Kategoriarkiv: Psykologi

Gud er i mellemrummet mellem menneskene

Skriv en kommentar

For et par dage siden stod jeg og kiggede på en lille dreng, som sad og tegnede. Med stor koncentration lagde han det ene menneske efter det andet ned på papiret, så det til sidst var helt fyldt af et menneskehav. Drengen fortalte mig, at han tegnede alle mennesker på hele jorden. Der er mange, sagde han, men der skal også være plads til Gud selv om han er usynlig. Da jeg spurgte drengen, hvor han så havde tegnet Gud, svarede han: Lige her – i mellemrummet mellem alle menneskene.

Sådan – det var lige grundlaget for en helt ny teologi: Gud er i mellemrummet mellem alle menneskene. I årtusinder er der blevet ledt efter Gud; kigget efter ham i himlen, mellem stjerner og planeter, mellem Biblens mystiske ord, og så er han lige her, mellem Jer og mig – så forstår jeg også meget bedre, at I kan bevæge mig på den måde, som I gør, og få mig til at føle guddommeligheden i luften mellem os.

I hvert fald er det en meget smuk og tydelig udlægning af det forhold, at vi mennesker er hinandens skæbne. At det ofte er i mødet med de andre, at vores dag afgøres – bliver den god eller dårlig? Bliver vi set eller overset? Inkluderet eller ekskluderet, holdt af, elsket eller svigtet og udstødt? Som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev holder vi nemlig et stykke af hinandens liv i vores hænder. Det er et eksistensvilkår, at vi er forviklet med hinanden, og at vi nødvendigvis må opsøge forviklethed med andre mennesker.

Det menneskelige samvær – det, der sker i mellemrummene mellem os – må derfor give anledning til ganske mange overvejelser. Jeg tror, at den lille drengs tegning af alle jordens mennesker og af de mellemrum, hvor Gud bor, var udtryk for hans oplevelse af, hvor godt det kan føles, at være sammen med andre, når de er søde og gode ved én. Så dejligt kan det være, at man næsten får fornemmelsen af Gud. I mere filosofisk forstand kan man udtrykke denne erfaring i spørgsmålet om, hvad det betyder, at de andre også er der?

Tidligere i historien var det enkelte menneskes vigtigste forhold dets forhold til Gud. I dag står mennesket med ryggen til Gud, fordi han ikke længere åbenbarer sig som før. Men i dette nye menneskeliggjorte univers har der vist sig nogle kvaliteter, som ingen gud til nogen tider har benyttet sig af: Muligheden for at opleve, hvordan man kan række ud efter et andet menneske og kontant i nuet blive modtaget i åbenhed og kærlighed, både psykisk og fysisk.

Men denne kunst burde Gud da også kunne praktisere? Det kan godt være, men for mig betyder det alligevel uendelig meget, at der eksisterer andre mennesker som mig selv – medmennesker, som jeg kan række ud efter og finde nåde og kærlighed hos, fordi vi deler vilkår, fordi vi kan genkende den menneskelige sårbarhed, angst og skrøbelighed hos hinanden. Den lille dreng, som fandt Gud i mellemrummet mellem alle menneskene, har oplevet, hvordan han kan række ud gennem denne afstand og blive holdt af mor, trøstet, nusset og kysset, fordi mor dybt inde i sig selv kan huske, hvor godt det var, at blive holdt på den måde af en mor.

Hvordan vi får det som mennesker, hvordan vi udvikler os, hvor trygt vi går ud i verden, afhænger i stor udstrækning af, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Og relationer er på en eller anden måde det der sker i mellemrummene mellem os. Fra vi er helt spæde til vi dør afhænger vores liv af andre mennesker. Måske mest tydeligt når vi er spæde og afhængige af vores mor. Men denne ur-relation til verden gennemspilles med forskellige variationer i resten af vores liv. Vi ved det: Hvis mellemrummene mellem os ikke fyldes ud af det gode trygge samvær med andre, så rammes vi af en lammende følelse af fravær, af ensomhed, meningsløshed og angst.

