Kategoriarkiv: Kultur

Min veninde fra Iran

Skriv en kommentar

Når stormfloder rammer, terrorister angriber og krige truer, er det ikke kun ukendte stednavne, fjerne lande, anonyme institutioner eller ansigtsløse personer i andre kulturer med en anden tro, der rammes. Det er mennesker, som vi tilfældigvis ikke har noget kendskab til eller bekendtskab med. Eller også har vi, fordi vi kender et menneske på det sted, hvor truslen er. Og så ændrer hele billedet sig fra at være noget tilfældigt i nyhedsstrømmen, eller blot endnu en voldsudøvelse et eller andet fjernt og ukendt sted, til at blive et sår i én selv. Verdens gang bliver med ét til noget, der også sætter spor i ens hjerte.

Jeg har en veninde i Iran. Vi har kendt hinanden i flere år efter et tilfældigt møde på Instagram, hvor hun reagerede på et opslag, jeg lavede om filosofi. Hun ved meget om filosofi, så vi begyndte at skrive sammen. Hun skriver også poesi, og har prøvet at gøre det tilgængeligt for mig på engelsk, og selvfølgelig har vi skrevet om vores forskellige liv. 

Selv om vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt, på samme måde som vi sidste år havde besøg af en anden veninde fra Instagram, Corinne fra Australien, er den iranske kvinde blevet min veninde. Trods afstanden har vi fået skabt en åben nysgerrighed for hinandens forskelligheder og fundet et fundament af enshed, der ikke lader sig ryste af, at der også er meget af hinanden, som vi ikke kan forstå.

Krisen mellem USA og Iran har min venindes ansigt. Her til morgen har jeg læst, at USA nu sender yderligere soldater til Mellemøsten på grund af krisen, hvor Iran angiveligt skulle stå bag angrebet på to olietankere i Golfen. Begge sider ser ud til at betragte optrapning og trusler som løsningen og ikke som problemet. 

Jeg er bekymret for min iranske veninde, fordi jeg mærker hendes tilstedeværelse i mit eget liv. Det er let at mærke hendes frygt, selv om afstanden er stor og forskellene mange. Hun er tæt væk. Min iranske veninde har været en lille åbenbaring for mig. Vores langdistance-venskab har vist mig, hvor lidt kendskab til hinanden, der i virkeligheden skal til, for at man kan forstå hinandens frygt – og leve med i hinandens liv.

Alle skulle kende en fra de områder af verden, der er ramt af konflikt, fattigdom og undertrykkelse eller krig og vold, for så tror jeg faktisk, at der ville være mindre af den slags. Det er selvfølgelig ren fantasi og drømmende utopi, og i 2019 er vi ikke naive, men måske alligevel håbefulde. For tænk hvor let det var for mig at genkende mennesket, det unikke og særlige i den iranske kvinde. Hun er 4.988 kilometer væk. Jeg har tjekket det på Google. Men vores personlige kontakt har snævret afstanden ind, så hendes tilstedeværelse i verden kalder på ønsket om fred og forsonlighed, så hun kan leve uden frygt.

Døden på Facebook

Skriv en kommentar

Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.

Dybdetid og trætid

Skriv en kommentar

Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Men I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Der er fortid, nutid og fremtid. Grammatikalsk er der selvfølgelig også førnutid, førdatid osv. Og så er der dybdetid og trætid, som dog ikke har noget at gøre med de regler, der bestemmer sammensætningen af sprogets ord, sætninger m.m. Dybdetid og trætid er en slags eksistentiel tid, der viser ud over det menneskelige, og dermed nærmest også sprænger rammerne for, hvad der sprogligt kan tales om. For mit eget vedkommende fik jeg imidlertid sat de bedste ord på de to tider ved at læse C.Y. Frostholms bog “Træmuseet”, der har meget at sige om både dybdetid og trætid. 

