Kategoriarkiv: Psykoterapi

Polyamory – The Future of Love?

Skriv en kommentar

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Lidelse

Skriv en kommentar

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

En spøgelseshistorie

2 svar

1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

Formateringsstress

Skriv en kommentar

I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.

Overskridelse

Skriv en kommentar

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Filosofi og livsfylde

Skriv en kommentar

Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?

Ekstrovert eller introvert?

Skriv en kommentar

Er du ekstrovert eller introvert – udadvendt eller indadvendt? Svaret på dette spørgsmål kan afgøre din fremtid på arbejdsmarkedet og have stor betydning for andre menneskers vurdering af dig. I sin tid brugte psykoanalytikeren Carl Gustav Jung begreberne ekstrovert og introvert til at beskrive forskellige menneskers forskellige indstilling til verden. Til det formål er begreberne fortsat meget anvendelige. Det kan give god indsigt både i egen og andres motivverden, hvis man forstår den ud fra Jungs beskrivelser af, hvad der driver os, alt efter om vi i hovedsagen er ekstrovert eller introvert.

Ekstroverte mennesker får primært den vigtigste energi fra, hvad der sker i omgivelserne, den ydre verden, som de spontant forholder sig meget aktivt til. Introverte mennesker finder derimod oftest energi i at vende sig indad, ved at relaterer sig mod en indre verden, og de befinder sig i almindelighed bedst, hvis der er tid og ro til overvejelse og eftertanke inden der skal handles. Det er vigtigt at slå fast, at hverken Jung selv, eller andre seriøse psykologer, mener, at det er bedst at være enten det ene eller det andet – enten ekstrovert eller introvert. Det er de færreste mennesker, som i virkeligheden er det ene eller det andet; de fleste af os er en eller anden blandingsform mellem ekstrovert og introvert – dog med én af disse, som den dominerende egenskab.

Mens begreberne ekstrovert og introvert altså fra begyndelsen var led i en psykologisk teori, der kunne bidrage til at forstå, hvorfor forskellige mennesker møder verden på forskellige måder, så er begreberne i dag blevet et vigtigt led i bedømmelsen af menneskers karakteregenskaber og duelighed i forhold til arbejdsmarkedet.

Har du nogensinde set en jobannonce, hvor der søges medarbejdere, som er indadvendte og introverte? Disse egenskaber anses ganske enkelt ikke for at være effektive og fremadrettede. I dag kræver samfundet nemlig udadvendte og ekstroverte personligheder, som er fremme i skoene, på forkant, ekspressive, kan sælge varen, sætte dagorden og komme ud over rampen. Med andre ord, det er ret entydigt det ekstroverte handlingsmenneske, som umiddelbart kan honorere højhastighedssamfundets krav om forandringsduelighed og målbar effektivitet. Et moderne begreb som innovation bliver f.eks. mest tydeligt mødt og grebet af den ekstroverte forandringsdrift.

Vor tids helt er den ekstroverte iværksætter, der meget synligt lever op til kravet om vækst og forandring. Ikke mærkeligt er de ekstroverte egenskaber derfor også i høj kurs og anses for at være langt mere værdiskabende end de introverte. Når medarbejderne skal på kurser er det da også de ekstroverte værdier, der tages udgangspunkt i: Udadvendte aktiviteter, spontanitet, gruppearbejde, øvelser i her-og-nu-løsninger, overskrid-dine-egne-grænser-opgaver, vær-innovativ-her-og-nu o.l. Ofte aktiviteter, hvor ikke alle med mere introverte præferencer får mulighed for at træde i karakter og vise deres værd. Ikke helt sjældent kommer de mere introverte tværtimod ud af den slags kurser med følelsen af, at det ville være bedre, hvis de kunne imødekomme kravet om at udvikle sig i mere ekstrovert retning – hvilket kurserne da også forsøger at få dem til.