I begyndelsen er forholdet, skrev den jødiske filosof Martin Buber i bogen ”Jeg og Du”. Vi mennesker har et indbygget og universelt behov for at være knyttet til andre mennesker gennem tætte følelsesmæssige bånd. Det er et grundlæggende træk ved os, at vi er forholdsskabende, søger ind i et jeg-du-forhold. Paradoksalt nok opdager vi det mest tydeligt i fraværet af et tæt bånd til andre. Ikke mindst når vi har mistet et elsket menneske. Sørgende efterladte føler sig udstødt af verden, fordi nogle af de vigtigste bånd til et andet menneske brister eller gøres umulige på grund af det elskede menneskes død. Hende, der står tilbage, føler sig udstødt, fordi det bl.a. var relationen til den særlige Anden, der gjorde, at hun følte sig forbundet med verden. Efter sådan et tab kan det tage lang tid at oprette nye bånd, som kan genforbinde én til verden, og det kan være en tid præget af dyb forladthed – jeg alene i verden uden dig. Her oplever vi tydeligt det enestående ved de Andre og betydningen af forbundethed. Intet menneske er en ø.

Den lille dreng tegnede alle mennesker i hele verden. Og Gud var i mellemrummet mellem alle disse mennesker. Måske kan vi på den baggrund oversætte begrebet Gud med begrebet Fylde. Når vi mærker følelsen af fylde i livet, når vi oplever, at der er andre, som vi trygt kan lade os holde og elske af – så er mellemrummene mellem os og de andre fyldt ud af gudlignende kærlighed. Når det modsatte er tilfældet – når bånd til andre mennesker brydes, når vi mister forbindelsen til vigtige andre – så oplever vi en form for forstødelse og kan næsten fristes til at råbe som Kristus da han blev naglet til korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så vigtig er altså den lille drengs iagttagelse: Det er i mellemrummene mellem os mennesker at livets fylde opleves eller savnes. Da tegningen var færdig rakte han den hen over bordet til mig. Da jeg selv rakte ud for at tage imod den blev mellemrummet mellem os fyldt af en glæde, som selv en Gud godt kunne have være bekendt at stå bag.

Når livet er så tungt, at det er til at bære

Skriv en kommentar

Undertiden kan et enkelt menneske udtrykke en sandhed, der gælder for alle mennesker. Den enkelte får så at sige del i noget arketypisk, en slags universel visdom. Det oplevede jeg mellem jul og nytår, hvor jeg på den første store gavebytte-dag krydsede byens torv. Det var pakket med mennesker og derfor kom jeg til at passere meget tæt forbi to tilfældige kvinder, der stod og talte sammen. Lige da jeg gik forbi hørte jeg den ene kvinde sige: “man mærker i hvert fald livet når den slags sker; vi var slet ikke forberedt på, at han kunne dø af det”.

Pludselig var det ikke blot to tilfældige kvinder, der stod og snakkede. De ord, der nåede mig i forbifarten, udtrykte en almengyldig visdom, som pegede ud over den konkrete situation og viste, at kvinden havde nået en dyb og svær indsigt i tilværelsens grundvilkår. Jeg fik lyst til at erklære hende min ubetingede kærlighed, men nøjes altså med i tankerne at takke hende for at sætte dagligdagens ord på en ældgammel visdom.

Det er i mødet med alvoren, at livet får dybde og tyngde. Det var det, som kvinden sagde. En dansk digter har udtrykt det på denne måde: “Nu er livet så tungt, at det er til at bære”. Min kone mener, at det er Poul Borum, der har skrevet sådan, men jeg kan ikke finde stedet, hvor ordene står. Det er også ligegyldigt, for de udtrykker det, som bl.a. filosoffen Friedrich Nietzsche lod Livet selv sige i bogen Således talte Zarathrustra: Se, sagde Livet, “jeg er det, som altid må overvinde sig selv”.

For mig betyder dette, at der i hverdagens sædvanlige orden ligger risikoen for en glemsel, så vi ikke altid får fat i livets dybde og betydning. Kvinden på torvet sagde, at det er i mødet med døden, at vi for alvor mærker livet og bliver mindet om, at vi er i live. Det er i erfaringen af livets endelighed, at alvorens og taknemmelighedens lys kastes over vores eget liv. For at leve må vi overvinde de slag, som livet giver os, men ikke fortrænge eller glemme dem. Som kvinden sagde, så er det jo netop de slag, der får én til at mærke livet – eller som Nietzsche kunne have formuleret det, hvis han havde været på torvet dén dag: Vi må overvinde livet for at vinde livet.