Bøger kan være gode af mange forskellige grunde. “Træmuseet” er god af flere forskelle grunde på én gang. Det er umuligt at definere bogen, som enten roman, essay, erindring, fortælling eller hvad genren nu kunne være. Selv har jeg hørt Frostholm beskrive bogen som en essayfortælling. Netop det ubestemmelige og det uforudsigelige, det at teksten bevæger sig frem, tilbage, snor sig om sig selv, kommenterer verden, kommenterer sig selv – alt dette har for mig betydet, at “Træmuseet” blev en meget intens ny-oplevelse af både verden omkring mig og af tiden; to størrelser, som man jo ellers tror at kende ret godt. 

Den amerikanske forfatter Susan Sontag (1933 – 2004) blev i 1979 interviewet til Rolling Stone Magazine. Her sagde hun: “Man er ikke verden, verden er ikke identisk med én, men man er i den og giver den sin opmærksomhed (…) For jeg er meget imod den her solipsistiske forestilling om, at det hele er inde i hovedet. Det er det ikke, der er virkelig en verden, som er lige dér, hvad enten man er i den eller ej.”

Det er netop dén verdensopmærksomhed, der binder de 568 sider i “Træmuseet” sammen. C.Y. Frostholm rejser rundt i verden ikke mindst for at opsøge gamle træer. Fortællingen om nogle af verdens ældste træer bliver derpå en dyb fortælling om forfatteren selv, om os som mennesker og om verden som det sted, der er os givet.

Engang var det betryggende for mennesker at tænke, at jorden var skabt for vores skyld, og at verdens tid, var den samme som menneskets. Nu er det snarere “den dybe tid”, hvori vi bare er et sandskorn, vi må klynge os til: At verden nok skal overleve uden os.
(C.Y. Frostholm: Træmuseet, s. 423)

I “Træmuseet” skriver C.Y. Frostholm om mennesker og træer, og om deres mulige forhold: “Træer kan være så store, at man ikke ser dem. Man står for foden af dem, beundrer deres stamme, men lægger kun sjældent nakken tilbage, og end ikke da kan man rigtigt overskue kronen. Man oplever dem kun i brudstykker, ser ned på jorden, samler et blad op.” (s. 30)

Sådan tror jeg også man kan sige om tiden. Netop dét er noget af det centrale i Frostholms store værk. Vi oplever ikke træernes tid som andet end en gentagelse: de står der hver gang vi kommer forbi. Men der er mere gemt i trætiden. 

Danmarks ældste træ er Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er 1500-2000 år, et tidsperspektiv som vi også kun oplever i brudstykker, nærmest som at samle et blad op. Hverken træernes krone eller deres tid kan vi helt overskue. I den sydsjællandske skov, hvor vi går tur, er der træer med rødder flere hundrede år tilbage i tiden. Efter at have læst “Træmuseet” ser vi på disse træer, som andet end bare et træ i skoven. Og det er her, at forestillingen om dybdetid er kommet ind gennem Frostholms bog. Et sted i bogen skriver han om den amerikanske fotograf Rachel Sussmans store bog “The Oldest Living Things in the World”. 

Thujaer i parken ved Fuglsang på Lolland. Denne Thuja er ganske vist ikke nær så gammel, som de træer der fortælles om i “Træmuseet” og “The Oldest Things in the World”. I parken ved Fuglsang er det dog alligevel som at gå ind i en trækatedral, og man får fornemmelsen af både trætiden og dybdetiden.

Sussman har rejst rundt i verden og taget billeder af de ældste levende ting. Hendes ramme var, at de skulle være mindst 2000 år gamle, for at kvalificere sig til deltagelse. Her falder vores lokale træer for ungdomsgrænsen. Selv Kongeegen i Jægerspris er lige på grænsen, selv om den muligvis begyndte at skyde på samme tid, som Bethlemensstjernen annoncerede Kristi fødsel. Men bare på den anden side af Øresund har Rachel Sussman fundet en repræsentant for de ældste levende ting i verden.