Det antages, at ca. 1/3 af befolkningen er introverte, eller har det, der kaldes introvert præference. For nylig er der udkommet en bog om netop dette emne. Dens udgangspunkt er, hvordan det kan lade sig gøre at være introvert i en verden, der ret entydigt bekender sig til idealet om det udadvendte? Spørgsmålet er ganske velplaceret, for det indadvendte betragtes ofte som lig med træghed, stilstand, modstand mod forandring, langsommelighed, flueknepperi og udtryk for dræbende, trættekær forsinkelse af beslutninger, udvikling og handling.

Det er vigtigt at slå fast, at det introverte ikke er udtryk for speciel tænksom følsomhed og hyper-sensibilitet, ligesom det ekstroverte heller ikke er udtryk for blind aktivitet og overfladisk mangel på refleksionsevne. Men – det er alligevel lidt mærkeligt, som idealerne ændrer sig. Fordi noget var på én bestemt måde tidligere i historien betyder det selvfølgelig ikke, at det også skal være sådan i dag. Stof til eftertanke giver det dog, at forholdet mellem det ekstroverte og det introverte ideal har ændret sig så markant.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt taler om Vita activa og Vita contemplativa: Hhv. det aktive liv og det mere indadrettede, reflekterende liv. Hun påpeger, at det kontemplative, i et historisk perspektiv, har været anset for at være menneskets højeste og mest værdifulde bevidsthedstilstand. Mens vi i dag anser det ekstroverte for at være lig med aktivitet og det introverte for at være en form for mangel på aktivitet – så man f.eks. på Platons tid det kontemplative (som vi her prøver at sammenligne med det introverte), som en indre lydløs dialog, der tjente det vigtige formål, at åbne menneskets øjne for den rette handling eller aktivitet.

Der er altså tale om en oldgammel distinktion mellem det aktive og det kontemplative – mellem det ekstroverte og det introverte, som vi taler om i dag. Tidligere var det, som sagt, det kontemplative, der blev anset for at være nøglen til nytænkning, refleksion og forandring. I modsætning til i dag mente man imidlertid også, at kontemplation – den introverte forholden sig til verden – var en decideret aktivitet og handling, og ikke blot noget passivt.

I dag hersker der tilsyneladende en udbredt tro på, at innovation og nyskabelse udspringer af handling alene og ikke kræver stille, introvert, kontemplativ eftertanke. Den hyperaktive og hysteriske fokusering på synlig aktivitet og handlen er således tæt forbundet med Vita activas manglende forbindelse med Vita contemplativa. Derfor er det helt på sin plads, at begynde en stille, kontemplativ, eftertanke over følgende: Hvad betyder det for menneske og samfund, at kravet om forandring er vokset i en grad, så der næsten ikke længere er tid til eftertanke?

Paradoksalt nok siges det, at vi lever i et videnssamfund. Men viden er ikke det samme som det at tænke, og viden er bestemt ikke nogen garanti imod tankeløshed og letsindig omgang med den viden, vi har så meget af. Den mærkelige skelnen mellem den ekstroverte og den introverte tilgang til verden resulterer derfor let i en kløft mellem bevidstheden om alt det vi kan gøre og den stille eftertanke over, hvad vi bør gøre.

Hvis der ikke for alvor gøres plads til de introverte kvaliteter – Vita contemplativa – så risikerer vi derfor, at få udviklet et videnssamfund, som bygger på tankeløshedens suveræne fornægtelse af det anderledes og det modsatte. I forhold til, hvordan vi gerne vil have vores liv, vores arbejde, vores undervisning, vores samfund og kultur indrettet er det således Vita comtemplativa, den introverte, selvreflekterende eftertanke, der er den mest dynamiske og fremtidssikrede aktivitet – og ikke den overdrevne og ukritiske ekstroverte selvsvingsaktivitet.

Heldigvis er alle mennesker i besiddelse af begge sider – både det ekstroverte og det introverte. Og som i alle andre sager af betydning er det naturligvis balancen og den gensidige respekt, der er nøglen til det frugtbare samspil.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Om at kalde på sin Daimon

Skriv en kommentar

Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan få et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Adrenalin

Skriv en kommentar

Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.