Denne erfaring af livets alvor kommer til alle mennesker, også selv om der hele tiden ledes efter opskrifter, som kan modvirke disse erfaringer af livets dybeste alvor – og teknikker, som kan føre os væk fra dem. Men det enkelte menneskes liv er hele tiden udsat for hændelser, der kan medføre tristhed, sorg og lidelse. Erfaringen af lidelse er en del af livet. Vil vi ikke mærke disse følelser, nægter vi dem en plads i livet, så rammes vi af tilværelsens ulidelige lethed. Paradoksalt nok bliver livet bare ikke lettere at bære af den grund – tværtimod løber det ud mellem fingrene på én. Livet skal have en tyngde før det er til at mærke og gribe fat i, før det er til at bære og før det kan modtages og leves i taknemmelighed.

Det er min erfaring, at der ligger en stor styrke og energi i bevidstheden om vores skrøbelighed, sårbarhed og afmægtighed. Ordene mellem de to kvinder på torvet handlede netop om den fornemmelse af livets alvor, som døden altid supplerer med, og som er livsglædens forudsætning. Og ikke mindst taknemmelighedens forudsætning – taknemmeligheden for lige nu selv at leve og være sammen med sine kæreste.

Det er erfaringen af livets tyngde, der er forudsætningen for den livsopmærksomhed, der gør det muligt, at gribe dagen i dens nærvær.

Et barn er født

Skriv en kommentar

Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.

Når maskerne falder

Skriv en kommentar

Jeg har aldrig tidligere prøvet at være 55 år gammel. Men det er helt fint. Faktisk er det efterhånden noget af det bedste, som jeg har oplevet. Som 55-årig er det på den ene side tydeligt, at man er dødelig, og derfor godt kan tillade sig at have lidt travlt med at nå alt det vigtige. Men på den anden side – når man nu alligevel er dødelig, så er der jo heller ikke nogen grund til at have alt for travlt.

Jeg har ikke så meget erfaring med det endnu. Det var derfor, jeg for cirka 10 måneder siden oprettede denne blog. At skrive løs på bloggen har siden været en øvelse i at leve mit liv på en ny måde. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg måtte træffe nogle ret vigtige beslutninger om resten af mit liv. Der var ikke længere ret meget tilbage, som jeg fortsat kunne gemme mig bag. Det blev stadig mere tydelig for mig: Enten var det mig, der løb af med livet – eller livet, der løb af med mig. Jeg måtte vælge mellem for alvor at træde ud i verden, eller finde nye måder, at gemme mig på.

Måske lyder det mærkeligt, men mine skriverier på denne blog har hjulpet mig til at kunne træde ud i verden på en meget mere nærværende måde. Mit mål var at skrive 50 indlæg, og det er det så blevet til i dag – 1. søndag i advent, hvor årets første sne også falder. Alle mine blog-indlæg beskriver noget meget vigtigt i mit liv: En rejse, hvor maskerne en efter en er faldet, hvor det for første gang har været muligt for mig at skrive frit om noget, som ellers altid har levet meget privat og skjult, langt inde i mig selv. Bloggen har tvunget mig til at fokusere på, hvad der er vigtigt i mit liv: Hvem jeg egentlig er, hvordan mit liv skal indrettes og leves, hvad jeg vil tro på, hvordan jeg vil forsøge at udvikle mig og hvad der skal stræbes efter i de kommende år?

Jo mere jeg skrev, jo mere blev jeg grebet af et dybere og dybere behov for at blive mig selv og afdække, hvorfor det er så let og fristende at svigte den, der står én nærmest – nemlig sig selv.

Sådan en rejse fortager man ikke alene. Derfor har jeg også skrevet om mine ledsagere – som alle er en del af historien: Min kone der fulgte mig hele vejen og frelste mig når jeg mistede kursen, og bogstavelig talt dansede med mig  hjemme i stuen når kompasretningen igen var stukket ud. Min kærlighed til hende kan ikke beskrives. Jeg har også skrevet om Dorthe, der gav mig et nødvendigt puf i den rigtige retning; om Arkæologen, der forbandt og forsonede mig med fortiden; om min personlige Jordemoder, der viste mig nye livsmuligheder – og om mange andre levende og døde, om mine forældre og forfædre, om guder, djævle, dæmoner og filosoffer – alle sammen nogen, der på en eller anden måde har ledsaget mig på rejsen. Specielt oplevede jeg, at mange af de døde ændrede sig mens jeg skrev om dem, og blev meget lettere at leve med i erindringen end de ellers havde været. Og de levende kom jeg tættere på end nogensinde før – ikke fordi jeg skrev om dem, men fordi ordene på bloggen blev til levet liv sammen med dem, jeg elsker.

