Kategoriarkiv: Psykologi

Usynlig

1 kommentar

Tænk hvis du en morgen vågnede op og var usynlig. Ingen ville lægge mærke til dig på gaden, du kunne bevæge dig ubemærket overalt og smugkigge de steder, som du kun havde drømt om. Det er en af menneskehedens ældgamle drømme, at finde midlet, der kan gøre indehaveren usynlig, på samme måde som usynlighedshatten i den græske mytologi. Eller måske lidt i retning af Harry Potters usynlighedskappe, selv om den mere er beregnet på at gøre ham usynlig for døden. I virkeligheden er dette lidt af et paradoks, for det er ikke så få der har valgt døden, netop fordi de oplevede sig selv som usynlige.

For de gamle romere var usynlighed – det ikke at fremtræde for andre mennesker – nærmest at sammenligne med døden. At være i live var for dem det samme som at være iblandt mennesker. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt sagde derfor, at vi mennesker fødes ind i et fællesskab, hvor vi udvikler os, bliver os selv og finder vores egen indre personlighedskerne ved at træde frem for andre. Det er den proces, som psykoanalytikeren C.G. Jung kaldte for individuation, og beskrev som det at lukke verden ind. Og så kan det jo ikke nytte noget at gå med usynlighedskappe.

Sagen er bare, at mange mennesker kæmper for ikke at være usynlige. De vil gerne lukke verden ind, men verden er modvillig og tager af forskellige årsager ikke imod invitationen.  Det er de mennesker der oplever at de overses, at andres opmærksomhed er fraværende i en grad så usynlighed er en dækkende betegnelse for den dominerende selvfølelse. Denne usynlighed er ikke nogen eventyrlig oplevelse fremkaldt af en fascinerende usynlighedskappe. Det er tværtimod en af de mest sjælerystende og dødbringende oplevelser et menneske kan komme ud for.

At være usynlig for andre er nemlig det samme som at være grundlæggende i tvivl om sin egen eksistens, sit eget værd, sit eget liv. Som det allerede i 1890 hed i et af psykologiens hovedværker, ”The Principles of Psychology” af William James: Man kan næppe tænke sig hårdere straf end – hvis det var fysisk muligt – at blive sluppet ud i samfundet, og at der så ikke var nogen, der lagde mærke til én.” Selv den mest smertefulde tortur ville være bedre, tilføjede han, og vurderede, at den slags usynliggørelse ville fremkalde en frygtelig magtesløshed, fortvivlelse og vrede.

Vi ønsker at vække en eller anden slags følelse i vores medmennesker. Læg mærke til at jeg siger en eller anden slags følelse. Heri ligger den sande betydning af usynlighed, som værre end fysisk tortur. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 romanen ”Doktor Glas”, hvor man kan møde en dyb indsigt i usynlighedens psykologiske konsekvenser: Man begærer at blive elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf afskyet og foragtet.

Med en usynlighedskappe på skuldrene kunne vi måske fristes til at smugkigge ind i damernes omklædningsrum, men ret hurtigt ville vi i den grad foretrække at blive set, afsløret, måske endda foragtet – hvis vi ikke kunne blive elsket. Vi er afhængige af andres opmærksomhed, for uden den kommer vi let i tvivl om hvem vi er, og mister måske endda os selv; og så er det bedre at være frygtet eller foragtet end at være usynlig. På den måde er der da i det mindste en reaktion på mig – jeg foragtes altså er jeg til i verden.

Der tales voldsomt meget om anerkendelse i dag. Men den grundlæggende form for positiv og kærlig anerkendelse knytter sig til at vide sig set som et unikt menneske, forskellig fra alle andre. Det er det som Hannah Arendt kalder den anden fødsel. En fødsel, hvor man ikke kun er til stede som fysisk væsen, men også som en der handler og træder frem for andre, som et enestående menneske, der tager verden i besiddelse på sin helt egen måde og dermed bidrager positivt til verdens fortsatte beståen.

Derfor har vi brug for livsvidner, der møder os i åbenhed fra vi er spædbørn til vi bliver oldinge. Den måde, som verden ser os på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan vi selv ser på verden: Som et sted, hvor vi gøres usynlige og dermed trues af en selvudslettelse, som vi for enhver pris må kæmpe imod, eller som et sted, hvor vi bliver set og invitere ind. Spørgsmålet er hvordan verden bliver vores: Gennem destruktiv kamp for at udgå usynlighed eller gennem synlig invitation til deltagelse?