I Darlarna i Sverige findes en gran, der er 9.550 år gammel. Allerede her, ikke engang 10.000 år før vores liv i dag, mister man en god del af den sammenhængende tidsforståelse, der ellers holder sammen på ens livsforståelse. Måske er det en slags kronofobi, der griber én, frygten for tidens gang. 

Forfatteren Vladimir Nabokov (1899 – 1977) beskrev kronofobien i “Min europæiske ungdom”, hvor en ung mand næsten bliver panikslagen, da han for første gang ser nogle hjemmelavede filmoptagelser fra tiden før hans fødsel. Han indser, at han overhovedet ikke eksisterede på det tidspunkt, altså en slags omvendt dødsangst; en angst knyttet til tiden før ens eksistens. 

I Rachel Sussmans bog om de ældste levende ting er det ikke kun ens egen fraværstid, man møder, men civilisationernes, menneskets, historiens og nærmest den forståelige verdens fraværstid. Jo, verden var der selvfølgelig, i dén grad var den der, og i Sussmans bog er der netop billeder af livets repræsentanter i det, vi med rimelighed kan kalde for dybdetiden. 

Men den tidsrejse, hun bringer os ud på, kræver noget. Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af f.eks. den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Eller de 100.000-årige havgræsmarker ved Spanien, for slet ikke at tale om den absolut ældste levende ting, nemlig den sibiriske actinobacteria med en alder på mellem 400.000 – 600.000 år. 

Perhaps, looking through the eyes of these ancient beings, and connecting with the deepest of deep time, we can borrow their bigger picture and adopt a longer view. I can’t think of a single problem in the world that wouldn’t benefit from the perspective of long-term thinking.
(Rachel Sussman: The Oldest Living Things in the World, s. xxxiii)

Alle Rachel Sussmans levende ting er DNA baseret og viser, at livet er meget andet end menneskelivet – meget mere. Liv er ikke kun menneskeliv, det ved vi godt, det leves ikke eksklusivt af mennesket. Men vi har svært ved at tænke og forstå noget andet liv end menneskelivet. 

Både C.Y. Frostholms “Træmuseet” og Rachel Sussmans “The Oldest Living Things in the World” er tanke- og følelsesprovokerende. Centralt i begge bøger står det ikke-menneskelige. Træerne står der, når vi går tur i skoven. I virkeligheden kan de bevæge sig over århundreder, hvis det skulle blive nødvendigt for overlevelse. Og Sussman giver 31 eksempler på levende ting, som var der for mellem 2000 og 600.000 år siden, og som er der nu, i dag. 

Vi mennesker har omkring 70-80 år til at opleve disse tavse tidsrejsende. Som mennesker er vi grebet og tvunget af øjeblikket, men bare en tur i den lokale skov kan forbinde os med de ikke-menneskelige tidsrejsende og deres uforståelige organismer. Vores personlige, og i sammenligning korte tidsrejse, mister ikke betydning eller værdi, fordi den nærmest foregår her og nu. I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Stram Kurs og Slap Moral

»Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Men sådan ser den politiske moral ikke ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt.«

En besværgelse fejer gennem den offentlige debat: “Rasmus Paludan må mene og sige hvad han vil. Det er hans menneskeret at demonstrere”. Ja, sådan er det heldigvis. Demokratiet inviterer sine fjender indenfor, giver dem en platform under fødderne, en mikrofon i hånden og beskyttelse, hvis nogen forsøger at knægte deres frihed. Og sådan skal det være.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun tager Paludans rettigheder alvorligt, men også vores egne. Glemmes det i bestræbelserne på at stå vagt om Paludans rettigheder, så er vores rettighedstænkning forvitret til selvfedme. Hans ret til at demonstrere og udtale sig opløser ikke vores pligt til at tale ham imod, til at bruge vores egne rettigheder og vores eget moralske ansvar for at betegne ham som det han er, nemlig en gemen racist med stærke nazistiske tilbøjeligheder – og behandle ham derefter i den frie demokratiske debat.