Og så har der været alle dem, der har skrevet til mig. Efter hvert blog-indlæg har jeg fået meget smukke ord tilsendt; meget fortrolige og dybt bevægende fortællinger om andre menneskers liv, kærlige tanker på skrift og meget mere. Det har været en meget stor oplevelse og en drivkraft for mig til selv at gå videre, også når jeg var ved at gå i panik over ikke, at kunne finde min egen vej gennem livet.

Mens jeg skriver dette sidder jeg og lytter til Coldplay – det skulle jeg i virkeligheden nok være for gammel til, men jeg synes det er fedt at se og høre deres forsanger på scenen – han er bare så sej, og jeg vil gerne kunne danse ligesom Chris Martin. Men det er også helt i orden bare at lytte når han synger Don’t Panic.

Oh all that I know
There’s nothing here to run from
Cause here
Everybody here’s got somebody to lean on.

Ja – sådan har det været for mig: Alle de positive tilkendegivelser jeg har fået viser, at der altid er nogen, som man kan finde støtte hos – og jeg har støttet mig meget til de ord og tanker, som er blevet sendt til mig efter hvert nyt indlæg her på bloggen.

Her kunne det så stoppe. Men det at skrive på bloggen en gang om ugen hjælper mig til at kaste lys over mit eget liv – og da jeg jo trods alt kun er 55 år gammel, og netop i år har oplevet så meget i forhold til mig selv, til andre mennesker og til hvad livet ellers inviterer mig til – så fortsætter jeg. Der bliver nemlig mange flere ting, og ikke færre, at undersøge, efterhånden som man bliver ældre. Altså kommer der 50 indlæg til – lad det være en trussel eller et løfte.

For et par dage siden inspirerede en gamle ven mig til at kigge nærmere på den fantastiske skulptur af Zenos Frudakis. Det er et bevægende kunstværk om frihed. freedom-sculpture-by-zenos-frudakisLad dette motiv blive symbolet på fremtiden – at træde ud af stenen ind i livet og friheden – nysgerrig, nyfødt uanset hvilken alder du har – der er altid nok at undersøge, kigge på, undre sig over og skrive om.

Og i baggrunden hører jeg stadig Coldplay – nu er de nået til Fix You. Dans ud af stenen til løftet om, at der altid er nogen og noget, der vil Fix You, hvis du får brug for det:

When you try your best but you don’t succeed
When you get what you want but not what you need
When you feel so tired but you can’t sleep
Stuck in reverse.

And the tears come streaming down your face
When you lose something you can’t replace
When you love someone but it goes to waste
Could it be worse?

Lights will guide you home
And ignite your bones
And I will try to fix you.

Arkæologen

Skriv en kommentar

En dag i sommerferien sad jeg på en lille græsforhøjning og kiggede på en kvinde, der lå med rumpen i vejret og gravede et hul i jorden. Jeg kunne ikke helt se, hvad det var hun gravede efter, men tilsyneladende var det noget vigtigt, for de to redskaber hun brugte mindede om en almindelig lille teske og en spinkel farveladepensel. Noget i jorden foran hende måtte være så skrøbeligt, at det skulle afdækkes med de mest følsomme hænder og redskaber. Da jeg havde siddet og betragtet den dybt koncentrerede kvinde i et stykke tid rejste hun sig pludselig med et stort smil og løftede resultatet af gravearbejdet op foran øjnene og betragtede det indgående. Det var en lille, nærmest usynlig genstand, men den vakte hendes åbenlyse begejstring, så hun næsten hoppede op og ned på stedet. Kvinden var naturligvis en arkæolog på feltarbejde.

Den kvindelige arkæolog graver i fortiden, mens hun ligger på knæ i nutiden. Hun graver ikke blot gamle ting og sager op men viser, at hvis man trænger dybt nok ned i fortidens hemmeligheder, så får man også tit syn for vores egne, helt nutidige, hemmeligheder.

Vi taler ofte sammen om dette. Hendes stemme er altid lidt lav, så man skal anstrenge sig for at høre, hvad hun siger. Måske er det derfor, at jeg oplever hende som en stemme, der sidder på min højre skulder og hvisker vigtige ting i øret på mig. Alle samtaler med hende er en god medicin mod at føle sig rodløs og fremmed her i verden. Hun er ikke arkæolog for ingenting. Hun giver mig fornemmelsen af kontinuitet og sammenhæng. Som hun siger, så er verden en ældgammel menneskelig besiddelse, og disse ord – altid sagt med hendes intense, lave stemme – giver mig en ny målestok for alt det flygtige, der hele tiden sker i verden.