Kontrol

1 kommentar

Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.

Diamonds Are Forever

Skriv en kommentar

Skulle jeg som en sølle hund ikke have fattet min egen dødelighed blev jeg mindet om den da jeg for nogle få år siden blev ramt af en sten. Ikke umiddelbart noget dramatisk, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik helt galt.

Jeg fik lagt rebet om halsen; rødt, blodfarvet flettet af mit eget blod, pulserende i slanger, der lå hen over dynen, mellem maskinen og min krop, som ikke længere kunne rense blodet for affald, så døden nærmest ophobede sig i organernes mørke.

Kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter 10 års belejring, har døden fundet på det geniale træk, altid at være gemt inden i os for uden nåde at være parat når det gælder.

Kroppen var allerede begyndt at distancere sig, havde gjort sig fri og markeret sin selvstændighed fra vilje og bevidsthed. Pludselig tilhørte livet ikke længere mig, og jeg var slået med rædsel.

Jo – jeg overlevede. Men selv da jeg blev rask, fortsatte rædslen og angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket og det endte med, at jeg fik reduceret livet til blot at være dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.

I de efterfølgende år fik jeg kun langsomt fat i livet igen. Gennem min families kærlighedsterapi og terapiens kærlighed blev det tilsyneladende indlysende efterhånden klart for mig: Hvis jeg ikke kunne acceptere døden, så kunne jeg heller ikke acceptere livet, og jeg havde jo fået tilbudt overlevelse med muligheder for at forstå mit liv i et helt nyt perspektiv.

Da jeg kom hjem fra sygehuset, gik jeg dagligt forbi kirken, hvorfra jeg egentlig havde troet, at jeg snart skulle begraves. Kirken har ligget der så længe, at den næsten ikke er blevet ældre i min levetid. For enden af gaden, som sidste datoblad i en kalender, ligger den og troner. Massiv, som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen, som ellers har pisket omkring den langt længere end mands minde.

Trods sin manglende religiøse pragt viser kirken alligevel det jordiske fra sig ved at kaste skygger af størknet tid ned over enhver, som kommer forbi. Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser hen til, at vi altid fødes ind i noget allerede begyndt, der først vil slutte lang tid efter os.

I kirkens tidsregning sker alt i et menneskes liv næsten på én gang. Vi opstår og forgår med en dødelig lethed; flygtige og tidsbestemte, i et blændende hukommelsestab. Men kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser om noget evigt. Her er det ikke kun den øjeblikkelige historiske tid, knyttet til min eksistens, som er nærværende. Ligesom myterne peger kirkens historie ud over hvert enkelt menneskes eksistens, til det tidløse i livet.

Jeg har set en udsendelse i tv om et firma, der tilbyder at omdanne aske fra kremerede mennesker til smykkesten; fra aske til diamanter! Det var naturligvis en idé, som nogle tossede amerikanere havde fået. Men som metafor for menneskelivets værdi, trods dets endelighed, er den egentlig ganske glimrende: Diamonds Are Forever.

Forstørrelse

2 svar

Med jævne mellemrum kører jeg forbi Fensmark præstegård, hvor digteren Christian Winther blev født i 1796. Mest er det for at se om jeg ikke kan få et glimt af hans mor. Ganske vist døde hun i 1830, men hun var en meget usædvanlig kvinde, der var kendt for at besidde en intens opmærksomhed, der kunne vække sjælen af dagligdagens sløvhed, så det forekommer mig alligevel ikke utænkeligt, at hun en dag kunne finde på at efterkomme mit ønske. Men ellers er det også fint blot at forestille sig hendes venlige tilstedeværelse når jeg står og kigger på mindestenen for den berømte søn.

Hanna Winther, sådan hed hun, beherskede kunsten at forstørre verden og give den mer-betydning, og det er noget vi har brug for helt fra fødslen. Vi fødes jo ind i en verden, der har eksisteret i årtusinder før os, men alligevel er ukendt for den nyfødte, og den proces at gøre verden til ens egen kræver, at nogen åbner den for os, så vi trygt kan tage den i besiddelse.