Det giver ikke nogen mening at beskytte Paludan og lignende fænomener langt ud over deres rettigheder, og således krænke vores eget moralske ansvar for også at beskytte samfundet mod virkeliggørelsen af vanvittige ideer – om det så er i form af en fascistisk, nazistisk, racistisk eller islamisk stat! Moralsk har en række politikere imidlertid flashet det totale sammenbrud i denne forbindelse:

I Politiken d. 02.05.19 bliver den politiske ordfører Britt Bager spurgt om Venstre vil kunne bruge Stram Kurs som parlamentarisk grundlag. “Det tager Lars Løkke stilling til, når vi kender det endelige valgresultat. Vi kommer ikke til at tage stilling nu”. Britt Bager mener det er for tidligt at forholde sig til Stram Kurs før valgresultatet foreligger. Mon det betyder, at Venstre rent faktisk ikke kan beslutte sig til, hvad man skal mene om Stram Kurs, at man vil vente til efter valget med at beslutte om der kan samarbejdes med dem eller ej? SHAME ON YOU – Hvorfor er det lige, at ordføreren ikke svarer på om et parti med de holdninger, som hun jo kender, kunne have potentiale som parlamentarisk grundlag for en ny regering med Venstre i spidsen? 

Heller ikke den konservative formand Søren Pape vil tage stilling. Han mener ikke, at man på forhånd kan afvise noget, da der ikke er “nogen mandater, der er finere end andre.” Nej, det kan han måske have ret i, men er så der heller ikke nogen meninger, der er finere eller bedre end andre for den konservative formand? Hvis det ikke er tilfældet, så er der jo ikke brug for politiske partier, der i almindelighed antages at bygge på standpunkter, meninger og holdninger til ret og vrang, rigtigt og forkert. Det er jo sådan, at rigtigt og forkert netop afgøres og afklares i konfrontation med andre. Det er kernen i det politiske, som den den konservative partiformand her nægter at forholde sig til. 

Men den konservative Naser Khader har det på samme måde. Han kan faktisk godt forestille sig en dialog med Stram Kurs, “hvis de har nogle bud på, hvad man kan gøre i forhold til ghettoerne eller i forhold til de kriminelle bander”. Det må lige indskydes, at det har Stram Kurs i dén grad et par forslag til. Problemet er bare, at det næppe bliver Naser Khader, der i givet fald kommer til at foretage dén politiske sondering for de konservative, idet et af forslagene fra Stram Kurs handler om at deporterer folk af Khaders slags. 

Helt at udelukke Stram Kurs vil dog efter Khaders mening være forkert, for så bliver de bare martyrer”. SHAME ON YOU – Khader vil ikke gøre Stram Kurs til martyrer, men gerne sig selv til moralsk skammelig. Hvad er den moralske investering i at forestille sig en dialog om ghettoer med de små-nazistiske og racistiske folk fra Stram Kurs? Hvis det nu havde været et fundamentalistisk islamisk parti, der havde tiltusket sig en opstillingsberettigelse, ville Naser Khader så også gå med våde drømme om at føre drøftelser om ghettoer med den slags hulefacister?

Socialdemokraterne bevæger sig lidt mere forsigtigt og siger, at de er uenige med Stram Kurs. Men Mette Frederiksen kritiserede dog de svenske socialdemokrater for at afvise samarbejde med partiet Sverigedemokraterna, der patter på samme sut som Paludan. Det var udemokratisk, synes Mette Frederiksen, selv om de svenske socialdemokrater ret tydeligt sagde, at de ikke kunne samarbejde med et parti, som de var så uenige med. Det er vel egentlig helt fint og i overensstemmelse med de demokratiske principper for politisk ansvarlighed og troværdighed.

Fra DF lyder det, at “De folk, danskerne stemmer ind i Folketinget, skal behandles på lige vilkår. Man må diskutere ud fra, hvor man er politisk enig og uenig”. Og her er der jo noget at være enige om. Som partiformanden udtrykker det, der er “et kapløb i gang om at slå sig op på den hårdeste kamp mod islamismen”. For DF handler det jo derfor nok mest om at stramme kursen og så kan man logisk set ikke afvise ret mange af de holdninger, som Stram Kurs repræsenterer, blot bruge dem som pejlemærke for egne fremtidige holdninger.