Når hun graver i jorden finder hun tit knoglerester af fortidens mennesker. Det er selvfølgelig en påmindelse om det enkelte menneskes forgængelighed. Men når hun så graver videre i undergrunden finder hun også hele tiden andre påmindelser – nemlig beviser for, at mennesket til alle tider har haft evnen til påbegynde noget nyt. For hver gammel knogle hun finder er der også masser af ting nede i hendes arkæologiske udgravninger der viser, at  mennesket, trods døden, altid er fortsat med at udkaste nye planer for fremtiden, skabe nye bygningsværker, finde på nye ting – med andre ord skabe betingelserne for nyt liv. Mennesket er årtusind efter årtusind fortsat med at skabe nye verdner.

Mennesket har altid vendt sig mod livet, mod det nye. Jeg ved hvor stærk dødsangsten kan være, og de historiske kilder viser, hvor betydningsfuld en rolle døden har spillet i næsten alle de kulturer, som min arkæolog graver sig igennem med teske og pensel. Men det, at hun kan blive ved med at grave ud – at hun kan blive ved med at finde beviser for, at mennesket har stræbt frem mod nye bosteder, nye bygninger, nye opfindelser, nye klæder, nye opdagelser, nye måder at leve på – alle de ting hun graver op viser, at der hele tiden også har været en anden kraft på spil end dødsangsten – nemlig oplevelsen af, at livet er godt.

Som min arkæolog tænker, når hun ligger på alle fire og graver i jorden, viser det sig jo, med al ønskelig tydelighed, at mennesket ikke er sat i verden for at dø, men for at skabe noget nyt. Det er en arkæologs skæbne at møde ruiner, levninger og rester fra fortiden. Men hun møder også hele tiden miraklet – det mirakel, der frelser verden fra undergang og ruin: Hvert arkæologisk lag, som hun graver sig igennem, viser nemlig, at for alle generationer før os var alting lige begyndt – som det hele lige er begyndt for dem, der fødes i dag og skal bringe verden videre efter os.

Selv om arkæologien er interesseret i fortiden bygger den på, at mennesker til alle tider har været optaget af, at skabe betingelserne for nyt liv. Den kvindelige arkæologs graven i fortiden viser alt det, som mennesket op gennem historien har udført for at sikre livets videre beståen. Der er mange knogler og andre menneskelige efterladenskaber i det hun så omhyggeligt graver fri af jorden. Hun er derfor fortrolig med dødens nærværelse. Men hun kender også dødens funktion: At hjælpe os til at tænke over tidens kontinuerlige nyhed.

På den måde forbinder og forsoner hun mig omsorgsfuldt med tidens gang, når hun med den stille stemme fortæller om menneskets insisteren på livet. Hun driver mig ud af mit gamle jeg og ind i en samhørighed med fortiden og fremtiden, når hun på turen hjem fra udgravningen kradser let i jorden med de bare tæer – der, hvor der har gået mennesker i årtusinder; der, hvor jeg nu går sammen med hende; der, hvor børnene kommer til at gå.

Hallo Gud?

4 svar

Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

Den lille forskel

Skriv en kommentar

Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Ukendt land

Skriv en kommentar

Da min mor lå for døden var hun sygnet så meget hen, at der næsten kun var hendes indre tilbage. Et menneskes indre kan i sagens natur kun opleves indefra. Det, som andre får kendskab til, er den måde, som dette indre kommer til udtryk på. Men nu var der ikke flere udtryksmuligheder tilbage for min mor. En enkelt gang åbnede hun dog øjnene og sagde: Det var det. På den måde sluttede hendes liv. Jeg håber, at de sidste ord var udtryk for en indre følelse af et tilendebragt liv – et fuldført liv – og ikke for følelsen af, at livet bare var gået. Jeg har selvfølgelig tolket på de tre ord – det var det – siden den dag, hvor jeg stod ved hendes seng på sygehuset. Jeg tror, at min mor slap livet med disse ord i forvisningen om, at jeg sammen med min kone og vores piger var der til at føre det videre.

Det er efterhånden en del år siden, at min mor, som den sidste af mine forældre, døde. Erindringen om hende er ikke længere så velordnet, som den har været; den er lidt uregerlig – kommer på uventede tidspunkter, fremkaldes af en duft, et bestemt ord, en lyd, eller et besøg på det lokale loppemarked, hvor erindringen bliver vækket til live af et gammelt leksikon med guldbogstaver på forsiden – ligesom det, der stod i reolen, bag glaslågen, hjemme hos min mor.

