker på dødens rand har hun sammensat en lister over de ting, som de fleste fortryder ansigt til ansigt med døden. Denne top 5 ser sådan ud:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner. 5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Avisen stiller det samme spørgsmål til læserne: Hvad vil du sætte dig for at opnå før du dør? Det kunne lyde som en af de sædvanlige pop-psykologiske undersøgelser, men spørgsmålet har en eksistentiel betydning, som ikke skal undervurderes. Der opfordres jo ganske enkelt til refleksion over den livsmening og det mål, som læseren har med tilværelsen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom skriver, at mennesket lever under en række grundvilkår: Døden, friheden, isolationen, og meningsløsheden. Vi skal dø, og ved ikke hvornår; vi har friheden til at træffe valg i tilværelsen og bærer dermed også ansvaret for disse valg og byrden af deres konsekvenser; vi er grundlæggende alene stillet over for døden og de store spørgsmål; vi får ikke meningen med det hele foræret, den må vi selv stå for.

Dette er det enkelte menneskes ultimative anliggender, siger Yalom. Men fordi de er ultimative, kommer vi ikke bare lige i kontakt med dem, for hverdagens mange andre gøremål dækker tit disse eksistentielle spørgsmål til med glemslens støv. Men så er det godt at vi har B.T. Yalom siger nemlig også, at det der ofte skal til for at komme i kontakt med de vigtige, eksistentielle spørgsmål, er konfrontationen med ens egen død.

Det er jo ikke fordi vi ikke konfronteres med døden. Her fra min udkigspost i storcenterets café har jeg inden for de sidste par uger set aviser med billeder af dræbte unge på Utøya, maltrakterede ofre for bilbomber, den døde Whitney Houston i kisten m.m.  Men det er jo altid de andres død. Langt mere end alle billederne af de andre døde, konfronterer den lille undersøgelse i B.T. læserne med den personlige egen-død: Givet at du skal dø, måske om få minutter, måske om 50 år, hvad er det så for et liv du gerne vil kunne se tilbage på?

Dette er det moderne spørgsmål, som konfrontationen med ens egen død, kan fremprovokere. Tidligere handlede spørgsmål om døden oftest om, hvad der kom efter døden. I dag drejer det sig om, hvad det er for en selv-refleksion over livet, som vores viden om døden kan motivere os til – mens vi endnu er i live.

Den dybe eksistentielle sandhed, som B.T. formidlede var: Livet får sin værdi ved døden. Eller som en den amerikanske psykoterapeut, James Hilllman, skrev i en bog om døden som sjælelig forvandling: Hvis kun de levende kan dø er kun de døende virkelig levende.

På den måde kan man sige, at refleksionen over ens egen død er en slags døen ind i livet og en indkredsning af det væsentlige på en ny og levende måde.