På den lille Christians fem-års fødselsdag gav hun ham derfor en gave, som åbnede sønnens øjne for denne verdens store underværker: Hanna gav barnet solopgangen i gave ved at tage ham med ned i præstegårdshaven og vise ham solopgangen over det sydsjællandske landskab. Senere beskrev Christian Winther oplevelsen på denne måde: Det, som mange tusinder af poeter forgæves har søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige øje. Og han glemte aldrig denne gave.

Christians mor havde forstørret præstegårdshaven for ham, åbnet himlen og tilføjet kosmiske dimensioner til det, der før havde været barnets kendte legeplads. Nu ved ethvert barn jo, at verden ikke er som den ser ud til at være. Gemt i hver en lille ting kan der være en mer-betydning, som de voksne ikke har sans for. Men bliver denne evne hos barnet ikke mødt af en verden, som tillidsfuldt lader sig åbne og forstørre, som Christian Winthers mor forstørrede præstegårdshaven, så risikere den at tørre ind.

Nogle filosoffer taler om en metafysisk mer-betydning ved tingene i verden. Det kunne f.eks. være erfaringen af noget uforståeligt men alligevel tillidsvækkende ved tilværelsen, en dybde, der anes som en tryg rumklang bag alle hverdagens begivenheder. Mennesker har til alle tider oplevet denne fortryllethed, når verden med ét blev forstørret. Bibelens åbenbaringer er eksempler på dette, ligesom mytologien er fortællinger, der skal forstørre verden og give dybde og betydning til livet og hverdagens hændelser.

I moderne tid taler man imidlertid om, at verden er blevet affortryllet. Det knytter sig naturligvis til, at videnskaben har fundet forklaringer på næsten alt. Men det moderne menneskes evige stræben efter kontrol, spiller også ind. Kontrol over vores liv, planlægning af fremtiden og forsøget på at eliminere det, vi kalder tilfældigheder, men som set i forstørrelsens perspektiv også kunne være indfald fra tilværelsens dyb, som på ingen måde lader sig kontrollere.

Min far havde samme evne som Hanna Winther til at kunne forstørre hverdagsting og fremkalde en oplevelse af noget nyt, overraskende og indbydende. Når han var nærværende ophørte tiden, og de kendte dimensioner var slet ikke tilstrækkelige til at kunne rumme det vi oplevede. Verden udvidede sig, blev mystisk og vækkede opmærksomheden fra vanens sløvhed.

Ligesom Hanna kunne min far forstørre verden, så den helt almindelige daglige solopgang blev porten til noget meget stort. Han kunne imidlertid ikke forstørre sig selv. Tværtimod var han så usikker på sit eget værd, at han nærmest ikke fandt sig stor nok til denne verden.

Jo mere han forstørrede verden for mig, jo mindre blev han, og efter kun 50 år forsvandt han helt, fordi han ikke havde haft nogen til at gøre det samme for ham. Han havde ikke haft en mor som Hanna Winther eller en far som han var for mig til at forstørre verden og gøre den til et spændende og trygt sted at være. Men mig efterlod han en verden så stor og ubegrænset, at jeg næsten mener at kunne se Hanna Winther komme ud fra præstegårdens port uden at det forbavser mig.

Livet i skyggen

Skriv en kommentar

Når vi siger om en person, at han er ”en tur i skyggen”, kan det betyde, at han sidder i fængsel. Sådan kan man også bruge begrebet skyggen i mere psykologisk betydning. At leve i skyggen kan i den sammenhæng være at leve afskåret fra væsentlige sider af tilværelsen, afsondret fra vigtige personlige udfoldelsesmuligheder, faktisk som at være i et psykisk fængsel. Forskellen er blot, at skyggen i dette tilfælde ikke kastes på én fra de høje fængselsmurer, men derimod kommer indefra – fra ens psykiske ubevidste.

Skyggen er et kendt tema i litteraturen. Tænk f.eks. på dr. Jekyll og mr. Hyde. Den pæne og regelrette dr. Jekyll, der bliver oversvømmet af mr. Hyde, massemorderen fra det ubevidste. Nu er det sjældent så dramatisk. Men grundlæggeren af dybdepsykologien, den schweiziske psykoanalytiker Carl Gustav Jung, viste hvordan skyggen er et af de vigtigste psykologiske fænomener, hvis vi vil finde nøglen til det, der i dag kaldes selvudvikling.