Det samme gælder naturligvis Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hun vil hellere have Stram Kurs end Socialdemokratiet i Folketinget, siger hun til Berlingske d. 29.04.19: “For venstrefløjen kan både være ekstremt frihedskrænkende og udemokratisk”. Sådan oplever Pernille Vermund ikke Stram Kurs, der jo også blot er en lidt mindre poleret og lidt mere primitiv udgave af Nye Borgerlige. 

Flere af de adspurgte politikere hæfter sig ved, at Paludan dog nok ikke kan bruges til noget, når han peger på sig selv som statsminister. SHAME ON YOU – ville I da overhovet kunne gå i seng med et parti som Stram Kurs, hvis fyren nu ikke pegede på sig selv som statsminister? Det er vel ikke kun en taktisk betragtning, der ligger bag tvivlen om partiet kan bruges til noget? Hvor er forargelsen, skammen, moralen og ansvaret? Stram Kurs står tilsyneladende over for Slap Moral, der ikke kan samle sig sammen til at lægge fuldstændig afstand til Stram Kurs, fordi der jo følger interessante samarbejdsmuligheder med partiets eventuelle tilstedeværelse i Folketinget.

Men det er ikke en absolut demokratisk forpligtelse at skulle samarbejde med nogen, som man er grundlæggende uenig med. Det var det, som de svenske socialdemokrater understregede, dog til moralsk forargelse for Mette Frederiksen. Faktisk er det først udtryk for politisk ansvarlighed og troværdighed, når man helt tydeligt beslutter sig til, hvem man kan lave politik sammen med, og hvem det er umuligt at dele standpunkter og idéverden med – og så ellers kan begrunde hvorfor. Og dén begrundelse skal ikke kun handle om magt og positioner, men om holdninger, værdier og moral.

Hvis man mener, at ansvarlig demokratisk politik kræver, at man søger samarbejde med alle der kan levere stemmer, så handler det udelukkende om magten for magtens egen skyld, og ikke om moralsk integritet og politiske værdier. Selv om alle stemmer tæller lige meget, så forpligter det ikke til at samarbejde med alle. At alle afgivne stemmer er ens, har ikke den konsekvens, at alle der bliver stemt ind har ens ret til at blive inviteret ind i et samarbejde med andre partier, hvis uenighederne er fundamentale. Her holder ligheden op, og den politiske kamp om samfundets indretning begynder. 

Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Det er bare ikke det indtryk man får ved at lytte til Venstres politiske ordfører, den konservative formand, til Naser Khaders dialogdrømme og til Mette Frederiksens moralsk brok over, at hendes svenske partifæller netop udviste moralsk integritet. 

Hvad er egentlig deres politiske projekt, når de tager den politiske magt mere alvorligt end deres egen moral? I moralens fravær er der åben bane for at lade sig drive rundt efter stemmer fra Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. For Venstre, Konservative og Socialdemokraterne vil ikke andet end magten. Magten ved de imidlertid ikke hvad de vil med. Hvilke mål skal magten tjene, hvilken moral og hvilke værdier skal den understøtte og fremme? End ikke Rasmus Paludan og Stram Kurs kan tilsyneladende få disse partier til at trække grænser og tage moralsk stilling.  

Men sådan ser den politiske magtmoral ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt. Hvad kunne man kalde det? Det er en kold tid vi lever i, så lad os nøjes med at kalde det for ynkeligt og skamfuldt.

Livsbilleder

2 svar

Sanserne er omgivelsernes vej til mennesket, eller den ydre virkeligheds vej til den indre virkelighed. Netop derfor advarede den franske filosof René Descartes (1596-1650) imod ubetinget at tro på sanserne, for de kan snyde os: “jeg troede lige jeg så…”, “det lød som noget helt andet…”, “det føltes som om…”. Vi bliver konstant snydt af sanserne; eller er det virkeligheden, der snyder os? Det skal vi ikke tale om her, blot slå fast, at det er i mødet mellem vores opmærksomhed og det materiale, som sanserne sender til os, at virkeligheden bliver til.