Det var det – sådan sagde hun, og døde. Men ordene er stadig levende for mig, og selv helt inde fra døden hvisker de om noget, som jeg ikke kan vide med sikkerhed. I forhold til indblik i andre mennesker må vi nemlig acceptere en psykologisk og eksistentiel version af det berømte paradoks, som blev formuleret af den græske filosof Zenon, hvor han viser, at selv den hurtige Achilleus aldrig kunne indhente en skildpadde:

Achilleus løber 10 gange hurtigere end skildpadden og giver derfor dyret et forspring på 10 meter. Achilleus løber de 10 meter, mens skildpadden bevæger sig en meter. Så løber Achilleus den ene meter, mens skildpadden flytter sig yderligere en decimeter. Achilleus løber denne decimeter, men skildpadden har igen rykket sig, denne gang med en centimeter. Den letbenede Achilleus løber hurtigt denne centimeter, men så har skildpadden flyttet sig en millimeter osv., i én uendelighed – uden, at det nogensiden lykkes Achilleus, at nå op på siden af skildpadden.

Her handler ikke om hurtigløbere og skildpadder eller om logiske selvmodsigelser, for selvfølgelig ville Achilleus i løbet af et øjeblik lægge skildpadden bag sig i virkelighedens verden. Men Zenons paradoks kan tolkes eksistentielt: Uanset, hvor meget vi nærmer os et andet menneske, uanset hvor meget vi ved om det, undersøger og finder ud af, så er der noget, vi ikke kommer til at vide. Vi kan nærme os det andet menneske, komme tættere og tættere på, fortolke, udlægge og analysere, men vi når det aldrig – på samme måde, som Achilleus kom tættere og tætte på skildpadden, men aldrig nåede den.

På verdenskortet er der ikke flere hvide pletter tilbage; alle afkroge er fundet og mere eller mindre udforsket. Skal vi finde uudforskede områder, må vi enten rette blikket mod det ydre eller det indre univers. Begge steder findes der masser af ukendte områder at gå i gang med. I de sidste par måneder har mit kompas i disse ukendte områder været min mors sidste ord: Det var det; det var dét liv – men hvad var det for et liv – og ikke mindst, hvem var den kvinde, der levede dette liv, som for nogle år siden sluttede på provinssygehuset ved fjorden?

Bagerst i mit arkiv, blandt alle kasserne og ringbindene, er jeg for nylig stødt på nogle store gule kuverter med min mors efterladte papirer. Naturligvis kender jeg indholdet, her er der ikke noget nyt. Men da jeg så på de gamle fotografier, hvor min mor bærer mig på armen, må jeg nødvendigvis tænke, at jeg kun har kendt hende som min mor. Det er som hendes barn og søn, at jeg har set, forstået og oplevet hende. Men det er jo ikke noget arkimedisk punkt, hvorfra man kan overskue og forstå hendes liv – det er blot ét led i den uendelige tilnærmelse til en forståelse, for hun var jo også meget andet:

F.eks. var hun datter af et bestemt forældrepar, hun var både lille- og storesøster, og hun var en unge pige, som en dag mødte sin første kæreste, hun var veninde til nogle af de andre piger i skolen, hun var den datter, der tidligt mistede sin far og derfor også hende, som flyttede til København sammen med sin mor og søskende nogle få år inden verdenskrigen. Min mor var også den kvinde, som efter krigen pludselig flyttede til Stockholm, uden at nogen vidste hvorfor, og det blev heller aldrig sagt – og så var hun kvinden, som i 1954 mødte min far i Tivoli, og som senere blev gift med ham. Derefter var hun kvinden i dette ægteskab og så blev hun min mor.

Men hun var stadig meget andet. For hvert skridt, man nærmer sig hende, vokser antallet af hvide pletter, som er ukendt land. Hvordan oplevede hun alt det, der udgjorde hendes liv, og hvordan blev det sat sammen til den verden, som hun oplevede indefra? Hvad var hendes motiver og drivkræfter? Dette har ikke noget med hemmeligheder at gøre; det handler om størrelsen og kompleksiteten af et enkelt liv. Man kan spørge og spørge, få svar efter svar og undersøge i evigheder – men stadig er man langt fra alt det, som et menneske i sidste instans er – nemlig uendeligt.