De fleste kender ordet bevidstgørelse. Men hvad er det der skal gøres bevidst? Jungs svar var, at det er skyggen, der skal hentes frem i bevidstheden. Og hvorfor? Fordi der er bundet enorme mængder af psykisk energi i at opretholde modsætningen mellem vores bevidste selvforståelse og den ubevidste skyggeside, som vi ikke kan acceptere hos os selv. I skyggen lever nemlig de egenskaber, som vi af forskellige årsager ikke mener kan eller bør accepteres af os selv og vores omgivelser. Bl.a. de egenskaber vi tidligt i livet blev afvist for; det kan være vrede, forskellige former for seksualitet, aggression, dovenskab, usikkerhed, såkaldt dumhed, klodsethed osv.

Hvad der ikke kan accepteres, skifter naturligvis fra menneske til menneske og fra den ene historiske periode til den anden. I dag er der en meget stærk tendens til det jeg vil kalde foragt for svaghed. Der er no mercy, du skal kunne klare det hele, være stærk og i kontrol med dit liv, tage uddannelse, have arbejde og karriere, være smuk og tiltrækkende og frem for alt må du ikke vise svaghed.

I min selvbevidsthed er jeg den stærke, der kan klare tingene. Jeg påtager mig ansvar og nye opgaver, er på forkant med det hele. Den sårbare del er den der har lyst til hurtigere at give op, føler at grænser bliver overskredet, at kræfterne ikke slår til, som har behov for at vende sig væk, finde andre værdier – som i virkeligheden helst vil sende en sygemelding til arbejdet.

Jeg kender den stærke side, den er i min (selv)bevidsthed, men den sårbare side kender jeg ikke, og den passer heller ikke til mit selvbillede og den forestilling som jeg mener andre har om mig, og som jeg måske endda tror de anerkender og elsker mig for. I den situation vil jeg være optaget af alt det jeg kan, skal og bør. Jeg vil have fokus på mine kræfter for ikke at mærke min sårbarhed. Og samtidig vil jeg ikke bryde mig om dem i mine omgivelser, som tydeligt viser deres svaghed og begrænsning, som melder sig syg, opgiver karrieren og flytter i kolonihavehus.

To ting sker: Når den del af mig, der er sårbar, forbliver i skyggen og dermed i det ubevidste, overskrider jeg mine egne grænser, ignorerer den sårbarhed der kalder på aflastning, hjælp og trøst, fordi jeg ikke kan blive ved med at klare det.

Det andet der sker er, at den del af mig, den sårbare del, som ligger nede i det ubevidstes skygge, vil blive overført på andre mennesker. Når jeg møder sårbarhed hos andre, vil jeg derfor vende mig væk, måske foragte dem, og forveksle deres sårbarhed med svaghed og dårlige karakteregenskaber. Det er derfor ofte sådan, at når vi forholder os til andre er det i virkeligheden os selv – vores egen skygge – vi forholder os til og bliver irriteret på, selv om vi retter irritationen ud mod en anden, der således kommer til at repræsentere vores egen skygge. Et eksempel: Når jeg forholder mig negativt til et andet menneskes aggressive adfærd kan det være min egen ubevidste aggression, jeg forholder mig negativt til, for jeg er jo den flinke fyr, der ikke drømmer om at være aggressiv.

Det man kalder bevidstgørelse er at få integreret skyggen. Både at kunne være venlig og føle sig aggressiv, stærk og sårbar, at kunne holde sig selv ud både når man er god og mindre god, tjekket og pinlig, når man har succes og fiasko, når man har overskud og er ved at brænde ud. Ikke at kunne klare dette betyder nemlig at låse den ene halvdel af sig selv inde i fængslets skygge. I princippet mister man så halvdelen af sit liv til skyggen og måske dermed også muligheden for at finde nye måder at udfolde sig på.

Eksistentielt kompas

1 kommentar

Skriver man ”livets mening” på Google kommer der under 200.000 resultater ud. Taster man derimod ”personlig udvikling” ind i søgemaskinen resulterer det i næsten tre gange så mange hits. Freud mente ganske vist, at det var sygeligt at stille spørgsmålet om livets mening. Hans argumentet for denne tvivlsomme diagnose var, at der ikke kunne gives noget objektivt svar. Men vi er jo ikke af den grund holdt op med at stille spørgsmål til vores eksistens. Svaret søges bare ikke længere uden for os selv, som det store livs mening, men ved at vi kigger indad i vores eget liv. Meningen med livet for det moderne menneske er personlig udvikling, en form for Kend dig selv.