Christen Dalsgaard (1824-1907) »Mon han dog ikke skulle komme?« (1879) Den Hirschsprungske Samling

En sansning kan være hurtig, momentan og overfladisk – man kan bruge den til umiddelbart at orientere sig i verden. Og så er der sansninger, der rumler af psykologisk dybde. Den danske maler Christen Dalsgaard (1824-1907) var en mester i at male sansende mennesker, hvor sansningen så at sige havde grebet hele personen. Et af disse malerier hænger på Den Hirschsprungske Samling i København og hedder »Mon han dog ikke skulle komme?« fra 1879.

Fra det mørke indre i et bondehus ser vi en ung kvinde i døråbningens lys, med aftenlandskabet i baggrunden. Kvinden er den personificerede sansning, det inkarnerede blik. Hendes øjne, som vi ikke kan se direkte, definerer hele hendes skikkelse i en bevidsthedsfraværende positur, der nødvendigvis må fremtvinge en større historie. Det er så udtryksfuld sansning, at man nærmest ikke kan lade være med at fortælle videre – om noget, der ligger uden for billedet.

Det talende blik skræpper ikke op som munden ofte gør. Det talende blik taler med tavshedens eminente præcision. Hele dette maleri er bygget op omkring den unge kvindes sansende blik, og gør det til et maleri af noget, som vi ikke kan se. Hverken hendes øjne kan vi se, eller det, som øjnene kikker efter. Det vigtigste ligger et andet sted. Kvinden er ét med sansningen af den vej, som hun følger med blikket, sikkert ned til det første sving, hvor hendes kæreste skal dukke frem. Der skjuler sig antydningen af uro i kvindens kropsliggjorte blik, ikke angst eller uhygge, ikke frygt for en ulykke, men den kropslige uro, som spændt venten kan resultere i, og som paradoksalt nok ofte låser kroppen fast i en næsten ubevægelig positur, f.eks. med strikkepinden distræt i munden. Hun er så sansende optaget gennem blikket, at hun af lutter opmærksomhed nærmest er blevet en del af den vej, som hun kikker på.

Christen Dalsgaard var en mester i at male mennesker, der næsten er ren syns-sansning. Mange af de skikkelser, han malede, “ser” på en måde med hele deres krop, så selv om vi ikke kan se deres øjne, så oplever vi deres sansning ved at se på deres krop, siddende, stående og ofte helt faldet i staver, eller fraværende opmærksom, som kvinden her på billedet.

Kunsthistorikeren Julius Lange (1838-1896) kaldte Dalsgaards billeder for livsbilleder, fordi de fremhæver den psykologiske dybde, som f.eks. en synsansning kan fremkalde i et menneske. Maleriet af den kikkende kvinde i døren synliggør nærmest en følelsesmæssig sfære omkring hende, strømmende ud fra blikkets koncentration og fokus på noget ude i verden, uden for billedet. Kvinden er et sansende øje, en øjekrop, og maleriet giver os en total-oplevelse af hendes fortid og fremtid – fanget i det seende og kikkende nu. Hvad kan denne øjekrop ikke få én til at fortælle om kvinden?

 

Kærlighedens Museum

Skriv en kommentar

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

Skriv en kommentar

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Enshed og forskellighed

Skriv en kommentar

SKAL VI HAVE FOKUS PÅ DET DER FORENER OS ELLER DET DER ADSKILLER OS? Dette er mit liv, det kan kun leves af mig, opleves, mærkes og forstås af mig. Og sådan er det med alle mennesker; her ligger vores forskellighed, vores individualitet, måske endda vores identitet. Men at det er sådan for alle, gør det jo netop til noget fælles-menneskeligt: Oplevelsen af at være forskellig er ens for alle.