Derfor var det ikke blot min gamle mor, som for sidste gang lukkede øjnene den dag, hvor hun døde. Det var en hel verden, som forsvandt. Ikke mærkeligt, at man kan føle, at livet bliver fattigere eller i hvert fald meget anderledes, når et menneske går bort. Livet bliver en hel verden mindre – og det er alligevel noget. Godt så – at der også hele tiden fødes nye verdner, og at man om lidt kan gå ned i stuen og møde den verden, som sidder i sofaen eller stolen; mystisk og tiltrækkende, som en ukendt verden altid er, når den kalder på at blive udforsket.

Jeg tror at kærligheden vækkes og holdes ved lige gennem denne følelse af, at der hele tiden er noget ved det andet menneske, som undslipper mig.

Du – min verden (et prosadigt)

1 kommentar

Du – er jorden under mine fødder. Kig lige op for du skal vide, at da jeg mødte dig, elskede jeg dig så vildt, at jeg troede, at jeg ikke kunne rumme mere kærlighed. Men så dukkede pigerne op og kiggede på mig, og så elskede jeg også dem, for din kærlighed avler endnu mere kærlighed i mig. Du er min hustru – dét er du, og du er ikke blot en kvinde, du er en verden.

Du – du er min datter, og det er du også, fordi kærlighed flyder meget lettere end blod, og er ikke begrænset af biologiens slægtskab.

Og du – dig derovre i stolen, du gav mig nøglen så jeg kunne lukke op. Du blev min jordemor, som hjalp mig til genfødsel, huggede mig ud af den stenblok, som jeg engang var ved at blive lukket inde i.

Og du – du var fra Norge og sang når du talte. Selv om vi var unge, satte du et spor, som ikke er sandet til, men stadig vibrerer.

Du – er død, men du er jo stadig min far, og du er min mor. I var begge to i verden lang tid før min ankomst og gjorde livet parat til mig. Og du, det fik jeg senere at vide, både du og jeg var ved at dø, da du fødte mig. Men du ville ikke acceptere min modvilje mod at blive til, så her er jeg. Og du, der så tit var væk, du kunne godt have levet lidt længere, for du var jo min far.

Og du – med de smukke mørke øjne. En dag kiggede du på mig og talte fra et helt uventet sted. Du er min Glaspige, der holder spejlet op foran mig.

Du – Petra, var den første døde jeg så, da jeg arbejdede på et plejehjem. Du var meget gammel, og kan du huske, at du havde glemt din mand og troede, at vi var kærester. Måske var vi, for jeg har jo aldrig glemt dig.

Du – som jeg har kendt i mange år, du er min ven, som jeg stoler på, fordi du var så besværlig i begyndelsen. Derfor ved jeg, at du aldrig svigter mig, og jeg kan savne dig så meget.

Du – dig, som jeg nu har i tankerne igen, dig vil jeg gerne beundres af, og du skal sige, at jeg er, som jeg skal være – og lidt til.

Og du – du ved det godt, du er så stille, men det er dejligt at vide, at du er der alligevel.

Du – du er dem, der er min verden.

Viden og visdom

Skriv en kommentar

Vi lever i et videnssamfund. Nu mangler vi bare at få visdommen med. Mens viden i princippet er noget, der kan måles, omsættes til økonomisk vækst og objektivt bruges til noget, så er visdom langt mindre anvendelig ud fra nutidens effektivitetskrav. Derfor er det nok symptomatisk, at en Googlesøgning på begrebet viden resulterer i over 11 millioner hits, mens visdom blot kommer ud med ca. 1.5 millioner. Selv om viden og visdom har samme sproglige rod, begge udspringer nemlig af et ord, der betyder ”se”, så er det helt forskellige ting, som ses, alt efter om blikket er rettet mod viden eller visdom.

I meget stor udstrækning har vi i dag fokus på viden. Men livet og verden bliver et fattigere sted at være, hvis visdommen ikke tilkendes en plads. Vi kan hverken undvære viden eller visdom, men heller ikke klare os med blot den ene af de to. Næsten alle vigtige ting er nemlig tilgængelig for indsigt, der bygger på både viden og visdom.