Det er i virkeligheden mest begrebet personlig udvikling, der er nyt. For det at begive sig af sted på en indre rejse er noget, som mennesket har gjort næsten til alle tider. Pilgrimsrejsen var f.eks. en rejse langs støvede landeveje, men mest af alt var det en rejse indad. Denne rejse med alle dens forhindringer og udfordringer havde et mål for det kristne menneske: Det var foreningen med Gud, der lokkede. Sådan er det ikke i dag. Det moderne menneskes indre rejse handler ikke om at finde Gud, men om at finde sig selv.

Motivationen er ofte en følelse af fremmedhed i verden; oplevelsen af at man ikke har hjemme eller ikke er sat i verden for at arbejde, dyrke karrieren, tjene penge, købe ind, tilpasse sig normen, moden, trenden – Livets runddans, som Aldous Huxley kaldte den konstante jagt efter adspredelser, som kan give tilværelsen et skær af indhold.

Ofte behandler vi os selv meget dårligt: Vi retter forventninger til os selv, som nærmest ikke kan opfyldes, vi dømmer os selv og er fyldt med selvbebrejdelser over, at vi ikke er gode nok, er forkerte, for tykke, for utiltrækkende, har for lidt selvtillid. Vi har forestillinger om, at andre ikke kan lide os, vi bliver fanget i nogle roller, som vi ikke kan gøre til vores egne, og vi frygter alt det, som fremtiden kan udsætte os for. Det er nogle af de udfordringer, som den indre rejsende står over for når vi antager, at personlig udvikling skal hjælpe mennesket med at finde hjem til sig selv.

Den amerikanske læge Richard Moss har skitseret en model, som kan inspirere til et eksistentielt kompas, der viser at vi alt for ofte er alle mulige andre steder end hjemme hos os selv.

Vi kan være i vores fortid, hvor tidligere erfaringer ofte sætter nogle begrænsninger for, hvor frit vi kan forholde os til nuet. Vi bliver f.eks. tit styret af de forventninger og roller som vores fortid har tildelt os. Omvendt kan vi også være i fremtiden: Kan vi klare de kommende udfordringer, vil vi kunne gøre det godt nok og tænk på alt det, der kan ske, hvis vi træffer de forkerte valg her og nu. Øverst i kompasset står der objektet, det vil sige, at vi kan være ovre i de andres sko. Hvor ofte er det ikke netop de andres øjne vi ser os selv med? Om de kan lide os, om de synes vi er gode nok til vores arbejde, om de mener vi er værd at samle på? Nederst kan kompasnålen pege på subjektet – det vil sige mig. Det er fra den position jeg vurderer om jeg er noget værd og hvor jeg fælder de hårde domme over mig selv. Det er den samling af tanker og forestillinger, vi har om os selv, om hvordan vi burde være, men ikke nødvendigvis er. På den måde er vi ofte ude af os selv; væk fra det nu, hvor vores liv foregår.

Personlig udvikling i stedet for livets mening – med det må der menes, at vi kommer tættere på os selv. Kompasset afslører, at vi ofte er en hel masse andre steder end i netop det her og nu, hvor vores liv er. Det er måske det, der skaber den moderne følelse af at være fremmed i verden. Vi kan være tilbage i fortiden og lade os styre af gamle nederlag, inde i fremtiden og lade os styre af frygten for alt det der kan gå galt eller vi kan være styret af de forestillinger vi tror de andre har om os, og så kan vi være fanget i vores egne forestillinger om, hvad vi burde være. Den moderne pilgrimsvandring, ikke mod livets mening, men mod selvudvikling, kræver et kompas så vi ikke farer vild og tror at vi selv er et andet sted end vi i virkeligheden er.

Mens de kristne pilgrimme tilbagelagde deres indre rejse for at søge efter Gud, søger det moderne menneske sig selv. Men jeg finder ikke mig selv i hverken fortiden eller fremtiden, og slet ikke ved at forestille mig hvad andre mener om mig og ej heller i mine egne forestillinger om, hvordan jeg burde være for at være rigtig. Hvis man et øjeblik prøver at trække sig væk fra de fire nævnte kompasretninger, så er der nemlig også en femte mulighed for at finde sig selv: I nuet, som faktisk er det eneste sted, hvor du kan være; alt andet er på en eller anden måde forestillinger, som ikke nødvendigvis har noget med dig selv at gøre.