Men hvis vi kun har blik for forskellene mellem os, så er der noget andet, som bliver svært. Hvis vi bygger hele vores identitet op omkring det, der i vores egen forestilling gør os forskellig fra andre: vores race, farve og køn, vores uddannelse, nationalitet, bosted eller politiske og religiøse tilhørsforhold, vores seksualitet, etnicitet osv. – så får det der forener os vanskelige kår.

Hvis identiteten udelukkende bygges op omkring, hvad der er det særlige og specielle ved mig, eller ved min gruppe, så kan det blive svært at finde det, der skal holde os sammen som fællesskab og samfund. På den måde udvikler det sig alt for let til kampe om anerkendelse eller afvisning og udstødning.

Grundlæggende kan man jo spørge: Hvis det ikke er for at være sammen med andre, hvorfor er vi her så? Problemet opstår imidlertid, hvis det udelukkende er for at være sammen med andre, der er ligesom én selv. Så kommer forskellige grupper til at stå over for hinanden i en anerkendelseskamp, der ikke nødvendigvis fører noget entydigt godt med sig, men resulterer i grænsedragninger og splittelse mellem “dem og os”.

Et eksempel fra dagens avis: En underviser ved en videregående uddannelse har gjort indsigelser imod at der skulle afsynges ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi underviseren, som er brun, følte sig krænket. Dette er blot ét eksempel, og sager med det modsatte fortegn kendes alt for godt, f.eks. når det drejer sig om, hvad man må gå med i det offentlige rum og hvad der må spises på børneinstitutioner, hvad der er dansk og udansk osv.

Tænk nu hvis vi kunne fastholde vores forskellighed, og samtidig finde frem til det, som vi er fælles om som mennesker: Hvis vi ud over vores individuelle selv, også kunne opleve os som borger i samfundet med alt det, der gør os ens, i stedet for at have blikket stift rettet udelukkende mod forskellighederne. I den globaliserede verden er spørgsmålet om, hvad der gør os forskellige, ved at være gammeldags og utidssvarende, fordi det resulterer i så mange konflikter. Så – hvad ville en meditation over spørgsmålet, »hvad har vi tilfælles,« mon resultere i? Vi ved jo alt for godt, hvor vi er forskellige.

Postkort fra Præstø: Kirken

Skriv en kommentar

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

Løgn og ledelse

Skriv en kommentar

På det seneste har jeg skrevet en del om ledelse. Jeg har intet imod ledelse. Men jeg er anfægtet af den løgn, som spinder treenigheden af ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser ind i et tæt net af uigennemskuelighed og bortforklaringer.

Min kritik af ledelse og nærmeste opland har imidlertid fået nogen til at tro, at jeg er imod ledelse. Inden jeg stopper med at gøre mig klog på ledelse, for at tage fat på andre emner, vil jeg derfor gerne sammenfatte mine synspunkter i 13 teser:

Teser om løgn og ledelse:

  1. Ledelse har som mål at få en gruppe af medarbejdere til at producere så meget som muligt, så effektivt som muligt og så kvalificeret som muligt. Ledelse kan ikke handle om andet.
  2. Det løgnagtige knytter sig til, at moderne ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser i stor udstrækning skjuler og bortforklarer, hvad ledelse i virkeligheden handler om.
  3. Ledelse er blevet et modefænomen og er styret af samme innovationsdrift, som driver moden frem. Den ene ledelsesteori afløser den anden, helt efter modens logik: Der behøves ikke nogen henvisning til kvalitet, for det nye er i sig selv kvalitet. Derfor er de fleste nye ledelsesteorier selvbegrundet og behøver ikke at bygge på andet end netop nyheden. Altså en slags “Kejserens nye klæder”. Mange ledelsesteorier fremstår som komplet irrationelle og uden kobling til den virkelighed, hvori der skal ledes, fordi de efterstræber forandring for forandringens egen skyld. Heri ligger ledelsens “funktionelle stupiditet”.
  4. I stigende grad “italesættes” ledelse som noget der har med medarbejdernes psykiske og eksistentielle – måske endda åndelige – livssituation at gøre. Der tales således f.eks. om eksistentiel ledelse, om ledelse baseret på Søren Kierkegaard, om filosofisk ledelse, om inddragelse af eksistentialistisk filosofi i ledelsesgerningen.
  5. Alt dette ændrer dog ikke noget ved, at ledelse er og bliver en funktion, som skal få medarbejderne til at yde mere, bedre, mere effektivt, på kortere tid – uden at det koster virksomhederne mere.
  6. I det omfang psykologi, filosofi, meningen med livet, eksistensspørgsmål, livskvalitet, spiritualitet, åndelighed o.l. bliver trukket ind i ledelsesanliggender – er det udelukkende som redskaber til at nå ledelsesmålet, nemlig øget effektivitet, øget kvalitet, øget produktivitet. Ledelse kan som sagt ikke handle om andet.
  7. Ledelse kan godt bygge på indsigter fra psykologien, filosofien, teorier om meningen med livet, menneskets eksistensvilkår, livskvalitet eller noget andet i den stil. Men – filosofi, eksistenstænkning, spiritualitet, åndelighed, bevidst nærvær, anerkendelse o.l. bliver trukket ind for at ledelsesmålene kan opfyldes endnu bedre, endnu mere effektivt.
  8. Jo mere komplekse, sofistikerede og omfattende arbejdsmarkedets forskellige jobfunktioner bliver, jo mere er der brug for den grænseløse medarbejder. Den medarbejder, som ikke har nogen grænse mellem arbejde og fritid, fysisk og psykisk involvering, indre og ydre engagement i arbejdet.
  9. Når de enkelte jobfunktioner kræver involvering af medarbejdernes psykiske, mentale, sociale og spirituelle ressourcer, må ledelsen satse alt på at øge medarbejdernes motivation og behov for at investere netop dén slags ressourcer i jobbet og virksomheden.
  10. Dette kan man bl.a. søge at opnå gennem ledelsesmæssig intervention i medarbejdernes sjæleliv, så at sige. Blød ledelse, anerkendende ledelse, filosofisk, eksistentiel, åndelig og inddragende ledelse er bl.a. en måde, at få medarbejdernes psykiske, eksistentielle og spirituelle grundstoffer involveret i arbejdslivet.
  11. Naturligvis er det ikke kun medarbejdernes hele fysiske og psykiske habitus, ledelsen har for øje. Det handler først og fremmest om ledelsens målsætning om at skabe mere effektivitet og kvalitet på et komplekst arbejdsmarked med nye krav om øget menneskeligt engagement fra medarbejdernes side.
  12. Når f.eks. filosofiens indsigter benyttes for at opnå ledelsens målsætninger, så har dette intet med filosofi at gøre. Filosofien er et vidensområde, som i sig selv intet positivt har med ledelse at gøre. Det er en tydelig erfaring op igennem historien, at når filosofien (gennem filosoffer) har involveret sig med ledelse og politisk styring, så korrumperes filosofiens indsigter til simple redskaber for mere eller mindre skjult eller kamufleret magtudøvelse.
  13. Men der skal ledes og styres, i erhvervslivet og i den politiske verden. Så snart der er ledelse i spil er der imidlertid tale om en asymmetrisk magtsituation. Der er ledelsen og nogen som skal ledes. Her kan filosofien sige noget om ansvar, ordentlighed, medfølelse, etik og moral. Altså noget om, hvordan man skal opføre sig i en asymmetrisk magtrelation, hvor man er den, der har magten, styringen, ledelsen over andre. Men bemærk – i modsætning til den måde hvorpå ledelsesteorierne ofte inddrager filosofien, så handler det her om ledelsens adfærd og ikke om, hvordan man gennem filosofien kan få medarbejderne til at give sig helt hen til arbejdspladsens behov og værdier. Det handler om, at filosofien, etikken og moralen kan stemme lederne til ordentlighed og selvkritik i forhold til konsekvenserne af den asymmetriske magt- og ledelsesrelation.