Den amerikanske biolog Robert Pollack var en af hovedkræfterne bag opdagelsen af DNA-molekylerne. Om nogen var Pollack inkarnationen af videnskabelig viden, af den videnskabelige metode til at frembringe ny viden om menneskets arvemasse, som gennem genteknologien skaffede os indsigt i livets biologiske byggesten og dermed lagde grunden til bekæmpelse af både sygdom og alderdom. På et tidspunkt blev Pollack imidlertid ramt af en sygdom, som han kun med nød og næppe overlevede. Dette ændrede hans syn på, hvad der var af betydning, hvis man søgte efter indsigt i det konkrete liv: Både viden og visdom. Visdom er ikke et alternativ til den videnskabelige viden, som rent faktisk dagligt redder menneskeliv, men livet kan være genstand for både viden og visdom.

Visdommens liv handler om det oplevede liv, om det personlige liv, som det opleves af den enkelte. Her er det ikke de biologiske processer og den genetiske forståelse af menneskelivet, der er i spil. Det enkelte menneskes liv får ikke sin værdi og subjektive mening gennem de biologiske processer, som den videnskabelige viden kan afdække. Den måde, som jeg oplever mit liv på, påvirkes kun yderst begrænset af videnskabernes forskellige former for viden om mennesket. Selv om den videnskabelige viden en gang også reddede mit liv fra den visse død, så var det ikke denne biologiske og naturvidenskabelige viden, der senere gav mening til mine personlige oplevelser under sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem liv i den ene og den anden betydning, på samme måde som man nødvendigvis må skelne mellem de kemiske processer, der sker oppe i hjernen når vi bliver forelsket og selve den personlige oplevelse af at være forelsket.

Visdom handler om de store konstanter i livet, f.eks. kærligheden, døden, venskabet, angsten, glæden og sorgen. Med andre ord om alt det, der er vigtigt for det enkelte menneskes oplevelse af livet, men som der ikke kan laves videnskabelige undersøgelser af.

Mens viden handler om at finde svar, om at gøre eksisterende svar bedre og mere uddybende for at skabe større objektiv indsigt, som på sin side kan føre til f.eks. bedre medicin, mere effektiv behandling o.l., så drejer visdom sig om de store spørgsmål, hvor der ikke findes nogen bevislige svar. Visdommen er ikke så optaget af detaljerne og det objektive, men først og fremmest af den frihed, der ligger i at kunne stille ”vilde” spørgsmål til livet, f.eks. af typen: Hvorfor mødte jeg lige netop dén kvinde og ikke en anden, og hvorfor blev jeg forelsket i hende? Biokemisk er der muligvis et svar, men jeg spørger for at få et svar fra den mytiske verden: Fordi vi to hører sammen! Sådan oplever jeg mit møde med Hende, der er skulle være min; det var et uomgængeligt møde, som kun kan forstås af mig gennem den historie, jeg fortæller om den gang far mødte mor.

Jeg er en stor tilhænger af f.eks. biokemi, hjerneforskning og al medicinsk forskning i det hele taget, fordi denne form for viden kan redde liv og gøre gode ting for os mennesker. Men jeg elsker dem, jeg elsker, på grund af de forklaringer, som visdommens historieskrivning giver: De gør mit liv større, de giver mit liv mening, de er mine sjælevenner, de er min livseliksir, vi er sat i verden for at mødes og vokse sammen. Intet af dette kan bevises, det er ret ukonkret og lidt tåget. Det er en visdom, som kun jeg kan mærke – det er fra den vinkel, at jeg oplever mit personlige liv, og hvor jeg er ret ligeglad med de objektive forhold.

Personligt har jeg det sådan, at jeg elsker at finde og tilegne mig ny viden, og det er godt, at vi vidensmæssigt bliver klogere dag for dag. Men hvis vi vil have verden til at tale til os, eller hvis vi vil aftvinge den en mening, så må vi vende os i retning af visdommen, der kan starte alle de vigtige eftertanker, som videnskaben i sig selv ikke kan bidrage til: Hvad er godt og ondt, hvad bør vi gøre og ikke gøre, hvordan skal jeg behandle andre mennesker, hvordan skal jeg forholde mig til den menneskelige sårbarhed, til angsten, døden og kærligheden? Om alt dette og meget mere er den videnskabelige viden tavs, fordi det ganske enkelt ikke er dens område. Men når vi selv begynder at stille spørgsmål om meningen med det hele, om hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi vil med det og hvordan vi skal være sammen med andre – så er det spørgsmål, der ikke findes nogen endegyldige svar på, men som ikke desto mindre er det, der skaber beredskabet til at leve et liv, som trods al videnskabelig viden i sidste ende er helt uforudsigeligt og uforklarligt.