Det er normalt at være død – men først skal vi fødes

Skriv en kommentar

Det er beregnet, at ca. 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får den nuværende befolkningseksplosion på 7 milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for det skæbnefællesskab vi har med de 99 milliarder døde.

Men selv 99 milliarder døde har ikke gjort døden til et trivielt fænomen. Nok til en forudsigelig kendsgerning, men ikke til en velintegreret del af vores selvforståelse. Liv og død opstår samtidigt men det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. Det er ikke mærkeligt, at Platon derfor gjorde netop døden til filosofiens juvel: Filosofi er forberedelse til døden, sagde han. Når vi skal filosofere over et emne som døden, må første skridt nemlig være, at vi tager problemet på os, som en personlig erfaring.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at døden henvender sig til mennesket gennem angsten og at man derfor ikke bare lige forholder sig til sin egen død. Allerede en græsk filosof, der var næsten samtidig med Platon, forsøgte at mane denne angst i jorden. Det var Epikur der beroligende sagde, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke. Derfor skulle der ikke være nogen grund til at frygte døden, lige så lidt som man frygter den tid, der forløb inden man kom til verden.

Men så enkel er den eksistentielle matematik ikke. Døden er her i høj grad mens jeg er her, og lige bestemt det ikke at være til, at ”blive til intet”, kan i sig selv inspirere til ganske meget angst.

Dødsangsten er jo netop en reaktion på tanken om vores endelighed, og denne tanke er noget der sker i dette liv, mens vi eksisterer. Døden er ganske vist en hændelse i min fremtid og det er muligt at Epikur har ret i, at der intet er efter døden, og derfor heller ikke noget at frygte, men det er i dag, her og nu, at jeg erfarer min dødelighed. Som Nobert Elias slog fast, så er døden altså i høj grad de levendes problem, og filosoffen Martin Heidegger beskrev direkte menneskets bevidsthed om egen død, som det, der har afgørende indflydelse på vores liv.

Fordi døden netop gør sin stærke indflydelse gældende mens vi stadig er i live har filosofferne overvejet, hvordan vi kan lade døden oplyse vores liv i stedet for at begrænse det. Her kan vi måske alligevel bruge noget af det, som gamle Epikur sagde om grunden til ikke af være bange for døden: Vi skal ikke være bange for intetheden efter vores død; vi er jo heller ikke bange for den intethed, der var før vores fødsel – de to store intetheder, der indrammer vores liv. Mens de fleste filosoffer har valgt at se på menneskelivet i dødens optik, kunne vi jo i stedet prøve at se fødslen som det afgørende og bestemmende ved menneskelivet. Det er korrekt, at vi alle skal dø, at vi skal slutte os til de 99 milliarder, der allerede er gået den vej. Men 99 milliarder døde betyder også, at der har været 99 milliarder fødsler. Der er 100% sikkerhed for at vi skal dø, men hvad var sandsynligheden for at vi skulle fødes?

Vores eksistens er ikke kun karakteriseret af vores mortalitet (dødelighed), men også af vores natalitet (fødsel). En af de få kvinder i filosofihistorien, Hannah Arendt, mener således, at det er nataliteten og ikke mortaliten, der er det vigtigste i beskrivelsen af mennesket; at vi er født er vigtigere end at vi skal dø.

Det er den natale karakter ved os (at vi fødes), der fører til fornyelse af verden. Fødslens filosofi knytter sig til erfaringen af et liv, der har sin begyndelse før noget, som vi overhovedet kan kalde vores erfaring; i vores mors, hendes mors, og hendes mors blod og slim, i fødslens smerte, i den familie, slægt og verden, der gennem fødsel på fødsel byggede sig selv op og til sidst blev rammen for vores fødsel.

Vi fødes ind i en verden, der allerede er gammel, som vi ikke har haft indflydelse på, men som vi skal tilegne os gennem vores handlingsevne. Det er med fødslen af nye mennesker, at der konstant skabes nye begyndelser, og den fulde erfaring af dette er lige så vigtig som erfaringen af vores dødelighed. Hannah Arendt minder os om, at selv om vi skal dø, er vi ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt.

Det store i det små – Sputnik på min himmel

Skriv en kommentar

Det år, hvor jeg blev født, skete der noget på himlen over vores hoveder, som aldrig var sket før. Jeg er nemlig født i Sputniks år: det år, hvor himlen fik en ekstra stjerne, som mennesket selv havde sendt derop. Fra tidernes morgen har astrologerne spejlet sig i stjernerne for at finde et svar på, hvorfor tingene går som de går her på jorden. Universets mørkeste dyb har fået stjernerne til at fremstå med en lysende forklaring på vores eget mørke, og som et kompas for vores færden.

Selv om den lille satellit kun lyste op i nogle minutter, så gjorde dens tur hen over himlen mig alligevel til et ægte barn af den frygt og det håb, som videnskaben altid har spundet mennesket ind i. Ganske vist blev jeg født på en tid, hvor menneskets sans for stjernernes profetiske kraft langtfra var så stærk som tidligere, men alligevel skulle Sputnik få stor indflydelse på mit liv.

Min far havde ikke tillid til, at det menneskeskabte himmellegeme ville resultere i noget positivt. Med den belæste lægmands intuitive klarsyn forudså han, at atombomberne i fremtiden ikke blot ville falde ned fra himlen, men blive styret af usynlige stråler fra alle de kommende sputnikker ude i verdensrummet. Min mor kom fra Jante på øen Mors og havde som overklassepige kun overlevet ved hjælp af en optimistisk tro på egne evner. Hun havde en positiv nysgerrighed og fantasi og frygtede ikke Sputnik, men var mere interesseret i, hvad den ville møde derude i mørket over Jorden.

Stjernetyderen, der kom til at fortolke Sputniks budskab, var en mand, som min far havde mødt to år tidligere. Det var en fremtrædende spiritistisk vejleder, som tog min far med til møder i Spiritistisk Selskab, hvor den åndelige verden havde let spil i forhold til den verden af arbejdsløshed, økonomisk nød og tidlige dødsfald på grund af tuberkulose, som min far var rundet af i hjemmet på Holmbladsgade. Denne mand blev min fars ubestridelige åndelige vejleder, og han tolkede sputnikkens færd hen over himlen som udtryk for, at der var risiko for et endegyldigt Armageddon – et opgør mellem de gode og de onde kræfter i form af en atomkrig.

Konsekvensen af Sputnik på min himmel blev således, at først tog min far sammen med den åndelige vejleder langt ud på landet for at lede efter en passende bolig, og siden fulgte min mor og jeg efter. De to mænds hypotese var nemlig, at fra Sputniks højde var det lettere at få øje på lyset fra storbyer som København. Vi endte derfor i en landsby, hvor der ikke var flere huse end der kunne tælles på én hånd til at lyse op og tiltrække sig sputnikkens opmærksomhed, og eventuelt få den til at dirigere bomber i vores retning. Meningen var også at oprette et åndeligt og spirituelt fællesskab omkring min fars åndelige vejleder. Det blev ikke til noget, men den religiøse udlægning af Sputniks bane på himlen kom alligevel til at få stor betydning for hele min families liv.

Min mor havde ikke noget ønske om at flytte på landet og hun var usikker på hvem den mand var, der havde så stor indflydelse på min far, som hun jo næsten lige havde giftet sig med. Som voksen har jeg tit bebrejdet min far den egoisme og verdensflugt, der fik ham til at glemme min mors behov og drømme, og alt det jordiske, dér hvor min mor og jeg befandt os.

Men det er jo på den måde, religionerne og de åndelige forbilleder ofte har virket. De har sat det enkelte menneskes liv ind i den store sammenhæng: det store i det små. Fra begyndelsen blev mit livsforløb sat ind i den helt store sammenhæng. Mit barndomshjems placering blev bestemt af Sputnik, af Den Kolde Krig og ikke mindst af forestillingen om det Godes kamp mod det Onde. Denne store, monumentale kamp mellem de gode og de onde verdensmagter, om det så var Den Kolde Krig eller Guds kamp mod Djævlen, blev derfor en naturlig del af min forståelse af mig selv i forhold til verden.

Mit lille liv var en del af denne store kamp. Jeg måtte placere mig og vælge det rigtige, for mit begrænsede liv var vævet ind i de store, alvorlige og ubegrænsede sager. Det var både en forbandelse og en gave. Gaven er nu blevet langt større end forbandelsen: I det små er der jo næsten altid noget større – om ikke andet så forsøget på at finde en forklaring, der rækker ud over det, man selv har været i stand til at opleve og opfatte:

Min far; hvor er det let at afvise ham. Men over hans hoved har der jo også været en fødselsstjerne, der virkede ind på hans liv, som der var en Sputnik på himlen det år, hvor jeg blev født, og som medvirkede til at gøre mig til den, som jeg er.

Vredens dage

Skriv en kommentar

Det virker som om, at vreden er blevet det moderne menneskes foretrukne udtryksform. I de politiske debatter, i trafikken, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på internettet. Der er no mercy; alle steder er der mennesker med så meget opdæmmet vrede, at de virkelig må være bange for, at der kan ske dem noget alvorligt. Men er der blevet mere at være vred over, eller er vi blevet lettere at gøre vrede?

Inden for nogle psykologiske teorier arbejdes der med begrebet grundfølelser. Det kan være glæde, sorg, seksualitet eller vrede. Det giver naturligvis ikke nogen mening, at rangordne disse følelser og sige, at den ene er vigtigere end den anden. Men vrede regnes alligevel for, at være en af de vigtigste, fordi den både er en nødvendig kraftkilde for det enkelte menneske og samtidig også kan være yderst destruktiv.

Vrede er nødvendig når vi som individer f.eks. skal sætte grænser, eller omvendt skal række ud i verden efter muligheder for udfoldelse og behovstilfredsstillelse. Men vrede er også en svær følelse for mange, fordi den sættes i forbindelse med konflikt, aggression, overskridelse og risikoen for udstødelse af det gode selskab. I mange familier er vrede nærmest en forbudt følelse, fordi den opleves som en trussel mod eksisterende magtbalancer, ubevidste rollefordelinger, og i stor udstrækning betragtes som en ukærlig og negativ følelse, der skal bekæmpes og erstattes af postive og varme følelser.

Men sådan er det ikke nødvendigvis altid med vrede. Mennesker, der ikke får mulighed for at vise vrede, fordi de ubevidst tvinges til at undertrykke den, vil gang på gang opleve, at deres grænser overskrides, hvilket kan skabe en opdæmmet vrede, som vendes mod dem selv. Man bliver altså vred på sig selv, fordi man lader andre overskride ens grænser.

Vrede er således en livsvigtig følelse for menneskets udvikling. Men den kan også bruges til noget andet. Først og fremmest er vreden god at gemme sig bag. Hvis vi siger, at følelser ofte viser sig i par, så kan vi spørge, hvilken anden følelse, der kan gemme sig bag vreden? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at vreden jo netop kan være tegn på, at et menneske føler sit eksistensrum i fare, måske truet udefra. Men når så mange i dag tilsyneladende let bliver meget vrede, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at de ydre trusler mod vores eksistens er blevet flere og alvorligere.

Det moderne menneske er blevet stærkt individualiseret. Det betyder, at vi i bund og grund er afhængige af og selv. Det gør os imidlertid også skrøbelige og skaber følelsen af udsathed i forhold til omgivelserne, der let kommer til at virke truende. Og så er det, at vreden vokser frem, for den skal jo beskytte os, netop når vi oplever noget truende. Det kan ske i køen på motorvejen, i den politiske debat, på jobbet, når vi bliver udfordret af omstillinger eller bare når vi møder fremmede mennesker på gaden. I den indre Helman-provins er vi så alene og og føler os så sårbare og udsatte, at vreden ofte må beskytte os.

Bag al vreden gemmer der sig altså ofte bange og sårbare mennesker, der er ved at knække; mennesker, som af den ene eller anden grund er bange for at blive løbet over ende, fordi deres indre verden er så skrøbelig, at den ikke er et sikkert fundament for psykisk overlevelse. Det er altså deres eksistensrum, de kæmper for med al vreden.

I gamle dage var dette eksistensrum fysisk defineret. Det kunne f.eks. være et livsvigtigt jagterritorium. I dag er det et indre rum, ofte i form af selvfølelsen, der trues – tit ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker. Derfor er så mange forhold blevet til rene magtkampe. Men kan vi et øjeblik få øje på det bange menneske bag vreden, så er meget nået på vejen mod anerkendelse, både af hinandens, men ikke mindst af vores egen, indre sårbarhed. Det kunne godt tænkes, at give mere plads til nåden frem for vreden.

Man skal ikke undervurdere de døde

Skriv en kommentar

De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.